BILLEDREPORTAGE koncert & omgivelser ... popcorn, pølser og populær opera 
masser af bifald til 3 rigtig dygtige og talentfulde unge kunstnere - tro mig - dem skal du nok komme til at høre mere - meget meget mere - om i fremtiden 
... ræk mig din hånd du kære - jeg bor ej langt her fra-a - snart vil vi hos mig være ... ... jeg hører hjertet banke - jeg vil og vil dog ar-ej ... 
selv om Jacob er uddannet koncertpianist, må han her spille på et elorgel og ikke et flygel 
unge og kønne Sofie har lært, at man også skal bruge kroppen når man synger. I dag lærer man dramatik på operaakedemiet, så man kan agere og "spille en rolle" I 2008 lykkedes det slagelsepigen Sofie Elkjær Jensen, som den første danske sopran i over 7 år, at blive optaget på det verdensberømte danske Operaakademi. Så skulle den karriere da være gjort kunne man tro. Sådan er det bare ikke. Fremtiden for Sofie er ikke sikret med masser af kæmpekoncerter og store sopranroller på alverdens operascener. Problemet er det, at det myldrer med sopraner og det er begrænset hvad der kan blive plads til i operahusene. Opera har stadig i vore dage et særdeles begrænset publikum selv om "de tre tenorer" José Carreras, Placido Domingo og Luciano Pavarotti virkelig gjorde en kæmpeindsats for at popularisere og få markedsført opera - her i form af tenorarier - til det store brede publikum over hele verden. Det lykkedes, men det er desværre sådan, at opera er og bliver en kunstart for de få. 
Så kønne 25-årige Sofie går bestemt en usikker fremtid i møde. Hun er dog mere optimistisk i dag end for et år siden og mener selv hun er tættere på. Inden længe skal Sofie i gang med det sidste år på Operaakademiet. Det bliver så det 3. studieår. Hun er allerede i fuld sving med at skrive ansøgninger og gå til auditions for at finde et job indenfor sit fag, når uddannelsen slutter. Hun er nød til at søge jobs i hele verden. Operaakademiet har dog givet hende en nærmest overvældende mængde studieopgaver. Sidste sæson var hun med i som Papagena i Mozarts tryllefløjten og fik rigtig gode anmeldelser for sin strålende indsats. Allerhelst vil Sofie gerne have et job i Danmark. Grunden er den, at hun har sin kæreste og sin familie her i Danmark. Det skal være noget man virkelig brænder for og hvis man vil gøre karriere må og skal man til udlandet. Der er ingen tvivl om, at Sofie brænder for det her og da hun både har talentet, charme og udstråling i form af et muntret lattermildt lyst sind og ikke mindst sit udseende ser webmaster ingen grund til bekymring. Det er langt mere krævende, at ville gøre karriere som sopran end at trykke den af som rocktøs indenfor den rytmiske musik. I princippet er opera også en slags rock ´n´ roll - her skal man bare beherske en langt mere krævende professionel sangteknik, kunne optræde og synge et helt operahus op og så være ledsaget af et stort orkester. Man skal også have nerverne i orden. Der er rigtig mange tenorer og sopraner, der pludselig er begyndt at lide af sceneskræk og har tigget og bedt om at blive overført til koret. Hvordan gik det nu egentlig til, at Sofie havnede som sopran på Operaakademiet? Jo, egentlig så hun i en ung alder sig om efter et fritidsjob. Hun havde ikke lyst til at gå med aviser (det er også noget underbetalt møg - webmaster). Sofies far så en annonce for Nørrevangskirkens pigekor i Slagelse. Det havde Sofie lige lyst til at prøve. Det viste sig hurtigt, at Sofie fra Slagelse havde talent. Derfra er det gået slag i slag til i dag. I dag kan Sofie over 50 sange udenad. Man skal også kunne sprog fordi teksterne er tysk, italiensk, fransk og så også dansk. Teksterne skal beherskes på ryggraden og læres udenad. Sofie er særlig glad ved at optræde i Slagelse området. Hun møder en utrolig velvilje og støtte og folk er søde og opmærksomme. Ved koncerten i Kongegårdshaven fik Sofie lejlighed til at nyde solen og være udendørs - det er hun ikke så vant til. Hun har sjældent lejlighed til at være ude i solen med sine venner, da hun har travlt med skole, sang og karriere. Sofie har let til et smil, der viser at hun inderst inde er en glad pige. 
