Indgangen ligger næsten altid modsat ved vest, men tidligere i middelalderens kirker var der typiske en indgang fra nord til kvinderne og en fra syd til mændene. Man sad kønsopdelt i kirken. Spindesiden mod nord.

Man finder derfor ofte en indgang via et våbenhus fra syd i vore dage og den fra nord er ofte sløjfet. Nu kønsopdeler man ikke mere.

En ting er stort set sikkert: Koret ligger altid mod øst.

Det her med solopgangsretningen har nu også fulgt begravelsesskikkene siden Arilds tid dengang danerne var hedninge - det er bedst, at blive begravet med hovedet mod solopgangsretningen. Siden menneskehedens  begyndelse har solen været det livgivende element, det var den der fik det hele til at blomstre og gro. Vintertiden i bælgravende mørke var ikke morsom og man kunne nemt blive bange.

Ikke overraskende at man fejrede solhvervet, når sollyset igen begyndte at vende tilbage. Solen blev dyrket som en gud. Tænk blot på fundet af Solvognen og alle helleristningerne med soltegn. Man kan også på gravhøje på kampestenene finde små skålformede fordybninger. Heri hældte man lidt vand eller anden væske. Stenen blev opvarmet af solens infrarøde stråler og væsken forsvandt. Man vidste ikke noget om fordampning og fysik, så man troede bestemt, at det var Solguden eller blot guderne, der drak den ofrede væske.

Min mor fortalte mig ofte - sikkert for at gøre mig glad - om den dag jeg blev født. "Jeg havde været i Tivoli dagen før" - sagde hun, "men da vi kom hjem, så var det ved at være tiden, hvor jeg skulle føde kunne jeg mærke. Jeg tog derfor af sted til fødeklinikken på Martinsvej - og tænk dig, min dreng - du kom til verden lige netop i det sekund, hvor solen stod op og de første solstråler ramte dig!".

Den er god nok, tænk at man kan gå og tænke på sådan noget. Sådan noget glemmer en mor aldrig. Det er da en sød - og ikke mindst. en smuk historie. Jeg har da heller ikke glemt den.

I Østen stiger solen op, den spreder guld ...

Den er bygget på den måde, som kirketraditionerne foreskrev det i midten af 1800-tallet.

Alligevel har kirken sin historie. Hvornår den første kirke er bygget i Hobro, ved man ikke.

Ved den nærliggende vikingeborg "Fyrkat" - en af de borge til opbevaring af langskibe - en båd fra hver leding, som Harald Gormsen Blåtands søn Sven Gormsen med tilnavnet Tveskæg lod bygge under de bitre stridigheder, som opstod mellem far og søn om kongemagten og som førte til Haralds død i år 983 - er der fundet både hedenske og kristne grave. Det er derfor nærliggende at antage, at der først har været en trækirke på stedet. Denne er så i det 12. århundrede erstattet af en kvadrestenskirke.

Vi ved desværre ikke ret meget om denne kirke, fordi præstearkivet gik tabt ved en brand i 1813 hvor byen blev raseret af storbrande.

Byen var meget fattig på det tidspunkt og krigshandlingerne under englandskrigene havde også sat sig sine spor.

I 1848 blev kirken revet ned, fordi den var ved at falde sammen. Der stod faktisk kun murerne tilbage, men man ville have en helt ny kirke.

Hobro kirke ligger højt og behersker med middelalderlig selvfølgelighed sine omgivelser.

Arkitekten man valgte til den nye kirke blev bygningsinspektøren for Jylland G. Bindesbøll, som er kendt for især Thorvaldsens Museum.

Bygningen blev opført i 1850-52. Det blev den første "moderne" kirke i lang tid. Kirkens motiver er dog hentet i senmiddelalderens bygningskunst. Pinakelgavlene kender vi fra Oluf Mortensens våbenhus - en tilbygning til Roskilde domkirke. Den polykrome arkitektur (flere farver) har virket forfriskende ny. Denne arkitektur havde Bindesbøll indtroduceret i Danmark , da han stod for museet til Thorvaldsens skulpturer

Med flere detaljer fra Mortensens våbenhus komponerende han et langhus med tårnet i øst og ikke som vi normalt ser det i vest.

Langhuset har i vest aftrappet pinakelgavl og på hver side tre kapelagtige udbygninger med lignende gavle.

Tårnets pinakler ligner nærmest krenelering.

