| Selv skyggespillet er smukt. Et mesterstykke i smedekunst. | 
| Vi har en lille pause. Så der er tid til en sludder lige foran gitterporten. Bemærk de smukke lamper på gitterportsstolperne.  Tilbage til oversigt
| HOTEL PHOENIX | 
| En vagtdeling fra Livgardens Kaserne på Øster Voldgade har marcheret ned ad Gothersgade og drejet om ad Bredgade nede ved Kongens Nytorv. De er på vej til Amalienborg Slot til vagtafløsning. Her i Bredgade må de gøre holdt for rødt lys. Vagtkommandøren står strunk og stiv som med en lineal i ryggen. Man kan se at der tale om en såkaldt palævagt. Bilerne synes fejlplaceret. Det er de ikke - her er ensrettet - så de er bare klar til at overhale. I baggrunden ser vi Hotel Phoenix - Bredgade 38. Netop denne ejendom er blandet ind via et ægteskab i det Palæ vi skal ind og bese. Det var tyskerne, der ved besættelsen af Danmark den 9. april 1940 kl. 4.15 om morgenen ensrettede Bredgade og parallelgaden Store Kongensgade. Det var de første ensrettede gader i Danmark. Det var for ikke at sidde fast i en trafikkø, når de skulle forhandle med Konge, regeringen og den militære ledelse på Amalienborg i de kritiske første timer af besættelsen. Det gik som smurt i olie. En lille styrke var gået uantastet i land på Langelinje - efter at have passeret Middelgrundsfortet og Trekronerfortet og minebælterne og havde overfaldet fæstningen Kastellet med 400 mand indenbords Det klarede de med en håndgranat. Hvad skulle vi egentlig med den fæstning som Frederik den 3. lod bygge? Hotellet var tidligere von Plessens gård og strakte sig rundt om hjørnet og ned ad Dronningens Tværgade. Senere blev det til Hotel Stadt Hamburg. Senere igen til Hotel Phoenix. Der opholdt sig en hel del englændere på netop dette hotel den 9. april. De blev straks taget i forvaring af tyskerne og smidt ud af landet. | 
| Tegning der viser situationen den 9. april 1940 tidlig morgen. Tyske bombemaskiner flyver over København, med en trussel om at bombe løs, hvis vi ikke giver os. Livgarderne stormer frem mod Amaliegade. Der er kampe med tyskerne, der forsøger at trænge frem ad gaden. Livgarden lever til fulde op til sit motto: ”Pro Rege et Grege” – ”For Konge og Folk” denne kritiske morgen for at forsvare kongen og hans familie med livet som indsats. Mens Kongen, den danske regering og de militære chefer forhandlede med tyskerne blev der kæmpet på pladsen. Vi gav op og hærens chef generalløjtnant Prior - der mente vi havde burde kæmpe - gik dybt frustreret over pladsen, uden at ænse kugleregnen. Han kørte kl. ca 4.00 om morgenen, da tyskerne allerede havde overskredet den danske grænse og meldingerne indløb i stor hast til møde i generalstaben (han boede på Kastellet, men "glemte" lige at alarmere garnisonen på kastellet). Kong Christian X sendte sin adjudant ned og standsede kamphandlingerne, selv gik han personligt ned og talte med de sårede og takkede dybt rørt for den heltemodige indsats. Kronprinseparret ventede sig. Ingrid var i lykkelige omstændigheder og midt i mørket var det et lys der tændtes, da Danmark fik en lille prinsesse den 16. april født på slottet. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II (Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid, Danmarks dronning) er siden 14. januar 1972 Danmarks regent. 
Hun fylder 70 år den 16. april 2010 og er nu en ældre dame, men stadig vort lands dronning. Ved den lejlighed afgav Ingrid et løfte til sig selv: "Fremover skal det være sådan, at ingen kan høre på mit sprog, at jeg er svensker - jeg skal lære at tale dansk uden accent og vil være dansk." Hendes private motto var: "Man kan, hvad man skal". 
Vort lands smukke kongevåben (ofte anvendt på konfirmationstelegrammer) med vildmænd med fuldskæg og køller, men dog tækkeligt tildækkede med bladgrønt om liv og i hår, som Adam efter syndefaldet i paradis. Vi har også et rigsvåben med hjerter og løver. Tilbage til oversigt | 
| Flakfortet fungerer i dag som udflugtssted for folk "der skal have en kæp i øret". Har man båd kan man også sejle herover. Det er et herligt udflugtssted til en kort tur i sejl- eller motorbåd. Der løber en slag kanal til højre, når man er sejlet ind - her kan man sagtens ligge. Vi inspicerer nogle af gangene i det nedlagte fort, men det er ikke behageligt. Det er møgbeskidt og lugter fælt. | 
| Udsigt fra fortet mod København. | 
| Her er par billeder fra det nu som fort nedlagte Flakfort. På Middelgrundsfortet, der skulle bevogte indsejlingen til København havde admiral Rechnitzer allerede den 8. april 1940 trukket alle søofficerer og uddannet mandskab i dækningsstyrken i land og erstattet det med helt nye uerfarne lige indkaldte. Flere officerer rev i raseri distinktionerne af deres uniformer, da de blev kommanderet i land. Resultatet udeblev heller ikke: kanonen kunne ikke skyde og de elektriske armerede minefelter blev ikke aktiveret. Admiralen blev tvunget til at trække sig en måned senere fordi han ikke havde søofficerernes tillid. Her er udsigten mod den nordlige del af Amager. Bemærk den store vindmøllepark herude. Til venstre i billedet har vi Øresundsbroen og Kastrup Lufthavn. Motorbåden vi er sejlet over i har hjemme i Sundby Sejlklub, og der skal vi hjem og have aftensmad i klubhuset. Det blev noget af en våd tur. Vi piskede gennem bølgerne og blev foruden silende regn overskyllet af bølger så vi var drivvåde fra yderst til inderst. Det har vi prøvet et hav af gange før i over 40 år. Vi tager det som en oplevelse, men det er noget af en tur i dårligt vejr. Tilbage til oversigt | 
| Jo, den er god nok - det er den samme bygning. Dengang hed det Bredgaden No. 188 - i dag Bredgade 38. Tidligere hed gaden Norgesgade. I 1946 overtog Danmarks Kommunistiske parti bygningen. De havde bygningen indtil 1990. Herefter blev bygningen igen hotel. Huset blev overtaget umiddelbart efter krigen (1945) som krigsskadeerstatning fordi den danske regering da Tyskland overfaldt Sovjetunionen den 22. juli 1941 efterkom et krav om lade danske kommunister internere. Tyskerne kom med en liste de i øvrigt havde fået tidligere af dansk politi, men den danske regering lod betydeligt flere arrestere end krævet af tyskerne. DKP`s 3 folketingsmedlemmer blev også jaget på trods af deres immunitet. I august 1941 vedtog Rigsdagen en lov mod kommunistisk virksomhed, som legaliserede interneringen og som indledte en ny klapjagt på kommunister. Loven forbød partiet, dets formue inddraget og over 400 partimedlemmer i strid med grundloven arresteret af dansk politi og interneret i Horserød tæt ved Helsingør og i Vestre fængsel og senere den 29. august 1943 trods løfter om det modsatte ladt i stikken, så tyskerne kunne føre dem til Kz-lejre i Tyskland - ved et slumpetræf, fordi tyskerne ikke vidste at Horserødlejren bestod af 2 lejre, lykkedes det en del af de internerede at flygte, men 150 havnede i Stuffhof i Tyskland, hvorfra en del aldrig vendte tilbage. Det var mens vi havde den midlertidige overgangsregering. Det kostede derfor ikke partiet noget at overtage det forhenværende Hotel Phønix. Det var en skamplet at et land havde ladt sine egne borgere i stikken og begået grundlovsbrud med den største lyst og velvilje for at fremme egne politiske mål og få udryddet en politisk konkurrent. Det er faktisk sørgeligt at høre, at en grundlov der netop skal sikre landets borgere fundamentale rettigheder blot tilsidesættes, når det passer magthaverne. Det er i krisetider at en grundlov og dens bestemmelser skal stå sin prøve. Nu måtte man betale en bod - ikke af lyst, men af politisk nødvendighed for ikke selv at havne i "den sorte gryde". Ikke en eneste i Folketing eller Landsting havde gjort noget for at forhindre dette grundlovsbrud, man stemte for det hele. Det var i 1945. Under krigen var det inddraget af den tyske marinestab, som brugte huset. Overfor huset lå Palæ-garagerne som, tror jeg, var Danmarks første parkeringshus med en "snegl", der førte bilerne op i huset. Der lå også en ESSO tankstation derovre. Hvis man dengang gik helt op i toppen af huset, kunne man se at væggene havde været malet med marinefarver. Det var jo her tyskernes biler holdt. Tyskerne inddrog hotellet på samme måde som de også inddrog Hotel D'angleterre og Dagmarhus, Richshuset og flere andre steder såsom SHELL-HUSET og Nyboder Skole. Efter krigen overtog DKP det forhenværende Hotel Phønix kvit og frit. Dagbladet Information, som var et illegalt blad under krigen på samme måde som Land og Folk, overtog "Fædrelandet" - det nazistiske blad, som lå i Sankt Annæ Passage. Der ligger Information den dag i dag. De overtog trykpresse og bygninger og det hele som krigsskadeerstatning. Nogle af lokalerne blev lejet ud, efterhånden som partiet blev fattigere - Bredgade 38 f.eks. Dronningens Tværgade nr. 1 var også lejet ud til et ekspeditionsfirma. Så det var kun Dr. Tværgade nr. 3 partiet rigtig havde til sig selv. Indgangen til Hotel Phoenix i Bredgade 38 førte i DKP-tiden ind til det der blev kaldt "den lille sal". Den fungerede som undervisningssted. Her blev der afholdt kurser og lignende, så der også kom penge ind ad den vej. Desforuden havde partiet den store sal, hvor der blev afholdt fester og hut-li-hut og Land-og-Folk indsamling og alt sådan noget. En gang om året havde vi indsamling til avisen - siger min radioamatørbekendte "foto-Ole", der var den ene af 2 fotografer på dagbladet Land og Folk fra begyndelsen af 1970 og indtil det hele lukkede, og der kom mange penge ind på den måde. De (andre aviser) håbede jo på, at vi knækkede halsen, men hver eneste gang så kom der så store midler ind, at bladet kunne fortsætte - fordi der var opbakning blandt medlemmerne. Dagbladet holdt til på 2. sal og partiet på 3. Ole havde lært hele faget selv og arbejdede også som freelancer. Han var stolt som en pave, når hans billeder kom i stor størrelse på forsiden af andre dagblade. Millimeterprisen var den samme som for tekst. Han havde mørkekammer derinde og det var helt utroligt hvad der rullede af film gennem hans apparater. Mindst hver anden måned fik hans fotoudstyr en hovedreparation hos Fagfoto på Frederiksberg. Der skulle kvalitetsudstyr til, der kunne holde til de betingelser. Jeg var engang med ham ude til en demonstration ved det gamle Bellacenter, der lå på det yderste Nørrebro (Grøndalscenteret hedder det i dag) - det var vist noget med Verdensbanken, for at han kunne fotografere og få afprøvet noget radiokommunikationsudstyr og nogle politiscannere (et nødvendigt udstyr for enhver professionel pressefotograf, så man kunne følge med i hvad der skete og være på pletten før de andre). Udstyret havde vi ombygget og justeret på det radio- og tv-værksted, jeg dengang drev sammen med en kammerat i Brønshøj. Ole havde hørt, at man ville anvende radiokommunikation fra demonstranternes side ved denne demonstration og så måtte man jo havde noget udstyr, at kunne lytte med på, hvis der skete noget og man kunne få nogle billeder i kassen. Det fik vi klaret. Ole var radioamatør lige som min kompagnon og jeg selv. Nu ville vi gerne afprøve udstyret i praksis, fordi vi kunne høre, at tingene trak op. Vi tog af sted - jeg mener det var en lørdag ved middagstid - vi havde værksted i Brønshøj - så det var blot en kortere tur ind ad Frederikssundsvej til området omkring Bellahøj. Demonstranterne stillede op i kolonner flere steder - vi var ved Hulgårdsvej og Hillerødgade og vi kunne høre over radioen, hvor de var. Vi havde et meget højt antennetårn på vort værksted med drejelige retningsbestemte antenner til alle relevante frekenvsområder, så vi kunne høre hele radiokommunikationen i Storkøbenhavn fra politi, agenter, brandvæsen, kriminalpoliti, ambulancer og så videre og ikke mindst demonstranternes meldinger - de kaldte sig Alfa, Bravo, Charlie og så videre. Vi havde også fjernskrivere, så vi kunne få udskrevet meddelelser fra Ritzau og udenlandske telegrambureauer, vi havde fået udstyret af P&T, da man ikke skulle anvende det mere. Vi brugte det til at kommunikere med andre radioamatører over hele verden, men det kunne selvfølgelig også det andet. Her blev Ole genkendt af nogle "demonstrationsklædte politifolk fra PET", da han var ved at tage billeder (vi blev siddende i bilen og lyttede) - de smadrede flere af hans kameraer - herunder et meget kostbart Nikon og et Leica-kamera. Han kunne ikke bevise noget - og havde heller aldrig fået en chance for det. Vi vidste på radiomeldingerne, hvem det var. Vi gættede på, at det dybere formål måske var at miskreditere demonstranterne ved at kunne skrive i pressen, at de var så yderligtgående, at de overfaldt pressen, hvis denne forsøgte at fotografere deltagerne - men her var det de såkaldte "civilstrømere", som demonstranterne kaldte dem, der var kommet indenfor skudhold af Ole´s kameraer. Hele denne demonstrationsbølge trappede op, og det kom til så voldsomme uroligheder, som det ikke var set siden "augustoprører" i 1943 og "folkestrejken" i 1944 under besættelsen. Der blev overmalet, smidt brandbomber, brændt politimotorcykler af, kastet partisansøm og jeg ved ikke hvad. Det havde vi bestemt ikke den mindste trang til at overvære eller på nogen måde være en del af, men Ole levede jo af det. Senere måtte K. B. Andersen indrømme,, da han senere overtog ministerposten fra VKR-regeringen, at politiets voldsomme indsats faktisk havde haft den kedelige virkning, at stemningen faktisk var for demonstranterne.  Det var i september 1970, at jeg havde oplevelsen. Den har jeg aldrig glemt. Her en flok demonstranter, der vil bekæmpe Verdensbanken. Nogle enkelte har sikkert af bitter erfaring iført sig styrthjelm. De forreste danner en kæde ved tage fat i hinandens albueled. Det var også på mode, at de unge mænd anlagde sig fuldskæg (hvilket vi i tidsånden også havde tillagt os - vi bær dem stadigvæk). Bemærk fotografen ude til højre i billedet. Jeg tror vi er på Hulgårdsvej.
Vi kunne høre på politiets meldinger, at dette havde politifolk og civile, som provokatører blandt demonstranterne, for at trappe det hele op, så politiet kunne gribe ind og slå "urolighederne" ned. Det hele blev ledet og styret fra HS på politigården. Det samme skete faktisk under urolighederne på Nørrebro i forbindelse med EU-afstemningen, hvor dansk ordenspoliti grundet falske knibemeldinger og en politisk ledelse i politiet - der ønskede en optrapning - fik det hele til at gå agurk og fik bragt sine egne ansatte politifolk i en situation, hvor de for ikke at miste liv og førlighed måtte gribe til anvendelse af skydevåben og for første gang i landets historie skød blindt ind i en demonstrerende masse, fordi de af "gode kolleger" bevidst var bragt i en livstruende situation. Politidirektøren ønskede ved den lejlighed, at der skulle rekvireres hunde fra hundepatruljen på Amager, der skulle sættes ind for at det hele kunne blive trappet op. Kvikke aflyttere af kommunikationen kunne senere afsløre denne kedelige kendsgerning. Man kunne ved denne lejlighed heller ikke fremskaffe tåregas til ordenspolitiet, fordi nøglerne til rummet, hvor det opbevaredes, var blevet væk. Ved den lejlighed - i september 1970 - mistede jeg al respekt for og tillid til denne politiske efterretningsvirksomhed - der, viser rapporterne nu - har haft til hovedopgave at bekæmpe fagligt aktive tillidsfolk, der med deres levevej som indsats har forsøgt at skaffe deres kolleger bedre løn- og arbejdsforhold, aktive og handlekraftige fagforeninger der varetog deres medlemmers interesser og politiske partier til venstre for socialdemokratiet og fodret arbejdsgiverforeningen, industriforeningen og andre med oplysninger, så der kunne iværksættes berufsverbot og andre ubehagelige tiltag overfor de aktive og politisk uønskede. PET brugte jo hele den yderligtgående ekstreme tvivlsomme højrefløj som villige infiltratorer, spioner, meddelere og provokatøragenter og registerførere og materialeindsamlere, så man med troskyldig mine fra regeringens side kunne påstå, at man ikke registrerede og overvågede. Man fik også dygtig hjælp af Arbejdernes Informations Central AIC - Socialdemokratiets efterretningsafdeling og Det Faglige Politiske sekretariat i Dansk Metal med 8.000 agenter på arbejdspladserne. Det var snedigt for så havde man private til under politiets beskyttelse, at udføre det arbejde man ikke selv måtte påtage sig. Der er nogle der kan hidse sig op over Stasi i det tidligere Østtyskland - og det var slemt fordi den ene halvdel af befolkningen sladrede om den anden af alle forskellige tvivlsomme motiver, men er dette meget bedre?  "Foto-Ole" i dag.
Ole passede kun sit job, for at tjene til livets opretholdelse for sig og sin familie og så var han jo ansat på Land og Folk - hvilket givet har talt til ugunst for ham (men hvor kunne han ellers få job?), men man har vel frygtet hans billeder og hvad de kunne afsløre. Nu blev han ramt økonomisk på sit levebrød, ved at få ødelagt sit værktøj - hans pressekort hjalp ham ikke en dyt. Jeg tror hans kollega og bladet hjalp ham med nyt udstyr. Jeg besluttede mig dengang for aldrig at overvære demonstrationer, man kunne uforvarende blive ramt af kasteskyts og blive slået til invalid af knippelsuppe og blive registreret i hemmelige kartoteker og forfulgt. Til slut skal blot tilføjes at bygningen blev solgt af partiet i det dobbelte formandskabs tid med Ole Sohn som formand og Jan Andersen som næstformand. Det indbragte 20 millioner kroner. Kort efter blev bygningen - som var i en elendig forfatning videresolgt for 200 millioner kroner. Jeg husker at Ole i nedlukningsdagene kom anstigende med en bærbar PC´er, som han havde fået som betaling i stedet for kontanter. Det hele var gået i opløsning. Så bygningen har i sandhed haft en noget omskiftelig og omtumlet tilværelse. Sådan kan et enkelt blik på en bygning på en udflugt med Bevaringsforeningen bringe en masse op af erindringens dyb. Tilbage til oversigt | 
| Det er den 9. april i de tidlige morgentimer. Tyskerne har anholdt en hel del Englændere på Hotellet. Det engelske gesandtskab der ligger lige overfor på den anden side af gaden brugte dette hotel. Den tyske marineledelse er nu rykket ind. Man har endnu ikke fået sine egne vagter. Det er hærpersonel der står på vagt. | 
| En tysk vagtpost foran det engelske gesandtskab i Bredgade. | 
| Englænderne anholdes og køres bort i en konfiskeret lastvogn på åbent lad under bevogtning til fængslet i Kastellet. Kort tid efter bliver de udvist af landet. Hele angrebet med kodenavnet "Weserübung" blev planlagt i flere måneder på Hotel Altona ved Alstersøen i Hamburg. Her havde planlægningsstaben indrettet sig i de øverste etager af Hotellet. Tyskerne havde mange 5. kolonnefolk i Danmark som villige hjælpere - de såkaldte sommerfugle, der som internt kendetegn bar et lille emblem i form af en ligustersværmer. Den der havde ansvaret for angrebet på København og specielt kastellet tog på turisttur nogle dage forinden og her indhentede han vigtige detaljer. Bossen for det tyske overfald lød det mærkelige navn Kaupisch og forhandlingerne blev fra tysk side repræsenteret ved det tyske udenrigsministeriums gesandt i Danmark Von Renthe Fink, han blev senere afløst af Verner Best, da bissen skulle skrues på. | 
| 
| 
| Langelinjekajen i de tidlige formiddagstimer den 9. april 1940. Københavnerne myldrede der ud. "Guten Heute Leute". Det var Hansestadt Danzig man sejlede styrken ind med til Langelinjekajen, bemærk at alle vinduer er tilskoddede, så den kunne snige sig ind uden at der slap lys ud. Man smed også et OPROP ned til den undrende befolkning fra flyvemaskinerne. Med det ubehjælpsomme sprog havde vi ingen grund til at skamme os over vore tyskkundskaber. | 
| Som en femtakket stjerne ligger Kastellet, Citadellet Frederikshavn, midt i København. Det er et af Nordeuropas fineste og bedst bevarede fæstningsværker. Stedet er på en gang et museum, en militær by, en arbejdsplads og en yndet turistattraktion. Kastellet er bygget af den hollandske fæstningsbygger Henrik Rúse i perioden 1662 - 1665. Den store kongelige bygherre kong Christian IV havde udformet planen til en bedre befæstning af København, og i 1626 påbegyndte man fæstningen Sct. Annæ Skanse, der blev forløberen for Kastellet. Kong Christian IV døde i 1648, og i stedet blev det hans søn Frederik III, der også oprettede Livgarden, der realiserede fæstningsplanerne. Inden for volden med de fem bastioner opførtes følgende bygninger, der alle eksisterer i dag: Seks "stokke", Nordre Magasin og Søndre Magasin, Kongeporten med en buste af Frederik III og Norgesporten. Senere blev der behov for mere plads til Kastellets mange aktiviteter, og nye bygninger opførtes: Kirken (1704) og arrestbygningen (1725), møllen (1847), Kommandantgården (1725), krudttårnene og Hovedvagten (1874). Vagtkompagniet går vagt på Kastellet, da Forsvarschefens bolig og flere af Forsvarets institutioner ligger her. Bl.a. kan nævnes Forsvarets Efterretningstjeneste, Totalforsvarsregion København, Det Kongelige Garnisonsbibliotek m.v.
Der er vagtskifte hver dag klokken 12, og mandskabet har således indgået i vagtstyrken i 24 timer. Der er åbent for offentligheden alle dage mellem klokken 6 og 22, idet voldene dog ikke må benyttes mellem solnedgang og solopgang. Det er livgarden der holder vagt her. Fotoet er fra Forsvarets fototjeneste. | 
| Her Kastelsgraven. Vi har Grønningen og Bredgade i baggrunden og broen over til Kongeporten til højre. Billedet er taget fra kastellets indre vold. Den engelske kirke ligger til venstre uden for billedet. | 
| Broen til Kongeporten og kongebroen. Den ene af de massivt bevogtede adgangsveje til Kastellet. Den anden port hedder Norgesporten. Porten har dobbelt fortifikation. Fortikationen er tyk og udskåret med smalle skydeskår til alle retninger. Kastellet er med voldgrav og er en Pentagon, så den kan forsvares indefra fra alle retninger. | 
| Den med en håndgranat bortsprængte Sjællandsport. En tysk soldat betragter værket. Godt det ikke kom til kamp. Det havde kun udskudt smerten en kort stund og kostet menneskeliv. Det første man gjorde da man kom herind var at indrette en kortbølgeforbindelse til Korsør, der så kunne sende videre til Hamburg og fortælle om man danskerne ville overgive sig. Som signal til flyvemaskinerne i luften over byen om, at der ikke skulle trues mere lagde man et stort udbredt flag med hagekors midt på pladsen indenfor. | 
| Kongeporten set inde fra kastellet. Den bemandede vagtstue ligger til venstre. Her hygger vagtmandskabet sig med at kigge TV. Længere til venstre - gennem porten - har vi kastellets fængsel og til højre en vagtpost. Det er også adgangen til Forsvarets Efterretningssektion i Elefantstokken, her er ikke adgang for offentligheden. | 
| Præcis samme sted som ovenfor. Det er bare den 9. april 1940 og her står en tysk skildervagt. De havde været lang tid undervejs. Vejret havde været usædvanligt koldt med isskosser i danske farvande. De fleste var udmattede af søsygens kvaler. Nu blev de indlogeret i kastellets mandskabsbygninger og rekvirerede og beslaglagde alt, hvad de skulle bruge. Man fandt hurtigt ud af, at man ikke skulle køre på cykel i de timer, så blev den nemlig snuppet af tyskerne. | 
| Her har vi den anden port til Kastellet - Norgesporten. | 
| Hele kastellet er nu åbent for offentligheden. Her nyder vi det herlige vejr og udsigten med medbragte madpakker og drikkevarer. Vi har den lille havfrue ret fremme lidt til højre og Langelinjekajen i baggrunden til venstre for os. Man kan stå her inde i Kastellet og overvåge hele kajen, hvor tyskerne lagde til. Vi kan anbefale en tur hertil. Kun en lille del er der ikke adgang til, da den stadig benyttes af forsvaret. Der er adskillige gamle kanoner, som ungerne elsker at ride på. Der er også en kirke og en gammel mølle herinde. Tilbage til oversigt | LIBERALISMENS MORGENGRY - HANDELSKOMPAGNIER - OVERKLASSEFINANSPOLITIK - DØDSENSFARLIG UDENRIGSPOLITIK - HVEM EJER DANMARK OG HVEM STYRER REELT LANDET? TREKANTHANDEL |
| Christian Degns kæmpeværk på 600 sider er spændende læsning, men det findes kun på tysk. Her er alt - hvad der er værd vide - for den der vil sætte sig ind i slavehandelens historie og Schimmelmännernes handels- og finanstransaktioner. Den handler om den særdeles profitable trekanthandel. Det var ikke lige den jeg lærte om i min skoletid. Der handlede det bare om landets dygtige ledelse og et triumvirat, der gav landet sin blomstrende periode i Danmarkshistorien - den florrisante tid blev det kaldt. Det var foregangsmænd og iværksættere og de var virkelig kreative og dynamiske og fremskridstvenlige. Den katastrofe de bibragte landet på sigt, blev der ikke talt om. Heller ikke - at deres drivkraft var egennytten - og ikke et idealistisk samfundssind. Nå, men når det regner på præsten så drypper det vel også lidt på degnen - sådan kan man altid forsvare udbytningen af andre. 
Den store ekspert i TREKANTSHANDEL - så kløgtig og så dygtig, så han kan blive behængt med ordener - selv en elefant har han fået. Ernst Schimmelmann var landets finansminister. Det hele begynder med en af de største omvæltninger i Danmarks historie. I året 1776 er kronprins Frederik fyldt 16 år. Han indtager sin plads i Statsrådet. Forelægger sin sindssyge far et dokument til underskrift. Fyrer Ove Høegh-Guldberg og udnævner en ny regering. Det er selvfølgelig ikke kronprinsens - den senere Frederik den 6.s - værk. C.D.F. Reventlow, A.P Bernstorff og Ernst Schimmelmann havde samlet sig som et skyggekabinet om den store knægt og fik ham til at spille deres spil. De blev alle ministre i den nye regering. Der kom ingen udfarende kraft fra kongen. Det var det nye ministertriumvirat der styrede landet. De udgjorde den måske mest talentfulde og iderige regering Danmark nogensinde har haft. Alting blomstrede - vi kalder perioden for den florissante tid. Der blomstrede en verdenshandel med varer og pengene strømmede ind og de store købmænd blev stenrige. København og dens havn var et centrum for denne handel. Varer blev losset ind i pakhusene og lastet lige så hurtigt ud igen. Det var virkelig tider for kræmmerne. Københavns havn var et myretue af sejlskibe på vej ind eller ud. I takt med denne rigdom byggede man flot og havde ekstravagante vaner. Moralen var også i fald, kvinderne gik til bal i musselinskjoler der var så tynde og gennemsigtige at man kunne trække hele kjolen gennem en fingerring. Mange var nøgne indenunder kjolen eller havde et lille kødfarvet trikot på. Nogle rasede, nogle nød det og kvinderne var stort set uhyre glade og tilfredse. Det var dog en farvestrålende boble, der måtte briste. Statens finanser var også med i dansen om guldkalven. Truede selskaber blev af staten opkøbt for summer, der langt oversteg selskabernes værdi, og finansministeren Ernst Schimmelmann spekulerede på Pariserbørsen med statens midler. Det ville sådan set svare til, at finansministeren i vore dage hver uge udfyldte tips- og V5 kuponer og gned skrabelodder for millioner af kroner for at dække kasseunderskuddet med spillegevinster. I vare dage foregår det ved at staten opkøber håbløse gældsposter på bankudlån til tvivlsomme personer, der har stået bankens ledelse nær og som aldrig har drømt om at tilbagebetale de lånte midler. Det hedder bankpakker. Pengene er ikke brændt eller bortkommet - "de er gået tabt" - siger man, nixen bixen, de ligger bare i andre lommer, hvis nogen skulle spørge. 5. januar 1813 gik Danmark statsbankerot. Seddelpressen havde længe arbejdet for højtryk. "Hvor virksomt end arbejdet drives, kan sedlerne dog ikke i den mængde forfærdiges, som de til udgifterne behøves", lød det i en forestilling fra Finanskollegiet til Kongen. Allerede da krigen brød ud, var rigsdaleren noget mindre værd end den pålydende sølvværdi. 1808 var den faldet til halvdelen af værdien , 1809 til en tredjedel, 1810 til en femtedel, 1811 til en syvendedel og 1812 til en fjortendedel. Daleren var snart ikke en skilling værd. Man forsøgte med nogle indgreb. Det vil føre for vidt at komme ind på det her, men ideen var at få fat i pengesedler ved at beskatte fast ejendom og så brænde pengesedlerne når de kom ind. Det hjalp ikke en dyt. Det varede 25 år før kursen igen nåede pari. Alle var fattige og havde mistet deres opsparing. Vreden rettedes ikke med urette mod landets finansminister Ernst Schimmelmann som var den geniale hjerne bag det hele. Der var dem er ønskede "at dens blod snart må flyde i helvede, som er årsag til forandringerne i pengevæsenet". Der skete ikke tyskeren Ernst noget - han havde lidt tab, men Schimmelmännerne klarede sig fint igennem det hele. Island gjorde tog turen i 2008. Dollaren er lige faldet til under 5,01 kr. for første gang i år. Bundrekorden var i sommeren 2008 der nåede den ned på 4,66 kr. Investorerne søger væk fra dollaren, men den primære årsag er også et rekordstort amerikansk underskud på budgettet, som formentlig vil nå 13% af bruttonationalproduktet i år. Det er sådan omkring 1.500 Milliarder dollar. Underskuddet har aldrig nogensinde været så stort. FED (Forbundsbanken Federal Reserve) opkøber stats- og realkreditobligationer for at undgå kursfald og realrentestigninger for nye penge. Det er lige som det altid har været; seddelpressen kører for at finansiere statens underskud og pengenes værdi rasler tilsvarende ned. Vi havde Landmandsbankrisen i tyverne. Det var nøjagtig den samme substans og årsagssammenhæng. Tingene havde også udviklet sig sådan, at der i 1789 havde været revolution i Frankrig og de begyndte at ekspandere og overtage det Europæiske marked. Det kunne England ikke leve med. Nu udviklede man tesen "Frit skib fri ladning" - det var Bernstorffs ide og man sluttede et væbnet såkaldt neutralitetsforbund bestående af Prøjsen, Sverige, Rusland og Frankrig og dobbeltmonarkiet Danmark-Norge kom med i 1800. Så havde man et fire-magts-forbund. Neutraliteten var det så som så med. Englænderne kunne ikke komme til at visitere skibene for deres last og konstatere om der blev sejlet kontrabande til franskmændene og danske skibe eskorteret af Orlogsmænd skød på Engelske skibe. England og Frankrig var i krig. Det var Napoleon, der kørte løbet for Frankrig. Det måtte gå galt. England ville simpelthen ikke finde sig i, at få deres vitale handelsinteresser ødelagt. Napoleon marcherede frem helt til Rusland, hvor han blev slået af de store vidder og vinterfrosten. Danmark var hans sidste forbundsfælle og vi sendte ham 10.000 mand som hjælp. Derfor sangen: "General Napoleon og hans titusind mænd". Det fører til begivenhederne som kommer nedenfor. | 
| Københavns byplan fra 1766. I midten Kongens Nytorv; ved den her i nordøstlig retning førende Bredgade. På højre side Schimmelmanns Palæ. Hans sukkerfabrik var beliggende i forstaden Christianshavn mellem broen (Knippelsbro) og den tyske Frederikskirke. | 
| Bemærk livet i havnen. Billedet er fra 1805. Vi ser det Vestindiske pakhus til højre. Den 2. april 1801 var den engelske flåde her med 53 skibe. De begynder et angreb om morgenen med viceadmiral Nelson som næstkommanderende og sejrherre fra Abukir under admiral Parker. Danmark var allieret med Frankrig og dermed Napoleon. Derfor var englænderne her. Horatio Nelson døde i 1805 og kom derfor ikke igen i 1807. Det blev ved dette slag "uafgjort". Nelson satte kikkerten for det blinde øje og efterkommer ikke Parkers ordre om at standse kampen. Nelson brugte skræmmetaktik ved at true med at afbrænde de erobrede skibe uden at kunne redde deres besætninger. Kronprinsen lader sig skræmme og standser ilden uden at konferere med sin danske øverstkommanderende. Sådan lyder i hovedtræk den forfalskede danmarkshistorie om disse begivenheder. Så sent som i Politikens Danmarkshistorie fra 1964 - 3 oplag 1966 I 1805 blev H.C. Andersen født - også den 2. april og Adam Oehlenschläger udkom med Alladin. "Jeg er født i Alladinåret." - sagde Hans Christian senere - "Så kan det aldrig gå mig helt ilde!" I 1807 syv kom den engelske flåde igen. Nu havde de missiler i form af brandraketter (granater og brandbomber) med. Dem fyrede de af om natten den 2. september. Inden for få timer stod to tredjedele af København i flammer. Vi havde ikke en chance og overgav os den 7. september efter flere nætters bombardement. Så mistede vi hele en danske flåde til englænderne som krigsbytte. Det var noget af en nedtur. De sejlede bort med hele den dansk-norske flåde. Vort riges stolthed. !5 linjeskibe, 15 fregatter, 8 brigger og 31 mindre fartøjer. Forinden havde de ødelagt alt af værdi på Holmen. Den øvrige del af byen lå i ruiner. Det bliver også noget af en nedtur for Schimmelmännerne hovedsagligt fordi man mister det Norske marked efter dettes løsrivelse viser opgørelser af deres tab. Tilbage til oversigt | SLAGET PÅ REDEN 2. APRIL 1801 OG ANGREBET PÅ KØBENHAVN 1807 MYTENS MAGT - 1801 - KAMPEN I KONGEDYBET | DEN POLITISKE BAGGRUND FOR DEN HELE MISERE | 
Historikeren Ole Feldbæk: (Ole Feldbæk er født den 22. juli 1936. Ole er en dansk historiker og professor på Københavns Universitet.
Ole Feldbæk har specialiseret sig i 1700-tallets historie, og har bl.a. været medforfatter på afsnittene om denne periode i værkerne Politikens-Gyldendals Danmarkshistorie, Dansk identitetshistorie, Dansk økonomisk historie, Dansk søfarthistorie, Dansk udenrigspolitisk historie, Danmark-Norge 1380-1814, og Den Store Danske Encyklopædi.
I december 2005 modtog han ridderkorset af 1. grad af Dannebrogordenen.) Han har været forfatter til en publikation, der netop behandler den væbnede neutralitet, men pludselig fra at være kritisk, åben og analyserende bliver han undskyldende og bortforklarende efter min mening. De "økonomiske bagmænd" i hele affæren gik han hårdt til, men pludselig var han som forandret.
Denmark and the Armed Neutrality 1800-1801. Small Power
Policy in a World War. Københavns Universitet, Institut for økonomisk
Historie, Publikation nr. 16. København, Akademisk Forlag 1980. 305 s. Derfor kommenterede Hans Bagger værket og fremsatte en kritisk nogle dybdeborende og kritiske bemærkninger. Det er herligt at kunne øse af en sådan diskussion. Jeg har brugt dette materiale til min egen "farvede fremstilling af begivenhederne". KUNNE DET HELE HAVE VÆRET UNDGÅET? Man kan ikke behandle Danmarks udenrigspolitik 1800-1801 uden at tage de forudgående års udfordrende konvojpolitik i betragtning. Der er en
årsagsforbindelse mellem konvoj politikken og dannelsen af Det væbnede Neutralitetsforbund: Hvis kronprins Frederik og Statsrådet havde lyttet til
udenrigsminister Christian Bernstorffs advarsler i 1798 og ændret konvojchefernes forholdsordrer, om at sætte sig til modværge i tilfælde af visitation, ville Danmark formodentlig
have undgået de følgende konfrontationer med britiske krigsskibe, og den danske regering ville i så fald ikke have haft grund til at rette den appel til Rusland, der resulterede i oprettelsen af Det
væbnede Neutralitetsforbund. HVILKE ØKONOMISKE INTERESSER STÅR PÅ SPIL? Først og fremmest gjaldt det for A. P. Bernstorff om at sikre, at Danmark ikke blev inddraget i
krige mellem sømagterne, hvorved den danske skibsfart ville gå glip af de store økonomiske
fordele, der var forbundet med at sejle under neutralt flag, og for at undgå risikoen for
sømilitære træfninger havde han til sin død i 1797 været yderst tilbageholdende med at yde
danske redere konvoj. 
Chr. Bernstorff blev født i København som søn af Andreas Peter Bernstorff i dennes første ægteskab med Henriette Frederikke Stolberg. Faren søgte tidligt at føre ham ind på den diplomatiske bane ved at lade ham blive først legationssekretær i Berlin (1789–1791), derpå gesandt sammesteds (1791). Senere blev han sendt med samme charge til Stockholm (1794), og her var han, indtil han blev kaldt hjem i anledning af faderens sygdom. Da denne hurtig endte med døden, blev han i juni 1797 med titel af statssekretær udnævnt til udenrigsminister. Uden at have sæde i statsrådet havde han ret til her at fremsætte forestillinger i sager, der vedrørte hans departement, og han må gælde for at have haft stor indflydelse på statens udenrigspolitik. I året 1801 blev han ridder af Dannebrog og 21. maj 1803 medlem af statsrådet. Bernstorff havde arvet faderens rene og elskværdige personlighed, og da han med denne forenede et fint og ædelt ydre, var han i sin ydre optræden en værdig efterfølger af slægtens ældre udmærkede statsmænd. Han havde også arvet adskilligt af deres dygtighed. Det har interesse at læse hans velskrevne depecher og betænkninger, hvori han under de bevægede tidsforhold, han kom til at opleve, ikke sjældent har dømt træffende om personer og tilstande i Europa. Den fatning og faste holdning, som de to ældre Bernstorffer jævnligt havde vist, kunne også spores hos ham under krisen i foråret 1801. Det var en ære for ham, at han efter slaget 2. april stempledes af feje hoffolk som hårdnakket og egensindig, men han kunne ikke måle sig med sine to navnefæller i evne til at gennemskue en politisk situation, han kunne i farlige øjeblikke se vel sangvinsk på forholdene, han havde ikke deres forsigtighed, og der fattedes ham deres sjældne arbejdsdygtighed og det overlegne i deres personlighed. Dette var så meget uheldigere, som Frederik 6. derved efterhånden styrkedes i sin usalige tilbøjelighed til selv at ville være den ledende. Bernstorff er blevet dømt meget hårdt af eftertiden, fordi han ikke havde forudset at englænderne ville angribe. De er for en stor del uretfærdige, og der fandt utvivlsomt et sammentræf sted af forhold, der kan gøre det forståeligt, at Bernstorff koncentrerede sig langt mere om franskmændene end om englænderne. Man har dog det indtryk, at en overlegen statsmand ville have været mindre sorgløs over for England, end Bernstorff var det, og da konflikten kom, viste han ikke meget snarrådighed. Kronprinsen selv mente dog ikke at det skete kunne bebrejdes ham. I det mindste gjorde Kronprinsen ham det følgende år til ridder af Elefantordenen, men allerede 2 år senere afskedigedes Bernstorff fra sin stilling som udenrigsminister (27. april 1810), uvist af hvilken grund, og han brugtes i de følgende år som diplomat på vigtige pladser.
CHR. BERNSTORFF - HAR EN NØGLEPOSITION I FORHOLD TIL KRONPRINSEN - MEN NOGET HINDRER HAM I AT HANDLE EFFEKTIVT Hans søn og efterfølger på udenrigsministerposten, Chr. Bernstorff, kunne imidlertid ikke forhindre, at statsrådet i 1798 kastede forsigtigheden over bord
og gav grønt lys for konvojeringen. Denne militarisering af den danske skibsfart fandt sted på et
tidspunkt, da England tilkæmpede sig et klart overtag til søs, og da de britiske prisedomstole
kunne afsløre, at det danske flag i stigende grad misbrugtes til at dække ladninger så vel som skibe, der i realiteten tilhørte Englands fjender. Det endte med at den nye, »offensive« politik med, at »handelsinteresserne gik af med sejren«, og at den danske regering bevidst indlod sig på politisk hasard, idet den kalkulerede med, at England ville finde det inopportunt at fremprovokere en konflikt med en venligtsindet stat. HVORDAN BETRAGTEDE ENGLAND OS? Men kan det virkelig være rigtigt, at England betragtede Danmark som en venligtsindet stat og
derfor ville undgå en væbnet konflikt? På forhånd synes denne antagelse helt urealistisk; thi forlader vi folkerettens kriterier for at tale »realpolitik«, bliver det indlysende, at konvojpolitikken ikke var nogen neutralitetspolitik, eftersom den ensidigt rettede brodden mod britiske interesser. Dette erkendtes da også klart af den engelske udenrigsminister,
Lord Grenville, der allerede i sin korrespondance fra foråret 1799 forudså en snarlig søkrig mod
Danmark: »It is true that we want the Elbe ships elsewhere ... If Denmark does not mend its
manners we shall very shortly have a fresh naval war. Provided we dispose well of this combined fleet we need not much fear the hostility of Denmark«. Det kan ikke undgå
opmærksomheden, at den engelske gesandt i København, Lord Fitzgerald, i foråret 1799 afleverede sin regerings skarpe protester og gjorde gældende, »that the open hostility of Denmark would be infinitely less prejudicial to Great Britain than such a neutrality«. Det er muligt at Fitzgerald blev opfattet som en »enkeltperson«, hvis udsagn åbenbart ikke var
repræsentativt for Englands politik, og denne opfattelse af den temperamentsfulde gesandt
synes Chr. Bernstorff også at have haft. Men opfattelsen var forkert. DANSK UDENRIGSPOLITIK BYGGER PÅ FEJLTOLKNINGER OG ER DUMDRISTIG OG UREALISTISK Den danske regerings udenrigspolitik fra sommeren 1798 til sommeren 1800 kan således kun
karakteriseres som dumdristig og urealistisk, baseret på en afgørende fejlperception af
Storbritanniens holdning. At den britiske eskadre først sendtes mod København i
sensommeren1800, berettiger ingenlunde til den vurdering, at konvoj politikken indtil da havde
været »en succes«, som nogle historikere gerne vil udlægge det. Forklaringen er den, at England fik hårdt brug for sine flådestyrker i kampen mod Frankrig og dets allierede. Trods mangel på almindelige transportskibe foretog englænderne nemlig i anden halvdel af 1799 en storstilet landgangsoperation i Holland med et betragteligt kontingent russiske hjælpetropper. Operationen blev en fiasko, selv om det lykkedes englænderne at bemægtige sig den hollandske flåde, og de deraf følgende uoverensstemmelser mellem St. Petersborg og London var en af årsagerne til, at Rusland i foråret 1800 trak sig ud af den 2. koalition. Selve forværringen i forholdet til Rusland
har muligvis bevirket, at den engelske regering i foråret tøvede med at gribe til drastiske
modforholdsregler mod Danmark. Det var i hvert fald hvad Chr. Bernstorff kalkulerede med, da
han i april 1800 skarpt afviste en ny britisk démarche om retten til at visitere neutrale konvojer.
Udenrigsministerens diplomatiske afværgemanøvre må vurderes som en sejr. FREYA AFFÆREN - EN TÅBELIGHED - LØGNEDÆKNING AF BEGIVENHEDEN 
Freya-affæren. T.E. Lønnings samtidige gouache giver et instruktivt billede af Freya-affæren: Efter at have placeret sig mellem den danske fregat Freya og konvojens skibe har den engelske fregat Nemesis sat en båd i vandet for at visitere det nærmeste. De tre andre fregatter har lagt sig på klos hold af Freya på dens bagbords side. Konvojchefens skud efter båden udløste en kort kamp med dræbte og sårede på begge sider, hvorpå Freya strøg sit flag. Freya-affæren, en britisk eskadres opbringelse af en dansk konvoj i Den Engelske Kanal i 1800. Freya-affæren har navn efter den svære 40-kanoners fregat Freya, som i juli 1800 konvojerede seks handelsskibe under dansk flag fra Kristiansand til Middelhavet. Kaptajnen på Freya, Peter Greis Krabbe (1755-1807), havde ordre til at afvise ethvert krav fra de krigsførende lande om at visitere konvojens skibe. I Kanalen mødtes konvojen imidlertid den 25/7 af en britisk eskadre på fire fregatter og en lugger, som krævede ret til at kontrollere handelsskibene. Efter en halv times kamp måtte Freya give op, hvorefter konvojen blev bragt til undersøgelse i Deal nær ved Dover. Englændernes fremfærd udløste en krise i forholdet mellem England og de neutrale søfartsnationer, som reagerede ved i december 1800 at genoprette Det Væbnede Neutralitetsforbund fra 1780. England svarede igen med angrebet på Danmark, som førte til Slaget på Reden 2.4.1801. Freya-affæren indtager også en plads i folkerettens historie. De neutrale søfartsnationer søgte at hævde vidtrækkende neutralitetsprincipper som frit skib, fri ladning og neutrale konvojers ukrænkelighed, principper, som Danmark formelt måtte opgive efter nederlaget i 1801. Men i så fald kan der kun være tale om en Pyrrhos-sejr, for da det i juli kom til det væbnede sammenstød i Kanalen mellem visiterende orlogsskibe og den danske konvoj-fregat »Freya«, hvis kaptajn blev dekoreret af kronprinsen for at være så beslutsom, at skyde løs og stå dumstædigt fast og samtidig på ynkelig måde forsøgtes forklaret, som at englænderne skød først, besluttede den engelske regering omsider at sætte tommeskruerne på
Danmark. Den højtstående diplomat Lord Whitworth blev sendt til København med et
ultimatum, og for at understrege sine vitale interesser i konvojspørgsmålet sendte England også
en stærk eskadre til Øresund. DANMARK INDGÅR EN AFTALE - MEN ER IKKE SINDET AT HOLDE DEN Resultatet af Whitworths forhandlinger blev som bekendt den dansk-engelske konvention af 29. august 1800, hvorved Danmark forpligtede sig til at indstille alle konvojer, indtil de to regeringer på et senere tidspunkt havde forhandlet sig til rette om en endelig løsning på spørgsmålet om
visitation af neutrale skibe, der sejlede under konvoj. Hermed burde den dansk-engelske konvoj
konflikt være bragt ud af verden, selv om Bernstorff og Whitworth tolkede
konventionen forskelligt. Men på det tidspunkt havde Danmark allerede anmodet
Rusland om en fornyelse af Det væbnede Neutralitetsforbund af 1780, og da tsarens (Zar Paul) samtykke forelå i september, valgte den danske regering at erklære, at den fortsat var villig til aktivt og betingelsesløst at deltage i det planlagte neutralitetsforbund. Tsar Paul I (Han blev myrdet af sin søn Alexander, der tog magten og blev Tsar Alexander I)
Den dansk-russiske traktat, der undertegnedes den 16. december 1800, forudså konvojering af
forbundets handelsskibe og indeholdt en bestemmelse om neutrale konvojers ukrænkelighed. Da
der på dette tidspunkt ikke var tilvejebragt nogen enighed mellem Danmark og England om
visitationsspørgsmålet, var den klart uforenelig med den dansk-engelske konvention af 29. august.