"Her skulle vi lige have haft Sofie Elkjær Jensens glansnummer, men noderne ligger inde på Frederiksberg, men nu har vi fundet et andet nummer, der kunne være hendes glansnummer - eller også finder jeg bare på dårlige undskyldninger." " - jeg kan da godt lige gøre lidt reklame for Simon Duus Svendsen. Han skal spille Don Juan på Valdemar Slot senere på sommeren. - Ikke som Don Juan, der er han for uerfaren med kvinder!" Sådan fyrede den fynskfødte og i Nyborg opvoksede koncertpianist Jacob Beck den af. Med sin utrolige humor får han gang på latterbrølet til at runge. Det gøres med elegance, charme og humor og binder hele koncerten sammen på en strålende og underholdende måde. 
vi har lige haft en pause i forestillingen - her vender de tilbage til anden afdeling af koncerten 
man behøver ikke tørste eller sulte og man kan også få dækket sit slikbehov. Det er Lion´s Club der står for salget. 
pianisten Jakob fungerer også som konferencier. Han har en finurlig humor og latteren brød da også ud adskillige gange. 
afstanden mellem publikum og de optrædende er efter min mening for stor. Det er også et teknisk problem, at man med et sæt standerhøjttalere vil forsøge at give lyd til hele kongegårdshaven. Det var tydeligt at et sådant højttaleranlæg med opskruet forstærkeranlæg ikke yder de optrædende retfærdighed. Det gik især ud over Sofies sopranstemme i den højeste del af registeret. 
det er tydeligt at med dagens program er det ældre medborgere der møder op og kvinderne er i overtal 
der mangler siddepladser i kongegårdshaven- det ved publikum og derfor har mange medbragt egne stole og nogle endda et lille bord 
man må gerne tage sin hund med - den skal bare være i snor 
mange kom på cykel 
... et dejligt skyggefuldt sted med en bænk 
... jeg kunne høre koncerten helt her ud på Algade. Jeg kendte programmet fra koncerten i Tårnborg kirke den 30. maj 2010. Jeg kom i snak med flere, der gik forbi - de spurgte til, hvad der foregik - det kunne jeg jo sagtens svare på, men jeg kunne ikke få lokket dem inden for. Det var dem vist lidt for kulturelt og "langhåret". 
Her har vi kongegården, men der er bestemt andre bygninger i gaden, der er værd at se på. 
Denne bygning har i gavlpartiet ud mod gaden øverst oppe et rundt gavlvindue med en Davidsstjerne - gad vist om huset har en jødisk historisk fortid 
pporten ind til bagbygningen. Træet er vist gået ud, men man har ladet det stå som en skulptur. 
bygningen inde i Kongegården - her er gårdsplads med toppede brosten. Det er et herligt sted. 
huset til venstre i gaden fik kommunen for 1 krone - det kostede til gengæld et par millioner kroner at sætte det i stand - eller rettere at bygge en kopi af det eksisterende. I baggrunden ligger en gammel købmandsgård - her i dag ungdomsboliger. Bindingsværket må ikke males sort - selv om jeg synes det ville være flot. Det er en konsulent fra Nationalmuseet, der gjorde Korsør kommune opmærksom på, at det brugte man ikke på denne bygning. 
indgangspartiet til Kongegården. Den hedder sådan fordi en konge engang har overnattet her. Der er faste og skiftende udstillinger og i kælderen et museum med den jødiske kunstner Harald Isensteins værker. Der er også en koncertsal oppe på førstesalen i bygningen. Endelig giver etablissementet også adgang til en bolig, som gives til en kunster for et begrænset tidsrum 
Isenstein Samlingen rummer over 7000 værker af den afdøde kunstner, billedhuggeren Harald Isenstein. 