Kirkerummet, der er afdækket af en tilspidset tøndehvælvning, får lys fra store spidsbuede vinduer, der befinder sig i de "falske" gavle.

Røde og gule mursten danner striber i murværket. Et fint stykke murstensarkitektur.

Michael Gottlieb Bindesbøll, tegnet af Constantin Hansen i 1849. (Født 5. september 1800 i Ledøje – Død 14. juli 1856 på Frederiksberg)

Maleri af Constantin Hansen 1837. Et selskab af danske kunstnere i Rom. Personen der ligger på gulvet med den røde fez på hovedet og ryger pibe er arkitekten G. Bindesbøll. Fra venstre til højre har vi: Constantin Hansen selv, Rørbye, Marstrand, Küchler, Blunck og Jørgen Sonne. Ih, hvor de kunne med ekspressokaffe og tobak i lange piber. Vi er i den danske "Guldalder".
 

Bindesbøll  havde hentet inspiration mange steder fra og han forbandt de enkelte stilarter på sin egen måde, så der fremkom et dristigt og harmonisk hele.

Den 31. oktober 1852 blev kirken indviet.

Kirkens Ydre
Bindesbølls frie brug af sine idéer viser sig i den måde, hvorpå kirken er opbygget.

Tårnet er utraditionelt placeret over koret i østenden af kirken, hvorved den præsenterer sig bedst, set fra byens hovedgade.

Tinderne på tårnet, vestenden af skibet og karnapperne mod nord og syd giver associationer i retning af en ridderborg.

Karnapperne fungerer i konstruktionen som "stræbepiller", der skal tage det ekstra tryk fra taget, der fremkommer, fordi hvælvingen i kirken går højt op i tagrummet.

Murerne er karakteristiske ved deres vekslen mellem røde og gule murstensbånd samt ved trappefrisen, der går igen inde i kirken og dermed binder det indre og det ydre samme.

I hjørnet ved tårnet på nordsiden findes et trappetårn med indgang både udefra og fra koret.

På nordsiden af kirken er tilbygget et sakristi.

I tårnet hænger to klokker. Den ældste, den mindste, har hverken årstal eller støbemærke. Den menes at være fra det 15. århundrede. Den største klokke er blevet omstøbt og gjort større to gange, sidst i 1917.

Ringningen med klokkerne foregår nu automatisk.

Tårnuret er et mekanisk værk med lodder, der trækkes op en gang om ugen. Det nuværende værk er fra 1940.

(foto: seidel)

Det er et gråt pudslag malet med en blå stjernehimmel. Farverne matcher hinanden. Gråt - lyseblåt, mørkeblå, hvidt og gult. "... og alle stjerner neje sig ..."

Og alle stjerner neje sig,
hvor østens sol går frem:
Den synes dem hin stjerne lig,
der stod ved Betlehem.

(næstsidste vers i Ingemanns "I Østen stiger solen op".

En af mine yndlingssange var og er ”I østen stiger solen op”, og af en eller anden grund har jeg åbenbart allerede i min barndom
bidt mærke i udtrykket ”Og alle stjerner nejer sig, når østens sol går frem”. Måske har udtrykket skabt
billeder på min indre nethinde, måske har jeg bare studset over udtrykket – i hvert fald har jeg
lagt mærke til formuleringen. Jeg er overbevist om, at det er sundt og udviklende for et barns tanker og
ideverden at møde den slags udtryk, som man umiddelbart studser og måske går og gransker over. Tegnene i naturen som stjernen over Betlehem kan altid tolkes på to forskellige måder. De kan forstås som et glimt i mørket, der peger på Jesus Kristus og styrker troen hos de kristne, og de kan bortforklares af enhver, der har lyst til det.

Det er for mig præcis på samme måde med en regnbue. Jeg ved at ifølge det gamle testamente, var det tegnet som Gud lovede at sætte på himlen, som en bekræftelse af den aftale, han havde indgået med sine skabninger om, at han ingen sinde mere ville lade alle udslette ved en syndflod. Så når jeg ser regnbuen, så ved jeg - at ifølge legenden, kan vi bare slappe af - vi kommer ikke til at drukne - selv af en ordentlig skylle. Og så ligger der forresten en skat ved enden af buen, hvis man bare kan finde den.
 

Her har du mønsteret i detaljer. Det var en af Bindesbølls oprindelige skitser, der dannede udgangspunkt for den nye bemaling. Det er imponerende, at man med så simple midler. Et mønster og noget maling kan skabe et kirkerum, der er så smukt i sin enkelhed.