Den indbyrdes modstrid mellem de to aktstykker erkendes nok af nogle historikere; men i stedet
for at udmale de alvorlige konsekvenser heraf tager nogle historiefortællere den danske regering i forsvar og indlader sig på spekulationer om, hvorledes Chr. BernstorfF mente at kunne bringe Danmark ud af dilemmaet.
Såfremt den danske regering ville have bevaret blot skinnet af troværdighed, burde den have søgt at optage forhandlinger med Storbritannien allerede tidligt på efteråret.
I stedet valgte Bernstorff
at indtage en afventende holdning og at overlade initiativet til Rusland. Det er betegnende for
denne »visselulle-politik« (lull in politics), at Wedel Jarlsberg bevilgedes orlov fra sin vigtige gesandtpost i London i hele to måneder, og at han først i slutningen af december fik
ordre til at træde i forhandling med den engelske regering for herunder at konstatere, om denne
evt. kunne tænke sig at betragte konventionen af 29. august som »ikke-eksisterende«.
Samtidig fyldtes den engelske gesandt i København med løgnagtige forsikringer om, at Det
væbnede Neutralitetsforbund ikke stred mod konventionen af 29. august, og at det bestemt ikke
var Danmark der havde taget initiativ til forbundets oprettelse.
Det ville have givet diskussionen om småstatsrollen en ekstra dimension, hvis historikerne havde knyttet en kommentar til den danske regerings svigefulde optræden over for stormagten England. Når dette ikke sker, skyldes det måske, at juridiske finesser og moraliserende betragtninger - så
karakteristiske for bl.a. Edvard Holms forfatterskab - ikke hører hjemme i en undersøgelse af
»realpolitik«, således som historikeren definerer begrebet. På den anden side påpeger historiekerne med rette, at
den tids statsmænd selv havde en moraliserende holdning til international politik, og når
dette er tilfældet, bliver moralbegreberne endog realpolitiske realiteter. Der er grund til at
formode, at dette forhold særlig gjorde sig gældende i den engelske regering, der måtte tage højst realpolitiske hensyn til en presse og en indre opinion, der interesserede sig levende for
udenrigspolitiske spørgsmål. Man kunne endvidere vove den påstand, at troværdigheden er en
relativt vigtigere komponent i småstaternes magtstilling, netop fordi de øvrige ressourcer er så
små. Det synes da også at høre til sjældenhederne, at de små stater forsøger at snyde de store,
der i reglen kan betjene sig af et bedre informationsapparat. Der et tydelige vidnesbyrd om, at
andre regeringer skøttede mere om deres troværdighed. Da traktaterne om Det væbnede
Neutralitetsforbund skulle undertegnes og der endelig kunne sættes magt bag neutralitetsprincipperne, tog Sverige og Preussen således afstand fra Danmarks kommercielle neutralitetsmisbrug. Danmarks udenrigspolitik i årene 1798-1800 kan kun have givet Storbritannien det indtryk, at den danske regering ikke var til at stole på. Dermed være dog ikke sagt, at vi ikke under alle omstændigheder havde mistet flåden i 1807. Vigtigere er det at konstatere, at traktatbruddet ikke blot genoplivede den konvoj konflikt med
England, der så lykkeligt var blevet afværget ved konventionen af 29. august, men endogså
gjorde denne konflikt til en stormagtskonflikt mellem Rusland og England. Dette var den danske
regering dog meget sen og uvillig til at erkende. 
Niels Rosenkrantz Den engelske gesandt i Berlin havde allerede den
8. november advaret sin danske kollega om, at oprettelsen af Det væbnede Neutralitetsforbund
uundgåeligt ville føre til krig med England. Og i St. Petersborg fik den danske gesandt,
Niels Rosenkrantz, allerede den 10. november en lignende advarsel af den russiske regering, der
opfordrede Danmark til straks at træffe modværgeforanstaltninger mod et angreb fra den
britiske flåde i foråret. Rosenkrantz reagerede på disse faresignaler ved at beklage sig
over neutralitetsforbundets »militarisering« og ved at gøre ophævelser over, at Danmark nu
risikerede at blive det uskyldige offer for den uvedkommende Malta-konflikt mellem Rusland og
Storbritannien. Med disse virkelighedsfjerne betragtninger opnåede han dog blot at underminere
Danmarks troværdighed i den russiske regerings øjne.
At Danmark var helt uden skyld i den truende konflikt mellem Rusland og England, hævdede
også Chr. Bernstorff, og nogle historikere synes at gøre udenrigsministerens opfattelse til deres, når de fremhæver Malta-spørgsmålet som den væsentligste årsag til denne stormagtskonflikt.
På et enkelt punkt indtager historikerne dog en kritisk distance til Chr.
Bernstorff, idet man anklager denne for at undervurdere Englands ønske om at bekæmpe Det
væbnede Neutralitetsforbund for dets egen skyld.
Sagen synes at være den, at uoverensstemmelserne mellem England og Rusland ikke begyndte
med Malta-krisen i oktober-november 1800, men kan spores helt tilbage til de sidste måneder af 1799. Den danske regering spekulerede allerede fra foråret 1800 i det forværrede forhold mellem
de to stormagter, og senere på året bar den selv ved til bålet, da den delagtiggjorde Rusland i sin egen konvoj konflikt med England.
Således fremstilles sagen i den russiske regerings instruktion
til Lizakevic af 23. september 1803, og en god måneds tid senere, da også Malta-konflikten var
en kendsgerning, udlagde Lord Grenville problemerne således: »As for Russia, you see that we
are all but at war with that near and natural ally of this country ... Denmark and Malta have now added two other grievances which will not, I imagine, be easily got over ...«. Efter den britiske udenrigsministers opfattelse var Danmark altså et internationalt konfliktemne på linie med Malta.
Det fremgår da også af de historiske kendsgerninger, at den russiske regering reagerede lige så kraftigt på konvojkonflikten i august som på Malta-konflikten to måneder senere, nemlig ved beslaglæggelse af britisk ejendom i russiske havne.
Det danske diplomatis funktion som international konfliktskaber illustreres til overmål derved, at
det efter alt at dømme også var medskyldigt i Malta-konfliktens opståen.
I håb om at
geninddrage Rusland i koalitionen mod Frankrig havde den engelske regering længe overvejet at
overlade Malta til Paul I, ridderordenens stormester, når øen var erobret fra franskmændene.
Malta blev erobret af englænderne i begyndelsen af september, men i begyndelsen af oktober gav Lord Grenville ikke desto mindre ordre til at afværge, at de russiske
tropper i Napoli overtog øen i henhold til tidligere aftaler. Lord Grenvilles ændrede holdning var
påvirket af efterretningerne om, at Paul I i slutningen af august havde erklæret sig for en
fornyelse af Det væbnede Neutralitetsforbund og ladet britisk ejendom beslaglægge. Det
fremgår af kilderne. at også den russiske beslaglæggelse af britiske skibe var inspireret af
Rosenkrantz. Man forstår derfor godt, at tsaren ved årsskiftet lod sig irritere til at udvise den
danske gesandt, der vedblev at besvære sig over Malta-konfliktens farlige konsekvenser for
Danmark. Når Paul I i december nærmest hoverende advarede Rosenkrantz om, at Danmark
måske ville blive angrebet af England allerede i april - inden den russiske flåde var isfri,
skal det formentlig ses i sammenhæng ikke blot med det danske diplomatis virkelighedsflugt,
men også med den omstændighed, at gesandten tidligere på året havde afvist tsarens tilbud om at lade en russisk eskadre overvintre i Danmark.
Man må erklære sig enig i det synspunkt, at Danmarks
udenrigspolitik i sidste halvdel af året 1800 var en videreførelse af de forudgående to års
offensive neutralitetspolitik. Ønsket om oprettelsen af Det væbnede Neutralitetsforbund, der
formelt var et forsvarsforbund, var fuldt foreneligt med bevarelsen af Danmarks neutrale status
og sikrede en videreførelse af den udfordrende konvoj politik, der i realiteten var rettet mod
England.
I øvrigt må den danske udenrigspolitik fortsat vurderes som urealistisk og dumdristig.
Det er utroligt, at end ikke Whitworths og den engelske eskadres tilstedeværelse i august kunne
bringe den danske regering til at indse, at spørgsmålet om den kommercielle
neutralitetsudnyttelse berørte Storbritanniens vitale interesser, og at den britiske regering derfor
ikke ville bøje sig i principspørgsmålet. Den danske regering burde have affundet sig med
konventionen af 29. august, der reddede en rimelig del af den danske prestige og kunne have
tjent som et plausibelt påskud til at tilbagekalde opfordringen til Rusland. I så fald kunne
Danmark formodentlig resten af krigen have glædet sig over den relativt større manøvrefrihed, der fulgte af uoverensstemmelserne mellem Rusland og England. I stedet bidrog det danske diplomati til at gøre disse uoverensstemmelser til en eksplosiv stormagtskonflikt, der truede selve Danmarks sikkerhed. En analyse af kildematerialet er således god anskuelsesundervisning i, hvorledes en småstat
ikke skal opføre sig. Man skal ikke søge at puste til ilden, når man selv er et mål!
Først den 27. december 1800 - mindst en måned senere end andre regeringer - erkendte
Danmark den forestående krig med England som en realitet. Det kan derfor med rette fremhæves, at den 27. december er en skæringsdato, hvor der opstod en ny situation for dansk
udenrigspolitik.
At Danmark måtte belave sig på rollen som krigsførende, kunne
naturligvis kun betyde et farvel til årtiers neutralitetspolitik. Når nøglebegrebet »den offensive
neutralitetspolitik« anvendes yderst sjældent i de historiske fremstillinger, skyldes det
formentlig også, at der bestemt ikke var megen offensivitet, endsige aktivitet, over det danske
diplomati i månederne umiddelbart før og efter slaget på Reden den 2. april 1801. Til
karakteristik af Danmarks udenrigspolitik i disse måneder foretrækker jeg da også at anvende
udtrykket an attitude of wait-and-see, der forekommer med stor hyppighed.
Den direkte årsagsforbindelse mellem konvoj politikken og slaget på Reden, som jeg argumenterer for kan til tider synes udvisket i de historiske fremstillinger og hvor det er Pajil I.s Grand Design, der determinerer Danmarks udenrigspolitiske situation i foråret 1801. Tsarens storstilede plan, der tog sigte på at isolere England fra
det øvrige Europa og at opdele kontinentet i en russisk og en fransk interessesfære, lå i
forlængelse af den tilnærmelse til Bonaparte, som Rusland havde indledt allerede i oktober 1800.
Den indebar, at Rusland og Frankrig i fællesskab gjorde front mod Storbritannien og kunne
diktere den kontinentale politik. Preussen, Danmark og Sverige var blandt de stater, der skulle
danse efter Ruslands taktstok.
For forståelsen er det vigtigt at rekonstruere og påpege den konsekvente linie i Paul I.s udenrigspolitik fra oktober 1800 til marts 1801. Det er også vigtigt, at man ikke for
ensidigt fremhæver det territorialstrategiske aspekt.
Begge de to Rostopcin-betænkninger, der
danner rygraden i en sådan argumentation bærer nemlig vidnesbyrd om, at
Rusland havde ambitioner om at blive en sømagt af rang. Man skal ikke glemme, at Rusland i
slutningen af 1790'erne for første gang optrådte som flådemagt ikke blot i Middelhavet, men
også i Det nordlige Stillehav, hvor der grundlagdes handelsforter ned langs Nordamerikas kyster.
Det kan således ikke udelukkes, at Ruslands deltagelse i Det væbnede Neutralitetsforbund også
var motiveret af et oprigtigt ønske om at sætte en stopper for Englands egenmægtige optræden
på verdenshavene. Når Ruslands politik omkring år 1800 engang bliver nærmere udforsket, vil
det måske vise sig, at Paul I endog havde planer om at udvikle den russiske handelsflåde i ly af
Det væbnede Neutralitetsforbund. Admiral Nelsons kategoriske udtalelse om, at Rusland ikke
havde nogen handel er for så vidt korrekt, som mindre end ti russiske handelsskibe
passerede Kronborg på årsbasis. Men hvordan skal man så forklare, at Rusland i oktober 1800
oprettede et generalkonsulat i København? - Iflg. instruktionen for den nye generalkonsul skete
det netop for at fremme den russiske handel. Mindre overbevisende end udlægningen af Paul I.s Grand Design er vurderingen af planens
konsekvenser for Danmark. Efter min mening havde den fransk-russiske tilnærmelse, der var
en realitet i slutningen af januar 1801, »grundlæggende ændret vilkårene for dansk udenrigspolitik«, selv om Danmark lige siden 1773 havde måttet anerkende Ruslands
»hegemoni«. Det er klart, at Danmark nu var mere afhængigt af Rusland end nogensinde;
men den danske regering havde selv pantsat den sidste rest af manøvrefrihed ved at vælge
konflikten med England. Den negative vurdering af planens konsekvenser stammer
tilsyneladende fra Chr. Bernstorff, der i februar betegnede samarbejdet mellem tsaren og
førstekonsulen som »cette alliance imposante pour ne pas dire monstreuse«. Den danske
regering indså nu, at hvis den forsøgte at trække sig ud af konflikten med England, ville Sverige
få frie hænder til at bemægtige sig Norge, og Preussen ville blive presset til at besætte
hertugdømmerne og Jylland. Men hvorledes kunne regeringen overhovedet overveje at trække
sig ud af Det væbnede Neutralitetsforbund, der var blevet til på dansk initiativ og indebar en
opbakning om den danske konvoj-konflikt med England? Det var vel ikke ganske uforpligtende
at lade kongen ratificere en traktat?
Betragter man den forestående krig med England som en realitet, hvad den danske regering jo
gjorde siden 27. december, kan man kun komme til den konklusion, at den fransk-russiske
tilnærmelse var en gunstig udvikling for Danmark, fordi den betød en relativ svækkelse af
England. Det viser sig da også, at den danske regering forlængst havde opfordret Paul I til at
søge hjælp hos Frankrig til den forestående konfrontation mellem England og Det væbnede Neutralitetsforbund.
Hvor besynderligt er det så
ikke, at Chr. Bernstorff i februar begyndte at nære bekymring for de skadelige konsekvenser,
den fransk-russiske tilnærmelse kunne få for Europa. Bernstorffs opgave var at føre
udenrigspolitik for Danmark, der truedes af et flådeangreb fra Storbritannien. På denne
baggrund forekommer det mildest talt forbløffende, at udenrigsministeren forsømte at udnytte de
nye diplomatiske muligheder for at engagere de britiske stridskræfter andetsteds.
Allerede i januar gjorde Chr. Bernstorff sig klart, at en fransk troppeopmarch ved Kanalkysten
ville være til stor hjælp for Danmark, fordi den ville binde den britiske flåde til de hjemlige
farvande. Alligevel nølede udenrigsministeren til den 21. marts med at rette en direkte appel til
Bonaparte, der herefter gav ordre til at træffe foranstaltninger, som kunne binde mindst 40
britiske linieskibe. Men da var det naturligvis for sent. Den 21. marts var som bekendt
den dag, da den britiske flåde kastede anker ved indsejlingen til Øresund.
Ifølge Paul I.s Grand Design, skulle Preussen tvinges til at besætte Hannover, hvis kurfyrste var
den engelske konge, Georg III. Også på dette punkt var tsarens plan i overensstemmelse med
Danmarks interesser. Da den danske regering i slutningen af december så krigen med England i
øjnene, fandt den det således formålstjenligt at samarbejde med Preussen om at spærre
englænderne ude fra de nordtyske havne.
Selv ville den danske regering øjensynligt
besætte den frie rigsstad Hamburg, hvor englænderne havde betydelige varelagre.
Udover de økonomiske skadevirkninger ville en besættelse af Hannover skabe politisk splittelse i
den engelske regering, fordi den ville bringe Georg III i et alvorligt dilemma.
Fra begyndelsen
af februar søgte Rusland og Frankrig derfor i fællesskab at presse den preussiske regering til at
invadere Hannover, og Bonaparte erklærede over for den danske gesandt i Paris, at han selv ville
besætte Hannover hvis ikke Preussen gjorde det. På denne baggrund er det højst
besynderligt, at Chr. Bernstorff ikke blot undlod at rette opfordringer til Preussen, men endog bifaldt den preussiske regerings standhaftighed over for stormagternes pres.
Sandt nok var Preussen ikke nogen ønskenabo at have syd for grænsen; men Frankrig var dog
frygteligere, og i øvrigt var det Storbritannien der i situationen var Danmarks akutte og
altoverskyggende problem. Først den 21. marts, da den britiske flåde ankrede op nord for
Kronborg, kunne Chr. Bernstorff bekvemme sig til at spille ud over for Preussen. Når
det af nogle hævdes, at Danmark havde støttet stormagternes pres på Preussen,
kan det altså højst have gyldighed fra denne dato.
Herefter udviklede der sig et tragikomisk kapløb mellem Danmark og Preussen om besættelsen
af Hamburg og Lauenburg, der var en del af Hannover, men lå på Danmarks side af Elben.
Besiddelsen af Lauenburg var vigtig for Danmark, der hermed ville have en forsvarlig grænse
over for Preussen - eller i det mindste et vigtigt bytteobjekt under fremtidige fredsforhandlinger
med England.
Charles of Hesse (Karl, Landgrave of Hessen-Kassel, 1744-1836)
Men da den danske øverstbefalende, prins Carl af Hessen, den 7. april stod foran
fæstningen Ratzeburg, modtog han en ordre fra Chr. Bernstorff om at rømme Lauenburg, hvad
prinsen da gjorde meget mod sin vilje. Hvad var meningen med Bernstorffs brev? -
Den danske regering havde på det tidspunkt endnu ikke indgået våbenstilstandsaftalen med de
britiske admiraler, og prins Carl modtog ellers kun sine ordrer direkte fra kronprins Frederik. ØRESUNDSTOLDEN VIL VI HAVE FOR OS SELV Mere forståeligt er det måske, at den danske regering ikke fuldt ud benyttede mulighederne for svensk bistand. Den svenske konges tilbud om at oprette kystbatterier ved Helsingborg
blev som bekendt afvist med den begrundelse, at Kronborgs kanoner sagtens kunne forsvare
indsejlingen til Øresund. Den virkelige motivering for afslaget var dog kronprins Frederiks frygt
for, at Sverige på dette grundlag skulle gøre krav på en andel af Øresundstolden. Netop
fordi retten til at opkræve Øresundstolden kunne kædes sammen med evnen til at hindre
skibsfartens passage, er det påfaldende, at det danske diplomati ved andre lejligheder åbent
indrømmede at Kronborgs kanoner ikke kunne forsvare indsejlingen til Øresund, og at
den danske regering i øvrigt førte en udenrigspolitik, der flere gange fremkaldte den britiske
flåde på denne skueplads. På baggrund af toldopkrævningen i Øresund synes det i sig selv
provokerende, at det netop var Danmark der førte sig frem som forsvarsadvokaten for den
internationale skibsfarts frihedsrettigheder.
Som helhed må det konstateres, at de diplomatiske forberedelser til opgøret med England var
under al kritik. Det er derfor velgørende at erfare, at den danske regering efter min mening
gjorde sig de hæderligste anstrengelser med de militære forberedelser.
Om Danmarks udenrigspolitik efter slaget er der ikke meget at
bemærke. Efter nederlaget var kronprinsen og udenrigsministeren tilsyneladende blevet enige
om, at hensynet til landets territorielle integritet måtte prioriteres højest. Ikke desto
mindre blev de handelspolitiske interesser ført i felten såvel under
våbenstilstandsforhandlingerne med admiral Nelson, som under Bernstorffs frugtesløse
separatforhandlinger i London. I stedet burde udenrigsministeren nok være rejst til St.
Petersborg, hvor de afgørende forhandlinger om neutralitetsprincipperne foregik. Her
undertegnedes den russisk-engelske konvention af 17. juni, der af den ophidsede kronprins
Frederik blev karakteriseret som et russisk »forræderi«. Om kronprinsen havde
ret, tager jeg ikke stilling til; men det fremgår, at den danske regering havde givet såvel tsaren som den britiske forhandler, St. Helens, forhåndstilsagn om at ville tilslutte sig
en konvention mellem Rusland og England om neutralitetsprincipperne. Selv i denne
magtesløshedens fase forekommer den danske regerings politik således temmelig inkonsekvent
og blodig.
På grundlag af den store mængde faktiske oplysninger, der er til rådighed, må man komme
til den konklusion, at disse års danske udenrigspolitik på intet stadium kan forklares
tilfredsstillende ud fra de internationale konjunkturer. Skal man finde en rationel forklaring på
den danske regerings mange gådefulde dispositioner, må man derfor rette blikket mod indre danske forhold, og her vil det være nærliggende at hæfte sig ved den politiske ledelsesstruktur, som jeg - trods alle kildematerialets mangler - vil gøre et forsøg på at skitsere.
Det centrale organ i den politiske beslutningsproces var Statsrådet, der desværre virkede uden
sekretariat og protokolføring. Forsædet førtes her af kronprins Frederik, der var det
faktiske regeringsoverhoved og specielt repræsenterede Admiralitetets interesser. Størst
indflydelse af rådets menige medlemmer havde efter min mening den erfarne Ernst
Schimmelmann, der bl.a. var chef for Kommercekollegiet og talerør for »handelen«. De øvrige
medlemmer var Cay og Christian Ditlev Reventlow, der begge var blevet udnævnt efter A. P.
Bernstorffs død, samt hertug Frederik Christian af Augustenborg, der spillede en uvæsentlig rolle
i den politiske beslutningsproces. Derimod fik Chr. Bernstorff ikke sæde i Statsrådet, og
det betragter jeg som en fordel for den unge udenrigsminister, der kunne referere direkte til
kronprinsen og i øvrigt havde mulighed for at påvirke rådets afgørelser ved sine sagkyndige
forestillinger.
Greve Ernst Heinrich Schimmelmann (1747-1831). Han var i mange år finansminister og tilhørte sammen med Bernstorff og Reventlow det berømte greve-kløverblad. Schimmelmann havde stor indflydelse på bondefrigørelsen i Holsten og ophævelsen af slaveriet i Vestindien.
Også slottet Ahrensburg nær Hamburg var familien Schimmelmanns eje i 180 år (førhen fam. Rantzaus eje).
I året 1790 fik han elefantordenen for sin indsats i utallige kommissioner og direktioner. Fra år 1800 og til han døde var han patron for Skt. Petri. I 1775 blev han gift med komtesse Emilie Rantzau, som allerede 5 år senere døde af tuberkulose. To år senere (1782) blev han gift igen med den unge fru Charlotte Schubart. Parret levede på godset Sølyst i Bagsværd. Dette hus blev hurtigt det kulturelle samlingspunkt for datidens Danmark; her var bl.a. Oehlenschläger og Baggesen ofte gæster ved de store selskaber, som parret holdt i pavillonen.
Charlotte Schimmelmann døde 2. december 1816 og blev bisat i gravkapellet Schimmelmann.
Fordelen synes dog tvivlsom, når Schimmelmann i januar 1798 kunne gennemtrumfe sin konvojpolitik i Statsrådet uden først at
spørge udenrigsministeren til råds. For Danmark kunne det i hvert fald ikke være nogen fordel,
at Statsrådet ved A. P. Bernstorffs død ophørte med at være et organ, der kunne koordinere de
økonomiske interesser med de øvrige udenrigspolitiske hensyn. Chr. Bernstorff synes da også at
have betragtet den institutionelle opsplitning af udenrigspolitikken i kommercielle og strengt
politiske sager som upraktisk, fordi disse anliggender i realiteten ikke kunne behandles
uafhængigt af hinanden. Som udenrigsforvaltningens eneste koordinator stod nu den unge
kronprins Frederik, der vel ville være enevældig, men manglede formatet til at formulere og
fastholde en systematisk politik.
Det er næppe urimeligt, at placere en væsentlig del af ansvaret for den førte politik på
kronprinsen og hans advokatur for flådens prestigeinteresser. På den anden side må det dog tages i betragtning, at det oprindelig var Ernst Schimmelmann der gennemtrumfede konvoj politikken ved at appellere til kronprinsens militære æresfølelse, og at den indflydelsesrige finansminister siden hen intet gjorde for at få kronprinsen til at opgive den hasarderede politik.
Denne undladelsessynd er særlig graverende, fordi Schimmelmann efter min mening må have vidst, at konvojeringen ikke fik større økonomisk betydning for den samlede udenrigshandel.
Hvad var da Schimmelmanns motiver? Kunne det tænkes, at konvojeringen havde
betydning for enkelte skibsredere og storkøbmænd - og for Schimmelmann selv?
I denne forbindelse kommer man uvægerligt til at tænke på den analyse af Danmarks holdning til konvoj spørgsmålet, der er indeholdt i Lord Grenvilles instruktion til Whitworth af 2. august 1800, og som lyder:
»... to Denmark the question is only that of a mercantile
profit, enriching indeed a few individuals, who carry on a fraudulent and dishonourable trade, but tending perpetually to involve the state in difficulties and disputes, and even in many cases to counteract its political system and interests«. Dette er et af de kildesteder, der nærmest skriger på en kommentar fra min og grundige analyser. Instruktionen der forklarer Danmarks motiver og interesser er nøglen til forståelsen af hele konflikten. Det kan godt være at Lord Grenvilles forklaring virker umiddelbart plausibel på flere historikere, bl.a. fordi den kun støttes af knappe oplysninger og forsigtige antydninger, der findes spredt i kildematerialet: Orlogskaptajn Krabbe på fregatten Freya - der løsnede det skud, som resulterede i afsendelsen af Whitworth og den første engelske eskadre til Danmark - blev belønnet af københavnske købmænd og assurandører. Men for den der vil til bunds i sagen er det den "rygende pistol", der skal få os til bore, grave og stille spørgsmål og læse alt med helt andre øjne. Efter slaget på Reden blev de store skibsredere og købmænd hængt ud som
ansvarlige for krigen mod England - hvad de efter min vurdering af de foreliggende oplysninger ogå var; »de to prominente repræsentanter for
neutralitetsudnyttelsen«, C. W. Duntzfelt og hans svigerfar Frédéric de Coninck, gav store beløb i grams til de faldnes og såredes familier, og det samme gjorde et medlem af Statsrådet, C. D. Reventlow. 
Endelig pirres min nysgerrighed af den oplysning, at
Schimmelmann ikke havde holdt sig for god til at modtage en klækkelig bestikkelse af den
hollandskfødte storkøbmand de Coninck.
I betragtning af den enestående sagkundskab, der findes på området er det ærlig talt lidt skuffende, at historikerne ikke ofrer plads på en sammenhængende diskussion af de private handelsinteressers mulige indflydelse på Danmarks udenrigspolitik i disse år, f.eks. i tilknytning til Lord Grenvilles vurdering. Når nogle historikere ikke finder en sådan diskussion fornøden, skyldes det muligvis, at disse nu er kommet til den opfattelse, at den danske regerings dispositioner skal forklares ud fra den internationale udvikling og ikke udfra kongehusets, hoffets, statsadministrationens, pengemændendes og købmændenes private økonomiske interesser og udsigt til spekulationsgevinster. Det er desværre en kendsgerning at historikere for at gøre karriere er villige til hvad som helst for at gøre det store spring frem. Det er ren prostitution. Vi så det efter besættelsestiden, da kulturminister Julius Bomholt oprettede selskabet for Danmarks Nyere Historie - DNH. Så skulle man først cleares for at komme ind i det kontrollerede historieskriverselskab og bevise sin rette holdning ellers kunne man ikke få arkivadgang og man skulle også lade sine skriblerier underkaste politisk censur. Ikke underligt, at vi først får sandheden om denne tid i vore dage. Det samme gælder PET kommisionen af 10 håndplukkede jurister, der kunne bruge 10 år og 70 millioner kroner til at give det danske folk noget ganske overflødigt - fordi det ikke er sandheden. Det er ligesom med MOSES han har var den eneste jøde der måtte komme op på SINAI bjerg at tale med GUD og så komme ned til folket med udlægningen af teksten. Uden lige arkivadgang bliver hitstorieskrivningen aldrig nogensinde demokratiseret. Personligt ville jeg i mange tilfælde hellere have 5.000 fotokopier af arkivmaterialet end Lises, Oles, eller en helt tredjes fortolkninger og forklaringer af hvad der står i kilderne. Men vender man tilbage til kilderne , kan man her
finde belæg for, at de Coninck dirigerede Schimmelmann og hans embedsførelse", og at de
danske købmænd og redere med den kyniske de Coninck i spidsen øvede en ikke uvæsentlig påvirkning på regeringens udenrigspolitik til fare for landets
sikkerhed. Det er ikke sådan at komme udenom Lord Grenvilles opfattelse af den danske
udenrigspolitiks motiver.
Netop fordi der i den danske regering var tradition for at sammenblande privatøkonomiske
interesser med almenvellets tarv, undertiden til skade for sidstnævnte, efterlyser man forgæves et nødtørftigt signalement af nøglepersonerne og deres private forhold i de historiske fremstillinger.
Man kunne have ønsket
sig, at historikerne. havde udvist samme psykologiske interesse for disse personer som for Paul I. Nu bliver resultatet, at den mystiske tsar fremtræder som mindre gådefuld end de danske beslutningstagere. Eksempelvis får man ikke det mindste indblik i Ernst Schimmelmanns
dobbeltbundede personlighed og mangeartede foretagender, og læseren bliver derfor afskåret fra at gisne om hans mulige motiver.
Et mysterium er også Chr. Bernstorff. Han sad inde med et »informationsmonopol« og
jeg gør ham derfor ansvarlig for den fejlvurdering af Englands holdning, der vel at
mærke må siges at være en afgørende svaghed ved disse års danske udenrigspolitik.
Spørgsmålet er dog, om denne fejlvurdering ikke nok så meget var Statsrådets. Måske burde man snarere bebrejde ham, at han efter de første nederlag til Schimmelmann, der næppe kan have været helt uvidende om den internationale politik, manglede mod og vilje til at kæmpe videre for sin opfattelse. Den seneste biografi om ham peger netop på hans frygtsomhed, viljesvaghed og hang
til passivitet i konfliktsituationer.
Men hvordan skal man forklare Chr. Bernstorffs besynderlige politik i Nordtyskland de første
måneder af 1801? Når udenrigsministeren begyndte at bekymre sig for Europas skæbne og
billigede den preussiske regerings standhaftighed over for det fransk-russiske pres, kan hans inderste motiv vel have været en frygt for, at krigens brand skulle brede sig til Bernstorffslægtens godser i Hannover. Slægtens senior residerede på Gartow, der havde en meget udsat beliggenhed ved Hannovers grænse til Preussen. Når Chr. Bernstorff endvidere gav prins Carl ordre til at rømme Lauenburg, skyldtes det måske, at hans egen linie her havde godserne Stintenburg og Wotersen, og at han gerne ville se frem til et konfliktløst otium blandt de nordtyske ridderskaber.
Disse løsagtige svar på spørgsmål, som jeg rejser, skal blot anskueliggøre, at de nordtyske adelsmænd, der i snart et sekel tjente den danske absolutisme på
bureaukratiets topposter, undertiden befandt sig i en loyalitetskonflikt, når de i embeds medfør risikerede at forsynde sig mod slægtssammenholdet eller mod den nordtyske adels korpsånd, der netop i disse år styrkedes af den voksende nationalfølelse og sociale bevidsthed.
Sammenfattende må det siges, at man har haft større succes med at kortlægge end med at
forklare den danske regerings handlingsmønster i de historiske fremstillinger. Ved punktlige, behavioristiske redegørelser for Danmarks initiativer og reaktioner i spillet med de andre magter kan man få stillet småstatsadfærdens uhensigtsmæssigheder i gabestokken.
Dette giver fremstillingerne en uomtvistelig diskussionsværdi, men vi når ikke ind til benet i sagen. I lyset af småstatsteorierne ligger afhandlingernes betydning væsentligst deri, at disse grundigt dokumenterer Edvard Holms alt for løst funderede dom over disse års danske udenrigspolitik. Man standser sin læsning og studeren med en stille undren over, at flåden først gik tabt i 1807 og Norge først i 1814. Mest mærkeligt forekommer det dog, at Danmark - der af alle stater
havde hævet skibsfartens frihedsfane højest - kunne fortsætte med at opkræve Øresundstolde indtil 1857. |
Kun 2 gange har vort land i sin over tusindårige historie for alvor befundet sig i storpolitikkens brændpunkt. Det sker i 1801 og 1807. Begge gange med et særdeles smertefuldt velfortjent udfald. De 2 forløb - Slaget på Københavns Red den 2. april 1801 og det engelske bombardement af helstatens hovedstad København og ranet af flåden i sensommeren 1807 er så nære i tid og så tilsyneladende ens i baggrund og forløb, at det er forståeligt, at mange i dag har svært ved at holde de 2 begivenheder ude fra hinanden. Nu har vi passeret 200hundedeåret for den blodige kamp i Kongedybet. En kamp overværet af Københavns hundrede tusind indbyggere, som var overbevist om, at udfaldet var en dansk sejr. Det er en myte. Dansk historieskrivning er mærkværdig på den måde at forstå, at den fuld af fordrejninger, fortielser og udeladelser. Vikingerne var nogle brave svende, men kendsgerningen er at en stor del af dem var gemene forbrydere, der levede af sørøveri og ikke skyede tilbage fra vold, voldtægter og plyndringer og rene rovmord. Hele mononarkiet har været forskånet for kritik og det er det den dag i dag. En nærmere granskning af monarkerne efterlader ikke noget flatterende billede af disse udsædvanlige personer, der har påført landets befolkning store byrder og ødelæggelser og uendelige smerter. Der er stort set ingen der har fortalt om kongehusets og hele hoffets spekulationsforretninger der fører op til begivenhederne i 1801 og 1807. Der er ikke megen omtale af kongehusets spekulationsforretninger der er ved at føre til landets fallit under Landmandsbankkrisen. Man kommer også let og elegant over kongehusets forsøg på statskup under begyndelsen af besættelsen. Hele den danske overklasse og kapitalens styring af landet bliver omtalt som et prisværdigt og initiativrigt erhversliv. Det er hædermænd der sikrer landet fremdrift og fremgang. Aldrig før eller siden i Danmarkshistorien har danske bønder og de største indenfor dansk industri melet sin egen kage, som under den tyske besættelse. Heldigvis ser vi i vore dage unge historikere, der har en ganske anderledes kritisk tilgang til begivenhederne i landets historie. Det er spændende læsning for nu bliver der pludselig lys over landet og logik og indre sammenhæng i tingene. Det er ikke populært i de herskende kredse. A. P. Møller koncernen har gjort alt hvad den kunne for ikke at belyst sin rolle som producent af af våben til tyskerne under besættelsen. F. L. Scmidt koncernen brød sig ikke om omtalen af anvendelsen af koncentrationslejrfanger i sin cementproduktion, Store danske ingeniørfirmaer scorede kassen på at bygge fæstningsværker og lufthavne for besættelsesmagten under besættelsen. Når jeg ser på den Danmarkshistorie jeg skulle høre under min skolegang og de historiebøger jeg fik stillet til rådighed kan jeg i dag konstatere, at vi blev fyldt med nationalromantisk selvforherligelse og at det var den herskende og bestemmende klasses såkaldte historie vi fik påduttet. Det danske folks historie fik vi aldrig. Historieskrivning er også politik og hvis man ikke kender historieskriverens motiver er man på herrens mark. Det er min erfaring af "sandheden" er virkelig spændende og fængslende og jeg glæder mig på mine ældre dage over, at kunne få revideret tingene og få lært hvordan det hang sammen. Inden vi går videre vil jeg lige vise disse kort. De er fra 1841, men giver et glimrende billede over det fysiske område hvor begivenderne finder sted. Man skal ikke overlade historieskrivning til faghistorikere, men også lade andre komme til fadet og fortælle den gode historie. Dels bliver historikerne kloge på deres emne og resultatet er ikke nødvendigvis en forenklet og forgrovet fremstilling af en periode eller af en begivenhed. Historikerne har godt af at blive firgjort for deres faglige jargon og blive tvunget til at forklare sig for læserne, som ikke er indforståede. Ofte overgår den historiske virkelighed fantasien - husk de største sandheder er fablens. Lad os begynde med sandhedens fabel. Jeg har anvendt 2 værker som en del af mit baggrundsstof for at få hold på de faktuelle kendsgerninger. Det er "Polikens Danmarkshistorie - Slaget på Reden af Ole Feldbæk" og "Kampen i Kongedybet - Slaget på Reden af Søren Mentz, Ole Feldbæk, Steffen Heiberg, Thomas Lyngby og Mette Skougaard". Et bestyrelsesmedlem som er medlem af marineforeningen i Korsør har givet mig et eksemplar af et fagblad med en glimrende artikel med fine illustrationer - tak for det Laust. | 
| Den kvikke iagttager vil bemærke, at nordpilen er anbragt forkert. Det er Øst der skal være Nord. Det er ingen tegnefejl, men hvis et sådant kort skulle falde i fjendehånd er det jo rart med lidt snyd. Bemærk den tyske Frederikskirke i dag hedder den Christianskirken. Det er den samme. Dengang hed det Lille Torvegade og Store Torvegade og det der i dag hedder Christianshavns Torv, hed dengang Børnehustorvet, med tugthuset på hjørnet. Knippelsbro er flyttet lidt frem og tilbage i tidens løb. B&W - dengang hed det B&B - er slet ikke med her. De startede først op i 1848. | 
| | | 
| Vi er gået ned i størrelses på dette kort, men det er en forlængelse/overlapning af de ovenstående. Nyhavn ligger foroven i kortet mellem Gammel Holm og Larsens Plads. Det er på Larsens Plads vi i dag finder Amaliehaven. | 
| På dette kort bør man bemærke Toldboden. Der var faktisk en afspærring her ved indsejlingen til Københavns havn. | 
| V. E. A. Berggreens kort 1879 fra 2. udgave af Trap: Statistisk-Topographisk Beskrivelse af Danmark. Det er oversigtskort. Bemærk at Københavns volde endnu ikke er helt nedrevne. Det er også morsomt at notere sig, at på dette tidspunkt er brokvartererne: Vesterport, Østerport, Nørreport og Sønderport lige så småt i færd med at blive færdigudbyggede - det går i en rivende fart, meget er rent spekulationsbyggeri. Det København vi ser her er H. C. Andersens København - han døde i 1875. Der er indsat en detaljeret kort når vi kommer til Frederiksberg fra denne kortbog, men desværre kan jeg ikke gøre kortudsnittene mindre så "falder det hele sammen" i noget ulæseligt krimskrams. Jeg er nødt til at tage dem i fuld størrelse, men så fylder de utroligt meget. | 
Vi var slet ikke forberedt på et angreb. Ingen tænkte på at optage kampen med englænderne i åben sø. Billedet her viser netop skibene i lejet. På dette billede fra Toldboden var der uhindret udsyn over Nyholm med batteriet Sixtus (ses til venstre i billedet). Nyholms Vagt med det lille barokspir. Mastekranen og Flådens Leje, hvor de store linjeskribsskrog lå opankrede. Men dette betød også, at der var uhindret udsyn over ethvert udrustningsarbejde på Nyholm, og at den danske regering ikke - selv om den måtte ønske det - kunne hemmeligholde sine militære forberedelser for udenlandske iagttagere. Tegningen er af C.W. Eckersberg og er fra 1806, den findes i Kobberstiksamlingen. Kun få af flådens skibe var taklet til efter vinteren. Danmark havde ikke været i krig i 100 år. Mange af skibene havde aldrig sejlet en meter på havet, de blev blot udskiftede når de blev rådne. Af og til viste vi dog flaget, men det var ren parade. Resten af fartøjerne lå i flådens leje uden stænger, rær, tovværk eller sejl. Takkelagen vil lide for meget i vind og vejr og den lå som sædvanen var pakket ned i Holmens mange magasiner. En tiltakling ville tage mindst seks uger, og så lang tid havde man ikke. De få tiltaklede skibe blev lagt i Kroneløbet for at beskytte indsejlingen til Københavns havn. Mandskab til skibene manglede man også, så man måtte ty til at hverve frivillige. De fik femten rigsdaler på hånden, en nødtørftig uddannelse i at betjene kanonerne og så selvfølgelig en verbal moralsk oprustning om at kæmpe tappert for konge og fædreland. Og det gjorde de gerne. 15 rigsdaler for at ofre livet. Dengang tjente en håndværker omkring 150 - 200 rigsdaler om året. | Slaget på Reden den 2. april 1801. Vi har flådens leje med mastekranen i forgrunden og selve Nyholm med et par skibe på bedding. Synsretningen er nordvestlig ud over Kongedybet altså mod Sverige. Vi ser oppe fra Vor Frelsers Kirkes spir ud over begivenhederne. Det er situationen kl. 11.30 der skildres, da der udbrød brand på Dannebrog med kommandøren Olfert Fischer ombord. Hele den nye danske orlogsflåde lå opankret på Holmen. Dette fremgår ikke af billedet. Den skulle skånes til andre politiske formål og blev det. Den blev ikke sat ind i kampen og orlogsflådens søofficerer blev skånet og skulle ikke deltage i kampen. Det er kronprinsen der har bestilt billedet og derfor er orlogsflåden ikke med på billedet - det havde ikke været politisk passende, at skilte med den faktuelle kendsgerning. Man vidste på øverste sted, at man ville tabe kampen. Det hele skuespil var en politisk manøvre og at så mange mistede livet og førligheden og blevet taget som krigsfanger skulle jo nødigt skildres som en unødvendig opofrelse. Da ligene af de dræbte de lemlæstede og de sårede blev bragt i land udspandt der sig forfærdelige rædselsscener, af skrigende, grædende, dybt fortivlede og jamrende mødre og hustruer og børn, der havde mistet deres barn, deres ægtefælle eller deres far. I årene derefter myldrede københavn med krøblinge, der manglede arme og ben. Englænderne har et tab på 253 døde og 688 sårede. Det officielle danske tab er 1.030 døde og sårede, men angives skønsmæssigt til 700 døde og 900 sårede. Desuden tilfangetages 1.779. Englænderne overtager 1 dansk linieskib. 5 danske linie/blokskibe overgiver sig og sænkes efter slaget. Det samme gælder 1 fregat og 3 stykpramme. 4 skibe brænder op i forbindelse med slaget. Englænderne mister ingen skibe. Den eneste bekymring overklassen havde var, at man for enhver pris undgik et bombardement af København, så palæer, handelshuse, pakhuse, handelsskibe og kostbare ladninger ikke gik op i røg og flammer. Her var man ved at gå fra forstanden af angst for at miste sin jordiske skat, man havde samlet her på jorden. Som altid i krige var det de nederste klasser, der måtte betale prisen. Blokskibet ses midt i slaglinjen til højre for mastekranen og flaget på holmen. Bag røgskyerne skimter vi de engelske skibe. Til venstre for mastekranen ser vi Trekroner og Lynetten. Der er gang i kanonbatteriet Quintus på Holmen og bemærk kugleregnen der kaster vandkaskader op i højre side af billedet. Der blev brugt flere slags ammunition i kanonerne også specialammunition, der blev rettet mod sejlene for at sætte disse i brand. Man sigtede efter bovsprydet på skibet. Det er et svagt punkt fordi her er et vigtigt fastgørelsespunkt for sejlene. Min oldefar havde en brevpresse lavet at et stykke træ fra bovsprydet på linjeskibet Chr. d. 8, der blev sænket i treårskrigen 1848-49 på Eckernförde fjord. Mandskabet havde lavet den som en gave og et minde. Han hadede den brevpresse. Skibet var gået tabt og han og det overlevende mandskab kom i prøjsisk fangenskab. Han gjorde et hæderfuldt arbejde som skipper for at redde skib og besætning og blev dekoreret for sin indsats. Søofficererne magtede ikke opgaven og blev senere dømt i en retssag. | 
Kommandøren på Dannebrog Olfert Fischer 
Hæderstegn som kronprins Frederik personligt overrakte Olfert Fischer efter slaget. Man ser her på forsiden en køllebevæbnet løve, som forsvarer det danske rigsvåben. Den bærer overskriften "MODET VÆRGER". Det er tapperheden man hylder. Samtlige officerer fik den i guld med øsken og bånd, til at bære på brystetog Olfert fik den med brillanter på øskenen. Menige, der måske havde været tappere, fik den i sølv. Sådan er der forskel på folk - eller snarere - bliver der gjort forskel. Det vakte stor fortrydelse. Den blev tildelt på årsdagen for slaget i 1802. Nøgleordene er konge, fædreland, ed og ære. Forpligtigelsen til at gå i døden for sin konge. Formålet er at slås for freden. Kongetjenesten og de hermed forbundne begreber ære og ed havde rod i et hierarkisk organiseret samfund, knyttet sammen af et netværk af troskabsforpligtelser. Ridderordner og rangforordninger var den danske enevældes middel til at organisere hierarkiet. Eller på nutidigt dansk: klassesamfundet. De skal lige nævnes, at Olfert Fischer under slaget blev ramt at træsplinter i hoved og på hals. Flagskibet Dannebrog brændte ukontrolleret og han forlod skibet og gik ombord i et andet skib hvorfra han bedre kunne lede slaget. Han havde også fået en kraftig hjernerystelse, men mente selv han kunne fortsætte. Søhelten Olfert Fischer var sexforbryder 
Olfert Fischer i heroisk positur. Men billedet af søhelten krakelerer med ny forskning: Den unge Olfert Fischer blev dømt for et sexovergreb og hans indsats ved Slaget på Reden er overvurderet. Det er ikke alle danske helte, som forbliver lige blankpolerede, når nutidens historikere sænker luppen over kildematerialet. Det gælder for eksempel Olfert Fischer, der ifølge legenden gjorde sig gældende som nationalhelt under Slaget på Reden. Helteberetninger om den gamle søofficer har tidligere sprunget let henover en episode i hans ungdom, hvor han blev degraderet fra løjtnant til matros. Skandalen passede nemlig slet ikke ind i historien om en dansk helt. Årsagen til Olfert Fischers degradering var, at han i sin ungdom blev dømt for usømmelig omgang med en prostitueret under en vagt på Holmen i København. "Sammen med de andre vagter havde han fået roet en prostitueret over. De havde alle sammen omgang med hende, og hun var blevet visiteret med et lys." Søofficeren, der var ansvarlig for Københavns forsvar til søs under Slaget på Reden, blev først udråbt som helt lang tid efter sin død i 1829. "Der var ikke specielt mange, der syntes, han var en helt i dagene efter slaget. Han havde tidligt under slaget fået en hjernerystelse, og det er tvivlsomt, hvor meget han derfor har kunnet lede noget som helst." Og da Lord Nelson sendte sine delegerede af sted for at forhandle fred, henvendte de sig ikke til Nelsons rangmæssige modstykke Olfert Fischer men til den danske kronprins. Det viser, hvor lidt betydning Olfert Fischer havde under begivenhederne. Men i 1880erne skulle man navngive et panserskib, der var indrettet til at skulle forsvare København fra søsiden. Navnet Olfert Fischer blev så fundet frem fra gemmerne, og dermed blev Fischer udråbt til at være en af Danmarks Søhelte. Det skyldes nok, at vi var inde i en tid hvor de nationalliberale styrede landet. Helten her hørte jo til i de højere klasser. Nogle af heltene var også direkte karakterafvigere. Her kan Olfert Fischer igen gøre sig gældende med sine eskapader på Holmen. Sagen er den, at da Olfert Fischer en aften holdt vagt på Holmen sammen med nogle andre vagter, fandt de på, at de ville ro en prostitueret over. Kvinden fik en ret hårdhændet behandling og ville tilsyneladende ikke være med til det, der foregik. Derfor meldte hun bagefter de unge mænd deriblandt Olfert Fischer til myndighederne. Olfert Fischer blev dømt for overgrebet, og blev degraderet til matros i et år. Sådan har vor tids unge nye historikere fået klarlagt kendsgerningerne ved at fordybe sig i retsprotokollerne fra 1700tallet - ikke ved at læse det, der tidligere er blevet skrevet om Olfert Fischer. Hver tid sin historie om heltene I 1944 skrev forfatteren E. Briand de Crévecoeur bogen 'Københavns modige forsvarer', som handlede om hvor håbløs situationen havde været, og hvor svært det havde været for Olfert Fischer at holde stand under Slaget på Reden. Det var en historie, som besættelsestidens danskere kunne spejle sig i. Bogen fra 1944 nævner kun sexovergrebet i Olfert Fischers ungdom meget overfladisk, og læserne får faktisk ikke at vide, hvad det hele handler om. "Hver tid har deres historie, de vil fortælle med de her søhelte." Min kilde er fra omtalen af en bog som udkommer på Gads Forlag og vil være at finde i butikker i maj 2010. Forfatteren er Jacob Seerup.
|
Han overlod kommandoen til Kaptajn Ferdinand Albert Brunn, der nu fik kommandoen på blokskibet. Under slaget mistede han sin højre hånd. Han udtalte senere sarkastisk: "at det var hans betaling for at den københavnske storkøbmand og neutralitetsspekulant Wilhelm Duntzfelt kunne servere to slags champagne til sine middage." Dette udsagn havde bestemt hold i virkeligheden. Der var en tæt sammenblanding af og et intimt samarbejde mellem Københavnske storkøbmænd, Kongehuset og hoffet og Statsadministrationen for at fremme egne økonomiske interesser. Interesserer der førte landets befolkning ud i de ulyksalige begivenheder i 1801 og 1807 og senere. 
