... et par fødselsdage

... middag

... udflugter

... den hellige birgitta

... klostersex

... det sellerigrønne monster

... kirkebesøg flere steder i landet

... mord på en ægtefælle

... halshugning

... at blive lagt på stejle

... læderstøvler som kirkeinventar

... der kommer meget mere

 

Det begynder med at vi fejrer Børges fødselsdag.

Børge har inviteret venner på besøg. Günther står op.

Det bliver til en aftale om, at vi kan lave noget sammen når vi skal til Jylland.

Min ven gennem næsten 50 år Poul. Vi spiser middag sammen inden vi skal til foredrag om

forsvarsværker i Danmark. Han skal lige med her - hvorfor nu det - ja, han skal lige se sig

selv og så for at minde ham om, at han løb med alle de papirer jeg havde hentet på turist-

kontoret i Slagelse. Han havde venligt nok lovet at bære dem i sin lille rygsæk, men han

fik aldrig afleveret dem igen. I øvrigt tak for middagen.

Vi er lige ankommet til Purhus kro, der er lige kommet nye ejere. Kromutter stammer fra

hvad hun kalder Sønderjylland - det som jeg kalder Nordslesvig. Vi har talt med vore ven-

ner på mobilen - de lå omkring et kvarters kørsel efter os.

Tænk at kroen er fra 1752. Så er det faktisk lidt dårligt at man ikke lige har fået ryddet

op i brønden.

Kroen ligger ud til en landevej. Her er en smuk skovvej. Stedet ligger lidt sydvest for

Hobro. Om aftenen kører man ugens middagstilbud. Stegt flæsk (der er hele fire slags

flæsk) med kartofler og persillesovs. Hele kroen er overfyldt med lokale gæster. Man kan

spise ad libitum - der er noget der tiltaler jyder eller også er det bare almindelig menne-

skelig grådighed. Jeg skal ikke have for meget stegt griseflæsk. Man bliver oppustet og

enorm kuglefed af den ret. Det er ligesom med røde pølser - et par gange om året og så ikke

mere. Min kone er vild med denne ret, men hun er også fra landet.

Vore venner passer et hus for et familiemedlem i Hobro, der sammen med sin mand skal

besøge deres søn i Luxemburg. Derfor har vi aftalt at vi laver lidt sammen her i grænse-

landet mellem nord- og Midtjylland. De har lige kørt familien til lufthavnen i Ålborg. Vi af-

tales at mødes ved nedgangen til Friis varehus nede ved Limfjordskajen. Nu laver vi en

lille byvandring. Vejret er trist og regnfuldt. Vi må tilbage efter paraplyerne.

"Stil Jer lige op ved blomsterkummen, så jeg kan tage et billede af Jer med Ålborgs domkirke

Budolfi i baggrunden!" -  "Hvad skal vi?" - "Gør nu som jeg siger!"

Her er resultatet. Det er da rimeligt. Sådan kunne man nu godt have pyntet blomsterbrønden

ude ved kroen.

Jeg lister lige alene ind i kirken. Vi kan se udenfor, at der er lagt an til begravelse.

De andre vil ikke med ind og er ikke ligefrem vildt begejstrede for min sygelige interesse

for kirker. Jeg kan se, at det er ved at være op over - så jeg skynder mig ud igen.

Der er ellers meget at se på, men det må blive en anden gang. Man skal ikke deltage i

begravelser og slet ikke rende rundt og forstyrre under en sådan og slet ikke, når man

ikke kender afdøde.

Jeg får lige et enkelt skud af noget kalkmaleriudsmykning i loftet ved indgangen. Det må

blive en anden gang.

"Nå, der kommer du endelig!" Jeg får lige et skud, hvor kirken spejler sig i Nordeas glas-

facade. "Nu vil vi have os en happy hour. Vi skal ikke traske rundt i det her møgvejr!"

Det er der fuld enighed om. Jeg kender byen, da jeg har venner der bor her.

Jeg sætter kursen og får vendt stemningen. Vi har alle været her før og vi går ikke glip

af noget.

Det her er morsommere. Der er flere slags øl at vælge imellem, men vi er i to biler - så

der er to der må holde igen. Men der er jo flere timer til vi skal køre igen.

Det er et godt sted jeg har valgt - og så må man ryge her. Stemningen vokser. Nå, vi har

det nu altid rart sammen og vi har gennem mange år rejst sammen, så vi har mange fæl-

les referencer.

Jeg forslår at vi spiser på den italienske restaurant Felicia - som er mit stamspisested i byen,

men på vejen dertil kommer vi forbi et stort Jensens bøfhus. "Jeg tror vi skal tage det her i

stedet" siger jeg. "Det er langt billigere fordi, man her kan få billige frokostbøffer." Sådan bliver

det - vi er alle enige - og vi er heller ikke vildt sultne. Jeg vælger en bøf med tilbehør for

48 kr. og betaler for fri salatbar. Mine medrejsende vil have en større bøf, min er på 180

gram og deres på 200 gram. Deres koster bare 98 kr.

Da der bliver serveret er der ingen der kan se forskel - tilbehøret er det samme og bøfferne

er der ingen der kan se forskel på. De hævder deres er bedre.

 

Her er en lille baggrundshistorie om hvorfor jeg kender lidt til Ålborg:

 

I slutningen af 1960erne lærte jeg Kaj og Tove at kende her i byen. Jeg havde i 1966 været

en af initiativtagerne til D.P.R. - Dansk Privat Radioforening. Under en hverveturne i påsken,

hvor jeg holdt i mit folkevognsrugbrød på en parkeringsplads oppe ved Himmelbjerget sammen

med et par radiovenner (Alfa9 og Alfa1) - opdagede jeg pludselig, at vi manglede brød og

alle bagere var lukkede.

Jeg skreg min nød ud over kanalerne. Jeg fik en masse svar fra Ålborg. "Der er ingen bagere der

har åbent nu." Pludselig brød en kvindestemme ind - det var Tove - "I skal ikke mangle brød,

jeg har lige sat en dej til hævning. Når I kommer frem til Kongensgade i Nørre Sundby kan I

tage brødene med Jer. Jeg vil dog foreslå, at I får aftensmad hos os og så kan I lige så godt

overnatte her hos mig og min mand Kaj - hvad siger I til det forslag?"

Vi takkede selvfølgelig ja tak - det havde været en kold nat på Himmelbjerget.

Det blev til et årelangt venskab og rigtig mange besøg. Nytårsaftener, sommerture og udflug-

ter. Vi inviterede også vort værtspar på middag i byen og turede rundt på byens beværtninger.

Dengang var der rigtig mange skibe ved kajen. Jeg var lige uddannet som radiotelegrafist, så

vi har også aflagt besøg på skibene og bællet toldfri sprut med telegrafister.

I mange år derefter, når jeg var på vej til Ålborg og kaldte op på walkien - ja, så varede det

ikke længe før det lød: "Hvor mange brød mangler du i dag, Luna 1?" Jeg kendte de fleste

walkie-folk i byen.

Vi tager hjem til kroen og får slået stængerne op, men lidt efter kommer vore venner.

De synes lige så godt de kunne tage ud til os. Vi henter store øl ovre i krostuen og hygger

os et par timer på værelset.

Morgenmad på kroen. Jeg er til havregryn med mælk og en kop the - så alt det andet har

ikke min interesse. Min viv elsker sådanne morgenmadsbufetter og får spist alt for meget.

Der bliver fejret to guldbryllupper på kroen, så der er et rend af mennesker og alle værelser

er udlejede. Jeg siger, at vi bare kan lege, at æresporten er rejst for din skyld kone i anledning

af din fødselsdag.

Vi går en tur ud ad landevejen, men min kone sakker bagud. Hun har fødselsdag og hele

familien ringer på mobilen med gratulationer og udveksling af sladder.

Jeg falder i snak med en kvinde på min egen alder, der går med en plasticpose og jeg

gætter på, at hun er ved at samle ting ind til juledekorationer. Det viser sig at være sandt.

"Er der et sted hvor der er mos til mospuder?" "Ja, der er lidt et stykke oppe ad vejen på

den anden side, men der er ikke det store sus tilbage."

Vi snakker sammen i 1½ time. "Jeg bor nede i det gule ved vejkrydset. Her har jeg boet

i 25 år. Jeg kommer oprindelig fra København." "Er du faldet til?" "Det gør man aldrig

rigtig herovre. De lokale lukker ikke lige fremmede ind i varmen, men det går."

Mens vi står og snakker lander der to biler på parkeringspladsen.

"De holder ind her for at bytte varer eller hvad de nu har gang i." bliver jeg belært.

Jeg fortæller om de udborede puch-maxi knallerter i Korsør med afmonteret motorbremse

og en plastmælkekasse på bagagebæreren. Det er stort set samme aktivitet.

Landskabet er virkelig smukt her på egnen.

En lille en skal vi have for at fejre dagen og jeg kan overrække min gave.

Så tager vi på tur til Viborg, men vil se egnen. Vi stopper ved nogle steder for at nyde

landskabet og få strakt benene. Verdenskortet er lukket for vinteren. Det samme er kirkerne

der er for meget hærværk og tyveri, hvis de står åbne.

Dejlige efterårsfarver. Vi nyder indtrykkene og gør ophold flere steder. Jeg kan anbefale

en tur i dette område.

Lige til et guldaldermaleri.

Det er i Jylland vi finder kampestenskirkerne. Her smukke tilhuggede granitkvadre. Teglen

hører primært Sjælland til.

Viborg Domkirke. Vi har alle set den, men nu er vi her så vi vil lige kaste et blik indenfor

går man lige med til.

De gider heller ikke høre på mine foredrag - selv om jeg er særdeles velbevandret i stoffet.

"Jeg vil gerne fortælle Jer om freskomalerierne af Skovgård og hvad de forestiller og så

videre."

- næh, tak de skal ikke nyde noget foredrag.

Kirken blev gennemrestaureret i slutningen af 1800 tallet og den var ikke nænsom.

Det her har intet med den oprindelige kirke at gøre, men jeg kan nu godt lide dens arkitektur.

Detalje fra den store lysestage. Før elektriciteten havde man en kæmpelysestage så præsten

kunne se at læse i den mørke kirke. Det er stykke flot kunsthåndværk. Her er læsepulten med

solmotiv. "... Og med Guds sol udgår fra øst en himmelsk glans på jord, et glimt fra para-

disets kyst, hvor livets abild gror ...". Hvem kan ikke sin Ingemann. Abild betyder - det ved

du sikkert ikke - et skovæble. Det er livets træ med æblerne der henvises til i salmen: "I østen

stiger solen op." Der er to træer i paradis - et med kundskabsæbler og et med æbler, der giver

evigt liv. Livets træ.

Så er det blevet dommedag. Det er den store hvide flok du ser. Jehovas vidner tror det

er dem der skal stå her med palmegrene. Det har de regnet ud ved at læse Johannes Åben-

baring, som man nok skal afholde sig fra at forsøge at fortolke. Teksten er simpelthen det

rene vås og vrøvl. Det er en såkaldt apokalypse - et skrift der fortæller hvad der skal ske

ud i fremtiden. Det er skrevet i en speciel stilart, hvor et fortælleelement er metaforer - det

vil sige billedlige fremstillinger - her dog holdt i mystiske billeder, der skal tolkes. Den der

har forstand han kan forstå det - siges det manende i teksten flere gange.

Så må man jo sige, at man kan forstå det - selv om man ikke kan begribe,

hvad der menes konkret - ligesom i eventyret om Kejserens nye klæder, hvor man kan

se, at der ikke er noget tøj, men det skal man jo ikke lige have sagt..

Her er flere ting koblet sammen i en komposition. Det er dog den store nadver du ser her.

Andetsteds kan du se Jesus og de tolv disciple gnaske lammesteg.

Her er flere ting også koblet sammen. Jesu indtog i Jerusalem siddende på et æsel kender

næsten alle. Det morsomme er bare, at det er umuligt at ride på et æsel og man har ikke

palmer omkring Jerusalem.

Her har vi historien om Jesus der helbreder en lam. Da jeg selv har været den tur igennem

Sct. Hans aften taler billedet i særlig grad til mig og jeg tænker med taknemmelighed på

min helbreder.

Nu skal man jo ikke være en konsekvent fornægter af det åndelige, men mennesket lever

jo ikke af ånd og ord alene, der skal også lidt mad og drikke til, hvis det skal være rart.

Vi er gået til den nærmeste kælderbeværtning. Sneøllene kan vi ikke få endnu - først til aften,

men vi bliver anbefalet af tjeneren at prøve en lokal Bock - og den anbefaling er vi glade for.

Der er rigtigt rart og hyggeligt hernede i kælderen.

Vi sludrer løs og hygger os og øllet er rigtigt godt.

Vi beder om, at når vi ikke kan få sneøl, så må man da hoste op med en sneølsgave til vor

fødselar. Vi har ved tidligere lejligheder fået emblemer med indlagte lysdioder og jeg ved

ikke hvad. "Det bliver svært siger tjeneren", men så kommer han alligevel og forærer fødselaren

sit eget sneølsjulemandshår. Det er fedt nok, man ligner en der er blev gråhåret ved en pludselig

bombeeksplosion, med det på hovedet. Fødselaren nægter at lade sig fotografere med det på.

Vi planlægger en tur i bil ved hjælp af turbeskrivelsesbog og GPSen. Vi vil køre ud til Maria-

ager fjord - det hedder den fjord, hvor Hobro ligger inde i bunden. Vort hovedmål er Maria-

ager og klosterkirken, men på vejen vil vi lige kigge kort på en enkelt kirke. Vor idé er at

komme ud til fjorden og køre langs med denne først til Mariager, så Assens og dernæst Had-

sund. Hvis tiden tillader det vil vi til Udbyneder kirke og se de storslåede kalkmalerier og få

hilst på Haltefanden og herfra til færgestedet ved Udbyhøj. Vi når ikke det vi har planlagt

så vi allerede besluttet os for senere at gøre ophold i området og så fået set noget mere.

Det er egentlig tosset at vi ikke kører helt ud til enden af fjorden på dennes nordside.

Vi er kommet ud til fjorden og naturoplevelsen herfra til Mariager er i topklasse.

Mariager

er en mindre by og købstad med 2.555 indbyggere (2011), der ligger på den sydlige side af Mariager Fjord i Kronjylland.

Navnet betyder "Marias Ager" (efter Jomfru Maria, der lagde navn til et birgittinerkloster på stedet).

Byen voksede op omkring dette Mariager Kloster i begyndelsen af 1400-tallet og fik købstadsrettigheder i 1592.

Den dag i dag præges Mariager af et gammelt bymiljø med brostensbelagte gader og mange bindingsværkshuse, som tiltrækker turister fra nær og fjern.

Mariager ligger i Mariagerfjord Kommune og hører under Region Nordjylland.

Købstaden ligger i kuperet terræn skrånende ned mod fjorden, og er omgivet af mange skovklædte bakker bl.a. den 110 meter høje Hohøj sydøst for selve Mariager.

Byen har en lille havn med lystbåde og for turisterne rutebåden Svanen, der om sommeren sejler fra Hobro via Mariager, Hadsund til Mariager Fjords udmunding.

På havnen findes også en fredet svingkran og Danmarks Saltcenter, der er et museum for saltudvinding, i hvilket man kan besøge en saltmine og en badesaltsø med tilnavnet Det Døde Hav.

Fra havnen går en veteranjernbane til den lille by Handest 17 kilometer mod vest, hvis togdrift er kraftigt inspireret af jernbanetrafikken mellem de to byer fra 1927 til 1950.

Mariagers vartegn er dog klosterkirken, Mariager Kirke (fra 1400-tallet), der med sin høje hvidkalkede bygning rejser sig på en bakkeskråning højt over byens tage.

Mariager har også tre kristne efterskoler, Alterna, Frydensberg og Mariager Efterskole, og en højskole.


Byens historie
I begyndelsen af Middelalderen lå der et lille fiskerleje og færgested ved denne del af Mariager Fjord, og i 1430 opførte birgittinermunke et kloster på en bakke nær dette overfartssted.

Klosterkirken blev snart et sted, hvor folk på valfart kunne få aflad for deres synder mod betaling, og det betød, at Mariager Kloster efterhånden fik en anseelig formue på kistebunden.

Navnet Mariager hørte man første gang om i 1446, da munkene fik pavens endelige godkendelse af klosterdrift på stedet.

Efterhånden strømmede købmænd, krofolk og håndværkere til, ligesom velhavende adelsfolk begyndte at købe små gravkapeller fra klosteret til minde om dem selv, når de døde.

Byens opgangstid fortsatte indtil Reformationen i 1536, hvor klosterets administration pludselig blev lagt ind under kongemagten, der gradvis mindskede dets indflydelse.



Mariager omkring 1900
I 1588 nedlagde kongen klosterstiftelsen, og selvom Mariager blev købstad fire år efter, formåede byen aldrig at genvinde sin tidligere status fra klosterets storhedstid.

Selvom byen efterfølgende satsede på, at opretholde sin styrke gennem udskibning af brændt kalk fra egnen samt fremstilling af brændevin, var nabokonkurrenterne fra Randers og Hobro for stærke i længden.

I 1720’erne blev store dele af klosteret revet ned og Mariager stagnerede efterhånden, så den i 1801 kun havde 414 indbyggere. Den tjente dog stadigvæk som en slags havnested for domkirkebyen Viborg. Landbrug og fiskeri var meget vitale erhverv for den lille fjordby.

I 1904 blev broen over fjorden ved Hadsund taget i brug, og udviklingen i Mariager gik nu meget langsomt pga. Hadsunds opblomstring som handelsby. Mariager havde nu ca. 900 indbyggere.

Først i 1927 kom jernbanen til den gamle købstad, og i den nærliggende by Assens (Falslev Sogn) blev der anlagt en cementfabrik, Dania, der specialiserede sig i udvinding af kalk fra undergrunden.

Derudover mærkede Mariager ikke meget til industrialiseringen, der gik som en bølge over det meste af Danmark på dette tidspunkt.

I stedet kom bl.a. Pinsevækkelsens Højskole og Mariager Efterskolen - PVE (Pinsevækkelsens Efterskole) til byen, og i 1940 stiftede man Sødisbakke, der er en institution for fysisk og psykisk handicappede.

Cementfabrikken Dania indstillede sin produktion i 1975, og de største arbejdspladser i Mariager-området er derfor Akzo Nobel Salt A/S, DISA Danmark og Urtekram A/S, hvoraf sidstnævnte er Danmarks ældste økologiske virksomhed. Turisme regnes dog i dag som Mariagers helt centrale indtægtskilde
 

 

Så er vi landet på bytorvet i Mariager. Vi har rimeligt vejr. Vi kan se, at vi er i en gammel

bymidte. Her er ældre bygninger med bindingsværk. Det hele er brostensbelagt.

Vi kigger ned ad teglgade. Her finder vi hotellet. Vi tager nogle dage her ved en senere

lejlighed, siger jeg og min viv nikker anerkendende.

 

Nå, det hedder pladsen - kirkestræde udgår også herfra. Det er nok at tage munden vel

fuld - vi kan da se, at muren trænger til mange kærlige hænder.

Der står en berømt 100-års eg her på pladsen med knudret stamme. Det er et hyggeligt

torv og man har tænkt på siddepladser. Nu er vi her uden for turistsæsonen - så det er

småt med mennesker på torvet.

Et kig op ad Kirkestræde. Jeg kunne ikke stå for gadespejlet. Det er smart at have et så-

dant så kan man følge med i det hele og sanke sig lidt sladder.

Det er hyggeligt med et sådant hus. Men der er en bagside på enhver medalje. Sådanne

huse er ofte fredede og koster en mindre bondegård i vedligeholdelse. Det er tydeligt at

huset her godt kunne trænge til nogle praktiske hænder.

Her er porten ind til bagsiden af museet.

Det har det rigtige look det her hus, hvad koster vingetegl i vore dage og kan de skaffes.

Vi kigger lige ned ad Kirkestræde. Min kære viv har taget opstilling lige ved Sognegården.

Vi er ikke klar over det, men senere ud på aftenen falder jeg i snak med tjeneren og inde-

haveren af "Bræddehytten" i Hobro gågade. Jeg fortæller ham, at jeg har interesseret mig

for kirker, deres inventar, udsmykning, arkitektur og så videre i det halve af mit liv.

Han har den samme interesse og fortæller mig, at på Mariager museum har man en masse

oplysninger om den gamle klosterkirke og klosteret, som man ikke kan finde andetsteds.

Han nævner andre kirker i området og jeg gør mig notater til senere brug.

Museet er dog lukket for besøgende efter den 1. september og nu er vi i november. Vi har

heller ikke tid til det nu. Vi skal jo se kirken og vi skal også være ude i det gode vejr.

 

De levende fortidsminder i Mariager museumshave
I foråret 1998 blev Mariager museumshave til. Haven ligger ved parkeringspladsen foran Mariager museum og rummer dels en i samling klosterurter, der er fundet vildtvoksende omkring Mariager kloster samt en samling gammeldags roser.
Rosernes by
Roser har siden oldtiden været brugt til medicin, og deres dufte har været vigtige til at give friske pust i stuer med ubehagelige dunste. Da Mariager også kaldes for "Rosernes by" var det nærliggende at præsentere en samling af 15 forskellige gamle duftroser, heriblandt Den galliske rose, Rosa Gallica, der regnes for verdens ældste medicinske rose.
Kvindekloster
I 1446 blev Mariager kloster oprettet som et kvindekloster til 60 adelige kvinder. Klosteret havde også 25 mænd ansat, der fungerede som præster og lægbrødre for kvinderne i nonneklosteret. Klosterordenen var stiftet af Den hellige Birgitta, der var svensk og levede i 1300-tallet. Hun havde bestemt hvordan et liv skulle leves bag klosterets mure. Det skulle være et åndeligt fællesskab uden nogen form for fysisk kontakt mellem de to køn, samt et afsondret liv fra omverdenen.
Mariager kloster fik lov at fungere i 90 år indtil reformationen gjorde det af med klostervæsenet i Danmark. Efter reformationen fik nonnerne lov at leve på klosteret, og det kom til at virke som et sted for ugifte adelige kvinder, der af en eller anden grund ikke havde fået ægteskabstilbud. Mariager kloster blev revet ned år 1800, med undtagelse af det hus der i dag er Mariager dommerkontor. Klosterkirken, som ikke mere findes, har været en af datidens største kirker i Danmark kun overgået af Roskilde og Århus domkirker.
Efterkommere af de gamle urter
Til de fleste klostre har der været en klosterhave og omkring klostergrunden er der fundet flere efterkommere af de urter, som klosteret havde i dyrkning for 500 år siden. De vokser på skrænterne og udenfor kirkediget og flere har endda spredt sig rundt omkring i Mariager by. Blandt nogle af de 30 arter af de levende fortidsminder er også nogle alm. velkendte danske ukrudtsplanter: Brændenælde, skvalderkål, mælkebøtte, hyld m.fl. Disse har været brugt både til lægedom og i maden. 
Der er gratis adgang til Mariager museumshave og på museet, der har åbent fra 15. maj til 15. september, kan der købes en folder samt en plakat, der beskriver de gamle klosterplanter.
Anemette Olesen, Havebladet 3/2000

 

 

Mariager klosterkirke ligger på en bakke med udsigt over hele byen og fjorden. Der

er kun lidt tilbage af den oprindelige kirke - den har været næsten 5 gange så stor.

Bare se på disse tegninger med facaden set fra nord og grundplanet.

 

Rekonstrueret model af Mariager Klosters mulige

udseende i perioden 1480-1588, set fra nordøst.

Men først skal du høre om hvem der satte det hele i gang:

 

DEN HELLIGE BIRGITTA

Maleri på et træstykke af Den hellige Birgitta. Hun udnævnte sig

selv til Kristi brud og talerør. Det er næppe vanskeligt at forestille sig,

hvad en psykolog kan få ud af det her åndelige massegifteri af nonner med Jesus.

Birgitta var født i 1303 - samme år som Bonifatius VIII dør og hørte på både mødrene og fædrene side til de fornemste (fornem og fornem, skal vi ikke bare sige eliten af besiddende og magtfulde) slægter i Sverige. Allerede som et barn, kun 13 år gammel, blev hun gift med en svensk stormand (også en besiddende og magtfuld gut).

Det fortælles at hun blev en lykkelig hustru og mor til 4 drenge og 4 piger. Hun blev snart kendt for sin fromhed og for at hun var god mod de fattige og de syge.

Allerede som barn var hun synsk blev det fortalt. Hun havde set den hellige jomfru og den korsfæstede selv. Efter sin mands død trak hun sig tilbage fra omverdenen for at føre et strengt asketisk liv og nu begyndte hun ofte at falde i ekstase.

Under sådanne ekstaser antog hendes oplevelser skikkelse af guddommelige åbenbaringer - lige som Paulus sagde han havde oplevet det, så fænomenet var jo velkendt.

