Blåmejse

(Cyanistes caeruleus)

Beskrivelse

Blåmejsen er en lille mejse med blå kalot, vinger og hale og med gul underside, der mangler musvittens sorte længdestribe. Den er en hyppig gæst på foderbrættet og yngler gerne i redekasser.

Levested

Blåmejsen er udbredt i det meste af Europa, bortset fra det nordlige Skandinavien, og Nordafrika samt østpå i Asien til Iran og Uralbjergene. I Danmark findes blåmejsen over hele landet med de største tætheder i Østjylland og på Øerne, specielt i hovedstadsregionen. Den yngler i mange forskellige typer natur med træer. Løvtræer foretrækkes dog, og den kræver et hulrum til reden, hvorfor ældre løvskov har de største tætheder af blåmejse. Den er i skarp konkurrence om både føde og redesteder med den større og stærkere musvit, men kan benytte mindre redehuller pga. sin størrelse.