Frederik 6., 1/6 Rigsdaler 1808, Altona. Forside: monogram, bagsideindskrift: FRIVILLIGT OFFER TIL FÆDRENELANDET Efter slaget på Reden 1801 måtte Danmark opgive sin neutralitetspolitik i forhold til de deltagende parter i Napoleonskrigene. Dette gjorde imidlertid kun ondt værre, og efter englændernes bombardement af København 4-5 september 1807 - her mistede Vor frue Kirke sit spir - udleveredes flåden som krigsbytte.
Tabet af flåden var en katastrofe, og der foranstaltedes derfor en landsindsamling af sølv, der skulle finansiere en ny flåde. 1/6 Rigsdaler rigsdaler 1808 er præget i Altona af det indsamlede sølv.
Indskriften "FRIVILLIGT OFFER TIL FÆDRENELANDET" henviser til situationen samt forklarer møntens kælenavn: Offermark. | 
Christian Wilhelm Duntzfelt (1762-1809) - dansk storkøbmand. Duntzfelt var født i Indien og blev ansat i Asiatisk Kompagni, senere i koloniadministrationen i Frederiksnagore. Han var en dygtig og velanskreven embedsmand, men kunne samtidig gennem sine kontakter til rige britisk-indiske kredse i Calcutta profitere af privat britisk handel mellem Indien og Europa under dansk flag.
Han rejste til København, hvor han i 1790 blev gift med en datter af den rige købmand Frédéric de Coninck. Efter nogle års samarbejde med svigerfaderen grundlagde Duntzfelt i 1796 sit eget handelshus, som snart blev et af Københavns største og mest indflydelsesrige. Han var den ledende skikkelse i den private Indienshandel under dansk flag. Efter nederlaget i Slaget på Reden 1801 blev Duntzfelt og de Coninck beskyldt for at have lokket regeringen til den farlige offensive neutralitetspolitik. Duntzfelts rigdom var legendarisk, og selvom krigen med England i 1807 påførte ham betydelige tab, var han ved sin død Københavns rigeste borger. 
Ernst Schimmelmann. På bestilling af Orla Lehmann udførte Hans Jørgen Hammer (1815-82) dette billede af Ernst Schimmelmann (til højre.), hans hustru, Charlotte, og digteren Jens Baggesen (til venstre). Maleriet skulle illudere tiden omkring 1806: Baggesen står med sine velyndere ved Emiliekilden på Strandvejen neden for landstedet Sølyst ved Klampenborg. Emiliekilden blev udført af Nicolai Abildgaard som et klassisk monument for Schimmelmanns første hustru, der døde i 1780. Maleriet er udført ca. 1862; Frederiksborgmuseet Ernst Schimmelmann, egl. Heinrich Ernst Schimmelmann, 1747-1831, dansk greve og minister; søn af Heinrich Schimmelmann, g.m. Charlotte Schimmelmann. Ernst Schimmelmann blev i 1782 chef for Kommercekollegiet, fik dertil medansvar for finans- og pengepolitikken og gav sig tillige af med privat spekulation i neutralitetskonjunkturerne. Pga. uoverensstemmelser med Ove Høegh-Guldberg måtte han gå af i 1783, men året efter var han involveret i kuppet mod Høegh-Guldberg og fik sine poster tilbage med titel af finansminister. I 1788 optoges han i Gehejmestatsrådet og virkede her for erhvervsreformer, bl.a. toldreformen af 1797.
Schimmelmann var ejer af jordegods og industrivirksomheder samt plantager i Vestindien, drevet af slaver. Han tog initiativ til forordningen af 1792 om forbud mod slavehandel. Dette skyldtes dels langsigtede politisk-økonomiske overvejelser, dels humanitære hensyn. Under Revolutions- og Napoleonskrigene støttede han købmændenes og redernes ønske om konvojering af neutrale danske handelsskibe og bidrog derved til den udvikling, der førte til konfrontationen med Storbritannien i 1801. Som finansminister under Englænderkrigene havde han ikke mulighed for at hindre den penge- og finanspolitiske katastrofe i 1813, Statsbankerotten, og den af ham udarbejdede forordning af 1813 om forandring af pengevæsenet vakte en sådan harme, at han måtte tage sin afsked som finansminister. Han beholdt dog sin plads i Gehejmestatsrådet og var 1824-31 udenrigsminister.
Schimmelmann var sammen med sin hustru mæcen for en række af tidens førende danske og tyske kunstnere og videnskabsmænd. Jens Baggesen blev understøttet af finansfyrsten og ham kender vi jo her i Korsør - eller gør man? Jens Immanuel Baggesen (15. februar 1764 i Korsør - 3. oktober 1826 i Hamburg) var en dansk digter. Han startede i Slagelse latinskole. De fleste kender hans digt: Da jeg var lille "Der var en Tid, da jeg var meget lille,
Min hele Krop var kun en Alen lang;
Sødt, naar jeg denne tænker, Taarer trille,
Og derfor tænker jeg den mangen Gang. ... De svandt, de svandt de Barndoms blide Dage!
Min Rolighed, min Fryd med dem svandt hen;
Jeg kun Erindringen har nu tilbage:
Gud lad mig aldrig, aldrig tabe den!" Det hele digt er på over 30 vers - det får du ikke her.
Hans digtekunst og forfatterskab er dog ikke emnet her. Det skal dog siges, at Baggesen er litteraturens og var sin samtids problembarn. På en gang beundret, forkætret, ustadig, uberegnelig, snart patriot og bondeven, snart kosmopolit og protegé af den forhadte tyske adel - en kamæleon - en lyrisk-smidig klapperslange. Det skyldes måske hans barndom der formede hans peronlighed. Han var født i 1764 som søn af en fattig kornskriver i Korsør, der havde elleve børn at forsørge, og ligesom sin senere skolefælle H. C. Andersen i Slagelse latinskole nærede han en voldsom social opdrift. Hans mor var en alvorsfuld pietist, altså ikke just den ømme, lege-mor, han fantaserer om i ungdomsdigtet ovenfor. Hendes mørke bodskristendom indgik i drengens højspændte følelsesliv, og da hans ærgerrighed og kælne trang til at blive elsket drev ham ud over denne religiøsitet, fik han det rodløse og svingende præg, som forvirrede hans omgivelser. Det lykkedes for ham at blive støttet af den danske overklasse og taget under dennes beskyttende vinger. Han er spændende at læse og spændte vidt og bredt i sin digterkunst. Han havde også et spændende liv. Han er nok værd at beskæftige sig med, men virker måske i dag noget antikveret. 
Jens Baggesen, Jens Immanuel Baggesen, 15.2.1764-3.10.1826
Det var faktisk Jens Baggesen, der tog initiativet til H. C. Andersens karriere - tog ham i forsvar en aften ude i Bakkehuset i Valby og kunne ane talentet bag den 17-årige knægts famlende skriblerier. Det var faktisk årsagen til at H. C. Andersen kom på en statsstøttet undervisning til 400 rigsdaler årligt - ikke på Sorø Akademi som Andersen helst ville, men i Slagelse latinskole. Der er jo klasseforskel. | 
| 5 rigsbankdaler NV 1814 (Komitèseddel), Nr. 21282, udstedt af "Laane-Instituttet til Handelens tarv" efter statsbankerotten. | 
Frédéric de Coninck. Var den mest markante købmandsskikkelse i det florissante København. Den nederlandskfødte storkøbmand levede som en grand seigneur i sit palæ i Bredgade og i sin sommerresidens Dronninggård ved Furesøen. Han var ven med handels- og finansminister Ernst Schimmelmann, og han lod sig - som den engelske gesandt indberettede - ikke standse af noget som helst, hvor hans egne intersser var involverede. Malet i 1799 af Daniel Delorme. Privateje. Ved Revolutionskrigenes udbrud indgik de Coninck en kæmpekontrakt med hollænderne om at sluse 20 skibsladninger fra Java til Europa under dansk flag og via København. Da englænderne i 1798 opbragte de første skibe, rejste han selv til London for at kæmpe for de rige ladninger. Portræt fra 1799 af den britiske maler Daniel Orme (ca. 1766-1802). Grossereren boede en overgang i Moltkes Palæ i Bredgade. 
I 1783 blev palæet købt af etatsråd Frédéric de Coninck, som sammen med sin kompagnon, etatsråd Niels Lunde Reiersen, havde skabt et handelsimperium med blandt andet 70 skibe i søen. Frédéric de Coninck havde tjent en betydelig formue og ejede tillige Dronninggård ved Furesøen. Kunstmaleren Erik Pauelsen blev engageret til at udsmykke den salon, som i dag hedder Dronninggaard Salonen. Salonen har to smukke vægfelter og tre dørstykker samt udsigt og partier fra den stemningshave, Frédéric de Coninck havde anlagt omkring gården ved Furesøen.
Grossereren indrettede blandt andet den delvis bevarede Dronninggaard Salon i Louis Seize-stil med de store landskabsmalerier og dørstykker fra Dronninggaard, udført af Erik Pauelsen.
I 1788 blev Frédéric de Coninck eneejer af palæet, og han havde store planer om at ombygge den lange fløj mod Bredgade til herberg for tilrejsende og indrette rejsestald i stueetagen. I en nybygning på grunden bagved, skulle der indrettes selskabslokaler til udlejning ved bryllupper, koncerter etc. Planerne blev dog ikke til noget, og i stedet udstykkede han ejendommen. Hvorfor kan dronning Margrethe udnævne en grevinde, som hun gjorde det med Alexandra? Jeg mener at have hørt, at alle danskere blev lige med Grundlovens indførelse i 1849. Selv om Danmarks Rige Grundlov af 5. juni 1849 indskrænkede majestætens enevældige magt, beholdt kongen (Frederik VII) og med ham hans efterfølgere (inkl. dronning Margrethe) retten til at tildele ordener, rang og titler. Ved Grundloven blev alle adelens forrettigheder afskaffet, men selve adelsbegrebet blev bibeholdt, ligesom rangen og ordens-væsenet fortsat eksisterer. Dronning Margrethe var således i sin gode ret til at tillægge Alexandra titel og navn af grevinde af Frederiksborg på sin fødselsdag i 2005. Titlen blev tillagt rang i rangfølgens 1. klasse. Ja det er svært, at få smidt ud. Monarkiet i et demokrati er jo reelt en anakronisme. Det hører faktisk ikke hjemme i en republik, men falden på halen for kongelige, folk med titler og penge har gode kår. Danmarks Royale ugeblad dyrker hele halløjet. Prinsen kan dårligt bøvse eller slå en prut, før der kommer et tillæg til bladet. Det drager især kvinder - hvorfor mon? | Frederic de Coninck (1740-1811) var en nederlandsk handelsmand virksom i Danmark. Frédéric de Coninck, 1740-1811, dansk storkøbmand, søn af en købmand i Haag. I 1763 kom de Coninck til København, hvor han etablerede et af hovedstadens største handelshuse, først sammen med industrimanden N.L. Reiersen, fra 1790 under navnet de Coninck & Co. De første år var han agent for nederlandske kapitalinteresser, der søgte investeringsmuligheder i Danmark. I 1772 var han en af initiativtagerne til ophævelsen af Asiatisk Kompagnis indiske monopol, og han blev den dominerende skikkelse i den verdensomspændende neutralitetsudnyttelse under dansk flag. Han var den florissante handelsperiodes mest fremstående repræsentant for et storborgerskab med internationale forbindelser, som i god forståelse med den danske regering solgte neutral dansk camouflage til de krigsførendes købmænd og redere. Under den engelske belejring af København 1807 leverede han som en typisk repræsentant for fornuftens svundne tidsalder proviant til besættelsesmagten. Hans motiv var at skåne landbefolkningen for militær udskrivning, og han stod helt uforstående over for den nye tids nationale følelser, der stemplede ham som landsforræder. Han blev senere sammen med flere andre tvivlsomme personer sigtet ved Højsteret for landsforræderi. Han blev naturligvis ikke dømt, det ville have været utænkeligt i et sådant klassesamfund.
De Coninck, der til det yderste forstod at udnytte de fordele tidens mange krige skabte for det neutrale Danmarks handel, blev en af landet største redere med en flåde på 64 skibe.
Under og efter Englandskrigene (1807-1814) kom firmaet de Coninck i vanskeligheder og i 1822 måtte firmaet de Coninck lukke. Hvad er en etatsråd? Etatsråd er en dansk titel, som indtil 1909 uddeltes af kongen og medførte plads i tredje rangklasse med ret til at at indskrive sine døtre i Vemmetofte Kloster. Etatsrådstitlen er en hæderstitel, der gav indehaveren ret til indplacering i en bestemt rangklasse - noget som man endnu for 100 år siden lagde megen vægt på. Endelsen -råd skal derimod ikke forlede til at tro, at indehaveren var medlem af en eller anden forsamling af rådgivere eller lignende. Det samme gjaldt i øvrigt for andre af datidens hæderstitler som f.eks. geheimeråd, kammerråd, justitsråd osv. Etatsrådstitlen havde som flere af de andre hæderstitler deres oprindelse under enevælden, men blev ført med over i demokratiets tidsalder efter grundloven i 1849. Oprindelig havde de eftertragtede titler først og fremmest været givet til embedsmænd, men med tiden kom også andre ind i billedet - f.eks. en lang række erhvervsfolk - ja, selv H.C. Andersen kunne på sine gamle dage titulere sig etatsråd.
Dengang havde kun mænd stemmeret, og da valgreglerne favoriserede de største skatteydere, var det ikke mærkeligt, at store erhvervsdrivendeog samtidig kunne besmykke sig med titel af etatsråd.
Rangsvæsenet var fundamentalt set i modstrid med det fremvoksende demokrati. Det blev heller ikke bedre af, at en af 1900-tallets største danske forbrydere, justitsminister P.A. Alberti, ved sin fratræden som minister blev udnævnt til noget så fint som geheimekonferensråd – men som kort efter meldte sig selv for et bedrageri, der med historikeren Steffen Heibergs ord får Klaus Riskær til at fremstå som en lommetyv.
I årene 1909-10 og 1913-1920 blev Danmark ledet af radikale regeringer, og de blev banebrydende for afskaffelsen af tildelingen af den slags hæderstitler. Men indimellem var Venstre ved magten, og det blev Venstremanden Klaus Berntsen, der som regeringsleder i 1913 udnævnte den sidste etatsråd i Danmark, nemlig direktøren for Fyens Stifts Kreditforening, Emil Kiørboe.
|
| Plan over Københavns red med forsvarslinjerne. På planen betegner A Nelsons eskadre, inden angrebet begyndte, B dens plads under kampen, C den danske forsvarslinje imod øst, D forsvarslinjen imod nord, E Parkers reserveeskadre, F batteriet Trekroner. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907). Vi har nord til venstre på kortet. De småprikkede områder i Øresund viser hvor grundene ligger, hvor flere engelske skibe gik på grund og kunne være blevet et let bytte. København havde to store forsvarstaktiske problemer. Det ene var, at der kun var en indsejling til Københavns havn og en afspærring af Kroneløbet med sænkede skibe ville låse flåden inde og gøre den til et let bytte. Det andet var at englændere medbragte 6 skibe udstyret med svære morterer, der havde en rækkevidde på over 4.000 meter og derfor kunne skyde hele Christianshavn, Holmen og det meste af København i smadder. Så det hele drejede sig forsvarsmæssigt om, at holde Kongedybet fri for englænderne - det kunne kun ske med en søværts forsvarslinje af fartøjer - ellers ville København være prisgivet. Det var lige netop det der skete. Vi blev nedkæmpet og englænderne rykkede ind i tilpas skudafstand, så man kunne bombardere København. Det var lige det, der skulle til for at presse os til opgive det væbnede neutralitetsforbund, ved at true med bombardement. Der gik flere dage hvor Kronprinsen og regeringen var ved at gå ud af deres gode skind af fortvivlelse og håbløshed. Vi blev ramt af heldet, idet Ruslands Zar afgik ved døden og vi derfor kunne indgå en 4 måneders våbentilstandsaftale uden, at få vore allierede i forbundet på nakken. Vi kunne ikke opgive forbundet så ville svenskerne tage Norge og vi ville også miste Holsten. Nu fik vi en stakket frist, da Rusland næppe ville røre på sig med det samme. | 
Maleren af dette billede hedder Christian Mølsted. Han gjorde omhyggelige studier, før han malede sit store billede. Wilemoes i sin korrekte løjnantsuniform peger med en luntestok med en glødende lunte hen på kanonerne, som han vil have sit mandskab til at betjene: soldater; matroser fra Matroskompagniet, bondekarlen og den liggende mand med den høje har: en af frivillige - eller måske den pressede Hendrik Lemberg fra Helsingør, som ifølge Willemoes´ rapport "gik fra forstanden under bataljen, og døde straks derpå". Hvad Mølsted ikke vidste var, at den femten år gamle vandtrukne flåde med de tonstunge kanoner lå så dybt i vandet, at besætningen vadede rundt i det iskolde vand til anklerne. (Jeg har lige fundet en bedre udgave af billedet - den kommer på - den viser billedet i sin helhed. Vi ser almindeligvis kun gengivet en del af billedet - de faldne ude til venstre i billedet er skåret fra). Batteriet hed flådebatteri nr. 1. Det var det tredje af de små fartøjer, der trak sig ud af kampen i centrum. Dets position var i selve Kongedybslinjen, mellem Dannebrog og Sjælland, og langt mere udsat end både Elven og Aggershus. Den 13 x 47 meter lange flåde var bygget efter en allerede i 1776 udarbejdet tegning af flådens fabriksmester Gerner. Der er tale om en defensionsflåde, beregnet til at armeres med 24 stk. 24-pundige kanoner. Det er en synkefri flåde med specialkonstruerede slæderaperter, den har åbent rækværk, og ankerbommen og ankerspillet i hver ende af flåden. At den lå så lavt i vandet var samtidig dens styrke. Flådebatteriernes svaghed kendte Admiralitetet imidlertid også: "deres sider må imellem portestøtterne snart kunne indskydes ved dristig karronadeild, og søen, som da ubehindret indruller, må svække mandskabets kræfter, som det tabte brystværn dets mod." Batteriet var kommet i kamp kort før klokken elleve. Dets modstander var Elephant og Ganges. Og selv om de to linjeskibe havde koncentreret deres ild imod Dannebrog, havde sekondløjtnant Willemoes og hans mandskab fået deres rigelige del af englændernes kanonkugler, jerknipler og skråsække ned over deres ubeskyttede dæk. Flådens rælling blev sønderskudt, og mandskabet vadede i iskoldt vand til anklerne, efterhånden som den friske vind vaskede bølgerne ind over dækket. Een kanon blev sprængt, en anden fik tappen skudt af, og fem af de i alt tyve kanonraperter blev ødelagt. Det var et inferno om bord på den åbne flåde - og en af de pressede gik som allerede omtalt fra forstanden og døde. Efter godt halvanden times kamp havde flådebatteriet 46 dræbte og sårede - en tabsprocent på 35, og den højeste i hele defensionen. På det tidspunkt vajede Olfert Fischers stander ikke længere over det brændende Dannebrog. Og kort forinden havde de to fartøjer bag flådebatteriet - Elven og Aggershus - kappet og trukket sig ud af kampen. I den situation - kort før klokken et - besluttede sekondløjtnant Willemoes sig til at kappe og trække sig ud af kampen. På reglementeret vis efterlod han bøjemarkeringer ved de fire sværankre, som han måtte efterlade. Ved kapningen lykkedes det ham derimod ikke at svaje sig klar af defensionsfartøjerne nord for. Langsomt drev den tunge flåde op imod Sjælland og tørnede med bragen og knagen mod linjeskibets styrbords side, hvor en del af mandskabet entrede om bord - til hvad de troede var redningen og sikkerheden. Flådebatteriet lå kun kort tid på siden af Sjælland. Så drev det videre nordover. Og skibene i Kronløbet sendte fartøjer ud nord for Trekroner for at bistå med at varpe den tunge flåde indefter. Det var en noget fortumlet syttenårig skibschef, der gik i land og aflagde rapport. Der er en myte om Willemoes. Da Nelson forhandlede med kronprins Frederik, skulle han have foreslået ham, at gøre sin tapre unge modstander til Admiral - og fået til svar: "Skulle jeg gøre alle mine tapre officerer til Admiraler, havde jeg ingen løjtnanter og kaptajner tilbage!" Hvis Nelson virkelig har fremhævet en bestemt skibschef for kronprinsen, taler meget for, at det var chefen for stykprammen Hajen, sekondløjtnant Müller, hvis sammenbidte modstand vi ved, Nelson og oberstløjtnant Stewart havde beundret oppe fra agterdækket til Elephant. Nå, alle søslag skal have en helt og det blev så Willemoes. | Peder Wilemoes vor søhelt fra slaget. Han var løjtnant og lige fyldt 18 år. Han havdesmukke krøller i håret. Peder var chef på det flådebatteri, der lå nord for blokskibet Dannebrog med kommandøren Olfert Fischer ombord. Flådebatteriet skulle støtte kommandoskibet. Flådebatteriet der havde tyve kanoner og 129 mands besætning, engagerede Nelsons flagskib Elephant med 74 kanoner og 650 mands besætning i en tre timer lang kamp. Selv da Dannebrog brød i brand og drev væk, holdt Peder stand; og først da en tredjedel af hans folk var dræbt eller såret og størstedelen af hans kanoner ubrugelige, kappede han sine ankertove og trak sig ud af kampen. Det lykkedes ham at varpe batteriet ind til Toldboden, hvor han blev modtaget med jubel. Det var simpelthen slagets helt. Nyfødte drenge blev døbt Peter piger Petrea. En fik endda navnet Willemoesine. Den unge teolog N.F.S. Grundtvig skrev slagets kendteste heltedigt, tilegnet den omsværmede Peter Willemoes: "Kommer hid i piger små. Strengen vil jeg røre, hver et kys i give må for min sang at høre; om så bold en ungersvend, alle vakre pigers ven, gladelig jeg sjunger." Heltekvadet blev skrevet i 1808 efter at Willemoes var faldet i slaget ved Sjællands Odde. Nu blev det højeste mode blandt de unge piger, at anlægge sig Willemoeskrøller. Slaget kom til at foregå i Kongedybet. Det er renden mellem Trekroner og Middelgrunden. Den strækker sig helt ned forbi Amager. Vi kom til at kæmpe med en slags flydende fæstning i form af en forsvarslinje dannet af flydende fæstninger, udrangerede linieskibsskrog, som blev slæbt ud af havnen og svinebundet med fire ankre i en bue fra Trekroner til Amager. Kommandoen over hele dette menageri betroede man til kommandør Olfert Fischer. Olfert hejste sin stander på Dannebrog omtrent i slagordenens midte. Vi har her Peder midt i slaget på flådebatteriet. Til venstre har vi Elephant og i baggrunden Dannebrog. Af besætningen blev 18 dræbt, 28 såret og 3 blev meldt savnet. Der var også en frivillig der gik fra forstanden under kampen og døde straks derefter. Der var omkring 100-200 meters afstand mellem de kæmpende. Kanonerne som man knokler på livet løs med at få ladt med en kugle og affyret er såkaldte 24 punds kanoner. Der går en krudtladning på 12 kg krudt til et enkelt skud. Krudtet transporterede man i cylindriske læderbeholdere med låg i allerede afmålte portioner under kampen af hensyn til brandfaren. Ved den faldnes hoved i forgrunden ses netop et sådant krudthylster med en ladning. Bemærk også "de løse kugler" på dækket og ladestokkene. Kuglerne var rød- og hvidglødende når de ankom. Dem samlede man op i jernspande. Alligevel udbrød der brande på skibene. Vi kom faktisk heldigt ud af det her og der blev kæmpet utroligt modigt under de ugunstige forhold. Vi lå i fast position. Fjenden kunne manøvrere ind på skudhold og ud igen. Baggrund Kampen i Kongedybet den 2. april 1801 var et konkret udslag af købmandsgriskhed, de store kapitalister Niels Ryberg der stod for indsmugling af vestindisk rom, te og tobak med støtte fra staten. Frédérick de Coninck og vennen finansminister Ernst Schimmelman og Christian Wilhelm Duntzfelt xxx fejlslået dansk alliancepolitik, storpolitiske magtbalancer, russisk overmod og engelsk revolverdiplomati. Slaget på Reden var unødvendigt. Til gengæld var det ud fra de givne præmisser umuligt at undgå. Krig Europa var gennem 1700-årene gået fra slag til slag. Generelt var det lykkedes England at beherske verdenshavene og deres handel, samtidig med at kontinentaleuropas stormagter så nogenlunde holdt hinanden i skak. Med Den franske Revolution i 1789 fik nationalismen imidlertid sin glødende officielle debut på den europæiske scene, og med Napoleon i spidsen drog Frankrig for alvor i felten. England var ikke interesserede i fransk fastlandsherredømme, og fra februar 1793 var storkrigen en realitet. Det blev endnu engang hårde tider på det meste af kontinentet, men herhjemme gned rederne sig i hænderne. De blev krigens købmænd. Købmandskab Krigens parter indskrænkede sig ikke til kun at bekæmpe hinanden med krudt og kugler. Opbringning af modstanderens handelsskibe hørte også til dagens orden, og de kæmpende vendte sig derfor mod andre nationers købmænd, som under dække af neutralitet var i stand til at levere de eftertragtede skibsladninger. Den lukrative handel, som fra dansk side blev forsvaret ud fra slagordet: ”frit skib, fri ladning”, var imidlertid udfordrende, for grænsen mellem handelsvarer og krigskontrabande var hårfin. Hertil kom så den spidsfindighed, at Dannebrog var til salg for udenlandske købmænd, som ønskede at omgå de krigsførendes blokader. Salg af borgerskab i form af de såkaldte søpas gik stik imod neutralitetsprincipperne, og var i mange tilfælde stærkt kompromitterende, fordi man fra officielt dansk hold udmærket vidste, at ”bekvemmelighedsflaget” skulle bruges til at dække over transport af ulovlig tonnage. Men pengene var gode nok. Kontrabande og konvojering England dominerede som nævnt havene, og da størsteparten af den neutrale handel således måtte orientere sig mod Frankrig og dets allierede, gik englænderne ind for en meget stram fortolkning af kontrabandebegrebet. Det vil sige, at transport af eksempelvis fødevarer samt almindelig skibsudrustning i et engelsk perspektiv blev regnet som lige så ulovligt som regulært krigsmateriel. Den tvivlsomme danske neutralitetsudnyttelse var således en dans på en knivsæg, men frem til 1798 lykkedes det at undgå direkte konfrontation med England. Året før indtraf den begivenhed, som eskalerede situationen. Danmarks udenrigspolitisk defensivt orienterede førsteminister, A.P. Bernstorff, var død, og kronprins Frederik pegede på hans uerfarne søn, Christian Bernstorff, som ny udenrigsminister. Men magten lå nu i den ærekære kronprins Frederiks hånd, og med ham ved roret blev udenrigspolitikken lagt om. De danske orlogsskibe blev beordret til at konvojere handelsflåden. Den beskyttende konvojering var i sig selv ikke en urimelig sikkerhedsforanstaltning overfor mindre kaperfartøjer og pirater, men forholdsreglen var reelt en provokation mod englænderne, som i forvejen var stærkt utilfreds med den omsiggribende danske neutralitetsudnyttelse. Særligt udfordrende var kronprinsens beslutning om, at orlogsskibene skulle sætte sig til modhverve mod den inspicerende part, selv om det på forhånd kunne synes formålsløst. England besluttede at trække en streg i sandet, og det umiddelbare resultat blev en række mindre træfninger mellem konvojerende danske orlogsskibe og engelske fregatter. Men endnu var krigen ikke en realitet. Øststøtte Den offensive danske udenrigspolitik lod sig ikke gøre uden rygdækning. Kronprins Frederik søgte som mange af sine forgængere sin beskyttelse og alliancepartner mod øst, nærmere bestemt i Skt. Petersborg. Partner var dog så meget sagt. Danmark spillede modsat Rusland ikke førsteviolin i den europæiske stormagtskoncert, så relationerne mellem København og Skt. Petersborg var snarere som et brødreforhold, hvor det var udpræget nødvendigt at følge storebrors holdninger og afgørelser. Relationerne gav tryghed, men også afhængighed. Og afhængigheden blev, mens trygheden forsvandt, når Rusland traf beslutninger, som gik imod Danmarks interesser. Det Væbnede Neutralitetsforbund Den 9. august 1800 rettede udenrigsminister Bernstorff en indtrængende appel til Rusland om at stille sig i spidsen for et Væbnet Neutralitetsforbund. Råbet om hjælp var den direkte følge af efterretninger om, at en stærk eskadre under viceadmiral Dickson var på vej mod København. Det var højt spil fra dansk side, men henvendelsen kom på et usædvanligt belejligt tidspunkt for zar Paul, og han lagde sig straks i selen for at etablere forbundet. Preussen og Sverige blev tvunget til forhandlingsbordet, og den 16. december 1800 underskrev alle fire stater traktaten om Det væbnede Neutralitetsforbund, som Rusland i realiteten havde dikteret. En bjørnetjeneste Neutralitetsforbundet udfordrede England yderligere ved at insistere på handelsskibenes ukrænkelighed samt en meget snæver kontrabandedefinition. Herudover enedes man om en række hemmelige klausuler, der indeholdt de enkelte landes udrustningsmæssige forpligtelser. Hvis forbundet havde bestået af fire udenrigspolitisk ubetydelige partnere, havde England næppe sat sig i bevægelse, men den russiske tilstedeværelse gjorde forbundet farligt for dets øvrige medlemmer. For zar Paul I spillede på flere heste og kontaktede Englands hovedmodstander, Frankrig. Mod slaget Kontakten til Frankrig blev særlig skæbnesvanger for Danmark. Zaren havde i forvejen pustet voldsomt til ilden ved i november 1800 at udstede en russisk handelsblokade mod engelske fartøjer, og med tilnærmelsen til Frankrig omkring nytårsskiftet 1801 så England sig nødsaget til at handle. Den russiske flåde skulle tilintetgøres hurtigst muligt, og vejen til flådehavnen Reval gik gennem Øresund. Da Rusland og Danmark var allierede, var det nødvendigt at slå et slag forbi København for at holde ryggen fri. England udrustede sin største eskadre i årevis, og nedtællingen til Slaget på Reden var begyndt. Hvorfor Slaget på Reden fandt sted, fordi Rusland pressede England og brugte Danmark som stødpude. Ganske vist var Danmark bestemt ikke uden skyld i situationen, men det var den russiske kontakt til Frankrig, som havde gjort den danske position fuldstændig uholdbar. Rusland havde gjort Danmark til Englands fjende, og Slaget på Reden måtte tages, fordi alternativet var værre: Rusland ville se gennem fingre med, at Sverige tiltvang sig Norge, og Frankrig ville presse Preussen til at besætte den jyske halvø. Det var et valg mellem pest og kolera, men af to onder var et nederlag i Kongedybet trods alt at foretrække. Den nødvendige unødvendighed For to hundrede år siden var de europæiske forbindelseslinier mildest talt ringe. Særligt om vinteren tog det lang tid at bringe oplysninger frem over kontinentets mudrede veje. Man tyede derfor helst til skibene, når beskeder skulle bringes hurtigt frem, men også her spillede vejr og vind naturligvis en betydelig rolle. Den 24. marts 1801 blev Zar Paul I myrdet og hans efterfølger, sønnen Alexander, slog ind på en mere forsonlig udenrigspolitisk kurs. Hermed var forudsætningerne for Slaget på Reden forsvundet, men oplysningerne om mordet skulle først nå frem til deltagerne. Den 9. april 1801 blev kronprins Frederik hvisket i ørerne, at ”Zaren er død”. Det var otte dage for sent for skærtorsdagens knap 750 dræbte danskere og englændere, men det var tidsnok til at rede København for yderligere overlast. Der skulle gå yderligere seks år, før Danmark mistede flåden og syv, før Peter Willemoes var død. 
Peter Willemoes (1783-1808) Død Assens mest berømte indbygger mistede livet den 22. marts 1808 i Kampen ved Sjællands Odde; dræbt af en kanonkugle, som flækkede hans kranium i to. Peter Willemoes fandt, som så mange andre, sit endeligt ombord på det sønderskudte orlogsskib Prins Christian Frederik. Tabet medførte national sorg, for med den 25-årige skibsofficers død ombord på rigets sidste linieskib mistede flåden, og dermed kongeriget, to af tidens mest værdiladede symboler. Opvækst Peter Willemoes blev født på amtsforvaltergården i Assens den 11. maj 1783. Her var hans far, Christen Willemoes, ansvarlig for skatteopkrævningen. Amtsforvalterembedet var et af byens mest betydningsfulde, men stillingen var ikke arvelig, og udkommet ikke større, end at det var nødvendigt at sikre sønnerne gode uddannelser. Allerede som 3-årig blev det bestemt, øjensynligt under hensyntagen til drengens sind og velegnede fysik, at han skulle indskrives på Søkadetakademiet i København. Uddannelsen til søofficer krævede gode forkundskaber, så Peter fik omfattende privatundervisning i hjemmet, hvilket gjorde ham i stand til som 11-årig at blive akademiets yngste elev; antaget på særlig dispensation. Søkadetakademiet Tiden på Søkadetakademiet varede mere seks år, og først den 29. august år 1800 blev Willemoes udnævnt til sekondløjtnant; det laveste trin på officersstigen. Igennem årene havde han erhvervet færdigheder i blandt andet engelsk, religion, tegning, og dans, så det var en efter tidens målestok absolut veluddannet Peter Willemoes, som endelig kunne forlade skolen. Hans eksamener var ikke just prangende, men alligevel gik der mindre end et år, før han fik den kommando, som med ét slag bogstaveligt talt gjorde ham danmarksberømt. 2. april 1801 Den 2. april 1801 var en råkold Skærtorsdag. Vinden var i sydøst, og englænderne skar op i Kongedybet for at tilintetgøre det flydende danske forsvar. Det var Davids kamp mod Goliath, og ingen blev sat på en større Uriaspost end den 17-årige Peter Willemoes, som blot ti dage forinden var blevet udnævnt til skibschef på Flådebatteri nr. 1. Batteriet var i realiteten en kæmpemæssig tømmerflåde bestykket med 24 svære kanoner, og med placeringen midt i den danske defensionslinie kom Willemoes´ mandskab i direkte artilleriduel med admiral Lord Nelson kommandoskib, Elephant. Slaget på Reden varede i næsten fem timer og ingen havde større procentvise tabstal end Flådebatteri nr 1. Alligevel lykkedes det Willemoes at bjærge tømmerflåden; til beskuelse for de mange tusind københavnere, som overværede slaget fra land. Danmark havde tabt slaget, men vundet æren; Willemoes var helten over dem alle. Hverdag I dagene efter slaget blev den unge søofficer fremhævet som den fineste repræsentant for Søkadetakademiet og dets fordringsfulde uddannelse. Men selvom indsatsen på Flådebatteri nr.1 havde været både iøjnefaldende og frygtløs, var Willemoes blot sekondløjtnant, og i et standssamfund som det danske medførte berømmelse ikke forøgede karrieremuligheder. Som nyudnævnt uden indflydelsesrige mæcener måtte han påbegynde den slagne vej op gennem hierarkiet. 1802-1806 – småtogter og rokanonbåde Willemoes fik ikke mange udkommandoer. Fordelingen gik efter anciennitet, og den blev udregnet på baggrund af eksamensresultaterne fra Søkadetakademiet. De praktiske erfaringer kunne man dog ikke tage fra ham, og de kunne anvendes i forbindelse med flådens eksperimenter med de såkaldte rokanonbåde. Willemoes blev tilknyttet forsøgene, som skulle vise sig sørgeligt fornuftige. Det blev nemlig nødvendigt at indlede en storstilet produktion af de små fartøjer efter englændernes ran af den danske flåde i 1807. Russisk tjeneste Omkring år 1800 var det snarere reglen end undtagelsen, at søofficerer søgte udenlandsk tjeneste. De hjemlige fremtidsudsigter var ikke altid lige fristende, og den fremmede tjeneste gav erfaring og mulighed for karrieremæssigt avancement. Peter Willemoes søgte i sommeren 1807 til Danmarks vigtigste allierede, Rusland. Sproget var en barriere, men håndværket det samme, og Willemoes blev tilbudt en toårig kontrakt. Han sagde ja, men tjenestetiden blev kortvarig. Flådens ran Den 2. september 1807 startede englænderne sit tre døgn lange bombardement af København. Danmark havde nægtet at udlevere sin flåde, og byens indbyggere kom til at betale prisen. Bombardementet resulterede i, at englænderne fik det, som de ville have det. Nyheden gik til resten af Europa, at Danmark var blevet overfaldet, og at landet stort set var rippet for sine skib Peter Willemoes ilede hjem. Fra Langeland til Lolland Willemoes meldte sig til tjeneste direkte hos kronprins Frederik (Frederik VI). På stående fod fik han som noget ganske usædvanligt overdraget ansvaret for overførslen af de danske tropper fra garnisonerne i Holsten til København. Hæren var naturligvis selvhjulpen over land, men det var nødvendigt med skibstransport fra Langeland til Lolland. Af frygt for englænderne måtte overfarterne foregå om natten, men den flere måneder lange operation lykkedes uden at fjenden opbragte ét eneste fartøj. Willemoes og Grundtvig Peter Willemoes havde hovedkvarter på Tranekær Slot, nær ved Spodsbjerg. Den 24-årige Grundtvig var huslærer på den mindre herregård Egeløkke nogle kilometer derfra, men søgte sammen med familien Leth ofte til Tranekær, hvor han blev ven med den jævnaldrende søofficer. Grundtvig havde et uregerligt sind og nærede både jalousi og hengivenhed overfor Willemoes, men det var varmen som vandt, da Grundtvig satte vennen det måske smukkeste minde efter ”Kampen ved Sjællands Odde.” ”De Snekker mødtes i Kveld på Hav” Grundtvig forfattede gravskriften på de faldnes mindesmærke, som stadig står på Odden kirkegård. I sin fulde længde lyder digtet: 
”De Snekker mødtes i Kvæld på Hav
Og Luften begyndte at gløde
De leged alt over den aabne Grav
Og Bølgerne gjordes saa røde. Her er jeg sat til en Bautasten
At vidne for Slægter i Norden
Danske de vare hvis møre Been
Under mig smuldre i Jorden
Danske af Tunge af Æt og af Id
Thi skal de nævnes i løbende Tid
Fædrenes værdige Sønner.”
 Gravene på Oddens kirkegård. Bemærk kanonkuglerne.
I september 1807 blev Danmark overfaldet af England. Det førte til Københavns bombardement og røveriet af den dansk-norske flåde.
Det engelske overfald tvang Danmark ind i et forbund med Napoleon.
Da Englænderne røvede flåden, var det danske linjeskib "Prinds Christian Frederik" ikke hjemme, skibet med kommandørkaptajn Jessen, havde været i kamp ved Norge, skibet fik udskiftet 200 mand, på grund af sygdom, med 200 nye dårligt uddannet mænd.
Skibet blev sendt til Storebælt for at erobre en engelsk fregat på 36 kanoner, det var yderst vigtigt at få denne fregat væk fra bæltet.
Linieskibet sejlede mod bæltet, men tre engelske linieskibe dukkede op ved Nordsjællands kyst. En ordre blev sendt til Jessen om at søge syd om Sjælland til sundet igen, og syv Hornbækfiskere sejlede på egen initiativ ud for at fortælle Jessen om den engelske eskadre der var ved at falde ham i ryggen.
Ingen af meddelelserne nåede frem til Jessen.
Den 21 marts 1808 var han ved Sejerø og så om aftenen to engelske tremastede orlogsskibe ankre ved Røsnæs. Næste morgen, 22. Marts sejlede de engelske skibe mod ham, og han lettede, men kunne kun sejle med nedsat kraft, fordi storsejlet måtte repareres.
Jessen ville nu trække de engelske skibe væk fra bæltet, ved at stå nord om. Jessen trak også de to engelske skibe efter sig, men hans lods, gik i panik og han nægtede at sejle inden om Sejerø, så manøvren blev lidt vanskeligt og han måtte udsætte sig.
Lidt efter lidt gik det op for Jessen, at der var kommet flere engelske skibe til, der var nu dukket et skib mere til de to og fra nordøst kom de tre større skibe. Jessens plan var stadig at gå uden om odden, og i ly af mørket nå frem til kronborg, men vinden svigtede ham. Omkring kl. 5.30 lykkes det Jessen at komme udenom Sjællands Odde og stå østover, men der var ingen vind, så der var ingen vej uden om en kamp. Jessen sejlede tæt på land, for at kunne sætte skibet på grund, hvis det gik galt. Der var to fregatter og en korvet. Tre linieskibe, "Vanguard" med 84 kanoner, "Stanley" med 68 kanoner, og "Nassau" også med 68 kanoner, "Prinds Christian Frederik" havde selv 68 kanoner.
Mens "Vanguard" holdt sig østligt far at standse det danske linieskib, hvis det skulle forsøge at sejle fra sine fjender, gik de fem engelske skibe nu til angreb, over 200 kanoner mod det danske linieskibs 68 kanoner og hvor ca. en tredjedel af besætningen var ukyndige folk.
Ca. kl. 7.30 faldt det første skud, det var tusmørke. Det lykkes for danskerne at skade "Nassaus" bov, fokkerå og forebramstang, men skaden var ikke stor nok til at sætte skibet ud af funktion.
Et kvarter efter lå "Nassau" på siden af det danske skib. På 30 m åbnede "Nassau" hele sin ild, mens "Stately" løb op til bagbord og åbnede samme voldsomme ild, det gik slemt ud over det danske mandskab. Det danske skib forsvarede sig så godt at de to engelske skibe måtte sakke agterud for at reparere.
"Prinds Christian Frederiks ror var næsten ødelagt, flere kanoner på begge batterier var sat ud af funktion, skibets takkelage var skudt sønder og sammen. Efter 30 minutters pause løb igen to fjendtlige skibe op på hver side af "Prinds Christian Frederik". Det danske mandskab modtog dem med et voldsomt hurra. Nu rykkede "Stately" fremover og gjorde plads for fregatten "Quebec, og omringet tæt af tre engelske skibe, udsat for en morderisk ild, og truet med entring fra alle sider af en fjende der både i kanoner og i mandskab var større og mægtigere, nægtede Jessen at stryge flaget før skibet var på grund.
Hans håb om redning var væk, men han håbede at kunne lokke nogle af de engelske skibe til at gå på grund.
Fjenden forsøgte at stoppe ham, ved at sende en serie af kanonild. Omtrent ud for den nuværende Odde havn, gik skibet på grund, og for at spare resten af sit mandskab strøg Jessen flaget, ca. 3 timers kamp mod en fjende på 5 bedre udrustet skibe med et bedre trænet mandskab.
Fangerne blev bragt til de engelske skibe men englænderne kunne ikke hale det danske skib af grunden. Næste dag d. 23. Marts kl. Ca. 7.00 stak englænderne skibet i brand og kl 10.00 sprang "Prinds Christian Frederik" i luften.
Det danske tab var Dahlerup, Solander; Willemoes og 61 mand, alle dræbt 84 hårdt og 45 let såret. Ud af 576 mand var mere end en tredjedel dræbt eller såret.
De engelske tab kendes ikke.
Kampen fik under krigen stor moralsk betydning, for trods den tragiske udgang var kampen mod de fem fjendtlige skibe dog så hæderlig at det føles som en sejr.
De døde blev jordet i en fællesgrav på Odden kirkegård, og der blev rest et monument på graven med en indskrift, et resumé,
I kirken er en model af "Prinds Christian Frederik".
I Stenstrup museum hænger skibsklokken.
Stenstrup museum er slået sammen med de andre museum'er og er nu på Annebjerg.
På marinestation Sjællands Odde sidder skibets navneskilt i befalingsmandsmessen.
På monumentet som er Grundtvigs gravskrift over de døde står der det ovenfor nævnte digt.
Peters forældre så deres søn blive lagt i graven. Han blev hurtigt et nationalt dansk symbol på heltemod og opofringsvilje, men var i realiteten helstatens sidste helt. Men det gør ikke historien om og vurderingen af Peter Willemoes ringere.    
 
Billeder fra Willemoesgården i Assens. Tilbage til oversigt
Slaget på Reden Danmarkshistoriens mest berømte søslag fandt sted Skærtorsdag den 2. april 1801. Scenen var sat til kamp mellem den krigsvante engelske flåde, og det flydende, i hast samlede og organiserede, danske forsvar.
Optakt
”Megen ære, men ringe håb”
Den danske øverstbefalende, kommandør Olfert Fischer, var helt på det rene med sejrschancerne. Mulighederne for at vinde slaget var stort set ikke-eksisterende.
Det ændrede dog ikke på indstillingen. Kampen var uundgåelig, og målet måtte være at gøre så hårdnakket og kompetent modstand som overhovedet muligt. Men det var hårde odds, danskerne var oppe imod.
Engelske fordele
Sir Hyde Parker og Lord Horatio Nelson havde 50 % flere kanoner til deres rådighed.
Den engelske eskadre havde mulighed for at manøvrere sine fartøjer i position til langskibs beskydning. De danske fartøjer var svinebundet med sværankre i hvert hjørne og kunne derfor ikke svaje mod fjendens ild.
Kun halvdelen af Olfert Fischers mandskab var professionelle. De engelske besætninger havde alle masser af erfaring under bæltet.
Defensionsliniens 18 fartøjer bestod for hovedpartens vedkommende af ældre, brøstfældige eller endog udrangerede skibe. Det var ikke den regulære flåde, der tog imod Nelson, men tværtimod en række ”bolværksskibe” til beskyttelse af de flådestyrker, som lå i inderhavnen Flådens leje.
Alligevel var der en smule håb.
Danske chancer
Ganske vist havde englænderne fordelen af at kunne manøvrere deres fartøjer, men positioneringer skulle foregå i ukendt farvand og under voldsom beskydning. Skibe risikerede at gå på grund, springe læk eller lægge sig i vejen for hinanden.