Disse såkaldte "åbenbaringer"  nedskrev hun selv på svensk eller dikterede dem til en sekretær, hvorefter hendes skriftefædre oversatte dem til latin, for at de også skulle komme andre til gode. Det ses heraf at Birgitta har haft en uddannelse bag sig - som det kun var de færreste forundt. Hun kunne læse og skrive og havde midler til at holde sekretær og få sine åbenbaringer mangfolddigjort.

Hvad står der så i disse "åbenbaringer". Jo, nogle gengiver enkefruens ekstatiske oplevelser, mens andre nærmest kan betragtes som en litterær form for Birgittas meddelelser eller for skriftefædrenes bearbejdelse.

"Åbenbaringerne" viser dog at Birgitta havde en skarp iagttagelsesevne, en glødende fantasi, en moralsk nidkærhed og en oprigtig fromhed. Det hele samlede sig om den korsfæstede og betragtninger over ham.

Til forskel fra hendes samtidige tyske mystikere (dem kommer vi til) - men i lighed med Det Gamle Testamentes profeter - følte hun sig kaldet til at virke for at reformere både kirken og samfundslivet.

Som  "Kristi brud og talerør" - hun havde ingen problemer med at fastsætte sin egen autoritet - udtalte hun strenge straffedomme mod de hovmodige og havesyge svenske stormænd og mod kongen Mogens Eriksson ("Smek"), som "var hildet i mangen syndens garn", mod præsternes fordærvelse og mod de avignonske paver, som hun indtrængende formanede til at vende tilbage til Rom og forbedre kirken.

Hun angreb den enkelte pave. Således lader hun Kristus tale til Clemens VI: "Din stortalende tunge skal tie i dig; det navn, som du har udråbt på jorden, skal være i glemsel og vanære for mit og mine helliges åsyn ... Ej heller skal det glemmes, hvorledes begærlighed og forfængelighed i din tid voksede og trivedes i kirken, og at du kunne have rettet og forbedret meget deraf; men du, kødets elsker, ville ikke."

På den anden side anerkendte hun dog, at Gud havde givet Peters efterfølger fuldmagt til at binde og løse, hvorfor selv en ugudelig pave har krav på lydighed.

Det var altid kun livet, hun ville have reformeret, ikke kirkens forfatning eller lære, som Birgitta i et og alt godkendte.

Man kan derfor ikke sige eller betragte Birgitta som en egentlig reformator og det ville være forkert at betragte hende son en forløber for Luther, men hun gav udtryk for den offentlige mening, når hun kaldte kirken til orden.

Hun troede også, eller sådan sagde hun det i hvert tilfælde, at selve Frelseren havde åbenbaret sig for hende og indgivet hende reglen for en ny orden, som hun skulle grundlægge. Det er bestemt det mest bemærkelsesværdige og interessante ved enkefruen Birgitta.

Sådan en orden kan man ikke bare lave. Det kræver en pavelig stadfæstelse. Derfor rejser hun i jubelåret 1350 til Rom - jo, i 1350 - egentlig skulle jubelåret fejres hvert 100 år, "men af hensyn til menneskelivets korthed" eller måske rettere den pavelige pengekasses fornødenheder, havde senere paver nedsat denne tidsfrist til 50, 33 og til sidst 25 år - for at opnå pavens stadfæstelse, "hvor der er en genvej til himlen på grund af den aflad, som de hellige paver har fortjent ved deres bønner."

Her í Rom levede Birgitta resten af sit liv, kun afbrudt af enkelt pilgrimsrejse til Jerusalem. 1377 døde hun. Nogle år efter blev hendes orden stadfæstet af paven, og Birgitta selv helgenkronet.

Det var en ejendommelig orden, der nu skød op. Birgittas ordensregler betød, at der skulle indrettes dobbeltklostre, idet der i hvert kloster skulle være 60 nonner og 25 munke, hvoraf de 13 skulle være præster, hvilket svarer til de 12 apostle og Paulus (Paulus ville gerne udnævne sig selv som apostel, men han havde aldrig vandret sammen med og fulgt Jesus, han havde kun ifølge egne beretninger oplevet Jesus, som en åbenbaring og det rakte jo ikke til en apostelstatus).

Munkene og Nonnerne havde hver sin bygning med en mur imellem og måtte ikke have noget samkvem med hinanden.

I den fælles klosterkirke skulle der være to kor, et forneden for præsterne og et foroven for nonnerne.

I spidsen for hvert kloster stod en Abbedisse som stedfortræder for den hellige jomfru, til hvem ordenen var indviet. Det var med andre ord en Maria-orden.

Nonnerne var især optaget af andagtsøvelser og håndarbejde; præsterne skulle læse messe, afskrive bøger og om søndagen prædike på modersmålet; lægbrødre og lægsøstre udførte de fornødne legemlige arbejde.

Maria-ordenen havde også "tertiarie" - ordet kommer af tertius ordo, hvilket betyder den tredje orden. Der var mennesker, som ikke ville bryde med deres familie, ægteskab eller borgerlige kaldsgerning. De skulle leve et fromt og afholdende, halvt munkagtigt liv. Det var mænd og kvinder, der var blevet grebet af Kristi fattige liv og som søgte støtte hos ordenen uden ligefrem at slutte sig til den. Denne ordning medførte en folkelig, religiøs vækkelse.

Det var ikke kun denne orden, der havde tertiarie. Adskillige ordener fulgte samme praksis. Det gælder Dominikanerne, Fransickanerne og to tiggerordener, nemlig Karmeliterne og Augustiner-eremitterne. Også i Danmark fik disse såkaldte "hvide brødre" klostre. Det vigtigste var i Helsingør og er endnu den bedst bevarede klosterbygning i norden. Til denne orden hørte på reformationstiden Poul Helgesen. Augustinerordenens mest berømte medlem er Martin Luther.

Mariaordenen var speciel derved, at den optog æresmedlemmer af de højeste samfundsklasser, som var fritaget for klosterligt arbejde, men støttede ordenen på forskellige måder - således dronning Margrete, der i det hele var en ven af kirken og gejstligheden og gav kirke og klostre rige gaver, for at der kunne læses daglige messer for hendes og hendes forældres sjæle. Også Erik af Pommerns dronning Filippa, var en ven af ordenen. Hun døde og blev begravet i Vadstena, og kongen indstiftede en "evig psalterlæsning", både dag og nat, til bedste for den afdøde dronnings sjæl.

Ordenens hovedkloster var i Vadstena ved Vättern, der blev midtpunktet for det religiøse og litterære liv i Sverige.

Da nonnerne ikke kunne latin, oversatte munkene i Vadstena en mængde latinske skrifter til svensk: Birgittas "åbenbaringer", legender og mystiske skrifter, ligesom der også fremkom svenske prædikener og dele af en svensk bibeloversættelse.

I Danmark fik birgittinerne klostre i Mariager (1446) og Maribo (1416) - (det er navnet Maria der indgår).


Da ordenen var på sit højeste, havde den 27 klostre i forskellige lande.

Birgittinerne har uden tvivl en tid lang haft ikke ringe betydning for det religiøse liv her i de nordiske lande.

I unionstiden virkede de som et forenende bånd mellem de nordiske lande.

Men snart kom også denne orden i forfald: navnlig viste det sig at være meget uheldigt at lade munke og nonner bo i samme kloster.

Sådan er det oftest - menneskets basale drifter - og kønsdriften er en af de allerstærkeste - lader sig ikke sådan tæmme. Driften er så kraftig, at unge mennesker i puberteten tænker på sex adskillige gange i timen og det er helt normalt i den alder, at få rejsning hele tiden, når man er en ung mand. Det er selvfølgelig naturens orden.

Hvis man tror at unge piger og kvinder bliver kønsløse og uden seksualdrift af at komme i kloster kan man tro om igen.

Reproduktion er hele formålet med livet og bestemt ikke andagtsøvelser, messer og salmesang.

Det er faktisk et sundhedstegn, at de historiske kilder kan fortælle os, at munke besøgte nonner i deres klostre og omvendt. Det rasede man over, men hvis man havde været lidt kvikke, kunne man sikkert være nået til det resultat, at klostre er en unaturlig ting for mennesket og man burde havde afskaffet og forbudt den slags. Det er kun i spillefilmen "Frøken Nitouche" med Dirch Passer og Lone Hertz i hovedrollerne, at det er den rene idyl og tant og fjas dagen lang.

Det er en vanvittig tanke, at lukke piger helt ned til 12-års alderen ind i  et kloster. Der bliver et nid og nag, klikedannelser og smålighed. Alt bliver til problemer og når hormonerne bliver sendt ud i kroppen går det helt galt. Hvem mener de kan styre teenage piger. Det kunne man heller ikke her.

 

Den hellige Birgitta af Vadstena og hendes orden

 

Her kommer lige lidt flere oplysninger om birgittinerne og deres imponerende klosterbyggeri.

Birgittinerordenen, eller mere korrekt Ordo Sancti Salvatoris (Den Hellige Frelsers Orden), er den eneste af middelalderens klosterordener, der er begyndt i Norden. Ordenen blev stiftet af den svenske adelskvinde Birgitta av Vadstena (ca.1303-1373), der allerede som barn fik religiøse åbenbaringer. Igennem disse syn fik Birgitta bl.a. beskeder fra Gud til en række af tidens prominente politiske skikkelser, heriblandt den svenske konge og paven. Meddelelserne var ofte af en ganske skarp og irettesættende karakter, og som voksen slog Birgitta sig ned i Rom for bl.a. at få paven til at flytte tilbage hertil fra sin residens i Avignon, sådan som Gud havde fortalt hende at han ønskede det.


Gud var heller ikke helt tilfreds med situationen i 1300-tallets klostre, hvor moralen og disciplinen efterhånden var blevet for slap, og efter uden større held at få klosterordenerne til at rette sig ind efter Birgittas formaninger, gav Gud hende besked på i stedet selv at oprette en ny klosterorden. Birgittinerordenen, der fik pavens formelle godkendelse i 1378, var først og fremmest en orden for nonner, men i modsætning til tidens øvrige nonneklostre skulle der til hvert kloster også være en fast gruppe af tilknyttede præster.

 

 

Den hellige Birgitta nedskriver reglerne for sin klosterorden, som de dikteres hende af en engel sendt fra Gud. Hun er selvfølgelig selv iklædt den dragt, som også hendes nonner skulle bære: Grå dragt, hvidt hovedklæde og sort slør. Miniature i birgittinsk regelbog fra klosteret i Dendermonde. Hessische Landes- und Hochschulbibliothek, Darmstadt.

Er det ikke tankevækkende, at man for lidt over 600 år siden troede fuldt og fast på, at der sådan kom engle og dikterede klosterordensregler. Det blev tilsyneladende købt råt.

I 1911 opstod en ny gren af birgittinersøstre i Rom ved den svenske konvertit Elisabeth Hesselblad (1870-1957), som har fået klostre i bl.a. Indien og Mexico.

Birgittinere. Ingen anden ordensdragt er så symbolmættet som denne, og alt er nøje foreskrevet af Birgitta selv. Den hvide krone med de fem røde mærker er et symbol på Kristi tornekrone og hans fem sårmærker. Dragten her er fra før dragtreformen efter det 2. Vatikankoncil.

Begge de to danske birgittinerkirker, Maribo (opført efter 1416) og Mariager (opført efter 1446), er i strid med Birgittas forskrifter bygget af tegl og med tårn.

Siden juli 2005 har der her i landet igen været fokus på Den Hellige Birgitta. Som omtalt i pressen lagde den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, og den folkekirkelige biskop i Lolland-Falster Stift, Holger Jepsen, i mandags grundstenen til et nyt birgittinerkloster i Maribo, hvor der nu bor fem birgittinersøstre.

Knap 20 år efter sin død blev Birgitta helgenkåret, og i 1999 udnævnte pave Johannes Paul II hende til Europas skytshelgen.

BIRGITTA AF VADSTENA

Født i Uppland i Sverige 1303. Datter af en indflydelsesrig lagmand.

1316 gift med Ulf Gudmarsson, efter faderens ønske. Han bliver senere lagmand og medlem af kongens råd. Mor til otte børn.

1341 Birgitta og Ulf på pilgrimsrejse til Santiago de Compostela. Ulf dør i 1346. Samme år testamenterer den svenske kong Kong Magnus og dronning Blanche kongsgården i Vadstena til et kommende kloster.

1349 Birgitta rejser til Rom, hvor hun bliver resten af sit liv.

1370 Paven godkender Birgittas klosterregel, men i ændret form.

1371 Valfart til Det Hellige Land.

1373 Birgitta dør i Rom, hendes kiste føres til Vadstena.

1384 Birgittas kloster i Vadstena indvies.

1391 Birgitta kanoniseres.

1999 Pave Johannes Paul II udnævner Birgitta til Europas skytshelgen.
 

Billede

Den katolske biskop, Czeslaw Kozon, og den lokale folkekirkebiskop, Holger Jepsen, nedlægger her ved fælles hjælp grundstenen til det nye kloster i Maribo - det er en gammel sten fra det nedrevne kloster. Dernæst gik forsamlingen i procession om til byggepladsen, hvor den katolske biskop holdt en kort gudstjeneste. Efter gudstjenesten velsignede Kozon byggepladsen ved at stænke vievand ud på området. Grundstensnedlæggelsen skete i fællesskab med biskop i Lolland-Falster Stift, Holger Jepsen, der medvirkede fordi grundstenen er som et symbol på det tværkirkelige samarbejde, som blandt andet er et kendetegn for birgittinerne.

Biskop Holger Jepsen har været meget engageret i klosterbyggeriet, og har interesseret sig en del for birgittinernes historie.

– Det er en stor historisk berigelse for byen. Det er godt med et anderledes sted, hvor man kan slappe af fra hverdagens jag og optagethed og få tid til kristelig fordybelse. Desuden er det nye kloster et god økumenisk platform, hvor vores i forvejen gode samarbejde kan fortsætte, sagde han til pressen.
 

Utroligt at en dansk biskop - som protestant - vil medvirke til det her halløj.

Vi har vist aldrig fået gennemført reformationen her i landet.

Jeg vil gerne kraftigt understrege, at jeg på ingen måde har noget imod, at nogle kvinder vælger at være Birgittasøstre - det er deres valg og det er de bestemt i deres gode ret til. Det er ofte sådan, at der i forbindelse med et kloster er et såkaldt refugium, hvor mennesker kan søge hen og opholde sig og måske finde ro og sig selv.

 

Idéen om sådanne kønsmæssige ”dobbeltklostre” var ellers blevet opgivet i 1100-tallet. Nu fik Birgitta imidlertid også en ganske konkret vejledning med fra Gud om klosterets og ikke mindst kirkens fysiske indretning, således at nonner og præster helt kunne undgå at komme for tæt på hinanden. I midten af bygningskomplekset lå kirken forbundet med nonnernes kloster på nordsiden og munkenes kloster på sydsiden.


Har man set ét birgittinerkloster, kan man næsten sige, at man har set dem alle, idet de er opbygget efter meget detaljerede forskrifter fra ordensstifteren selv.

Et birgittinerkloster skulle, for at kunne fungere fuldt ud efter forskrifterne, have et konvent bestående af 60 nonner og 25 munke. Munkene fungerede først og fremmest som præster og skriftefædre for nonnerne, mens andre tog sig af det mere praktiske arbejde som lægbrødre.
 

 

Birgittinske nonner og munke

 

Da der var tale om en reformorden var klostertugten her nok strengere end i mange af samtidens øvrige nonneklostre. Kun voksne kunne optages i ordenen, hvor kvinder som minimum skulle være fyldt 18 år. Livet i et birgittinerkloster var som i andre klostre bygget op omkring individuel og fælles bøn, sidstnævnte i form af de daglige tidebønner i kirken. Dertil specialiserede birgittinerkonventerne sig i afskrivning af bøger, hvilket både nonner og munke deltog i, og i 1495 oprettede munkene i Vadstena Kloster Sveriges første bogtrykkeri.
 
Birgittinerordenen fik i alt fem klostre i middelalderens Norden: Vadstena i Sverige (1374), Maribo (1418), Munkeliv i Norge (1421), Nådendal i Finland (1438) og Mariager (1446). Ordenen fik imidlertid sin primære udbredelse i det øvrige Europa, hvor den omkring år 1500 talte 25 konventer og via Spanien spredte den sig til Sydamerika. Mange af klosternavnene nede i Europa knytter sig, ligesom de danske, til navnet Maria.

 

Birgittinerklosteret i Mariager

 

Tilsyneladende havde den østjyske adel, under ledelse af marsk Otto Nielsen Rosenkrantz, i første halvdel af 1400-tallet gennem længere tid haft ønske om også at få et af tidens nye Birgitta-klostre til Jylland. I praksis skabtes det godsøkonomiske fundament ved at overføre besiddelserne fra et kort forinden opgivet karteuserklosterprojekt i Tjæreby, der selv byggede på to nedlagte benediktinerklostre i Glenstrup og Randers. I 1446 var de politiske og godsmæssige forhold så meget på plads, at biskop Ulrik af Århus og pave Eugenius IV kunne give klosteroprettelsen deres velsignelse. Klosterstiftelsen i Mariager fik status af datterkloster i forhold til Danmarks eneste andet birgittinerkloster i Maribo.

 

 

Rekonstrueret model af Mariager Klosters mulige udseende i perioden 1480-1588, set fra nordøst.

 

Klosteret fik beliggenhed på sydsiden af det, som i eftertiden fik navnet Mariager Fjord. Før 1446 fandtes imidlertid ingen Mariager, idet byen først efterfølgende voksede op omkring klosteret. Der fandtes dog i forvejen en mindre landsbybebyggelse, der muligvis har heddet Lunddal. Navnet Mariager, ”Marias Ager”, anvendtes om klosteret allerede fra begyndelsen.

 

 

Et blik ind i Mariager Klosterkirke, som man mener den har set ud i perioden 1480-1588. Her en plan over kirken set nordfra og oppefra. til højre kirken set inde fra munkenes kor i kirkens vestende ned mod nonnernes hævede kor.

 

 

Her kirken set inde fra munkenes kor i kirkens vestende ned mod nonnernes hævede kor.
 

Vore to birgittinske klosterkirker i Maribo og Mariager har været ret enestående i dansk kirkebyggeri, idet de kunne opføres fuldkomment efter senmiddelalderens idealer og i 1400-tallets højgotiske stil uden hensyntagen til en ældre kirke.


Kirken i Mariager blev efter forskrifterne opført som en treskibet basilika, hvor hovedskibets hvælv nåede en højde af 25 m og sideskibene hver rakte 15 m op.


I modsætning til normalen lå munkenes kor, hvor den primære gudstjeneste fejredes, i kirkens vestende. Dette var for at give plads til et særskilt kor for nonnerne i østenden anlagt i førstesals højde, hvortil nonnerne havde deres egen indgang gennem en dør omtrent midt i nordvæggen.


De mandlige præster havde adgang til Maria-alteret i nonnernes kor ad en hævet omgang langs væggen.
I skibets stueetage havde lægfolk udefra adgang til klosterkirken.


Et stort jerngitter adskilte denne del af skibet fra koret. Den nutidige hovedindgang kaldtes i middelalderen ”Nådens og Ærens Port” og anvendtes kun af nonnerne i forbindelse med deres optagelse i konventet og ved deres begravelse. Vest for munkekoret var opført et tårn.


Kirken, der blev opført i brændte teglsten (”munkesten”), var ialt 75 m lang og 32 m bred. Den stod færdig til indvielse omkring 1480.


Da der ifølge Birgittas forskrifter skulle ligge en sø vest for klosterkirken, måtte en sådan anlægges kunstigt i Mariager, idet der ikke fandtes en fra naturens hånd.


Både byggeriet og organisationen af klosterlivet synes gennemført under opsyn af en udsendt ekspert fra ordenens kloster i Firenze, Severin af Koblenz.
 

 

Birgittinerkirker adskiller sig fra andre klosterkirker ved en gennemtænkt plan til at holde kirkens forskellige afsnit skarpt adskilte. Her en model over kirkens tre afsnit, hvor det blå område (på et podium i førstesals højde) var for nonnerne alene, det gule afsnit (i kirkens to kor og omgangen langs væggene) for munkepræsterne og det hvide afsnit (i selve skibet) var for lægfolk.
 


Nederst en mere detaljeret rekonstruktion af nonnernes hævede kor, hvortil de havde direkte adgang til østfløjens sovesal i nonneklosteret. Længst mod øst i koret stod et alter indviet til Jomfru Maria adskilt fra resten af koret med et jerngitter. Hertil havde præsterne adgang via en hævet omgang langs væggen, der gik under nonnernes gang mellem klosteret og kirken. På denne måde kunne kønnene holdes ærbødigt og sikkert adskilt.
 

Mariager Kloster blev hurtigt populært blandt den nørrejyske adels døtre og enker, og ved hver indtræden fulgte en medgift, således at klosteret ved Reformationen ejede mere end 600 gårde og godser spredt over hele Jylland, dog især i det nordøstjyske.


Udover medgifterne fik klosteret godsgaver gennem oprettelse af sjælemesser og kapelstiftelser med eksterne begravelser i klosterkirken.

 

 

Stygge Krumpens ligsten i Mariager klosterkirke.
 

Foruden familien Rosenkrantz vides bl.a. slægterne Krumpen og Lykke at have støttet klosteret.
Blandt de mest prominente begravelser i Mariager Klosterkirke står Børglums sidste katolske biskop Stygge Krumpen († 1551), der blev gravlagt i Krumpen-slægtens private kapel, hvorfra hans ligsten senere er flyttet hen til den nuværende placering i kirkens østende.

Ved middelalderens slutning var Mariager Kloster både i godsøkonomisk og i religiøs henseende at regne for det største kloster i Østjylland.
 

 

Fordelingen af Mariager Klosters kendte godsbesiddelser o. 1540.
 

Mariager Kloster var i middelalderen beboet af nonner og munke fra Birgittinerordenen. Det blev oprettet i 1446 på initiativ af århusbispen og den nordøstjyske adel. Kirken stod færdig omkring 1480 og var da en af landets største: 75 x 32 x 25 m (længde-bredde-højde).

 

Ved Reformationen i 1536 ejede klosteret mere end 600 gårde og godser spredt over hele Jylland, dog især i det nordøstjyske.

Udover medgifterne fik klosteret godsgaver gennem oprettelse af sjælemesser og kapelstiftelser med eksterne begravelser i klosterkirken.


Gennem jordegaver fra adelen blev klosteret snart den største godsejer i Nordøstjylland. Efter Reformationen blev klosteret endeligt lukket i 1585. Klosterkirken blev derefter omdannet til Mariagers sognekirke. Kirkens østdel, samt resten af klosteranlægget blev nedrevet i 1700- og 1800-tallet, på nær en bygning vest for kirken, der nu fungerer som dommerkontor.

 
Nordens egen klosterorden.

Middelalderens klosterordener kom som regel til Norden udefra, men i 1300-tallet fik Norden sin egen orden stiftet af den svenske adelsfrue Birgitta af Vadstena. Birgitta mente, at klostertugten var blevet for slap, og mange i samtiden blev begejstrede for hendes nye strengere klostertanker. I Danmark oprettedes birgittinerklostre i Maribo (1416) og Mariager (1446). Byerne, der er opkaldt efter Jomfru Maria, opstod efterfølgende omkring klostrene. Birgittinerklostre afveg fra de fleste samtidige klostre ved både at have nonner og munke, der dog levede skarpt adskilt i bygninger på hver sin side af kirken. Det var nonnerne, der var i centrum, og de arbejdede bl.a. med afskrivning af bøger.
 

 

Træfigurerne ”Smertensmanden” og ”Kristi Grav” i Mariager klosterkirke fra o. 1500.
 

Af inventar fra klosterkirkens dage er bevaret tre større træskærerarbejder: Kirkens store krucifiks og to Kristusfigurer i tårnrummet fra omkring år 1500 kaldt ”Kristi grav” og ”Smertensmanden”. Krucifikset har oprindeligt hængt over triumfbuen mellem skibet og munkekoret.


Den siddende Kristusskikkelse har siddet ved birgittinerkirkens obligatoriske Kristi Legemsalter inden for ”Nådens og Ærens Port” i østgavlen. Kristus i kisten har stået et sted i skibet og formentlig især været benyttet i forbindelse med påskens ceremonier.


Desuden er bevaret et kalkmaleri på skibets nordvæg fra omkring 1500, der skildrer et motiv fra lidelseshistorien.
Dertil findes enkelte af klosterkirkens oprindelige korstole og syngepulte i hovedgårdskirken ved Visborggård.
 

 

Klosteret under og efter Reformationen bemærk søen. Vand fra tøjvask med videre i klosteret var helligt vand og det kunne man ikke sådan lige lukke ud. Der var et afløb fra klosteret til søen.

 

Klosterliv kan ikke bekræftes af Bibelen. Munkenes og nonnernes liv er imod Den hellige Skrift. Deres ceremonier er selvopdigtede og Gud vederstyggelige, fordi de ved at benægte Christi fortjenester er udtryk for en falsk tro på, at mennesker kan retfærdiggøre sig selv i Guds øjne. Deres klosterløfter er menneskeskabte, en krænkelse af kærlighedsbudet og imod det kristne menneskes frihed. De kan derfor ikke være bindende.