Hovedparten af samlingen består af akvareller og tegninger, men de fleste vil nok huske Harald Isenstein for hans mange portrætbuster af kendte danskere - heriblandt kan nævnes Dronning Margrethe II, Niels Bohr, Karen Blixen, Victor Borge m.fl. Harald Isenstein blev født i Tyskland i 1898 og døde i 1980 i Danmark. I 1987 fik Korsør Kommune overdraget alle hans efterladte værker af hans enke efter andet ægteskab Olga Marie Isenstein. Foreningen Isenstein Samlingen har efter sin stiftelse i 1988 stået for registrering og fotografering af samtlige værker. Ved skiftende udstillinger i Kongegården, Korsør udbredes kendskabet til Harald Isenstein og hans geniale sans for at portrættere sine medmennesker.  Istensteins buste af Martin Andersen-Nexø fra 1933
 Tove Maes i rollen som Ditte i filmen "Ditte menneskebarn" Pelle og Lassefar i "Pelle Erobreren" Nexø (1869-1954), dansk forfatter. Martin Andersen Nexø står som den centrale skikkelse i dansk litteraturs «sociale gennembrud», og han opnåede desuden - især gennem to af sine hovedværker, Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn - international berømmelse.
Barndom og ungdom
Nexøs barndom og ungdom udgjorde en uudtømmelig erindringskilde for hans senere digtning. Han blev født den 26. juni 1869 i et af de fattigste kvarterer på Christianshavn som det fjerde af ti børn og blev døbt Martin Andersen - kunstnernavnet Nexø antog han i 1894. Han var tæt knyttet til sin mor, som han tilegnede Ditte Menneskebarn. I 1877 flyttede familien pga. arbejdsløshed fra København til Nexø, idet faderen var bornholmer. Som dreng havde han en lykkelig tid som vogterdreng, og som femtenårig kom han i skomagerlære i Rønne.
Allerede i læretiden begyndte den begavede skomagerlærling at se sig om efter en mulighed for at forlade det legemlige arbejde. Han nærede litterære interesser, som han dyrkede dels sammen med barndomsvennen, den senere forfatter Jacob Hansen, dels i miljøet omkring Rønne Højskoleforening.
Det store spring fra håndens til åndens arbejde blev muliggjort gennem ophold på Østermarie Højskole 1890-91 og Askov udvidede Højskole 1891-93. Hos Mathilde Molbech, enke efter digteren Chr. K.F. Molbech, fandt han et hjem i Askov. Efter endt højskoleophold fik han arbejde som lærer på forskellige grundtvigske skoler (1893-1901). Han vedkendte sig senere gennem alle skiftende ideologiske forhold sin taknemlighed overfor den gamle grundtvigianisme og sin beundring for N.F.S. Grundtvig, «den mest fremsynte Aand, Danmark har frembragt» (1923).
Nexø debuterede den 10. juli 1893 med en avisartikel om St. Hansaften paa Bornholm. Allerede her præsenteres to temaer, som senere skulle gå gennem hele forfatterskabet: Almuens lykkedrøm og kvinden som kultur- og livsbærer. Begge temaer udfoldes tragisk i novellen Lotterisvensken, som indgik i debut-bogen Skygger (1898). I sine første digte og prosaforsøg, bl.a. en serie friske rejseskildringer fra en rekonvalescensrejse i Italien og Spanien 1894-96, søgte Nexø med vekslende held at etablere poetisk sammenhæng mellem to tilværelsesaspekter: Et erobrende og udvidende, i hans bevidsthed mandligt aspekt, og et opretholdende og omsorgsmæssigt, i hans bevidsthed kvindeligt og især moderligt aspekt.