Den danske linje skulle langt hen ad vejen kæmpe for rigets fortsatte beståen. Det engelske mandskab kæmpede ”blot” for endnu en sejr. Motivationsfaktoren måtte alt andet lige være i dansk favør.
Strategier
Lord Nelsons plan
Klokken halv elleve løsnede det gamle kongeskib ”Christian den VII” første skud fra underste batteridæk. Skibet havde i sin tid været Danmarks sidste tredækker, men ganske symbolsk var fartøjet i forbindelse med slaget blevet omdannet til blokskib, det tredje kanondæk fjernet og kongenavnet strøget til fordel for det mere neutrale ”Prøvestenen”.
Affyringen blev den første i lang række af skudafgivelser, for i den kraftige sydøstenvind passerede de engelske orlogsfartøjer ét efter ét forbi ”Prøvestenen” på deres vej op i Kongedybet.
Den øverstbefalende for eskadren, Sir Hyde Parker, havde overladt den fysiske ledelse af slaget til Lord Nelson, som til gengæld havde lovet, at den danske flåde ville være erobret i løbet af et par timer. Det var selvtillidsfulde, men realistiske ord. Planen var at engagere fjenden på så tæt hold som overhovedet muligt, for derved at udnytte overlegenheden i kanoner bedst muligt. Angrebet skulle spredes ud over en bred front med særlig fokus på midten af den danske linje. Forventningen var, at linjen her ville kollapse under massivt tryk, og Nelson tog derfor ophold ombord på todækkeren ”Elephant” i centrum af den engelske styrke.
Danskernes held
Nelsons optimistiske forudsigelse kom ikke til at holde stik. For det første viste vejen til Kongedybet sig vanskeligere end forudset. De sandede banker på Middelgrunden skulle rundes, og ikke færre end tre engelske linjeskibe gik på grund. Det betød, at Nelsons forventning om at kunne angribe den samlede danske linje ikke kunne opfyldes, og at man i stedet måtte nøjes med at koncentrere sig om centrum og den sydlige del.
Ønsket om at komme så tæt på danskerne som muligt viste sig ligeledes umuligt at opfylde. De engelske lodser forventede, at den danske linje ville placere sig tæt på land for dermed at beskytte sig selv bedst muligt, men Olfert Fischer tænkte ikke kun på sit flydende forsvar. København og Flådens Leje skulle også beskyttes, og derfor blev linjen placeret et stykke ude i Kongedybet. Denne beslutning blev i realiteten afgørende for slagets forløb, for englænderne lagde sig godt mod øst af angst for grundstødning, og dermed blev skudafstanden hele 600 meter, hvilket var dobbelt så langt som projekteret.
Deltagerne
De professionelle
Slaget på Reden varede mere end 4 ½ time, blev udkæmpet fra godt 40 fartøjer og et fort og involverede i alt 10.000 mand fordelt på begge sider. Af de 10.000 omkom eller forsvandt næsten 1000, hovedparten danskere.
Eller rettere; danskere og nordmænd. Helstaten Danmark omfattede også Norge samt hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og derfor kom en stor del af de deltagende matroser fra søfartsnationen Norge. De dansk/norske matroser var en del af det professionelle mandskab, som i øvrigt udgjordes af officerer, underofficerer og soldater fra Marinekorpset. Alt i alt var der ca. 50 % professionelle deltagere på dansk side i Slaget på Reden, men langt hovedparten af dem stod reelt også uden regulær krigserfaring, for der havde været fred i Danmark i 80 år.
De frivillige og de pressede
De frivillige var fortrinsvis håndværkere og arbejdsmænd, de fleste fra København. Borgerskabets sønner glimrede ved deres fravær, ikke fordi de var mindre villige til at deltage, men fordi man i disse kredse i stedet formerede frivillige korps og borgervæbninger.
Selv om de frivillige var håndværkssvende og arbejdsmænd, var der dog stor forskel på fremmødet fra erhverv til erhverv. Bagere var livsnødvendige for byens eksistens – og kunne bruge det som undskyldning - så stort set ingen bagersvende deltog. Det stod i modsætning til de fleste andre håndværkslav, datidens arbejdsgiverorganisationer, som skulle tilbyde en række svende og læredrenge som frivillige. Man kan nok stille spørgsmålstegn ved denne frivillighed, men deltagelsen var ikke desto mindre markant. Blandt arbejdsmændene var der især mange bryggerkarle på listerne. Frivillige fra Sjælland, Fyn og Jylland mødte også op, men rejsetiden var så lang, at mange først nåede frem, da slaget var historie. Det gjaldt dog ikke syv mand fra Middelfart, som nåede til hovedstaden den 1. april. De blev uden tøven sat ombord på artilleriprammen Nyborg; kun fire forlod skibet i live.
Godt 200 pressede deltog i Slaget på Reden og deres oplevelser må have været noget af det mest forfærdelige, et menneske kunne blive udsat for. Peter Willemoes bemærkning om et af de pressede besætningsmedlemmer, Hendrik Lemberg fra Helsingør, dækker formentlig ikke kun hans ubarmhjertige skæbne. Lemberg: ”gik fra forstanden under bataljen og døde straks derpå”.
Brevet
Slaget på Reden blev vundet af englænderne. Da kampen var ovre, besad de det Kongedyb, som danskerne havde forsvaret.
Men der var malurt i sejrsbægeret. For slaget blev vundet ved en blanding af artillerimæssig overlegenhed og regulær krigslist, og det var langtfra alle englændere, som var stolte af den måde, resultatet var kommet til veje på. Ganske vist havde de engelske besætninger vist deres overlegenhed i betjeningen af de mange kanoner, men Lord Nelson havde også skrevet et regulært ultimatum stilet direkte til den danske kronprins med den tvivlsomme ordlyd:
(NYT REVIDERET AFSNIT) 
PARLAMENTÆRENS ANKOMST Dette billede kræver en længere forklaring. Billedet viser sig at være utroligt misbrugt i historiske fremstillinger af nederlaget den 2. april 1801. Dette misbrug er ofte foregået på den måde, at billedet er klippet op så det ikke kan ses i sin helhed. Herved er det muligt at give plads for forskellige myter, som at Danmark vandt, at kronprinsen fik dårlig rådgivning og derfor hoppede på Nelsons list og mere af samme skuffe.Kronprinsen lod selv billedet fremstille. Han var træt af at blive udskældt af befolkningen og vi ville gerne imødegå alle de smædehistorier der var i omløb. Billedet blev fremstillet i løbet af 1802 af kunstneren C. A. Lorentzsen. Det skildrer en dag i Danmarkshistorien. Det er en kold martsdag. Det er skærtorsdag den 2. april 1801. Slaget begynder kl. halv ti om morgenen efter klokkeringningen i København denne påskemorgen. Billedet indeholder 3 begivenhedslag. For det første ses i billedets baggrund en præcis gengivelse af slaget, som det så ud hen på eftermiddagen, hvor det tydeligt fremgår, at det danske forsvar var nedkæmpet. Nordfra bag Kastelspynten, trues fortet Trekroner af Hyde Parkers fremrykkende division. Foran fortet driver blokskibet Dannebrog brændende forbi, mens hovedparten af skibene i det danske forsvar har indstillet skydningen. Selve slaget fungerer dog som baggrund for maleriets to centrale scener. Midt i billedets forgrund fremhæver lyset det hvide flag i stævnen på den robåd, hvor parlamentæren rækker Nelsons brev op til en dansk general i en lang rød frakke. Brevets modtager er sandsynligvis Kastellets kommandant general Ernst Peymann. Bag generalen står tre personer, hvoraf manden i den lyseblå frakke med ryggen til ikke bærer dansk uniform. Det kan være den svenske observatør Cronstedt, som overværede slaget i kronprinsens nærhed. De to officerer i røde frakker, som flankerer denne, lader sig vanskeligt identificere. På en anden samtidig gengivelse af parlamentærens ankomst, en akvarel af en ukendt kunstner, er de fire personer identificeret under tegningen. General Peymann står på broen, mens Hans Lindholm, Ernst Frederik Walterstorff og Frederik von der Mase står på land. Den ene af de to officerer bag Peymann på Lorentzens billede kunne således være van der Mase, en af kronprinsens adjudanter, mens kronprinsens generaladjudant, kaptajn Johan Hieronymus von Kirchoff, der med sikkerhed overværede slaget i Frederiks nærhed, kunne være den anden. Lindholm og Walterstorff har Lorentzen malet på land til venstre for rytteren. Lindholm i blå marineuniform, han var søofficer, samt generaladjudant og i øvrigt Frederiks fortrolige, mens general Walterstorff er iført grøn uniform. De to vender vi tilbage til senere. Lyset i maleriet falder ikke kun på det lyse flag. Nederst i venstre hjørne oplyses kronprins Frederik samt en gruppe personer, som står omkring regenten som var landets faktiske regent og øverstkommanderende for Københavns samlede forsvar og i denne situation også overbefalende for Admiral Olfert Fischer. Kronprinsen havde fulgt slagets siden dets start meget nøje og kendte den faktiske situation for det danske forsvars stilling her klokken tre. kunstneren har gjort sig umage med denne persongruppe. Mens der er tale om portrætlighed samt korrekte gengivelser af uniformer og ordner, forekommer det usandsynligt, at kunstnerens placering af personerne i det øjeblik, hvor parlamentæren ankom, er historisk korrekt. Lorentzens billede er således et reportagebillede fra slaget og et historiemaleri, som gengiver scenen, sådan som billedets bestiller kronprisn Frederik, ønskede den fremstillet. Maleriet er således en glimrende historisk kilde til de motiver, Frederik havde til at acceptere det engelske tilbud om våbentilstand. En rytter uden uniformsjakke er ved at aflægge rapport til kronprinsen og har alt for travlt til at stå af hesten, selvom det er landets regent han taler med. Den beredne adjudant kan meget vel forestille Olfert Fischers adjudant, løjtnant Uldall. Da Olfert Fischer forlod det nedkæmpede skib Holsten, begav han sig til Trekroner, hvorfra adjudanten blev sendt i land, dels for at rekvirere 200-300 mand til batteriet, dels for at informere kronprinsen om den umiddelbare kampsituation. Han blev modtaget lige før parlamentærens ankomst. Kronprinsen er flankeret af to personer iklædt røde generalsuniformer. Deres placering tæt på Frederik gør dem centrale i billedets komposition. Manden til højre er gammel og bærer en orden på venstre bryst. Sandsynligvis forestiller det Nicolaus Maximillan Gersdorff. Han var general, ridder af Dannebrog og fungerede indtil marts 1801 som guvernør i København. Han var født i 1725 og døde i 1802 hvilket passer aldersmæssigt til den portrætterede på billedet. Personen til venstre for kronprinsen kunne være Frederik Vilhelm Philip, hertug af Würtemberg-Stuttgart. Han havde rang af general-løjtnant ved infanteriet, stod på god fod med kronprins Frederik og blev om aftenen efter kampen i Kongedybet udnævnt til Københavns guvernør. Hertugen skulle i tilfælde af prinsens død overtage den militære kommando. Over for Frederik står en adjudant, sandsynligvis Frants Bülow, med de røde fjer i hatten, som under Napoleonskrigene blev symbolet for generaladjudanten. Personkredsen til venstre for Bülow forestiller officerer fra forskellige værn samt kronprinsens adjudanter, mens de to personer i grønne uniformer til højre for rytteren er officerer i Kongens Livregiment. Placeringen af Walterstorff og Lindholm tæt på kronprinsen er ligeledes yderst interessant. De indtog begge en central rolle i de efterfølgende forhandlinger med englænderne, men gjorde sig ikke bemærket under selve slaget. Deres medvirken i fredsforhandlingerne gjorde dem en overgang upopulære i befolkningen, og deres placering på maleriet kan tolkes som kronprinsens anerkendelse af deres indsats (som bestemt var proffesionel, dygtig, snild og kompetent). Frederik har sandsynligvis haft indflydelse på persongalleriets komposition. C.A. Lorentzens maleri kan derfor tolkes som et forsøg på at fremstille kronprinsen som Københavns forsvarer, omgivet af byens kommandanter og kastellets kommandant på broen. Det er ikke i egenskab af chef for admiralitetet, at Frederik fulgte kampen, for der er ingen repræsentanter for flåden i kronprinsens nærhed - hverken den gamle admiral F.C. Kaas eller Holmens chef Ole Kierulff ses på billedet, selvom der var tale om flådeoperation. Beslutningen om at indlede forhandlinger med Nelson skyldtes derfor hensynet til København. Fra Uldall erfarede Frederik at hele den sydlige del af forsvarlinien var nedkæmpet. Samtidig nærmede Parkers division sig Trekroner, og Nelson var i gang med at tilkæmpe sig kontrollen over Kongedybet, hvorfra englænderne kunne indlede beskydningen af hovedstaden og Holmens anlæg, hvor hele den danske flåde var ved at blive udrustet. I håbet om at undgå et bombardement af orlogsflåden, rigets vigtigste militære værn, accepterede kronprinsen Nelsons krav og beordrede skydningen indstillet, og sendte sin fortrolige Hans Lindholm, der talte flydende engelsk, afsted for at forhandle om våbenhvile. De danske tab var omfattende. 367 mennesker mistede livet under slaget, og ud af 635 sårede mistede yderligere 100 livet i de efterfølgende uger. Englænderne tog over 1.700 krigsfanger. Forsvaret i Kongedybet bestod af 18 fartøjer og heraf blev 12 erobret af englænderne. Af de resterende fartøjer var kun to fortsat tjenestedygtige. Admiral Parker krævede, at Danmark øjeblikkeligt trådte ud af Det væbnede Neutralitetsforbund og gav den danske regering tid til at overveje situationen. Svaret skulle falde om morgenen den 3. april. Slaget på Reden var afsluttet, men den dansk-engelske konflikt fortsatte. Billede der viser rochaluppen, der af Nelson blev sendt af sted af en "sikker" rute fra Elephant der lå ret ud for Kastelspynten. Nelson afviste at adlyde den øverstkommanderendes ordre om at afbryde kampen. Men kort efter tog han selv et bemærkelsesværdigt initiativ til at få kampen afbrudt. Han skrev et brev. Klokken et kvart i to gik Nelson fra agterdækket ned på øverste batteridæk og ud på Elephants agtergalleri. Stående med rorkassen som underlag skrev han et brev, som forsonligt lød således:
”Til de engelskes brødre, de danske. Lord Nelson har ordrer til at skåne Danmark, når det ikke længere gør modstand. Men hvis skydningen fortsættes fra dansk side, vil Lord Nelson blive nødsaget til at opbrænde alle de flydende batterier, han har erobret, uden at det vil stå i hans magt at frelse de tapre danske, der har forsvaret dem.” Da han havde skrevet brevet, foldede han det sammen og lagde det i en konvolut, hvorpå han skrev: "Til den danske regering". Thomas Wallit ville derpå lukke kuverten med en papiroblat. Men det ville Nelson ikke. Han ville forsegle konvolutten med et laksegl. En mand blev derfor sendt af sted efter lak. Han vendte aldrig tilbage en kanonkugle tog hans hoved. En papiroblat, der endnu var fugtig ville røbe, at brevet var afsendt i hast. Det ønskede han ikke. Et laksegl røbede intet.Kort efter klokken to var brevet omsider forseglet. En parlamentærchalup lå parat ved Elephants styrbords side. Og klokken to satte captain Thesiger af fra flagskibet for at bringe Nelsons brev i land. Ruten gik fra Elephant, men selv om Nelson havde ønsket det bragt frem hurtigt, men uden at røbe at det havde hast. Den hurtigste rute ind til Købehavn - over farvandet mellem de kæmpende linjer, hvor kuglerne piskede vandet til skum, og videre ind over Refshalegrunden, hvor kuglerne fra land fløj tæt - var bestemt en risikabel affære. I stedet valgte captain Thersiger en rute, der var længere, men sikrere. Parlamentærchaluppen stod nordover i Kongedybet, i læ af Elephant, Ganges, Monarch og Defiance; og vel ude i Kongedybet styrede chaluppen derpå i en forsigtig bue norden om Trekroner og ned mod Kronløbet. Det var en lang rotur. Klokken var blevet halv tre, før chaluppen lagde til ved blokskibet Elefanten. Det blev derfor vagtskibets chef, kaptajn von Thun, der skulle træffe beslutningen om parlamantæren videre rute. Og lige siden den 2. april har han måtte høre på vrøvlet om, at han bar skylden for, at Nelsons krigslist lykkedes. Han henviste nemlig ikke captain Thersiger til defensionens chef, Olfert Fischer. Han sendte parlamentæren direkte ind til Kronsprins Frederik. Kronprinsen havde i dagens løb fulgt søslaget først fra batteriet Quintus, dernæst fra Sixtus så var han gået over flydebroen til Toldboden og videre ud på Kastelspynten. von Thun lod en af Elefantens officerer, månedløjtnant Lundbye, gå om bord i chaluppen og styre den ind gennem Kronløbet til Kastelspynten. På billedet ser vi ankomsten. Der er seks roere og så Lundbye og captain Thersiger. Båden fører hvidt parlamentærflag. Vi ser kronprinsen få overrakdt brevet. Klokken er nu tre. Her er brevet som det så ud:  Man skal her bemærke forskellen på de to udgaver. I den første har man udeladt adressaten. Brevet var stilet til den danske regering og ikke til admiral Olfert Fischer. Han fik umiddelbart efter at vide, at han skulle indstille skydningen af den øverstkommanderende som var kronprinsen og som havde større overblik over begivenhederne og som kendte alle de skjulte motiver til slaget og dets gennemførelse. En besked fra Olfert Fischer til kronprinsen umiddelbart før dette brevs modtagelse viser da også, at Admiralen manglede totalt overblik over situationen. Man ville gerne senere fremstille det sådan, at havde kronprinsen blot rådført sig med sin admiral så kunne man have fortsat kampen og nedkæmpet den engelske flåde. Det er korrekt, at Nelson kort tid efter våbentilstanden kom i svære vanskeligheder med sin flåde da nogle skibe gik på grund og man kunne have udslettet disse, men det vidste ingen på det tidspunkt. Admiralens løfte til kronprinsen om "at vil kæmpe til det sidste selv om han ikke kan vinde" viser også, at manden var blottet for realitetssans. Det ville blot have kostet endnu flere meningsløst dræbte og sårede. Det er let at udvise mod og tapperhed, når det er andre der skal sætte livet på spil. 
Lord Nelsons første brev. Her kræver han, at Danmark stopper al modstand. Teksten lyder i oversættelse:Lord Nelson har ordre til at skåne Danmark, når det ikke længere gør modstand; men dersom skydningen vedbliver fra dansk side, vil Lord Nelson være nødt til at sætte ild på alle de flådebatterier, som han har erobret, uden at det står i hans magt at frelse de tapre danske, som har forsvaret dem. Ombord på Hans britiske Majestæts skib Elephant, Københavns Red 2. April 1801. Nelson og Bronte [Nelsons sicilianske hertugtitel], Viceadmiral under admiral Sir Hyde Parkers Overkommando. Til englændernes brødre, de danske. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907). Efter det mislykkede angreb på Santa Cruz i 1797 (Nordspidsen af den spanske kanarieø Tenerife) i 1797 måtte Nelson lade sin højre arm amputere lige under skulderen. Umiddelbart efter operationen begyndte han imidlertid med sammenbidt energi at lære sig at skrive med venstre hånd. Hans berømte brev til den danske regering viser, at han fik lært det. Han fik også specialfremstillet et spisebestik - bestående af en kombineret kniv og gaffel, som han kunne betjene med venstre hånd.
Nelson hævdede, at det gådefulde brev var foranlediget af menneskelighed, men kølig beregning må formodes også at have spillet en rolle. Brevet blev således sendt med rochalup kl. to, på et tidspunkt, hvor englænderne endnu ikke havde erobret et eneste batteri. Ydermere havde Nelson og alle deltagende skibschefer tre kvarter tidligere modtaget ordre fra Parker om at trække sig ud af kampen. Ordren var ikke blevet adlydt, men alene det at Sir Hyde Parker turde vurdere, at slaget ikke kunne vindes indikerer, at Nelsons eskadre på daværende tidspunkt havde nok at se til. Denne historie er også en myte. Den danske overklasse dyrkede i mange år den myte, at man havde narret kronprinsen til overgivelse, hvorimod sandheden var at man havde vundet slaget. Den er det rene spind! 
For kronprins Frederik var udsynet fra Kastelspynten klokken tre om eftermiddagen ikke opløftende. Han kunne se med sine egne øjne, at Kongedybslinjen var nedkæmpet. Han ser Dannebrog drive brændende nordover. Han ser Flådebatteri nr. 1 og Aggerhus er i drift ind i Kalkbrænderibugten. Han ser at i Kronløbet arbejder Elven og Nyborg sig indefter. Han ser også at linjeskibet Sjælland har kastet anker under Trekroner Fort. Han ser at engelske fartøjer og kanonbrigger er i færd med at tage de danske vrag i besiddelse. Det er også afgørende, at han ser at Parkers linjeskibe nu er kommet på skudhold af Trekroner og skibene i Kronløbet. Han kan også med egne øren høre, at de danske skibe ikke skyder mere, og kan med et blik konstatere at flag og vimpler er væk. Indfødsretten havde lige halet sit flag ned. Kun helt nede mod syd lød endnu enkelte skud fra Wagrien og Prøvestenen og fra kavaleriprammen Rendsborg inde på Refshalegrunden - man skal være blind for ikke at kunne se, at de også var definitivt nedkæmpede. Han kan også med egne øjne konstatere at ingen af Nelsons linjeskibe så ud til at have lidt alvorlige skader. Han kunne også se, at nordfra nærmede Parkers otte linjeskibe sig, og de tre første var allerede begyndt at skyde på Elefanten og Hjælperen. Trekroner fortet var uskadt og skød endnu. Men hvad kunne det udrette, når resten af defensionen var nedkæmpet og erobret? Kronprinsen var vidende om, at det ufærdige fortanlæg ikke kunne forsvares. Kort forinden var Olfert Fischers adjudant kommet i land med melding fra defensionens chef om, at han ville forsvare Trekroner til det yderste - men at fortet ikke ville være i stand til at modstå et stormangreb. 
Sådan var den militære situation klokken lidt over tre, da kronprinsen modtog parlamantærens brev, brød lakseglet, og læste - og fik oversat - Nelsons budskab. Den Kongedybslinje, der havde ligget der, da Nelson skrev sit brev, lå der ikke længere. Nelsons trussel om at opbrænde de danske fartøjer med deres mandskab om bord, var derfor ikke længere den trussel, det faktisk havde været. Det var derfor hverken Nelsons krigslist eller kronprinsens gode hjerte, der fik ham til at handle, som han gjorde. Kronprins Frederik havde den fornødne militære indsigt. Han havde alle de informationer, der var nødvendige. Og den afgørelse han traf, var nøgtern og realistisk. KAMPEN VAR FORBI. OG DEN VAR TABT! Videre modstand fra Trekroner og blokskibene i Kronløbet ville ikke blot være totalt meningsløs. Den ville også være politisk uklog. Hvorfor nu det? Jo, i Nelsons brev lå der en antydning om forhandling. Militært var kampen tabt. Skulle kronprinsen afværge det bombardement, som Kongedybslinjen ikke havde formået at afværge, så måtte det nu ske gennem forhandlinger. Det var den eneste farbare vej. Derfor kunne kronprins Frederik på stående fod acceptere Nelsons krav og gjorde det. Han gav straks ordre til at indstille skydningen. Og han sendte adjudant Lindholm ud til Nelson for at erfare hensigten med hans brev. Nu gik turen via Iris, der lå lige ud for kastellet i ret linje mod øst til Nelson på Elephant der lå i Kongedybet. Kort efter klokken tre gik generaladjudanten Lindholm derfor ombord i den engelske chalup, som straks satte af fra broen og roede den korte afstand ud til fregatten Iris, der lå i Kronløbet, som det sydligste af Steen Billes skibe. Chaluppen lagde til, og Lindholm gik ombord til chefen, Kaptajn Wessel Brown, som han instruerede om "at sende en officer til Batteriet Trekroner med den befaling fra Hans Kongelige Højhed Kronprinsen, at de der skulle ophøre med at skyde." Og samtidig rekvirerede han en chalup, der skulle føre ham ud til Nelson. Omkring klokken halv fire gik en officer fra Iris derfor i land på Trekroner med kronprinsens ordre til Olfert Fischer. Defensionens chef videresendte straks ordren til Elefanten og Mars. De sidste danske kanoner tav. Selv gik Lindholm om bord i Iris´ chalup, der ligeledes førte et hvidt flag i stævnen. Og sammen satte de to chalupper kursen tværs over Refshalegrunden, mod Elephant. Om bord på linjeskibet blev Lindholm straks ført til Nelson. Og i samme øjeblik Lindholm havde meddelt, at kronprinsen havde befalet skydningen indstillet, gik et hvidt flag til vejrs på Elephants stortop, som signal til de engelske skibe om at indstille skydningen. 
Lord Nelsons andet brev. Her skifter Nelson holdning. Nogle mener, at han nærmest trygler om den danske konges gunst i forsøget på at få en fred forhandlet igennem. Brevet har haft stor betydning for eftertidens diskussion af, hvem der gik af med sejren. Teksten lyder i oversættelse: Når Lord Nelson sender et våbenstilstandsflag i land, sker det af menneskelighedsfølelse. Han samtykker derfor i, at fjendtlighederne ophører, indtil han kan få fangerne bort fra de tagne skibe, og han samtykker i at landsætte alle de sårede danske og i at brænde eller bortføre sine priser. Med ærbødig hyldest til Hans kongelige Højhed beder Lord Nelson om tilladelse til at udtale, at han altid vil opfatte det som den største sejr, han nogen sinde har vundet, dersom hans våbenstilstandsflag må være den lykkelige forløber for en varig og lykkelig forbindelse imellem min allernådigste suveræn og Hans Majestæt Kongen af Danmark. Elephant, 2. april 1801. Nelson og Bronte. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).
Men klokken to var situationen trods alt en noget anden, på trods af de manglende batteriovertagelser. Englænderne var ved at få overtaget, og da parlamentæren endelig nåede land på kastelspynten klokken tre, stod det klart, at Nelson havde vurderet situationen korrekt. Den lille chalup havde måttet tilbagelægge vejen bag om den engelske linje for ikke at blive beskudt af de endnu kæmpende danskere, og det havde blot været et spørgsmål om tid, før den danske kampkraft blev knækket. Da kronprins Frederik tog imod brevet, og fik det oversat, besluttede han, at kampen skulle indstilles. Slaget var tabt. Men den danske Marine og de frivlilige havde kæmpet modigt, tappert og med store tab i rækkerne. Den indsats kunne vi godt rose os af og vi fik da også den højeste engelske anerkendelse.  Nelson går i land til forhandlinger 
This painting presents the opening of the Battle of Copenhagen with the English on the left sailing into position to anchor abreast of the Danes on the right. Nelson in the 'Elephant' heads part of the English squadron on the left. Most of the Danish ships are not fitted for sea but anchored as floating batteries to shield Copenhagen, which can be seen in the distance on the right.
 Her er den hat Nelson bar under slaget på Reden 1801. 
 The Battle of Copenhagen: Nelson's British Fleet sails up the Royal Channel to attack the Danish Fleet and the Trekroner Citadel. The 3 British ships aground are to the right: Bellona, Russell and Agamemnon 
Nelson runder Kronborg
Her et billede fra 1808. Danskerne fortsatte kampen mod englænderne, som beherskede de danske farvande. Der var udviklet en såkaldt kanonbåd. Det var blot en stor robåd med en kæmpekanon, der var monteret på langs af båden. Man nærmest boede på en sådan båd. Båden blev roet. Det lykkedes faktisk med disse kanonbåde at erobre et par engelske fartøjer. Min tipoldefar havde kommandoen på en sådan kæmperobåd. Det var et utroligt hårdt job, man sov og spiste under åben himmel. For mig gav det en hel anden dimension i skolen, når jeg vidste - at en forfader til mig havde været på sådan en. Jeg har nu også haft et familiemedlem, der lå ved Stalingrad på tysk side og var ved at fryse ihjel. "Ser du, det eneste det handlede om for os, var at overleve. Det gjaldt om have et stykke rugbrød, man hele natten igennem kunne tage små, små bidder af, for at kunne holde sig vågen. Det var den sikre død, at falde i søvn og dø af forfrysninger. Det var afsindigt koldt og alt frøs. Vi havde ikke ordentlig vinterudrustning og vi manglede alt. Fik man forfrysninger kunne ens egen urin, der blev smurt på faktisk hjælpe. Når det blev lyst om morgenen, fandt vi hver gang døde kammerater!" - sådan har jeg hørt Ernst fortælle det. Han syntes altid, det var et sandt mirakel, at han overlevede den tur. Han havde dog aldrig mistet sit gode humør og kunne altid rable den ene tåbelige vittighed af sig efter den anden eller tralle løs på lystige viser på berlinerisch - for Er war ein Berliner - man skulle være noget af en sprogkyndig for at kunne forstå den dialekt. Det var da heller ikke meget jeg forstod af det, men hans humør smittede og så drak han alt, hvad vi havde af øl i huset.  Centralt i hovedfeltet ses Slaget på Rheden der 2. april 1801 udkæmpedes ud for København mellem Danmark-Norge og Storbritannien. Den britiske flåde var under admiral Hyde Parkers kommando. Selve angrebet anførtes af admiral Horatio Nelson. På få timer var slaget afgjort med engelsk sejr. En red/rhed er en ankerplads. På landjorden ved anløbsbroen ses Frederik 6. forhandle med en engelsk udsending om våbenhvile, en Ordonnans/militær budbringer til hest underrettes om slagets gang og Admiral Nelson med følge (blå uniformer) modtages ved anløbsbroen, da de ankommer for at diskutere betingelserne for våbenhvile. Til højre for anløbsbroen ses linjeskibet "Prinds Christian Frederik" om bord på hvilket løjtnant Peter Willemoes (1783-1808) faldt 22. marts 1808 ved Sjællands Odde i kamp mod en engelsk flådeenhed.
HVEM VAR EGENTLIG HELTEN ?
LØJTNANT BILLE PÅ PRØVESTENEN EN NYFUNDEN KILDE TIL SLAGET PÅ REDEN AF
Ole Feldbæk (under bearbejdelse)
Den bedste og mest instruktive gengivelse afslaget på Reden er J. F. demens' kobberstik efter det maleri, som C. A. Lorentzen udførte til kronprins Frederik i efteråret 1801. Udsnittet viser Prøvestenen sydligst i Kongedybslinien, efter henved to timers kamp med linieskibene Polyphemus og Russell og fregatten Desirée. På Clemens stik ligger blokskibet Wagrien som det næstsydligste (her ude til venstre) i Kongedybslinien. Agter vajer orlogsflaget (helt til venstre), og på den stumpe signalmast havde kaptajn Risbrichs chefvimpel vajet, indtil den var blevet skudt ned. Wagrien var 1773, og da besætningen gik i gang med kanoneksercitsen, havde øverste batteridæk været så råddent, at kanonraperternes hjul gik igennem. Navnet havde skibet fra landskabet Wagrien ved Kiel. Men ikke alle var lige stive i hertugdømmernes geografi, og en af de danske styrmænd - der nok vidste hvad en vager var - kaldte troligt blokskibet for vager-inden.
I 1882 gik Det kongelige Biblioteks chef, Christian Bruun, ind i den da verserende debat om, hvem Lord Nelson havde haft i tankerne, da han efter slaget på Reden den 2. april 1801 foreslog kronprins Frederik at gøre sin tapre unge modstander i Kongedybet til admiral: den danske
løjtnant Peter Willemoes eller den norske løjtnant Joehum Nicolay Muller. Christian Bruun var en belæst historiker; og hans lille bog giver et instruktivt billede af, hvordan en national myte bliver skabt. I sin indledning fremkommer han imidlertid med et dictum, som traditionelt får historikere til at reagere. Idet han henviser til kommandør H. G. Gardes skildring af slaget fra 1852 og til professor Edvard Holms autoritative fremstilling fra 1875 af Danmarks udenrigspolitik i disse år, skriver han: „Hvad der lader sig fortælle om Slagets Historie, er sagt. Kilderne ere udtømte."1) At det er muligt at komme videre end de to højt fortjente pionerer — både i fremdragelsen af væsentlige danske og udenlandske kilder og i analysen af det politiske og militære forløb i 1801 — kan idag næppe undre. Hvad der kan undre, er derimod, at Christian Bruun kunne overse, at Kgl. Bibliotek. kun ti år forinden — mens han selv var chef— havde erhvervet en interessant kilde til belysning af slaget og dets forhistorie. Og hvad der kan undre endnu mere er, at ingen siden - trods en indgående interesse for Skærtorsdagsslaget — har gjort brug af denne kilde. Forklaringen er formentlig, at Kgl. Bibliteks.s håndskriftsamling — trods sine fortrinlige trykte og utrykte kataloger — ofte ufortjent opfattes som en udelukkende litteraturhistorisk kildesamling. Nærværende forfatter skal da heller ikke skjule, at når han under materialesøgningen til en bog om Danmark og Det væbnede Neutralitetsforbund 1800-1801 også inddrog bibliotekets håndskriftsamling, skyldtes det ikke i første række et begrundet håb om, at der ville være stof af interesse. Det skyldtes snarere, at det erfaringsmæssigt lønner sig også at inddrage utraditionelle materialesamlinger,og at historikeren bør tage misteltenen i ed. Og dér stod referencen så — sort på hvidt, og på det sted den burde — i Gigas' Katalog over Det kongelige Biblioteks Haandskrifter (bd. 111,2, s. 120) „Nogle Dagbogsoptegnelser vedkommende Slaget 2. April 1801" med signaturen Ny kgl. Samling 260 B°. Den lille brungrå indbundne bog med sit 17,6 X 10,3 centimeters format og sine 39 beskrevne sider virker ikke umiddelbart anselig. Når den ikke desto mindre er betydningsfuld for forståelsen af, hvad der skete i 1801, skyldes det dels tekstens egne kvaliteter, dels kildesituationen omkring slaget på Reden. Den lille bog med dens i alt 304 sider har oprindelig tilhørt chefen for blokskibet IVagrien, kaptajn Frederik Christian Risbrich.-) I dagene fra den 14. til den 31. marts 1801, hvor li'agrien blev bugseret ud i Kongedybet og forankret, og hvor mandskabet fik en elementær kanoneksercits, har han brugt bogen som sin private skibsjournal, med henblik på den tjenstlige journalføring og på udarbejdelsen af rapporter. Risbrichs sidste notat er fra den 31. marts klokken elleve om formiddagen. De følgende indførsler er foretaget i dagene 6. til 10. april af premierløjtnant Michael Bille, som på det tidspunkt befandt sig som krigsfange ombord på det engelske linieskib Russell?) Bille har brugt Risbrichs private journal til at nedfælde sine oplevelser, fra han fik ordre den 24. marts til at melde sig til tjeneste ombord på blokskibet Prøvestenen, til den 30. marts om formiddagen, da den engelske flåde under Parker og Nelson ankrede op på Københavns Red; og endvidere har han brugt den til notater vedrørende Prøvestenens deltagelse i slaget samt til udkast til en tjenstlig rapport om kampen. Bille har fået dagbogen i hænde som krigsfange ombord i Russell — muligt af den i notaterne omtalte overkirurg dr. Møller.4) Bille har imidlertid ikke efter sin frigivelse leveret dagbogen tilbage til Risbrich, men selv beholdt den; og på et senere tidspunkt - formentlig da han i 1820'rne og 1830'rne var preussisk navigationsdirektør i Danzig - har han med blyant påtegnet: „Etwas Tagebuch vom 1801 dem Schlacht betreffend. Aufzubewahren für Sohn und dänische Freunde." Bille vendte i 1838 tilbage til Danmark; og da den unge historiker C. F. Allen skrev sin debatskabende fremstilling af slaget på Reden, som i 1842 udkom i Dansk Folkekalender, stillede Bille ikke blot dagbogen til rådighed for Allen, men fortalte også, hvad han - der nu var en af de få endnu levende officerer fra slaget - kunne erindre fra den 2. april.1) Dagbogen har 
Michael Bille er afbildet på J. L. Flamands „Mindeblad om Danmarks Hædersdag den 2. April 1801" fra 1847, som eneste løjtnant blandt atten skibschefer. AT Bille kendes kun to originalportrætter, begge fra hans dødsår. Over for kritik af portrætterne tog Flamand til genmæle i Kjøbenhavns posten den 2. februar 1847. Om portrættet af Bille og andre navngivne officerer hævder han, at de „ere efter Originalportraitter, jeg har erholdt fra de Afdødes Nærbeslægtede og Familie, som indestod for Ligheden." Af Michael Bille (1769-1845) er kun bevaret et originalpotræt fra hans dødsår. Da L.J. Flamand i 1848 afbildede ham på sit "Mindeblad om Danmarks Hædersdag den 2. april 1801", bedyrede han, at han havde lånt et ungdomspotræt af Billes familie. Originalpotrættet fra 1845 - med Billes mildt sagt markante profil - underbygger hans påstand. Litografi 1847 af Emil Bærentzen. Det Kgl. Bibliotek. imidlertid ikke sat sig spor overhovedet i Allens skildring af slaget; og kun i forbindelse med svar på kritik fra historikeren F. Schiern og fra søofficeren C. C. Zahrtmann meddeler Allen enkelte detaljer. I realiteten blev dagbogen således ikke brugt af Allen på det tidspunkt, og ej heller efter, idet Allen ikke tog emnet op senere i sit liv. Allen døde i 1871; og sammen med andre dele af hans bibliotek og samlinger blev dagbogen i 1872 købt af detKgl. Bibliotek.
Når Michael Billes indførsler i dagbogen er så værdifulde, har det liere årsager. Udover bekendtskabet med en dygtig og indsigtsfuld søofficer med tiltalende menneskelige egenskaber er indførslerne i sig selv værdifulde, fordi hans skildringer og hans vurderinger er blevet nedfældet uden påvirkning af de mytedannelser, der umiddelbart efter slaget tog fart i den københavnske offentlighed og inden for søofficerskorpset. Bille havde været ombord siden den 24. marts; hvad han havde kunnet se af kampen den 2. april fra sin post som chef for Prøvestenens underste batteri var så godt som intet; og hvad han kunne få oplyst af sine medfanger ombord på det engelske linieskib, var næsten lige så lidt. Det hører til undtagelserne, at historisk kildemateriale bliver til under så „klinisk rene" betingelser.
En anden årsag er, at forberedelserne til slaget og selve slaget kildemæssigt er forholdsvis ringe belyst. Som militær øverstkommanderende ledede kronprins Frederik forberedelserne fra den 27. december til den 2. april; hans ordrer var overvejende mundtlige; og Admiralitetets arkiver er derfor magre for disse måneder. Og hertil kommer, at en hovedkilde til forberedelserne-papirerne fra den Defensionskommission, som planlagde forsvaret af København, og hvori også Olfert Fischer havde sæde - er gået tabt ved en brand i 1853, førend nogen historiker har kunnet udnytte dem. Fra selve slaget foreligger der endvidere fra dansk side kun lidt. Der var ikke lejlighed til omhyggelig journalskrivning; og den smule, der blev skrevet, havde ikke gode overlevelsesvilkår. Ombord på linieskibet Ilolsteen blev Olfert Fischers korrespondanceprotokol simpelthen skudt overbord af en engelsk kanonkugle; og hvad der ikke gik tabt under selve kampen, gik tabt med skibene, idet tolv af Kongedybets atten fartøjer blev englændernes bytte. Hvad angår skibschefernes rapporter efter slaget, så præges endvidere flere af vedkommende søofficers bestræbelser på at fremhæve netop sit eget skibs indsats i den kamp, der dannede afslutningen på kronprins Frederiks offensive neutralitetspolitik og som endte i så markant et nederlag.
Den politiske baggrund for slaget den 2. april 1801 var dramatisk.'1) Ved A. P. Bernstorffs død i sommeren 1797 havde den 29-årige kronprins Frederik overtaget den faktiske regeringsmagt; og et halvt år senere indledte han en offensiv neutralitetspolitik, der stod i markant modsætning til den gamle statsmands mere defensive neutralitetspolitik. Under påvirkning af handelen og flåden — og imod sin udenrigsminister Christian Bernstorfls råd — indledte han en konvojpolitik, der klart var vendt mod England. Instrukserne til de danske konvojchefer om at afvise ethvert krav om visitation af deres konvoj, om fornødent med magt, byggede dog ikke på en illusion om, at Danmark militært var i stand til at yde den florissante handel under dansk flag effektiv beskyttelse. Instrukserne byggede derimod på en politisk vurdering: at England i sin pressede politiske og militære situation ville vige tilbage fra at optage en konflikt med en venligsindet neutral magt, og dermed risikere at drive den i armene på Englands modstandere.
I tillid til russisk støtte afviste Danmark skarpe engelske krav om at opgive princippet om neutrale konvojers ukrænkelighed. Den 25. juli 1800 eksploderede konvojkonflikten imidlertid. En engelsk eskadre gennemtvang efter en kort kamp i Kanalen en visitation af en dansk konvoj under fregatten Freja; og den engelske regering valgte at bruge episoden til at tvinge den danske regering. En stærk eskadre blev afsendt til Øresund; og
under trusel om et bombardement af København fra søsiden måtte
Danmark den 29. august give efter For overmagten og indtil videre suspendere sine.
Straks efter at nyheden om sammenstødet den 25. juli nåede København, havde Danmark imidlertid appelleret til zar Paul I om at genoprette sin mors, Catharina den Stores Væbnede Neutralitetsforbund fra 1780; og da zaren reagerede med at indbyde Danmark, Sverige og Preussen til at indgå i et sådant forbund — som blandt andet skulle tvinge de krigsførende til at respektere princippet om neutrale konvojers ukrænkelighed — svarede Danmark ja. Den danske regering håbede på det tidspunkt, at Neutralitetsforbundet med fredelige midler ville være i stand til at tvinge England til én gang for alle at anerkende de omstridte danske neutralitetsprincipper; og det håb nærede regeringen fortsat, da den danske gesandt i St. Petersborg den 16. december 1800 undertegnede neutralitetskonventionen.
Det var imidlertid denne videreførelse — og skærpelse — af den offensive neutralitetspolitik, der skulle føre til krigen med England.
Da Rusland i november 1800 fremprovokerede et brud med England over besiddelsen af Malta og da England reagerede med at opbringe og lægge embargo på russiske, svenske og danske skibe, forsøgte den danske regering ganske vist at indgå en separataftale med England. På det tidspunkt - en måned ind i 1801 - havde den storpolitiske udvikling imidlertid forlængst gjort en sådan aftale umulig for Danmark. På det tidspunkt havde Paul I og den franske førstekonsul, general Bonaparte, indledt en politisk tilnærmelse vendt mod England, i lighed med den, som Napoleon skulle realisere i Tilsit i 1807 med zarens søn, Alexander I. Det stod den danske regering klart, at hvis den ikke loyalt fulgte zaren og hans franske allierede mod England, ville Sverige med russisk støtte bemægtige sig Norge, og Preussen ville under fransk og russisk pres besætte hertugdømmerne og Jylland. Over for denne trusel mod selve monarkiets eksistens stod en kortvarig krig med England, som Danmark ganske vist ville tabe, men hvor det kunne forvente kompensation, når de allierede definitivt havde besejret England. En militært udsigtsløs krig med England var derfor i foråret 1801 en politisk nødvendighed.
De danske forberedelser til krigen med England begyndte den 27. december om aftenen, da Christian Bernstorff afviste et engelsk ultimatum vedrørende Danmarks medlemskab af Det væbnede Neutralitetsforbund. Det stod på det tidspunkt regeringen klart, at England ville angribe Neutralitetsforbundet tidligt om foråret, hvor den russiske flåde endnu lå indefrosset i Kronstadt og Reval, at det første angreb ville blive sat ind mod Danmark, og at angrebets mål ville være monarkiets militære
Achilleshæl, København.
Flådens anlæg på Nyholm og dele af hovedstaden kunne bombarderes fra Kongedybet. Gennem det 18. århundrede havde man derfor søgt at sikre en dansk kontrol med dette strategisk vigtige farvand ved hjælp al faste forter — Trekroner og Prøvestenen — ved Kongedybets nordlige og sydlige munding. I 1801 stod der imidlertid kun et fort på Trekroners plads; og dets forsvarsværker og artilleri var utilstrækkelige til opgaven. Det fort af forsænkede skibe, der havde stået på Prøvestenens plads, var for længst forsvundet.
Den strategi, der blev besluttet allerede om aftenen den 27. december, gik derfor ud på at bevare selve flåden og dens officerskorps intakt, indtil hjælpen fra Rusland og Sverige kunne nå frem; og forsvaret mod et bombardement blev overladt til en linie af blokskibe og andre artillerifartøjer, som blev udlagt i en knap tre kilometer lang linie i Kongedybet fra Trekroner til det gamle Prøvestenens plads.
Liniens svageste del var den sydlige sektor; og sydligst i linien forankredes derfor den gamle raserede tredækker Christian VII, der for lejligheden omdøbtes til Prøvestenen. For at spare de professionelle søofficerer, indtil linieskibseskadren skulle løbe ud og forene sig med russerne og svenskerne, udnævntes et betydeligt antal styrmænd fra handelsflåden til at gøre tjeneste som månedsløjtnanter ombord på den flydende defension. På grund af årstiden var det endvidere ikke muligt at skaffe de henved 5000 matroser, der var nødvendige. Et ikke ubetydeligt antal frivillige meldte sig ganske vist; men i de sidste dage måtte styret dog gribe til tvangsudskrivning for at bemande linien i Kongedybet. Den 2. april bestod henved en fjerdedel af mandskabet på defensionslinien derfor al frivillige og pressede.
Med nogle mindre justeringer lykkedes det i tiden frem til 1. april at få udlagt det forsvar, som var blevet besluttet den 27. december og som definitivt var blevet fastlagt med Defensionskommissionens plan den 21. januar.
Forsvarets ledelse så dog pessimistisk på udsigterne. Allerede i februar havde Olfert Fischer gjort det klart, at en sådan ubevægelig forsvarslinie ville være ude af stand til at modstå et beslutsomt angreb; og efter et besøg ombord på defensionslinien den 30. marts anlagde to af regeringens medlemmer en tilsvarende pessimistisk vurdering. Grev Schimmelmann og grev Reventlow betragtede Kongedybslinien som spartanernes stilling ved Thermopylæ: „Vicl Ehre, wenig Hoffnung."
Kampen måtte imidlertid kæmpes, fordi den var politisk nødvendig.
Gennem kaptajn Risbrichs journal får man et levende indtryk af
vanskelighederne med at få de tunge blokskibe bugseret ud i vintermørke og kulde, varpet på plads og forankret på deres positioner i Kongedybet. Den fortæller om de problemer, som mangelen på officerer og skibsvant mandskab skabte; og den skildrer blokskibenes elendige tilstand: da kanoneksercitsen omsider kom i gang ombord på Wagrien, viste dækket sig flere steder at være så råddent, at kanonernes hjul gik igennem. Det var den 28. marts.
Bedre var forholdene ikke ombord på defensionsliniens vigtigste skib
Prøvestenen.
Om dem fortæller Michael Bille:7)
2 Påske dag ombord Engelsk Orlogsskib Russell Københavns Red. Ejeren af denne Bog tilgive jeg, som ved en Hændelse fik den i Hænder og som ligesålit har berget Papir som andet, bruger den. Den skal måske formilde mig nogle af disse bittre 'Timer.