Sådanne klare, protestantiske udsagn blev formuleret af reformatorerne på herredagen i København i sommeren 1530.[1] Seks år og en borgerkrig senere blev de den danske konges, regerings og kirkes holdning til klostervæsen, munke og nonner.[2] I praksis var de civile myndigheder dog her som over for flere andre katolske traditioner ikke fanatiske i deres bestræbelser for at få afskaffet, hvad de mente var ugudelige rester fra katolicismens tid. Kong Christian III var en hengiven og rettroende lutheraner, men dog samtidig klog nok til at indse, at ingen skiftede religion i løbet af en nat. Han ønskede absolut ingen martyrer. Og det fik han heller ikke. Det var ikke i Danmark, man kunne indsnuse ”den i reformationshistorien altså så pikante aroma af brændt kød”.[3]

Bortset fra de huse, som tilhørte tiggerbrødrene (franciskanerne, dominikanerne og karmeliterne), fik klostrene lov til at bestå, nu blot som kongelige besiddelser. Normalt blev de bortforlenet til verdslige adelsmænd, som undertiden kunne være en af de tidligere katolske biskopper eller sågar klostrets egen abbed. Modtagerne skulle så sørge for de tilbageværende munkes eller nonners underhold.[4] Med forbudet mod at optage nye ordensmedlemmer blev deres antal naturligvis med årene mindre og mindre. I almindelighed så kongen og hans regering på klostrene med praktiske øjne: kunne bygningerne anvendes, eventuelt efter ombygning, som slot eller borg, eller var deres jordtilliggende egnet til jagt, så blev de oprindelige beboere flyttet til et andet kloster. Det samme kunne ske, når munkenes eller nonnernes antal var blevet reduceret til tre eller fire, men normalt blev landklostrene ikke lukket, før den sidste munk eller nonne var død.

To undtagelser var birgittinernes klostre i Maribo og Mariager, for de fortsatte med at modtage adelsdøtre som nonner efter reformationen. I 1562 indsendte adelen endog en anmodning til kong Frederik II om oprettelsen af mindst to nye nonneklostre i Jylland, for skete det ikke, kunne man frygte, at den blev tvunget til at bortgifte sine døtre til mænd af uadelig herkomst! Dette argumentet må dog ikke have virket overbevisende, for kongen afviste at oprette de ønskede klostre.[5] Efter hans mening synes to birgittinske klostre at have været nok. Ved vi ikke meget om Mariager i Østjylland, som blev lukket ved den sidste nonnes død i 1588,[6] er vor viden om livet i Maribo til gengæld forholdsvis stor. Her indtrådte de sidste nonner i det tidlige forår 1620, blot ti måneder før Christian IV traf beslutning om at lukke klostret.[7]

Nu kan det vel diskuteres, om det er rigtigt at kalde kvinderne i klostret for nonner efter 1536. Før reformationen havde der boet to grupper af kvinder inden for Maribo klostermure. Den ene gruppe havde været de egentlige nonner. De havde aflagt ordensløfter og levet i streng klausur, dvs. lukket inde i nonnernes afspærrede del af klostret. Den anden gruppe havde bestået af enlige, ofte ældre kvinder, af hvilke de fleste havde været enker. De havde boet uden for klausuren som betalende pensionærer eller permanente gæster og havde ikke været en del af det egentlige klostersamfund. Efter reformationen smeltede de to grupper imidlertid sammen. Kancelliet skelnede ikke længere mellem nonner og pensionærer, for alle havde nu de samme rettigheder og den samme forpligtelse til at leve efter de regler, der gjaldt for klostrets kvindelige beboere.[8] Klosterjomfruer eller søstre blev de kaldt på dansk, moniales (nonner) på latin. Derfor vil de blive kaldt nonner i det følgende - uanset om de bekendte sig til katolicisme eller lutheranisme eller havde en religion, der var lidt af det ene og lidt af det andet.

Men hvilket liv levede kvinderne så i Maribo Kloster efter reformationen? Var det en ny Herrens vingård, som blev plantet i 1536, og en ny vin, som blev drukket, eller var det stadig de gamle birgittinske flasker med ”deres søde og liflige vin”, som blev trukket op? Umiddelbart skulle man tro det første, for levede nonnerne før 1536 efter den birgittinske Regula Salvatoris (Vor Frelsers regel), var det den i 1537/1539 udstedte Kirkeordinans, suppleret med senere kongelige forordninger, fundatser og breve, der afstak rammerne for deres liv efter reformationen. Virkeligheden var imidlertid langtfra så enkel. Heller ikke nonnerne i Maribo skiftede religion i løbet af en nat. Ligesom i moderklostret Vadstena fortsatte de med at leve, som de altid havde gjort.[9] I hvert fald indtil de strengt blev pålagt at ændre adfærd. I det følgende vil jeg analysere de forordninger, fundatser og breve, som fra tid til anden blev tilsendt klostrets abbedisse fra det kongelige kancelli samt andre breve fra perioden for at besvare spørgsmålet om ny og gammel vin, om kontinuitet og diskontinuitet i Maribo Kloster.[10]

For den hellige Birgitta var det altafgørende monastiske princip ideen om et dobbelkloster, dvs. kombinationen af et mandligt og kvindeligt klostersamfund inden for samme bygningskompleks.[11] Det havde hun og ordenen haft overmåde svært ved at få accepteret af de kirkelige myndigheder, men efter et længerevarende pres fra det nordiske unionskongepar, den engelske konge og den tyske kejser var det lykkedes at få pave Eugenius IV til at godkende princippet i 1435.[12] Efter reformationen fortsatte Maribo som et sådant dobbelt kloster. Franciskanerbroderen Vincent Kampe, der var titulærbiskop af Gardar (Grønland), og et ukendt antal andre tiggerbrødre fra andre klostre blev desuden flyttet til Maribo i efteråret 1536.[13] Selv om klostret 7. juni 1532 havde fået pavelig tilladelse til - om end kun i tre år - at modtage munke og nonner af andre ordener, herunder tiggerbrødre,[14] synes disse ikke at være indtrådt i St. Birgittas orden, men blot at have fået deres op- og underhold i Maribo betalt af klostret; nøjagtig som to udtjente lutherske præster senere fik det i 1576.[15] Superintendenten, dvs. den lutherske biskop, Jørgen Jensen Sadolin i Odense, der var klostrets gejstlige tilsynsmand, var dog langtfra begejstret for at have disse ”asylmunke”, som han kaldte dem, boende i Maribo, for efter hans mening ville de blot styrke den katolske tro hos nonnerne.[16] Op i årene som de formentlig var, har deres ophold dog næppe været af længere varighed.[17]

Uden nye optagelser af mænd døde munkesamfundet efterhånden ud. I 1547 hører vi stadig om søstrenes og brødrenes konventer, men i 1551 kun om søstrenes, så det dobbelte klostersamfund må have ophørt med at eksistere senest sidstnævnte år.[18] Formentlig er det sket i forbindelse med kongens ordre 21. januar 1551, om at klostrets confessor Mathias (Mads) skulle overflyttes til Sorø Kloster.[19] Herefter var Maribo udelukkende et kloster for adelige kvinder.[20]

Efter 1536 blev klostret og dets omfattende jordtilliggende fortsat styret af en abbedisse, valgt af nonnerne, ikke som tilfældet var andre steder af en kongeligt udpeget lensmand.[21] Hvordan hun blev valgt, vides ikke, men i birgittinerklostret Syon i England foregik valget tre dage efter abbedissens død. Priorinden forslog et navn, og hvis alle stemte på det, sagde man, at valget var foretaget af Helligånden; hvis det ikke var tilfældet, blev andre navne foreslået, og så stemtes der indtil et af dem havde opnået flertallet af stemmerne. Valget var dog ikke gyldigt, før det var blevet bekræftet af den lokale biskop.[22] I Maribo var det ikke superintendenten i Odense, men kongen, som efter reformationen bekræftede abbedissen i hendes embede. Bortset fra at hun ikke uden tilladelse kunne sælge eller bortforpagte de gårde, der lå til klostret, var hendes magt ubegrænset – i hvert fald i teorien. Alle abbedisser efter 1520 er kendt. Som i middelalderen kom de fra samfundets top: Anne Hardenberg, omtalt 1520-1535,[23] Birgitte Brahe, omtalt 1538-1546,[24] Margrethe Jensdatter, bekræftet af kongen 12. juli 1547,[25] Mette Marsvin, bekræftet 10. juli 1551, død 1565,[26] Margrethe Urne, nævnt 1565, død 9. august 1582,[27] Sophie Gyldenstierne, valgt 1582, afsat 5. august 1596,[28] Margrethe Norby, bekræftet 18. september 1596, død 6. februar 1602,[29] Else Huitfeldt, bekræftet 14. marts 1602, død 29. november s.å.,[30] og Margrethe Hardenberg, valgt 1602.[31] Mens de første syv havde været nonner i mange år inden deres valg (mellem 18 og 34), havde de sidste to kun levet i Maribo i henholdsvis 4½ og 3 år, da de blev valgt til klostrets forstanderinde. Valget af den uerfarne Else Huitfeldt skyldtes vel hendes slægtskab med kansleren Arild Huitfeldt. Desuden var det først med valget af Margrethe Urne i 1564, at en nonne indtrådt efter reformationen blev dets leder.

Hvor mange kvinder, disse abbedisser styrede, er ukendt. Oprindelig havde Birgitta foreskrevet, at der skulle være 60 nonner i hendes klostre.[32] I slutningen af 1400-tallet synes Maribo da også nogenlunde at have haft dette antal,[33] men om der boede lige så mange efter reformationen, er nok tvivlsomt. Ved klostrets nedlæggelse i 1621 vides abbedissen og syv af de andre nonner at have fået tildelt underhold andetsteds af kongen, men da det kun var dem, der var fattige og frændeløse, som havde ret til kongelig forsørgelse, kan deres antal godt have været højere.[34]

Ved vi ikke, hvor mange nonner der var i klostret, ved vi til gengæld, at de, der levede bag dets mure i perioden 1520-1621, kom fra adelige familier som Basse, Bielke, Bild, Bille, Brahe, Brand, Baad, Falster, Friis, Galde, Grubendal, Gyldenstierne, Gøye, Hack, Hardenberg, Heidersdorf, Huitfeldt, Juel, Kaas, Lange, Lindenow, Lykke, Marsvin, Norby, Oxe, Parsberg, Pogwisch, Pors, Pøiske, Rosenkrantz, Rønnow, Sandberg, Sehested, Skinkel, Thott (Teit?), Urne, Valkendorf og Venstermand. Selv om nye slægter var kommet til og andre var forsvundet, var det vid udstrækning fra de samme familier, klostret havde rekrutteret sine nonner før 1536. Og som dengang havde de ofte en søster, en kusine, en tante eller en anden kvindelig slægtning i klostret. Så både med hensyn til valg af leder og social og familiemæssig rekruttering var der en klar kontinuitet fra den katolske til den lutherske tid.

[1] N.-K. Andersen, 1954, 21-22, 222-237.
[2] KO, 139-140, 237-238.

[3] T. Dahlerup, 1987, 65.

[4] Et eksempel på et sådant forleningsbrev findes i DK, 395: Jørgen Lykkes overtagelse af Mariager kloster 1548.

[5] E. Pontoppidan, 1747, 383. - Argumentet kendes også fra andre lande, fx skrev 6 lutherske adelsmænd til hertugen af Braunschweig, da han overvejede at lukke klostrene i sit land: ”Hvad skal der ske med vore søstres og slægtninges ære og vor egen anseelse, hvis de er tvunget til at ægte frafaldne munke, skomagere og skæddere”, M.E. Wiesner, 1993, 194.

[6] H. Dahlerup, 1882, 26. Klostret var forlenet til verdslige adelmænd, så derfor er kun en enkelt optagelse kendt. Den fandt sted i 1576, da Frederik II beordrede lensmanden om at modtage Anne Hansdatter, Danske Magazin, VI, 173. – Om Mariagers historie før reformationen, se P. Sloth Carlsen, 1983, og K. Rübner Jørgensen, 1991, 231-279.

[7] KB, 1616-1620, 792, 954; KR, 207-208. – Om klostrets historie, se C. Neergaard, 1890, 267-286; G. Knudsen, 1920, 52-61; og mere problematisk: C.C. Haugner, 1937, 18-77.

[8] Jvf. kongens brev til abbedissen om fru Lene Gøyes optagelse 1582: ”hun skal optages som søster og have underhold som de andre søstre, så længe hun underkaster sig klostrets skik og opfører sig tilbørligt”, KB, 1580-1583, 555; KR, 185.

[9] Om Vadstena, se H. Cnattingius, 1970, 46-102; A. Härdelin, 1998, 37-62. - Hvorfra C.C. Haugner, 1937, 43, der følges af Danmarks Kirker, 1948, 30, har oplysningen, at den sidste katolske nonne i Maribo, dvs. nonne indtrådt før reformationen, døde i 1584, er ukendt, men formentlig er der tale om en forveksling med Margrethe Juul, der døde 1584 i Mariager kloster, jfr. Danske Magazin, VI, 265.

[10] Traditionelt har katolske og lutherske historikere set reformationen 1536 som et skel mellem to markant adskilte perioder, men moderne undersøgelser har vist en forbavsende kontinuitet på mangfoldige områder, se f.eks. N. Skyum-Nielsen, 1955-1957, 49-71; T. Dahlerup, 1987, 65-79; J. Gallén, 1960, 196-208; samt artiklerne i C.-G. Andrén, Lund, 1973.

[11] Jvf. T. Nyberg, 1974, 43-60, og 1981, 195-222, begge genoptrykt i T. Nyberg, 1991, 69-89 og 146-178.

[12] APD, III, nr. 1742, jvf. J.E. Olesen, 1991, 181-182.

[13] Scriptores minores historiæ Danicæ, II, 307; jvf. KR, 143; H.F. Rørdam, 1867, 133; B. Kornerup, 1959, 46.

[14] APD, VII, nr. 6464.

[15] Om disse, se H.F. Rørdam, 1860-1862, 765, eller 1889, 270.

[16] H.F. Rørdam, 1867, 133-134.

[17] Jvf. KO, 192-193: ”Ingen tiggermunke må opholde sig i vore riger efter denne dag … Men de, som er gamle og skrøbelige og ikke egnet til noget embede i kirken, må blive i klostret, hvor de må få deres føde for Guds skyld.”

[18] KR, 155-156. – I Vadstena forlod de sidste munke klostret i 1550, i Mariager uddøde de mellem 1554 og 1559 og i Nådendal (Naantali, Finland) omkring 1560, jvf. C. Silfverstofte, 1895-1898, 197; H. Cnattingius, 1969, 46-47; H. Dahlerup, 1882, 24; B. Klockars, 1979, 188.

[19] H.F. Rørdam, 1860-1862, 759, eller 1883, 305-306; KB, 1551-1555, 5-6; KR, 136-137. - I birgittinske klostre kaldtes lederen af munkesamfundet generalconfessor, men om der var nogle munke at lede i 1551, er ukendt. Titlen kan derfor også blot dække over, at han var nonnernes confessor (skriftefader).

[20] Bekræftet af kgl. forordning 1. oktober 1556, H.F. Rørdam, 1883, 497; KB, 1556-1560, 45-46; KR, 158.

[21] I forbindelse med at kirken fik nyt orgel i 1601 og ny prædikestol i 1606, omtales Henrik Lykke som klosterforstander, men hvad det betød, er usikkert, KR 203, Danmarks Kirker, 1948, 67. Det at kancelliets breve om optagelse af kvinder fra 20. juli 1603 til 30. oktober 1612 var rettet til ham eller hans efterfølger Joachim Bülow og ikke som tidligere og senere til abbedissen, skal dog næppe, som C.C. Haugner, 1937, 76, mener, ses som udtryk for, at kongen ikke havde tillid til den i 1602 valgte abbedisse Margrethe Hardenberg, for 29. juni 1603 havde hun fra kancelliet fået besked om at optage en kvinde, KB, 1603-1608, 47, 66, 727; 1609-1615, 44, 154, 549.

[22] L. Eckenstein, 1963, 388.

[23] DAA, 1897, 17.

[24] DAA, 1888, 102; 1950, 11.

[25] DAA, 1927, 25; KR, 155. - C.C. Haugner 1937, 51, identificerer hende, der i øvrigt er omtalt som priorinde i 1568, fejlagtigt med Mette Marsvin. MG, III, 291.

[26] DAA, 1904, 276; KB, 1551-1555, 41; KR, 155-156.

[27] DAA, 1904, 492; KB, 1561-1565, 611, KR, 170; Danmarks Kirker, 1948, 74.

[28] DAA, 1926, 24; KR, 185 note.

[29] DAA, 1906, 321; KR, 200, 203; P.H. Resen († 1688), 1987, 83.

[30] DAA, 1887, 220; KR, 203; P.H. Resen, 1987, 83,

[31] DAA, 1897, 188. - P.H. Resen, 1987, 83-84, nævner, at Margrethe Hardenberg, som han også kalder Margrethe Jensdatter, levede til 1550, at Mette Marsvin var abbedisse til 1553, og at Margrethe Urne og Sophie Gyldenstjerne døde henholdsvis 1604 og 1601. Alle disse oplysninger er urigtige. I DK, 7, findes en kvittering fra 1535 for betaling af 1000 mark, udstedt til Karen Eriksdatter (Rosenkrantz), abbedisse i Maribo, men skriveren har forvekslet Mariager med Maribo, jvf. DAA, 1985-1987, 686.

[32] Reg. X, § 150. Birgittas regel findes i flere varianter. Her som senere henvises til den såkaldte S–tekst fra 1378.

[33] Den eneste oplysning, vi har om antallet af nonner i Maribo før 1536, findes i akterne fra generalkapitlet i Gnadenberg 1487: 55 søstre og 4 køkkensøstre, T. Nyberg, 1974, nr. 230.

[34] Jvf. KR, 209. - I Vadstena var der 11 nonner tilbage ved klostrets nedlæggelse i 1595, H. Cnattingius, 1969, 97.

 

Den hellige Birgitta havde bestemt, at ingen kunne aflægge løfter og indtræde i hendes klostre før sit attende år.[1] Paven kunne dog finde på at dispensere fra denne regel, således som Sixtus IV gjorde i 1479, da han gav Maribo og Mariager tilladelse til at optage piger ned til en alder af ni år for at undgå, at de skulle blive forført, defloreret, eller stræbe efter ægteskab. De skulle dog først aflægge løfter, når de var blevet tolv.[2] Ud af de næsten 70 nonner, hvis navn er kendt i Maribo efter reformationen, er et fødselsår kun kendt eller kan beregnes for et fåtal, men i det mindste var tre 11, en omkring 15 og to 19-20 år, da de indtrådte i klostret. En anden var en ugift kvinde på 40. Desuden var fem enker, og en var fraskilt eller havde forladt sin mand for at gå i kloster. Den sidste var Margrethe Norby, som blev nonne 1564 – otte år før sin mands død.[3] Da nonnerne valgte hende til klostrets forstanderinde i 1596, så de bort fra Birgittas formaning om, at abbedissen skulle være jomfru.[4]

I årene umiddelbart efter 1536 kunne der vel undertiden stadig ligge et birgittinsk engagement eller et religiøst motiv bag en kvindes optagelse i klostret, men det er et åbent spørgsmål, om det også var tilfældet i anden halvdel af århundredet.[5] I 1585 ønskede Cæcilie Gyntersberg i hvert fald at indtræde på grund af sin svagelighed.[6] Fem år senere var det hendes søster Sophie, der anmodede regentskabet for den umyndige kong Christian IV om livsunderhold, for at hun ikke i sin hjertesorg efter henrettelsen af sin mand, fribytteren Mogens Heinesen, skulle lide større sorg og elendighed. Da hendes hu stod til at leve ”i enlighed” og at tjene Gud, ønskede regentskabet hende placeret i Maribo.[7] Det skete dog ikke, for da hun det følgende år blev forlenet med kronens korntiende af sognene Nørre og Sønder Tranders, boede hun i Aalborg.[8] Og søsteren Cæcilie sejlede kort efter til Norge og giftede sig.[9] De to søstre overvandt altså på anden vis deres dybe sorg og legemlige svagheder.

Ikke alle problemer kunne dog løses ved ægteskab eller tildeling af forleninger. Nogle måtte i kloster. I 1590 skrev Anne Sested (Sehested) til kongen, at hun i sit hus havde en broderdatter Politta boende, som efter venners og slægtninges råd ønskede at blive nonne. Årsagen var, at Gud havde givet hendes forældre mange børn, og at hendes moder nylig var død.[10] Det samme motiv må have ligget bag optagelsen af Margrethe Rønnow, Ermegaard og Sophie Gyldenstierne i 1560’erne, af Johanne Falster i 1568, af Inger Rosenkrantz i 1589, af Anne Parsberg i 1602, af Lisbeth og Berte Skinkel i 1609 og 1612 og af Ingeborg Lange i 1618. Margrethe Rønnow var nemlig ud af en børneflok på 11, Ermegaard og Sophie Gyldenstierne ud af en på 22, af hvilke 12, heriblandt 7 døtre, nåede voksen alder, Inger Rosenkrantz, Anne Parsberg og Ingeborg Lange hver ud af en på 9, og Lisbeth og Berte Skinkel ud af en på 8, mens Johanne Falster havde 2 brødre og 4 søstre.[11] Desuden synes mange endvidere at have manglet en mor eller far eller begge forældre ved optagelsen. Klostret var tydeligvis et opbevaringssted for adelens overskud af døtre. Heri var der dog intet nyt, for sådan havde det også været i middelalderen. De førreformatoriske nonner Inger Urne, Anne Bille, Birgitte Brahe, Birgitte Oxe og Margrethe Urne var nemlig ud af børneflokke på henholdsvis 14, 14, 10, 8 og 7, mens fædrene til nonnerne Drude og Agnete Friis og Dorthe og Karen Sandberg havde 11 og 5 døtre.[12] Specielt for Danmark var det nu heller ikke, for overalt i Europa satte adelen og den borgerlige overklasse de døtre, der ikke kunne eller skulle bortgiftes, i kloster.[13] Selv om man naturligvis ikke kan afvise, at nogen har følt sig religiøst kaldet til et liv i klostrets afsondrethed eller ønsket at leve i et homosocialt miljø, fordi de enten følte sig tiltrukket af det samme køn eller ville undgå mænd, ægteskab, sex og børnefødsler, kunne klosterliv ikke trives uden et overskud af mennesker, som ikke havde andre muligheder.[14] Sådan var det i middelalderen, og sådan er det stadigvæk i nutidens katolske lande.

Blandt katolikker kan en kvindes indtræden i et kloster altid sminkes med religiøs make-up. Den kosmetik havde man ikke i Danmark efter reformationen, så derfor kunne kongen uden blu erklære, at formålet med klostret i Maribo var at have et velegnet sted, hvor adelen kunne placere sine døtre, enten fordi de havde for mange af dem og derfor ikke var i stand til at give dem underhold, eller fordi døtrene led af en eller anden legemlig skavank eller svagelighed.[15]

I middelalderen havde abbedissen og nonnerne selv kunne bestemme, hvem de ville optage som medsøstre i klostret. Det var ikke altid tilfældet efter reformationen. Nu var det ofte kongen, som gennem kancelliet gav abbedissen ordre om at optage en bestemt kvinde. Om det var en ny praksis, er uvist, for også før reformationen må det have været svært for abbedissen at afvise en kvinde, hvis ønske om at blive nonne blev støttet af kongen eller af en anden indflydelsesrig velgører. Den første kvinde, kongen fik placeret i Maribo, var Johanne Falster i 1568. Efter hende synes der at have været en pause, men fra 1581 blev kongelige anmodninger hyppige. I klostrets sidste fyrre år fordelte de sig således: 1581-1590: 4, 1591-1600: 6, 1601-1610: 5, 1611-1620: 6. I anmodningen for Inger Rosenkrantz 1598 hedder det, at der nu skulle være en plads ledig i klostret, og i anmodningerne for Cæcilie Gyntersberg 1585 og Anne Kaas, Ingeborg Lange og Anne Basse 1617-1618, at de skulle optages, så snart der blev plads.[16] En betingelse for at blive en del af klostersamfundet var altså, at der var ledige pladser. Heri var der dog heller intet nyt, for sådan havde det altid været. Derfor var det langtfra ualmindeligt i middelalderen, at en familie fik en datter skrevet op allerede i barnealderen med henblik på optagelse, når en af de i klostret levende nonner var afgået ved døden. En situation altså ikke ulig den, der findes i nutiden, når det drejer sig om at få plads på et af de bedre plejehjem.