Orglet - du ser her - er kirkens fjerde orgel, det er bygget af orgelbygger Bruno Christensen og Sønner, Terkelsbøl.

Dette orgel indeholder 37 stemmer, fordelt på 2 manualer og pedal. Orglet er forsynet med de sædvanlige koblinger samt elektrisk registratur med 256 sættekombinationer.

Farvekombinationen på orglet er del af hele kirkerummets samlede farvesætning. Udformningen er inspireret af kirkens ydre form. Det er godt tænkt og set, at man lige lader orglet udforme som en lille borg.
 

(foto: seidel)

I årene 1993-94 har kirken fået en gennemgribende restaurering, for størstedelen udført af lokale håndværkere, under ledelse af arkitekt P. Brøgger, Fjellerad.

Såvel udvendigt som indvendigt er den gennemgået, og mange skjulte skader er blevet afdækket og afhjulpet. Udvendigt er der ikke sket store forandringer. Murene og tinderne er blevet repareret i nødvendigt omfang. Der er kommet nyt skifertag på såvel tårn som skib. I forbindelse med dette arbejde er hele tagkonstruktionen gået efter med de nødvendige forstærkninger, reparationer og imprægnering af træværk. En forandring er det, at inddækninger, tagrender og nedløbsrør er blevet udført i kobber.

Vindfløjen på spiret har fået ny fane, og denne og kuglerne er blevet belagt med bladguld.

Indvendigt har kirken derimod skiftet fuldstændig karakter. Alt puds er blevet fornyet, så det kunne danne en god grund for den nye farvesætning.

Radiatorerne er lagt ned i gulvet for at undgå kedelige støvstriber op ad væggene.

De farvede vinduesglas fra 1930 er blevet erstattet med klart glas af hensyn til de nye farver. Det er virkelig godt og giver hele kirkerummet, et lyst og venligt udseende.

 Ledetråden for hele restaureringsarbejdet var at finde tilbage til Bindesbølls idéer og lade sig inspirere af dem.

Det skulle ikke være tilbageføring. Det lod sig heller ikke gøre på grund af Skovgaards mosaik. Men inspirationen fra Bindesbøll skulle forbinde sig med nutidstanker, så vor tid på den måde kom til at give sit selvstændige bidrag til kirkens historie.

Derfor valgte man til udsmykningen af hvælvet at tage udgangspunkt i en af Bindesbølls oprindelige skitser.

Til at varetage farvesætningen blev valgt kunstneren Arne L. Hansen, der fik den bundne opgave at tilpasse kirkens farver til farverne i Skovgaard-mosaikken i koret.

Med stor sikkerhed har han løst denne opgave, så kirken i sin helhed fremtræder lys og opløftende for sindet.

Farverne på såvel hvælv som vægge og bænke danner en sammenhæng, hvor tilmed mosaikken på altervæggen er kommet til at stå stærkere, end den gjorde før.

Og det nye orgel i den anden ende af kirken fremtræder ligeledes som en naturlig del af helheden.

Jeg er bestemt ganske enig i den vurdering. Det var netop det jeg faldt pladask for og måtte fortælle alle, der gad høre det.

Jeg har ladet idéen gå videre til min veninde Kirsten i Odense. Hun har lige udsmykket en hel kirke syd for Odense efter ovenstående princip og har også lavet helt nye dekorationer til prædikestol og kirkerum. Hun har ikke plagieret, men blot valgt en lige så enkel farveskala der spiller sammen. Hermed har hun forvandlet et tungt mørkt og trist kirkerum til noget lyst og let, der byder kirkegængeren velkommen på en charmerende måde.
 

Jeg har nu set noget der ligner det tilsvarende i stiftmosaik i San Monreale på Sicilien.

Hele kirken er indvendig en stor stiftmosaik. Det samme gælder domkirken i Palermo. Det er i øvrigt far og søn der har stået for dem i de to kirker. Farverne på stiftmosaikkerne på kirken i Ravenna minder meget om dem i Hobro. Her er de lette lyse og pastelagtige.

Det er nu ikke det afgørende. Jeg personligt foretrækker nu stiftmosaikken i Hobro kirke. Den virker nutidig og har et elegant farvevalg og så er udformningen helt personlig.

Fra den gamle middelalderkirke overførtes to lysestager på alteret. Disse to stager er skænket til kirken i 1604 af borgmester Niels Lauritzen og Anne Esskelsdatter.