Jeg tænkde på at gjøre noget for at bli employeret i de forestående critiske Dage. Jeg dreves måskee for største Deelen af den Tanke: hvad Folk vilde sige om min ej væren med. Uden min Skyld og imod mine Forestillinger var jeg bestemt at bli ved Academiet; men det seer den discourende dømmende Verden ikke. Jeg frygted for disse grundløse Domme meer end jeg burde. Jeg havde ej Lyst at døe, ej at forlade Marie og Christian; men jeg havde Følelse for mit Fædreland og Forbittrelse mod de Engelskcs Adfærd. Glæde var derfor Hoved Følelsen, da Capitain Hohlenberg,") Fabrikmesteren, kaldte mig og sagde: ,Jeg vil prevenere Dem om noget, som jeg ønsker måe være Dem behageligt. De faer Ordre til Prøvesteen. Der er en Chef behøver Officcerer, siger Skibet synker, kommer ej på sin Plads, sulter Mandskabet. Jeg kommer nu derfra. Der er ej mindste Fare for Synkning. Jeg har leveret ham wox; og det er Prinsens Ordre, der måe intet spares Brændevin eller Penge. Der spurgtes, hvad han mangled. Officerer. Ravn') og De faae nu Ordre."
Imidlertid var der adskilligt uglædeligt i dette Budskab. Jeg gik at gjøre mig færdig. Peter Wleugel1") kaldte mig for at fortælle mig omtrent det samme. Sneedorff") sendte mig Bud, han havde mundtlig Ordre fra Prinsen til mig; bad mig om 1 Time viere færdig.
3 Påske dag.
Mor og Adolphine og mis Anne var imidlertid kommen til os, Dr. Ramus og unge Thestrup1-) jeg veed ej ret ved hvad Hændelse. Marie græd, skjænked The, og pakked ind. Fru Jessen1') lånte mig en Pels. Jeg kjøbde mig varme Matros Klæder. Jeg kyssed rundt omkring mig, ved Drengen måtte jeg tvinge mig for ej at græde. Jeg erindrer ej meere, hvad man sagde mig; jeg troer Maria taug og græd. Fabricius") fulgde mig til Toldboden. Den mig anviiste Færgebåd vilde ej ombordsætte mig, fordi
jeg intet Kollegie Brev havde. Meget halv impertinent Vrævl fra den heskjænkede FærgeKarl, som jeg modsatte Koldsindighed og tilsidst sejrede over ved at fåe ham til HovedVagten, hvor Capitain Riegels'1) gav ham bestemteste Ordre strax at ombordsætte mig. Det skeedte.
Det var mørkt. Capitainlieutnant Ravn var kommen i Forvejen. Man pumped og varped lit. Hoved Lekkagen var forbi. Lieutnant Møller,"') som Fabrikmesteren havde sendt ombord med Tømmermænd &e, sagde mig: Mandskabet var meget villigt, men mishandlet. Skibet i yderste Comfusion. En vred Mand gik op og ned af Dækket, som på min Forespørgsel forklarede, han for sine Synders Skyld hidtil havde været Næstcomanderende i dette forbandede Skib. Det var Månedslieutnant Rosenkilde .1') En Mand stod på Reelingen og bandede over nogle Sække &c, som han ej fik Assistance ved. Folk råbde om Drikke. Jeg søgde at stille tilfreds. Det lykkedes med Mandskabet. Capitainlieutnant Ravn og jeg fik styrted og uddeelt et Fad 011. Mandskabet murrede ej meere; de var fornøyede. Jeg søgde og vant Tillid. Soldaterne syntes være gode Folk. En Officier, som jeg bad have 'Tålmodighed, om Tingene ej gik, som det var at ønske, til vi kom lit bedre i Orden, Ibrsikrede mig: „Man kjendte allerede en stor Forskjel, og Mandskabet var erkjendtlig for det." Dette var Tirsdag Afden den 24. Marts (siger min Medfangne Lieutnant Rosenkilde). Jeg fik et mørkt Lukaf i Arkeliet.1') Bequemmelighederne vare meget mådelige. Det lit, der er , har Chefen.1'1) Fabrikmestren loved, der skulle bli gjort alt, hvad vi kunde finde på til vor Bequemelighed.
Tirsdag Aften. Dåre, som jeg er. Denne hovmodige Capitain,-") som jeg havde lovet mig selv at hade, er jeg færdig at bli forsonet med, fordi han er blevet noget høflig og taler om at hilse på M1 Bille. Dåre, at jeg så let lader mig bestikke. Men til Min Historie igjen.
Næste Dag fik Chefen Afgangs Ordre, formildet ved en Tilgangs Ordre, som NæstCommanderende til ArvelYins Fredric. Capitain Lasse n21) blev vor ny Chef. At den gamle ej havde kunde fået Skibet på sin Plads, at han havde gjort for meget Ya\sen al Lekkagen, det kunde jeg tilgi ham. Men at han ved sin Cnadrighed havde gjort alle der ombord kjod al Tjenesten, det var jeg vred for. Isteden for Svar bad han Folk gåe Fanden i Vold eller slog dem på Snuden eller sparked dem, alt efter deres forskjellige Rang, saa fortalt man mig, og at han nød moer, end han skulde, og at man ej vilde bli i Skibet, dersom han skulde vedbli være Chef. Jeg hyssed forgjeves på disse Fortællinger.
Medens jeg var ombord med ham, sad han næsten uafladelig nede, og
tåled kun om Skammeligheden af de mådelige Anstalter ved Holmen, af
at det regned ned i hans Køje, al at man jog Skibet ud manglende det og
det. Noget fortjente vist nok Daddel; men del var udansk at overdrive det, at udbrede Misfornøjelse isteden for at opmuntre. Jeg taug. Han var kun mådelig høflig, og var nær kommen i Passion, da jeg nær havde sat et Par Tallerkener istykker. Alligevel var jeg så kjellingagtig, at jeg havde ont al ham, at han sådan måtte la sig afløse.
Jeg havde været så klog at fåe med mig en Køje og Brød, Ost, Pølse, Brændevin. Det kom og Capitainlieutnant Ravn tilpas, som intet havde med sig, ligeså den ny Chef. Temmelig Strapats tålt af Folket med Ufortrødenhed. Jeg troer, vi var på vor Plads om Torsdagen. Jeg var ved Parolen ombord Comandeuren,2) som spurgde, hvi han havde den Fornøjelse see mig. „Capitain Lassen befoel mig gåe." Det stak rigtig nok også af at sec mig gamle premier Lieutnant mellem lutter MånedsLieutnanter skrive efter en Eleves (Lieutnant Uldalls)L>i) Dietata. Comandeuren anmærked tillige, at uagtet jeg var gammel premier Lieutnant, lod han mig bli på Prøvesteen, som havde så anseeligt Batterie og var så vigtigt et Skib.
Han skynded på vor Fortøjning med 4 SværAnkre. Men der var andre vigtigere Ting, som først burde drives: Canonerne istand, Krudtet ind, Mandskabet nogenledes fordeelt. Min Chef var af samme Meening. Vi gjorde da efter beste Ovcrbeviisning; og de 2 SværAnkre agter kom ud, da vigtigere Ting var besørget.
Der var endeel Frivillige ombord, da jeg kom; og siden iik vi 150 til deels Frivillige deels pressede. Nogle få var Stakler, adskillige bra og villige Folk; men uvant med Skib var der en evig Spørgen og Beden. Snart kom en Brygger og spurgte om hvor han skulle ligge, en Smed om hvor han måtte p...., en Kusk om hvor hans eene Støvle var bleven af, en Bogtrykker om han måtte skrive sit N" med rød kridt på sin Køje &e &e.
En Ting, som jeg følte Vigtigheden af, er at holde Rullerne (Baks Rullen) i Orden. Nogen Comfusion, der var kommen deri, gav os meget Bryderie. Jeg påtog mig bringe Skjøtßullen istand + Manglerne i Baks- Rullen; og Fartøjers frabordeværen og Signaler fra Comandeuren, og især Folkets Uvanthed, gjorde Arbejdet vanskeligt. Omsider kom det istand; og vi fik lit exereeret.
Onsdag Morgen. Jeg fik ved ombordkommende Færgeßåde Breve fra Marie, som jeg i Førstningen ikke havde Tid at besvare skrivtlig. Hun sendte mig, hvad jeg bad om, og hvad hun ellers kunde hitte på. I Sidstningen fik jeg Tid at skrive hende lit til.
Jeg fandt ombord den Dreng, jeg havde havt til Oppasser på Neptunus
i Fjor. Han blev det naturligviis igjen.
Fabrikmestren var nogle Dage efter Forandringen ombord: „Oh, hvilkcnForskjell!"
 Efter Skærtorsdagsslaget var chefen for Prøvestenen kendt af hele København, hvad blandt andet Jens Juels portræt af den jævne søofficer og hans hustru er vidnesbyrd om. Kaptajn Lorentz Fjelderup Lassen modtog den 2. april 1802 mindemedaljen for slaget og afsejlede samme måned til Middelhavet som chef for fregatten Rota. Portrættet er således et af de seneste arbejder af Juel, som døde den 27. december 1802. Frederiksborgmuseet.
Lorentz Fjelderup Lassen (1756-1837) hørte ikke til søofficerkorpsets elite. Men han fik den skæbne, at han i 1801 blev kommanderet på en udsat uriaspost, hvor han for øjnene af hele København viste, at han kunne kommandere sit skib i kamp. Fra land kunne man følge blokskibet Prøvestenen, fra den affyrede slagets første skud, til som det sidste indstillede skydningen. Fiskerkonerne på Gammel Strand - der ellers ikke lod sig imponere af nogen eller noget - nejede, når kaptajn Lassen gik forbi. Jens Juel malede ham i 1802 med medaljen på brystet. Frederiksborg. Senere blev billedet forandret. Uniformen fik admiralsdistinktioner og medaljen MODET VÆRGER, som uddeltes på årsdagen for slaget på Reden, blev tilføjet. Jeg var så billig at svare: „Vi Har og havt got Vejr, siden vi kom." Han fortalte at have lagt Canoner på Sandbåde til at placere på HelsingborgSiden. KronPrinsen havde tilbudt Amiral Kronstet-'1) dem, som var kommen at undskylde den Svenske SkjærFlodes Ej kommen. Den Svenske Amiral havde svart, han turde ej uden Kongen hans Herres Samtykke modtage Tilbuddet. Übegribeligt! Endnu vil jeg ej tilståe, de Svenske ere Forædere; troer hellere, det er Flauhed hos Amiralen. Ligesomdet og er mig übegribeligt, at man fra vor Side ej har drevet strax på Svenske Sidens Befæstning. Det var jo afgjort, at Cronborg ej kunde nåe, hvad der holder sig nær Svenske Siden. Jeg troer vist, nogen utidig Jalousie og Forsigtighed fra vor Side har voldt denne rasende Forsømmelse.Havde Svensken på udtrykkelig Opfordring vægret sig ved denne Befæstning, så burde vi lagt Batterier der på Grundene.
På Comandeuren har jeg at udsætte langstrækkende Paroler, Afgiven med SmåTing, Misfornøjelsevækkendc Skjænden på uskyldige: for eksempel på en Licutnant Holm2') fra os, fordi vor Bådsmand havde levert noget fejl Pompeßedskab; på en fremmet Ober Canoner, fordi Tøjhuset ej havde sat Mærker på nogle GranatKasser &c; Skjænden på vor Lieutnant Koefoed,-'') fordi han ej fik Faldereb, da han kom til os midt i Arbejde. Imidlertid finder jeg det naturligt, at han kunde være gnadrig; men jeg synes, der var visse Foranstaltninger, som han kunde og skulde have dreven på. Dog ber jeg den, som læser dette, erindre, hvor meget lettere det er at dadle end at gjøre bedre; og i mange Henseender ansåe jeg vor Comandeur for en rask Mand. Og er han borte, så har han dobbelt Fordring på mild Dom. Men ej skal jeg så let tilgi mig selv, at jeg ej brød over tvert, rev mig løs fra alt andet Arbejde, for at nedskrive og indgive de Ideer, jeg troede gavnlige. Ven Bardcnfietlr7) formaned mig nok til at skrive ned, hvad jeg sagde ham om Forsynkninger i Løbet. Jeg begyndte derpå; men Academie Forretninger og Information rev mig derfra. Fyrenes Slukken (jeg troer Bardenflcth iSI faldt derpå) troer jeg dog, jeg drev, ved at tale til Sncedorflderom, som talte igjen med Lieutnant FerryLli) og Prinsen, men for silde, trocr jeg; de Engelske var passeret, troer jeg, inden Ordren kom.
Dagen før jeg fik Ordre, var jeg på Holmen, ved Siden af Sncedorfl'og Lieutnant Ferry. Jeg forestilled der SnecdorfT Nytten af Forsynkninger. Han tilstod den, men troede Tiden for knap dertil. Jeg håbed midlcrtid, han vilde talt til Prinsen derom. Måskee har han det. Men hverken fra Admiralitet eller Defensions Chefen gjordes mindste Forsøg på at ligge Fjenden anden Hindring end Canoner. Der var Tid nok. Oh Ven Bardenfleth!Gid jeg havde skrevet. Du indgav dit Project til Københavns Provissionering. Jeg lod det blive ved tom Snak. Min Bardenfleth, gid jeg måtte høre dine Bebrejdelser. Ack, måske er du begravet med dit Skib, hvoraf hist kun FlagStang og Mastens Top rager sørgende over Vandet. Vi passered tæt forbi det, og disse hårde Mennesker lagde neppc Mærke dertil.
3 Dage før Slaget greb jeg påny Pennen for at foreslåe en Forsynkning af et Slags Spanske Ryttere (Ideen var ej ganske min egen, Gapitainlieutnant Ravn nævnte, at en Møensk TugthusLem havde givet et Project at bruge sådanne trearmede Pæle, som man med Fordeel havde brugt i America) ved vore Fløje, at hindre Doublering, at holde Fjenden i Afstand, stoppe, skade og forvirre ham [se ill.]. Sådan Saugelad Form skulde mine Ryttere have. Slet Tømmer mellem 10 og 3 Alen langt behøvedes dertil. Mange Sneese kunde tilhugges i 1 Dag, Stykkerne let udbringes med Både, let samensættes og synkes om Natten.
Den anden Hoved Fing, jeg vilde have, var Mængde af Fartøjer mellem Byen og os; nogle med BrandslukkeAnstalter, nogle til Bogsering, og deels til at være ved Hånden, hvor det kunde behøves, deels for at redde, om det kom til det yderste. Man havde Fartøjer. Havnen var fuld af Coffardiemænd. Man havde Folk. Skibene inden for 3 Kroner var fulde af prægtige Matroser. Og Batterier, som ej kunde nåe og nåes, stod fulde med Folk, der vågede til ingen Nytte. Tids nok at gåe til Batterierne, når Defensionen var slået. Isteden for Forsynkning, der med liden Bekostning og uden FolkeSpilden kunde udrette store Ting, kom der i de sidste Øjeblikke Batterier ud, der ej kunde være istand til at bruge sig, ej have exerceredc Folk.21)
9 April. Jeg vilde skrive, men nu hejstes Signal, som forbød all Gomunication med Land. Got nok, dersom vi ingen Ting havde behøvet fra Land, eller dersom man idelig havde sendt Bud til og fra Land; men der kom knap 1 Gang om Dagen een Færgebåd til os alle.
Mandag den 30''' om Morgenen Klokken 7 hørte vi et stort langvarigt Knald, fulgt af mange enkelte. Det vareel nok over 1 'Time. Vi vidste, hvad det var, og vendte vore Øjne mod Nord; og jeg troer, jeg blev noget varm om Hjertet. 1 Times Tid efter kom Jollen tilbage fra Land. Den havde havt Bud med fra mig til Marie, og jeg fik en Sæddel fra hende igjen: „. . . vi kan nu høre, hvordan det gåer til ved Gronborg. Gud nåde mig ulykkelige . . .". Hun var stået op, da Karlen kom, fortalte han, og græd; han havde også seet Drengen, sagde han. Med Færgebåd fik jeg siden skrevet til hende igjen: ? . . . at det var sødt, hun havde sendt mig den Sæddel, at jeg var veltilmode . . . &c." Gapitain Lassen låe en Sæddel inden i til sin Kone. Ej længe efter jeg havde fået Maries Sæddel, såc vi 
Da Michael Bille om eftermiddagen den 2. april 1801 blev ført om bord i linieskibet Russell, fik han af en anden dansk krigsfange - fra Wagrien - kaptajn Ribrischs lommebog. Den brugte Bille til at skildre sine oplevelser, fra han den 23. marts var blevet kommanderet i krig. Det er ganske usædvanligt, at en beretning bliver til i så fuldstændig isolation - Bille anede for eksempel ikke, om hans officerskammerater og Olfert Fischer var levende eller døde. Den lille nussede lommebog er en hovedkilde til slaget og dets forhistorie. På den gengivne side af dagbogen har Bille skitseret nogle undervandsspærringer. Det Kgl. Bibliotek.
Side i Michael Billes dagbog med hans forslag til en trearmet pælespa*rring og en „spansk rytter" til blokering af farvandet
omkring defensionslinien (jIV. s. ()8). Ny kgl. Samling 260 B°, bl. 42 v. dem komme i store Klynger Nord fra. „Synes I, der er nok? " spurgde jeg det omstående Mandskab. De bejaede det leende. Mængden forundrede sig, at de kunde komme igjennem ved Cronborg. Og vi, som vidste de kunde, undrede dog at see alle med uskadt Rejsning. Skulde så mange Skud ingen Virkning gjøre? Skulde man ha fyret fra Cronborg såmange Skud, når man ej kunde nåe?
10 April. De ankrede NordNordOst for os omtrent i Mil fra os. i Fregat og et Par mindre nærmede sig vor Nord Fløj, men inden de var nær nok, fyred Elephanten (troer jeg) og 3 Kroners Batterie på dem. Batteriet nåede dem ej. Skibet måske. Comandeuren gjorde med rette Signal for at ophøre med all Skydning. Der var i Forvejen gjort Signal for at fyre, når vi kunde gjøre Virkning. Krydserne vendte Næsen bort uden at besvare Skuddene. Jeg råbde Hurrah, som all Mandskabet istemmede, da Skuddene fyredes, og vi gik til vore Canoner. Jeg begyndte nu på et brev til Marie, som skulle ligge efter mig, om jeg faldt.
Slagets udfald blev, som Olfert Fiseher havde ventet og frygtet. Med godt halvdelen af den engelske Østersøflåde påtog Sir Hyde Parkers næstkommanderende, Lord Nelson, sig at rydde Kongedybet, så de engelske bombefartøjer blev i stand til at bombardere Nyholm og København og derved tvinge Danmark til at udtræde af Neutralitetsforbundet. Med dygtigt sømandskab — og takket være en sydøstenvind, hvor han mest behøvede den —kunne Nelson om morgenen den 2. april angribe den danske linie sydfra. Nelsons styrke var klart Kongedybslinien overlegen, både i skibe, mandskab og professionalisme; og da han efter treogenhalv times kamp sendte en parlamentær iland med tilbud om våbenhvile, var sejren i realiteten hans. Kronprins Frederik, som med sin militære stab havde gode muligheder for at overskue den håbløse militære situation i Kongedybet, valgte at acceptere en våbenhvile, under hvilken englænderne sikrede sig ret til at fjerne de erobrede danske skibe. Sent om eftermiddagen den 2. april stod de engelske linieskibe nordpå ud af Kongedybet; og med sig førte de tolv af de atten danske skibe. Fem af de mindre danske fartøjer havde forladt linien på et tidligere tidspunkt, hvoraf de to dog var sunket kort efter; og Olfert Fischers flagskib Dannebrog var sprunget i luften. Hvor kampen få timer forinden havde raset, indtog de engelske bombefartøjer nu deres truende positioner, rede til at indlede et bombardement, som man fra dansk side var ude afstand til at forhindre.
Under slaget havde Bille kommanderet Prøvestenens underste batteri.
Det lave, røgfyldte batteridæk fik sit eneste lys fra kanonportenc - og
efterhånden også fra de mange huller, som de engelske skibe skød i Prøvestenens bagbords side og stævn. Da Bille som krigsfange ombord på Russell skrev et udkast til rapport og samtidig nedskrev informationer fra sit mandskab, måtte det derfor være begivenhederne på underste batteri, der stod i centrum. Som supplement til skibschcfens, kaptajn Lorentz Fjelderup Lassens rapport giver Billes rapportudkast et levende billede af forløbet:30)
Rapport
Comanderende Underste Battcrie, hvor Chefen ej let kan vide, hvordan
tilgik, og forblivende på Skibet, da det toges i Besiddelse af Fjenden og
fangen, finder jeg Pligt at raportere, hvad jeg har bemærket.
I Begyndelsen af Slaget leed vi ej meget, men siden demoleredes Canonerne hyppig, og Raddcr af Folk styrtede om. Port Skinkler overskudtes, så Porte faldt ned. Det lykkedes at fåe en af de nedfaldne kappet væk. Uden Baxeklamper og tildeels med svage Handspager var det oftest meget vanskeligt at fåe de svære Canoner baxet, og Sigtningen efter KjærnLinie var fåe af Comandeurerne sikker i. Jeg frygter, mange Skud gik vel højt.
Da Chef og næstcomandcrende bragde overblevne Mandskab fra øverste Batterie ned til Assistance, var nok over det halve Battcrie übrugeligt og det halve mandskab borte. Lieutnant Holm havde i Begyndelsen af Slaget fået sin Arm brukket, så han måtte ned. Lieutnant Fædder'1) stod uforsagt på sin Post, men noget uvant med Canoner hjulpes han af Lieutnant Rosenkilde, som meget virksom brugte de forreste Canoner.
Agter hjalp Matros Hans Jacob52) overalt, hvor behøvedes. Som Comandcur-Ladcr tog han sig af sin og Nabo Canoner og påskyndede de andre. Utrættelig i Arbejd og Comando iled han fra de agterste til de forreste Canoner. Da vi skjødes forind, flytted Canon til og fra BougPorten; og jeg troer, han havde den Ære at give Fjenden det siste Skud.
Ved de midterste Canoner stod tilsist Soldaten Corel!!) aleene med Lunten i Hånden, givende Fyr når et fjendtligt Skib kom i Skud eller sigtLinien, samlede Folk til at lade og fåe i Borde, sigtede og fyrede på nye. Adskillige Saar i Ansigtet og de mange faldne omkring ham bragte ham ej til at svigte.
Mange fleere, både Frivillige, Pressede og Soldater (Matroser havde vi ingen eller næsten ingen af), viiste sig på værdig måde. Men jeg kjender endnu ej deres Navne og kan heller ikke have bemærket alle, der fortjente Roes. Men det bør og ikke forties, at tilsidst nogle endog af de, der havde fægtet got, helst holt sig om Styrbords Side; og de mange Quæstedes Nedbringelse54) gav Anledning til nogle Sundes Nedkomst. De fåe brugeligeCanoncr
Side 102 ligeCanoncrstode imidlertid ej unyttede. Med overskudte Broger lod vi
dem tørne op mod AnkerTougct. Vi skød meere på de fjendtlige Skibe,
der var i Bevægelse, end på dem, der stod på Grund tvers For os.
Tilsidst da vi modtoge så mange Skud og kun kunde give så yderst få igjen, og Chefen ansåe det for Synd at spilde fleere Folk, havde endnu en Deel Lyst at bruge sig; men udmattede og tildeels forvirrede og med Ild i Skibet vilde vi intet meere kunde udrettet. Da jeg med Capitainen gik op på det ødelagte øverste Batterie, såe Flagene borte i vor heele Linie og vor troe Naboe Wagriens Fartøjer sætte fra borde, bragde jeg Chefens Ordre at holde op at fyre. Vi kastede Carduserne fra de forreste Kister i Lasten og slukkede Ilden. Man fyrede endnu på os. En Brigg og engelske Fartøjer nærmede sig. Jeg ansåe det ligesom min Capitain got at unddrage Folk fra Fjenden, og Fartøjerne søgde da fra Skibet. Jeg troede det got i blev tilbage hos de Sårede og den sig forloren troende Rest. Jeg modtog derfor ej Opfordringen at følges med. Ventede Fartøjer at landsætte Ileere forgjeves. De Engelske var ved Borde. En Marine Officer besteeg Skibet, nærmede sig os med Agtelse og Deeltagenheds Udtryk,!)) forsikrede os om hæderligste Behandling og at intet skulde røves. En Søe Officer ligeledes. Samme fordrede mig at følge sig og lovede mig at komme tilbage at tilsee de sårede. Men den engelske Capitain lod siden gi det Svar: Tjenesten tillod det ej.
I forbindelse med udkastet til sin rapport har Bille gjort følgende
notater:
Det var Capitain Cumming, Orlogs Skibet Russell, som stod på Grund
tvers for Prøvesteen, og ej havde lidt meget; i 24 Timer på Grund.
Siden kom fleere Fanger fra Prøvesteen, og var vi foruden mig Land- Lieutnant Suckow!(>), som havde været syg i nogle Dage, Lieutnant Fædder som MånedsLieutnanterne Rosenkilde, Holm og Koefoed, Ober Canoner, Styrmand, Tømermanid, 28 af Soldatesquen, i alt 60 fra Prøvesteen. Desuden kom 39 fra Jylland og Wagrien Ober D' Møller'"), som blev syg og gik fra Forstanden.
Man forbandt en übetydelig Blessure. Var temelig artig. Vore Folk leed
ingen Nød. Endeel af, hvad der stjåles fra dem der, skaffcdes igjen.
Jacob Hansen siger, han fyred siste Skud på Prøvestecn, at han ej troer
nogen fyred efter, at V2 Time efter Skuddet vare de Engelske ombord.
Smede Svend .. .i!!).i!!) siger, hans Canon fyred siste Skud, efter V2 Time
derefter de Engelske ombord.
Per fra Land siger, han er meget sikker på, Prøvesteen fyred efter
Wagrien. Lieutnant Henne'1) fra Wagrien siger, der blev sagt: Prøvesteen har holdt op at skyde; hvorpå de og holdt op. Men så synes han rigtig nok
1 Skud gik fra Prøvcsteen, og han sagde: „Nej, den skyder dog endnu."
Da Bille kom i land den 11. april sammen med de øvrige fanger, var krigen forbi for Danmarks vedkommende. I dagene fra den 2. til den 8. april havde kronprins Frederik og Christian Bernstorll — trods den daglige trussel om et engelsk bombardement — afvist at efterkomme de engelske krav om at udtræde af Neutralitetsforbundet. De måtte nødvendigvis fortsat vurdere truslen mod Norge, hertugdømmerne og Jylland som alvorligere end risikoen for et bombardement af Nyholm, flåden og København. Først da meddelelsen om mordet på zar Paul I den 24. marts blev bragt til kronprins Frederik om eftermiddagen den 8. april, fandt han det politisk forsvarligt at suspendere Danmarks medlemskab af Neutralitetsforbundet og at indstille den igangværende danske flådeudrustning for et tidsrum af 14 uger.
Kronprinsens vurdering skulle vise sig at være korrekt. Med zar Paul I.s død faldt Neutralitetsforbundet og den fransk-russiskc tilnærmelse fra hinanden. Under den påfølgende politiske tilnærmelse mellem England og Alexander I blev Danmark og Sverige tvunget til at give definitivt afkald på forbundets mest vidtgående principper, her frem for alt princippet om frit skib/fri ladning og om neutrale konvojers ukrænkelighed. Det var prisen, kronprins Frederik måtte betale for sin offensive neutralitetspolitik.
Bille vendte tilbage til den post som lærer i navigation ved Søkadetakademiet, som han havde bestridt siden i 793. Under krigen 1807-14 gjorde han tjeneste som chef for en kanonbådsflotille i Norge og senere som chef for et af Napoleons linieskibe på Schelde. På begge poster indviklede han sig imidlertid i alvorlige økonomiske problemer; og det kom til at koste ham hans søofficerskarriere, da flådens personel undergik den drastiske reduktion, som tabet af flåden i 1807 og afståelsen al Norge i 1814 nødvendiggjorde. Admiralitetskollegiet udtalte i 1815, at kaptajn Bille vel var „en dygtig sømand og soldat, men insubordineret og til en utilgivelig grad uordentlig i regnskab og pengesager, så at kollegiet aldrig vil driste sig mere til at foreslå ham til nogen kommando."1")
Bille blev afskediget og i stedet udnævnt til lodsinspektør i Helsingør; og i årene fra 1821 til 1838 fik han tilladelse til at gøre tjeneste som preussisk navigationsdirektør i Danzig. I unåde var han dog ikke hos Frederik VI. Han blev afskediget med rang af kommandørkaptajn, 1820 fik han rang som kommandør og 1837 som kontreadmiral. Der stod fortsat respekt om Bille, både som navigatør og som menneske; og selvvalgte han da også at ende sine dage i Danmark, hvor han døde den 27. marts 1845. Da han den 2. april blev bisat fra Holmens Kirke, skete det under almindelig opmærksomhed. På det tidspunkt var han en af de sidste af de navnkundige fra slaget på Københavns Red. For københavnerne var den gamle admiral stadig løjtnant Bille fra Prøvestenen.
--------------------------------------------------------------------------------
NOTER
(2) Kaptajn Friderich Christian Risbrich, 1754-1835. Jfr. T. A. Topsøe-Jensen og Emil Marquard: Officerer i den dansk-norske søetat 1660-1814 °§ c^en danske søetat 1814-1932, I—II, 1935. Hvor intet andet anføres, er oplysningerne om de enkelte søofficerer baseret på dette værk —
(1) Christian Bruun: Admiral Lord Nelson og Peter Willemoés, 1882, s. 4. -
(3) Premierløjtnant Michael Johan Petronius Bille, 1769-1845; gift 1798 med Marie Magdalene Friedlieb (1780-182;));(1780-182;)); eneste barn: Christian Høver Bille (1799— 1853)--
(4)lflg. Billes rapport 18. april iBoi (jfr. note 30) var eneste krigsfange fra Wagrien
(5) Cl. F. Allen: Slaget på Københavns Red 2.4. 1801 (Dansk Folkekalender, 1842). Jfr. C. C. Zahrlmann: Gienlyd Ira 1801 (Archiv for Søvæsenet, 1842), F. Schierns artikel i Fædrelandet 24. april 1842 og Allens svar sammesteds 22.-24. maj 1842. -
ombord på Rus.sell dr. Møller, (note 37). -
(6) Ole Feldbæk: Denmark and the Armed Neutrality 800-1801. Power Policy in a World VVar, 1980, med dansk resumé. Hvor intet andet anføres, bygger den følgende skildring afdet politiske og militære forløb på dette arbejde. Nærværende artikel er en forstudie til en bog om slaget på Reden. For en god oversigt over litteraturen om slaget på Reden henvises til Hans Chr. Bjerg: Dansk marinehistorisk bibliografi 1500-1975. Marinehistorisk Selskabs Skrift nr. [2, 1975- -
(7) Kilden er gengivet med respekt for Billes egne rettelser og for hans stavemåde. Hans sine steder inkonsekvente interpunktion er dog tillempet en moderne tegnsætning. Manglende bogstaver er udfyldt af udgiveren. Tegnet 6 bruger Bille næsten konsekvent for ej, ikke, ingen og intet. I teksten er tegnet fortolket efter udgiverens skøn. Jeg takker cand. mag. Erik Gøbel for værdifuld hjælp ved transkribering af manuskriptet samt for gode råd ved undersøgelsen af manuskriptets proveniens.
(8) Kaptajnløjtnant Frantz CH. Hohlenberg, 175*)-1804; fra 1796 fabrikmester, d.v.s. konstruktør af flådens skibe. Hohlenberg spillede en aktiv rolle i Defensionskommissionen og ved udlægningen af Defensionslinien. -
(9) Kaptajnløjtnant Rastnus Rafn, 1764— 1805. -
(10) Kaptajnløjtnant Feter Johan Wleugel, 1766-1835; som Bille lærer ved Søkadetakademiet; 2. april 1801 næstkommanderende på blokskibet Jylland. -
(11) Kaptajn Hans Christian Sneedorff, 1759—1824; fra 1797 chef for Søkadetkorpset. -
(12) Filologen og numismatikeren Christian Ramus, 1765—1832. Hans mor var født Thestrup, og hans ledsager er formentlig en yngre slægtning — som dog ikke har kunnet identificeres. (.Se Hans Andreas Møller: Stamtavle over slægterne Stampe og Thestrup, Brønderslev 191 o).-
(13) Anna Margrethe Jessen, født Erichsen, 1764-1844; gift 1794med daværende premierløjtnant Carl Wilhelm Jessen, der i marts 1801 var chef for briggen Longen i Vestindien. -
(14) Den sandsynligste identifikation af manuskriptets „Fb" er kaptajnløjtnant Jens Schou Fabricius, [758—1841. -
(15) Manuskriptets „C'apt: R"er formentlig kaptajn Hans Peter Riegels, 1750—1807; lian var vagtchef på Nyholm, jir. Admiralitetets Referatprotokol 21. maj ittoi. -
(16) Tilsyneladende skriver Hille „Licut Molr". Den mest sandsynlige identifikation er i så fald sekondløjtnant Wilhelm Lucas Møller, i 777-1M42.
(17) Månedsløj tnant Jens Jacob Rosenkilde, i 7(S<)-i81 i. Jir. J. Teisen: Månedsløj tnanter i søetaten 1801-14 (Tidsskrift tor Søvæsen, 132. årgang, 1961). Hvor intet andet anføres, er oplysningerne om de enkelte månedslojtnanter haseret på dette arbejde.
(19) Kaptajn Christian Wilhelm Runge, i 752-1815; afskediget 24. december 1801, Ibrmelt under henvisning til alder. -
(18) Våbendepotet på agterste del af underste batteridæk. -
(21) Kaptajn Lorentz Fjelderup Lassen, 1756-1837. -
(20) Captain William Cumming, chef for linieskibet Russell. -
(22) Kommandør Johan Olfert Fischer, 1747-1829; januar 1801 medlem af Defensionskommissionen; 5. februar 1801 chef for Københavns Defension. -
(23) Premierløjtnant Johan Joachim Uldall, 1777-1839; adjudant hos Olfert Fischer. -
(24) Den svenske viceadmiral Carl Olof Cronstedt. Om hans mission til København, se Feldbæk (note 6). -
(25) Månedsløjtnant Jens Peter Holm; fødsels- os dødsår ukendt -
(26) Månedsløitnant Ancher Anthon Koefoed; født I776; dødsår ukendt. -
(27) Premierløjtnant Johan Frederik Bardenfleth, 1772—1833; som '^'H(' lærer ved Søkadetakademiet; •_». april 1801 næstkommanderende på blokskibet Charlotte Amalie. —
(28) Identifikationen med sekondløjtnant Christian Lorentz Ferry ((1 77()—1852) er usikker. Det kan også være månedslqjtnant Denis Christian Floer. -
(29) Det sidste fartøj i defensionslinien, stykprammen Hajen, indtog sin plads så sent som den i. april om eftermiddagen. Den var bemandet med en i hast sammenskrabet besa^tning af soldater og håndværkere fra Holmen og kommanderet af den seksogtyveårige sekondløjtnantJochum Nicolay Muller.-
(30) Kaptajn Lassens rapport 5. april 1801 til Olfert Fischer samt Hilirs rapport 18. april 1801 til Kaptajn Lassen findes i pakken ..Konduitelister 1800- 1809" i Søkrigskaneelliets arkiv. Billes rapport er i alt væsentligt overensstemmende med rapportudkastet, men savner i nogen grad dettes umiddelbare karakter. -
(31) Sekondløjtnantved i.Jyske Infanteriregiment Jensjørgen Ambrosius de Faedder-Charisius, 1773— •»57- -
(32) En fejlskrift for den nedenfor nævnte matros Jacob Hansen af Bragenes distrikt, som modtog medalje for sin indsats. Jfr. Peter J. Jørgensen: Modtagerne af medaljerne for slaget på Reden _>. april IHOI, i()7<). -
(33) Musketer Johan Gorel af 1. Jyske Infanteriregiment; jfr. Peter J.Jørgensen (note 32). -
(34) Nogle fa indskudte ord er her ulæselige. —
(35) I Billes nekrolog i Arehiv Ibr Søvæsenet, 184*), skriver den anonyme forfatter: „En engelsk Officier besteg Skibet under Høiagtelsens og Deeltagelsens Udraab". Overensstemmelsen med Billes rapportudkast og rapporten al tB. april er sa påfaldende, at den anonyme forfatter må have haft kendskab hertil. Nekrologens omtale al slaget afslører derimod ikke kendskab til dagbogen. -
(36) Bille skriver „Land. Liutn Ir -". Må være en fej lskril t for sekondløjtnant ved i .Jyske Infanteriregiment Carl Friedrich Suckow, 1770— 1815, der sammen med sekondløjtnant Fædder fra samme regiment var eneste officerer ved Prøves tenens soldateske. -
(37) Overkirurg dr. Møller blev 24. marts kommanderet ombord i Wagrien for at have tilsyn med de sårede på dette skib 014 på Prøvestenen, Nyborg og Rendsborg. (Kommando- og parolprotokol for defensionen 1801. Søetatens arkiv. Journaler. 7()7 A). —
(38) Formentlig identisk med smedesvend Jørgen Jensen af Sjællands distrikt, der ligeledes tik medalje for sin indsats; jfr. PeterJ. Jørgensen (note 32). -
(39) Sekondløjtnant (Hans Hartvig Henne, i 77*)— 1 Ji-^c>. Under slaget gjorde han tjeneste om bord på Wagrien som næstkommanderende. Før engkrnderne bordede Wagrien, forlod han skibel sammen med chefen og størstedelen af besætningen; og 5. april meldte han sig til tjeneste om bord ixi blokskibe! Mars. -
(40) Admiralitetets indstilling til forfremmelser 22. juli iHi^ i anledning al Frederik \ I.s kroning. Citeret efter Topsøe- Jensen (note 2)!, s. 130.
Tilbage til oversigt
Mandskabets perspektiv 
Slaget på Reden den 2. april 1801. Hvervede soldater fra Artillerikorpset forsøger nederst i venstre hjørne at beskyde de engelske skibe fra Strickers Batteri. Bag dette ses Quintii Lynette Bastion, hvorfra der også blev skudt. Hærens soldater bemandede også søfortet Trekroner. Gouache af T.E. Lønning 1801. |
|
Mere end 10.000 mand deltog i Slaget på Reden. Fælles for dem alle var døden og vanviddets nærvær, og Hendrik Lemberg var blot én af de forrykte.
Overalt på de forskellige fartøjer har det krævet nærmest umenneskelig styrke at bakse en 2 ton tung forladekanon ombord på et blodigt dæk, alt imens lyden af skrig fra de sårede flængede den krudtrøgsfyldte luft. Det hele i bevidstheden om, at hvis man ikke betjente sin kanon kompetent, roligt og metodisk, ville den springe i luften og slukke livet på et splitsekund. Eller måske endnu værre: tanken om at en modstanders kugle hvert øjeblik det skulle være kunne knuse skibssiden og sende en regn af lemlæstende træsplinter mod én. Den mulige død ville da først indtræffe efter et mareridt af pinsler; enten som følge af sårenes alvor eller på grund den allestedsnærværende infektionsfare. De 15 Rigsdaler, som hvert besætningsmedlem var blevet lovet for deltagelse i Slaget på Reden var en fattig trøst.
Myter og Sandheder
”Dolkestødslegenden”
Da kronprins Frederik klokken 15.00 accepterede Lord Nelsons ultimatum og gav ordre om at indstille kampen, stak han da en kniv i ryggen på sine skibschefer og forærede englænderne sejren?
Spørgsmålet har optaget søofficerer og marinehistorikere lige siden. Flere har således hævdet, at kronprinsen modtog dårlig rådgivning af hærens officerer, og at han derfor traf en overilet og uheldig beslutning, mens andre direkte tilskriver kronprinsen manglende dømmekraft. Også mange borgere i København mente, at situationen var håndteret forkert, og de lod kronprins Frederik det føle ved en forestilling i Det Kongelige Teater, hvor han blev modtaget med isnende tavshed. En skarp kontrast til den jubel og støtte, som havde omgærdet kronprinsen i dagene op til slaget.
Vi alene vide. Kong Frederik den 6. (1768-1839) Frederik den 6. malet af C.W. Eckersberg 1825. Kongen er her i generalsuniform og står ved et skrivebord med papirer. Han er afbildet både som militær øverstkommanderende og som chef for bureaukratiet. Frederiksborgmuseet. Under slaget på Reden var han landets egentlige regent fordi hans far - der var sindssyg ikke var i stand dertil. Hans far brugte tiden med at dyrke sine sadistiske tilbøjeligheder på Københavnske bordeller sammen med Støvlet-Katrine og afholde sexorgier. Andre regerede for ham. Han skrev blot under på alt hvad han fik forelagt. Han led af stærke angstanfald og det kunne magthaverne udnytte, når man ville have ham til noget til deres fordel. Hans bedstefar døde som 42 år af druk og med skrumpelever og foretog sig intet som regent og var ganske ude af stand dertil. Han fordrev tiden med branderter og sexorgier. Hans oldefar og oldemor var pietister og religiøse fanatikerne og gjorde København til Europas kedeligste og tristeste hovedstad, med tvungen kirkegang og bandlysning af alle fornøjelser. Han var en de værste despoter på den danske trone nogensinde, og han førte i sin 55 år lange enevældige regeringstid vort land ud i de vel nok største ulykker i nyere tid, fordi han simpelthen ikke ville høre på andre. Som person var han dog rimelig kvik og kunne også nære empati for sine medmennesker. Desværre havde han ikke fået nogen større uddannelse og interesserede sig alene for militære forhold. Her var han særdeles kompetent, når det gjaldt almindelige dagligdags militære forhold og kunne udvise snusfornuft, men når det kom til militær strategi, anvendelse og krigsførelse var han aldeles ufornuftig og egenrådig, fordi det var hans hobby og lidenskab. Han skader på alle måder Danmark i sin regeringstid og påfører landet den ene katastrofe efter den anden. Han havde haft en rædselsfuld barndom og opvækst og det er faktisk fantastisk, at han magtede så meget som han gjorde. Han var myreflittig og nærig til det grænseløse vanvid. Hans udseende skyldes, at han var albino - havde lidt af flere sygdomme som barn herunder engelsk syge grundet katastrofal fejlernæring. Gennem sin opdragelse eller snarere mangel på samme var han blevet kold, nøgtern og selvrådig. Det skal understreges, at han altid var høflig men godt kunne lide at skræmme folk. Desværre manglede han sans for åndelige ting som kunst og kultur. Han kunne blive utrolig hysterisk og forfærdelig hidsig. Danmark var siden indførelsen af enevælden 1660 (selve kongeloven var dog først klar i 1665)  Her har vi kongeloven, som blev til ved et statskup i 1660. Indførelsen af arvefølgen. Det tog 5 år at få lavet loven. Den sikrede kongen enevældig magt. Det var på jævnt dansk indførelse af diktaturet, der her fandt sin lovgivning. Den var enevældens retsgrundlag. Den var Danmarks forfatning helt frem til junigrundloven fra 1849. Den var udarbejdet af Peder Schumacher - den senere Griffenfeld - og indeholdt 40 bestemmelser. Den sikrede kongen uindskrænket magt i et omfang, der ikke kendtes i andre europæiske stater. Den vrimler med højtravende, maleriske beskrivelser, som at kongen er .... det ypperste og højeste hoved her på jorden over alle menneskelige love ....", samt at kongen alene har .... den højeste magt og myndighed til at gøre love og forordninger efter sin egen gode vilje og velbehag". Ethvert embede havde sin rod i enevældsmagten, så kongen havde ubegrænset magt til at udnævne og afskedige en hvilken som helst embedsmand i statens tjeneste. Endvidere var kongen den øverste "krigsherre", som kunne erklære krig og slutte fred.
blevet regeret som et diktatur det varede i over 189 år. Der var kun een eneste der bestemte og det var kongen. Enevælden kan ikke dele magten med nogen - for så er det ikke enevælde mere. Det kan udmærket være, at en diktator er god mod børn, dyr og sine nærmeste. Det var Hitler også, men man er nødt til at bedømme personen i sin helhed. Han elskede militær, omgav sig med officerer og elskede at se dem kommandere og lade soldaterne marchere rundt og gøre eksercits. Han var fascineret af uniformer. Han havde en mærkværdig gangart, men havde mærkværdigvis et talent for at danse. Han interesserede sig udelukkende for militær. Når han mødte op andre steder - eksempelvis i teateret var det for at blive set og beundret. Han dyrkede med lidenskab fuldstændig afsindige drukture og ædegilder med sin omgangskreds, som stort set udelukkende bestod af officerer. Her fik man tiden til at gå med sjofle vittigheder og platheder og grove løjer. Her var hans største fornøjelse at kaste med maden - især kartofler og servicet. Det gjaldt om at ramme andre i hovedet. En meget stor del af det berømte Flora Danica stel er smadret af ham. Han holdt også af ridning fordi det var en militær disciplin. Han egnede sig på ingen måde til at kommandere med soldater og opførte sig som en hysterisk og kolerisk sergent i en soldaterkammeratfilm. Han lærte dog meget om militære forhold og kunne drøfte disse ting på kvalificeret vis. Den unge officer, der fik til opgave at opdrage ham og som faktisk tog sig af ham som en mor og lå og holdt om ham og tog ham op sin seng og trøstede ham, når han i nattetimerne blev ramt af hyppige mareridt og timelange angstanfald, hvor den lille prins var ude af sig selv fik lært ham at læse og skrive og en masse andre nyttige kundskaber. Han lærte ham også at dyrke en lille nyttehave. Det holdt den lille prins af og kom faktisk senere landboreformerne til gode fordi prinsen var positivt stemt over for landbruget grundet denne barndomserfaring. Ellers knyttede han sig kun til sin søster, som han holdt meget af og til en barnepige, som han desværre kun havde et års tid, hun hed Fru Numsen og prinsen kaldte hende for mor. Hans væsen var af en sådan beskaffenhed, at man altid forsøgte at overvåge ham når han skulle omgås vigtige personer, fordi han ved den mindste modsigelse eller fornærmelse overreagerede voldsomt. Han var meget beskeden og faktisk utrolig nærig i forhold til sig selv. Intet blev kasseret. Hans beskedne morgenmad gennem hele livet bestod af øllebrød, et styrkke brød med smør og en kop the. Overfor mennesker der var kommet i nød og især børn, der havde vanskelige forhold under deres opvækst bekymrede ham og her støttede han gerne økonomisk af egen lomme. Han besigtigede institutioner for forældreløse og krævede bedre forhold for børnene og betalte af egen lomme. Hans egen triste og tragiske barndom var årsagen til denne godgørenhed. Selv når han sejlede rundt i en lille robåd i kanalen i Frederiksberg Have, stod han agters og førte roret iført intet mindre end en admiralsuniform. Han havde også udseendet imod sig - han var rimelig grim. Han var albino. Nu har han naturligvis ikke ansvaret for sit udseende og den afsindige opvækst han fik gjorde ham til en yderst problematisk personlighed. Det er bestemt heller ikke hans ansvar. Hele problemet er at landet havde en styreform, hvor den diktatoriske magt gik i arv og at landet intet kunne stille op, hvis det viste sig at arvetageren "var helt umulig eller skør i bolden". Frederik´s far Christian den 7. - og det var hans biologiske far fordi, man måtte tvinge kongen og hans dronning til at gå i seng sammen. "Jeg vil ikke bole med den fede so!", sagde Christian, men det tvang man ham til. Christian var "gal" - han led af skizofreni - en sindssygdom, som han jo heller ikke har ansvaret for. Frederik var populær i sine unge år, men det ændrede sig hurtigt. Han fortsatte den kongelige danske tradition med svaghed for kønne piger. Han havde en mandhaftig Nyboderpige og en lille godte af en Wienerinde. (En veninde fra Wienerkongressen 1814- 1815, Caroline Seuffert, født 1795, oppebar til sin død i 1891 en apanage fra Danmark) - som elskerinder. Han så op til og beundrede Napoleon. Han er også kendt som den, der ophævede stavnsbåndet. Det er korrekt, at han lagde navn til og kunne lade sig hylde, men arkitekterne bag den reform var de tyske brødre Reventlow, hvis Danmark skulle sikres en fremtid som landbrugsland. Frederik´s far som bekendt sindssyg og måtte tvinges til at få et barn med sin dronning. Senere fik dronningen børn med Struense. Frederik fik en helt afsindig opdragelse efter helt nye metoder. Han skulle lære at klare sig selv og måtte ikke modtage nogen form for hjælp. Han skulle leve af en kost bestående af grøntsager og grød. Tøj måtte han ikke have for meget af og han skulle gå på bare fødder. Han levede sammen med en anden dreng i et bur, der var åbent ud til det fri. Det har givet medvirket til hans noget aparte opførsel. Den historiske vurdering af og dom over ham er dog: "Han var den værste regent Danmark nogensinde havde haft". Han dansede for dem alle sammen 
I Wien 1814-1815, tog han hverken hustru eller elskerinde med sig til den østrigske
hovedstad. I stedet indledte han i en alder af 46 år et forhold til den 16-17-årige Caroline Seufert (der er lidt tvivl om hendes alder, men den seneste historiske forskning viser, at hun var yngre end oprindelig antaget),
og forholdet varede al den tid, han opholdte sig i Wien. Hun blev fundet på et bordel og levede som call-girl. Forholdet var kort, men
Caroline Seufert fortsatte med at blive forsørget af det danske kongehus resten
af sine dage. De brevvekslede i årevis. Man sagde i folkemunde: "... at kongen dansede for dem alle sammen på wienerkongressen..." , det var hans bidrag til fredskonferencen, arbejdet havde han folk til. Nogle laver det sjove - andre det grove. Sådan er det også i dag. Frederik 6. var den sidste danske konge der holdt en officiel maitresse. Frederikke Dannemand var Frederik 6.s elskerinde gennem 30 år, og meget betegnende for hans interesse for det militære, fik hun i 1839 rang som oberstinde. De fik fire børn sammen, og deres forhold var tilsyneladende accepteret af dronningen, der ved Frederik 6.s begravelse i 1840 skal have sagt til maitressen: "Vi har begge mistet en god mand." Han har måske haft nogle kvaliteter, vi intet kender til. Men mon ikke det er pengene og prestigen der har trukket det læs. 