Ungdomsforfatterskabet
Frem til 1905 skrev han sig med titanisk energi igennem en række tidstypiske litterære temaer, tendenser og stilarter. På syv år udgav han foruden journalistik og digte otte bøger: novellesamlingerne Skygger og Muldskud (første og anden samling 1900 og 1905), romanerne Det bødes der for - (1899), En Moder (1900), Familien Frank (1901) og Dryss (1902) samt rejseskildringen Soldage (1903). I 1890'emes København kom han under indflydelse af radikalismen; en Nietzsche-præget individualisme mærkes både i fortællingerne og romanerne.
I artikler og noveller om spansk og dansk almue viste han, at «Fattigdommen er international». Den sydlige underklasse beskrives som et udbyttet, men ubekymret og lyshigende fællesskab, mens den danske (ikke mindst den bornholmske) almue skildres gennem sine stærke originaler, der som «muldskud» sender bud op om uberegnelige kræfter i dybet.
Romanerne var vægtige bidrag til sædelighedsfejdens genopblussen i 1890'erne; handlingerne udspiller sig oftest i borgerlige miljøer og skildrer den vanskelige kærlighed. Nexø studerede her den mandlige lykkedrøm så at sige med negativt fortegn: den «maskuline» idealitet og erobrertrang synes hjemløs, romanernes ideale familie består nærmest udelukkende af stærke, frigjorte kvinder, mens mændene oftest virker degenererede eller forkomne.
Men da han i 1902-03 igen rejste til Syden, gjorde mødet med den anarkistiske almue i Andalusien stærkt indtryk på ham. Hans livssyn og forfatterskab antog en lysere karakter, og i Soldage præsenterer Nexø omsider sine læsere for et mandligt ideal: Den ukendte anarkist «Alfonso M.» (der er et vellignende portræt af en virkelig figur), som i «hæftig Glæde» er «rede til at ofre sit Liv for den ny Lykketid» vil sikkert blive skudt ned; alligevel er han ved sin menneskelige lødighed og heroiske helstøbthed «et Forbillede, et helt Menneske». Soldage, som stilistisk har karakter af symbolistisk dannelsesroman, markerer overgangen til Nexøs modne forfatterskab.
De store romaner
Efter mange års forberedelse udkom 1906-10 Pelle Erobreren. Gennem fire bind følger vi indvandrerdrengen Pelle på den klassiske vandring fra land til by i søgen efter lykken. Her lykkes det - gennem en lys syntese af anarkistiske, socialistiske og grundtvigske visioner - for Nexø at få skabt sammenhæng mellem det åndeligt-heroiske, politiske og det nære, kropsligt-materielle, mellem de erobrende og de opretholdende kræfter.
Ditte Menneskebarn udkom i fem bind 1917-21. Verdenskrigens udbrud ligger imellem, og tonen er mørkere. Gennem skildringen af proletarpigen Dittes korte og lidelsesfulde liv rettes der en glødende anklage mod det samfund, der ikke formår at værne om sine menneskelige ressourcer. Den værgeløse pige Ditte er underklassens offerskikkelse, «Smertens Moder». Nexø vender her drømmen om en syntese mellem de erobrende og det opretholdende kræfter om og viser tragedien ved dens manglende indfrielse.
Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn indoptager elementer fra ældre litterære former som bibelhistorie, folkeeventyr og helteepos såvel som fra dansk naturalisme (Pelle Erobreren bærer tilegnelsen «Til Mesteren Henrik Pontoppidan»), russisk realisme (ikke mindst Dostojevskij) og avancerede højlitterære former som impressionisme og symbolisme. De to romaner er ofte blevet regnet for skoleeksempler på «socialistisk realisme».
