Søndag den 29. maj klokken 16

er der festkoncert i kirken.

Det er her det foregår. Tårnborg kirke.

En koncert i

operaens tegn

 
Vi ankommer i god tid. Jeg for at skaffe mig en plads, hvorfra jeg kan knipse lidt.

Vejret er ikke noget at råbe hurra for. Det er koldt og blæser bravt.

Udsigt fra indgangen i kirketårnet ud over den sydlige del af kirkegården og videre ned til Marsk Stigs Rev og helt ud til den anden side af Noret.
Publikum er ved at ankomme. Her et par smukke stager på alteret, selv om den til venstre mere hører til i en synagoge.
Jeg ved godt, hvad disse kirsebær på pianoet skal anvendes til.
Der flages udenfor. Det er fordi det er en festdag. Der har nemlig været afholdt konfirmation tidligere på dagen.
Mens publikum strømmer ind, får jeg lige tid til at veksle et par ord med organisten Lisbeth Christoffersen og kirketjener og graver Gitte Kantsø. "Tror I der bliver fyldt op i år?" - "Det ved vi ikke, men det håber vi da. Der har faktisk været fyldt op i dag. Vi har lige holdt konfirmation." "Sig mig lige en engang Lisbeth, hvad koster en sådan omgang egentlig? "15.000 kroner for alle tre. Pianisten får lidt mindre - sangerne mest".
Jeg fandt lige ud af, at man kunne se Storebæltsbroen - hvor 9.000 marathonløbere piskede af sted på et halvt løb. Det var for diset til, at jeg kunne se nogen løbe derude. Da jeg fortæller min kone, at jeg ikke kunne se nogen siger hun: "Det var i går, det løb blev afholdt!"
Inde i varmen igen. Den smilende herre lidt nede og damen ved hans side kender jeg. Det er Caspar fra Vemmelev, som jeg kender fra dengang vi var i Grønt Råd sammen. "Jeg har solgt det lille landbrug i Vemmelev og vi har købt et sommerhus ved Næsby Strand. Vi er pensionerede nu og så må man gerne bo der hele året. Der er en fantastisk natur herude ved Tude å" Vi snakker lidt sammen om Stien Noret Rundt - vi har ikke helt opgivet håbet.
Der er stemningsfuldt herinde.
Lisbeth byder os velkommen. Klokken er 16.00 og vi kan tage hul på herlighederne. Vi får lige programmet i overskrifter og jeg kan høre, at jeg ikke har skudt helt ved siden af. Jeg er bange for om der er lys nok til at fotografere. Der er jo helt overskyet udenfor med mørke tunge skyer. Jeg måler lidt. Det ligger lige på grænsen. Nåh hellere forsøge, end slet ikke at få noget i kassen. Enhver kan se, at det her er taget med største blænde og lukkertider på op 1/10 sekund eller mere.
Vi lægger ud med duetten fra Verdis opera La Traviata.

La Traviata handler om den prostituerede Violetta, der forelsker sig i Alfredo og ønsker at skabe sig en ny tilværelse, men det vil skabe store omkostninger for Alfredo og hans familie, og alt ender tragisk. Vi får også Violettes arie fra samme opera.

Så skal vi have noget dansk. Vor store danske komponist Carl Nielsen har skrevet Maskerade. Herfra får vi duetterne mellem Leander og Leonora - det fine par der tror de ikke må få hinanden, hvad de gerne må. Så får vi også parodien på denne duet nemlig duetten mellem tjenesteparret Henrik og Pernille, der skal gøre grin med de fine.
Så kommer kirsebærrene i sving. Først i kirsebærduetten fra Mascagni´s opera L´amico Fritz.
 
Nu kan man bruge kirsebærrene til noget mere. Man kan jo også lige give duetten fra Kai Norman Andersens Landmandsliv. Så får den ikke for lidt med: "Undskyld hr.! Må jeg byde dem et kirsebær."

Jan gnasker løs og spytter sten ud i rummet og galant tager han mod et par sten fra Elsebeth i sin hule hånd, som han straks placerer på pianoet.

Utroligt som sådan en lille rekvisit kan sætte fut i tingene.