Her har vi Bente Frederikke Rafsted (1790-1862). Den mandhaftige dame var i sin tid var kongens elskerinde, blev benådet med karakter af virkelig oberstinde og navnet Dannemand. Der var karlfolkeagtigt over damen. Hun var en djærv Nybo`rpige, men bortset fra et enkelt sidespring (svarende til et samtidigt et fra Kongens side), var hun den 22 år ældre Frederik 6.s trofaste, anerkendte maitresse, til døden adskilte dem i 1839. Her ses hun med sin førstefødte - en lille albino-dreng. Det var utroligt hvad dronninger måtte finde sig i og tåle fra enevældige monarkers side. Oberstinde Frederikke DannemandBente Rafsted - her med et af sine fire uægte kongebørn.
Hans Hansen · 1812
Frederiksborgmuseet Du kan læse en hel del interessante ting, om den lille elskerinde fra Wien i dette dokument og hvad det kom til at koste statskassen, du får også et indblik i tidens mode - de gennemsigtige kjoler, og hvilket liv lederne levede - barre klik på det:   den_danske_enke_2003_4.pdf
H. C. Andersen har i sine eventyr skildret ham - pænt indpakket - i eventyrerne "Den tapre tinsoldat" og "Det gamle hus". I dette eventyr om en dreng, der forærer en ældre mand i huset overfor - som han er "på kig med" fra vindue til vindue over gaden - en tinsoldat. Den får afsindige nykker og optræder fuldstændig vanvittigt krigerisk.
Kronprins Frederik (den senere Frederik 6.) eksercerer tiden, medens visdommens gudinde, Pallas Athene, græmmes i himlen. Det samtidige stik er et udtryk for borgerskabets angst for den unge kronprins' stærke militære interesser. Dødens le i hatten og den brændende by i baggrund lader ane, hvad interessen kan føre med sig. Det kom faktisk til at gå som spået på stikket. Stik af G.C. Schule 1787. Kobberstiksamlingen.
I dag er vurderingen en anden. På trods af samtidens reaktion og senere søofficerers hårde domme, hersker der relativ enighed om, at kronprinsens vurdering af situationen var korrekt, og at han traf den rette beslutning. Kl. 15.00 havde Nelson fuld kontrol over situationen, selv om det ville have krævet betydelige tab af menneskeliv og materiel også at erobre Trekroner.
(fejl det her billede er fra 1807)
Et simpelt blik på de danske fartøjer illustrerer den engelske overlegenhed. 18 danske fartøjer deltog aktivt i slaget; heraf strøg de 12 flaget og blev taget i engelsk besiddelse. De resterende seks havde alle trukket sig ud af kampen før klokken 15.00, og af dem sank de tre. Kun Flådebatteri nr. 1., signalfregatten Elven, og defensionsfregatten Hjælperen indgik i flådens tal, da kampen var overstået. Modet og indsatsen havde været formidabel, men som kommandør Olfert Fischer havde forudsagt det i ugerne forinden, så var sejren uden for rækkevidde.
Willemoes og Müller
I Danmark, og Assens, er der ingen tvivl om, at Peter Willemoes var slagets helt. Imidlertid hævdede norske søofficerer i slutningen af 1800-årene, at det var chefen for stykprammen Hajen, Jochum Nicolay Müller, som Lord Nelson havde fremhævet som ekstraordinær tapper. Müller var blevet taget til fange af Nelson og skulle her have fået den store ros.
I dag er der enighed om, at denne dansk/norske diskussion, hvor interessant den end var for 100 år siden, ikke er særligt frugtbar. Kigger man nærmere på slagets omstændigheder, for eksempel på de fartøjer, Willemoes og Müller kommanderede, er der ingen tvivl om, at de begge fortjener den største anerkendelse for deres indsats. Men det må være den generelle vurdering, når man ser på stort set samtlige danske deltagere i slaget. Deres kampmod og udholdenhed var væsentligt større, end englænderne på forhånd havde regnet med, og Nelsons skibschef, kaptajn Thomas Foley, gav overraskelsen udtryk. Til den tilfangetagne Müller sagde Foley: ”at de engelske ikke havde haft så varm en dag som denne, hverken mod hollænderne, de franske eller spanierne.” Det var store ord, og den største anerkendelse fra en mand som vidste, hvad han talte om. Ikke kun Willemoes eller Müller fortjener fremhævelse.
Signal nr. 39
Kl. 13.15 sendte øverstkommanderende Sir Hyde Parker et utvetydigt signal til samtlige skibschefer. Beskeden lød kort og godt: ”afbryd Kampen”. Hvorfor parerede Nelson, og de fleste andre skibschefer, ikke ordre, og hvad var der sket, hvis de havde gjort det? 
Spørgsmålet er af gode grunde svært at besvare, men en af årsagerne til at signalflaget gik til tops var, at Nelson ikke havde levet op til egne ord om at sætte sig i besiddelse af den danske flåde på to timer. Hvad Sir Hyde Parker så ved middagstid, var en intensiv artilleriduel med en svækket engelsk linje, som endnu ikke havde erobret et eneste dansk fartøj.
Alligevel må ordren siges at være mere end almindelig uheldig, hvis man har slagets specifikke beskaffenhed og den mere generelle søkrigsstrategi i hukommelsen. 1700- og de tidlige1800-års linjeskibe hed linjeskibe, fordi det var meningen, at de i bataljer skulle placere sig således, at de på rad og række med deres bredsider kunne beskadige modstanderskibenes skrog, sejl og rigning. Det var en ganske anderledes, og defensiv, strategi i forhold til tidligere tiders bordingstaktik, som i høj grad var lagt an på skibenes manøvreringsegenskaber og store besætninger med masser af håndvåben. Forladekanonernes forbedrede effektivitet bestemte taktikken, og det var simpelthen for omkostningsfuldt at sejle i direkte infight eller bruge kræfter på at manøvrere under heftig beskydning.
Sir Hyde Parker var vidende om disse forhold, og derfor burde han under ingen omstændigheder have sendt signal nr. 39 til tops. Til alt held for englænderne var det Lord Nelson, som skulle efterleve ordren, så på trods af at han risikerede at blive stillet for en krigsret for ikke at adlyde ordre, nøjedes han med at registrere Parkers signal og fortsatte kampen uden fortrydelse. Langt de fleste skibschefer var loyale overfor Nelson og fulgte hans eksempel. Havde de ikke gjort det, havde danskerne vundet.
Kikkerten for det blinde øje!
Sømænd og skrøner går hånd i hånd. Det er derfor nærliggende at forestille sig fortællingen om Nelson og hans kikkert som en røverhistorie hægtet på en mand, som i forvejen var omgærdet af myter. 
Lord Nelson (1758-1805) var i 1801 den engelske offentligheds yndling. Sit ry havde han grundlagt, da han i slaget ved Kap. St. Vincent satte sig ud over forældet søtaktik og styrede direkte mod den spanske flåde; og sin berømmelse havde han skabt, da han i 1798 totalt knuste general Bonapartes flåde ved Abukir ved Nilen. Han var pertentlig og omstændelig. Han var en spinkel præstesøn fra Norfolk - nu har han blevet blind på det ene øje og havde kun sin venstre arm tilbage. Admiralitetet var betænkelig ved hans yderst kavaleragtige omgang med givne ordrer og hans privatliv var en skandale. Få kendte manden til bunds. Han var grænseløs ærgerrig - udpræget hypokonder, men samtidig utrolig hårdfør når det gjaldt. Hans utålmodighed var vældig og slet skjult. Han kunne på sekunder skifte fra tillid til mistro, fra fjendskab til venskab. Han havde intuitiv menneskekundskab. Han dyrkede det teatralske og effektfulde, men han var afholdt af sit mandskab, der forgudede ham og han kunne bygge en stemning op af tillid og inspirere sine officerer. Hans illoyalitet overfor overordnede var legendarisk. Allerede før han mødte Parker - sin nye chef, der var viceadmiral og øverstkommanderende - og som havde kommandoen her på Reden - var hans holdning kritisk til det hysteriske. Det passede ikke Nelson at spille andenviolin. Han startede sin karriere i den engelske flåde som 12-årig.
Men historien holder vand. De berømte ord faldt i umiddelbar forlængelse af Sir Hyde Parkers ordre om at trække sig ud af slaget, hvilket i den grad gjorde Nelson arrig. Højlydt nægtede han at acceptere befalingen, og sagde til sin skibschef på Elephant: ”De ved, Foley, at jeg kun har ét øje. Jeg har lov at være blind engang imellem”. Derefter satte han kikkerten til øjet, alt imens han konstaterede: ”Jeg kan virkelig ikke se det signal!”
Bag det lille optrin lå der blodig alvor. Med risiko for selv at miste livet, enten under slaget eller ved en efterfølgende retssag, tog Nelson den beslutning at fortsætte på trods af Parkers ordre. Beslutningen var den rette, men det er de teatralske omstændigheder, som har gjort ordene verdensberømte.
 Sådan var Nelsons senere flagskib HMS VICTORY indrettet indeni. Dette er et tværsnit af linieskibet Victory. I Østersøflåden var der i 1801 to tredækkere, hver på 98 kanoner: Sir Hyde Parkers London og Nelsons St. George. De var sejlskibstidens største krigsmaskiner, og snittegningen af en tredækker - Victory på 100 kanoner - giver et instruktivt billede af disse kæmper. De var konstrueret med henblik på at føre det størst mulige antal kanoner og rumme mandskab, forsyninger og ammunition til togter af måneders varighed. En tredækker var næsten 40 meter lang, med en tonnage på henved 2.000 tons og en besætning på mellem 900 og 1.000 mand. Victorys styrke var de tre gennemgående batteridæk med deres rækker af svære kanoner. På batteridækkene var også de svære gangspil, der blev bemandet, når ankrene skulle hales ind. Et orlogsskib havde fire sværankre, to forude om styrbord og to forude om bagbord. Mellem dækkene løb brede trapper, der gjorde det muligt for besætningen at styrte til deres poster, når trommerne blev rørt for klart skib, eller når bådsmandspiberne skingrede for at kommandere mandskabet på dæk og til vejrs i rigningen. Det meninge mandskab spiste, sov og levede på batteridækkene mellem kanonerne. Forude på mellemste batteridæk var kabyssen, hvor yngste mand fra hver bakke på 6-8 mand hentede maden til sine bakskammerater. Og helt forude i skibet var galionen, hvor mandskabet forrettede sin nødtørft i frisk vind og bølgesprøjt. Officerernes og underofficerernes små lukafer var agterude på mellemste batteridæk. Agterude på øverste batteridæk og i den store kahyt over denne, med glasvinduer og med døre ud til de prægtigt udskårne agtergallerier, levede skibets chef og den admiral, der normalt havde en tredækker som kommandoskib. Det var store, veludstyrede og smagfuldt møblrede gemakker: en forreste kahyt, en agterste kahyt og et mindre rum langs skibssiden. Men et krigsskib var det stadig. På tæpperne mellem maghognimøblerne stod kanonerne. Hver tomme om bord var udnyttet. Bantjerdækket under det underste batteridæk var opfyldt med magasinrum for det materiel, der var i dagligt brug. Agterst på bantjerdækket lå lazarettet med det rødmalede gulv, hvor amputationerne blev foretaget under kamp. I lasten under bantjerdækket lå - tæt stuvet - skibets reservetovværk, dets reservesejl og de store vandtønder. Intet træskib var tæt. Det tog altid vand ind - lidt eller meget, alt efter dets alder og vedligeholdelse. På hver fire timers vagt skulle der derfor pumpes, og det var et godt skib, når der kun skulle pumpes få slag i vagten. Langs rællingerne var jernstivere med udspændte net - finkenetterne - hvor mandskabets køjer blev stuvet. Midskibs var skibets rofartøjer anbragt. Forude var det forhøjede fordæk, bakken; agterude det fórhøjede agterdæk; og agterst skansen med skylightet over chefens kahyt. Victory blev søsat i Themsen fra orlogsværftet Chatham i 1765. I 1805 var det Nelsons kommandoskib i slaget ved Trafalgar. Slaget ved Trafalgar var et slag i den tredje koalitionskrig, under Napoleonskrigene. Kap Trafalgar ligger lidt nordvest for Gibaltarstrædet.
1803-05 ledede Horatio Nelson blokaden af den franske flåde i Toulon; 21. oktober 1805 tvang han den forenede fransk-spanske flåde til kamp ved Kap Trafalgar, sydvest for Spanien. Hans kampordre til skibscheferne og mandskabet er berømt: "England expects that every man will do his duty" (England forventer, at hver mand vil gøre sin pligt).
Franskmændene havde planlagt en invasion af England og samlet en invasionsstyrke på 150.000 mand ved Boulogne.
Den franske viceadmiral Pierre Charles de Villeneuve sejlede på Napoleons befaling ud fra Cadiz for at bryde den britiske blokade. De mødtes dagen efter de østrigske hovedstyrkers kapitulation ved Ulm.
Englænderne sejrede, men admiral Horatio Nelson blev såret og døde af sine sår. Den fransk-spanske flåde mistede 20 skibe, som enten blev erobret eller sænket (blandt dem flagskibet, Santissima Trinidad, det eneste firedæks skib som nogensinde var blevet bygget, med 116 kanoner og omkring 1.000 mands besætning). Briterne mistede ikke et eneste krigsskib.
Briternes tab var 449 døde og 1241 sårede; den fransk-spanske side 4408 døde og 2545 sårede.
Nelsons sejr medførte at Napoleons planlagte invasion af England blev umulig, og englændernes dominans på verdenshavene nærmest total.
Det var på Victorys agterdæk, Nelson blev dødeligt såret af en musketkugle affyret oppe fra mesanmasten på det franske linieskib Redoubtable. I vore dage er Victory museumsskib i flådehavnen Portsmouth. Du kan sagtens lave en dagsudflugt med tog til denne flådeby med tog fra London. Der er mange andre skibe du kan se på i denne by derfor planlæg din tur hjemmefra. Der er også et D-dag museum, hvor der er en masse at se på vedrørende operation Overlord. Du kan jo også overnatte et par dage - det vil du ikke fortryde. Det er herfra jeg har klippe og scannet ovenstående tværsnitstegning.
Under slaget på Reden var Nelsons flagskib Elephant. Senere fik han flagskibet HMS Victory, Admiral Nelsons flagskib i det berømte slag ved Trafalgar i 1805, hvor England nok slog Frankrig (Napoleon Bonaparte) og Spanien eftertrykkeligt, men hvor deres store søhelt Nelson desværre blev ramt af en præcisionsskytte fra et fransk skib og døde få timer efter, netop som han havde fået at vide England havde vundet slaget. Kommer man til Portsmouth i Enlgland kan det anbefales, at man aflægger skibet et besøg. Man kan bogstavelig mærke historiens vingesus når man går rundt på skibet, man kan bese Nelsons kahyt, stå på messingplade der markerer. hvor har blev skudt, ellerse hvor han udåndede efter at være bragt under dæk. Som et kuriosum kan nævnes at han efter sin død blev lagt i en tønde med Brandy for at liget kunne holde sig til statsmandsbegravelsen i London adskillige måneder efter. Tænk at blive lagt i sprit. Det var under dette slag, at Nelson sendte sit berømte flagsignal "England expect every man to do his duty".
 Nelsons flagskib Elephant under slaget på Reden.
 Stævnen på HMS VICTORY 
Agterspejlet på HMS VICTORY
 HMS VICTORY ved nattetide
Mytteriet på Bounty
Sir William Bligh deltog i Slaget på Reden som kaptajn på det sværtarmerede linjeskib Glatton. Som sin direkte modstander havde han Olfert Fischers kommandoskib, Dannebrog.
Men det er en helt anden begivenhed, som gjorde ham verdenskendt.
Dengang som nu var han berømt og berygtet som den benhårde søofficer, der i 1789 blev tvunget fra borde af sit skib Bounty, og mod alle odds overlevede en sejlads på 3600 sømil til Timor. Med sig havde han 18 mand, og alle på nær én overlevede den 47 døgns mareridtsagtige færd i åben båd.
William Bligh var en fortrinlig navigatør og sømand, men han var en kolerisk og til tider urimelig leder, som pressede sit mandskab til det yderste. Det var langtfra usædvanligt at møde officerer af denne støbning, men Bligh blev berømt, fordi der blev gjort oprør og fordi han overlevede.
I Slaget på Reden udmærkede han sig først og fremmest ved efterfølgende at afkræve Lord Nelson bevis for, at han havde udført sit job korrekt. Et udtryk for mangel på konduite og unødvendigt i en situation, hvor det at deltage i sig selv var en æresbevisning.
William Blighs karriere vedblev at være stormombrust. I 1805 blev han udnævnt til guvernør over New South Wales, men også her blev der gjort oprør, og Bligh blev fængslet i to år. Efterfølgende blev han sendt tilbage til England, men som det var tilfældet med Bounty-affæren, blev han også her frikendt ved domstolene. Karrieren kunne fortsætte og nåede toppunktet i 1814, hvor William Bligh opnåede titel af viceadmiral. Han døde i 1817, efterladende sig seks døtre og en hustru, som øjensynligt elskede ham.
  
| | | 
| Englænderne er her igen. Nu er det september 1807. 1804 var Napoleon blevet kejser i Frankrig, og det lykkedes ham i de efterfølgende år at erobre store dele af det europæiske fastland. Tilbage var stort set kun Storbritannien og Rusland. I 1807 allierede Rusland sig med Frankrig og gik med til en fastlandsspærring af engelske skibe.
Englænderne forlangte, at Danmark enten allierede sig med Storbritannien eller udleverede den danske flåde som sikkerhed for fortsat dansk neutralitet. Da svaret på det engelske ultimatum var et klart dansk nej, gik den engelske flåde i september til angreb på København. Efter tre døgns heftigt bombardement kapitulerede hovedstaden, og den danske øverstkommanderende, general Ernst Peymann, måtte bøje sig for kravet om udlevering af flåden til englænderne.
Englændernes angreb førte til, at kronprins Frederik knap to måneder senere indgik et forbund med Frankrig – et forbund der i 1813 førte til statens bankerot og i 1814 til tabet af Norge.
Kong Christian 7. døde i 1808, og Frederik 6. var herefter konge ikke alene af gavn, men også af navn. Efter tronbestigelsen satte han i realiteten statsrådet ud af kraft, og i tiden frem til 1814 blev der næppe afholdt et eneste statsrådsmøde. Kongen regerede ved hjælp af et kabinet, men specielt var det generaladjudantstaben »De røde Fjer«, der under krigen holdt kongen fast i det unødvendige og skadelige forbund med Napoleon.
Englænderne kunne frit runde Kronborg og stå ned gennem sundet. De danske soldater stod nemlig ved Elben. Englænderne ville for enhver pris sikre sig, at den danske flåde ikke faldt i Napoleons hænder. Den danske udenrigsminister Christian Bernstorff forsøger at bevare neutraliteten og vil i værste tilfælde hellere søge mod England end mod Frankrig, fordi den franske kejser har dikteret preusserne en hård fred og truffet en overenskomst med den russiske Zar, så han kan vende hele sin styrke mod England. De har 30.000 soldater med og de går uhindret i land ved Vedbæk. De har omringet København og bombarderer byen. Det meste af byen brænder. Brandmændene kæmper mod flammerne, men utroligt meget går til i flammerne. En del er flygtet til Christianshavn. Det er fra Christianshavn ved Knippelsbro, at dette motiv stammer. Englænderne brugte spiret på Vor Frelsers Kirke til at sigte efter. Billedet er et enkelt af flere af Eckersbergs farvelagte tegninger fra natten mellem den 4. og 5. september, hvor det gik værst ud over byen. Tegningerne gik som varmt brød og de er efter forlæggerens ønske nok lidt overdramatiserede. Den slags billeder prøver på et billede at skildre flere på hinanden følgende begivenheder i et enkelt billede. Der er dog ingen tvivl til at beklikke autenciteten. Det var virkelig slemt. Gruset i Københavns gader var så gloende hedt, at man brændte fødderne på det. Det eneste vi kan glæde os over i dag er det faktum, at Christianshavn ikke blev ødelagt af brande. Derfor har vi i dag en række "ægte gamle bygninger" herude, der ikke blev flammernes bytte. 
Kl. 19:30 om aftenen den 2. september 1807 sendte englænderne den første bombe mod København, som ramte inde på Kgs. Nytorv foran Raus hotel ( det nuværende Hotel d'Angleterre ), hvor hovedstadens kommandant general Peymann havde sit hovedkvarter, da han var blevet såret under udfaldet ved Classens Have.
Englænderne havde igangsat verdenshistoriens første terrorbombardement af en civilbefolkning, så den fornøjelse fik Københavns indbyggere. 
Englænderne bombarderede København uden at tage hensyn den civile befolkning og byens offentlige bygninger. Man brugte fra de engelske kanonstillinger uden for voldene både brandraketter og mortérbomber der blev sendt ind over byen og gjorde store skader på Københavns bygninger. Der var mange ildebrande rundt omkring i hovedstaden, i de 12 timer som bombardementet varede.
Kl. 18 næste aften fortsatte englænderne deres terrorbombardement i 1. klasse udover København, og mange københavnere mistede livet, mens andre flygtede ud til Christianshavn og Amager hvor de var i sikkerhed, da den engelske hærs morterer kun kunne ramme selve København.
Bombardementet den 3. september 1807 varede helt frem til kl. 8 om morgenen, og havde gjort store skader rundt omkring i København, desuden havde det kostet mange mennesker livet.
Kl. 19 om aftenen den 4. september 1807 begyndte englænderne igen med deres nådeløse bombardement, og denne gang blev Københavns domkirke Vor Frue kirkes spir ramt af en brandraket.
Kort efter styrtede det store kirketårn sammen, et af Københavns vartegn var styrtet i grus og udenfor voldene jublede englænderne over dette.
Brandfolkene arbejdede i døgndrift, men forgæves efterhånden som bombardementet tog endnu mere til om morgenen den 5. september 1807. Omkring 70 procent af København var nu fuldstændig ødelagt. General Peymann som nu var blevet hårdt presset, bønfaldt de engelske generaler om våbenstilstand, og kl. 12.00 den 6. september 1807 underskrives kapitulationen, herved var Københavns bombardement endelig slut.
De 3 dages terrorbombardement havde kostet 2000 københavnere livet og 1600 var hårdt såret.
General Peymann forhandlede sammen med sin stab på sit hovedkvarter i hotel Raus på Kgs. Nytorv med de engelske forhandlere om eftermiddagen. Men de engelske kapitulationsvikår var meget hårde: Udlevering af hele den dansk-norske flåde, men nu ikke længere som pant, mens krigen varede, men som krigsbytte og ingen erstatning til Danmark efter dette frygtelige terrorbombardement, som hele Europa senere hørte om og var rasende over, så efter dette var Storbritannien venneløs rundt omkring i Europa, for et stykke tid.
Da Kronprins Frederik hørte om Københavns kapitulation, blev han rasende og sendte et brev til general Peymann om at sætte ild til flåden og lade den brænde, men brevet blev opsnappet af englænderne. Peymann selv turde ikke at give ordre til at brænde flåden, da han frygtede, at englænderne måske ville plyndre København og voldtage byens kvinder.
Englænderne holdt både Kastellet og Holmen besat, inden de sejlede bort med vores flåde den 19. oktober 1807, som bestod af 17 linjeskibe, 17 fregatter, 16 mindre skibe og 26 kanonbåde, samt bjerge af skibsmateriel, som englænderne havde beslaglagt.
Nu var vi nærmest tvunget ind i krigen på Napoleons side, taberens side skulle det vise sig, og til sidst var Danmark Frankrigs eneste allierede, da Napoleon for alvor begyndte at tabe flere slag i krigen, især under invasion af Rusland i 1812.
Netop fra dette invasionstog stammer Tolstojs berømte roman "Krig og Fred", som for et par år siden igen blev filmet ved et samarbejde mellem flere lande. Du kan låne filmen som hele 3 DVDer på biblioteket. Det er en fantastisk godt spillet film med fortrinlige skuespillere og den er helt utroligt smukt fortalt og fotograferet. Ved at se en sådan film, kan man opleve tidsånden og få et indblik i Napoleonskrigene. Her er kæmpeslag - kærlighedshistorier - store baller - musik - smukke kvinder og flotte mænd, nogle trofaste andre nederdrægtige intrigante slyngler - tapre og feje mænd , helte og ondskabsfulde kujoner og til sidst Napoleons nederlag og alt det, der gået tabt af liv og værdier i en sådan krig. Du kommer bestemt ikke til at kede dig. Vi kender resultatet - angriber man Rusland kommer man til at tabe - ikke fordi man møder en overlegen modstander - tvært i mod, men fordi man til sidst må give op mod sne, kulde og frost - afbrændte byer og marker og de store endeløse vidder. Det var nu Englænderne, der nakkede ham ved Waterloo, men det er en anden historie.
LIVJÆGERKORPSET OG DEN DANSKE HÆR I KAMP MOD ENGLÆNDERNE I UDFALDET VED CLASSENS HAVE I 1807. Under den engelske belejring af København 1807 forsøgte garnisonen flere udfald. Garnisonen omfattede endnu mange hvervede soldater. Stik af Lahde efter tegning af C.W. Eckersberg. Det. Kgl. Bibliotek. |
|
| 
| Vi kapitulerer. Englænderne ødelægger de skibe der er bygning. De ødelagde linjeskibet Ditmarsken i dokken, væltede tre skibe, som stod på stabelen, og tre skibe som stod i spanter. Billedet her viser englændernes sidste "skændelsesdåd". Det viser et af de ødelagte linjeskibe på stabelen på Nyholm. | 
| Her sejler Englænderne bort med vor stolthed. Den Dansk-Norske flåde. De sejlede bort med 18 linjeskibe, 15 fregatter, 7 brigger og 23 kanonbåde. Desuden tog de 5 stykpramme og 1 skonnert. De eneste større krigsskibe, englænderne ikke fik med, var linjeskibet Prins Christian Frederik, og briggen Lougen, som var på togt i norske farvande i eftersommeren 1807. Ikke underligt, at man er nedtrykte og nedbøjede på billedet. Tilbage til oversigt | AUGUSTOPRØRET 29. AUGUST 1943 - FLÅDEN SÆNKES | 
Peder Skram sænket d. 29. august 1943 på Orlogsværftet ved mastekranen.
Sænket på Flådens eget initiativ, uden ordre fra regering
– rigsdag og politikere i øvrigt. På trods af regeringens uudtalte ordre gav admiral Wedel alligevel
ordren: Sænk – og de sænkede flåden. | Den 29. august 1943 må den danske samlingsregering give op og trække sig, efter befolkningens "augustoprør" i form af kæmpestrejker over hele landet. Tyskerne har strammet grebet fordi de mærker en befolkning, der begynder at svare igen og de første frihedskæmpere bliver nu henrettede. Den danske befolkning vil ikke lege med længere, for at ikke at kompromittere sig selv i udlandets øjne, som en tysk samarbejdspartner, men også fordi man ikke er tilfreds med tingenes tilstand. Tyskerne krigslykke er også vendt og så er det lidt nemmere at skifte holdning. Ved valget i marts 1943, havde befolkningen stort set konfirmeret den politik, der var blevet ført. Regeringen kæmper indædt for sin samarbejdspolitik med tyskerne. Den kgl. Danske Marine har anet, hvad der er i vente og har forberedt sig. På et givet signal sænker man hele den danske flåde på Holmen inden tyskerne når frem, for at den ikke skal falde i tyskernes hænder. Der bliver anvendt sprængladninger og udskruning af bundpropper. Sådan er traditionen i marinen. Et par enkelte skibe, der befinder sig ude på havet, er det eneste vi redder. Hæren overgiver sig uden større modstand, selv om der dog kæmpes indædt enkelte steder; eksempelvis på Bådsmandsstrædes kaserne og på Artilllerivejens kaserne. Det er en håbløs kamp. På billedet ser vi panserskibet "Peder Skram", der er gået til bunds udfor Christian den IV.s maleriske mastekran på orlogsværftet. Billederne kom på alverdens avisforsider og gav Danmark et tiltrængt image. Regeringen fortsætter dog sin samarbejdspolitik. Nu i det skjulte og ved hjælp af departementscheferne med udenrigsministeriets direktør Niels Svenningsen i spidsen. Ministrenes afskedsbegæringer bliver blot deponeret i Kong Christian d. X´s skrivebordsskuffe. Det er en fornuftig beslutning, men ikke populær i befolkningen. Der er nogle der ønsker "Norske tilstande". Danmark skånes for umådelige lidelser ved at regeringen forsøger, at få tingene til at glide. Samarbejdet med tyskerne er på ingen måde forbi. Det er med nød og næppe, at Danmark bliver anerkendt som allieret og bliver medlem af de forenede nationer. Sovjetunionen vil kun anerkende "det kæmpende Danmark". 
Som leder af modstandsorganisationen Frit Danmark
indtog Mogens Fog en central position i
modstandsbevægelsen. Her hilser han på lederen
af angrebet på Shell-huset. Kun ved et svineheld lykkedes det Fog, at slippe ud sin celle og springe ud fra stor højde af den brændende bygning - et mirakel - mange havde meget gerne set, at han var omkommet. I baggrunden ses admiral
Wedel. Han spillede en afgørende rolle i sænkningen af den danske flåde den 29. august 1943 - en begivenhed der løb over hele verden og var medvirkende til Danmarks anerkendelse som allieret. Flådens indsats er vi stolt over, officererne handlede på trods af politikerne,
de kunne måske have smadret mere materiel på land, men kan
vi blive enige om, at de gjorde trods alt noget. På trods af regeringens uudtalte ordre gav admiral Wedel alligevel
ordren: Sænk – og de sænkede flåden. (Foto: Arbejdermuseet & ABA)
Dette resultat med anerkendelsen, har vi modstandsbevægelsen, at sige tak for. Det var de helt ganske unge, der tog kampen op og mange gav livet i en aldeles ulige kamp ligesom mange fik resten af deres liv ødelagt på sindet og aldrig blev hele mennesker igen. Tyskerne har umådelig gavn af samarbejdet. De levnedsmiddelleverancer fra landbruget og fiskeriet vi leverer til Tyskland vurderes af eksperter til at have medført at verdenskrigen varede næsten et halvt til et helt år længere end nødvendigt. Det er tankevækkende. Aldrig før eller siden havde landbruget så fede tider. Det er også den primære årsag til at tyskerne giver sig under augustoprøret og folkestrejken i 1944. I polen slog man opstanden ned med militære midler og tabet af menneskeliv var enormt. Til gengæld får vi i varebyttet nødvendige råstoffer fra Tyskland til at holde industrien i gang, det kniber dog med kulleverancerne som vi skal anvende til el- og gasproduktion og opvarmning. Det er en tid med 5 watts-pærer og trappeautomater (trykkontakter med en indbygget fjeder, der efter kort tid afbryder strømmen - et mareridt for en lille dreng, der skulle hente brændsel i kælderen og som var mørkeræd), tørvegravning og rationeringer af el, gas og varme. Det var en kold tid, da jeg blev født. Bilerne var klodset op og lastbilerne kørte på generatorbrænde. Benzin, olie og petroleum var ikke til at opdrive det samme gjaldt cykeldæk, så man forsøgte at montere korkpropper på fælgene. 
LEGEPLADS PÅ KRIGENS DYSTRE EFTERLADENSKABER Her er billede fra min barndom. Disse bunkers fra besættelsestiden varede det år og dag, at få fjernet. Vi brugte dem til legeplads, derfor er græsbevoksningen slidt helt bort. De blev senere anvendt til eksempelvis kartoffellagre og lignende. De var næsten altid forsvarligt aflåst. Disse bunkers havde nogle huller i murværket foroven. Vi forstod ikke hvorfor de gik ind på skrå; og skænkede ikke den dystre baggrund for deres eksistens en tanke. DÅRLIGT TØJ OG HJEMMELAVET LEGETØJBemærk vor påklædning, de dårlige sko, plus-fours´ne, hvor elastikken altid gik i stykker så de hang i "ål". Ankelstrømper - der altid gled ned. Vort legetøj var typisk et sådant cykelhjul - som du ser på billedet - fra en skrællet cykel. Vi brugte også kasserede gasmasker og hjelme. Der havde været oprettet et civilt karreværn under besættelsen, de havde haft de her ting og nu blev de kasserede. Så legede vi nazister, hipoer og frihedskæmpere udstyret med træpinde, som imaginære skydevåben. Vi brugte kælderrum og cykelskure som fængsler. Vi havde næsten altid et stykke sejlgarn, så man kunne binde fangerne. Der gik vilde rygter blandt os børn om, at Hitler - som vi ikke kendte, men som måtte have været en virkelig slem fyr - slet ikke var død, men var undsluppet i en robåd. NYE SKÆLDSORD OG DEN KOLDE KRIGS LEDE ANSIGT Der dukkede også et nyt skældsord op blandt os børn, det var "kommunistsvin" - vi vidste ikke hvad der lå i det, men det blev brugt - det lød dumt og gled hurtigt ud. Jeg erindrer også tydeligt fra dengang, at vi havde to-minutters stilhed den 9. april i skolen. Jeg undrede mig også over, hvorfor der midt ude på kørebanen pludselig blev lagt blomsterbuketter, som cyklisterne pænt kørte uden om. Det står også tydeligt i min erindring, da vi fejrede 5 året for befrielsen. Her hang det engelske, det amerikanske og sovjetunionens (vi sagde det russiske) flag ligeværdigt side om side i stor størrelse hen over gaderne på snore som udsmykning. Der blev uddelt små og store papirsflag - alle tre slags - som vi samlede og viftede med. Senere gled det russiske flag ud. VÅBEN OG BRAND I GADEN Køller af kasserede juletræer var gode at have, hvis fjenden fra nabogaden dukkede op. De blev kun brugt som trussel, nok sloges vi drenge indbyrdes, men vi var ikke voldelige og man kunne sagtens redde sig en blodtud eller en skalle, men det gik nu ikke så vildt til, at nogen kom til skade og slet ikke med køller. Man kunne også lave bål af dem i gaden - så kom brandvæsenet og sprøjtede lidt vand på - straks de var væk, tændte vi et nyt. Vi havde også brændeglas og skrællede alle cykler, vi kunne komme i nærheden af for celluloid. Det gav den herligste tykke stinkende osende røg, når man antændte det med brændeglasset. Utroligt at vi ikke har reddet os en røvfuld. Slangebøsser fremstillede vi af en bukket cykeleger og elastikken blev gjort af en cykelslange. Ammunitionen var papirskugler eller småsten. Det var i øvrigt utroligt, hvad der kunne være af vand i en sådan kasseret cykelslange. Vi havde vandposter i gårdene til at skylle skraldespande med - så vand var en fri ressource. Mindre bolde blev fremstillet af kasseret madpapir, der blev rullet til en stor fast kugle omviklet med elastikker. Så kunne man spille fodbold med den i skolegården i det store spisefrikvarter. Vi havde også pusterør - det var blot et stykke klart plast-rør. Ammunitionen var halve gule ærter. EN LÆRER MED PÆDAGOGIK Vores regnelærer havde et system - som sikkert også kan bruges den dag i dag. Når man havde lavet sin hjemmeregning, fik man karakter for udført arbejde, ved at få tildelt nogle små mærker med lim på (det var mærker, der blev brugt til at lukke rullede festsange med). Det fineste var guldstjerner, men der var også sølvstjerner, grønne kløvere. guld- og sølvhestesko og røde hjerter. Det allerfineste ved det, var at de bedste til regning fik deres guldstjerner, men de ringeste fik også mærker for, ikke have visket for voldsomt ud, have fine velspidsede blyanter og have undgået at lave æselører på kladdehæftet eller skrevet tallene læseligt og have orden i det hele eller hvad han nu lige fandt på - så alle fik en side med strålende mærker. Det indebar at ingen blev tabere og at alle kunne tabellen op til 20. Han arrangerede en tabelkongekonkurrence, som alle var helt vilde med. Vi var på et tidspunkt 35 drenge i klassen, men hos den lærer var der altid fred og ro og han var der som et lyn hvis nogen skulle til at mobbe eller nedgøre andre - han skældte aldrig ud eller tildelte øretæver, som nogle uduelige lærere prøvede at redde sig med og vi glædede os alle sammen til hans timer. Han kunne nu nok en sjælden gang tildele en "svedetime", men så havde man også været slem. Han var et geni til at lære os at regne og også til at regne den ud, fordi han havde en blændende evne til at forklare det svære på en letforståelig måde og han gav ikke op før alle var med. Han lod også de bedste sidde ved siden af de tungeste og de skulle så hjælpe makkeren, hvis denne gik i stå. Han var vild med sang og var sangpædagog - så uanset på hvilket tidspunkt på dagen regnetimen lå på, så blev den altid indledt med, at vi sang "I østen stiger solen op", vi skulle stå op ved pultene medens vi sang, "man kan ikke synge igennem, når man sidder ned" - sagde han. Vi elskede den sang. Tre af mine klassekammerater havnede på sangskolen og i Københavns drengekor i min skoletid, fordi han kunne spotte et sangtalent på sekunder. Vi var skarpt kønsopdelte på skolen, men det ændrede sig i mellemskolen. SPILLELIDENSKAB Vi havde også ler- og glaskugler, hønseringe og plast-esser - nogle store plasticstykker støbt i små afbrækkelige stykker - her var hele alfabet og talrækken af det der kunne hægtes, de kunne nemlig hægtes sammen til lange kæder, som man havde i lommen eller pralede med ved at gå med om halsen. Anvendelsen var at spille med dem ved at skyde dem ind på en stribeafmærkning i skolegården eller ned i en afløbsrende fra et nedløbsrør til rendestenen, men det var købeting. Min morfar havde lavet nogle livgardere i træ og en stor borg lavet af krydfiner og træstumper til mig. BØGER Min gudfar "onkel Carl" - som desværre afgik ved døden af chock den dag Valby Gasværk eksploderede - var ansat på et bogbinderværksted og havde altid farvede fingre af det der farve de smør på de afskårne og tilrettede kanter på sidernes ender. De indbandt et hav af bøger ved meget simple midler såsom bloklimning og primitiv trådhæftning. Carl var min absolutte yndlingsonkel og han var en børneven om nogen. Jeg var en læsehest som barn og han forsynede mig med læsestof - alt fra Jan-bøger, Hvem-Hvad-Hvor (jeg har dem endnu) - en masse drengebøger, fagbøger og klassiske romaner. SAMLEMANI - BLÆSE BOBLER - SPILLEGLÆDE Vi samlede richs-billeder, tomme tobakspunge og cigaretpakninger - tog papiret ud og klistrede ind i samlingen og frimærker blev klippet af kuverter og julekort og vasket af i vand. Jeg har stadig min samling fra den gang. Vi blæste også sæbebobler og med den rette blanding i en underkop af glycerin og sæbespåner kunne man med en ring lavet af tommel- og pegefinger blæse flotte kæmpestore bobler. Man kunne også bruge en kridtpibe og lave hele salver af små bobler. Det kan jeg stadig fornøje små børn med. Vi spillede ludo og dam og skak samt mikado - et morsomt behændighedsspil, hvor man skal flytte nogle tynde træpinde med en tilsvarende flyttepind, uden at de andre pinde i den væltede stak rører sig - der er malet ringe på dem og de skal tages i en bestemt rækkefølge. Der var altid en hidsig palaver om, hvor vidt en pind havde rykket på sig eller ikke - det benægtede man hårdnakket - det var en del af spillets fornøjelse. Lykken var hvis nogen ejede et Matadorspil. Det kan stadig fås og kræver ingen omtale. Man skal blot have en hurtig tæller til bank, ellers går det hele i stå. DYREHOLD Man kunne også for en fem-og-tyve-øre erhverve sig en lille sød hvid mus i en skotøjsæske foret med lidt træspåner, hos den lokale dyrehandler . Sådan en kunne blive helt håndtam og man kunne lade den løbe op igennem bukseben og trøjeærmer. Det er utroligt hvad en mus kan smutte igennem. Man kunne også have et lille akvarium med Gubbyer i og fodre med Dafnier. Dem kunne man få for ingen penge. Selv foretrak jeg undulater, de bliver hurtigt tamme og kanariefugle - det er helt fantastisk, hvad de kan efterabe af lyde, dem fik jeg gratis af min farbroder, der holdt høns, opdrættede kyllinger, havde gæs og kaniner og også lavede opdræt af stuefugle og var vild med duer og boede i et pudset kolonihavehus på Amager hele året! TEGNEFILM En lille sjov ting, var at hente de små papstykker som billetterne til sporvognene var revet af. Konduktøren lagde dem i sporvognens affaldsbeholder og her kunne man bare hente dem. Her var en hel lille smal blok fastgjort med en hæfteklamme. Så kunne man tegne en tændstiksmand, der bevægede sig fra tegning til tegning. Herved fik man en lille tegnefilm, der kunne fremvises ved at man med en finger lod de enkelte tegninger slippe fri een efter een. Man kunne også bare folde et stykke tegnepapir på den lange led - tegne to tegninger, hvor en hel masse bevægede sig en smule fra den ene tegning til den anden og så rulle den øverste tegning rundt om en blyant og køre op og ned med den - så bevægede det hele sig. KRIDT I LANGE BANER - SALMIAKPULVER - STUDENTERBRØD - WIENERBRØDSSTÆNGER - SPISEPAPIR - LYKKEPOSER Vi brugte meget tegnekridt - det kunne vi købe i farvehandelen. Her kunne vi også købe gips og lave afstøbninger i billige gummiforme. Farvehandleren forhandlede også et lækkert salmiakpulver, som man købte i små papirsposer og slikkede i sig. Det er forbudt i dag. Det smager ligesom det støv, man finder på bunden af en pose med Peberbolcher i vore dage, men det fra barndommen var mere lækkert. Ved siden af min barndoms skole lå den ene side en dyr slikbutik i en kælder. Her kom vi sjældent. På den anden en lille bitte butik i gadeplan. Det var en hjemmebager. Han fabrikerede uanede mængder af billige wienerbrødsstænger. Nu var jeg bager- og konditorsøn og min bedstefar og far blev forargede, hvis jeg nedlod mig til at købe og fortære dem. Det havde intet med wienerbrød at gøre. Det var en enkel blød dej - som til et rosenbrød - her formet i stænger og så der rigeligt med gul creme lavet af buddingpulver og det hele smurt ind i glasur fremstillet af æggehvide, flormelis og lidt pebermynteolie. Man kunne købe stykker til 25-øre, 50-øre, 1-krone og så videre. Det var en lille ældre hyggelig mand der kørte butikken. Han solgte også spisepapir og solgte lykkeposer, hvor hovedindholdet var knuste isvafler. Hos øvrige bagere i området kunne man købe studenterbrød. Det er noget vrøvl, at de er fremstillet af gammelt wienerbrød. Man kunne også købe daggammelt wienerbrød. Det skadede salget for en bager, hvis han hoppede på at sælge gammelt brød. Gammelt brød kom i store metaltønder og blev solgt som svinefoder. Min far, bedstefar og oldefar drev adskillige bagerier og konditorier og udgjorde faktisk et bager- og konditordynasti. Min bedstefar og oldefar var med i bagerlaugets bestyrelse. Bedstefar var skuemester og når han gik tur tøvede han ikke gå ind i en butik for at tale et alvorsord med mester, hvis det han så ikke var tilfredsstillende. Min oldefar havde haft ting på verdensudstillingen i København omkring århundredeskiftet og havde modtaget guldmedaljer for sine honningkager, sine Dresdenerkonditoriting og isdesserter og konfekt. Min far kunne skrive de smukkeste indskrifter med glasur eller flødeskum - fremstille et hav af konfekt - lave flødeis med kuldeblandinger om sommeren af salt og tøris. Hele familien elskede hans kæmpeklejner, rosenbrød og vafler med flødeskum. Overflødighedshorn, kransekager og små blomster af farvet marcipan kunne han trylle frem på ingen tid. Det var også ham der hjemme stod for at stege en steg. Han vidste alt om hvordan en kalvesteg, flæskesteg, oksesteg, roastbeef blev superperfekt eller en and eller gås skulle håndteres. Det var nemlig også bagerarbejde at kunne stege kød i en ovn. Pusterør var også på mode - det var blot et langt plastrør. Ammunitionen var halve gule ærter købt hos købmanden. Ærterne blev spist af duerne, som det vrimlede med alle steder. Man kunne også være så heldig at have fået en legetøjspistol - så kunne man skyde løs med harmløse knaldhætter - de kunne fås i strimler, i ringe og i løs vægt. Der var også hundeproppistoler, men de var for velhaverbørn. VELSTANDEN SMITTER LIDT AF PÅ OS BØRN Alle drenge havde nogle små marmorterninger, som blev anvendt til et behændighedsspil, der blev kaldt Terre (jord). Det gik i sin enkelthed ud på, at man tog en terning i hånden - kastede den op i luften - og lynhurtigt samlede de øvrige op og greb den igen. Så gentog det sig ved, at man kastede to op og så videre. Man kan lave sine egne regler. Spillet har også været kendt i oldtiden. Har du ikke nogle terninger, kan du blot anvende nogle småsten af samme størrelse. Det går aldrig af mode. Her er et sæt regler - her spilles det med brikker - det kan man naturligvis også. Det kan spilles uden modspiller blot for at opøve sin reaktionsevne og behændighed. Alt terrespil består af forskellige kast og greb
Første runde
Første terre:
Læg de fire af brikkerne med en afstand på cirka 10 cm på en bordplade eller lignende. Tag den sidste brik i hånden. Kast den brik, du har i hånden, op i luften. Mens den er i luften, skal du samle en af de andre brikker op så hurtigt, at du kan nå at gribe den flyvende brik, inden den rammer bordet.