Nogle af de kongelige anmodninger huede tydeligvis ikke abbedissen. Dette synes allerede at have været tilfældet med den første anmodning i 1568, for kongen havde bestemt, at Johanne Falster skulle have et skorstenskammer og derudover tilladt hende at have egen kammerpige og at gå i eget tøj.[17] Stærkt ophidset skrev den unge Sophie Gyldenstierne til sin fader, at det kun ville skabe en atmosfære af misundelse blandt nonnerne.[18] Man må derfor formode, at abbedissen har forsøgt at hindre optagelsen af Johanne Falster i klostret. Men hun kunne intet stille op, for 13. februar 1569 udstedte kancelliet et nyt brev, som bekræftede de givne særrettigheder til Johanne Falster.[19] Senere, da Sophie Gyldenstierne selv var blevet abbedisse, forsøgte hun to gange at forhindre en optagelse. Første gang var i 1582, da kongen beordrede hende at optage enken Lene Gøye, anden gang i 1590, da formynderskabet ønskede den lige nævnte enke Sophie Gyntersberg optaget.[20] I det første tilfælde foreslog abbedissen en anden løsning, idet hun lovede at ville betale fru Lenes underhold hvor som helst blot ikke i Maribo.[21] Skønt kongen accepterede dette forslag, der havde været ledsaget af en lille foræring, synes Lene Gøye at være indtrådt i klostret, for i 1595 modtog hun sammen med enken Margrethe Huitfeldt en kongelig ordre om at forlade det igen.[22] Så her lykkedes det altså ikke abbedissen at forhindre en optagelse. Det gjorde det til gengæld i det andet tilfældet, for Sophie Gyntersberg fik som nævnt underhold, betalt af kronen, i Jylland.[23] Men hun havde måske slet ikke selv været interesseret i at komme til Maribo!

Fra et af Sophie Gyldenstiernes breve til sin fader i 1569 fremgår det, at der også var adskillige unge nonner i klostret.[24] De må være blevet optaget i slutningen af 1550’erne og i 1560’erne efter forhandlinger mellem deres familier og abbedissen. Derfor er deres navne i de fleste tilfælde forblevet ukendte for os. Som i middelalderen skulle optagelsen være et resultat af kvindens eget frie valg. Men også det var teori, for i det virkelige liv var det familien, som traf beslutningen. Det var imidlertid blot naturligt, skrev priorinden Drude Pogwisch til Mogens Gyldenstierne i august 1564, for unge piger skulle være klare over, ”at en fader og en moder altid tænker på deres børns bedste”.[25] Det, at det var forældrene og familien, der bestemte børnenes fremtid, var nu heller intet nyt, for sådan havde det været siden tidernes morgen.

Birgitta havde bestemt, at en kvinde skulle betale et vist beløb, som kunne dække udgifterne ved hendes ophold i klostret.[26] I middelalderen var den almindelige praksis derfor, at en kvindes optagelse blev ledsaget af en fæstegård eller to, givet som proventa til klostret af hendes familie.[27] Bortset fra de tilfælde hvor kongen beordrede en optagelse, synes dette gebyr også at være blevet betalt efter reformationen.[28] Skønt priorinden Drude Pogwisch erklærede i 1563, at Mogens Gyldenstierne selv måtte bestemme, hvor meget han ville betale for sine døtres optagelse, undlod hun ikke at fortælle, at Eiler Rønnow havde givet klostret 100 daler (dvs. 300 mark) samt hver nonne 2 daler og lidt mere til abbedissen og priorinden for optagelsen af sin datter Margrethe.[29] I det samme brev, der er skrevet med en lidt gammeldags sengotisk skrift, gav hun endvidere meddelelse om, hvad de to døtre skulle medbringe: hver en underkjortel og en overkjortel, 2 kåber, 5 alen (ca 3 m) engelsk linned eller lærred, 5 alen lærred til hovedklæde, lærred til særke, forklæder og halstørklæder, en seng med 10 par lagener, 4 store vaskefade, 2 kedler, 2 kander, en lille og en stor, 6 tinfade, ikke for store, 2 tallerkener, 2 smørfade med låg og 2 hynder. Mærkeligt nok nævner hun ikke dyner og sko. Fremdeles skulle de medbringe smukke, små tavler til deres stole i kirken og i salen, 2 stykker dvelst (en type linned eller lærred) til sengeomhæng samt en guldring. Hvad der ellers var behov for, samt hvad der skulle købes til deres ”bonader” (hovedbeklædning), ville hun senere fortælle.[30] Det var åbenbart ikke sædvanen, at en indtrædende kvinde arvede seng, klæder og andre nødvendige ting fra en afdød nonne.[31]

Ligesom i den katolske tid var der en optagelsesceremoni, som af og til kunne være ekstra højtidelig. Det var f.eks. tilfældet i 1556, da den 11-årige Anne Gøye blev introduceret af de unge hertuger Magnus og Johan i overværelse af deres forældre, kong Christian III og dronning Dorothea.[32] Under ceremonien fik den nye nonne sin ring, kaldet ”fingerguld”, og blev iklædt ordensdragten. Indtil januar 1557 synes denne at have været i overensstemmelse med Birgittas forskrifter. Men i det år sendte kongen, der altså lige havde været i Maribo og set, hvordan nonnerne gik klædt, enken Anne Glob til Maribo med en ny dragt og beordrede abbedissen at lade tøj sy efter denne til nonnerne.[33] Angående sløret, hvis ”krone” havde så stærke symbolske værdier for nonnerne,[34] skrev han, at fru Anne ville informere hende om, hvordan det skulle være i fremtiden. Det har hun formentlig også gjort, men abbedissen og nonnerne må have ignoreret hendes instrukser, for i 1563 kunne superintendenten beklage sig over, at de stadig gik rundt med de gamle slør.[35] Herefter må vi formode, at det birgittinske slør forsvandt, og at nonnerne fra da af var klædt nogenlunde, som vi kan se abbedissen Margrethe Urne være det på hendes gravsten i Maribo kirke.

Klosterløfter blev ikke længere aflagt af nonnerne. Men trods det var de forpligtet til at leve i overensstemmelse med klostrets skik og sædvane, så længe de opholdt sig i klostret. Hvis en mand af adelig stand ønskede at ægte en af dem, havde vedkommende ret til at forlade klostret. Denne tilladelse, som var en bevidst krænkelse af Birgittas og alle andre ordensregler, var blevet indført med Kirkeordinansen i 1537/1539 og gentaget i forordningen 1556 og i fundatserne for klostret i 1572 og 1596.[36] Et ægteskab kunne dog kun finde sted med familiens tilladelse. Hvis en nonne giftede sig mod sin families ønske, blev hun udelukket fra den og mistede sin arveret.[37] Kun tre nonner vides at have forladt Maribo for at blive gift,[38] så derfor må så godt som alle være forblevet i klostret til deres død. Efter denne blev mindst fire dog båret bort i kister for at blive begravet i deres familiers sognekirker.[39]

I følge forordningen af 1. oktober 1556 havde nonnerne, hvis en ”besynderlig og mærkelig” situation opstod, efter indhentet tilladelse hos abbedissen, endvidere ret til midlertidig at forlade klostret.[40] I fundatsen af 1572 blev dette ændret til en ret til at forlade det én gang om året for at aflægge besøg hos familie og venner. Hvis disse boede på Lolland, måtte de være væk i otte dage, hvis på Falster i fjorten og hvis i andre dele af landet i op til seks uger. De måtte ikke rejse alene, men skulle hentes og bringes af en respektabel kvindelig slægtning af moden alder.[41]

Med abbedissens tilladelse havde nonnernes slægtninge og venner også ret til at besøge dem i klostret og være sammen med dem, indtil abbedissen låste dørene for natten.[42] I den katolske tid var det forbudt uvedkommende og især mænd at gå ind i klostret, så også denne ændring var en krænkelse af ordensreglen.[43] Desuden havde de dengang kun haft ret til at tale med nonnerne gennem gitteret i taleporten på søn- og festdage mellem de to tidebønner non og vesper, dvs. mellem klokken ca tre og seks om eftermiddagen.[44] Fra 1596 synes slægtninge og venner endog at have fået ret til at overnatte en eller to nætter i klostret.[45] Det var imidlertid kun mænd og kvinder af adelen, der nød dette privilegium. Sendte de et bud, måtte han eller hun kun tale med nonnerne gennem talegitteret. Det var selvfølgelig abbedissens hverv at sørge for, at alle regler blev overholdt. Blandt dem var, at der skulle holdes ild i pibeovnen i konventstuen fra mikkelsdag (29. september) til midfaste søndag (mellem 1. marts og 4. april), ”så alle klosterjomfruerne kunne søge did om dagen eller aftenen” og derved spare på forbruget af brændsel,[46] samt at alle indgangsdøre til klostret blev holdt lukket og låst om natten. Om vinteren fra klokken fire og om sommeren fra klokken seks eftermiddag. Først næste morgen klokken seks - og det uanset årstiden - måtte de åbnes igen.[47] Så klausuren blev stadig til en vis grad opretholdt.

Begravelser i sognekirken, besøg hos familien og dennes besøg i Maribo viser, at nonnerne selv efter deres optagelse i klostret blev betragtet som medlemmer af en familie. De var på ingen måde døde for verden. Birgittas formaninger, at de skulle vende verden ryggen og glemme deres slægt og venner,[48] var imidlertid allerede blevet glemt før reformationen. Det fremgår af breve, skrevet og sendt af nonnen Elsebe Rud, som senere blev abbedisse i Mariager, til hendes familie i årene 1527-1536.[49]

Det afgørende for Birgitta var selvfølgelig nonnernes gudstjenester i koret, deres andagter og meditationer over Christi lidelse og død. Kirkeordinansen 1537/1539 ændrede kun lidt herved. Den foreskrev dog ansættelsen af en luthersk præst, som kunne prædike evangeliet rent og purt og holde en luthersk messe for nonnerne.[50] Men at omvende dem var dog ikke så let. Den første lutherske præst var den lærde teolog Niels Palladius, der var broder til superintendenten Peder Palladius i København. Han kom til Maribo fra Wittenberg i 1543 eller 1544, men gav op efter blot et år og vendte tilbage til Tyskland.[51] Efter ham synes der ikke at have været nogen luthersk præst før Hans Jepsen i 1551.[52] Nogle måneder før hans udnævnelse havde kongen som nævnt beordret klostrets confessor flyttet til Sorø, fordi han var en hindring i skabelsen af ”en ret kristelig skik” i klostret.[53] Men selv efter hans fjernelse, som blev ledsaget af et abbedisseskift, havde den lutherske præst problemer med nonnerne.[54] I 1563 indsendte nemlig Niels Jespersen, der som superintendent i Odense havde det kirkelige overopsyn med klostret, en lang rapport på latin om situationen i Maribo til kongen. I 34 paragraffer, som var fulde af protestantisk forargelse, beklagede han sig over nonnernes ynkværdige religiøse og sociale liv.[55]

Angående religionen oplyste han, at nonnerne stadig holdt fast i deres gamle tro, gudsdyrkelse og andagter. De påkaldte og dyrkede fortsat jomfru Maria og andre helgener og brugte skamløst rosenkransen, selv om den var blevet forbudt på nationalsynoden i Antvorskov i 1546.[56] Deres kor var endvidere dekoreret med billeder af helgener og andre afguder og deres bøger fulde af legender og ugudelige bønner. De sang dagligt deres tidebønner efter mumlende at have bedt hinanden om forladelse for, hvad de havde gjort af ondt mod hinanden. Dette tilgivelsesritual, som var foreskrevet af Birgitta,[57] betragtede han som det rene hykleri. Det samme gjaldt deres gudstjenester, for de snakkede indbyrdes under sangen. Hvorledes dette var muligt, sagde han intet om, men måske var der nogle, der sang, og andre, der småsnakkede? Få af nonnerne var i øvrigt tilstede ved den lutherske præsts prædikener, for flertallet hævdede, at de havde andre og vigtigere ting at lave. Hørte de noget, der mishagede dem, kritiserede de højlydt præsten og forlod koret.[58] Normalt hørte de dog slet ikke efter, hvad han prædikede, men sad i stedet og læste i deres bøger, i Vor Frues Tider, Den Helligånds Tider og De syv Salmer, gamle birgittinske bønnebøger, som de endog prøvede at pådutte de unge nonner.[59] Hver dag i fasten bad de et antal Pater noster’e og Ave Maria’er og læste i deres kapitelstue de bønner, som de ikke turde recitere offentligt. Inden deres to daglige måltider bad de ikke en ordentlig, kristelig bordbøn, og under spisningen lod de en af nonnerne læse højt af bøger, indeholdende legender og fabler, og ikke af Bibelen.

De nægtede endvidere at modtage nadveren af deres præst, og når de skriftede, sad de og fumlede med deres rosenkranse. Desuden aflagde de skriftemål i et lokale, der var sådan indrettet, at præsten ikke var i stand til at se dem. Når han så spurgte dem om deres navn, nægtede de at oplyse det. Disse forhold var helt i overensstemmelse med Birgittas forskrifter.[60] Videre ville de kun acceptere hans besøg hos en døende nonne, hvis han var ledsaget af to nonner. Når en var død, tændte de efter gammel skik lys ved båren og stående omkring den døde reciterede de Miserere nostri Domine (Ps. 102 [103]) og De profundis (Ps. 129 [130]).[61]

På bededagene, dekreteret af kongen, reciterede de det latinske litani, men samtidig beordrede de deres tjenestefolk og ansatte på arbejde, således at de blev forhindret i at overvære præstens gudstjeneste i kirken. På den anden side ringede de med den store klokke på Vor Frues fødselsdag (8. september) og kaldte derved hele byen og sognet sammen for at fejre den i Danmark afskaffede fest.[62]

Nu skulle man tro, at Frederik II straks ville gribe ind. Men det gjorde han ikke. Først to år senere efter at have modtaget nye klager over nonnerne gav han dem ordre om at leve ”et gudeligt og kristeligt levnet”,[63] og i 1570 sendte han, fordi der fortsat var ”stor uskikkelighed med religionen, med sang udi kirken og udi anden måde” samt ”megen uenighed mellem abbedissen og jomfruerne” sin kansler Eiler Grubbe og to andre adelsmænd til Maribo for at inspicere og udarbejde en ny skik og fundats for klostret.[64] Denne fundats blev beseglet af kongen den 17. juli 1572.[65]

Fundatsen bestemte for det første, at nonnerne var forpligtet til ikke kun at lytte opmærksomt til Guds ord, men også at deres stole skulle placeres således i koret, at de var i stand til at høre det, dvs. at de skulle kunne se prædikanten.[66] Logisk ville det have været, om stolene var blevet flyttet til det gamle munkekor ved højalteret, men intet tyder på, at det skete, for i 1596 tales der stadig om, at nonnernes kor er ”over” kirken.[67] Formodentlig er deres stole blot blevet drejet, således at nonnerne i stedet for at sidde over for hinanden på traditionel vis nu så mod prædikestolen og højalteret. Ligeledes ville det have været logisk at konfiskere deres gamle bøger, men ingen kilde fortæller, at man gjorde det.

Ni gange hver dag og nat, syv for de kanoniske tider[68] og to for taksigelse efter middags- og aftensmad, havde nonnerne været samlet i deres kor. Nu blev antallet af tidebønner reduceret til tre - tidlig morgen, klokken 9 og klokken 3 - under hvilke de skulle synge tre salmer, bede den forrige søndags kollekt og læse et stykke af Bibelen mellem hver salme. De samler og hymner, de måtte synge, var Kyrie, Benedictus, Te deum, Magnificat, Da pacem, Qui habitat in adiutorio altissimi (Ps. 90 [91]), og Beati immaculati (Ps. 118 [119]). Der er ingen omtale af Salve Regina, som Birgitta ellers havde bestemt skulle synges hver lørdag efter messen.[69] På trods af de latinske titler skulle salmerne synges på dansk, for nonnerne måtte ikke længere anvende det latinske sprog, hverken i deres kor, i deres konventstue eller celler. Desuden måtte de kun læse tekster og synge salmer, der fandtes i Bibelen eller i Hans Thomissøns Salmebog, trykt 1569. [70] Alle de lige omtalte salmer og hymner var da også medtaget i denne i en dansk version.[71] Til trods for at sognepræsten flittigt skulle ”overse”, at alt foregik ”uden superstition og afguderi”,[72] lykkedes de dog nonnerne at omgå disse bestemmelser vedrørende salmer, hymner og sprog. I hvert fald fortsatte de med deres latinske sang, thi først i 1583 indgav de gennem Eiler Grubbe og Steen Brahe, der var sendt til Maribo for at bekræfte valget af Sophie Gyldenstierne som abbedisse, en anmodning til kongen om at måtte blive fri for at skulle synge på latin. Grunden hertil var, skrev de, at mange af dem nu var så gamle og svage, at de ikke kunne deltage i gudstjenesterne, og at de andre, der ikke kunne latin, var ude af stand til at forstå, hvad det var, de sang. Dertil kom, at folk i kirken gjorde nar af deres sang. Skønt det første argument virker søgt, for nonner som Sophie Gyldenstierne må efter næsten tyve år i klostret have været fortrolig med de latinske salmers indhold, imødekom kongen, for at Gud ikke skulle ”vanæres og fortørnes ved en meningsløs mumlen”, deres anmodning.[73] Naturligvis kan man sige, for han havde jo allerede adskillige år tidligere forbudt den latinske sang! Fra nu af må vi regne med, at brugen af latin var definitivt forbi i klostret.

Angående kirken bestemte fundatsen 1572, at der kun skulle være ét alter i kirken, ikke tretten som foreskrevet af Birgitta,[74] og at nonnerne sammen med andre kirkegængere skulle modtage nadveren ved dette alter. Birgittas forskrifter for, hvor ofte nonnerne skulle gå til alters, som indtil da synes at have været respekteret, blev annulleret.[75] Af gudstjenester skulle desuden kun højmessen være tilladt. Den skulle holdes hver søndag på et passende tidspunkt (mellem 8 og 9 om morgenen), men kun hvis der var nogen ud over præsten tilstede i kirken, hvilket var et godt luthersk princip. En tidlig morgen- og eftermiddagsprædiken på søndage og som i andre købstadskirker en højmesse onsdag og fredag var dog tilladt.[76]

Med fundatsen 1572 havde kong Frederik II altså ikke kun ændret kirkens og korets indretning, men også reguleret antallet af tidebønner og deres indhold. Men som følge af problemer, der skal omtales senere, ønskede kongen også at ændre selve klostrets indretning. Fundatsen gentog nemlig hans ordre til abbedissen to år tidligere om, at hun skulle indrette lejligheder til nonnerne i klostret. Disse skulle bestå af en opholdsstue, et kammer og et køkken. Nonnerne skulle dog ikke bo alene, men to og to og hver have deres egen pige og hvert par deres egen kok og et rum i kælderen til deres øl. Når lejlighederne var færdige til indflytning, skulle de trække lod, ikke om dannelsen af par, men om lejlighederne.[77] To af de mest fundamentale klosterprincipper, den fælles sovesal og det fælles bord, var hermed definitivt opgivet. De var dog allerede ved indretningen af individuelle celler i dormitoriet (sovesalen) delvis krænket før reformationen.[78] Det samme gjaldt det tredie princip, forbudet mod private ting og ejendele.[79] Fra slutningen af 1400-tallet kan det nemlig konstateres, at nonnerne havde private ejendele i deres celler og måske også i begrænset omfang private penge. For trods forbud modtog de ofte gaver fra deres slægtninge uden for klostret.[80] Således vides Eskil Gøye i sit testamente 1505 at have givet 20 mark til abbedissen, 10 mark til hver af nonnerne Anne og Brigitte Brahe, Elsebe Friis og Margrethe Valkendorf, og en mark til hver af de øvrige nonner og til hver af munkene. Og i søsterklostret i Mariager gav Erik Ottesen Rosenkrantz († 1503) sine døtre Anne og Karen et sølvbillede af St. Anna og et guldkors.[81] Desuden modtog Elsebe Rud i samme kloster 10 mark i 1527, 30 mark i 1530 og 30 mark i 1536 fra sin søster og fik derudover saltet laks og tørret torsk i 1530.[82]

Beslutningerne 1570-1572, som var en åbenlys krænkelse af såvel ordene som ånden i Birgittas regel, kan derfor betragtes som en afslutning på en proces, som allerede så småt var begyndt i senmiddelalderen. Men at de måske ikke helt var efter abbedissens hoved, fremgår af, at kongen 5. november 1573 gav råderne Bjørn Kaas, Eiler Grubbe og Axel Wiffert, der skulle til Maribo for at undersøge forholdene i klostret, fuldmagt til at afsætte hende, hvis hun nægtede at rette sig efter fundatsen.[83]

Jeg ved af erfaring, at man bliver ”well dined and well wined” ved en abbeds bord. Det samme synes at have været tilfældet om den mad, der blev serveret for nonnerne i Maribo. Hvis den da har været i overensstemmelse med de kongelige forskrifter. I 1545, da der stadig var mange nonneklostre i Danmark, havde kongen nemlig udstedt en forordning om klosterjomfruers underhold. Af brød, mel og kornprodukter skulle hver nonne årligt modtage omkring 360 kg, af kød ½ okse, 2 svin, 2 får, 6 lam, 2 gæs og 20 høns og af fisk 520 saltede sild, 160 røgede sild, 150 tørrede hvilling, 100 fladfisk og 100 kg anden saltet fisk.[84] I sin bog om Mariager regner Hans Dahlerup med, at dette blot var en kodificering af, hvad der var blevet fortæret af nonnerne i middelalderen, heriblandt også af nonnerne i Birgittas klostre.[85] At dette skulle være korrekt, må betvivles, for i så fald har birgittinerne opgivet bestemmelserne om mad og faste i deres regel allerede før reformationen.[86] Mængden af øl kan beregnes til 4.42 liter om dagen, hvilket var nogenlunde det samme kvantum, som besætningen på de kongelige orlogsskibe fik i 1536.[87] Det svarer til 13 1/3 flaske Carlsberg om dagen. I kubikindhold, ikke i alkoholstyrke. Det var let øl med en styrke på 2.5 til 3 % vol.

Der må imidlertid også have været stærkere øl i klostret. Det fremgår af superintendentens allerede omtalte klage fra 1563, for heri fortæller han, at de unge adelsmænd, som nonnerne lod komme ind i klostret, under indflydelse af alkohol trak slørene af dem og omgikkes dem, som var de prostituerede. Nonnerne selv blev desuden ofte fulde. De faldt da om på gulvet og var ude af stand til at rejse sig igen ved egen hjælp.[88] Efter sådan en information må det undre, at kongen i fundatsen ni år senere fordoblede deres ølration![89] Forklaringen herpå er dog, at de ud af den tildelte mængde brød, kød, fisk, grønsager, øl m.v., kaldet genant, også skulle sørge for deres kammerpige og halve kok og måske tillige for deres gæster.[90] Dette er også forklaringen på, hvorfor abbedissen, som havde adskillige piger og tjenere, fik tildelt en genant dobbelt så stor som de øvrige.[91]

I sin klage 1563 omtaler superintendenten også sexuelle udskejelser. Åbent fortæller han, at klostrets mandlige ansatte havde sex med nonnernes piger, hvis uplettede ry abbedissen ellers skulle sørge for, hvorfor den ene efter den anden af dem blev gravid og måtte forlade klostret.[92] Om nonnerne selv er han mere diskret og forsigtig. Medlemmer af aristokratiet som de var, måtte han vogte sin mund for ikke at krænke og fornærme dem. Bortset fra de adelsmænd, der drak med dem og behandlede dem som skøger, nævner han kun, at de unge nonner inviterede deres mandlige slægtninge og venner ind i deres celler, hvor de ved at tale med dem i timevis fremkaldte de ældre nonners mistanke om syndig opførsel.[93] Det var altså med deres slægtninge og venner, ikke med de ansatte, han antyder, de kunne have affærer. Klassebevidste som nonnerne var, ville det også være usandsynligt, om de indlod sig med mænd af jævn og bondsk herkomst.[94] Og dog ved vi, at en uadelig mand overtalte en af dem til at stikke af med sig og ”skikke sig utilbørlig” i 1565,[95] og at Hans Jørgensen Sadolin, der var sognepræst i Flintinge, en landsby 20 km fra Maribo, gjorde nonnen Anne Baad med barn i 1575.[96] Men det er også, så vidt jeg kan se, alt.[97] Moderkærlighed og varme gensidige følelser mellem nonnerne eksisterede,[98] men om nogle af dem skulle have været lesbiske, er ukendt.[99] Unaturligt ville det vel ikke have været, set med nutidens øjne, men hvis det var tilfældet, har det ikke bekymret kongen, når han i 1570 og 1572 beordrede dem til at leve i parforhold. Mænd var da også farligere, så derfor havde han bestemt, at en nonne, som lod sig ”besove” af en mand, skulle mures inde i klostrets fængsel resten af sine dage og leve på vand og brød, som blev rakt hende gennem en lille åbning i muren.[100] Et kortere ophold i fængslet var også i følge et kongeligt brev 1565 straffen for den, der viste sig ulydig eller gjorde oprør mod abbedissen,[101] og for den, som kom for sent tilbage efter et besøg hos familien. Hun måtte opholde sig i ”mørkekammeret”, som fængslet blev kaldt af nonnerne, på brød og vand lige så mange dage, som hun var kommet for sent.[102]

[1] Reg. XIX, § 231.