 
Fra valsekongen Oscar Straus får vi fra Ein Waltzertraum nummeret Leise, ganz leise (stille, helt stille).
 
Pause med forfriskninger og snacks - vi må gerne tage med ind i kirken.
Så møder jeg Lillian. Vi får en lang snak om Korsør Medborgerhus og dets fremtid eller rettere mangel på samme. Lillian har været med siden husets start i 1981.
 
Jeg kan se flere kendte ansigter, især min viv som underviser i Seniordans møder en hel del af sine dansere.
Jan har under afsyngelsen af en arie bevæget sig ned ad kirkegangen til Lisbeth for at "fri til hende". Der er en god og munter stemning i kirken.
 
Jeg har prøvet at være lidt kreativ. Det havde da været rimeligt som bryllupsbillede.
I begyndelsen af 1840´erne blev komponisten Johan Hartmann og H. C. Andersen rigtig gode venner. De besluttede sig for, at lave en romantisk opera. Vi var i den såkaldte Guldalder, hvor det nationalromantiske blomstrede og der var svung i det nationalliberale. Det var tiden, hvor danskere slugte Ingemanns "historiske romaner" og læste om Valdemar Seir og Erik Menved.

Hans Christian tog afsæt i de middelalderlige folkeviser og det var bestemt med talent. Han fandt stilen og tonen i disse viser og overførte det til operaen.

Så han skrev librettoen (det hedder teksten i en opera) til den lille romantiske opera - den hedder "Liden Kirsten", det er der man hører tavlebordsduetten og den fik vi så her til koncerten:

"Hør ungersvend, sig ikke nej,
leg tavlebord med mig!"

"Jeg ejer ej, det rø-ø-de guld,
at sætte op mod dig."

"Sæt du kun op din gode hat,
og fast om den er grå,
se jeg min perlesnor har sat,
tag den, kan du den få."

"Den første gang guldterning på tavlebordet randt,
den ungersvend han tabte, men jomfruen hun vandt,
han tabte, hun vandt, han tabte, hun vandt."

Det er fra samme opera vi har Sverkel´s romance - ungersvenden hedder nemlig Sverkel og hans udkårne er Kirsten, men det er nu hende - modsat sædvanen - det tager initiativet til, at få lokket Sverkel i kærlighedsfælden. Hun er svært godt tilfreds med at tabe den duel og har da også sat ikke helt beskedne indsatser ind i spillet.

I min barndoms giro 413 ønskekoncerter var dette nummer et kæmpe-hit. Visen er i øvrigt interessant derved, at den indeholder et melodi- og temposkift når jomfruen får duplikken, der understreger den unge piges flirtende og kokkererende let drillende optræden overfor den ungersvend hun vil score.

Jeg holder personligt meget af dette nummer, men ville også gerne have hørt Jan rulle sig ud som lyrisk tenor i romancen.

 

Det her er urduetten fra Johan Strauss Flagermusen. Jan er noget bekymret over, at Elsebeth snupper hans ur fra ham.
"Er der stemning for et ekstranummer?" Hvor naivt kan man spørge.
 
Fra Lloyd Webbers musical Phantom of the Opera får vi All I ask of you. Jan som er noget af en filur synger konsekvent: "Det er alt hvad jeg beder dig om Elsebeth."

Vi har også stiftet bekendtskab med Meine Lippen fra Franz Lehár´s opera Guidetta. Heubergers Chambre separé fra Operaballet klinger også smukt i vore øren.

Til slut får vi Kai Norman Andersens "Den allersidste dans, før vi går hjem" fra Mød mig på Cassiopeia. Jan laver lige teksten om til: "aldrig vil jeg glemme denne eftermiddag".
Vi rejser os alle op og klapper meget og længe og vildt begejstret. Det var en rigtig dejlig koncert.
Elsebeth, Carol og Jan tager imod vor hyldest som de rigeligt har fortjent.

Tænk lige over, at Tårnborg kirke har foræret dig små 200 kr. - det har det kostet pr. deltager.