Romanen Midt i en Jærntid I-II (1929) kritiserede den danske bondestands kapitalspekulation under verdenskrigen og knyttede forbindelse mellem den gamle grundtvigianisme og socialismen.
Efterslæt
Foruden flere novellesamlinger m.v. leverede Nexø i sin alderdom et nyt hovedværk med fire bind erindringer (1932-39) om sin opvækst og tilblivelse som digter: Et lille Kræ, Under aaben Himmel, For Lud og koldt Vand og Vejs Ende. Hans digteriske ansvarlighed og politiske engagement udspringer af taknemlighed overfor det han modtog tidligt, navnlig fra kvinder. Svagere står de tre «erindringsromaner» om Morten hin Røde (1945-57).
Politisk virke
Der var ikke meget i Nexøs ungdomsforfatterskab, der kunne angive, at han i en moden alder skulle blive en internationalt berømt proletarforfatter og socialist. Først efter udgivelsen af Pelle Erobreren tilsluttede han sig - i en alder af 41 år - den politiske arbejderbevægelse, fra 1910 som socialdemokrat, fra 1918 som kommunist. I rejsebøgerne Mod Dagningen (1923) og To Verdener (1934) skildres den russiske revolution som indfrielsen af underklassens lykkedrøm.
Pelle Erobreren blev taget til hjertet, først af de danske, så af de tyske arbejdere. Romanen gik som føljeton i det tyske socialdemokratis centralorgan Vorvärts, Berlin, fra 1911 - og sideløbende hermed i ca. 60 andre tysksprogede arbejderblade. Herfra bredte romanens berømmelse sig til hele Verden, hvor den - og senere Ditte Menneskebarn - skaffede ham en international platform for politisk virke.
Han blev medgrundlægger af DKP og tilsluttede sig efter sin flytning til Tyskland i 1923 KPD, men stod så i en årrække udenfor partierne. I 1937 genindtrådte han i DKP og var fra 1938 til sin død medlem af partiets centralkomite. Han var i 1930'erne en fremtrædende skikkelse i den internationale anti-fascistiske bevægelse. Under Den spanske Borgerkrig blev et anti-fascistisk kompagni opkaldt efter ham. I 1941 fængsledes han som kommunist, flygtede senere til Sverige og rejste derfra til Sovjetunionen, hvorfra han talte i Moskvas radiosender til det besatte Danmark og Norge. Efter befrielsen engagerede han sig i internationalt fredsarbejde og flyttede i 1951, under den kolde krig, til Dresden i DDR, hvor han udnævntes til byens æresborger.  (Er det ikkke tankevækkende, at denne store danske internationalt berømte dansker ikke er kommet på et dansk frimærke?)
Nexø døde den 1. juni 1954 og ligger begravet på Assistens Kirkegård i København.
Alle Nexøs værker er oversat og hans samlede værker udkommet på tysk og russisk. Ditte Menneskebarns tre første bind filmatiseredes 1946 af Astrid og Bjarne Henning-Jensen, Pelle Erobrerens første bind af Christian Steinke til DDRs fjernsyn 1985 og af Bille August 1987. Nexøs barndomshjem i Ferskesøstræde i Nexø åbnede 1990 som museum (i dag «Andersen Nexø Hus»), og i 1996 udnævntes han posthumt til sin barndomsbys æresborger. Med oversættelser, nogle af dem i meget store oplag, til mere end 25 forskellige sprog er Pelle Erobreren - næst efter H.C. Andersens eventyr - fortsat det mest udbredte danske digterværk i Verden, og nyudgivelser og nyoversættelser af flere af Nexøs bøger foretages til stadighed.
| Martin Andersen-Nexø, 1869-1954
Dansk forfatter
Især kendt for sine socialt engagerede romaner, hvoraf "Ditte menneskebarn" blev filmatiseret 1946. 1990 blev "Pelle eroberen" filmatiseret af Bille August, som opnåede at få en Oskar for filmen.