[2] APD, IV, nr. 2723.

[3] DAA, 1906, 321.

[4] Den heliga Birgittas Reuelaciones extrauagantes, 1956, 131, XXI.

[5] Om Birgittas betydning i Danmark i de sidste årtier før reformationen, se K. Rübner Jørgensen, 2001, 295-307.

[6] KB, 1584-1588, 309-310; KR, 187.

[7] KB, 1588-1592, 440; KR, 193.

[8] KB, 1588-1591, 634; DAA, 1941, 14.

[9] DAA, 1941, 15.

[10] KB, 1588-1592, 420, 457; KR, 193.

[11] DAA, 1913, 487; 1926, 24-25; 1910, 424; 1901, 266; 1910, 443; 1916, 449-455; 1892, 128.

[12] DAA, 1888, 99-103; 1985-87, 506-507; 1904, 491-492, 467-492; 1907, 344; 1886, 133; 1902, 448.

[13] R.P.-C. Hsia, 1998, 34. I Firenze 1552 var der således 441 tiggermunke og 2786 nonner ud af en befolkning på 59.000. Forskellen i de to tal skyldtes ikke kvinders større religiøsitet, men var en følge af den kraftige stigning i de beløb, over- og middelklassen måtte udrede som medgift for at få dens døtre gift, M.E. Wiesner, 1993, 61.

[14] Da de fleste kvinder blev tvunget ind i klostrene, kan man se mange tragiske skæbner og høre mange beklagelser fra nonner, som tiggede og bad deres familier om at hente dem igen, M.L. King, 1991, 86-93. Fra Danmark kender vi ikke sådanne beklagelser, men kan dog se nonnen Elsebe Rud i Mariager give udtryk for sin længsel efter at tale med sin søster og beklage, at søsteren og broderen havde været i Nørrejylland uden at besøge hende i klostret, Danske Magazin, VI, 270-271.

[15] Fundats 1596, 11.

[16] KB, 1588-1592, 143; 1584-1588, 309-310; 1616-1620, 123, 306, 430.

[17] KB, 1566-1570, 389; KR, 173-174.

[18] MG, III, 293. - Hvorfra C.C. Haugner, 1937, 52, ved, at et skorstenskammer var en så stor hædersbevisning, at det kun blev tildelt ældre og respekterede nonner, er ukendt.

[19] KB, 1566-1570, 424; KR, 174.

[20] KR, 185, 193, og Troels-Lund, 1910, 133, og efter dem C.C. Haugner, 1937, 61-62, 69, regner med, at abbedissen har protesteret mod optagelserne med henvisning til, at kun jomfruer have ret til optagelse. Imidlertid findes en sådan bestemmelse hverken i forordningen 1556 eller fundatsen 1572, så det kan næppe være korrekt. Desuden ville det være imod den birgittinske tradition. I Vadstena var 16 ud af de 302 nonner, som blev optaget i perioden 1375-1545, enker, jfr. C. Silfverstolpe, 1898-1899, 23-72.

[21] KB, 1580-1583, 569; KR, 185.

[22] KB, 1593-1596, 510; KR, 195.

[23] 24. november 1590 bad formynderskabet dets repræsentant på Lolland Frederik Hove forhandle med abbedissen om hendes optagelse, KB, 1588-1592, 499.

[24] MG, III, 292.

[25] MG, II, 402.

[26] Reg. XVII, § 205. Dette var i øvrigt ikke specielt for Birgittas klostre, men gjaldt for alle klostre i middelalderen. I de fleste var optagelsesgebyret endog så høj, at kun de rigeste familier havde råd til at sætte deres døtre i kloster, M.E. Wiesner, 1993, 61.

[27] Jvf. registreringen fra 1624 af klostrets besiddelser, trykt i De ældste danske Archivregistranter, III, 253-312. I det 16. århundrede synes denne proventa ofte at være betalt i kontanter, f.eks. betalte Tyge Brahe 1509 100 mark i proventa for sin tante Angenete Eriksdatter Urup og 40 mark for hendes mad i klostret, V. Simonsen, 1845, 71. - I Vadstena var gebyret mellem 40 og 50 mark, men også 100 og 133 mark ses undertiden at være blevet betalt, C. Silfverstolpe, 1895-1898, 18, 92, 97, 101, 116, 132.

[28] I 1546 forpligtede Peder Oxe sig årligt at betale 1 [skip]pund mel (159 kg), 1 [skip]pund malt (159 kg), ½ tønde smør (63 kg), 4 sider flæsk, 3 lam, 3 gæs, 20 høns, 10 læs ved og 20 mark for sin tante Birgitte Oxe’s ophold, hvis hun ville love at leve stille og roligt i klostret og ikke komme i taleporten for at handle eller tale med nogen, som ikke var hendes slægtninge eller venner, H.F. Rørdam, 1860-1862, 757; KR, 153.

[29] Jvf. at biskop Matthias Schach under sin visitation af birgittinerklostret Altomünster i Bayern 1512 gjorde opmærksom på, at den indtrædende selv kunne bestemme, hvor meget hun ville betale som proventa, W. Liebhart, 1987, 14.

[30] Rigsarkivet, Privatarkiv, 1133 (Otte Krumpen); KR, 165-166.

[31] I Vadstena tilfaldt nonnens ring ved hendes død klostret, som ofte solgte den for at få en indkomst i dets vanskelige økonomiske situation, C. Silfverstolpe, 1895-1898, passim. - Et par nonneringe er fundet ved udgravninger i Maribo, se P. Nørlund, 1934, 1-5.

[32] KR, 157. Oplysning om hendes introduktion stammer fra teksten på hendes nu forsvundne epitafium i kirken.

[33] KB, 1556-1560, 64; KR, 159-160.

[34] Sløret blev holdt på plads af en ”Christi krone”, dvs. af et korslagt hvidt lærredsbånd, hvorpå der var syet fem små røde dråbeformede stykker stof, som skulle betegne Christi fem blødende sår, jvf. Reg. III, §§ 63-64.

[35] E. Pontoppidan, 1747, 394, § XII.

[36] KO, 139, 237; Forordning 1556, Fundats 1572, 511, § 20, Fundats 1596, 18, § 27; jvf. KR, 158, 179-180, 199. C.C. Haugner, 1937, 46-48, 56, opfatter fejlagtigt bestemmelsen som lokkemad og ser den som et bedrag over for ”den Skare af purunge Piger, som nu førtes ind i Klostret, ikke for at forsage Verdens Glæder og vende deres resignerede, andagtsfulde Blikke mod Himlen, men for at drømme om den Bejler, der engang skulle komme og føre dem ud til Kærlighedens og Frihedens frydefulde Liv.”

[37] Der er ingen informationer om nonner i Maribo, som giftede sig imod deres families ønske, men Berete Munk i Ringkloster og Margrethe Sparre i Slangerup forlod deres klostre og giftede sig med uadelige i 1536. Skønt det var lovligt, tabte de bagefter begge den retssag, de havde anlagt mod deres familier for at få udbetalt deres arv, DAA, 1905, 307-8; 1917, 508-509.

[38] DAA, 1896, 147, oplyser, at Eline Andersdatter Gøye, der var abbedisse i 1505-1509, ægtede kansleren Jørgen Henningsen Qvitzov (†1544). Da hendes moder døde ca 1475, forveksles hun vel med en anden af samme navn.

[39] DAA, 1896, 149; 1901, 448; 1904, 305; 1927, 14.

[40] KR, 159. Da Reg. VII, § 85, forbød nonner at forlade klostret, var denne bestemmelse også en krænkelse af reglen fra middelalderen.

[41] Fundats 1572, 510, § 14, gentaget Fundats 1596 15-16, § 14; KR, 199.

[42] Fundats 1572, 509-510, § 13, gentaget Fundats 1596, 15, § 11-13, KR 179.

[43] Reg. VI, § 81.

[44] Reg. VII, § 84-85. Nonnen måtte endvidere kun tale med sine slægtninge og venner, hvis der var en anden nonne tilstede. Ønskede hun at se den, hun talte med, måtte hun med abbedissens tilladelse åbne gittervinduet. Det var dog mere fortjenstfuldt at lade være. - Disse bestemmelser synes dog ikke alle steder at være blevet respekteret, for en kommission måtte indskærpe dem over for abbedissen og nonnerne i Altomünster i 1534, W. Liebhart, 1989, 21.

[45] Fundats 1596, 18, § 25, jvf. 15, § 13; KR, 199.

[46] Fundats 1596, 17, § 22.

[47] Fundats 1572, 509, § 12; KR, 178.

[48] Reg. VI, § 101.

[49] Danske Magazin, VI, 270-275.

[50] KO, 140, 238. - 28. februar 1538 fik klostret et tingsvidne på, at de stiftede messer ved St. Annas alter i kirken stadig blev afholdt, hvorfor Mogens Gøye ikke havde ret til at tilbagekalde det gods, hans fader havde givet til klostret for deres afholdelse, KR, 144-145.

[51] B. Kornerup, 1959, 46; M. Schwarz Lausten, 1982, 124.

[52] H.F. Rørdam, 1860-1862, 760-761; KB, 1551-1555, 72; KR, 156.

[53] H.F. Rørdam, 1860-1862, 759; 1883, 305-306; KB, 1551-1555, 5-6; KR, 136-137.

[54] Efter Hans Ipsens død bad 20. april 1561 abbedissen og priorinden på alle nonnernes vegne universitetets professorer om at hjælpe til, at Peder Kordersen kunne blive prædikant i klostret, H.F. Rørdam, 1860-1862, 761-762. S.V. Wiberg, 1870, 384, registrerer ham på dette grundlag som præst i klostret, men om det er korrekt, er vel tvivlsomt. Hvem, der ellers var nonnernes præst, før Laurids Jørgensen blev sognepræst i Maribo 1565, er ukendt.

[55] E. Pontoppidan, 1747, 393-397. Desværre indeholder de oversatte uddrag i J.B. Daugaard, 1830, 322-323, og i KR, 168-170, adskillige misforståelser.

[56] Jvf. H.F. Rørdam, 1883, 251.

[57] Reg. IV, § 68.

[58] Altså puttede de ikke voks og uld i ørerne som nonnerne i Vadstena gjorde for at undgå at høre den lutherske præsts prædikener, jvf. H. Cnattingius, 1969, 47.

[59] On disse bønnebøger, se Den heliga Birgitta och den heliga Petrus av Skänninge, Officium parvum beate Marie Virginis, I-II, 1976, jvf. T. Nyberg, 1990, 81-82, T. Jexlev, 1991, 323-328.

[60] Reg XXII, § 247 foreskrev, at nonnerne skulle kunne høres, ikke ses, når de skriftede.

[61] Ligesom rosenkransen blev lys ved båren betragtet som papistisk overtro og forbudt på nationalsynoden i Antvorskov 1546, H.F. Rørdam, 1883, 251.

[62] KO, 108, 180, bevarede kun Marias renselse (kyndelmisse, 2. februar), bebudelse (25. marts), og besøgelse (2. juli), dvs. de Mariafester der havde direkte relation til Jesus.

[63] H.F. Rørdam, 1860-1862, 763-764; KR, 170-171.

[64] KB, 1566-1570, 635; KR, 175.

[65] KB, 1571-1575, 145; KR, 175-180. Kongen havde dog allerede i et brev til abbedissen 19. oktober 1570 beordret vigtigste forskrifter indført i klostret, KB, 1566-1570, 634-635; KR, 174-175.

[66] Fundats 1572, 506, § 1, gentaget Fundats 1596, 12, § 1.

[67] Fundats 1596, 12, § 2; KR, 196. - Først da Maribos sognekirke nedbrændte i 1596 og klosterkirken blev sognekirke, blev det gamle munkekor gjort til nonnekor, Danmarks Kirker, 1948, 29-30. I Vadstena fandt en tilsvarende flytning af nonnerne sted, da deres kirke blev sognekirke, men her skete det allerede i 1550, jvf. A. Härdelin, 1998, 49-50.

[68] Af de otte tidebønner: matutin, laudes, prim, terts, sekst, non, vesper og komplet plejede i middelalderen de to første at blive læst i forlængelse af hinanden, og prim umiddelbart efter den daglige konventmesse.

[69] Reg. IV, § 72.

[70] Fundats 1572, 506-507, § 2; KR, 176. - I 1596 blev nonnernes tidebønner yderligere reduceret til en eller to, afhængig af, om deres bibellæsning fandt sted i forlængelse af salmesangen kl. 8, Fundats 1596, 12-13, §§ 2-3, KR, 196-197.

[71] Den danske Psalmebog aff Hans Thomissøn, 1569/1968, 3, 191, 254, 264, 303, 303, 304.

[72] Fundats 1572, 508, § 6. I 1596 blev denne opgave overdraget abbedissen, Fundats 1596, 13, § 3.

[73] KB, 1580-1583, 633-634; KR, 186-187. - C.C. Haugner, 1937, 62, betragter afskaffelsen af den latinske sang som en sejr for abbedissen Sophie Gyldenstierne over de gamle nonner, men det er næppe en rigtig tolkning.

[74] Reg. XVIII, § 225: et højalter i munkenes kor og et i hver ende af de seks trin, der førte op til koret. Hertil kom et alter på pulpituret bag nonnernes aflukkede kor.

[75] Fundats 1572, 507, § 4, KR, 176-177. - Reg. XIV, §§ 181-182 foreskrev, at nonnerne skulle modtage nadveren skærtorsdag, påskedag, Christi himmelfartsdag, pinsedag, juledag og alle festdage, på hvis vigilier de fastede på vand og brød. Desuden måtte de med deres skriftefaders tilladelse gå til alters om lørdagen.

[76] Fundats 1572, 507-508, § 5, KR, 177.

[77] KR, 174-175, 179. - C.C. Haugner, 1937, 47, fortæller, at nonnerne indtil da havde levet to og to i de gamle celler, men det er en misforståelse.

[78] Ifl. Diarium Vadstenense, 1988, 142, § 128.3, blev individuelle celler indrettet i Vadstena i 1405, hvorfor nonnerne i Maribo må have sovet i egne celler lige fra klostrets oprettelse.

[79] Reg. I, §§ 50-52.

[80] Reg. XVI, §§ 194-195.

[81] A. Heise, 1882, 13.

[82] Danske Magazin, VI, 272-275. I et takkebrev bad hun endvidere om at få tilsendt urter, peber, safran og voks. Man kan spekulere på, hvad hun og de andre nonner skulle med penge, men de har formodentlig haft lov til at bestille de varer, de manglede, hos klostrets tjenestefolk, som så mod betaling leverede det ønskede til nonnerne på drejeskiven under talegitteret.

[83] KB, 1571-1575, 248, KR, 181-182.

[84] H.F. Rørdam, 1883, 233-235. Omregningen til moderne mål er baseret på Maal og Vægt, 1936, 175-282. - Men kan overveje, om de fastsatte mængder virkelig var til én person, eller om kongen stiltiende forudsatte, at hendes tjenestepige også skulle forsørges af disse madrationer?

[85] H. Dahlerup, 1882, 22.

[86] Reg. VIII, §§ 88-95, indeholder bestemmelser for de forskellige former for faste: nogle dage på fisk og mælkeprodukter, andre på vand og brød. I alt synes der ifl. reglen at have været omkring 240 kødløse dage om året.

[87] Danske Magazin, V, 12, 355. I Vadstena drak nonnerne omkring 3 liter øl dagligt, J. Grandlund, 1976, 696.

[88] E. Pontoppidan, 1747, 393, 395, §§ 1, 21.

[89] Mængden blev hævet fra 14 tønder (ca 1560 liter) eller 2 skippund malt og 10 skæpper humle i 1545 til 4 skippund malt og 24 skæpper humle i 1572, Fundats 1572, 509, § 11, KR, 178.

[90] Mængden af kød, fisk, ærter, smør og salt blev også hævet med 100-150 %, Fundats 1572, 509, § 11, KR, 178.

[91] Fundats 1572, 509, § 11, gentaget Fundats 1596, 14-14, §§ 9-10; KR, 178.

[92] E. Pontoppidan, 1747, 395, § 22.

[93] E. Pontoppidan, 1747, 393, § 1, 396, § 31.

[94] Jvf. Sophie Gyldenstiernes kommentar til rygterne om at hun skulle have haft en affære med tyven 1568: ”Havde end den slemme udyd været i mig, da måtte jeg jo tænke på det ærlige, gode folk, jeg er kommet af”, MG, III, 215.

[95] KB, 1561-1565, 611; KR, 170.

[96] DAA, 1884, 39: KB, 1571-1573, 675; KR, 182-183. Eftersom vi læser, at hun ”har været i Maribo kloster”, er det rimeligt med C.C. Haugner, 1937, 59, at formode, at hun har måttet forlade klostret, da det klart, at hun var gravid.

[97] Det 16. århundredes protestantiske fordomme om nonnernes cølibatære liv kommer frem i kancelliets kopibog. Her har skriveren Jacob Reventlov indført kongens brev til ”abbedissen, jomfru Mette Marsvin” i 1559. En anden skriver han senere understreget ordet ”jomfru” og i marginen skrevet kommentaren: ”Jacob Reventlov har mus i hovedet”, dvs. han er sindssyg, KB, 1556-1560, 326 note 2; KR, 161 note.

[98] Jvf. Sophie Gyldenstiernes og abbedissens varme omtale af hinanden i deres breve til Mogens Gyldenstierne, MG III, 214-223, 288-293.

[99] Selv om homosexualitet først er blevet erkendt som en sexuel orientering i 1800-tallet, var den ikke ukendt i middelalderen, f.eks. omtaler Erasmus af Rotterdam, ’Colloquia familiaria’, Opera Omnia, I, 699B-C, at nonner kunne være lesbiske. Om lesbianisme i middelalderen, se J. Murray, 1996, 191-222.

[100] Fundats 1572, 510, § 15, Fundats 1596, 16, § 15; KR, 179.

[101] KB, 1561-1565, 611; KR, 171. Bestemmelsen var helt i overensstemmelse med traditionen inden for ordenen, thi biskop Matthias Schach mindede i 1512 nonnerne i Altomünster om deres lydighedsforpligtelse over for abbedissen og tillod hende i værste fald at straffe de ulydige med fængselsophold, W. Liebhart, 1987, 14. Bestemmelser er udeladt i fundatserne 1572 og 1596; i den sidste hedder det blot, at den ulydige skal advares tre gange, og hvis det ikke hjælper, bortvises, Fundats 1596, 14, § 7.

[102] Fundats 1572, 510, § 14; gentaget Fundats 1596, 16, § 14; KR, 179.

Hverken superintendentens klage 1563 eller fundatsen 1572 skjuler, at der var uoverensstemmelser mellem nonnerne, og at abbedissen havde problemer med at opretholde ro og orden i klostret. Det fremgår også af de mange breve, kongen fra tid til anden sendte til abbedissen og nonnerne. Heller ikke må det have været nemt for abbedissen, siger Kall Rasmussen i sin bog om klostret, ”at regjere et saa talrigt Selskab af Kvinder, af enhver Alder, fra lystige, maaskee uvorne, Pigebørn til ældgamle, stive Jomfruer”.[1]


Hvad der forårsagede de hyppige uoverensstemmelser, er svært at afgøre, for vi har kun kancelliets og Sophie Gyldenstiernes breve at holde os til. Umiddelbart skulle man tro, at religionen må have spillet en rolle: at de gamle har forsøgt at bevare deres katolske tro og at overholde Birgittas forskrifter vedrørende f.eks. andagter, bønner, salmer, tavshed,[2] faste,[3] bodsøvelser[4] og dødskult,[5] mens de yngre, der var opdraget som lutheranere, ikke har været indstillet på at følge disse forældede, middelalderlige regler. Bortset fra superintendentens udsagn seks år tidligere om, at de ældre nonner forsøgte at pådutte de yngre deres ”overtroiske og ugudelige” bønnebøger, er der dog intet belæg i kilderne for tilstedeværelsen af en religiøs modsætning mellem de ældre og yngre nonner. Der tales nok om de mange ”ukristelige” vaner i klostret, men intet om, at nogen har forsøgt at gøre oprør mod dem. Abbedissen Margrethe Urne må da også selv have haft svært ved at leve op til de gamle normer, for med sin elskede hund og sine mange tjenestefolk levede hun som enhver anden adelig enke i slutningen af 1500-tallet.

Den egentlige årsag til den manglende harmoni synes da heller ikke at have været hverken nonnerne forskellige tro eller alder. Langt vigtigere var det, at nogle af dem havde fået tildelt privilegier af kongen. I 1568 fik som nævnt Johanne Falster, en kusine til Anne Gøye, tilladelse til at have et skorstenskammer, en kammerpige og at gå i eget tøj.[6] Og i 1582 fik Margrethe Rønnow lov til at forlade Maribo to gange om året og at bo hos sin familie, så længe hun ville.[7] Videre i 1597 blev Else Huitfeldt og i 1600 Alhed Venstermand ”forskånet for korsang”, dvs. fik ret til at blive væk fra gudstjenesterne i koret.[8] Dertil kom, at nogle af nonnerne tilhørte mere aristokratiske familier og havde en længere anerække med flere våbenskjolde end andre.[9] Denne deres slægtsstolthed synes konstant at have givet næring til gensidig jalousi, misundelse og modvilje. Konsekvensen var, at nonnerne ofte skændtes og overfusede hinanden med sprogets værste gloser, at de sladrede og bagtalte hinanden, og undertiden kom i direkte slagsmål - på trods af kongens gentagne ordrer om at leve i fred og enighed.

To episoder fra 1560’ernes slutning kan illustrere den manglende harmoni. 23-årige Anne Gøye og den jævnaldrende Sophie Gyldenstierne havde begge deres kister stående i abbedissens dagligstue. Da det en morgen blev opdaget, at en tyv havde taget noget fra abbedissens og Sophie Gyldenstiernes kister, men ikke fra de to, der tilhørte Anne Gøye, blev den sidste mistænkt for forbrydelsen. Hvem, der først rettede mistanken mod den unge kvinde, er uklart, men måske har det været hendes ”staldsøster” Sophie Gyldenstierne, for også hun og hendes søster Ermegaard synes at have været under mistanke. Hvordan det end har forholdt sig – i et samfund som Maribo kloster skal der næppe meget til, før rygter opstår og snakken går – så hidkaldte Anne Gøye sin moder Karen Valkendorf. Denne, der må have været en stærk og beslutsom dame, rejste straks med sin søn til Maribo for at rense datteren. Hun foretog undersøgelser i klostret og byen og kom hurtigt frem til, at tyven havde været en af byens håndværkere, som havde haft arbejde i klostret. Efter at have betalt de lokale myndigheder for at få ham retsforfulgt og hængt forlod hun og sønnen Maribo igen.

Men hermed var sagen imidlertid ikke endt. Nogle år senere fortalte en ”riddermandsmand”, der besøgte klostret, nemlig de i konventstuen forsamlede adelige gæster og nonner, at tyven før sin henrettelse havde sagt, at Sophie Gyldenstierne havde taget et voksaftryk af abbedissens nøgler, så han havde kunnet kopiere dem og bryde ind i klostret om natten. Værre var imidlertid, at rygtet også spredtes, at Sophie Gyldenstierne skulle have haft en affære med tyven, og at hun havde vist ham rundt i klostret og bedt ham myrde alle de gamle nonner, så hun selv kunne blive abbedisse. Hvem denne adelsmand var, vides ikke, for Sophie Gyldenstierne undlader at nævne navne. Men at der stod en kvinde i klostret bag, fremgår af følgende udsagn: ”Men havde nogen af mine på noget tidspunkt gjort den gode kvinde noget, da har hun sandelig hævnet sig på mig og fortsætter dagligt dermed; så straffe hende Gud.” Er det Anne Gøye, hun hentyder til? Ja, formodentlig. Derfor kan man spørge, om det skulle være hendes hævn for engang selv at være blevet beskyldt for tyveriet? Eller er der tale om to unge nonners gensidige jalousi i deres ønske om at tækkes abbedissen? Og drømme måske om selv engang at følge efter hende som klostrets leder? Det ved vi ikke. Men nu var det altså Sophie Gyldenstiernes tur til at søge hjælp hos familien. Hun skrev til sin gamle far og bad ham rense sig, for det var ikke ”æbler og pærer”, de skæmtede med, men hendes ære og anseelse, så ”hvis jeg ikke er i stand til med min familie og mine venner at forsvare det gode navn Gyldenstierne som hun navnet Gøye, vil det være en stor skam”.[10]

Den anden episode har også Sophie Gyldenstierne som en af hovedpersonerne. En dag før jul 1568 blev hun af abbedissen bedt om at føre en nonne ved navn Gese Hack til ”mørkekammeret”. På vejen hertil blev hun angrebet af nonnen Karen Friis og nogle af sine medsøstre. Sophie Gyldenstierne råbte naturligvis op og hidkaldte derved abbedissen, priorinden og resten af nonnerne. Nu udspandt der sig et veritabelt slagsmål, under hvilket Karen Friis slog Sophie Gyldenstierne så hårdt på øret, at hendes hørelse blev alvorligt svækket. Det lykkedes Karen Friis og hendes parti at drive de andre tilbage og at befri Gese Hack fra et ydmygende fængselsophold. Som moderne hooligans styrtede de sejrende da triumferende ind i konventstuen, låste døren og smadrede inventaret. Igen måtte Sophie Gyldenstierne sende et klagebrev til sin fader.[11] Naturligvis skrev den bekymrede 88-årige Mogens Gyldenstierne til abbedissen for at få en forklaring. I sit svar beklagede abbedissen den forfærdelige episode, som hun tilskrev onde kvinder, og forsikrede, at hans datter, som hun elskede, som var hun hendes egen datter, var uskyldig i enhver henseende.[12] Karen Friis selv appellerede til kongens repræsentant Albert Oxe på det nærliggende Aalholm Slot og sendte derudover et brev med klager over abbedissen til majestæten selv. Det var denne episode, som fik kong Frederik til at beordre kansler og to andre adelsmænd undersøge forholdene i klostret i 1570.