Læg en af de to brikker du har i hånden et sted på bordet. Kast den brik, du har i hånden op i luften. Mens den er i luften, skal du samle en af de resterende tre brikker op. Bliv sådan ved til du har taget alle fire brikker.
Hvis et kast mislykkes, er du ude, og det er din modspillers tur.
Anden terre
Læg to gange to brikker på bordet med lidt indbyrdes afstand. Mens den femte brik er i luften, skal du samle to brikker op - bagefter de andre to brikker.
Tredje terre
Læg tre af brikkerne tæt sammen på bordet. Mens den kastede brik er i luften, skal du samle alle tre brikker op.
Fjerde terre
Læg de fire brikker tæt sammen på bordet. Mens den kastede brik er i luften, skal du samle alle fire brikker op.
Anden runde
Femte terre
Kast en brik op i luften. Når den kommer ned, skal du "gribe" den med bagsiden af hånden. Hvis det lykkes, kaster du med bagsiden af hånden brikken op i luften igen, og så skal du gribe den rigtigt, når den kommer ned igen.
Sjette terre
Kast to brikker op i luften. Når de kommer ned igen, skal du "gribe"dem med bagsiden af hånden. Hvis det lykkes, skal du med bagsiden af hånden kaste dem op i luften igen. Når de kommer ned igen, skal du gribe dem rigtigt.
Syvende terre
Som sjette terre, men med tre brikker.
Ottende terre:
Som sjette terre, men med fire brikker.
Pigerne havde hinkesten (som de elskede at samle på - de var ofte af flot farvet glas - i mangel af en sådan kunne man bare bruge en stor sten) med tilhørende kosteskaft og tegnekridt (helst i flere kulører). Jeg har i Tjekkiet i Rychnov nad Kneznau set en hel slotsforplads fyldt med alle de hinkeruder, man kender - og det er mange. De havde også sjippetove og rigtige gummibolde, som man spillede op ad en mur med og fremsagde remser til. De ting kunne vi drenge nu også anvende, vi bad tit om at være med til at hoppe i sjippetov, der er faktisk sjovt. Senere som udviklingen og velstanden begyndte at vokse lidt, samlede vi drenge på teknobiler og mekano. 
Bilerne er blevet samleobjekt i dag og når svimlende priser. Dette er fra en plakat, der kunne hænge i legetøjsbutikkens vindue, så kunne man gå og drømme til man fik råd. Det var også et katalog - bemærk de høje modelnumre - der var vitterlig mange modeller. Jeg erindrer at have haft motorcyklen med sidevogn i sort og solomotorcyklen i mørkeblåt og Carlsberg-bilen. Den gamle rystende FÆR-GU-SON traktor har også været i mit eje. Den havde jeg jo set på Bellahøj til det årlige dyrskue, hvor det var let at finde ud med linje BUH - sporvejene udstyrede en sporvognslinje med et skilt med et kohoved i stedet for et linjenummer - så kunne også børn finde ud af det. Jeg har også siddet på en sådan - de var udstillet i lange rækker derude, men jeg kom der for dyrenes skyld, for her var dyr man måtte røre ved. I min barndom var Danmark et landbrugsland. Det firma der lavede teknobiler lavede også en hel del andre rare sager - her er de: 
Det var helt utroligt, hvad man kunne bygge af de der lakerede perforerede metalstykker og gummibelagte hjul og tandhjul og meget mere. Her er også el-motorer og bemærk det lille eifeltårn med en tilhørende gyro. Blev den sat i omdrejninger ved hjælp af en lille snor, så det indre hjul susede rundt, kunne den balancere på en snor eller på tårnet og næsten ligge vandret i luften. Sådan en måtte man have. Jeg har stadig en i en moderne udgave. Der kom i øvrigt en storebror til tekno-byggesættene. Det hed Mekano, det var også beregnet som legetøj, men finder anvendelse den dag i dag som dengang, da det kom frem, når ingeniører lige skal bygge en hurtig model - af f. eks. en robotstyring. En pigeting var at tegne tøj til påklædningsdukker. 
Det var jeg selv bidt af og da jeg var en habil tegner og meget kreativ med tøj, bad de mig tit om at tegne til dem. Inspirationen fik jeg fra de førnævnte filmmagasiner. Pigerne samlede også på glansbilleder og meget dyre kulørte hønseringe for at nævne nogle ting. Hønseringene syntes jeg også om, men jeg ville hellere samle frimærker med spændende motiver på end glansbilleder. 
 Pigerne havde også dukker og dukkehuse med små bitte "rigtige" møbler og andet udstyr. Der blev syet meget dukketøj dengang. Bedrestillede folks drengebørn fik elektriske Märklin tog, dampmaskiner og elektromotorer. Der kom nogle billige ugeblade - Flittige hænder - Tempo - og der var vist nogle flere, heri var trykt de sidste nye schlager-tekster. 
Pigerne samlede dem og lærte sangene uden ad. Mine søstre var vilde med, at stå med en hårbørste i hånden - som mikrofon - foran toiletspejlet i soveværelset og skråle disse sange. I skolen fik vi udleveret sparemærkehefter og mærkerne kunne købes i skolen. Det var sparekasserne, der ville have fat i vore småpenge. Vi fik udleveret deres åndelige moralske oprustningsblad der hed "Sparegrisen". Her forkyndtes som i en prædiken, at vi drenge, med hang til snold, tegneseriehæfter, gammelt wienerbrød, isvafler og biografture i stedet skulle spare op til ting. Der var også en moralsk opbyggelig tegneserie i. Her optrådte deres "Jesus" som forkynder. Han lignede en duksedreng af rang. 
Her den første fra 1932. Den moral er ikke lige sådan at sælge til normale drenge. 
Så en fra 1952 - man pyntede lidt på Søren i tidens løb. Det er versionen fra 1952 jeg kender. Jeg fik lettere kvalme af den Peter. Han virkede lidt som en fedtsyl. Den bar navnet PETER SPAR OG SØREN SOLD. Den førstnævnte dreng, havde sorte krøller og var så ren og pæn og fornuftig og sparsommelig - han lignede en hel fætter Højben. Den anden lignede os andre. Han var mærkelig i tøjet, havde rødt strittende uredt hår og brugte alle sine penge på slik - især isvafler. En rigtig rod og lidt af en slapsvans uden rygrad. Ham holdt vi af og kunne identificere os med. Der blev ikke købt mange sparemærker. Utroligt, at den form for reklame kom ind i skolerne. NU SKAL VI AMERIKANISERES MED SÅKALDT AMERIKANSK POPKULTUR - ET FREMSTØD I DEN KOLDE KRIG Senere da den kolde krig tog fart blev vi overøst med billige amerikanske tegneseriehæfter og filmmagasiner, hvor man kunne klippe billederne ud og klistre ind i et billigt hæfte med melklister. Jeg havde et sådant hæfte. Svømmestjernen Esther Williams var min favorit. Vi fik også det amerikanske månedmagasin "Det Bedste". Det var fyldt med med skrækhistorier om de skrækkelige kommunister. Jeg erindrer en artikel om de vorter som Kruschow havde i ansigtet og fra nyere tid en tilsvarende om Gorbatjovs farvede hudplet i panden. Der var også et hav af film med et slet skjult anti-kommunistisk budskab. Film blev censureret og sex og nøgne mennesker var noget man ikke måtte se. Derimod var der flere film om de skrækkelige kønssygdomme.  
Vi forstod ikke et ord af hvad der stod, men det var ligegyldigt. TEGNESERIEHÆFTER   
Senere kom der tegneseriehæfter på dansk: Skipper Skræk og Kong Kylie med Hopalong Cassidy og Anders And dukkede også op, men det strakte de økonomiske midler hos mig ikke til. I voksenverden kørte der en hed debat om det skadelige ved tegneserier og jeg havde lærere i skolen, der gjorde det til noget suspekt, at læse dem. Det nyttede intet, de gik som varmt brød og vi havde dem i stabler og byttede indbyrdes. Jeg erindrer, at Aller-koncernen i Valby lavede en Hopalong Cassidy klub for at fremme markedsføringen. Den blev jeg medlem af - så fik man en sherifstjerne af guld-plast, en revolver og et patronbælte. Jeg tror hans hest hed Topper. Jeg købte hæfterne brugt i antikvariaterne. Jeg kommer lige i tanker om, at vi også lavede Yo-yoer af 2 store frakkeknapper og lidt af mors kinesertråd. Havde man penge kunne man købe en rigtig af træ. 
Det var en rigtig sjov ting og det kunne udvikle sig til det helt store artisteri, at håndtere en sådan. Vi legede skjul, spillede land, hvis vi kunne få fat i en kniv, et boldtræ og en bold så gik den med stik-bold, rundbold og langbold. Vi kravlede på plankeværker og cykelskure og legede Rollo og hans kæmper og så var den helt store dille at klunse med hønseringe og plast-s-erne. Rulleskøjter og isskøjter var bare lykken, men det kom først senere. En kælk havde man dog - og dengang der faldt der sørme sne. Havde man en cykel blev den udstyret med et stykke stift pap, der blev viklet om stangen på baghjulet og fastgjort med tøjklemmer. Pappet stak ind i egerne. Så havde man den herligste motorlyd, når man cyklede rundt - så længe pappet holdt. Jeg må også lige fortælle, at vore forældre kunne være rundhåndede een gang om ugen. Det var om søndagen så fik vi penge til en tur i biffen, så forældrene kunne have lidt privatliv i de små overfyldte lejligheder. Vi stod i lange køer og håbede vi kunne få de billigste billetter, så der blev mere til slik. Nogle pladser blev kaldt lakridsrækkerne, fordi prisen var så lav, at man kunne få råd til at købe lakrids. 4-forstillingerne, det var Filmforestillinger - der var fulde huse - begyndte med at vi så et reklamelysbilledshow. Det var lidt kedeligt, men man fik da lidt læsetræning - det var lokale virksomheder og handlende der blev reklameret for - så der var noget hjemligt over det. Så kom der oftest en kort tegnefilm eller to - så var vi varmet op af at grine. Filmene vi så var Tarzanfilm, Cowboyfilm, Zorro, Hopalong Cassidy, Ungerne, Fy og Bi, Gøg og Gokke, Abott og Costello og nogle tegnefilm. Der var også sørøverfilm. Hvis der blev kysset i en film, gik vi helt agurk og skreg: ISMAND, ISMAND. Var filmene spændende fulgte vi levende med og råbte: "Skynd dig ... der en lige bag dig..." og vi klappede, når helten klarede ærterne og trampede vildt i gulvet og piftede og klaprede med sæderne, når en diligence blev forfulgt at vilde indianere eller kavaleriet jagede de røde - som vi tit holdt med. Jeg husker også film med George Formby, Danny Kay og Bob Hope. Danske film så jeg med mine søstre om aftenen, ofte sammen med min far og mor. Min far var vild med Chaplin film, så dem slæbte han mig med til. Chaplins plejebarn, Diktatoren, Moderne Tider, Limelight og En konge i New York, for blot at nævne nogle få. Han tog mig også med til Disneys helaftenstegnefilm. Pinocchio og Peter Pan var mine helt store favoritter, Snehvide fik jeg mareridt af på grund af den uhyggelige heks. Det er ikke sådan at håndtere, når man sidder i mørket i en biograf. Bambi var både sjov og så sørgelig, det at miste sin mor og være helt alene i verden, det er da bare så trist, man følte virkelig sorgen med Bambi. Askepot var sjov - jeg elskede de mus. Det - at du kunne flyve som Peter Pan, når man talte helt til tyve fascinerede mig i utrolig grad. Det krævede nu også et lille drys alfestøv og det var ikke til at opdrive. Det ser man jo tydeligt med hunden Nanna, som ikke kommer med grundet mangel på drys og fastgørelse til denne verden med en snor. Den scene hvor de flyver hen over Tower-Bridge, videre langs Themsen og lander på viserne på Big Ben og skal videre til tredje stjerne til højre - den fanger også børn i vore dage. Det ved jeg, for jeg har dem alle sammen og har vist dem for børn. Jeg har senere erfaret at den blev fremstillet med en speciel teknik, hvor flere tegninger var anbragt under hinanden med afstand, for at skabe en dybdeeffekt. Sådanne tegnefilm fremstilles ikke i dag. Det er alt for kostbart, men der er kommet fortrinlige computeranimerede film. Cars - Biler fra Pixie studierne er faktisk ganske flot lavet. 
Af og til var der også en amerikansk eller engelsk krigsfilm med i børneprogrammet. Jeg kan stadig huske "De flyvende tigre" - jeg har senere erfaret, at det var en propandafilm, der hyldede amerikanernes tvivlsomme indsats i Korea-krigen og nedgjorde den lokale befolkning. Kineserne kom som bekendt til hjælp og så var det slut med det. Det vidste vi intet om og aldrig har vi rendt så meget rundt i skolegården med armene strakt ud og leget jagermaskiner. Navnet skulle stamme helt tilbage fra verdenskrigen. 
(juni 1960 - kvinder fra Carlsberg Bryggeriet på vej gennem Istedgade på Vesterbro i København til en demonstration - billedet viser, at kvinderne i løbet af halvtredsserne er kommet ud på arbejdsmarkedet fra kødgryderne derhjemme og har lært at stå sammen og være solidariske og ikke er blege for at slås for deres rettigheder.) Som stor knægt havde jeg været så heldig, at få lov til at overtage en af min fars jødiske venners søns budplads. Det var som at vinde i lotteriet. Lige her til venstre i billedet lå den butik jeg skulle arbejde i efter skoletid. Det var en kombineret Viktualie- kolonial- og kaffeforretning og den hed "Røde Mølle". Der var en hel kæde af disse butikker i København. Den jeg arbejdede i, lå i Istedgade lige ved Skydebanegade. Det gav i starten 25 kr. om ugen og til sidst 35 kr. om ugen. Jeg havde cirka et tilsvarende beløb i drikkepenge og jeg kunne endvidere købe alle varer i butikken med 40% rabat - der blev også solgt slik, men det delte den kvindelige bestyrer rigeligt ud af. Jeg holdt meget af orange-trøffel, marcipanbrød og nogle små cremefyldte stænger der hed "Store Claus". Det var mest chokoladevarer man førte. Der var næsten ingen udbringning af tunge varer, men forretningen leverede kaffe til restaurationer og hoteller og havde sit eget kaffebrænderi ude på Nørrebro. Skulle jeg længere væk end lige kvarteret her, kørte jeg på min egen cykel eller tog sporvognen. Det var sjældent jeg skulle bruge longjohnen. Ofte skulle jeg have nogle bakker æg med - det bliver til klinkeæg, når man cykler over brosten. Det var især, når jeg skulle til hotellerne inde ved polititorvet jeg lige snuppede en linje 10 - så havde jeg varerne pakket i 2 store spånkurve og var der æggebakker i, var det hele forsvarligt pakket ind i viskestykker. Når jeg fik så store drikkepenge, så skyldtes det, at butikken leverede til en branche, hvor de personer der modtog varerne selv levede af drikkepenge. Jeg kan huske at jeg næsten altid fik en 5 kr. i Café Charles og det samme gjaldt når jeg afleverede varer til en af stuepigerne på et Hotel/Pensionat ved Langebro. Men normalt var det 50 øre eller 1 krone. Butikken kørte med rabatmærkebøger, men mange kunder gav mig mærkerne, så det gav også ekstrapenge. Der var mange unge piger ansat i butikken. De var på min mellemste søsters alder og behandlede mig som en lillebror. Jeg kunne huske, at jeg skulle købe nylonstrømper til dem og grammofonplader i arbejdstiden og andre fornødenheder som kosmetik og om sommeren isvafler og der var mange andre småærinder - så fik man også lige et par 25 ører her. De unge piger var vilde med rock´n-roll, der var min søster også - det var hendes lidenskab. De havde en lille grammofon med forstærker og højttaler og så blev pladerne spillet ude på lageret - de var vilde med Tommy Steele: "Rock with the Caveman" - "Singing the Blues" - "Teenage Party" - "Butterfingers" - "Shiralee" - "Water, water" og så selvfølgelig "I got a Handfull of Songs to sing you". Så blev jeg brugt som dansepartner - så de kunne øve sig, inden de skulle ud med deres kæreste lørdag aften. Når vi lukkede om lørdagen kom deres fyre og hentede dem på knallert og motorcykel. Det var helt tydeligt for alle og enhver, at humøret var i top og at de glædede sig. De var også til stille sjælere - det var jeg bestemt også, for så dansede man meget tæt og kropsnært og kind til kind. Det satte blodomløbet i gang hos en dreng i puberteten og gjorde mit job der, til det rene paradis. Der var en virkelig køn og meget sød og hjælpsom pige som altid forsvarede mig - hende var jeg meget lun på, men de var alle rigtig flinke også bestyreren. Jeg gjorde også lidt rent i butikken. Det vil sige fjernede tom emballage, tørrede diske og glasmontrer af og fejede spildte ting op. Det gjorde jeg, når jeg kunne se, der var behov for det. Skulle der gøres rent i større stil hjalp vi alle til. Lørdag omkring middagstid og frem til kl. 14.00 var der hylende travlt og fredag aften til kl. 20.00 var der også travlt, men det klingede af hen mod lukketid. Fredag aften spiste vi aftensmad i køkkenet bag i butikken - det var sådan 2 til 3 ad gangen og jeg serverede - vi fik maden fra slagteren ved siden af og jeg vaskede op. Jeg lavede også kaffe og the - de fleste drak the (det gjorde jeg også og det gør jeg stadigvæk), så gik jeg til bageren og hentede brød. Vi havde smør og 30 forskellige slags ost i butikken og viktualievarer, så vi fik også frokost om lørdagen, som jeg stod for. Det var noget man måtte stjæle sig tid til, for det myldrede ind med kunder. Der var faktisk alt for lidt at lave, men så kunne jeg sidde ude bagved ved et skrivebord og lave lektier. Om mandagen skete der ikke en dyt. Så sad vi på en lang række på smørdritlerne nede i den ene ende af butikken og fortalte hvad vi havde oplevet i weekenden. Jeg troede ikke piger fortalte uartige historier, men de her gjorde og så havde de altid hørt en masse vittigheder. Snakken gik selvfølgelig også om kærester, plader, tøj og andre pigeting, men det var jo lige som derhjemme. Billedet her er fra juni 1960. Det er Istedgade, man ser Enghave Plads i baggrunden. Bemærk Casino Teatret ovre bag sporvognen til højre - det var en biograf. Billedet her er taget med telelinse derfor er hele perspektivet trykket sammen og det snyder. Indgangen til Skydebaneparken er lige til højre lidt før biografen. Det er en linje 10. Linie 16 kørte også gennem gaden her. Billedet viser en masse kvinder fra Carlsberg der er på vej til Rådhuset eller Christiansborg. Min mor havde en veninde der arbejdede derude. Hun var med til at lave essenser til sodavand. De blev lavet af udsøgte frugter fra alverdens lande - dengang var der frugtsaft i sodavand. Så vi var altid velforsynede derhjemme med frugt. Jeg må lige fortælle hvad jeg brugte pengene til. Halvdelen af den faste løn skulle jeg aflevere derhjemme. Det fandt jeg bestemt rimeligt, mine søstre betalte også. De unge piger i butikken betalte også et større beløb af deres løn derhjemme. Resten gik til tobak (jeg røg cigarer og cerutter og pibe - ikke cigaretter og en del til at se seriøse film for, men størstedelen gik til film, fotopapir og fotogrej og alt til denne hobby henhørende. Her var jeg også smadder heldig - jeg havde en jævnaldrende kammerat, hvis far var ansat som bestyrer i fotoafdelingen i Bagger Radio på Rosenørns Allé. Han skaffede alt med 40% rabat. Jeg skal lige nævne, at man skulle have både sine forældres, men også skolens tilladelse til et sådant budjob - det var ikke noget problem, men da jeg kom i 4. mellem og nu skulle op til eksamen sagde skolen nej. Jeg var her i 1956, 1957, 1958 og sluttede af i 1959. Jeg må heller ikke glemme, at jeg hentede kaffen i sække på risteriet. Vi havde kaffemøller i butikken. Kaffe var afsindigt dyrt. Kunderne købte kun 125 gram ad gangen og en stor Danmarks eller Richs. Kaffeafhentningen blev kun foretaget, når vi pludselig stod og manglede ellers kom den med vogn til butikken. Man kunne sagtens køre i sporvogn med nogle sække kaffe af forskellige sorter på en samlet vægt på 20 - 25 kg. Smør var også en luksusvare, mange købte kun 125 gram ad gangen. Det var fedt og margarine folk smurte på brødet dengang. Et typisk indkøb af øl og vand var 4 øl og 2-3 sodavand. Vi havde også en masse konserves, men folk købte ikke sådan noget. Bestyreren lavede så et udsalg på det. Hun var helt utrolig til at lave vinduesudstillinger og skrive skilte. En pudsig ting, var at der kom mange kunder fra Sverige for at købe ost. De købte stort ind - ofte hele oste på 4-5 kilo. Ost må have været betydeligt dyrere i Sverige på det tidspunkt. En tidligere bestyrer havde været forelsket i den ostemand, der leverede osten til butikken. Ham tog hun med op i sin lejlighed ovenpå i ejendommen til hede elskovsstunder og butikken blev forsømt, men ostemanden gik jo ned i omsætning, så kun kompenserede ham ved at købe vildt ind til lageret. Da jeg kom til var hele lageret overfyldt med overgemte oste. Der stank af ost, salmiak og der lå bunket af ostemider overalt. Så ryddede vi lageret ud i gården. Købte nogle store zinkbaljer i butikken man ser på hjørnet. Varmede masser af vand og hældte i baljerne og kom masser af salt i. Så stod osten nogle timer i blød. Så blev den taget op og spulet med koldt vand fra en slange og tørret af og viklet i osteklæde. Så havde den fået en slags nyt liv, men den skulle også sælges. Den blev solgt til Svenskerne ved at sænke kiloprisen betydeligt. Når svenskerne smagte på den - dengang smagte man på osten, før den blev købt, så havde pigerne fået besked på at sige: "Det er en langtidslagret special-ost med en let salt eftersmag" - så var den hjemme - hele lageret var væk på 1 måneds tid. Der er nogle der er vilde med sådan noget ost "der kan gå selv" med fedt og sky. Til slut - om lørdagen - skulle jeg hjælpe bestyreren med dagens optælling, aflæsning af alle kasseapparaterne og tælleværkerne og afregning og så kørte jeg med pengene i nogle bankkassetter til Privatbanken i Istedgade og smed dem i døgnboksen, når jeg skulle hjem. Engang havde nogle holdt øje med mig og da jeg kom til banken, blev jeg overfaldet og væltet omkuld på min cykel, men de slap ikke af med min mappe, for der kom nogle styrtende til og hjalp mig, men jeg havde fået nogle gevaldige knubs og slået hul på mine benklæder og mit forhjul var ekset. Min far blev rasende, da jeg kom hjem. Han tog straks af sted til bestyreren og så fik hun læst og påskrevet, at man ikke sendte en dreng alene af sted med dagens omsætning og slet ikke efter en fast rutine næsten på klokkeslæt hver lørdag. Jeg fik selvfølgelig alting erstattet og fik en ekstra ugeløn og en undskyldning. Fremover kørte hun selv af sted og ventede til søndag eller mandag morgen. Jeg var glad for at jeg havde råd til at købe forstørrelsesapparat, mørkekammerudstyr, elektronisk blitz, belysningsmåler, optik og en masse andre rare fototing. Det blev smalhans, da jeg måtte holde op. Her kommer lige nogle Istedgade billeder: 
Vi ser mod Enghave Plads. Gasværksvejskrydset ligger lige fremme ved lyskurven. Kassevognen er min. Jeg plejede, at købe grillkyllinger i kælderbutikken her som var en pålægsforretning. Her lå også min fotohandler Okholm Foto ned i en stor kælderbutik. Hvis jeg husker rigtigt for jeg kom også hos en på Vesterbrogade. 
Vi ser mod Enghave Plads. Vi er ved Dannebrogsgade. 
Vi ser mod Hovedbanegården. Vi er ved Dannebrogsgade. 
En gammel avisside fra 1912 der viser hele Istedgade fra Enghave Plads til Hovedbanegården. Den er fra lang tid før jeg blev født, men min far voksede op her ved Enghave Plads - han blev født i 1905 og jeg har billeder af ham, hvor han leger med sine mindre brødre her på pladsen og der ikke var bygget noget særligt endnu. Mine bedsteforældre på min fars side havde en kolonihave her sidst i 1800 tallet. Man ser ned over en del af Vesterbro. 
Jeg må komme med en indrømmelse - det var en hemmelighed som barn - jeg var forelsket i Tove Maes, hun var bare noget af dejligste, kom jeg i nærheden af et billede af hende, blev det straks indlemmet i min hemmelige samling. Da Far-til-fire filmene dukkede op, var jeg blevet for gammel til den slags, men jeg har slæbt min søn med til dem alle sammen. I december måned så vi Disney juleshow i Metropol på strøget og kom med til juleudstilling i Magasin. Så havde vi også biblioteket - her var eventyrtime om lørdagen, med fortælling og fremvisning af billedbøger. Det var jeg helt vild med. Vi havde også søndagsskole, men det fandt jeg kedeligt og ville ikke med til. Så havde vi FDF - det var gratis - og her har jeg været med fra jeg kunne og indtil jeg skulle i gymnasiet. Vi var på lejrture i weekenderne, sommerlejr på Bornholm, Marselisborg og på Klinteborg og til Söderaasen i Sverige. Vi havde nogle enestående ledere som jeg mindes med største veneration den dag i dag.
Vi levede af groft rugbrød med fedt eller syltetøj, kartofler med brun sovs og rå havregryn med mælk og sukker. Havregryn er stadig min morgenmad den dag i dag. De er faktisk et utroligt sundt næringsmiddel med kalk, fosfor og tilsatte B-vitaminer. Jeg synes de smager lækkert. Der gik mange år efter besættelsen, før jeg smagte min første banan. Der kom en flot neonreklame med bananen fra Fyffes på Rådhuspladsen. Den var det nu ikke alle, der var vilde med. Kaffe kunne vi ikke få - jo i små poser til en uhyre høj pris - 125 gram var der i. Kaffen blev forstrakt med kaffeerstatning, som var en kæmpeartikel. 
 
"Det er Danmarks, der dur´, men det er Richs, der drik´s", - eller også var det omvendt - det var jeg ligeglad med - jeg synes det var lykken at samle Richsbilleder - her var Disneys tegnefilm også med i samlingerne. 
Her var også hele Danmark på billeder. Kurt Ard´s fantastiske tegninger af aber i tøj. I sparekassen kunne man få billeder af kunst og kultur - store flotte billeder, men det fangede ikke børn. Så var der også lige det tøj, jeg gik i da jeg var barn - oh, rædsel, men det gjorde alle andre drenge også, så det kom ud på et.  Billede fra et skolekøkken. Det er fra 1945.
I min skoletid var der nogle fag der ikke var boglige. Således var der sang, sløjd, gymnastik, tegning, håndarbejde og så husholdning. I min jule- og nytårsferie løb jeg ind i Mona. Hun er nogle år ældre end jeg og på alder med min ældste søster. Det viste sig, at vi var opvoksede i det samme kvarter i København og derfor havde en fælles referenceramme. Vi gik på værtshus og fik bajere til happy-hour pris og så måtte man ryge. Jeg fortalte Mona, at jeg var ved at skrive lidt om min barndom og havde nogle spørgsmål. Det var lige et emne der rystede os sammen må man sige. Mona gav mig en masse input om pigetøj, pigelejetøj, pigelege og tusinde andre ting. En af tingene var husgerning i skolen og håndarbejde. Det var også rart at få noget at vide om vandondulation. Hvordan man brugte krøllejern, satte papillotter i og så videre - og kridtede gummisko med en gammel tandbørste. 
Det flaskede sig så heldigt for mig, at jeg et enkelt år gik til husholdning. Det foregik på en naboskole om eftermiddagen - helt oppe under loftet øverst i skolebygningen. Det var spændende, at komme ind på pigernes område. Vi gik dengang opdelt i drenge- og pigeklasser og det her var et pige-fag. Det var vistnok et eksperiment. Jeg kan ikke huske om det var frivilligt. Det foregik fra kl. 14.00 til kl. 17.00 - så det har det nok været. Lokalet var stort og i den ene havde man opbygget et auditorium, hvor man sad på rækker over hinanden. Her blev det teoretiske gennemgået og demonstreret, mens vi noterede flittigt. Lærerinden havde et lille demonstrationskøkken foran sig og en hel masse ting, der var skåret op så man kunne se hvordan de var opbygget. Hun havde også en stor tavle, der stod på gulvet på et stativ. Den flyttede vi rundt i lokalet på hendes anvisning. Her stod hendes instruktioner nydeligt skrevet op - så man havde dem lige for øjet. Der blevet udleveret en del skriftligt materiale og der var opgaveark, der skulle besvares. Opskrifterne - det består faktisk af 2 ting, nemlig en opskrift med ingredienserne og en forskrift med den praktiske fremgangsmåde trin for trin. Der indgik faktisk også regning i det her, når man skulle beregne råvarerne til en bestemt antal portioner. Så var "koge-øer" ude i lokalet og vi blev indelt i hold og disse hold kunne deles op og samles alt efter opgavens art. Nogle gange arbejdede vi alene og andre gange sammen. Der var alt til faget henhørende. Der var også et imponerende vaskeri med grukedel og hele molevitten. Vi lærte af veje og måle af. Hvor meget er i gram en theske, en barneske eller en spiseske. Vi lærte af være operative - alt skulle være præcist angivet ellers kan man ikke handle efter det. Det dur jo ikke, hvis man siger: "Køb lige lidt lækkert med hjem til aftensmad, når du kommer fra skole" til sit barn. Så kommer det måske anstigende med en kasse flødeboller eller skumbananer. Vi drenge havde en utrolig sød, kompetent men meget bestemt og myndig lærerinde i faget. Aldrig har vi drenge været så glade for at lære noget. Vi glædede os til timerne. Det vi lavede var måske småting. Noget fik vi lov at spise bagefter og andet fik vi med hjem. Det var tilsyneladende banale ting vi lærte. Aflæsning af vand, gas og elmåler. At handle ind og føre regnskab - økonomi. Varekundskab - vi lærte om vitaminer, kalorier og mineraler og næringsindhold. Kødudskæringe - hvad indmad kunne bruges til - det var virkelig spændende at køre om de forskellige kødstykker - prisforskellene og hvad de kunne anvendes til i madlavningen. Grøntsagers kvalitet og opbevaring.. Grundfødemidler. Ernæringslære og vitaminer. At vride en karklud så den ikke bliver ødelagt, at lægge den sammen på en måde så man får en masse flader man kan veksle imellem når man tørrer op med den. Køkkenhygiejne. En karklud skal koges for at blive ren og den skal skiftes hver dag! Vi lærte at koge et æg - så det blev perfekt - det er der ikke mange, der kan magte. Vi øvede os i at røre i en gryde, så det ikke brændte på - "Først 1-taller, så 2-taller, så 3-taller og videre helt til 9 og så forfra". Vi lærte at spejle et æg og hvordan man renser panden bagefter med varme og pergamentpapir, dengang måtte man ikke vaske panden - så hang alting i. Vi lærte at lave the og kaffe. Havregrød. Frikadeller - hele processen med at hakke kalvekød og flæskekød og lave farsen - her lærte jeg at komme grovhakket løg og krydderurter i farsen samt ikke at lade tørt franskbrød gå til spilde, men køre det til rasp i en kødhakkemaskine og bruge det sammen med havregryn, der indeholdt mange vandopløselige fibre og derfor bandt megen væske. Vi lavede også kartoffelfrikadeller og selleribøf. Kartoffelfrikadeller er også i vore dage en glimrende ting som tilbehør i stedet for kartofler. Hvordan piller man en røget sild - så der ikke er ben i den. Hvordan renser man en fisk og filettere. Tre forskellige sovse lærte vi også at tilberede. Bage franskbrød - man skal ikke bage et enkelt franskbrød ad gangen - bag mindst 2, ovnvarmen skal udnyttes. Vidste du at man fik den blanke overflade på brødet ved at pensle det med pisket æggehvide? Vi lærte også at koge kartofler færdige i en høkasse eller under dynen i en seng, boller med og uden sukat og rosiner og småkager med drys - vi tiggede om at få lov til at lave kiksekage - det var hun ikke varm på vores lærerinde, men vi fik da lov til afslutning. Øllebrød, risengrød og klatkager af resten. Supper. Gule ærter. Hakkebøf. Forskel på stegte og bløde løg. Pandestegningens teknik, hvordan kan man se på fedtstoffet når temperaturen er korrekt og hvordan undgår man brankningsulykker - "Pas på, ikke koge på panden, men stege". En ting der har glædet mig hele livet at få lært var, at kød stort set altid kan koges mørt - bindevævet skal koges til det nærmest går i opløsning og kødet falder fra sig selv - er det sejt som en gummiklods, så giv det en halv time eller en time mere. Panere, stege en kotelet, stege en fiskefilet og koge en torsk. Desserter som budding, citronfromage og chokolademousse. Frugtgrød - rabarbergrød, stikkelsbærgrød, blommegrød og sveskegrød. Stege en flæskesteg og en and - det lavede vi til juleafslutningen, hvor vi havde det meste af dagen til rådighed og spiste sammen - der skal en skarp kniv til at ridse en steg. Koge kartofler med og uden skræl. Brune kartofler - så der bliver lige som et karamellag på dem - samme teknik til glaserede løg. Vaske tøj (vi vaskede viskestykker og vore forklæder), lærte at sætte i blød og fjerne kalk i vandet med soda og gøre tøjet hvidt med blånelse - stryge tøj, rulle lagener og dynebetræk - vi havde en rulle i skolekøkkenlokalet - men først skulle tøjet strækkes. Lægge tøj sammen. Hvor mange kan lægge vasketøj sammen i dag så man kan holde orden i sit klædeskab og linnedskab. Pakke en kuffert og en rygsæk korrekt. Slibe knive - jeg har den dag i dag en carborundumsten liggende i køkkenskuffen, så har man altid skarpe knive - der er så skarpe, at de kan skære et stykke papir over eller en moden tomat i skiver uden at den mases sammen. Rense en gasovn - du skal rense hver gang efter brug - ellers bliver den utrolig ulækker. Rense gryder med en grydesvamp. Gøre rent og lære om rengøringsmidler. Vaske gulv og trapper med en gulvmoppe og en gulvklud. Pudse vinduer og lave en blanding af lidt salmiakspiritus, sprit og sæbe og lunkent vand - så går det hele som en leg, når man bruger en svamp og en gummiskraber. Fremstille en lagkage - lagkagebundene lavede vi ugen før. Koge Chokolade og piske piskefløde - husk at komme en lille teskefuld flormelis i! Lave syltetøj og marmelade - kan du marmeladeprøven - og saft. Rabarbergrød og kompot. Kærnemælkskoldskål. Dække bord rigtigt flot til en fest og lave dekorationer og pletrense og jeg kunne blive ved. 
Vi lærte selvfølgelig også, at lave pandekager. Det er efter min mening den eneste form for rigtig mad der findes. Det er faktisk det fag - uden nogen form for overdrivelse - jeg haft mest glæde af hele mit liv. Længe leve skolekøkkenet, sløjdsalen og metalsløjden. Det er efter min mening vigtigt at børns skolegang også omfatter praktiske fag, som kan være dem selv til nytte og, hvor de kan få lejlighed til at bruge deres hænder og deres kreativitet, men nu ikke for megen formning. Vi har nok af kvinder i lerpotte- og keramikfaget her i landet. Det gælder om at få ligestillet håndens og åndens arbejde. Man lærer kun noget ved at gøre det selv. Min erfaring at alle er gode til noget. Det kan godt være, at man ikke er god til de boglige fag, men derfor kan jo godt blive en god finmekaniker eller kunsthåndværker. Jeg har mere respekt for en dygtig håndværker end en frøken cand. theol. der kan læse græsk og er god til "oldævl", men ikke kan skifte et tændrør eller skrue en knage op eller montere et hanstik på en el-ledning. Desværre har jeg aldrig fået tilbudt at gå til håndarbejde. Det ærgrer mig, at jeg ikke kan håndtere en symaskine, men gode veninder har i årenes løb lært mig at sy knapper i og stropper i håndklæder og viskestykker, hvem kan sy en lynlås i, lægge benklæder op og sy heksesting. (Tak til Aase, Sonja, Inger og Lis). Min egen søn - kunne vælge som en slags fritidsundervisning at gå til disse ting. Han var vild med det og kunne sy tøj og lave jeg ved ikke hvor mange retter. Hans ægtefælle kunne ikke en dyt! Hun kunne ikke engang vride en karklud, men hun fik det lært af sin mand. Jeg kan se i vore dage, at unge familier lever af pizzaer, spaghetti og færdigretter. De kan heller ikke en dyt og gider tilsyneladende heller ikke at lære det. I dag kan jeg indse, at man for at kunne blive en god lærer skal man kunne 3 ting. For det første holde af børn og at have med dem at gøre - ikke gøre forskel og rose når noget er godt og holde kæften når noget er skidt - motivere, støtte og hjælpe. For det andet kunne sit fag på fingrene og altid at have forberedt sig og hele tiden følge med i udviklingen i sit fag - og - ikke mindst - som det tredje brænde for at lære fra sig. Så behøver man ikke holde disciplin med råben, skrigen, straffe og nedgøringer. Den kommer 100% af sig selv - eleverne glæder sig til timerne - for her sker noget og her lærer jeg noget jeg kan bruge. Prøv selv at tænke tilbage på din skoletid - du kan huske den eller de lærere som alle holdt af. Hvad var det for en kunst de kunne - de 3 ting ovenfor! Tænk på de lærere, som var helt umulige - har jeg ret? Der er mange lærere der er luddovne, møder uforberedte op og triller gennem det hele med improvisationsteknik. De burde få en "sveder". De burde kende mottoet: "Som mester - så hans svende". 
Mona kunne i øvrigt spille på mandolin og kunne et hav af gamle sange og viser. Mandolinen havde hun taget med og i et strålende humør underholdt hun hele aftenen med sang og musik, men nu havde vi også varmet op og holdt happy-hour.
Vi lærte at klare os med ingenting og få det bedste ud af alting i min barndom. Det er ikke så ringe endda. | 
| Et nærmest symbolsk billede. End del af sænkede flåde i forgrunden og Kongeskibet i baggrunden. | | | Tilbage til oversigt | 
| Grafisk fremstilling af den Atlantiske trekantshandel. Oversættelse næppe nødvendig. Det er nok de færreste der ved hvad ordet Kattun betyder, forklaringen kommer her: kattun, (fr. coton bomuld, af arab.), bomuldstøj, der oftest trykkes med brogede mønstre.
| 
| Hele den Schimmelmanske cirkusmanege. Bemærk ordet reingewinn - nettoprofit i midten. Ved indførelsen af indkomstskatten i 1811 var Schimmelmann den borger, der havde den næststørste indkomst af alle. 50.000 rigsdaler årligt. Til sammenligning havde en håndværker ca. 150 - 200 rigsdaler i årsindkomst. Tilbage til oversigt | ODD FELLOW LOGEN | 
| Schimmelmanns palæ set fra luften. Bredgade løber på tværs i forgrunden. Bemærk logesymbolet i haven. Tre ringe i en kæde. Det er en helt anden etik og moral, der ligger til grund for denne orden end den Schimmelmanske. | 
| Samme - bemærk haven bag ejendommen. | 
| Vi er kommet indenfor i foyeren i palæet. Vi bliver svigtet af guiden, så en fra administrationen må lave en improviseret omvisning. Han tager det i stiv arm, det gør vi også. Tilbage til oversigt | ODD FELLOW PALÆETS INDRE | 
| Foyeren. Lyseblå vægge med stuk i form af flitsbuer og pilekogre udgør dekorationen. Enkelt og smukt. |  
| Vi fik fortalt under besøget, at lokalerne af og til bruges til film- og tv-optagelser. Helt aktuelt er statsministerens kontor i de nye afsnit af "Forbrydelsen II" - der lige er startet - optaget herinde. Man havde opstillet en lækker sofa i ministerkontoret, som logen gerne ville have beholdt. Der er flere optagelser, hvor bygningens lokaler indgår. | 
| Riddersalen også kaldet spejlsalen. Spejlet på endevæggen er det originale. En stor glasplade blev holdt over kogende kviksølv. Dampene kondenserede på den kolde glasplade og man fik et spejl. Hvor mange spejlmagere der er omkommet af kviksølvforgiftning, fortæller historien ikke noget om. | 
|  
| 
| Der var et utal af saloner og rum. De hed alle sammen noget med navnene på de personer, der havde boet her - eller hed noget med farver: den gule og så videre. Vi så også en logesal. Der måtte man ikke tage billeder. Der var kunstige dekorative vinduer i loftet og langs væggene øverst oppe. En masse stole og flere katedre og prægtige stole til de øverste i hierarkiet. Der var også noget der lignede altre med lysestager og andet skrimmel skrammel. Vi fik fortalt, at når nye brødre eller søstre skulle optages i ordenen blev de stillet over en lille lem i gulvet. De trådte alle et skridt tilbage. Ingen ville stå på lemmen. Det er blot en lem til betjening af ventilationsanlægget. Hvis jeg husker rigtigt var der syv hovedloger og et hav af underloger. De fleste byer i Danmark har en loge, nogle i mindre beskedne lokaler andre i flotte ejendomme. Bevægelsen er Amerikansk. Der er megen mystik og tys tys omkring det hele. Udadtil uddeler man penge til forskellige humanitære formål. Hvad mon formålet er ind ad til? Det hørte vi ikke om. |  
|  
| Den røde trappe. Den ser man også i Tv-serien "Forbrydelsen". | 
| Det gule værelse. Vi var så udmattede af at blive slæbt fra det ene rum til det andet, at vi alle stort set besatte (kastede os ned på) alle stole i lokalerne. Der var masser af lokaler der blev brugt til selskabslokaler og lejet ud til fester og arrangementer. Dagen før og til langt ud på de små timer havde der været selskaber. Personalet var ved rydde op og gøre klar til næste rykind. Der var fadølsanlæg. Vi tørstede og ville gerne have styrket os med et glas eller blot en kop kaffe. Vi blev ikke budt på noget som helst. Min far var førsteviolonist i Forsvarbrødrenes musikforening og orkester. Det var hans helt store hobby. Det har vist nogen med denne loge at gøre. Jeg har nogle gange været herinde i koncertsalen, når de gav en større koncert. Engang skulle han akkompagnere en utrolig smuk jødisk sangerinde, der skulle synge solo. Han var så forgabt i hende, at han glemte at spille, da han skulle. Det tog hun, dirigenten og publikum med et smil. Vi grinede af det i årevis, men min far brød sig ikke om at høre den historie. En anden gang opdagede min mor, at der havde været møl i hans smoking. Der var ædt hul på højre knæ. Gode råd var dyre han skulle give koncert om en time. Min far klarede den, ved at male knæet kulsort med fyldpenneblæk. "Det er der ingen der opdager" - sagde han. Det var der heller ikke. Senere blev den kunststoppet. | 
| Vi kigger ned ad Dronningens Tværgade. Det er Kongens Have i baggrunden med Rosenborg Slot. Hele kvarteret myldrer med advokatkontorer. Diamanthandlere. Auktionshuse, Antikvitetshandlere, Møbelhandlere med luksusmøbler og mange af de kostbare ejendomme er nu foreningsdomiciler. Det er et fornemt kvarter for folk med kassen i orden. Nogle af gaderne var dog i ældre tid det rene "røverikvarter". Klerkegade var efter sigende en gade med et ringe ry. En af min mors halvbrødre havde en cigarbutik i gaden, der var smugkro i baglokalet. Tilbage til oversigt Under rundvisningen blev jeg af flere spurgt om bygningen til højre ovre på hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade. Det er Moltkes palæ. Jeg var optaget af at tage billeder, så der blev ikke tid til nogen længere forklaring, den kommer her. 
Moltkes Palæ er opført i 1702, udvidet i 1878 og 1932 og har tidligere fungeret som standsmæssig bolig for adelsmænd, grever, storkøbmænd, en enkedronning, en statsminister og andet finere borgerskab og godtfolk. Bygningen har siden 1930 været ejet af Håndværkerforeningen. Palæet er i dag gennemrestaureret og åben for afholdelse af konferencer, møder, middage og fester i Københavns mest unikke og bedst bevarede historiske omgivelser. Moltkes Palæ daterer sig tilbage til begyndelsen af 1700-tallet. Tilbage til en tid, hvor Frederiksstaden endnu ikke var en realitet, hvor hjørnet af Dronningens Tværgade og Bredgade nærmest lå i et 'sumpområde', hvor det tog et par dage at køre fra København til Midtsjælland og hvor sæder og skikke var anderledes, end vi kender dem i dag. Hvis vægge kunne tale, ville de fortælle en historie om grever, storkøbmænd, enkedronninger, kunstnere og andet godtfolk, der hver især har sat sit præg på Moltkes Palæ – både hvad angår selve bygningen, men også det leben, der gennem årene har fundet sted. Inden vi går videre skal du lige have en rigtig god historie om det gamle København "fra de talende vægge": I Moltkes Palæ på hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade blev den unge skuespillerinde Mette Marie Rose holdt som fange af greve Christian Conrad Danneskiold-Laurvig. I vore dage er der ikke mange, der kender historien om Mette Marie Rose. Den er blevet et kapitel i den store glemmebog. Men engang var hendes navn kendt af enhver københavner, høj som lav, for hun var hovedperson i en skandale, der gik frasagn om i årevis.
Mette Maries far var kongelig skuespiller, og noget talent må hun have arvet, for hun kom til teatret allerede som 16-årig.
En aften i foråret 1765, da hun efter teatertid steg ind i en karet for at blive kørt hjem til Vingårdsstræde, blev hun imidlertid bortført. Kareten kørte den forkerte vej hen over Kongens Nytorv og fortsatte ad Norgesgade, som Bredgade hed dengang. Her drejede den ind i en af byens fornemste adelsgårde, Gyldendenløves Palæ, på hjørnet af Dronningens Tværgade.
Og nu var den 20-årige skuespillerinde fange hos Christian Conrad greve Danneskiold-Laurvig, der var lige så indflydelsesrig, som længden af hans navn kunne antyde.
Ikke blot tilhørte han den kongelige familie, men han havde plads i inderkredsen omkring Frederik V. Det var ikke noget godt selskab. Der blev drukket tæt, og grænserne for, hvad rigets fornemste mænd kunne tillade sig, var hinsides almindelig borgerlig moral.
Greven var en berygtet gammel libertiner med damebekendtskaber og uægte afkom i nord og syd. Han havde set sig glad på den purunge jomfru Rose, og så blev bortførelsen arrangeret til mindste detalje. Pigens mor, hvis pligt det naturligvis var at vogte datterens dyd, havde ikke gjort sig store anstrengelser. Tværtimod. Hun havde solgt den for et passende beløb, da greven tilbød at gøre forretninger.
Allerede næste dag begyndte skandalen at løbe. Faderen savnede sin datter og gik til politiet, men politidirektøren ville ikke gøre noget ved sagen, for han havde også fået belønning af greven. Så kom en ny aktør på banen. Det var Københavns guvernør, grev Ahlefeldt. Han troede også på pengenes magt, og han tilbød faderen et engangsbeløb på 6.000 og en årlig sum på 500 rigsdaler, hvis han ville lade greven beholde sit røvede bytte. Men nej, han ville have sin datter tilbage, og så klagede den ulykkelige mand videre op i systemet. Først blev ministrene og til sidst blev Frederik V i egen høje person involveret. Det var noget rod, og adskillige gange opfordrede kongen personligt sin drikkebroder greven til at lade den unge pige komme hjem til Vingårdsstræde. Men bortføreren bedyrede frækt, at han intet havde med den sag at gøre. Alle vidste, at det var løgn, og på et tidspunkt blev kongen så vred, at han rev sin serviet i stykker, og kammerjunkeren havde nær tabt det glas, som kongen netop skulle til at drikke af. Det var en farlig situation.  Her har vi majestæten afbildet i et klassisk guldaldermaleri. Han ser her ganske tilforladelig og harmløs ud. Han var enevældig - det vil sige diktator - og bestemte alt helt alene.
