NIBE KIRKE

En herlig sommermorgen kører vi sammen med vore tyske venner fra Magdeburg, der opholder sig ved Slette strand fra Fjerritslev til Aggersborg. Vi skal bare have dagen til at gå og ellers hygge os ved samværet med hinanden. Jeg planlægger i hast denne tur, da jeg ved flere lejligheder har holdt ferie her på egnen.

Jeg må skuffe mine udflugtsvenner og fortælle, at man ikke kan se noget af denne vikingeborg. Det forholder sig nemlig sådan, at kong Knud (senere Knud den Hellige) forsøgte at samle en flåde til et togt til England. Han manglede penge og tog derfor til Aggersborg af de fire vikingeborge i landet (de andre er Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense og så Trelleborg her hos os) og pålagde bønderne 10ende. De blev så rasende på ham, at de rev Aggersborg ned og forfulgte kongen ned gennem Jylland og over Fyn til Odense, hvor de slog tyrannen ihjel - så derfor kører vi forbi og videre over Limfjorden ved Aggersund. Vort mål for første ophold bliver Løgstør.

Vi tager en spadseretur langs Limfjorden. Vi skal lige se 2 museer i Løgstør og gå en tur langs kanalen - have lidt frokost og så videre til Nibe.

Det sætter pludselig ind med sommerregn og vi har glemt paraplyerne i bilen, der står parkeret langt fra museet.

Det forsinker os noget. Selve kanalen i Løgstør og jernbanen hertil samt byens historie er nok en fortælling værd - det gælder også problemerne med passagen i Limfjorden på dette sted. Det har nu ikke en dyt med Nibe kirke at gøre.

Her spiser vi aftensmad - vi skal også lige besøge Nibe bryggeri og købe nogle Nibe special bryg med hjem.

Da vi kører over Sebbersund dæmningen ved Halkær Bredning og Skt. Nikolaj Bjerg, er denne faktisk ved at være undermineret. Det er virkelig et problem og der forestår et større entreprenørarbejde for at få bragt det hele i sikker stand.

Vi skal da også lige kigge på lystbådehavnen og bryggeriet og smage det berømte Nibe-øl, men men men, jeg vil nu lige se kirken og tage nogle billeder.

Der protesteres - det kan jeg godt forstå - det er jo ikke alle, der deler min interesse for kirker. Det er nu ikke helt rigtigt for Sonja som er med på turen havde fået sin gamle historielærerinde fra skolen til at give rundvisning for mig i Magdeburg Domkirke, som slap ufatteligt billigt fra luftbombardementerne i anden verdenskrig. Der er selvfølgelig masser af kirker i det tidligere østtyskland, men utroligt mange blev i kommunisttiden omdannet til andre formål. Der hvor mine venner bor, ligger der en kirke, der i dag er værtshus.

Jeg må dog fortælle, at denne er noget ganske særligt og at jeg aldrig har set den før -

"Den ligner alle de andre, du absolut skal se!" - Jeg får lov og den gode stemning kan bevares.

"Kun 10 minutter" - "OK" - det bliver nu til 15 af slagsen. De ved ikke hvad de går glip af. Kalkmalerierne der er nyopdagede er i en klasse for sig. Men det kommer du til at se og høre nedenfor.

Her har vi Nibe Bryggeri til højre i billedet og Limfjorden set i retning Ålborg. Det var lige ved at regne hele tiden.

Et gammelt sagn fortæller, at en skipper fra Lübeck engang blev overrasket af en frygtelig storm og kom i havsnød. I et forsøg på at hente hjælp hos stærkere kræfter lovede han at bekoste opførelsen af en ny kirke, hvis han kom i land med livet i behold!

Kan man ikke tage denne overlevering for gode varer, som forklaring på Nibe kirkes oprindelse, så er hjælp at hente i protokollen fra ”Guds Legems Laug” i Middelalderens Aalborg. Her er præsten Hr. Lokke omtalt som den, der i første halvdel af 1400-tallet stod bag oprettelsen af Skt. Jost Kapel i Nibe.

Som fjord og menneske fra tidernes morgen har været bundet sammen på dette sted, således har også kirke og fjord en stærk samhørighed, der tydeligt kommer til udtryk i kirkerummet, som det følgende vil vise.

Vil man vide mere om kirken, henvises til ”Bogen om Nibe Kirke” af Kurt Nielsen og Søren Skovfo, udgivet af Nibe Menighedsråd i 1996 i forbindelse med kirkens genåbning efter en omfattende restaurering. Bogen kan købes i Nibe Boghandel eller på Kirkekontoret.