Den sidste af de to episoder vidner om eksistensen af to partier i klostret, et omkring abbedissen Margrethe Urne og et andet omkring nonnen Karen Friis, der var en slægtning af kansler Johan Friis. På trods af oplysningen om, at Karen Friis havde samlet adskillige af de yngre nonner omkring sig i misnøje med den grove kost - har abbedissen negligeret de kongelige bestemmelser om nonnernes forplejning? - og nægtet at deltage i de ugentlige fælles kapitelmøder, synes der ikke som hævdet af Kall Rasmussen og andre historikere at have været et decideret ældre og yngre parti i klostret. For det første ved vi, at de unge nonner Sophie og Ermegaard Gyldenstierne støttede abbedissen, og kan formode, at Anne Gøye gjorde det samme, eftersom hun havde sine kister stående i hendes stue. For det andet var Karen Friis ingen årsunge. Hun havde været i opposition til adskillige abbedisser og må derfor være indtrådt engang i 1520’erne.[13] Ifølge Sophie Gyldenstierne var det udelukkende et spørgsmål om hvem, der skulle styre klostret, og hvem abbedissen skulle støtte sig til blandt nonnerne, kort sagt et spørgsmål om familieære og -stolthed.[14] Man kan derfor spekulere på, om Karen Friis’ opposition ikke skulle være forårsaget af et nederlag i et eller flere af abbedissevalgene i 1547, 1551 og 1565?

Som vi har set, løste de tre adelsmænd, som undersøgte beklagelserne, situationen ved at kræve klostrets indre ombygget til lejligheder og ved at tildele individuelle kokke til nonnerne. Men ellers synes de at have støttet abbedissen Margrethe Urne, for hun fik lov til at fortsætte som klostrets leder. Hvad der skete med Karen Friis, er ukendt, men formentlig er hun blevet fjernet fra klostret eller er død kort efter striden med abbedissen. Anne Gøye døde i 1576, blot 31 år gammel. På hendes i dag forsvundne epitafium i kirken skrev hendes broder Mogens Gøye lidt tvetydigt, at ”hun med et ærligt og gudfrygtigt navn og rygte overvandt alle sine uvenner. Gud være hende nådig”.[15] Det var altså ikke kun de unge Gyldenstierner, der havde fjender i klostret. Abbedissen Margrethe Urne døde i 1582. I en slægtsbog, skrevet af den lærde Sophie Brahe (+ 1643), hedder det, at hun styrede klostret kristeligt og oprigtigt som ingen abbedisse havde gjort før eller efter hende; og at Maribo Kloster da stod ”udi flor”.[16] Det er afgjort et udsagn, der skal tages med et gran salt.[17]

Efter Margrethe Urne blev hendes protegé Sophie Gyldenstierne ny abbedisse.[18] Igen bad kongen nogle rigsråder om at rejse til Maribo for at inspicere forholdene. De skulle påminde nonnerne om deres lydighedspligt, påse, at alt gik kristeligt til med sang, læsning og gudstjeneste, og fik derudover fuldmagt til at bringe de uskikke, hvorom kongen havde hørt meget, til ophør. Det var især, at klostret ikke blev holdt tilbørligt lukket, hvorfor der havde været fri ind- og udgang for enhver. Endvidere skulle de indskærpe over for nonnerne, at de ikke måtte søge taleporten uden abbedissens vidende og vilje, samt at ingen fik adgang til klostret uden adelspersoner, der kom for at tale med deres slægtninge.[19]

Hvis denne ordre af 13. oktober 1582 var blevet givet i et håb om at etablere harmoni mellem nonnerne og god orden i klostret, blev kongen og hans rådgivere hurtigt skuffet. For ikke alene levede Sophie Gyldenstierne med sine hunde, som hun endog tog med sig ind i kirken, og sine tjenestepiger nøjagtig som sin forgænger, men hun synes også at have været temmelig enerådende i sin styreform. Værre var imidlertid, at hun havde overtaget et forarmet kloster med økonomiske problemer.[20] Derfor forsøgte hun at skære i klostrets udgifter, men blot med det resultat at også hun fik problemer med nonnerne. I efteråret 1586 sendte kongen sine råder Sten Brahe, Hack Ulfstand og Arild Huitfeldt til Maribo for at foretage en ny vurdering af situationen i klostret. På basis af deres indberetning skrev kongen 5. januar 1587 vredt til abbedissen, at det var med ikke ringe mishag, at han så ofte havde fået underretning om, at det, som tidligere var henlagt til og af kongen hidtil bevaret til Guds ære og kristelige jomfruers underhold, som følge af deres uenighed, usamdrægtige levned, ukærlige samkvem og anden uskikkelighed snarere måtte siges at blive anvendt til Guds vanære og fortørnelse. At tolerere dette hverken kunne eller ville han længere. Derfor gav han hende besked på at reparere kirkens og klosterbygningernes tag, at renovere kaminen i konventstuen og at respektere bestemmelserne vedrørende nonnernes mad- og pengerationer samt pålagde på ny nonnerne at vise hende lydighed og at leve i gensidig fred og samdrægtighed. Endelig udstedte han forbud mod at holde hund i klostret.[21]

Men han skrev forgæves! Senere samme år startede nemlig nonnen Johanne Falster, som mente, at de privilegier, der var givet hende af kongens fader, betød, at hun ikke var forpligtet til at adlyde abbedissen, et oprør i klostret. Kongen støttede dog abbedissen og truede den genstridige nonne med bortvisning og tab af pension.[22] Samme år reducerede abbedissen også den pension, der skulle udbetales til en anden privilegeret nonne Margrethe Rønnow. Men hun klagede straks til kongen, som beordrede abbedissen til at betale hende det, hun havde ret til.[23] Nogle år senere, i 1595, var det abbedissen selv, der klagede til kongen over de store mængder af fødevarer, hun dagligt skulle skaffe til nonnerne og deres gæster, og bad om tilladelse til at sende enkerne Lene Gøye og Margrethe Huitfeldt bort, for de havde egen formue og kunne forsørge sig selv. I første omgang imødekom kongens hendes ønske, men da de to nonner appellerede, ændrede han mening og beordrede abbedissen om fortsat at give dem ophold, mad og pension i klostret.[24]

I det samme år blev rigsråderne Christoffer Valkendorf, Breide Rantzau og Arild Huitfeldt sendt til Maribo for at foretage en ny inspektion af klostret. Resultatet af deres besøg blev en ny fundats, som fik kongens besegling den 7. juni 1596.[25] Denne fundats, som i grove træk var identisk med den tidligere af 1572, forsøgte at genskabe klostrets økonomi ved at pointere, at antallet af nonner skulle bestemmes af klostrets indtægter,[26] og at abbedissen ikke måtte have flere end seks piger. Desuden fastsatte den lønnen til de lidt over 27 tjenere og arbejdsfolk, klostret havde ansat,[27] og gentog tidligere bestemmelser om, at abbedissen skulle føre troværdige og korrekte regnskaber, som årligt skulle kontrolleres af to adelsmænd.[28] Derudover fik nonnerne som noget nyt tilladelse til på egen regning at have småpiger boede som logerende for at lære dem gode manerer samt at sy, væve og læse.[29]

De tre rigsråders visitation må have overbevist kongen om, at Sophie Gyldenstierne var uegnet til at styre klostret, for allerede to måneder efter fundatsens offentliggørelse blev hun afsat. Det skyldtes, hedder det, at hun ved at optage lån havde bragt klostret i gæld, at hun havde forsømt at reparere bygningerne, at hun ikke havde holdt klostret lukket om natten, og at hun generelt havde nægtet at overholde de fundatser for klostret, kongen og hans far havde givet.[30] Ved en særlig gunstbevilling fik hun tilladelse til at beholde den dobbelte genant, hun havde haft som abbedisse, men da hun stadig lod sine tjenere ligge inden for klostrets porte om natten og stadig optrådte usømmeligt med sine hunde i kirken, fik den nye abbedisse Margrethe Norby 28. april 1597 besked på at skære i hendes underhold.[31] Denne beslutning synes dog ikke at have gjort indtryk på den tidligere abbedisse, for 28. januar det følgende år blev hun bortvist fra klostret.[32] Efter 32 år i Maribo flyttede Sophie Gyldenstierne til Horsens i Jylland. Her fik hun ophold for resten af sit liv på Stjernholm hovedgård, ejet af sin kusine Karen Gyldenstierne, der var enke efter Holger Rosenkrantz af Boller. Hvornår hun døde, er ukendt.[33]

Under de følgende abbedisser, Margrethe Norby, Else Huitfeldt og Margrethe Hardenberg, er der kun få klager om uenighed blandt nonnerne, så måske har bortvisningen af Sophie Gyldenstierne fået gemytterne bragt nogenlunde i ro. Hendes generation af nonner var vel også ved at dø ud. Ermegaard Gyldenstierne døde i 1590, Margrethe Rønnow i 1591 og Margrethe Huitfeldt i 1600.[34] I 1601-1602 bortrev pesten endvidere abbedisserne Margrethe Norby og Else Huitfeldt og seks andre nonner.[35] De kvinder, der trådte ind i klostret herefter, må alle være fødte efter 1575, så de kunne næppe have haft nogen større viden om hverken katolsk klosterliv eller Birgitta.[36] Men at også de kunne have svært ved at indordne sig under de strenge krav i Maribo, fremgår af, at nonnen Anne Kaas efter kun halvandet år i klostret blev bortvist i 1618. Årsagen hertil var, at hun skabte splid blandt nonnerne og ikke var kommet rettidigt tilbage efter besøg hos sin familie.[37]

Takket være de mange breve fra det kongelige kancelli til abbedisserne i Maribo er vi i stand til at få et indblik i livet bag klostermurene, som normalt er skjult for historikernes øjne. På basis heraf kan man slutte, at det birgittinske klosterliv og de birgittinske traditioner længe fortsatte med at eksistere i Maribo efter reformationen i 1536. Hvor længe er afhængig af, hvilke traditioner vi fokuserer på. Indtil 1551, da klostrets confessor blev fjernet, synes der ikke at være sket nævneværdige ændringer i nonnernes liv og dagligdag. Men fra det tidspunkt blev den birgittinske vin gradvist erstattet af flasker med lutherske etiketter. Af superintendentens klage 1563 fremgår det imidlertid, at nonnerne stadig foretrak den gamle vin og kun modvilligt trak de nye flasker op. De skriftede og gik til alters, som Birgitta havde bestemt, og læste stadig i deres gamle bøger. Så sent som i 1572 tales der om ”uskikkelighed” i klostret og på trods af en direkte ordre om ændringer blev den latinske sang ikke opgivet før i 1583 - 47 år efter reformationen. Fra da af synes al vinen at have fået en luthersk bouquet og smag. Men det løste ikke problemerne i klostret, for de var forårsaget mere af nonnernes slægtsstolthed og gensidige modvilje end ønsket om at opretholde en forladt religion.

I efteråret 1620 gjorde kong Christian IV en ende på al dette. Han havde erkendt, at Jesus havde ret, når han sagde, at man ikke skulle hælde ny vin på gamle sække (Mat. 9.17). Klosterliv var og blev et katolsk fænomen. Lod det sig kun med vanskelighed praktisere i samtidens katolske lande, kunne det slet ikke trives på luthersk grund.[38] Sammen med rigsrådet besluttede han sig derfor at lukke klostret. Abbedissen Margrethe Hardenberg forblev med sin søster i Maribo by og fortsatte med at modtage sit underhold, seks af de andre nonner flyttede til andre steder og fik forleninger af kongen som erstatning for deres tidligere genant og klostret selv med dets mange fæstebønder blev overdraget det nyligt oprettede adelige akademi i Sorø Kloster.[39] Overskuddet fra klostrets besiddelser skulle altså fortsat bruges til gavn for aristokratiet. Nu bare ikke for at underholde dets overflødige døtre, men for at give dets stræbsomme sønner en højere uddannelse, sønner som riget senere kunne og skulle få gavn af.

[1] KR, 170.

[2] Reg. V, § 73-78, tillader kun nonnerne at tale sammen i tre korte perioder om dagen.

[3] Se note 120 ovenfor.

[4] Reg. XV, § 185, foreskriver et kapitelmøde hver torsdag, hvor nonnerne pålægges forskellige bodsøvelser, dvs. forskellige grader af faste og piskning. Det sidste blev kaldt disciplina og bestod af individuel eller gensidig piskning med en svøbe, T. Nyberg, 1974, 80, jvf. Lexikon des Mittelalters, III, 1108-1110; IV, 1177. - Fundats 1572, 508, § 8, gentaget Fundats 1596, 14, § 8, taler om, at de en gang om ugen skal samles i kapitelhuset og løse de konflikter, der er mellem dem, samt forhandle om andet, hvis der er behov for det. Hvorfor Fundatsen 1596 flytter dette møde til tirsdag, er ukendt.

[5] Reg. XXIV, §§ 264-267, foreskriver, at der i klostret skal være en åben grav, som nonnerne skal samles om en gang om dagen for at tænke over døden. Abbedissen skulle stænke den med vievand og nonnerne synge salmen De profundis efterfulgt af en bøn.

[6] KB, 1566-1570, 389, 424; KR, 173-174.

[7] KB, 1580-1583, 502, KR, 185.

[8] KB 1596-1602, 206, 491; KR 201, 203.

[9] På Anne Gøyes epitafium var der 16 våbenskjolde, på gravstenene over Ermegaard Gyldenstierne, Margrethe Urne og Margrethe Norby henholdsvis 16, 8 og 16, Danmarks Kirker, 1948, 72, 74.

[10] MG, III, 215-217.

[11] MG, III, 290-293.

[12] MG, III, 220-223.

[13] Jvf. DAA, 1886, 122.

[14] Jvf. hendes udtalelser: ”de ville vide, hvorfor abbedissen holder så meget af mig og min søster; hun skulle holde af dem, som har slægt og venner, og som klostret kunne få hjælp og trøst af” og ”Med hensyn til slægt og venner, ære og anseelse er min abbedisse med sine tilhængere lige så værdig til [at styre] klostret som de andre”, MG, III, 217, 219.

[15] P.H. Resen, 1987, 87.

[16] DAA 1904, 492.

[17] KB, 1561-1565, 611; 1571-1575, 231.

[18] KB, 1580-1583, 568; - C.C. Haugner, 1937, 61, nævner, at hun blev enstemmigt valgt, men det er uden belæg i kilderne.

[19] KB, 1580-1583, 568.

[20] Skønt der var adskillige angreb på klostrets besiddelser i 1530’erne, var tabene i virkeligheden små. I modsætning til kong Gustav i Sverige ønskede de danske konger nemlig at bevare klostrets jordtilliggende intakt. Ved nedlæggelsen i 1620 bestod den af 3 hovedgårde, 477 fæstegårde, 5 møller, noget øde land og over 100 huse, jfr. KR, 213. På den anden side forsvandt ved reformationen de indkomster, der var baseret på skriftemåls- og afladsprivilegier, ligesom de penge, der kom fra pilgrimmes offergaver og adelens messestiftelser og begravelser i kirken. Der kan næppe være tvivl om, at disse tab havde alvorlige konsekvenser for klostrets finansielle situation. Abbedisserne var tvungne til at pantsætte land, optage lån, anmode om reduktion eller eftergivelse af skatter og på anden vis reducere udgifterne, f.eks. ved at undlade at foretage reparationer af kirken og klosterbygningerne. Men trods det levede nonnerne i Maribo langt mere komfortabelt end deres medsøstre i Vadstena og Nådendal. Om den økonomiske situation i Vadstena og Nådendal, se C. Silfverstolpe, 1895-1896, 186-205, og B. Klockers, 1979, 174-193.

[21] KB, 1584-1588, 637; KR, 188-189.

[22] KB, 1584-1588, 736-737; KR, 190-191. - I brevet hedder det, at hun ikke kun havde vist sig meget ubeskeden og ulydig og nægtet at rette sig efter klostrets statutter og deltage i konventmøder, men også opægget andre til det samme. Det skyldtes, at kongen havde tilladt hende undertiden at forlade klostret for at besøge slægt og venner, hvorved hun ikke havde ment sig nogen regel, orden eller øvrighed at være undergiven.

[23] KB, 1584-1588, 848; KR, 191.

[24] KB, 1593-1596, 510, 541, 561, 657; KR, 195-196. Lene Gøye var desuden søster til Anne Gøye, som abbedissen synes at have haft et anstrengt forhold til, og Margrethe Huitfeldt faster til kansleren Arild Huitfeldt, som hun havde ligget i jordstrid med i 1591, DAA, 1896, 149-150; DAA, 1887, 219; KB, 1588-1592, 685; KR, 193-194.

[25] KB, 1593-1596, 484, 656, 674; KR, 196-200.

[26] Samme beslutning traf visitationen under biskop Schach i Altomünster 1512, for den konstaterede, at der var for mange nonner i klostret i forhold til dets indtægter, hvorfor der i fremtiden ikke måtte optages nonner uden biskoppens godkendelse, W. Liebhart, 1987, 14.

[27] Fundats 1596, 17, § 23; KR, 198-199. Antallet af tjenestefolk var i virkeligheden højere, fordi nonnerne havde deres egne piger og kokke. I Vadstena var omkring 80 mænd og kvinder ansat i 1443. Dette tal inkluderer imidlertid fogeder og andre, som ikke arbejdede i eller omkring selve klostret, så tallene er ikke helt sammenlignelige, jvf. C. Silfverstolpe, 1895-1898, 191-193.

[28] Fundats 1596, 18-19, § 28, jvf. Fundats 1572, 508, § 9.

[29] Fundats 1596, 15, § 11; KR, 198.

[30] KB, 1593-1596, 720-721; KR, 200.

[31] KB, 1596-1602, 15, 149; KR, 201.

[32] KB 1596-1602, 222, 238; KR 201. Officielt fik hun bevilget tilladelse til at forlade klostret med sin dobbelte genant og tage ophold, hvor hun ville.

[33] Jvf. DAA, 1926, 24. H.P. Resen, 1987, 80, oplyser, at hun blev begravet i Maribo, men har ikke lagt mærke til, at hendes dødsår ikke er udfyldt på hendes og søsteren Ermegaards sten i kirken. På denne omtaler hun sig selv som havende været abbedisse ”med al ros”, men det skal naturligvis som alle den slags gravskrifter tages med forbehold.

[34] DAA, 1926, 24; 1913, 48; 1949, 56.

[35] H.P. Resen, 1987, 83-84.

[36] Isoleret fra det katolske Europa som nonnerne var, havde de naturligvis ingen viden om de klosterreformer, der blev vedtaget på Tridentinerkonciliet 1563. Det samme var tilfældet i Vadstena. Da den italienske jesuit Antonio Possevino besøgte klostret i 1580, gennemførte han derfor una mutatione della religione, som bestod af exercitia spiritualia (åndelige øvelser) efter jesuitisk model og indførte den moderne italienske andagt Quarant’ore (40 timers uafbrudt andagt foran det udstillede, konsekrerede alterbrød). Skønt Possevino fik abbedissen Karin Bengtsdotter Gylta til at skrive opmuntrende breve til andre birgittinske klostre i det håb, at de kunne blive reformeret på samme måde, synes hun og nonnerne at være vendt tilbage til det senmiddelalderlige fromhedsliv, så snart han havde forladt Vadstena og Sverige. For i 1587 måtte en anden jesuit under et besøg i klostret kæmpe hårdt for at få genindført de ændringer, Possevino havde foretaget. Og da Karin Olufsdotter blev ny abbedisse i 1593, svor nonnerne på reglen, at de ville vise hende lydighed, og ikke, som Possevino havde foreskrevet, på den tridentinske trosbekendelse. De danske kongers bestræbelser på at få ændret livet i Maribo Kloster adskilte sig altså ikke principielt fra jesuiternes forsøg på at få reformeret klosterlivet i Vadstena: begge steder var det et opgør med traditionelle, middelalderlige vaner for at skabe, hvad der opfattedes som et moderne henholdsvis luthersk og katolsk fromhedsliv. Om reformen i Vadstena, se H. Cnattingius, 1969, 48-70, 88; A. Härdelin, 1998, 53-55.

[37] KB, 1616-1620, 429-430; KR, 206.

[38] Overalt i Europa hørtes de samme beklagelser over nonners livsvaner, så Tridentinerkonciliet besluttede 1563, at alle nonneklostre skulle holdes lukket og afsondret fra omverden. Denne bestemmelse, bekræftet af Pius V i bullen Circa pastoralis, 1566, stødte på heftig modstand til langt ind i det følgende århundrede og havde derfor en begrænset effekt, R. P.-C. Hsia, 1998, 33-41. At både paven i Rom og kongen i København havde identiske problemer med fænomenet nonnekloster, bør ikke undre, for der lå det samme negative og undertrykkende kvindesyn bag: at kvinder skulle være kyske, tavse og lydige, hvorfor historien om nonneklostre i vid udstrækning er historien om mænds ønske om at kontrollere kvinder ved at holde dem indespærret. Om kvindesynet se, M.E. Wiesner, 1989, 11-14, M.L. King, 1991, 86, jvf. også K. Rübner Jørgensen, ’Pax et concordia: Paulus Helie’s menneskesyn og samfundsopfattelse’ (under udgivelse).

[39] KB, 1616-1620, 954; 1621-1623, 46, 47, 170, 431. Ved samme lejlighed blev klostrets store samling af manuskripter, bøger og papirer flyttet til Sorø, hvor de sammen med resterne af dette klosters bibliotek og arkiv gik tabt ved branden i 1813. Klosterbygningerne i Maribo blev nedrevet efter en kongelig ordre, givet i september 1622, KB, 1661-1623, 436; KR, 214, 58.

 

Hele denne historiske redegørelse om klosterlivet har jeg klippet fra en hjemmeside af

Kaare Rübner Jørgensen. Jeg har tilpasset teksten til en ramme og fjernet nogle side-

henvisninger og ikke medtaget bilagene. Hvem gider læse noget sådant? Jeg synes afhandlingen er spændende og interessant og så får man et reelt billede af hvorledes livet udfoldede sig i klostrene. Her er ingen falsk romantik, men nøgne facts.

http://www.ruebnerus.dk/

 

Jeg har fundet et dokument fra bogværket om Danmarks kirker - det er aldrig blevet færdigt og Nationalmuseet knokler med at få værket digatiliseret - det varer nok nogle år. Vi har ikke et samlet værk om Danmarks kirker og kirkeinventaret (jeg har dog i fødselsdagsgave fået et bind om inventaret i de fynske kirker af min veninde Kirsten i Odense). Det kan derfor være noget af et puslespil at få skaffet oplysninger, hvis emnet har ens interesse - her kan du læse mere - bare klik:

Maribo_0029-0088.pdf

 

 

I forbindelse med Reformationen blev alle rigets klostre overtaget af Kronen i 1536. Som så mange andre steder fik nonnerne i Mariager, hvis de ønskede det, lov at fortsætte deres tilværelse på klosteret livet ud, men her med den særlige tilføjelse, at der tillige skulle åbnes op for et samtidigt protestantisk jomfrukloster på stedet. Dette ”tvær-religiøse” kloster fortsatte frem til 1585, hvor den sidste nonne døde og stedet endeligt blev lukket som kloster.

I 1588 beordrede regeringsrådet bag den unge Christian IV Mariager Kloster ombygget til kongelig avlsgård. Opgaven blev lagt i hænderne på Jakob Seefeld til Visborggård, der i den forbindelse bl.a. lod nonnernes kor rive ned. Besøg af tyske og svenske besættelsestropper op gennem 1600-tallet gjorde angiveligt ikke klosterets bygningsmæssige stand bedre, og i 1721-22 blev nonneklosteret revet ned, fulgt af det meste af munkeklosteret i starten af 1800-tallet. Også en stor del af klosterkirken blev nedrevet og genopbygget i 1788-89 i en mere behersket størrelse; kun den vestlige del omkring munkenes kor er i dag tilbage fra middelalderen.


