INKASSO

 

Lettere at opkræve

Der er kommet nye regler for inkassosager, der gør det muligt selv at inddrive gæld uden hjælp fra en advokat. Før skulle man først have dom over skyldneren i civilretten og derefter anmode fogedretten om at inddrive gælden. Nu kan man nøjes med at aflevere et betalingspåkrav til fogedretten. Man skal blot udfylde en blanket.

Desuden er det også blevet billigere at inddrive gæld, idet gebyret i alle sager op til 50.000 kr. udgør 400 kr.

Hvis skyldneren ikke protesterer overfor kravet, kan man aflevere et betalingspåkrav til fogedretten, som maksimalt må være på 50.000 kr. ekskl. renter og omkostninger. Fogedretten gennemgår kravet, og hvis det kan godkendes, bliver det meddelt skyldneren, som får 2 uger til at protestere overfor kravet. Undlader skyldneren at protestere, bliver betalingspåkravet godkendt og fungerer derefter som dom.

Ønsker kreditor gælden inddrevet, vil fogedretten indkalde parterne til et møde, hvor der kan laves en betalingsaftale, og kreditor kan få sikkerhed for sit tilgodehavende i form af udlæg.

Forenklingen af inkassoprocessen betyder, at mange mindre kreditorer (herunder grundejerforeninger) nu selv kan inddrive deres gæld uden hjælp fra en advokat.

Blanketten til betalingspåkrav findes på www.domstol.dk, hvor man også kan få en vejledning til processen. Begge dele kan også hentes i fogedretten.

Vi håber på, at vi aldrig får brug for denne fremgangsmåde, men der er desværre et par medlemmer i Holmegårdsudstykningen, der ikke mener de skal være "tvungne medlemmer" og lige skal prøve bestyrelsens grænser af.

Det er jo meget opmuntrende, når bestyrelsen udfører ulønnet arbejde i sin fritid for medlemmerne og så samtidig skal høre på, hvad disse medlemmer kan lukke ud, når man beder dem betale. Heldigvis er det kun ganske få medlemmer.

Vi kan ikke slette dem som medlemmer og vi kan ikke ekskludere dem, men de har ingen stemmeret på vore forsamlinger, når de er i restance.

Det er faktisk en gammel problematik - der har fået bestyrelsesmedlemmer til miste lysten til at være med i bestyrelsesarbejdet og medlemmer fra at indtræde i bestyrelsesarbejdet. Vi har tidligere tøvet med, at gå til advokat - fordi det var så kostbart, at starte sådanne sager op.

Vi er faktisk blevet frarådet det af advokatvagten. Nu er der ny lovgivning på området og situationen er en ganske anden.

Vi har bedt Slagelse kommune bakke os op i denne sag, men trods flere rykkerskrivelser og påmindelser har vi endnu intet hørt.

 

 

Den 16. september 2009 fik vi dog endelig svar fra Slagelse kommune.

 Det lød sådan:


Slagelse kommune havde spurgt advokatfirmaet AVODAN. Svaret er soleklart.

 Alle parceller i Holmegårdsudstykningen skal være medlem af Grundejerforeningen Taarnborg.

 Det gælder ikke for øvrige medlemmer af vor forening.
 

----- Original Message -----
Sent: Wednesday, September 16, 2009 1:03 PM
Subject: Svar fra ADVODAN

Grundejerforeningen Tårnborg

Hermed nedenstående svar fra ADVODAN om tvungen medlemspligt m.m. I bedes fremsende den vedtægt som i mener er den gældende m.v. som anbefalet svar i næstsidte afsnit.

Stig Christensen

Med henvisning til den nedenstående korrespondance samt gennemgang af den i 1968 tinglyste deklaration, er det min anbefaling, at Kommunens standpunkt bør være følgende:

De ejendomme, hvorpå der er tinglyst deklaration af 23/3 – 1968, er med sikkerhed omfattet af medlemspligt af den grundejerforening, der i dag dækker de pågældende ejendomme i det område der kan afgrænses til Holmegårdsudstykningen.