Martin Andersen-Nexø meldte sig politisk som kommunist og bosatte sig i sine sidste år i Sovjetunionen og det daværende DDR. Navnlig i Sovjet opnåede han umådelig popularitet.
Det voldte Isenstein adskillige kvaler, at han intetanende portrætterede den interessante forfatter uden at kende den upopularitet Andersen-Nexø var omgivet af i Danmark på grund af sine politiske holdninger.
Det er faktisk utroligt, at Isensteinsamlingen vil tillade sig en sådan kommentar. Han er den forfatter i Danmark, hvis bøger er trykt i et større oplag end H. C. Andersens værker. Han var i sine unge dage kommunist og politisk aktiv med at organisere arbejdernes politiske kamp. Han blev skuffet over Socialdemokraterne, der svigtede sine egne paroler fra 1870erne og pludselig mente, at arbejdernes kamp kunne vindes ved reformer. Martin var revolutionær og sagde som en besk kommentar: "Da negerslaverne ville gøre sig fri af deres lænker - så satte dig sig ikke ned og stemte om det". Harald Istenstein kendte udmærket Martin og vidste udmærket hvem han lavede en buste af. Så hvor de kvaler skulle komme fra er vist det pure opspind. Martin var bestemt ikke upopulær i Danmark i arbejderkredse - tvært imod. Det var det borgerlige Danmark og specielt Socialdemokraterne, hvis svigt overfor arbejderklassen han påviste gang på gang, der gjorde ham upopulær i disse kredse. Det var hans meninger man ikke kunne tåle. Noget tyder på, at det er der nogen, der stadig ikke kan. webmaster den 31. juli 2010 busten står på Martin Andersen-Nexø museet og er lavet i 1933.
|
|
vi er i Korsørs ældste bydel lidt oppe ad gaden her, var i fordums tid byporten til Korsør - du kan se den gamle toldbod på Nankes Plads. Der blev dog smuglet mange varer ind - også gennem en gravet tunnel. Vi er jo i Korsør og det fornægter sig ikke 
en rædselsfuld skulptur - dem myldrer det med i Korsør - her er intet liv og ingen fantasi - undskyld mig, men den er faktisk dødkedelig og grim. Koncerten derimod var til gengæld det stik modsatte. Det er nu ikke helt retfærdigt. Korsør kunstforening har lavet et katalog, hvor du se de kunstværker vi har i Korsør. Der er faktisk rigtig gode ting imellem - ting med idé, form.,farve og fantasi. Bare klik her: kongegaarden\1240691257_kunstikorsoer14032005.pdf 
mange var kommet på cykel 
man kan også sidde med rumpen i græsset 
bragende bifald - der udløser et ekstranummer - det blev Lehars "Enkevals" - en rigtig god eftermiddag - og jeg garanterer for, at man ikke sådan lige med det vuns glemmer Simons udgave af "Old man river" og "I got plenty of nothing". Hans udgaver af Joe i "Show Boat (Teaterbåden)" og Porgy i "Porgy & Bess", hvor Paul Robeson spillede rollerne, viste til fulde hans pragtfulde runde melodiske basbaryton og at han ikke har problemer med at komme ned på det dybe C. 
Vi nåede lige som i Tårnborg kirke den 30. maj i år vidt omkring med Figaros Bryllup, Don Juan, Maskerade, Jægerbruden, Judy Garlands "Somewhere over the raiinbow" fra "Troldmanden fra OZ", "All I ask of you" fra Loyd Webbers Phantom of the Opera, Showboat og Porgy and Bess. Tekst og billeder står Webmaster for. Indsat den 17. JULI 2010. Jeg har lavet en større reportage fra deres kirkekoncert i Tårnborg kirke den 30. maj 2010 - den finder du under "AKTUELT"  
rettet den 31. juli 2010 stof om Isenstein og Martin Andersen-Nexø indsat samt Korsør kunstforenings pjece over kunst i Korsør. |