Ved kirkens gennemgribende restaurering i første halvdel af 1990`erne blev der afdækket senmiddelalderlige kalkmalerier fra 1507.

Det største motiv er Sct. Jørgens kamp med dragen, som findes i flere kirker som kalkmaleri. Derimod er de 12 billeder, der samlet skildrer Sct. Jørgens martyrium helt unikke. Der er adskillige andre kalkmalerier i denne kirke, men jeg har ikke tid til at få taget billeder og lysforholdene er også meget ringe. Jeg fik dog et par enkelte og vennerne fik også taget nogle, der ikke er redigeret endnu.

Her er billede nr. 1 af de 12 i tegneserien om Sct. Jørgen. Det skal forestille ham i bronzehesten.

Legenden om Sct. Jørgen - eller Sct. Georg, der slår dragen ihjel, har i lighed med mange andre en lang tilblivelseshistorie. Alle varianter kan dog føres tilbage til en legende fra 400-tallet. Den var meget afholdt i østkirken som blev etableret af den romerske kejser Konstantin i Byzans i Tyrkiet og som i vikingetiden blev kaldt for Miklagård - senere overtog muslimerne her og byen hedder i dag Istanbul, og først med korstogene kom den til vestkirken, hvor den fik stor udbredelse.

Ifølge den gængse version (Jacobus: Legenda Aurea) af legenden var byen Silene i Kappadokien, Lilleasien, belejret af en uhyggelig drage. Den boede ved en sø udenfor byen. Dens dårlige ånde, som den pustede ind over byen, var så giftig, at folk døde af det.

Dragen er i familie med slangen og vikingetidens midgårdsorm. Den symboliserer de onde kræfter i verden - selve satan i kristendommen.

Det var jo noget af en uholdbar situation. Det svarer i vore dage til at have et kemisk værk eller en anden fabrik liggende i byen, der blæser på miljøreglerne og udleder giftstoffer. Man kommer til at tænke lidt på Cheminova og udledningen til plantagen på disse kanter.

For at undgå det, fik den hver dag to får. Men efterhånden var der næsten ikke flere får tilbage. For at stille dragen tilfreds, besluttede man at give den et menneske og et får i stedet for. Hvem det skulle være, blev besluttet ved lodtrækning. En dag traf det sig sådan, at loddet faldt på kongens datter. Kongen, der blev meget ulykkelig over at skulle miste sin eneste datter, prøvede at undslå sig. Men folk i byen blev vrede. De gik op til kongeslottet og sagde: "Når det gælder for os, så må det også gælde for dig!" Og så måtte kongen bøje sig. "Giv mig tre dage, så jeg kan tage afsked med min datter," bad han folkeskaren, og det gik de med til.

Da tiden var inde, tog kongedatteren afsked med sine forældre og gik ned til søen for at vente på dragen. Mens hun stod der, kom der en fremmed mand, Jørgen, ridende forbi. "Mit barn, hvorfor står du dog der og græder?" spurgte han. "Skynd dig væk, at du ikke skal lide samme skæbne som mig," sagde hun og fortalte ham hele historien om dragen og lodtrækningen.

Da dukkede dragen op, og Jørgen gjorde korsets tegn og steg til hest og gennemborede dragen med sin lanse.

Det er den centrale del af legenden, som ses på billedet herover som det centrale billede og det første, og som normalt fremstilles. Kongedatteren ses til venstre for hestens hale helt op ad billedkanten. Jørgen er ridderligt klædt, og hesten bærer det fornemste seletøj. Man ser ham - roligt og næsten uden dramatik - stikke lansen i dragens gab. Oppe på kongeslottet lige over porten ses kongen og dronningen bekymret iagttage begivenhederne på sikker afstand.

Legenden fortsætter med, at Jørgen tog ind i byen, hvor han blev modtaget som en helt. Alle lod sig omvende til kristendommen, og kongen byggede en kirke. Men der var i de år mange forfølgelser af kristne. Jørgen blev også forfulgt, og den lange og usædvanlige billedserie (12 billeder) fortæller om hans pinefulde martyrium.

Motivet af Sct. Jørgen, der slår dragen ihjel, er særdeles udbredt som kalkmaleri. En optælling viser 50 danske forekomster inklusive det Danmark, der lå øst for Øresund. I Aalborg Stift forekommer motivet dog kun i Vadum og Nørre Tranders udover Nibe. Til gengæld forekommer Sct. Jørgens martyrium kun i Broager og Fakse. De to billeder, hvor Sct. Jørgen hænger over stangen med tunge sten bundet til arme og ben, og billedet, hvor hans krop males til støv, er enestående i europæisk kunst.