I det omfang der er grundejere, der er omfattet af den nuværende grundejerforenings område, men som ikke har den pågældende deklaration tinglyst om medlemspligt, og der i øvrigt heller ikke er andre tinglyste deklarationer / lokalplaner herom, kan disse grundejere ikke tvinges til at være medlemmer – medmindre de udtrykkeligt ved aftale accepterer, at være medlem, og at der bør ske tinglysning heraf.

For så vidt angår godkendelse af vedtægten, lægger jeg til grund, at der ikke løbende er fremsendt vedtægter til godkendelse, og at det derfor er uafklaret hvilken vedtægt der rent faktisk er godkendt af Kommunen.

Jeg vil foreslå, at den vedtægt, som grundejerforeningen mener er den gældende, fremsendes ( bilagt kopi af det generalforsamlingsreferat, hvor behandlingen af vedtægten sker) til godkendelse hos Kommunen, således at der ikke fremadrettet kan herske tvivl herom – i særdeleshed fordi grundejerforeningen øjensynlig vil gennemføre retsforfølgning overfor medlemmer der ikke betaler – og Kommunen har ikke nogen interesse i, at blive involveret direkte eller indirekte under en sådan sag.

Jeg håber, at ovenstående er tilstrækkelig besvarelse af de spørgsmål, jeg har kunnet udlede af korrespondance – men jeg er naturligvis til disposition, såfremt der er yderligere uafklarede forhold.

 p

 
 

Venlig hilsen

Stig Christensen
Byplanarkitekt maa

Plan og Erhverv
Caspar Brands Plads 6,Gl. Rådhus, 1. sal
4220 Korsør

Dir. tlf: 58 57 95 30
stich@slagelse.dk
www.slagelse.dk  

 

Pligtigt medlemskab

Vi har ofte fået stillet spørgsmål omkring det forhold, at man som parcelhusejer kan være pligtigt medlem af en grundejerforening. Udgangspunktet er, at det kan man godt.


Grundlovens §78, der angår den såkaldte positive foreningsfrihed, går dog først og fremmest på retten til at danne foreninger, og ikke hvor vidt man kan melde sig ind eller ud af dem, hvilket man dog normalt kan.

For så vidt grundejerforeninger gælder der dog særlige regler, idet kommuner med reference til Lov om Planlægning §15, stk. 2, nr. 13 kan beslutte, at der skal oprettes en grundejerforening og bestemme medlemspligt. I så fald tinglyser kommunen en deklaration om medlemspligt på de berørte ejendomme.

En sådan deklaration omfattende alle parceller i Holmegårdsudstykningen er tinglyst.

Ifølge deklarationen skulle der - senest når salget af sidste parcel havde fundet sted (det trak ud i flere år)  - etableres en grundejerforening.

Det blev der ikke, idet deklarationen indeholdt en bestemmelse om, at man (parcellisterne) kunne lade sig sammenlægge med en tilsvarende grundejerforening.

Det blev så bestemt af parcellisterne i Holmegårdsudstykningen, at Grundejerforeningen Taarnborg - der allerede var blevet etableret i 1969 - også skulle være Holmegårdsudstykningens grundejerforening - der var ingen grund til at lave sin egen forening.

Sådan har den fungeret siden 1973/74. Hovedparten af foreningens medlemmer kommer fra Holmegårdsudstykningen, hvor der er obligatorisk medlemskab. Det er der ikke for medlemmer andet steds fra.

Dette er godkendt af Slagelse kommune (Korsør kommune). Foreningens vedtægter er ligeledes blevet godkendt.

Det viste sig eksempelvis ved generalforsamlingen den 9. marts 2008, hvor man ville nedlægge/opløse grundejerforeningen.

Slagelse kommune greb ind (i sidste øjeblik) og frarådede en nedlæggelse, idet man forlangte - at hvis det kom så langt, skulle der forinden etableres en grundejerforening for Holmegårdsudstykningen med et tilsvarende sæt vedtægter, som i den eksisterende forening.

De få - der ikke kan begribe, de skal være medlem - burde naturligt stille sig dette spørgsmål: Skulle Holmegårdsudstykningen have været uden grundejerforening i omkring 36-37 år, selv om deklarationen på min ejendom siger, der skal være en?

Ejendomsmæglerne gør i øvrigt køber opmærksom på denne medlemspligt - så det kommer ikke bag på nogen.