Afsluttende kan siges, at de tre kunstnere vi fik lov at høre er i topklasse, de har årelang erfaring og har givet trænet og øvet i tusindvis af timer. Jeg vil anbefale dig at låne nogle af de Cd'er de har indspillet, så kan du nyde og opleve dem igen hjemme i den egen stue. De link jeg har sat ind giver dig de nødvendige oplysninger.

Tænk at få en sådan gratis gave. Så kan man kun sige tak. Det er blevet tradition med denne årlige koncert. Vi har ikke for meget kultur herude, så det her falder på et tørt sted.

Det er Lisbeth - kirkens organist, der finder hvem der skal optræde og sammensætter repertoireret.

Ren teknisk er kirkerummet noget møj, at synge og spille piano i. Efterklangen er hård og kontant og det får de lyse stemmer til at klinge for skarpt og meget kommer til at virke for staccato, hvor legato ville have klædt det bedre. Sådan er betingelserne for optræden i kirkerum.

Jeg var dybt imponeret over det brøl af en stemmekraft, som Elsebeth og Jan kunne præstere. Jeg sad øverst oppe og fik nærmest flere gange blæst trommehinderne ind.

Det er også tydeligt, at publikum er kommet op i årene. Er det virkelig kun den ældre generation, der sætter pris på kvalitet og folk der kan synge  og spille professionelt og som kan fremføre noget af det bedste of vor musikalske kulturarv.

Et lille suk - jeg havde gerne hørt et par danske sange, et par salmer og måske et par klassiske numre af den åndelige kirkemusik med orgelledsagelse.

Ja, nogen er til broløb og til "fiasko for en aften".

Nå, vi har hver vor smag.

 

Indsat af webmaster den 31. maj 2011

 

    

 

 
 
Koncerter
 
 

- med gratis adgang til en storslået musikoplevelse

 

FESTKONCERT MED DUETTEN PÅ PLETTEN
 
 

Søndag den 29. maj klokken 16 er der festkoncert i kirken.

 

Kom og hør skøn opera og operette, måske også lidt musical.

Webmaster gætter på, at vi nok kommer til at høre den del

af disse pragtnumre - det er gætteri efter at se deres eget programforslag.

Det kan også blive Strauss og Lehar oprettenumre og måske musicalnumre.

De kan nemlig det hele. Webmaster gætter også på at der kommer nogle

rent kirkelige numre. Glæd dig.

1. DEL

Fra Verdis La Traviata:

Un di felice (Duet)

E strano (Sopran)

Lunge da lei (Tenor)

Libiamo (Tenor)

Fra Puccinis - Madama Butterfly

Un bel di vedremo (Sopran)

O´sole mio (Tenor)

Fra Donizettis Elskovsdrikken

Tra la la la la (Duet)

PAUSE

2. DEL

Andy Pape - Olsen Banden

En forrygende trio med syngende pianist:

Yvonne, Egon Olsen og Kjeld

(Benny er ude efter bajere, så han er ikke med…)

Fra Carl Nielsens Maskarade

Ulignelige pige (Duet)

Min søde Balsambøsse! (Duet)

Fra Tchaikovsky´s - Eugen Onegin

Lenskys arie (Tenor)

Fra Mascagnis L´amico Fritz

Suzel buon di (Kirsebærduetten)

Kai Norman Andersen - Landmandsliv

Undskyld Hr, må jeg byde dem et kirsebær? (Duet)

Der kan også komme numre fra operetten Flagermusen og

Loyd Webbers Phantom of the Opera

 

Elsebeth Dreisig synger sopran og Jan Lund er tenor.

De akkompagneres af Carol Conrad.

Jan Lund og Elsebeth Dreisig – to topprofessionelle sangere,

der i kraft af årelang erfaring på alle former for skrå brædder

kan klare det meste.

Læs mere om [Duetten på Pletten]

 

Vi følger det sædvanlige koncept med en pause halvvejs, hvor menighedsrådet byder på en forfriskning, der kan nydes i forårssolen med den skønne udsigt over Noret.

 

Det er som altid gratis at komme til koncert i kirken.