Det er et fint billedskærerarbejde i eg. Nu - efter at den skinnede gamle lak er blevet fjernet - fremhæves den lyse farvetone.

Set fra oven (lydhimmelen - ses ikke her) har stolen reliefskårne kerubhoveder, dernæst en række billedfelter med figurer imellem, herunder løvehoveder i relief og nederst bøjler med kvindehoveder, hvorimellem der er akantus-bladværk.

I de fem felter ses fra venstre en inskription. Den fortæller os at prædikestolen blev skænket af Laurits Søfrensen Hobrou og Maren Lauritzdatter Skorup "GUD TIL ÆRE KIRCKEN TIL ZIIR OG ANDRE TIL GOT EXSEMPEL". Dernæst følger i billedfelterne "Kristus i Gethsemane", "Pilatus, der vasker sine hænder", "korsfæstelsen" - kan lige anes her til højre i fronten - samt "gravlæggelsen". Hjørnefigurerne er - også set fra venstre - Evangelisten Matthæus, evangelisten Markus, Jesu fætter Johannes Døberen, Kristus, evangelisten Lukas og evangelisten Johannes.

Lydhimlen - sådan kaldes det tag - eller om du vil den paraply, som hænger oven over prædikestolen og som ikke kan ses på dette billede, men det kan den på et foregående billede - har i midten Kristus med sejrsfanen. I hjørnerne er der fem engle, der står med marterredskaberne: fra venstre - martresøjlen, lansen, korset, isopstangen (den stang som man satte en svamp med eddike på og stak og til den døende Jesus, da han klagede over tørst) og stigen.

Dengang prædikestolen blev overflyttet til den nye kirke blev der lavet et højt panel ved trappen. Det nåede helt op til øverste kant på prædikestolen og man fandt, at det virkede så tungt og dominerende, at det ved restaureringen  blev erstattet med det, du ser på billedet og som er lettere og lavere. Jeg synes dog personligt, at overgangen fra prædikestol til trappe virker forkert - det er ligesom nyt og gammelt ikke hænger sammen, men det er måske bare lyset, der falder uheldigt på den, her på billedet og giver trappen en for lys tone. Men billedskærerarbejdet er førsteklasse.

Det er næsten indlysende, at når man besøger en kirke er det rart at kunne tolke motiver og symboler - det var det sprog man kunne komme i kontakt med kirkegængerne på. De kunne for de allerflestes vedkommende ikke læse og skrive og måtte have tingene serveret i tegneseriestil. Nu kunne en prædiken dengang tage så lang tid, at kirkegængerne faldt i søvn (det kan de også i dag) - ligesom man kan blive det af, at læse denne lange hjemmeside. Så der må noget til, for at kvikke folk op og holde dem fangne. Derfor alle disse billeder.

Fra den gamle middelalderkirke overførtes foruden altertavlen døbefonten i granit, prædikestolen, to lysekroner, epitafierne på skibets østvæg og korets nordvæg.

Der er ikke meget at sige om selve granitfonten. Dåbsfadet er helt traditionelt. Det skal dog siges, at i middelalderen var hele fonten fyldt med indviet vand og det blev i starten kun skiftet een gang årligt.

Barnet blev helt neddyppet i vandet. Selve fonten var anbragt lige ved indgangen - længst væk fra det helligste som var alteret og koret.

Barnet var nemlig urent og satan var i det og skulle uddrives - det hedder eksorcisme. Derfor var det farligt, at barnet kom for langt ind i kirken - satan kunne jo slippe med ind.

Først når det var døbt og satan drevet ud, kunne det komme ind i Guds hus.

 Jeg husker fra min tid fra først i halvfjerdserne, hvor jeg var ansat i en landkommune som virksomhedskontrollør og foged, at jeg en dag kørte forbi kirken - det var kirken i Smørumovre, en ren idyl af en landsbykirke, der ofte blev anvendt som motiv på julekort og som optræder i mange danske spillefilm - i samme landsby havde jeg min arbejdsplads på en gammel landsbyskole, der nu var indrettet som kommunekontor og det var et herligt sted herude på landet med gadekær, kro og hele molevitten lige til en Morten Korch film og hvor min viv er vokset op i smedien, har leget ved gadekæret og gået til bal på kroen og senere fandt mig.

 Kommunen var i gang med at lave noget parkeringsareal ved kirkens nordøstlige hjørne  - på en mark ved et stendige, der stødte op til kirken.