Det nutidige udseende stammer fra ombygninger i 1931-33 og 1994-95. Når kirken blev genopbygget hænger det sammen med, at den efter Reformationen fortsatte som almindelig sognekirke for Mariager by. Af det øvrige kloster står kun en mindre bygning tilbage, der har ligget på grænsen mellem nonne- og munkeklosteret; den havde i 2004 anvendelse som dommerkontor.
 

 

Vi nyder udsigten her oppe fra bakken.

Denne døbefont er af nyere dato. Den oprindelige står på Nationalmuseet. I denne kirke

foregik der ikke dåb i perioden før reformationen i 1536.

Altersølv og dåbsfad er gemt af vejen - sikkert sammen med andre værdifulde genstande.

Kirken er en seværdighed og man kan ikke, når der ikke er noget opsyn lade disse ting

stå fremme. Der har gennem de senere år desværre været en mængde tyverier og det

værste: ødelæggende hærværk. Personligt finder jeg, at det er en gave, at så mange kir-

ker står åbne. Jeg ved at mange som jeg selv finder ro og fred i kirken og får lejlighed til

at være stille med sig selv. Nogen vil kalde det meditation og stille andagt - jeg kalder det

nu for mentalhygiejne. Jeg bliver til overvældet af den kulturarv vi har i kirkerne og jeg

ved at de dygtigste håndværkere og kunstnere har skabt værker, som glæder mig og

giver mig en masse værdifulde oplevelser.

Nogen ryster på hovedet af mig, men jeg siger: De forstår mig ikke, fordi de ikke holder

af det.

En virkelig gedigen malmstage. Det er kunsthåndværk i bedste kvalitet.

Prædikestolen med lydhimmel. Hvad ser vi oppe i den - selvfølgelig Guds sol, der udgår

fra øst, hvor paradiset lå og under den Helligånden i form af en due. Det var den der dale-

de ned over Jesus, da han lod sig døbe i Jordanfloden af sin fætter Johannes med tilnavnet

døberen.

Her på prædikestolen finder vi en indskrift fra Paulus´ brev til romerne 10 kapitel vers 15.

Det bliver i en oversættelse fra græsk (bemærk at det første bogstav er omega)  til (Jeg

tager det hele, så meningen ikke fortoner sig):

Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til at tro på? Hvordan skal de

tro på  ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker?

Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt? - som der står skrevet: "Hvor her-

ligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!"

Her ved alteret med det foranliggende rækværk og knæfald finder vi altertavlen. Der er

ikke noget altersølv på alteret (det er gemt sikkert væk). På alteret en blomsterdekora-

tion. Jeg render lidt rundt for at finde en position, hvor jeg tage billeder fra. Det er svært

for jeg har det princip, at jeg ikke betræder ligstenene, der ligger i gulvet. De er slidte

nok i forvejen og man "træder ikke på en, der ligger ned". Denne her tavle er helt unik

kan jeg se, det er billedskærerarbejde i super-klasse. Den hvide bemaling med guldbelæg-

ning er yderst elegant. Det er barok - i begyndelsen var tavlen ikke bemalet. Nogen vil

nok finde tavlen noget svulstig, men jeg synes om den. Hele sceneriet er bygget op omkring

krucifikset. Alle figurerne har fået navn. Peter har fået nøglerne til paradis. De to Mariaer,

Jesu mor og Magdalene står ved korsets fod. De mest fortjenstfulde af apostlene er også

kommet med.

Her har vi så den sidste nadver. Jesus i midten med hævet højre hånd, der indstifter det-

te mindemåltid omgivet af sine 12 disciple - ikke alle er lige trofaste, Peter (det må være

ham med koslikket til højre for Jesus) der fornægtede ham 3 gange inden hanen gol, de

andre kunne ikke holde sig vågne efter måltidet og faldt i søvn i Gethsemane have, hvor

Jesus nok kunne have trængt til lidt kammeratlig opbakning. I forgrunden sidder forræderen

Judas Iskariot med en pengepung med de 30 sølvpenge, han har solgt Jesus for. Jesus

krammer sin yndlingsdiscipel lille Thomas til sig. Det var Thomas der ikke troede på, at det

var den genopstandne Jesus han havde foran sig og først lod sig overbevise, da Jesus bad

ham stikke fingrene ind i spydhullet i sin side og gennem naglehullerne i hænderne for at

han kunne blive tvivlen kvit. Jeg har tit som barn tænkt på, hvordan den scene skulle have

udspillet sig, hvis nu Jesus var blevet halshugget.

Paulus er ikke med her. På det tidspunkt hed han Saulus og forfulgte Jesus.

Der er i øvrigt lammesteg på bordet, skuebrød og vin.

Kan vi ikke få det til nadveren i stedet for et lille bæger fimset kirsebærvin og et lille stykke

ugæret brød med et kors på, der smager af sygevat og trækpapir.

De første kristne i Jerusalem under Jesus´ broder Jakobs ledelse indtog et sådant fælles

mindemåltid med lammesteg og det hele og det blev man ved i lang tid herefter.

Det er først da kirken bliver katolsk (almindelig), at man kraftigt nedskærer på budgettet.

En lammekotelet ville være fint og så en god kraftig rødvin.

Det her orgel kan jeg se er helt nyt. Det har nogle utroligt smukke dekorationer. Det orgel

må være noget ganske særligt og det er det. Det er af nyere dato og har kostet den net-

te sum af 13,5 millioner kroner. Jeg ville utroligt gerne høre det spille. Det må ske en an-

den gang og jeg finder ude i våbenhuset et kirkeblad m.v., der fortæller mig at man for

en billig entre (typisk 50 - 100 kr.) kan høre orgelkoncerter.

Jeg vil ikke give en beskrivelse af orglet - der findes nemlig en lille tryksag fra orglets

indvielse, som fortæller det hele - bare klik her:

orgel_brochure_maj_2010.pdf

Fotograf til denne plakat er Troels Langvad. De andre orgelbilleder har jeg selv snuppet.

 

Stygge Krumpen (ca. 1485 – 21. januar 1551) var en dansk biskop. Det er ham du ser i

fuldt bispeornat på den øverste ligsten. Det broderen du ser lige for.


 

Mini-biografi:

Han var søn af Jørgen Krumpen til Skjøtterup og Anne Styggesdatter Rosenkrantz.
Han blev født på Skøttrup Hovedgaard, nuværende Trudsholm, der ligger lidt nord for
Havndal mellem Randers og Hadsund i Jylland. Han var bror til rigsmarsk Otte Krumpen,
som var den sidste mand i slægten Krumpen.

 

I 1505 blev han immatrikuleret (indskrevet) ved universitetet i Rostock og blev før 1513 magister.

Året efter fik han i 1514 præsentats på Tranebjerg kirke og blev i 1515 kongelig sekretær og fik i

1518 ventebrev på det første ledige prælatur i Jylland.


Sad fra 1519-36 som biskop i Børglum, i øvrigt som den sidste katolske biskop.

Stygge Krumpen var også den sidste af slægten Krumpen. Mens toppen af samfundet

kæmpede om sine rettigheder, lagde Stygge Krumpen sin hånd på nonneklostre og

gejstlige embeder og inddrev skat med hårde metoder.

Han var yderst forhadt ikke mindst for sin syndige livsførelse, med rygtet om et forhold til

en slægtning, Elsebeth Gyldenstierne.

Var i 1522 med i sammensværgelsen mod Christian 2. og fik i 1525 brev på Børglum

provsti af Frederik 1.

Under Skipper Clement fejden i 1534 blev Stygge Krumpens gårde brændt af, han blev

afsat og fængslet i 1536 og løsladt i 1542.

Han sad fængslet på Sønderborg Slot samtidig med Christian 2.

Biskopper blev i katolicismens sidste år ikke udnævnt efter deres kristne tros styrke

eller efter deres dygtighed som kirkelige administratorer, men ud fra politiske

synspunkter. Kongen ville kun anerkende mænd, som han kunne stole på - eller troede

at kunne stole på. Der var dygtige og betydelige mænd blandt de danske biskopper,

folk som nød almindelig agtelse, også i modstanderens kreds, som f. eks. Birger

Gunnersen, Lave Urne og Ove Bille. Men andre beviste, at i hvert fald de var uegnet til

at lede den danske kirke, da stormene brød ind over den.

Da den gamle biskop Niels Stygge døde i 1533, sagde Poul Helgesen om ham, at han

var "mere optaget af verden end af Gud". Hans frænde, Stygge Krumpen, var heller

ikke en mand med et godt omdømme hos de ærligt troende. Han var dygtig, men

hensynsløs og pengegrisk. Gud og hvermand vidste, at han i Børglum Kloster levede

sammen med sin slægtning Elsebeth Gyldenstjerne.

Lars Hjortshøj får besøg i julemandens værksted af julekalenderens onde ånd,

det sellerigrønne genfærd af biskop Stygge Krumpen, spillet af komikeren Andreas Bo Pedersen

Da Grevens Fejde 1534 kom til Nordjylland i form af skipper Clement, der vandt Aalborg

for Christian II og derpå rejste et bondeoprør, der flammede i hele landsdelen, var

hovedfjenden netop bispen i Børglum, Stygge Krumpen. Bønderne erobrede og afbrændte

den ene herregård i det nordjyske efter den anden, og da de nærmede sig Børglum Kloster

ved Løkken, som var stiftets domkirke (det eneste stift, hvor domkirken lå ude på

landet; efter reformationen blev Aalborg (som før havde været den største by i Viborg stift)

gjort til stiftsby) fortrak Stygge med Elsebeth til sin borg Voergård længere mod øst.

Den belejrede bondehæren, og til sidst stormede bønderne den anført af skipper Clement.

Men de fandt ikke Stygge Krumpen og Elsebeth Gyldenstjerne! Et rygte vil vide, at de

havde ladet sig indemure i en bageovn, hvorfra de senere slap ud til bispens havneby, Sæby.
 

Thit Jensen skrev i 1936 bogen "Stygge Krumpen" (som jeg kan anbefale).  Romanen hand-

ler om idé- og magtkampe i den nordjyske adel og gejstlighed ved reformationstidens

begyndelse. Nok kan man ikke kende Stygge Krumpen i Thit Jensens rosenrøde beskrivel-

se i forhold til den historiske virkelighed. Kvindeskikkelserne i romanen er selvfølgelig også

nogle brave nogle af slagsen (Thit Jensen var kvindesagsforkæmper). Det her gør bestemt

ikke bogen kedeligere - tvært imod.
 - Thit Jensen var i øvrigt søster til forfatteren Johannes V. Jensen, der skrev sidste

århundredes bedste roman "Kongens Fald", som også skildrer bondeoprøret, men mest

handler om begivenhederne under Christian d. II set gennem hovedpersonen Mikkel

Thøgersens øjne - en studerende, som bliver relegeret fra Københavns Universitet og

går i kongens tjeneste.

Sæby rejste en mindesten i 1974 over Stygge Krumpen, som tak for den købstadsrettighed

de fik i 1524.

Børglum bispesæde og kloster.pdf - klik, så kan du læse om det her i detaljer.

Børglum kloster
Stygge Krumpen blev den sidste katolske biskop af Børglum i Vendsyssel fra 1519 til 1536.

Stygge Krumpen var mere herremand end en kirkens mand og levede et frit og lystigt liv

på Børglum kloster, blandt andet sammen med Bonde Due Munks ekshustru Elsebeth

Gyldenstjerne, fra Voergaard, som var Stygge Krumpens vedsoverske (dvs elskerinde).

Han var i eftertiden ikke vel omtalt, men betegnet som pengegrisk og trættekær.

Stygge Krumpen i litteraturen

Forfatter: Thit Jensen: Stygge Krumpen, 1936. Forfatter: Gert Jensen "Stygge Krumpen

 - biskop og adelsmand"
 

 

Kirken og det tidligere brødreklosters nordfløj, der i dag er dommerkontor, er det eneste

der er tilbage af det oprindelige klosteranlæg, stiftet af birgittinerordenen.
 

Mariager Kloster, og indtil for ikke så få år siden en herregård ved Mariager By, var i

Middelalderen et kloster af Birgitlinerordenen, indviet til Jomfru Maria og Skt. Birgitta.

Dets første oprindelse går formentlig tilbage til Erik af Pommern’s tid (snarest slutningen

af 1420’erne), idet Maribo Kloster da synes at have fået overdraget en ejendom ved den

nuværende Mariager by til her at grundlægge et Birgittinerkloster.

I sin endelige form hidrører Mariager Kloster dog først fra Kristoffer af Bayern’s tid.

Det, der gav stødet til det, var, at Kartheuserordenen år 1428 havde fået overladt de to

ganske hensygnede Benediktinerklostre, Glenstrup og Vor Frue i Randers, med alle

disses Besiddelser til deraf at grunde et Kartheuserkloster, men senere opgav foretagendet

og i stedet overdrog ejendommen til Birgittinerne i Maribo, til brug for et nyt

Birgittinerkloster  i Danmark.

Kristoffer af Bayern stadfæstede denne ordning, og i et brev af 1446 bekræfter Paven

ligeledes godsoverdragelsen og gav tilladelse til stiftelsen af det ny Birgittinerkloster under

navnet Mariager.

Opførelsen af klosteret trak dog i langdrag; endnu 1468 var det langtfra færdigt, og Kristian I

tilskrev da Paven om klosterets vanskeligheder og bad om støtte til, dets fuldførelse.

Kongerne viste i det hele Mariager Kloster megen velvilje.

1449 gav Kristian I det brev på fri havn i den nærmest tilstødende vig af Hobro fjord, og

kongerne Hans, Kristian II og Frederik I stadfæstede eller udvidede dets privilegier.

Særlig støtte fandt klosteret fremdeles hos adelen, til hvilken i øvrigt også dets af nonner og

munke under styrelse af en abbedisse og en generalkonfessor bestående personale væsentligst

hørte. Det var jo rart at have et sted, man kunne sende sine døtre og sønner hen.

Dels ydede adelen jordegods eller kostbarheder ved novicernes indtrædelse (novice: uerfaren

nybegynder), dels skænkede  den ordegods for afholdelse af messer eller for at få tilladelse til

bisættelse i klosterkirken.

I sin velmagtstid havde Mariager Kloster ejendomme og andre besiddelser rundt om i Jylland

i by og på land, deriblandt adskillige kirker, møller med mere i Mariager Købstad, der i øvrigt

skyldte klosteret sin opkomst, stod længe i et vist afhængighedsforhold til dette.

Ved reformationens indførelse i 1536 inddroges klosteret under Kronen, og det var nu sæde
for en kongelig lensmand; nonnerne og »de indgivne Brødre« (det vil sige: munkene) fik

dog lov at blive boende, og endnu en årrække efter modtog klosteret nyt personale, idet

adelen havde ønsket at bevare det som et hjemsted for adelsfrøkener.

De vekslende lensmænd gjorde det derfor til en pligt at underholde klosterjomfruerne og

brødrene samt til disses opbyggelse at holde »en lærd Prædikant, som skal lære og
prædike Guds rene Ord«.

Efterhånden affolkedes dog klosteret mere og mere, og endelig blev det 1588 ganske ophævet.

Det vedblev imidlertid at være et kongeligt len indtil 1664, da det solgtes og gik over i privat

besiddelse.

De første ejere var Albert Baltzer Bernt’s arvinger og Leonhard Marselis, derefter F. L. v. d.
Wiele, d. 1680, og fra 1683 den tyske Friherre Andreas Pauli v. Liliencron, af hvis arvinger
Frederik IV 1713 overtog det i Kraft af sin indløsningsret. Ved auktion 1720 købtes gård og

gods af et interessentskab, som dog allerede 1724 måtte sælge Mariager Kloster til justitsråd
Sev. Benzon. Senere har det været i flere forskellige slægters eje.

De gamle, meget betydelige klosterbygninger er nu for største delen nedbrudte, hvilket
væsentlig skete 1721—22 og 1724. Tilbage står dog, om end i stærkt formindsket skikkelse

(siden 1788—89), kirken, der tjener til sognekirke for byen, samt en enkelt fløj (den nordre)

af Munkegaarden, to stokværk høj, overhvælvet i underste stokværk og med et efter
Reformationen tilbygget trappetårn paa sydsiden. Efter at være købt af Staten blev

denne fløj 1891 restaureret (Arkitekt: Prof. H. C. Amberg) og indrettedes til Herredsfogedbolig

og -kontor.
(Litt.: H. Dahlerup, »M. K.’s og Bys
Historie« [Kbhvn 1882]; Vilh. Lorenzen, »De
danske Brigittinerklostres Bygningshistorie«
[Kbhvn 1922]).
C. Ngd.

Undersøgelser i birgittinerklostret i Mariager
Afdeling for Middelalder- og Renæssancearkæologi har i efteråret 2011

udført en mindre bygningsarkæologisk undersøgelse af nordfløjen i

birgittinerklostrets brødregård.

Opmålingsarbejdet er udført af studerende tilknyttet KA-kursusforløbet "Bygningsarkæologi".

Dommerkontoret og dommerboligen i Mariager er overtaget af menighedsrådet i Mariager.

Bygningen er under renovering og får forskellige nye ledninger ført ind. I den forbindelse

har man påvist sydfløjen med tre parallelle fundamenter i brødrenes vestgård.

 

Jeg kan fortælle videre om Munkegården - som ses ovenfor - at jeg fik fortalt af tjeneren i Bræd-

dehytten i Hobro, at menighedsrådet havde købt den af Kulturarvstyrelsen og bitterligt fortrød, da

restaureringen - som foregår nu - vil løbe op i astronomiske summer. Man føler sig simpelthen

snydt.

På billederne ser du et par medarbejdere fra Moesgård Museums arkæologiske afdeling i færd

med at foretage en opmåling.

Det ser ud til at stedet foruden at være anvendt til dommerkontor også har været brugt til andre

formål - eksempelvis konfirmandundervisning. Jeg kan desværre ikke finde flere oplysninger

for indeværende. Jeg ville gerne vide, hvad man havde givet for det og hvad istandsættelsen vil

beløbe sig til og hvor meget af bygningen, der rent faktisk er original.

 

Så kører vi ned til havnen og kigger lidt rundt. Vi er ikke sultne lige nu og skal derfor ikke

på besøg i grill- og pølseboden. Ispinde er det heller ikke lige sæson for. Vi vil senere tage

lidt frokost på en kro.

Her ser vi den fredede saltkran. Bagved ser vi saltmuseet. Det kostede en mindre formue

at aflægge besøg der og vi skulle ikke bade i "Det døde hav".

Det er simpelthen optrækkeri.

Man kan se en saltmine derinde, hævder man. Vi har set en rigtig en i Hallein i Østrig

syd for Salzburg. Her kunne man køre på træslidsker ned i dybet så man blev ganske

varm i numsen - se underjordiske søer og få fortalt, at minen strakte sig helt ind under

Hitlers bjergvilla i Obersalzberg, som ligger i Tyskland. Så der var en grænsepæl dernede.

Vi fik masser af salt med hjem. Her kan man også købe salt - sydesalt - i små poser til en

mindre formue.

Odense, Bogense, Middelfart, Assens, Fåborg, Svendborg,

Nyborg - Kerteminde.

Vi drøfter hvordan vi skal tage turen hjemad søndag den 6. november 2011. Skal vi køre ad den gamle

landevej ned gennem Jylland til Lillebæltsbroen eller skal vi tage motorvejen og så til gengæld

bruge tiden på at se lidt af Nordfyn, som Inge-Lis aldrig har fået set.

Det valg er ikke svært. Det bliver motorvejen og Nordfyn.

Vi tager afsked med "Kundskabens Træ" udenfor vort værelse. Æblerne er sure og små og "Livets

træ" kan jeg ikke finde. Jeg havde ellers gerne skåret mig en podekvist.

Inge-Lis triller bilen ned ad E45 med GPS koblet til. Vi drejer fra ved et transportcenter langs motor-

vejen. Får os en lille pause, en dobbeltburger og en lille cola med tonsvis af isklumper. Det mætter

i fem minutter. Jeg lader isklumperne blive stående. Det er et sted for børn.

 

En bagerbutik. Brød er blevet dyrt og folk køber brød på tankstationer og supermarkeder

der kan bage af mix-blandinger og derfor kan levere varmt brød. Denne udvikling har

medført at over 600 bagere har måttet dreje nøglen gennem de sidste år.

Jeg der stammer fra et bagerdynasti er selvfølgelig beskæmmet. Der er kommet meget

nyt til, men jeg savner nu kryddere, gifler, rosenbrød, tvebakker, sigtebrød, surbrød

og rasp i poser. Udvalget af flødekager er yderst begrænset i denne butik. Jeg har aldrig

brudt mig om de kedelige tørkager, men de er jo lidt langtidsholdbare. Ikke engang

et lille rosinbrød er der på hylderne.

Vi får lige et kig ned ad gågaden Langegade.

Der er også en museumsbutik her i Langegade. Her kan man handle som omkring år

1900.

Her vi et gammelt bindingsværkshus byens museum her i Langegade.

 

 

KIRKEN KOMMER TIL KERTEMINDE
Omkring 925 gravsætter man en ukendt høvding ved bredden af Kerteminde fjord. Endnu er det vikingetid med asatroen. Med Odin og Thor og hele den nordiske gudeverden. Men den sang på sidste vers – hvad ingen af deltagerne i højtideligheden omkring Ladbyskibet vel kunne forestille sig. Men kristendommen bankede på døren sydfra. Faktisk var den katolske mission påbegyndt på dette tidspunkt. Og omkring 965 lader Harald Blåtand sig døbe, hvorved Danmark i realiteten bliver en del af pavedømmet i Rom.
Om en brat overgang har der dog ikke været tale. I 1060 inddeler kong Svend Estridsøn landet i 8 bispedømmer – hvoraf det ene kom til at ligge i Odense.
Omvandrende munke er vel også kommet til Kertemindeegnen. Rundt om i landskabet dukkede små landsbykirker op. Men ved fiskerlejet i Kerteminde skal vi helt frem til omkring 1300, før vi finder spor af den første kirke i byen.

Kertemindes første kirkebygning



Som tegneren Lucy Bergström forestiller sig, den første kirkebygning har set ud

I dag er det formentlig tårnet, der er resten af den gamle kirke. En kirke der har været væsentlig mindre, end den vi kender i dag. Nærmest som en landsbykirke. Men den har raget godt op over byens øvrige huse. Og det kraftige tårn kan lede tankerne hen på et forsvarsværk – som rundkirkerne på Bornholm. Uden at vi dog har belæg herfor. Til gengæld har der været en glimrende udsigt over Kertemindebugten fra dette tårn. Herfra har man kunnet advare om eventuelle fjenders ankomst.

Kerteminde kirkes anden fase



Som tegneren Lucy Bergström forestiller sig, kirken har set ud efter den første udvidelse.

Kirken blev indviet til den hellige Sankt Laurentius – en af middelalderens populære værnehelgener. Sankt Laurentius havde ganske mange områder under sig. Blandt andet beskyttede han fattige og fiskere. Og mod ild og brandskader. En trussel, der hurtigt kunne lægge et lille bysamfund øde i en tid med træ og stråtag.
Den oprindelige kirke var som nævnt ikke særlig stor. Men efterhånden som byen voksede og i 1413 fik købstadsrettigheder må ønsket om at få en større kirke være vokset frem. i 1419 fik kirken sin klokke -”Tiklokken” – der stadig hænger i tårnet Den kaldte til andagt og messe – morgen, middag og aften.

Den færdige Kirke



I slutningen af 1400 tallet stod kirken endelig færdig.

I 1447 kom endnu en til – kaldet ”Stormklokken”. Måske er det i forbindelse med ophængningen af denne, at man har påbegyndt en større udvidelse af kirken mod øst – hvor koret findes. Udvidelsen skete i tidens stil, så kirken nu blev treskibet. Over koret knejsede ligeledes et nyt spir. Og nu havde flere katolske helgener fået deres altre i kirken. I 1487 opføres et alter til "Vor Frue" - jomfru Maria. Som Jesu moder var hun den helt centrale person at få til at gå i forbøn. Men også hendes moder, den hellige Anna, Skt. Gertrud og ikke overraskende Skt. Nikolaj kom til. Sidstnævnte er jo skytshelgen for søfolk. Pragtstykket var dog Kristus i kisten.

Kristus i kisten

Pragtstykket var "Kristi grav", der blev skænket til kirken få årtier før reformationen: en træskuptur der forestiller Jesu lig lagt i en fornem og bemalet kiste. Figuren spillede en central rolle i forbindelse med påsken. Langfredag aften blev den korsfæstede taget op af kisten og båret rundt i byen i procession, mens der blev spillet sørgemusik. Et regulært begravelsesoptog. Og en procession der stadig udspiller sig på samme måde i de katolske lande.

At kirken i dag ligger en meter lavere end gadeniveauet, så man går ned i kirken, hænger sammen med, at Langegade i Middelalderen netop lå i dette niveau.