Slagelse kommune ville næppe heller have grebet ind over for den planlagte nedlæggelse i 2008, hvis tingene ikke forholdt sig, som her beskrevet.

Vi forstår godt, hvorfor Slagelse kommune greb ind. Ved en nedlæggelse skulle kommunen nemlig have overtaget  administrationen. Vi håber dette kan bringe lidt klarhed over forholdene.


Baggrunden for denne kommunale adgang til at bestemme medlemspligt begrundes i, at hvis kommunen f.eks. overdrager nogle beføjelser til grundejerforeningen, f.eks. vedligeholdelse af et fællesareal, veje, kloakering, belysning el. lign., så skal alle beboerne være med i den ansvarlige forening. Vi har ikke fået overdraget beføjelser af denne karakter - og tak og pris for det.

Grundejerforeningen Taarnborg´s beføjelse er alene påtaleret ifølge deklarationen bestemmelser sammen med Slagelse kommune, hvis deklarationsbestemmelserne overtrædes. Dispensationsretten fra deklarationsbestemmelserne tilkommer alene Slagelse kommune.

Du kan læse deklarationen her:

DEKLARATIONEN FOR HOLMEGÅRDSUDSTYKNINGEN
 

På generalforsamlingen den 22. marts 2009 blev det enstemmigt vedtaget, at foreningen om nødvendigt iværksætter denne opkrævningsform overfor de medlemmer i Holmegårdsudstykningen, der har et obligatorisk medlemskab.

Ingen ønsker, at nogle få medlemmer kører "friløb".

Samtidig blev det fastsat, at der skal betales renter efter rentelovens regler og et rykkergebyr på 50 kr. pr. rykker - her ud over kommer så sagens omkostninger.

På generalforsamlingen den 21. marts 2010 stillede bestyrelsen igen forslag om, at der indledes retslig inkasso mod de medlemmer i Holmegårdsudstykningen, der ikke har betalt kontingent. Bestyrelsen blev bemyndiget til - i fornødent omfang, at anvende advokatbistand, hvis sagerne udvikler sig til egentlige retssager. Sagerne kan pålægges inkassoomkostninger og morarenter og rykkergebyrer á 50 kr. pr. rykker.

 

Det fremgår af renteloven § 5, stk. 1, at renten efter renteloven er fastsat til en årlig rente svarende til Nationalbankens officielle udlånsrente pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år med et tillæg på 7 %.

Det betyder at renten efter renteloven:

  • fra 1. januar 2006 er 9,40 % p.a. 
  • fra 1. juli 2006 er 10 % p.a.
  • fra 1. januar 2007 er 10,75 % p.a.
  • fra 1. juli 2007 er 11,25 % p.a.
  • fra 1. januar 2008 er 11,25 % p.a.
  • fra 1. juli 2008 er 11,35 % p.a.
  • fra 1. januar 2009 er 10,75 % p.a.
  • fra 1. juli 2009 er 8,55 % p.a.
  • fra 1. januar 2010 er 8,20 % p.a.

 

Generalforsamlingen vedtog bestyrelsens forslag. Bestyrelsen kan ikke blot se til, at nogle få medlemmer udæsker de øvrige medlemmer, ved at undlade at betale. Der er kommet nye enkle regler for opkrævning af sådanne krav. Vi er ved at gøre klar til de første sager, men det har ingen hast – det er nemmere at tage en række års restancer på én gang.

 

 

Vi kan konstatere, at nogle er kommet til besindelse og har fået deres restance bragt ud af verden, mens det stadig er billigt. Det kan du stadig nå.

 

Kravet hviler på den faste ejendom og dermed på den til enhver tid værende aktuelle ejer og indgår i refusionsopgørelsen ved salg/køb. Vi skal understrege, at der her kun gælder for medlemmerne i Homgårdsudstykningen. For andre medlemmer kan vi også pålægge et rykkergebyr på 50 kr., men vi har valgt ikke at gøre det. Det viser sig da også i praksis, at der bliver betalt når vi sender et brev.

 

 

 

 

Godt naboskab

- er bedre end

tusinde paragraffer !

 

(opdateret og rettet den 24. maj 2010 - tilføjet pligtigt medlemskab - LINKET TIL DEKLARATIONEN)