En meget berømt udgave af Sct. Jørgen, der dræber dragen, findes i Stockholms domkirke, Storkyrkan. Det er Bernt Notkes monumentale træskulptur fra 1489 til minde om slaget ved Brunkebjerg 1471. Det er politisk kunst, idet dragen symboliserer Danmark.

Legenden om Ursula har en lang og farverig tilblivelseshistorie. Derfor findes den også i flere versioner. Sin endelige form har den fundet hos Jacobus de Voragine, der samlede alle kendte legender i Legenda Aurea - Den gyldne Legende, som blev det mest betydningsfulde værk af sin art i middelalderen.

Jocobus fortæller, at Ursula var en kongedatter fra Bretagne.

Men Ursula så en mulighed i at få kristendommen til England ved et giftermål.

I den tid skulle kongesønnen modtage undervisning i kristendom og lade sig døbe.

De begav sig på den lange rejse østpå fra Bretagne, op ad Rhinen over Køln og videre til Basel, hvorfra de vandrede til fods til Rom.

Nogle hedenske fyrster, hvis område de skulle passere på vejen tilbage, frygtede kristendommen, og at den skulle spredes blandt befolkningen, når de mødte denne store begejstrede skare.

Hunnernes anfører blev dog så betaget af Ursula, at han tilbød hende ægteskab.

Hun afslog dog, og han dræbte hende med en pil - se billedet.

Efter så mange dræbte blev der mange relikvier.

Midt for på gjordbuen på sydvæggen ser vi manden her, der trækker ud i mundvigene og rækker tunge. Øverst står der "ba fyn", som betyder pu-ha.

På Sæbyværkstedets udsmykning er der på nordvæggen placeret en gris bevæbnet med en armbrøst, et stort pilekogger og en vældig krumsabel. På fødderne har den højhælede træsko, såkaldte patener, som fine folk brugte i begyndelsen af 1500-tallet. Ovenover ses ordene "brutta", der betyder fæl, og "merdosa", der betyder fuld af lort.

Sideskibet har to store kalkmaleriudsmykninger, der dels er udført af Sæbyværkstedet og dels af Sebberværkstedet. Sæbyværkstedets udsmykning omfatter nord-hvælvet og de tilhørende murflader ned til det malede gardin.

Kalkmalerierne blev opdaget i forbindelse med den store restaurering, der blev påbegyndt i 1990. Sideskibet trængte til at blive kalket. Da man var bange for, at de mange eksisterende kalklag ikke ville være i stand til at bære endnu et kalklag, blev det besluttet at banke det ned, hvorved kalkmalerierne kom til syne. Ingen vidste, at de var der udover billedet af Moses ved den brændende tornebusk.

Nogle steder var billederne usædvanligt velbevarede, mens de var mere eller mindre ødelagt andre steder. Under vinduet og ved "lommerne" mellem (over) hvælv og murværk var der trængt vand ind, som gennem årene har været ødelæggende.

Det er ikke usædvanligt, at mere end ét kalkmaleriværksted har udsmykket en kirke. Det almindelige er da, at der er mange år imellem. Gamle billeder er blevet umoderne, eller kirker er blevet bygget om. Men her har de to værksteder udført arbejdet omtrent samtidig, således at Sæbyværkstedet har været der først. Læg f.eks. mærke til, at "Sæbyværkstedets palet" - de farvede felter rundt om vinduet - slutter et lille stykke over vinduets underkant og i niveau med det malede gardin. Umiddelbart skulle man synes, at det ville være naturligt at føre "paletten" helt ned til vinduets underkant, men den tese er opstået, at det skyldes stilladset, hvilket understøttes af, at man kan se, hvor stilladset har hvilet i murværket. Muligvis har man endda ladet stilladset stå, så Sebberværkstedet har arbejdet videre på det.

Det er mindst den anden prædikestol der står i kirken i dag. Den nuværende prædikestol blev opsat i 1706. Som det fremgår af rygskjoldet er den skænket af amtsforvalter Thyge Thomsen og hustru Geske Blom. Ægteparret boede i en periode fra 1663-1702 i Nibe, men betænkte altså senere kirken med denne kostbare gave.