Det er lidt usikkert, hvornår tilbygningen stod helt færdig. Året 1476 går igen flere steder. Noget tyder dog på, at det var dette år, man kunne indvie det nye kor. Selve det store byggeri fortsatte i flere år. Så det er først frem mod slutningen af 1400-tallet at den store kirke stod helt færdig. Som endnu et tegn på, at købstaden Kerteminde var i fremgang.

Men. Endnu engang bankede nye tider på døre. Opgøret med pavekirken og den katolske tro bredte sig ud over den nordlige del af Europa. Og i 1536 går den danske kirke officielt over til at være lutheransk. En på flere måder skelsættende begivenhed. Helgenerne blev afskaffet - der skulle ikke være nogen mellem den enkelte og Gud.

Helgenbillederne blev smidt ud af kirken. Om Mariadyrkelsen så ophørte fra den ene dag til den anden er nok lidt usikkert. Men pavestolens greb om kirken i Danmark var slut. Det eneste, der nu stod - og står - tilbage, er navnet på byens kirke: Sankt Laurentius. Som minde om dens oprindelse.

 

Jeg er gået alene ind i kirken. Inge-Lis vil hellere se lidt på gågaden og trække lidt luft.

 

Det undrer mig, at kirken er fuldt illumineret. Jeg ser kirketjeneren suse rundt og sætte lys i stager.

 

Jeg hilser på ham. Han besvarer min hilsen og siger: "Vi fejrer Allehelgensaften kl. 17.00 ved en særlig gudstjeneste - jeg er ved at gøre klar og har lidt travlt".

 

"Sig mig lige engang du kirkens tjener - afskaffede vi ikke det her med reformationen?".

 

"Øh, bøh - det er jo en fest for de afdøde - for alle sjæle - det kan man da godt fejre! Det gør de jo også i U.S.A. med Halloween. Vi læser navnene op på alle de der er døde i årets løb".

 

Jeg siger ikke noget, men tænker mit om monstre, døde der dukker op og udskårede græskarhoveder og monstrefilm.

 

 

Allehelgensaften er i lighed med Allehelgensdag stort set gået i glemmebogen i den danske kultur, idet den blev afskaffet under helligdagsreformen af 1770. Den er ved at vinde indpas i dansk kultur igen, under det amerikanske navn. I dag fejrer man det efter den amerikanske model.

Allehelgensaften blev egentlig til under et andet navn ("Samhain") som en hedensk højtid blandt kelterne i Irland og Storbritannien. I det 19. århundrede blev traditionen taget med til Nordamerika af hovedsageligt irske, skotske og andre immigranter, som transporterede de forskellige versioner af traditionen med sig. I det 19. århundrede startede dagen, ifølge kirken og den florentinske kalender, ved solopgang.
 

Allehelgensaften er aftenen før Allehelgensdag (som er 1. søndag i november). Ifølge folketroen er det den aften, hvor hekse, genfærd og mørkets magter er løs for at vanære og håne de helgener, der festligholdes på Allehelgensdag.

 

I USA og de øvrige engelsksprogede lande kaldes allehelgensaften for Halloween og er under det navn en stor festdag, der med et glimt i øjet lægger vægt på gys og gru med hekse, spøgelser, spindelvæv, edderkopper, horrorfilm, osv.

Halloween kan sammenlignes med traditionen omkring fastelavn i Danmark. I begge traditioner klæder børn sig ud og går rundt og banker på nabokvarterets døre for at få slik (i USA siger børnene trick or treat, altså "slik eller ballade"). I Danmark foregår dette dog overvejende om dagen, mens det i USA foregår om aftenen. Mens fastelavn primært er en børnefest fejres Halloween også af voksne.

En af de mest kendte Halloween-skikke er at udskære orange græskar (pumpkins) med skræmmende ansigter og bruge dem som lamper, såkaldte Jack o' Lanterns. De traditionelle Halloween-farver er sort og orange.

 

Nå - det er nok helgenfejringen man er i gang med i kirken. Det er OK, mens TIVOLIS Halloween arrangement kan trække et hav af gæster (264.000 i 2008) er kirkens gæsteantal nok mere beskedent. Vi har kun en rigtig helgen i Danmark og det er Sct. Knud - Knud den Hellige, som blev myrdet i kirken i Odense i 1086 af oprørske bønder, der kaldte ham Knud Tyran. Vi har flere helgener lad os nævne Valdemars far Hertug Knud Lavard, men de er ikke rigtige helgener for pavekirken har aldrig konkretiseret dem. Kun Knud den Hellige har opnået denne anerkendelse fordi der "beviseligt" skete mirakler efter hans død. Det gjorde der også med den anden Knud, men de kunne ikke anderkendes. Ved reformationen i 1536 afskaffede man det her helgenvæsen og betragtede det som overtro.
 

Jeg beder ham om at fortælle lidt om kirken - og det gør han så, mens han pusler rundt. Det er ikke så ringe endda - så hør bare her:

 

Monstransskab
I dag findes det gamle monstransskab stadig. Inde i kirken. Det er faktisk en form for pengeskab, hvor man opbevarede den såkaldte monstrans - en ofte kostbar opsats, hvor der var plads til hostien. Denne, der er det samme som vore dages alterbrød, blev inden gudstjenesten placeret i hostien, hvorefter det blev båret frem for menigheden og konsekreret. Det er den handling, hvor præstens ord forvandler "brød og vin" til Jesu kød og blod. I modsætning til den protestantiske kirke, hvor brødet og vinen er symboler. I den katolske tid foregik en lang række messer på latin. Når præsten holdt brødet frem, udtalte han sætningen "Hoc est corpus Christi". En sætning, der var svær at forstå for menigmand. Men at der skete et under, det forstod man. "Hoc est corpus..." blev efterhånden til "Hokus pokus". Man kunne jo heller ikke have, at mus eller nisser gnaskede brødet i sig om natten.
 ca. 1400

Billedstormerne
Mange steder gik det voldsomt for sig, da man gjorde op med den katolske kirkes inventar. Altre blev fjernet og ofte hugget til pindebrænde. Det samme gjorde sig gældende for helgenfigurerne. Vi ved ikke, hvad der skete i Kerteminde. Men i alle fald blev helgenaltrene fjernet. Til gengæld blev Kristi kiste ikke rørt. Svært har det vel egentlig også været pludselig at skulle smide noget ud, som har haft en central placering i det enkelte menneskes religiøse univers.
Biskoppen over Fyn, Jacob Madsen, foretog i perioden 1588-1604 en lang række visitatsrejser rundt om i sit stift. I adskillige kirker fandt han spor efter katolikkerne, hvilket gjorde ham rasende. Og den enkelte kirke fik påbud om omgående at skaffe disse spor af vejen. Han kaldte dem ligefrem "De gamle skarns forgiftede, slemme og unyttige tavler". I Skt. Laurentius kirke opdagede han, at både monstransen og Kristus i kisten stadig fandtes. Præsten måtte højt og helligt love at få dem bortskaffet. Da biskoppen året efter kom tilbage, var dette endnu ikke sket. Men kirken gemte Kristus i kisten - og det var først under et større arbejde i kirken i 1845 at den gamle, katolske kiste med den lidende Jesus blev fjernet.
Og anbragt på Nationalmuseet i København.
Billedet stammer fra en tysk bog om reformationen fra slutningen af 1500-tallet
ca. 1580

Udgravninger ved kirken
Kertemindeegnes museer foretog i efteråret 2004 en række udgravninger ved kirken. Det skete i forbindelse med omlægningen af torvet. Her stødte man på adskillige skeletter fra middelalderen. Skeletter der kan være med til at give historien nye indfaldsvinkler
ca. 1400

Kærlighed og mord

Erik Ingemann

I 1733 bliver den 33-årige Johan Hornemann præst ved Skt. Laurentiuskirken i Kerteminde. Gennem sit bekendtskab med præsten i Brenderup, Anders Larsen Hvid, mødte han i 1730 dennes 18-årige datter, Anne Helene, som han gerne så som sin kone. Hun var imidlertid ikke umiddelbart til sinds at gifte sig med den 22 år ældre præst – slet ikke da hun betragtede sig så godt som forlovet med den unge teologistuderende Lars Mørch. Men hendes fader fandt Hornemann et passende parti. Og den unge Anne Helene blev tvunget til at gifte sig med præsten. Om ægteskabelig lykke har der vel ikke været tale. Anne Helenes følelser for kæresten var lige stærke.

De to besluttede sig derfor at skaffe ægtemanden af vejen. De forsøgte sig med forskellige former for gift – men selv om præsten måtte holde sengen, så lykkedes det ikke at få ram på ham.
Da man en morgen i marts 1731 fandt pastor Hornemann liggende død for foden af husets trappe – kun iført nattøj – var der umiddelbart ingen, der tvivlede på, at præsten måtte være faldet ned ad trappen, hvorved han havde brækket nakken. Kertemindes underfoged, Friis, holdt ligsyn og kunne kun konstatere, at der var tale om en hændelig ulykke. Få dage senere blev han begravet – mens medlidenheden samlede sig om den sørgende, unge enke.

Imidlertid havde de to kærestefolk svært ved at skjule deres glæde over udsigten til, at de alligevel kunne få hinanden. Anne Helenes svoger, der var byskriver i Nyborg anede på en eller anden måde uråd. Og lagde sag an mod enken ved bytinget i Kerteminde. Under denne sag kom der blandt andet et stærkt belastende vidneudsagn fra byens barber, der kunne berette, at Anne Helene havde forsøgt at bestikke ham til at forgifte præsten.

Det blev vendepunktet, der resulterede i, at sagen nu blev overdraget til Landstinget i Odense. Og da kæresten Anders Mørch havde været uforsigtig nok til over for forpagteren på Wedelsborg, Søren Breinholm, at antyde, at han havde haft en finger med i spillet, gik de helt galt. Forpagteren gik til myndighederne med sin viden, hvorefter man skred til anholdelse af både Mørch og Anne Helene. Men begge erklærede sig aldeles uskyldsrene over for den kommission, der va blevet nedsat. De negative vidneudsagn var imidlertid belastende – og da man gik over til såkaldt ”pinligt forhør” – det vil sige tortur – faldt tilståelserne.
Lars Mørch anede jo nok, hvilken vej det bar. Så det lykkedes ham at stikke af fra fængslet. Men kun en stakket frist i friheden blev det til. Så var han atter bag lås og slå.

Både Lars Mørch og Anne Helene blev dømt til døden for mordet – en dom, der blev stadfæstet af Højesteret.

Henrettelserne fandt sted torsdag den 4. december 1732. Anne Helen blev halshugget på byens torv, mens Lars Mørch blev henrettet med økse uden for byens volde. Hans hoved blev sat på stejle og kroppen parteret og lagt på hjul. Som ravneføde.

Det var en god historie for forfatterne til skillingsviserne. Et blodigt kærlighedsdrama. Og det varede da heller ikke længe før der dukkede flere viser op.
Af hensyn både til aktualitet og salg lagde forfatterne ordene i hovedpersonernes mund. Hvor gribende det end kan synes, så er det dog pure opspind. Der er overleveret en vise både om Lars Mørch og om Anna Helena.

Skillingsvise


Forsidetrykket til den triste historie


”En Arm Syndres klagemaal ved Nafn Lauritz Mørch”

”Min Synde-Straf ieg maa nu faa
At ieg dend ævig kand undgaa,
Min Krop én Steyle klæde maa,
Mit hoved fæstes oven paa.”

I visen ”En bedrøvet Syndrindes klagemaal ved Nafn Anna Helena Hvid” hedder det:

”Vi vare Sødskend-børn begge,
Vi elsked hverandre saa,
At vi Os derfor maa ned legge
For Bødelen vor Straf at faa.
Mit Hoved for eet Svært gaar af,
Oc nyder saa éen ærlig Graf.

I Jorden maa ey Mørch nedlegges
Naar Øxen slaar hands Hovet af,
Hvo kand nu der ved ey beveges,
En Steyle være skal hands Graf,
Men Siælene med Glæde skal
Op stemme i Guds Himmelsal.”

Virkeligheden har nok været mere barsk end som så.

En smuk lysekrone. Godt for kirketjeneren, at han ikke skal sætte lys i stagerne.

I det nordre sideskib finder jeg denne ophængte skibsmodel. Den er fra 1685. Den er blandt landets

ældste og bærer navnet "Dannebrog". Der er også et  årstal på den nemlig 1765, men det henviser blot

til en restaurering. Navnet kan opfattes som et minde over 22 søfolk fra Kerteminde, der omkom

sammen med Ivar Huitfeldt under slaget i Køge Bugt i 1710.

 

Nu skal du høre om et helt andet slag:

Der havde i umindelige tider hersket et særdeles spændt forhold mellem Danmark og Sverige.

1. juni 1657 erklærer kong Frederik III krig mod den svenske kong Karl 10. Gustav, der lå med størstedelen af sin hær i Vestpreussen.

Men den var ventet, så det var en alt andet end uforberedt svensk hær, der nu rykkede mod Danmark. Kerteminde mærkede i første omgang ikke noget til krigshandlingerne.

Og dog. Der var på forhånd lavet en indkvarteringsplan for et rytterregiment på 102 personer, der skulle indkvarteres og underholdes af byen.

En ganske voldsom åreladning for det lille samfund.

Senere kom der besked om, at byen skulle stille med 14 heste til at trække kanoner. Tillige med ”stænger, sadler, tømmer etc”. Måske ikke så underligt, at det kommer til flere klager over det voldsomme indhug på hø og havre – ja endda øllet. Senere lægges der midlertidigt beslag på 200 vogne, der skulle køre fra Kerteminde mod Odense med ammunition. Men endnu engang: selve krigens rædsler blev byen foreløbig sparet for.

Men galt gik det så. I januar 1658 var den strenge vinter nu så alvorlig, at isen i Lillebælt kunne bære de svenske tropper, der herefter marcherede og red over til Fyn. Nu var krigen for alvor kommet til øen. Den danske hær havde trukket sig tilbage, så svenskerne kunne uden sværdslag rykke ind i Kerteminde allerede 2 dage senere. Huse, korn, heste, fødevarer – og hvad man ellers faldt over – blev konfiskeret. Endvidere blev byen brandskattet. 1500 rigsdaler måtte den levere til fjenden. Et af de højeste beløb på Fyn. Der har givet ikke været mange hjem, der er sluppet for svensk besøg. Men Roskildefreden den 26. februar samme år satte et midlertidigt stop for krigshandlingerne. Hvilket dog ikke var ensbetydende med, at de svenske soldater umiddelbart forlod byen. De fortsatte med indkvarteringerne et godt stykke tid endnu.

Og 7. august bryder svenskekrigen løs igen. Med fornyet styrke. Denne gang slipper Kerteminde ikke uden om de egentlige krigshandlinger. Nu forsøgte den danske – hollandske flåde under ledelse af Hans Schack et angreb på Nyborgs Fæstning. Ekspeditionsflåden, der talte op mod 100 større og mindre skibe – omkring halvdelen var landgangsfartøjer – at gå i land ved Nyborg. Men opgav tanken. I stedet sejlede man mod Kerteminde, mens de svenske ryttere fulgte med langs stranden. Og forskansede sig med hovedstyrken syd for Langebro. Sammen med deres artilleri. En mindre gruppe dragoner gravede løbegrave nord for byen – ved Kikkenborg

Pludselig åbnede den dansk-hollandske flåde en voldsom kanonild mod byen. Med et forfærdende resultat. Langebro blev ødelagt, så man ikke kunne komme nord for byen, hvor landgangen var påtænkt. Men også talrige af husene blev skudt sønder og sammen – Toldboden mistede sin øverste etage – og ildebrandene rasede. Skibssbro og skibe blev ødelagt.

Stranden ved Kikkenborg var udset til landgangsplads – soldater og heste måtte hoppe i det kolde vand og kæmpe sig ind på land, hvor man hurtigt fik nedkæmpet de fåtallige svenske tropper og jaget dem på flugt.

Kerteminde blev tilbageerobret –men et stykke tid endnu var egnen præget af stedvise kamphandlinger. Indtil det afgørende slag ved Nyborg den 11. november, der markerede Fyns endelige befrielse.
Men. Befrielse er måske et lidt voldsomt ord. Nu var det de danske lejetropper, der rykkede ind – med samme brutalitet som de svenske – så udpiningen fortsatte. Hertil kom så, at høsten det efterfølgende år var præget af misvækst – hvilket gjorde elendighederne endnu værre.

Kerteminde havde før rejst sig efter katastrofer. Men denne gang var kræfterne ikke længere fuldt til stede. Hverken befolkningsmæssigt eller økonomisk. Var konjunkturerne for byen allerede vendt o.1640, så tog tilbagegangen nu for alvor fat efter 1659.

 

Kampen på kirkegården

 
Antallet af omkomne soldater under landgangen ved Kikkenborg har tilsyneladende ikke været særligt stort.

Men i Sankt Laurentius kirken hænger et par støvler og en kårde, der skal have tilhørt en dansk officer major Syrich, der ene mand kæmpede mod 10 svenskere på kirkegården. Han skulle have fældet adskillige svenskere under den indædte kamp – inden han selv blev dræbt. Efter at svenskerne var blevet slået på flugt, begravede de overlevende borgere officeren inde i kirken. Og hængte hans støvler og kårde op i den søndre side af skibet.

Navnet på den dræbte blev hurtigt glemt – allerede i 1770 må byens provst ”beskæmmet vedgå”, at navnet ikke længere kunne erindres.

Så på sæt og vis hænger de i dag som minde over den ukendte soldat. Og navnløse var vel de fleste af datidens lejesoldtater, når de blev kylet ned i en tilfældig massegrav. Men krig avler myter. Derfor fik den faldne officer også sin, her omtalt efter Pastor Bøgh:

 
”En dansk Officer, hvis Navn er ilde glemt, kom her til Byen, da den var i de Svenskes Hænder. I hvad Hensigt eller ved hvad Lejlighed han kom her, vides ikke, men de Svenske skal ikke have villet give ham Kvarter.
På Kirkegården blev han uformodentlig overvældet, men staaende endnu paa sine Knæ fik han Lejlighed til at forsvare sig og skal i denne positur havde fældet eller saaret 9 svenske Officerer, førend den 10nde gav ham Banesår.
Derefter blev han af sine Overmænd parteret Led for Led indtil Benene.
Siden samlede man hans levninger og begrov dem i Koret, hængende til hans Tapperheds Amindelse hans Støvler og Kårde samt en blot Tavle, hvor paa man vel engang havde tænkt at beskrive hans Endeligt.”


Det lyder som en myte, at de svenske soldater skulle have givet sig tid til – i kampens hede - at have parteret en dansk soldat. Men myten har sin funktion som opbyggelig fortælling. - og det har måske været som sådan, den er blevet brugt.

 

Du kan lige hygge dig med en film om det her, hvis du altså gider - bare klik her: http://www.kertemindekirke.dk/film.aspx

 

Til beskrivelsen af kirken og de gode historier har jeg anvendt en folder jeg fik i hånden, da jeg gik ud af kirken. Jeg har også anvendt et leksikon "Danmarks nationale serværdigheder" og "Ture i Danmark" samt en del andre værker, men jeg blev også inspireret af kirketjeneren Claus.
 

 


 

Det inventar vi møder i kirken er barok. Det er farvestrålende, men også lidt svulstigt. Her er det

prædikestolen med lydhimmel fra 1676.

Det her er en noget speciel døbefont. En knælende engel der holder en muslingeskal. Det er en

zinkkopi af H.W. Bissens marmororiginal i Middelfart kirke - den er fra 1844.

Der er et rigtigt smukt smedejernsgitter der udgør alterskranken fra 1712 her ved knæfaldet.

Altertavlen er i bruskbarok fra 1675 med alterbillede af Christoffer Faber fra 1856. Det er den sidste

nadver med 13 til bords ved lammestegen, nemlig Jesus og de 12 disciple. Jesus holder om sin yndling

lille Thomas. Judas sidder i forgrunden til højre mørk og skummel med sin pengepung.

Ovenover ser vi Jesus på korset.

De fire evangelister er også kommet med som barokfigurer. Matthæus, Johannes, Markus og Lukas.

Der er vist også kommet en lille fed basunengel med ved Matthæus fod.

I et sidekapel henstår et par sandstenssarkofager, der er leveret af Johan Thiel i Flensborg, formentlig

indeholder de jordiske rester af et par af den herskende overklasse på egnen

- det er Peder Juel og Birgitte Levetzau. Et levn fra fortidens klassedelte samfund,

hvor alt blev målt i rang og stand.

Det er smedejernsgitteret jeg er faldet for.

Prædikestolen med lydhimmel endnu engang.

Orglets facade er i barokstil, men lad dig ikke narre. Orglet er nemlig langt yngre fra 1938.

Kirketjeneren har fået sat lys i alle stagerne.


 


 

Vi går en tur i Langegade, som er byens gågade. Jeg lader billederne tale for sig selv.

Her et kig fra broen som Odensevejen løber over. Vi ser mod vest ind over Kettinge Nor. Går

man over broen til venstre i billedet støder man på Amanda.

Endnu et kig fra broen - her mod øst ind over havnen, Kerteminde bugt og Storebælt længere ude.

Vil man sejle til Odense, må han hele vejen rundt om Fyns Hoved og så sejle ind ad Odense Fjord.

 

HÅNDBRYGGET ØL AF DE BEDSTE RÅVARER

AMANDA

4,5% vol.

Kerteminde Bryghus´ AMANDA er en overgæret øl brygget på en malttype, tre humletyper, gær, vand, lime, citron og kryderurter. Ingen tilsætningsstoffer. Ufiltreret og upasteuriseret.

Brygget efter inspiration af historien om fiskerpigen "Amanda" fra Kerteminde. Hun var, som øllen er, flot i figur, smuk i farve, frisk i sind og mild i karakter.

Skøn lysgylden overgæret øl, mild humlet med en frisk duft og let smag af citrus og krydderurter. Nydes såvel som velkomstdrink, alene eller til lette lyse retter.

Bør serveres ved 4-6 grader.

 

JOHANNES LARSENS ALE

5,0% vol.

Kerteminde Bryghus´ JOHANNES LARSENS ALE er en overgæret øl brygget på seks malttyper, to humletyper, gær og vand. Ingen tilsætningsstoffer. Ufiltreret og upasteuriseret.

Ikke en dag uden sild, spegepølse, øl og snaps. For Johannes Larsen var måltidet også en højtid - og hustruen Alhed Larsen bryggede selv. Siden opførte familien et stort bryggeri i Møllebakkens have. Her bryggede sønnen Andreas Larsen den mørke fyldige "Vikinge Øl".

Øllet har en mild humlet og kompleks smag af karamelmalt med et strejf af modne frugter. Flot mørk rødbrun farve og et godt skum. Nydes såvel alene som til et godt måltid mad.

Bør serveres ved 8-10 grader.


 

 

FRITZ SYBERGS PILSNER

5,0% vol.

Kerteminde Bryghus´ FRITZ SYBERGS PILSNER er en undergæret øl brygget på tre malttyper, en humletype, gær og vand.

Ingen tilsætningsstoffer. Ufiltreret og upasteuriseret.

"Giv mig en bajer... jeg vil berømme det ravgule Øl fra Fad." Linjerne stammer fra Johannes V. Jensens digt "Ved Frokosten" fra 1906. Linjerne "gendigtede" vennen Fritz Syberg i et mesterligt maleri med samme titel. Busten af maleren Fritz Syberg (etiket forside) er skabt af Johannes V. Jensen.

Øllet er karakteriseret ved en kraftig type med god rund fyldig smag af malt og humle. Skøn gylden farve og flot lyst skum. Nydes såvel alene som til et godt dansk frokostbord.

Bør serveres ved 6-8 grader.

 

Vi drak et par af disse øl på den måde, at vi købte flere og så delte så vi begge kunne smage. Der er mange flere typer, men det her var de vi prøvede af. De var udmærkede, men prisen var alt for høj. Inge-Lis førte bilen, så hun måtte højst indtage en enkelt.

 

 

Inge-Lis sidder inde bag vinduet. Hun er ved at få undersøgt nogle ting omkring et muligt

arrangement på hotellet for Seniordansere. Priser. Antal værelser. Sal og så videre.

Servitricen som sød og venlig kunne fortælle, at hun hele sit liv havde boet på Fyns Hoved

og dagligt måtte tage turen til og fra Fyns nordspids.

Jeg er gået uden for. Man må ikke ryge inden døre.

Det er nemt at huske at navnet på hotellet. Det er jo opkaldt efter vor Statsminister.

Det ligger lige ved broen og dermed ud til Kerteminde Bugt.

Vi spiste aftensmad på hotellet. Jeg fik en engelsk bøf og Inge-Lis tog sig en fyldt

Rødspætte.

Så slog vi GPSen til og trillede hjem. Der er ikke særligt langt fra Kerteminde til Korsør.

Det var så beretningen om fødselsdags- og miniudflugt til hovedlandet. En glimrende

tur og forhåbentlig er fødselaren tilfreds med det hele.