 Det hele arbejde var gået i stå og nogle kyndige var blevet tilkaldt for at foretage nærmere undersøgelser. Man var pludselig under gravearbejdet stødt på et utal af små skeletter. Forelå der mon en forbrydelse? Var der tale om et arkæologisk fund - dem var der mange af i sognet.

 Jeg standsede op og spurgte og fik fortalt, at i en ikke så sen fortid, kunne børn - der ikke var døbt  - og som døde ikke blive begravet på kirkens område. Nu lå de her på marken, så tæt på kirken som overhovedet muligt, men ikke inde på dennes område.

 Det var typisk unge kvinder, der var "kommet i ulykke" - måske endda ved, at være bragt i denne ulykke af herremanden - her på stedet godsejeren. Nu var de blevet udstødte af hele landsbysamfundet.

"Summum jus, summa injuria". Den latinske billedtitel kan oversættes til: "Den højeste ret, den største uretfærdighed".

Lovens vogter er repræsenteret ved den uniformerede herredsfoged, der tilknappet og med ligegyldig mine overvåger eftersøgningen af barneliget i hedens sand.

En fuldmægtig optager rapport over de to gravende assistenters fund, medens en betjent har taget et fast greb i arrestantens arm.

Pigen klapper distræt hunden ved sin side.

Billedet skildrer en tragedie.

Flere af samtidens åndspersoner forholdt sig kritisk til retssystemet.

F.eks. påpegede Georg Brandes det groteske ved, at man satte en ung tjenestepige i fængsel i 10-20 år for barnemord, medens man i det samme samfund ofrede "Tusinder af Arbejderes Velfærd eller Liv paa Tilvirkningen af en Vare".

Limbo (Limbo - af italiensk eller middelalderlatin 'limbo', af latin 'limbus' ('rand', 'kant' i forhold til Helvede - er en teologisk forestilling om en tilstand efter døden, hvor afdødes sjæl ikke kommer i Himmelen og derved ikke opnå evig salighed, men heller ikke har fortjent straf i helvede. Limbo betegner en "mellemtilstand" eller en "tilstand af lammelse".

En lære indenfor katolicismen - Limbo opstod i middelalderen som en teologisk lære i katolsk kristendom om den mellemtilstand for sjæle, der ikke sendes til Helvede, men som heller ikke opnår frelse. Thomas Aquinas anså limbo som en barmhjertighedsgerning for spædbørn, som døde før de blev døbt.

Denne lære blev imidlertid aldrig dogmatiseret, og har derfor ikke indgået som officiel katolsk lære.)

forsvandt fra de danske kirker efter Reformationen sammen med afladsbreve, konfirmation, pavens ufejlbarlighed, farvet røg, helligt vand, fiskehatte osv. osv., men desværre beholdt man Arvesynden. Som der står i Den Augsburgske Bekendelse:

Art. 2 - Arvesynden

Ligeledes lærer de, at alle mennesker som fødes på naturlig måde, efter Adams fald fødes med synd, det vil sige uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begærlighed, og at denne arvelige sygdom eller brøst i sandhed er synd, som virker fordømmelse, og som også nu medfører evig død for dem, der ikke genfødes ved dåben og Helligånden.

De fordømmer pelagianerne og andre, som siger, at arvesynden ikke er synd, og som for at forringe æren af Kristi fortjeneste og hans velgerninger påstår, at et menneske kan retfærdiggøres over for Gud ved fornuftens egne kræfter.
(Den Augsburgske Bekendelse)

Altså: Arvesynden findes og medfører evig død (d.v.s. Helvede), med mindre man bliver døbt. Som Martin Luther skriver i sin Katekismus: »[…] den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster […]«

Den Augsburgske Bekendelse fordømmer også pelagianerne - d.v.s. dem Augustinus havde kæmpet imod 1.100 år forinden, og som mente, at dåben ikke var nødvendig for frelse. Videre om dåben:

Art. 9 - Dåben

Om dåben lærer de, at den er nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes gennem dåben, og at børn skal døbes, for at de ved at frembæres ved dåben for Gud kan blive taget til nåde af Gud.

De fordømmer gendøberne, som misbilliger barnedåben og påstår, at børn frelses uden dåb.
(Den Augsburgske Bekendelse)

Igen: Dåben er nødvendig for frelse. Den Augsburgske Bekendelse retter også et udfald mod gendøberne — de baptister, der ikke anerkendte barnedåben, men praktiserede trosdåb og derfor gendøbte folk, der var tvangsdøbte som spæde.