Elsebeth Dreisig

Klik på det her link, som jeg har sat ind som en service -

her kan du høre Elsebeth folde sig ud som Mimi i Puccinis La Boheme med

"De kalder mig Mimi" - den helt store sopranarie i denne opera. Hun synger

virkelig smukt, men det er også en smuk sang "..., men når foråret bryder frem".

http://www.elsebethdreisig.dk/

Elsebeth Dreisig (sopran) er uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvorfra hun tog diplomeksamen i 1994 med Kirsten Buhl-Møller som lærer.

Derudover har hun studeret hos Ileana Cotrubas og Ingrid Bjoner.

I studietiden sang hun i Det Unge Operacompagnie Mozart-rollerne Despina i Così fan tutte, Susanna i Figaros bryllup, Pamina i Tryllefløjten og Zerlina i Don Giovanni.

På Den Jyske Opera har Elsebeth Dreisig haft succes i en række roller: Ann Truelove i Rake’s Progress, Pamina i Tryllefløjten, Katarina i Lars Klints opera Anatomisk opera (uropførelse), Michaëla i Carmen, Zerlina Don Giovanni og senest Aase i opera Drot og Marsk.

I 1998 sprang hun ind med kun en dags varsel og sang Pamina i Tryllefløjten på Det Kongelige Teater.

Elsebeth Dreisig har desuden været tilknyttet Musikteatret Undergrunden, hvor hun bl.a. har sunget Hans (Hans og Grete) og Frk. Thomsen i opera Amalie.

Hun har medvirket i uropførelser af en række moderne danske operaer bl.a. i Don Juan vender hjem fra krigen, Livstegn og Svend Rastrup Andersens gadeopera Årstiderne.

I 1997 sang hun Guvernanten i Brittens Skruen strammes på Aarhus Sommeropera, Servillia i Titus og på Den Jyske Opera Eliza i My Fair Lady samt 1. niece i Peter Grimes. I 1999 modtog Elsebeth Dreisig æreslegatet fra Dansk Solistforbund af 1921.

Jan Lund

Her har jeg indsat et link om Jan Lund

http://jan-lund.com/

Du kan høre lydklip med ham.

Jan Lund er tenor. Han er uddannet sanger og pianist opfulgt af videre sangstudier i bl.a. London og Rom. Han har et bredt solistvirke som oratorie- og koncertsanger over hele landet og et stort repertoire inden for moderne som klassisk opera. Jan har sunget med de fleste danske operakompagnier bl.a. Den Jyske Opera og Den Fynske Opera.

I 2005 debuterede Jan med stor succes på Det Kongelige Teater i Odysseus i rollen Telemaco. I udlandet er han tilknyttet Transparant Muziektheater i Antwerpen og har sunget hos kompagnier i Østrig, Holland, Belgien Norge, England og Skotland.

Blandt adskillige cd-indspilninger kan nævnes operaindspilninger fra Den Anden Opera og Carl Nielsen-sange med Aalborg Symfoniorkester og Royal Liverpool Philharmonic.

Af priser og legater kan nævnes Spies-fonden, Operaens Venner, Aalborg Symfoniorkester og Dronning Ingrids fond.

Jan Lund var solist ved Akademisk Kors opførelse af Messias 2003 og var igen solist ved Dvořák's Stabat Mater 2010.

Carol Conrad
 

Her ses Carol Conrad

- Carol Conrad, Klaver/Orgel

Carol Conrad er uddannet pianist ved The University of Southern California og The Juilliard School of Music i New York, og har deltaget i mesterkurser hos Emmanuel Ax, Robert Levin, Leon Fleischer, Menahem Pressler, Karl-Heinz Kämmerling og Ton Koopman. Siden 1993 timelærer og akkompagnatør ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, Det Ny Teater, Operateatret Undergrunden, Operaakademiet, Carl Nielsen International Competitions, og Danmarks Radio. Carol Conrad optræder som solist, kammermusiker og akkompagnatør ved koncerter i Tyskland, Sverige, Danmark, Norge, Frankrig og USA og er en anerkendt producer /musikalsk arrangør med adskillige CD-inspilninger på samvittigheden.
 

Indsat af webmaster den 26. maj 2011