Prædikestolen er er et godt eksempel på barokkens kraftige formsprog med kontraster og lidt svulstig helhedsvirkning. Stilarten er det man kalder akantusbarok, fordi kraftige akantusblade fra fodstykket skyder op og danner et bæger, som bærer den sekskantede prædikestol. Prædikestolen er skabt af samme billedskærer, som er tilskrevet altertavlen, Johan Friedrich Ehbisch.

Her ser vi i kirkens hovedskib fra midtergangen mod alteret. I sideskibet befinder kalkmalerierne sig. De er i sig selv et studium værd, men det var der ikke tid til. Kun de få knipserier som er medtaget her.

De to ting er begge skænket af ægtefællerne, købmand Povl Christensen og hustru, Johanne Sørensdatter, og det er dem, man ser på maleriet. Foran ses Kristus på korset. Epitafiet er skænket i 1682, hvor Povl Christensen døde, og man kan ikke undgå at få den tanke, at det har været svært at se det, og derfor måtte enken i 1684 skænke en lysekrone.

Det som for mange springer i øjnene, når man træder ind i Nibe Kirke er det store pulpitur på nordvæggen. Det har oprindelig været dobbelt så bredt og lidt længere. Pulpituret blev opsat i 1707 og indrettedes med 9 adskilte ”loger”. Der var loft over, som blev båret af lodrette søjler, og der var gardiner der kunne trækkes for.

Billedfrisen fremstiller Påskebegivenhederne fra Skærtorsdag frem til Påskemorgen.

Orglet er fra 1996 og har 25 stemmer, bygget af Bruno Christensen og Sønner.

Over orglet ses en gammel Vorherre-figur. Oprindelig en del af en nådestolsgruppe, treenigheden, Fader, Søn og Helligånd. Det menes, at figuren er et nordtysk træskærerarbejde fra omkring 1475, og den har givetvis været placeret midt i et katolsk højalter eller sidealter. I figurens udformning er der taget hensyn til, at den skal kunne ses fra flere vinkler. Vorherre figuren har oprindelig holdt Kristus frem for sig hvilket senere gjorde det muligt, at forsyne den med klokke og hammer. Der er dog ikke længere forbindelse til kirkens urværk eller klokker.

Døbefonten er sandsynligvis kirkens ældste inventar, idet den er senromansk fra omkring 1300. Det kunne tyde på, at den er flyttet hertil fra et andet sted.

Dåbsfadet er af messing og det fremgår af indskriften at det er skænket år 1700 af Anders Lavridsøn og Karen Sofrensdatter. Det var ikke lagt på, da jeg tog billedet.

De er begge kendt fra bybilledet idet Anders Lavridsøn var bådefisker, fiskestadeejer og sildesalter. Sammen med sin kone drev han købmandshandel i Nibe.

I midten af fadet ses inskriptionen: IHS (Jesus Hominum Salvator = Jesus menneskers frelser).

Stort set alt større inventar i hovedskibet er fra de første 6 år af 1700 tallet. Det gælder også altertavlen, der er barok fra 1704.

Øverst på alterbilledets ramme er anbragt våbenskjoldene for Lindenborgs daværende ejere Christian Gyldenløve og hustru Dorthea Krag. Grevens våbenskjold er omslynget af elefantriddernes ordenskæde. Lindenborg Gods ejede på daværende tidspunkt Nibe Kirke.

I flg. den norske kunsthistoriker Roar Hauglid er altertavlen fremstillet af den kgl. billedskærer Johan Friedrich Ehbisch.

Kirkens patronatsskab taget i betragtning kunne det godt tænkes, at Christian Gyldenløve, der var søn af Chr.5., havde hyret en kgl. billedskærer til at forme en ny altertavle til Nibe Kirke.

Som tidligere nævnt hænger byens og kirkens historie nøje sammen. Således fortæller også alterskranken sin historie. Den er fra året 1727, hvor Nibe fik købstadsrettigheder.

..”et af Danmarks mest særprægede og karakterfulde kirkeskibe, ikke et prangende fuldrigget orlogsskib, men en model af et af hverdagens arbejdsredskaber, en kåg. Skibet er enkelt, men helstøbt i udførelsen til mindste detalje. I al sin prunkløshed et kendetegn for kirken og byen”..Sådan skriver Kurt Nielsen og Søren Skovfo i deres bog om Nibe Kirke fra 1995.