Uden dåb (og drukning af den gamle Adam) er Jesus tvunget til at smide de stakkels små børn i Helvede. Derfor befalede Christian d. 5's Danske Lov fra 1683 under streng bødestraf, at børnene skulle døbes inden 8 dage (horeunger og frilleunger skulle dog døbes senere på dagen, end "de ægte børn"). Børnene blev båret frem i de kolde, uopvarmede kirker, uanset hvor syge og svage de var — ja, jo mere syge og svage de var, jo mere hastede det naturligvis med at få dem døbt (og at få druknet den gamle Adam):
Christian Femtis Danske Lov, 2 bog, 5 kapitel

2 Bog, 5 kapitel, 6 artikel

Hvo som lader sine Børn ligge udøbte uden Kirken over otte Dage / efterat de ere føde / skal have forbrut tyve Lod Sølv
[…]
Dersom Børnene ere svage / have hver Christne Forældre saadant tilbørlig i Agt at tage / at ingen Saligheds Middel bliver ved nogen Forsømmelse efterlat.
(Christian Den Femtis »Danske Lov« af 1683)

Hjemmedøbning var en mulighed, men hvis det værst tænkelige skete — at man ikke nåede at drukne den gamle Adam, før barnet døde — skulle forældrene "stande aabenbarlig Skrifte" — det vil sige, bekende deres forseelse i kirken foran hele menigheden og grædende bede menigheden om tilgivelse, før præsten gav dem syndsforladelse:

2 Bog, 5 kapitel, 7 artikel

Forsømme Forældrene at lade Barn komme til Daaben / og det uden Daab bortdøer / da stande de aabenbarlig Skrifte / som derudi ere skyldige
(Christian Den Femtis »Danske Lov« af 1683)

Jesus' ord er klare nok:

Johannes 3,3 Jesus svarede ham: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige."
[.. .. ..] [. . .]
Johannes 3,5 Jesus svarede: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.


Det er ikke nok at være født — man skal "fødes på ny". Ingen dåb - ingen Himmel. Bibelen lærer os jo netop, at spædbørn er syndefulde:

Salme 58,4 De ugudelige er frafaldne fra fødslen, løgnerne er vildfarne fra moders liv.

Lutheranere har som sædvanligt sat sig mellem to stole. Man holder fast i katolsk dogma som Arvesynd og drukning af den gamle Adam; man kasserer Limbo; man beholder Helvede, selv efter at den Katolske Kirke har droppet det; man insisterer på, at livet begynder ved undfangelsen; man dropper 5 af de 7 katolske sakramenter, men beholder Dåbens Sakramente; man holder fast i, at dåben er nødvendig for frelse, men man afviser afladsbreve, dødsmesse og dåb via stedfortræder. Den uundgåelige konklusion er, at udøbte spædbørn, dødfødte børn, aborter og befrugtede æg havner i Helvede til evig tortur. Det forklarer de hårde straffe i Chr. 5's Danske Lov.

Det er selvfølgelig ikke det svar man får, hvis man spørger den lokale præst. Han/hun vil mumle lidt i skægget eller klø sig i nakken og tale om den milde og nådige Gud, der ønsker at redde alle (1. Timotheus 2,3-4). 1. Timotheus 2,3: Det er godt og værdsat hos Gud, vor frelser,
1. Timotheus 2,4: som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden.

Hvilket igen rejser spørgsmålet om, hvorfor man så overhovedet behøver at døbe spædbørn.

(foto: seidel - copyright)

Så kommer man til den sydligere beliggende naboby Randers. Går en dejlig tur langs med og over Gudenåen. Hvad ser man pludselig dukke op. En bro over åen holdt i de samme farver som i Hobro kirke. Her er min "stjernehimmel" i Guds frie natur. Man skal bare have øje for det.

Her er en kirke i Randers. Vi gik forbi på en aftentur. Der var lukket og slukket. Vi ved faktisk ikke hvad den hedder, men det er vel til at finde ud af. Ja, der er nemt nok. Det er Sct. Peders kirke på Fabersvej 47 i Randers, tæt på det vandrehjem vi boede på.

Siden er opdateret den 3. december 2011. Nye oplysninger om Bindesbølls arkitektur tilføjet fra "Danmarks Arkitektur - kirker". Den 8. juli 2012: Nogle skrivefejl rettet og et par oplysninger tilføjet.