På Kågens ror står giverens bogstaver JJHK , fisker og salter Jens Jensen Hurtigkarl samt årstallet 1703. Det passer fint med, at sildefiskeriet blomstrede op i årene efter 1680, så der igen blev en vis velstand i byen, og derfor kan vi godt betragte kirkens sildekåg som et minde om en fisker, hans stand og det erhverv, som Nibe skylder sin oprindelse.

På kirkens nordside er bevaret en oprindelig døråbning fra middelalderen ”kvindedøren”. Døren består af dørfløj og karm, der udfylder den dobbeltfalsede, dybe spidsbuede muråbning. Døren er lavet af kraftige træplanker, der udelukkende er holdt sammen af mange solide jernbånd. Indvendig er denne døråbning tilmuret i 1672.

Her har vi lystbådehavnen i Nibe - eller marinaen, som det hedder i dag. Det er herligt at sejle en tur på Limfjorden. Det er fint fiskeri og lige her på stedet et stort fredet naturreservat. Det hedder Nibe Bredning, her er masser af ålegræsbede. Det er nu ikke ål du finder her, men bedene udgør fødegrundlaget for tusindvis af vandfugle, der opholder sig her i træktiderne.

I trækperioden er her helt op til 20.000 pibeænder i fjorden. Det hele område er vildtreservat - det samme gælder området lige ovre på den anden side fjorden. Her hedder det Gjøl. Det hele område er beskyttet af "Ramsar konventionen", som er et internationalt direktiv og EU´s fuglebeskyttelsesdirektiv.

Her kan du finde pibeænder, knopsvaner (det er den der har fældningsområde i Korsør Nor), sangsvane, blishøns, troldand, taffeland, hvinand, skallesluger og lysbuget knortegås (det er sådan en, der er Nibes vartegn).

På holmene i fjorden findes nogle af landets største måge- og ternekolonier. Den almindeligste art e hættemågen (det er den der nu arbejdes på, at få tilbage på Sprogø). Hættemågerne danner kolonier med over 30.000 par. De mange måger giver beskyttelse til adskillige rugende ænder og vadefugle. Sådan hænger hele naturen på underfuld vis sammen.

Flere fugle i landskabet betyder rigere naturoplevelser for mennesker. Forsøgsreservatet i Nibe og Gjøl Bredninger har vist, at giver man fuglene tilstrækkeligt store områder med fred og ro, så tiltrækker det store fugleflokke, som opholder sig i området gennem længere tid. Det giver gode muligheder for naturiagttagelse samt potentielt bedre jagtmuligheder i tilstødende områder.

Læg mærke til de mange huse i baggrunden. Vi skal skynde os hjem for senere på aftenen er vi i Fjerritslev og skal vise alle vore flotte Skoda veteran biler frem for borgerne. Vi er kommet fra hele Europa med dem.

Utallige er de steder, hvor vi gennem snart 50 år har holdt vort årlige træf og vist vore biler frem og ikke mindst hygget os sammen med alle vore europæiske venner.

Solen er ved at gå ned, men byens gågade er ramme om udstillingen og der er sort af mennesker.

"Ved du forresten hvad lighed der er mellem en Skoda og min kone? - Nå, ikke! De kan begge bruges til en lille tur frem og tilbage."

- "Ved du hvilken forskel der er på de Skodaer, der går til eksportmarkedet og så dem til hjemmemarkedet? - Nå, heller ikke! - På eksportmodellerne er anvendt vandfast krydsfiner til karrosseripladerne."

- Ved du så hvad det er der rasler i bunden af Skodaen, når man kører i den? - Nå, her må du også give fortabt! - Det er selvfølgelig alle de penge, man har sparet ved at køre Skoda."

Selve det tjekkiske ord skoda betyder noget i retning af: ynkeligt - eller ih, hvor er det synd.

Det er nemlig tyskerne, der ejer de 3 Skoda-fabrikker i Tjekkiet i henholdsvis Mlada Boleslav, Vrchlabi og i Kvasiny.

De her på billedet over 25-år gamle Skodaer har det kostet en bondegård og tusinde af timer at holde i så fin stand.

Det er sådan set det sidste originale Tjekkiske, man har tilbage af biler i det land før man i 1989 skulle omvendes til markedsøkonomi (et pænere ord for kapitalisme) og vestlige normer.

Dem blev der produceret over 1,3 million af. Der triller stadig et par stykker rundt i Korsør - den ene af dem er min. Den er 19 år gammel. Vi havde en før den - førsteudgaven. Den ville have været fyldt 25 år i 2012, men den er for længst hugget op. Den vakte opsigt i hele Europa, da vi kørte rundt med den.