Frederik V kunne blive meget vred, når han var ædru. Majestæten befalede herefter, at grevens palæ i Norgesgade skulle sættes under belejring, indtil han overgav sig og udleverede sin fange.
Så bøjede den standhaftige greve sig endelig. Men for sent. Det nære bekendtskab med den fornemme ældre herre havde være skæbnesvangert for jomfru Rose. Og nu ventede hun barn, endskønt hun ikke kunne begribe, hvordan det var sket. Hun græd, men der var ikke noget at gøre. Man ligger, som man har redt, og de fleste borgere i byen mente, at hun havde haft det rigtig gemytligt som fange i palæet. Som straf blev grev Danneskiold-Laurvig sendt op til sine godsbesiddelser i Norge efter have betalt en bøde på 10.000 rigsdaler til et gudeligt formål. Og til pigen, hvis karriere på teatret han havde ødelagt, skulle han årligt lægge 200 rigsdaler, indtil hun med sin fars samtykke fandt en ægtemand. Så skulle han op med 3.000 rigsdaler i medgift, og det samme beløb var der til pigens gamle far, hvis ære var krænket.  
Greven var i øvrigt den øverste i frimurerordenen i Danmark. Det er stadig en evig flamme for nogen det frimureri med et særligt broderskab, selv om greven også dyrkede en anden type flammer.
Mette Marie måtte ikke længere have kontakt med greven. Det var forståeligt, for han havde efter sigende efterladt sig horeunger overalt. Men for at hun rigtigt kunne lære ikke en anden gang at lade sig overtale af en gift herre, blev hun sendt ud på landet. Efter to år i huset hos præsten i Vallø mente man, at hun ville udvikle sig til et bedre menneske.
Det gjorde hun tilsyneladende, for hun blev gift med en musiker fra teatret, som fik nogle penge for ulejligheden, og fordi hun notorisk var noget brugt.
Længe talte københavnerne om, hvad der mon var foregået inde i palæet, hvor en af rigets fornemme adelsmænd havde holdt en purung skuespillerinde bag lås og slå. Ingen kunne vide det, og da huset på hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade lang tid senere blev solgt til den velhavende storkøbmand Fréderic de Coninck, var historien glemt af de fleste.
Oprindelig var ejendommen, der nu hedder Moltkes Palæ, opført af Ulrik Frederik Gyldenløve. Han boede i byens største ejendom, Charlottenborg, på Kongens Nytorv, men da den blev for uoverkommelig at holde, byggede han i 1690erne en mindre og mere bekvem bolig i Bredgade. Huset blev meget naturligt kaldt Gyldenløves lille Palæ, selv om de fleste ville mene, at her var plads nok. Især da det i flere omgange blev udvidet betragteligt. Det ejes nu af Håndværkerforeningen, og bruges i vid udstrækning til selskabslokaler.
Men inden for disse mure var det, at skuespillerinden Mette Marie Rose engang gik omkring som en slags fange. Denne historie synes jeg lige I skulle have med, når der nu var interesse for palæet på turen. Bemærk også hvordan det hele hænger sammen. Jeg har allerede tidligere fået fortalt om Gyldenløven da jeg omtalte Charlottenborg.
Så går vi videre de lidt kedeligere faktuelle oplysninger om palæet: I 1680’erne byggede Jørgen Henriksen Gosebuch et imponerende hus på hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade. Huset fik nu ikke lov at stå længe. Ti år senere købte Ulrik Frederik Gyldenløve huset, som han dog straks rev ned for at bygge et nyt palæ, efter han i 1699 havde solgt sit langt større palæ på Kongens Nytorv (det har jeg allerede fortalt om tidligere). Kælderhvælvingerne fik dog lov til at blive stående og huser i dag restaurant Premisse. Byggeriet af det nye palæ stod arkitekt Ernst Brandenburger for. Hovedfløjen vendte ud mod Bredgade og var 9 fag lang med to stokværk over kælderen samt en 3-fags muret midterkvist. I det oprindelige byggeri fandtes kun to sidefløje. 5 sydlige fag mod Dronningens Tværgade, mens den nordlige fløj vendte mod gården og en stor have, som strakte sig helt op til området omkring Marmorkirken og bagud mod Store Kongens Gade. Indkørslen var fra Dronningens Tværgade, og fra gården førte en trappe op til indgangsportalen og vestibulen. Plandisponeringen var i barokkens ånd helt regulær med værelserne lagt på begge sider af et længdeskillerum. Det lille palæ stod færdigt i 1702 og kaldtes i folkemunde for 'Gyldenløves lille Palæ'. På det tidspunkt boede Ulrik Frederik Gyldenløve selv i Hamburg, hvor han døde i 1704. Palæet blev i stedet bolig for hans søn grev Ferdinand Danneskiold-Laurvigen. Ferdinand giftede sig efter sin første kones død med grevinde Ulrikka Eleonore Rewentlow. Grevinden var vant til store forhold, så palæet blev udvidet og moderniseret. Overlandbygmester J.C. Krieger pyntede facaden med en sandstensdekoration omkring vinduerne. I nederste stokværk fik de konsolbårne segmentfrontoner med løvehoveder, og under vinduerne blev opsat frugtranker, båret af elefantsnabler. Både elefant og løve fandtes i slægtens våbenskjold som et minde om dens kongelige afstamning. Kvisten blev udskiftet med en balustrade, pyntet med fire skulpturer. Ved køb og mageskifte udvidede greven grunden med den gamle kongelige pommerantshave, og langs Bredgade blev palæet udvidet med en langstrakt bygning i tre etager, hvor midten markeredes af en kuppeldækket pavillon. Bag denne nye bygning, som blandt andet rummede staldene, strakte sig en stor barokhave med springvand, labyrint og 'blomsterbroderier'. Nederste stokværk blev brugt til den daglige beboelse, men her lå også paradesoveværelser med alkove bag en udskåret balustrade med tre buede indgange. Al skulpturel udsmykning har været forgyldt som en flot kontrast til de røde damaskbetrukne vægge og det hvide stukloft. Førstesalen blev benyttet til repræsentative formål. Salonerne var særlig prægtigt indrettet med gobeliner, faste spejle i udskårne rammer, overdådige stuklofter, malede paneler og kaminer i sandsten. Mange af disse stuklofter er stadig bevaret. Ved grevens død i 1754 blev palæet overtaget af sønnen F.L. Danneskiold-Laurvigen, og i 1763 blev det af dennes enke solgt til broderen, lensgreve Christian Conrad Danneskiold-Laurvigen. I 1785 blev palæet og det samlede bygningsanlæg solgt til grosserer Frédéric de Coninck og hans kompagnon etatsråd Niels Lunde Reirsen. Grossereren indrettede blandt andet den delvis bevarede Dronninggaard Salon i Louis Seize-stil med de store landskabsmalerier og dørstykker fra Dronninggaard, udført af Erik Pauelsen. I 1788 blev Frédéric de Coninck eneejer af palæet, og han havde store planer om at ombygge den lange fløj mod Bredgade til herberg for tilrejsende og indrette rejsestald i stueetagen. I en nybygning på grunden bagved, skulle der indrettes selskabslokaler til udlejning ved bryllupper, koncerter etc. Planerne blev dog ikke til noget, og i stedet udstykkede han ejendommen.
I slutningen af 1700-tallet blev palæet solgt til konferensråd Constantin Brun, efter det i et par år havde tilhørt enkedronning Juliane Marie, der var blevet hjemløs, efter Christiansborg brændte i 1794. I konferensrådens tid blev der ikke foretaget større ændringer på palæet, men en række af salonernes udsmykninger stammer fra hans tid. Blandt andet har Joseph-Jacques Ramée virket som indretningsarkitekt, og G.F. Hetsch moderniserede den øverste 3-fags sal. I nogenlunde samme periode malede Nicolai Abildgaard også de tre dørstykker i Abildgaard Salonen. Den efterfølgende ejer, murermester J. Heinrich Lütthans, foretog heller ikke de store ændringer, men fortsatte i stedet udstykningen. Derimod blev der igen bygget om og til, da lensgreve A.W. Moltke overtog palæet i 1852. I 1877-78 blev blandt andet sidefløjen mod Dronningens Tværgade forlænget med 7 fag, som blev kopieret efter det oprindelige palæ. I øverste stokværk blev der indrettet en sal til Moltke-familiens store malerisamling. I 1930 købte Håndværkerforeningen palæet, og arkitekt Gotfred Tvede kom til at stå for en omfattende om- og tilbygning af palæet. Den nordlige sidefløj mod gården blev forlænget, således at den kunne rumme en ny, stor festsal, som blev udformet i barokstil med svagt hvælvet loft, hvis stukkatur blev udført af billedhuggerne Thomas Hansen og Den lille Havfrues skaber, Edvard Eriksen. Moltke-familiens malerisamling var blevet solgt, inden palæet skiftede hænder, og den tidligere malerisal fik forsænket loftet, og kendes i dag som Den Gyldne Sal.  Moltke-familien, som havde manglet en passende bolig, siden de havde overladt deres palæ på Amalienborg til kongehuset, overtog palæet efter Heinrich Lütthans og gav bygningen det navn, den har i dag. A.W. Moltke var regeringschef fra 1848 til 1852 og kongevalgt medlem af Landstinget. Når høsten var i hus på Bregentved og familiens andre landejendomme, flyttede Moltke med hele sin husholdning til København. I 1877 påbegyndtes en udvidelse af palæet, således at Dronningens Tværgade-fløjen blev forlænget med 7 fag. I øverste stokværk blev der indrettet en ovenlyssal til den meget værdifulde malerisamling, der samtidig blev offentlig tilgængelig. Moltkes galleri er det lokale, der i dag kendes som Den Gyldne Sal.
Tiderne skiftede. Nye regeringer kom til, og de følgende generationer af Moltke-slægten var ikke specielt politisk interesseret. Behovet for en bolig i København var ikke særlig stor mere. I bil kunne greven komme fra Bregentved til hovedstaden på mindre end to timer, en rejse, der tidligere varede to dage med hesteforspand. Og via telefonen kunne man hurtigt afslutte mindre forretninger. I slutningen af 1920’erne satte Moltke-familien palæet til salg, men greven ville dog ikke sælge til hvem som helst. Håndværkerforeningen i Kjøbenhavn var en passende køber, og i 1929 gik foreningens bestyrelse i forhandlinger med greven. Det resulterede i, at Haandværkerforeningen overtog Moltkes Palæ i slutningen af 1930 og året efter tillige naboejendommen Bredgade 41. Haandværkerforeningen gik i gang med den foreløbig sidste udvidelse af det gamle palæ, en ny fløj, der rummer Den Store Festsal. Siden Haandværkerforeningen købte Moltkes Palæ, har den gamle bygning været rammen om betydningsfulde møder og festlige begivenheder og er blevet besøgt af berømtheder fra ind- og udland, blandt andre H.M. Dronning Margrethe, skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller, billedhuggeren Robert Jacobsen, keramikeren Bjørn Wiinblad, digteren og filosoffen Piet Hein, pianisten og skuespilleren Victor Borge og flere andre. Man kunne blive ved - hvor skal man begynde og hvor skal man slutte. Der for et par siden skrevet en hel bog om dette palæ. I forbindelse med færdigrestaureringen af Moltkes Palæ har Haandværkerforeningen udgivet bogen 'Moltkes Palæ - fra Gyldenløves lille Palæ til Haandværkerforeningen'. Bogens forfattere Claus M. Smidt og Mette Winge beretter i bogen om såvel bygningshistorien som det liv og det persongalleri, der gennem mere end 300 år har udfoldet sig i palæet. Bogen fører således læseren gennem tiden fra Gyldenløve opførte sit lille palæ til i dag, hvor palæet igen stråler om kap med fortidens pragt og slutter med palæets seneste tilføjelse: Bjørn Nørgaards fem vægmalerier og to dørstykker om håndværkets historie. Fotograf Hans Ole Madsen har illustreret værket med billeder fra palæet som det fremstår i dag suppleret med stik, tegninger og fotos fra de gamle arkiver. Bogen kan købes hos Arnold Busch Boghandel for 146,00 kr. eller bestilles på telefon 33148066, men du også gratis låne den på biblioteket. Det må være nok om denne bygning, som vor udflugt ikke havde haft i tankerne. Der ligger her i Frederiksstaden en lang række bygninger af stor interesse. Jeg har qua mit arbejde rent tjenstligt haft min gang i en del af dem. Det gælder specielt Sø- og Handelsretten i Bredgade, nu flyttet til Hammerensgade. Her ligger inde bagved i Bredgade også Kunstindustrimuseet (bestemt et besøg værd) og Håndarbejdets Fremmes Skole. Jeg har også haft min gang i Østre Landsret som også ligger i Bredgade - der bærer dommerne kapper og parykker. Endelig vil jeg nævne den ortodokse Russiske Kirke i bredgade med løgkupler - den er bestemt et besøg værd, men sådan kan man blive ved. Jeg har også haft min gang på et hav af advokatkontorer i området og i København - specielt i Amaliegade. Advokater indretter sig tit i fornemme bygninger og flotte lokaler, hvilket skal afføde respekt og give indtryk af ekspertise og dygtighed. Et par bygninger andre steder, hvor jeg også har haft min gang er Københavns Byret, Retten på Blegdamsvej, Fogedretten i Hestemøllestræde og dommervagten på Politigården. Et lille tip: Der er offentlig adgang til retterne og det kan være virkelig interessant, at overvære en retssag - det bedste er dog dommervagten - her fremstilles de i det forløbne døgn anholdte for dommeren (sådan er grundloven) - der er mange sager her - der grundet de afgivne forklaringer meget ofte får en til at trække på smilebåndet. Det bedste af det hele er at det gratis.
Kilder:
Sys Hartmann: 50 palæer og landsteder
Bo Bramsen og Palle Fogtdal: København før og nu – og aldrig - og den gamle udgave af København før og nu. Tilbage til oversigt | 
| Samme bare her i Close-up. Vi kan skimte Dronningegårdens smukke byggeri nede ved Borgergade/Adelgade. Det blev kåret med en arkitektpris. Det kan være du vil lidt vide lidt mere om Kongens Have og Rosenborg Slot, som vi kigger ned til her fra Palæet. Bare klik her: udviklingsplan_rosenborg.pdf perspektivplan_kongens_have.pdf | 
| Vi bliver vist rundt i den lille koncertsal. Der står et tysk flygel på scenen. |
| 
|
|
| Frederiksberg Kirke er den seneste i rækken af kirker, opført for efterkommere af de hollandske kolonister. Allerede i 1651 havde beboerne i Ny-Hollænderby fået Frederik 3.s tilladelse til at opføre et gudshus, som antagelig stod færdig 1653. Under svenskekrigen 1658-60 blev denne ligesom hollænderbyen ødelagt. En ny kirke rejstes 1662 med kongelig tilladelse, tæt ved Pi1eallé hvor Haveselskabets Have udstrækker sig. Her stødte man ofte på rester af gamle begravelser og en udgravning 1943 blotlagde fundamentresterne til en aflang kirkebygning i bindingsværk.
I 1600-tallets senere del besørgedes gudstjenesten i den anden kirke af kapellanen fra Vor Frelsers Kirke, fra 1695 af den hollandske præst ved Holmens Kirke og efter 1703 af sognepræsten i Brønshøj. Sidstnævnte, Niels Hansen Glumsøe, fik dog ringe indtægt deraf og klagede meget derover til kongen.
Allerede i 1695 var den anden kirke så forfalden, at man talte om at bryde den ned. Ønsker derom forstærkedes sikkert, da hele kvarteret fik større anseelse under og efter det nye slotsbyggeri oppe på bakken. Her rejstes på initiativ af Frederik 4. en pragtbygning efter italiensk maner i perioden 1699-1703. Med sit nye sommerlyststed gjorde kongen Frederiksberg til et andet centrum i København. Det måtte også kræve en mere værdig kirkebygning. Til gengæld var det hollandske præg på stedet falmet, stærkest var det endnu i navne som Albret, Cornelius og van Hauen.
Den 5. maj 1732 bestemtes det ved kgl. resolution, at en ny kirke skulle opføres, og som arkitekt valgtes hollænderen Felix du Sart. Han var, som flere andre arkitekter, kommet til byen efter den store brand 1728 for at søge lykken. Helt dårligt var det ikke gået ham, for 1729 fik han bevilling til at drive et kalkværk i København.
Du Sart valgte at tegne en ottekantet kirke, en centralbygning, hvis type var kendt i hans hjemlands protestantiske kunst. Således var St. Anne Parochie i Vriesland, opført 1682, meget lig Frederiksberg Kirke. Selve opførelsen af kirken blev varetaget af tømrersvend Peder Sørensen Ulv, som ved en art licitation havde vist sig konkurrencedygtig med hovedstadens mestre. Ifølge byggeregnskaberne kostede kirken 8.100 rigsdaler. Christian 6. havde alene skænket de 2.000 samt en fri byggegrund til formålet, mens Felix du Sart måtte nøjes med 12 rigsdaler for sine tegninger, den 6. januar helligtrekongersdag, i 1734 indviedes bygningen i overværelse af Christian 6., kronprinsen og en række højere standspersoner. Førnævnte pastor Glumsøe foretog indvielsen.
Glumsøe fortsatte med at betjene kirken indtil sin død i 1735, hvorefter kongen bestemte, at Frederiksberg By skulle have sin egen præst. Denne meget regelrette monark gjorde dette for at hjælpe den lille menighed " for "som de søge til Byens Kirker, saa giver det ikkun Anledning til Stadsportens stadige Aabning paa Søn- og Helligdage". For manget trafik om søndgen, hvor kirkegangen skulle vogtes, var ikke efter pietisternes smag. Men den fromme Christian 6. bemærkede også i samme skrivelse, at en fast ansat præst ville være "til stor Beqvemmelighed for Beboerne helst ved Natte- og andre Tider, naar Stadens Porte ere tillukkede, og de behøve enten i Sygdom eller Døds-Angest at trøstes af Guds hellige Ord, men de kan ey faa Bud til nogen af Præsterne i Staden."
Kongen udnævnte i december 1736 studenten Johannes Kinast til den første med fast embede ved kirken. I udnævnelsen omtales Kinast som et "Fredens og Kærlighedens Barn".
Bygningen fremtræder i dag med visse ændringer siden opførelsen, idet et sakristi tilbyggedes 1782 og et våbenhus i 1865. 
Oktogonen, rejst af røde mursten med hvidpudsede lisener i hjørnerne, står dog fortsat med sit markante præg fra den hollandske tradition. 
Det stejle, skifterklædte pyramidetag (oprindelig teglhængt) krones af en lanterne, hvor urskiverne bærer årstallet 1734. Det indre domineres centralt af otte søjler, som bærer loftet; i siderne ses pulpiturer i to etager. Blikket rettes naturligt mod altret, hvor marmorerede søjler og pilastre med korintiske kapitæler rejser sig over bordet og indrammer altertavlen. Over denne er prædikestolen og øverst hviler en kraftig profileret og knækket gesims bærende to putti af billedhuggeren Christopher Hübner. De flankerer Guds øje i trekant med stråler og flammende skyer.
Hele alterets arrangement er efter barokkens smag, teaterkulisser og illusion. Banker man på søjlerne er de af træ. Idéen med at kombinere alterbord og prædikestok er dog et rent protestantisk træk. Eksempler herpå kendes ikke blot fra den Reformerte Kirke i Gothersgade, Christianskirken på Christianshavn og slotskapellet på Ledreborg, men også fra den prægtige Damsholte Kirke på Møn.
Altertavlen bestiltes 1839 hos C. W. Eckersberg. Motivet ønskedes komponeret over teksten fra Johannes Evangeliet, kapitel 17: "Jeg er ikke mere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit navn (det, som du har givet mig), så de må være eet ligesom vi".
Af de 22 altertavler, vi kender fra Eckersbergs hånd, er dette arbejde blandt hans bedste. Det var med sin enkle, protestantiske stil med til at danne skole herhjemme. Lyset kommer fra en skjult lyskilde oppe til venstre, et kompositorisk træk, der fører tanken hen på den franske barokmaler Georges de la Tour. Dette skjulte lys hviler over bordet og disciplenes ansigter, men rammer også Judas" tomme taburet. Heri ligger en symbolik: det ondes mulighed, på engang fraværende (Judas) og samtidig til stede som et lysende centrum (lyset på taburetten).
Af kirken øvrige inventar skal nævnes den smukke orgelfacade i rokoko, der opsattes 1754. Instrumentet flyttedes 1881 til Øster Hassing Kirke, hvorfra facaden atter bragtes tilbage til Frederiksberg i 1934. 
På kirkegården, hvis ældste del anlagdes 1734, ligger næst efter Assistents de fleste københavnske berømtheder.
Man ser nær kirkens hovedindgang et gravmæle over den berømte jurist Anders Sandøe Ørested og Sophie Ørested, født Oehlenschläger. De øvrige medlemmer af familien Oehlenschläger ligger også begravet på Frederiksberg Kirkegård, og endvidere bør nævnes J. C. Hostrup, teaterhistorikeren Thomas Overskou, malerne F. C. Lund og Constantin Hansen, rigsarkivarerne Bricka og A. D. Jørgensen samt skuespillerne J. A. Price og Emil Poulsen. Desuden historikeren og skolestifteren Frederik Barfod. Blandt gravstederne er der mange, der bærer navnene på de mennesker, der levede i guldalderen: Kamma og Knud Lyne Rahbek, Carl Heger (Kammas bror), A.S. Ørsted og hans kone Sophie (Oehlenschlägers søster), Constantin Hansen, dr. Kjærbølling (stifter af Zoologisk have), slotsforvalter M.F. Voigt (der omlagde Søndermarken), familien Collin, Møsting og Adam Oehlenschläger. Den 4. august 2009 ved 5-tiden om morgenen afgik Svend Auken ved døden på Bispebjerg Hospital. Det var en uhelbredelig kræftsygdom - prostatakræft, der blev hans banemand i en alt for tidlig alder - sygdommen havde fulgt ham i flere år - den gik i ro, men da den igen brød ud i 2007 vidste de fleste nok, hvor det bar hen. Han ville så meget - nåede meget - men ikke det hele. Han ville bestemt ikke dø. Den 10. august 2009 blev han bisat i Slotskirken på Christiansborg slot - det var den officielle del af begravelsen. Den mindre officielle fandt sted i Frederiksberg kirke. Det var hans søster Margrethe Auken, der som præst forrettede bisættelsen og begravelsen fra kirken og det var hans datter Louise, der sluttede af med at holde en sidste tale for sin far, der flere gange fik smilet frem og latteren til at runge i det lille kirkerum. Lange Svend ligger med andre ord også begravet her på Frederiksberg kirkegård. Han er lige blevet kåret af 38% af avislæserne, som den person man savner mest blandt de døde i 2009. Det er ikke underligt eller overraskende. Mennesker der oser af empati, naturlighed og tør vise deres følelser uden på tøjet, har vi alle sympati for. Efter "kongemordet i Vejle i 1992" rejste Svend sig igen efter mordet. Han engagerede sig i Natur- og miljø og fik som miljøminister skabt et kompetent ministerium med dygtige engagerede medarbejdere, der hver dag glædede sig til at gå på arbejde, fordi de havde en chef, der havde noget på hjerte og brændte for det og brændte igennem. Det har politiske efterfølgere lagt i ruiner. Personligt tror jeg på, at hvis Svend havde ledet det netop afsluttede FN fiasko-klimatopmøde - havde vi måske ikke nået et bedre resultat, men en ting er jeg sikker på, vi havde ikke opnået at få 139 landes repræsentanter fra verdens fattigste lande vendt mod os. Ganske enkelt fordi Svend var en person, der respekterede sine medmennesker som ligemænd uanset om de var rige eller fattige. Så talte han også engelsk, tysk og fransk flydende. De så rødt, når vores statsminister tronede frem, så han måtte bede Connie om hjælp, før det hele gik op i en spids med udvandring til følge. Det er íkke så LØKKE-LIGT. 
En stor del af min egen slægt - på min fars side - ligger også her på kirkegården - så jeg kender stedet. Tilbage til oversigt Vedrørende kirker vil jeg blot give dette lille tip. Ofte er det sådan, at man tit går man forbi dem, når man besøger en by - det er faktisk lidt dumt. Hør hvorfor: Det er nemlig gratis. at komme ind de allerfleste steder. Et par steder i landet vil de dog have entré (Ribe Domkirke, når man vil op i borgertårnet og i Roskilde Domkirke eksempelvis). Vi har så mange kirker i Danmark, at du aldrig bliver færdig med at få set dem alle. Der er selvfølgelig forskel på at besøge Roskilde Domkirke i forhold til en beskeden landsbykirke, men tro ikke, der ikke er noget at se på i den lille kirke. Har kirken et orgel, så duk op når der er gudstjeneste, så du kan høre hvordan det lyder. Meget ofte kan du få en præst eller en kordegn (flere steder er der også kirketjenere) til at fortælle og vise frem. De har ofte fortalt det hele flere gange. Jeg har mødt et par særdeles venlige og kompetente fortællere i Kalundborg kirke (det er faktisk en del af en borg) og i Ringsted i Sct. Bendts kirke (det er faktisk en kirke, der hører til et kloster). Er der ingen til stede, så fortvivl ikke - der ligger oftest i det såkaldte våbenhus (stedet hvor man kommer ind og i tidligere tider måtte parkere sine våben) en lille folder, hvor du kan læse dig til det væsentligste. Nogle gange ligger der lidt større tryksager og prisen er angivet og så er der en kasse, man kan komme pengene i - det er tillid og selvbetjening. I større kirker, som også er en slags turistattraktioner er der ofte hele boder. Mange undrer sig over, at der ikke er noget opsyn, men i al almindelighed tager folk ikke noget eller beskadiger tingene. Det hænder dog at der er blevet udøvet vandalisme og stjålet uerstattelige ting. Derfor kan ting være fjernet og er det virkelige klenodier er der næsten altid opsyn. Det er ingen dårlig ide, at læse lidt hjemmefra, så er det lige som hele kirken bedre fortæller om sig selv. Skulle der være lukket, når du kommer kan du jo forsøge at låne nøglen på kirkekontoret eller i præstegården. Du må næsten altid fotografere, når der ikke foregår kirkelige handlinger. Folk der kommer i kirken skal ikke udsættes for at blive fotograferet. Mange gange er der forbud mod at anvende blitz, det er ikke fordi tingene kan tage skade, men er stedet velbesøgt og rummene er mørke eller oplyst med stearinlys virker det irriterende med alle de glimt. Husk altid at vise respekt for andre - det er ikke alle der er turister eller kulturelt interesserede. Det er et sted for kirkegængere. Måske sidder der en person og beder for en nær pårørende. Det er uhyre almindeligt i kirker i udlandet. 
Her er min version af Adam og Eva i paradisets have. Vi er i parken til Peter og Paul katedralen der ligger ude på Vysehrad klippen i den sydlige del af Praha på Vlatava´s østbred. Vi har ca. 2.400 folkekirker i landet, hvor til kommer de øvrige trossamfunds - og de er en helt central levende kilde til vort lands kirke- og kulturhistorie igennem 1.000 år. 
I vore dages Danmark er der efterhånden blevet 220.000 muslimer og tallet vokser med omkring 20.000 om året. Det er især etniske danskere, der konverterer til islam. Det kommer nok bag på de fleste, at det i dag er landets næststørste trossamfund efter folkekirken. 
Det er derfor helt absurd, at der er mennesker der mener, at de ikke må have moskeer, begravelsespladser og følge deres religiøse skikke og den kultur der følger med. Heldigvis har Københavns kommune lige netop her i april måned givet tilladelse til at der kan opføres en moske med 32 meter høje minareter. En moske er ikke på nogen måde en kirke. For en muslim er det sådan, at der ikke er nogen personer mellem ham/hende og Gud, man benytter rådgivere og vejledere. Det eneste en muslim behøver for at dyrke sin religion er et bedetæppe. Jeg personlig føler mig overbevist om, at en sådan moske bliver et arkitektonisk tilløbsstykke. Det er altid spændende, at se andre menneskers kultur og bygningstil. Der er bestemt også et behov for en sådan moske, med det store antal muslimer vi har i landet. Muslimerne udgør det næststørste trossamfund i Danmark med folkekirken på førstepladsen. Det ville være en utrolig flabethed og en fornærmelse, at sige at de ikke måtte bygge sådan en. 
En svinestreg af en annonce fra Dansk Folkeparti. For det første er der ingen moskeer der er udstyret med to krumsabler på toppen som her. Dette politiske højrefløjsparti samler sig stemmer på ren populisme, fremmedhad og indvandrerfrygt. 
Det er på frugterne man skal kende de falske profeter - og det har vist aldrig været en dansk værdi, at lægge fremmede for had og udsætte dem for forfølgelse som det sker her.  Her har du de to præstefætre Søren Krarup og Jesper Langballe. De er begavede, intelligente, teologisk uddannede og kan derfor som folketingsmedlemmer i Dansk Folkeparti levere, det skyts mod muslimer som kan skaffe partiet opbakning. Hvor er næstekærligheden mine herrer? Hvorfra får man som kristen et sådant sind? "Vi tugter bare dem, vi elsker - harh - harh!" 
Der bliver ikke talt så meget om de ortodokse jøder, der lader deres nyfødte drengebørn omskære på 6. dagen. Det er faktisk grov beskadigelse af et barns legeme, barnet kan ikke protestere. Araberne og dermed muslimerne praktiserer nu også omskæring. Prøv du at skære øret eller næsetippen af dit nyfødte barn og se hvad der sker. Det rør vi ikke ved - det er nemlig religion, men hvis 
muslimske kvinder bærer tørklæder, går vi helt amok. De har bare at blive så danske som os og få lært nogle kristne værdier (hvad det så kan være for nogle vi skulle have, som de ikke har). 
Den danske mark i en bølgen går som åndedræt af en venlig kvinde. Sødt gynger byggen sit silkehår, og rugen ånder med sol i sinde, og vinden iler til hvedens bryst. Hvor fager smiler den danske kyst. Johannes V. Jensen Fred hviler over land og by Fred hviler over land og by, ej verden larmer mer: fro smiler månen til sin sky, til stjerne stjerne ser. Og søen blank og rolig står med himlen i sin favn; på dammen fjerne vogter går og lover Herrens navn. Det er så stille og så tyst i himmel og på jord; vær også stille i mit bryst, du flygtning, som dér bor! Slut fred, o hjerte, med hver sjæl, som her dig ej forstår; se over by og dal i kvæld nu fredens engel går. Som du, han er en fremmed her: til himlen står hans hu; dog i det stille stjerneskær han dvæler her, som du. O, lær ham af din aftensang! fred med hver sjæl på jord! Til samme himmel går vor gang, adskilles end vort spor. Ingemann OMSKÆRING - BRIT MILAH - BRIS | 
Børneråddet kritiserer det danske forbud mod omskæring for kun at gælde for piger. Omskæring af drengebørn bør også forbydes, lyder det. Jøder og muslimer protesterer. | 
Hvad skal du med min ... | | 
Den jødiske omskæringsceremoni, Brit Milah eller Bris, foretages på helt spæde drenge. Muslimer omskæres traditionelt senere. Omskærelsen foregår som regel i hjemmet og foretages af overrabbiner Bent Lexner, som er uddannet som mohel – omskærelseskyndig. Drenge, der er født af en ikke jødisk mor kan henvises til en børnekirugisk klinik, som har stor erfaring i denne operation. Samme mulighed kan bruges af familier, som foretrækker at lade deres nyfødte søn omskære af en læge uden den religiøse ceremoni. Hvis det første barn er en søn, er traditionen at man arrangerer en pidyon ha-ben , en ceremoni, hvor faderen ”frikøber” sin førstefødte søn ved at give et lille pengebeløb til en kohen , en person af præsteslægt. Ceremonien går tilbage til Moseloven og holdes nogle uger efter fødslen. følge Moseloven skal den førstefødte af hankøn ofres, det gør man med dyr, men ikke med mennesker - derfor denne løskøbning. En nyfødt jødisk pige navngives ved at kontakte overrabbiner Bent Lexner. Der er tradition for at kalde faderen til pigen op ved Torah-læsningen i synagogen efter navngivningen. Mange skaber selv deres egne ritualer for at markere en piges fødsel ligeså meget som en drengs. Et nyfødt barn af en mor eller et par, som er medlemmer af Mosaisk Trossamfund MT registreres først på det lokale kordegnekontor indenfor 48 timer efter fødslen – det er vigtigt at man ikke oplyser barnets navn til kordegnekontoret, med mindre man ønsker at det skal navngives indenfor folkekirken.
Når man har valgt et navn til barnet, navngives det og indskrives i protokollerne hos overrabbineren. Det skal ske indenfor de første 6 måneder. Børn, der registreres hos MT, kan få jødiske eller hebraiske navne, som ellers ikke er godkendt som navne i Danmark. Det er også muligt at registrere både et navn, der skal bruges i dagligdagen, og et traditionelt jødisk navn til intern religiøs brug, for eksempel i jødiske dokumenter som vielsesattest etc.
Foto: Chesdovi 
Vil du vide mere om Mosaisk Trossamfund i Danmark er her et link: http://www.mosaiske.dk/index.php?option=com_content&view=frontpage&Itemid=88 Til orientering kan jeg oplyse, at Mosaisk Trossamfund ikke er det eneste jødiske trossamfund i Danmark - der er flere andre - også nogle, der tillader ægteskaber mellem kristne og jøder eksempelvis. 
Her ser du overrabbiner Bent Lexner til højre sammen med folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti Søren Espersen til venstre i en pro-israelsk demonstration vendt mod Palæstina og Libanon. Demonstrationen der var arrangeret af Dansk Zionistforbund samlede et par hundrede demonstranter på Rådhuspladsen den 10. januar 2008. Her viftes med danske og israelske papirflag. Det kan undre at overrabbineren for Mosaisk Trossamfund vil deltage i en politisk demonstration. Det skyldes formentlig at netop sammenblandingen af religion og politik er to alen af et stykke. Det er i øvrigt en mærkværdig måde, at give hinanden hånden på. Man griber om den andens tommelfinger. Op mod en fjerdedel af verdens mandlige befolkning er omskåret – de fleste af religiøse eller traditionelle årsager. Men hvordan foregår det og hvorfor? (kilde: Jyllandsposten) 
Her ses en ikke-omskåert penis. Illustration: Århus Universitet Er du mand, vil du formentligt samle dine ben, tage dig i skridtet og tænke ”av” bare ved tanken om et indgreb i de nedre regioner. Men et faktum er, at inden for jødedommen og Islam bliver næsten alle drengebørn omskåret, og stort set alle amerikanere vælger at lade deres små drenge komme under kniven. I disse tilfælde er der sjældent tale om, at barnet selv får lov at vælge, om det vil omskæres eller ej, eller om omskæringen skal foregå uden bedøvelse og uden en læge. ”Jøderne vil gerne have det gjort inden for barnets første fire leveuger, og i Islam er det meget forskelligt, men de fleste siger, at de fleste skal have det gjort, når barnet har en fornemmelse for, hvad der sket,” forklarer professor og overlæge dr. Med. Troels Munch Jørgensen ved Børneurologisk afsnit på Århus Universitetshospital i Århus til jp.dk, der i forbindelse med sit arbejde har foretaget omskæringer af drenge. Det er ikke altid læger, der fortager indgrebene – i religiøse sammenhænge er det ofte overrabbiner eller muslimske overhoveder, der fjerner forhuden. Og der er flere forskellige måder at få foretaget en omskæring på. Overordnet set er der tre: En total omskæring, en muslimsk partiel eller delvis omskæring og en dansk partiel omskæring: Total omskæring 
Her ses en total-omskåret penis. Illustration: Århus Universitet ”Den totale omskæring er meget brugt inden for jødedommen,” siger professoren og forklarer, at man ved den totale omskæring laver to snit i drengens forhud, som består af to blade eller lag: et indre og et ydre. Herefter skæres forhuden af. Jødernes metode foregår ved en såkaldt ”honning-bedøvelse”, hvilket ikke indebærer bedøvelse og blot en forbinding. ”Det kan lyde lidt barsk, at sådan noget foregår. Men undersøgelser viser faktisk, at de små drenge, så længe de er spædbørn, har ret beskedne smerter," udtaler professoren. "Muslimsk" partiel omskæring 
"Muslimsk" partiel omskæring. Illustration: Århus Universitet Den muslimske partielle omskæring er den hyppigste og foregår i 5-7 års alderen. Muslimer foretager omskæringer med en såkaldt knogleafbiddertang. Den sætter den muslimske læge eller det religiøse overhoved på forhuden i et halvt til et helt minut, indtil vævet bliver knust. ”Herefter kan man skære forhuden af uden på tangen. Det er ret anvendt,” fortæller lægen og tilføjer, at der her benyttes en lokalbedøvende salve også kaldet tryllecreme. "Dansk" partiel omskæring 
"Dansk" partiel omskæring. illustration: Århus Universitet Ved den danske partielle omskæring lægger lægen depoter af lokalbedøvelser ved penisroden. Herved opnås der en total bedøvelse af hele penis. Herefter lægger lægen et snit på indre og ydre blad som ved den totale omskæring og skærer derefter cirka halvdelen af drengens forhud af. ”Det her er faktisk et meget simpelt indgreb. Der er sjældent komplikationer efter operationen,” fortæller professoren. Påvirker sexlivet Men jo ældre drengen eller manden er, når omskæringen foretages, desto større er sandsynligheden for, at indgrebet kan give problemer: ”Drengen eller mandens forhud bliver tykkere med årene, hvilket komplicerer indgrebet en smule blandt andet pågrund af, at den øgede blodtilstrømning til penis kan betyde blødninger under operationen,” forklarer Troels Munch Jørgensen, der er læge på Århus Universitetshospital. Men vil drengene eller manden kunne mærke forskel på, om han er blevet omskåret eller ej? ”Vi ved, at dem der bliver omskåret har øget følsomhed i penis og evt. kan døje med for tidlig sædafgang ved samleje,” fortæller professoren og fortsætter: ”Men faktisk viser det sig også, at kvinder ikke så let opnår klimaks ved samleje med en omskåret mand.” Yderligere komplikationer kan være bloddannelser efter mislykkede operationer, arvævsdannelser og at 1-2 % dermed skal omopereres. Fakta om omskæring:
Ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning om omskæring af drenge, er det et "operativt indgreb" og dermed "forbeholdt læger".
Men det er endnu kun en vejledning og dermed ikke vedtaget i en lov, at det er en medicinsk uddannet læge, der skal foretage indgrebet. Så derfor kan det faktisk foretages af privatpersoner uden lægelig uddannelse, autorisation og faglig indsigt og viden.
Her er det en tyrkisk dreng, der omskæres. Muslimske drenge omskæres traditionelt, når de er langt ældre - de skal være bevidste om hvad der sker - ellers har omskæringen ingen religiøs effekt.
Ifølge vejledningen skal der foreligge et samtykke fra forældremyndighedens indehaver, hvis drengen er under 15, når omskæringen foretages. Jødisk omskærelsesritual debatteres i New York06. sep 2005 BLOD PÅ TANDEN: Et gammelt jødisk omskærelsesritual kan være skyld i, at to drenge er smittede og en død af herpes i New York. Men byens ortodokse jøder vil ikke opgive ritualet, som de ser som et bud direkte fra Gud Af Stinna Ahrenst
Rabbi Yitzchok Fischer i New York skal indtil videre holde sig fra at omskære jødiske drengebørn efter et gammelt ritual. Retten i New York har idømt ham et forbud, efter at to spædbørn er blevet smittet og et er dødt af herpes, tilsyneladende som følge af ritualet
Ritualet består i, at man fjerner det yderste af forhuden og derefter suger blodet væk med munden for at standse blødningen, og det er denne sidste del af ritualet, som er mistænkt for at sprede smitten blandt drengene.
12.000 omskærelser
Myndighederne blev opmærksomme på den aktuelle sag, da de konstaterede herpes hos en lille dreng fra Staten Island i New York og et tvillingepar i bydelen Brooklyn i henholdsvis 2003 og 2004. Den ene tvilling døde siden af sygdommen. Mange voksne bærer rundt på herpes, men for spædbørn kan sygdommen være livsfarlig.
Rabbi Yitzchok Fischer, der stod for omskærelsen af alle tre drenge, fik i februar forbud mod at omskære flere drenge, så længe det undersøges, om det er ham, der har smittet spædbørnene. Han har i alt stået for omkring 12.000 omskærelser.
New Yorks bystyre har grebet ind over for de især ortodokse jøder, som udfører ritualet, men det er en svær balancegang på den ene side at skulle beskytte borgernes sundhed og på den anden sikre deres fulde frihed og ret til at udøve deres religion. Og de lokale politikere vil helst ikke handle for kategorisk, for der er mange stemmer i den jødiske befolkningsgruppe i New York.
Bud fra Gud
Der har i flere måneder været forhandlinger i gang mellem bystyret og de ortodokse jøder for at få dem til at opgive deres rituelle praksis, men indtil videre forgæves – også efter et nyt møde for nylig. Kun har bystyrets indgreb gjort mange ortodokse jødiske ledere vrede.
– Det jødiske samfund vil opretholde denne praksis, som det har gjort det de sidste 5000 år, siger en rabbi, David Niederman fra Brooklyn.Mange af de mest traditionelt indstillede jøder anser det, at blodet suges bort, som en del af den pagtslutning, der fandt sted mellem jøderne og Gud. De ser ritualet som et bud, der kommer direkte fra Gud selv og derfor ikke kan ændres.
Imod den mest fundamentale regel
Sikkerheden omkring ritualet har været omdiskuteret siden 1800-tallet, og de fleste jøder er gået bort fra at bruge det. Den største sammenslutning af ortodokse rabbinere i New York har foreslået et alternativ, hvor man suger blodet bort med en slange, men ikke alle har villet acceptere denne løsning.
De jøder, der forsvarer metoden, siger, at der ikke er et eneste bevis på, at ritualet spreder sygdommen. De siger, at rabbinerne bruger antiseptisk mundskyllemiddel, før de udfører ritualet, og at der ikke er nogen sammenhæng imellem omskærelserne og tilfældene af herpes.
Men rabbi Moshe Tendler, som er mikrobiolog og professor i jødisk skriftudlægning og medicinsk etik, er uenig. Han siger, at "ritualet går imod den mest fundamentale regel, der findes i jødisk lovgivning".
– Reglen over alle regler er, at man ikke må udsætte nogen for helbredsrisiko, medmindre der er en særlig god grund til det, siger han.
Kilde: Kristeligt Dagblad
Det er egentlig mærkeligt med denne debat. Man vil beskytte drengebarnet mod et fysisk indgreb - og det er fornuftigt nok, efter min mening, drengen kan ikke få sin forhud tilbage. På den anden side vil man gerne tillade den såkaldte fri abort. Her er det som bekendt det ufødtes barns liv, der står på spil. Her er det stort set kun den katolske kirke, der påpeger det ufødte livs ret til livet. Der er en masse hykleri i det her. For mig er det alt afgørende, at det slet ikke handler så meget om religion, men politik der går ud på, at med omskærelsen har jøderne en Gudsgiven ret til Palæstina. Det er det centrale i den sag. Webmaster 
| Det er dybt kritisabelt og etisk uforsvarligt at foretage religiøse omskæringer på små drengebørn, som det er tilfældet indenfor jødedommen og islam. Det mener blandt andre Børneråddet og Det Etiske Råds formand, der er forundret over, at der er en lov for pigeomskæring og ikke for drengeomskæring. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Herhjemme er det overrabbiner Bent Lexner fra Det Mosaiske Trossamfund, der fører kniven ved de jødiske drenge, og han har omskåret mere end 1000 drenge i en periode på godt 30 år. De bliver efter religiøse regler omskåret, når de er otte dage gamle. Men det bør ikke være lovligt, mener Børneråddets formand, Charlotte Guldberg.
- Det er dybt problematisk. Vi er fra samfundets side ikke i tvivl om, at omskæringer af piger er uacceptabelt, men ved drengene accepterer vi det og har tolereret det i mange år, fordi omskæringen knytter an til en religion. Det er kønsdiskriminerende, at man allerede fra fødslen skelner mellem piger og drenge, siger Charlotte Guldberg, der mener, omskæring bør forbydes på drenge under 15 år.
Det Etiske Råd har ikke en samlet holdning til omskæring, men formand Peder Agger er ikke på forhånd afvisende overfor at lovgive på området.
- Det er et etisk problem. Jeg vil foretrække, at man ventede, til barnet er 15 år og dermed respekterede barnets selvbestemmelse, så drengen selv ved, hvad der foregår. Man bør, efter min mening, ikke foretage fysiske indgreb med blivende ar eller følger, før barnet er 15 år. Og man bør overveje, om det kunne ritualiseres på en anden måde. Vi er eksempelvis i Danmark også holdt op med at stikke hele barnet ned under vandet, når det skal døbes, siger han.
I USA er der en stigende tendens til, at omskæringen foretages symbolsk ved blot at prikke med en nål i forhuden, så der flyder en dråbe blod derfra. Men i Danmark fjernes hele forhuden på muslimske og jødiske drenge i tråd med en mere end 3000 år gammel pagt mellem Gud og Abraham.
Men religioner kan ikke bare trække frinummer og krænke barnets kropslige integritet, mener Kirsten Ketscher, professor i socialret ved Københavns Universitet. Hun peger også på , at det må vente, til børnene er gamle nok til selv at kunne tage stilling.
Overrabbiner Bent Lexner, der har modtaget en speciel uddannelse i indgrebet, afviser dog både et forbud og indførelse af symbolsk omskæring.
- Jøder har i mange år kæmpet for at bevare den tradition, for det er et jødisk identitetstegn. Selv hos jødiske familier, der ikke lever efter den jødiske praksis, vil der være ganske få, som ikke får deres drengebørn omskåret. Hvis man vil være en del af det jødiske folk, opfylder man netop den regel. At fjerne omskæringen vil svare til at fjerne dåben fra kristendommen, siger han. (Der findes ikke et sted i hele Det Ny Testamente - ikke et eneste sted, hvor det pålægges kristne at lade deres børn døbe. Webmasters kommentar).
Muslimske drenge bliver oftest omskåret på privatklinikker og er tit ældre end jøderne. Imam Abdul Wahid Pedersen peger på, at forældrene også bestemmer over børn i mange andre sammenhænge.
- De bestemmer også, hvilket tøj børnene skal gå i, så de ikke bliver mobbet. Og hvis børn selv skal kunne bestemme, hvorfor skal de så ikke også frit kunne vælge, om de vil døbes eller ej, spørger han. (Det burde faktisk også være sådan. Webmasters kommentar). Kilde: Kristeligt Dagblad | | 
Epiphany (Adoration of the Magi)" by Gottfried Helnwein. Denver kunstmuseum. Colorado U.S.A.
Epiphany (= Helligtrekongersdag) fra 1996 "BEUNDRING AF DET MAGISKE" | 
Nu skal de lige passe på, at Herodes og hans efterretningstjeneste ikke kigger med. De Hellig Tre Konger havde jo dumt nok spurgt om vej i Jerusalem, fordi den der stjerne ikke lige kunne vise hvor det var, så Herodes vidste, hvad der skulle ske. Nå, men de slipper jo heldigvis afsted til Ægypten, men andre nyfødte drengebørn går det meget ilde på grund af de Hellige Tres - Caspar, Melchior og Balthazars uforsigtighed. De var dog så kloge, at de rejste lige hjem. 
Lige et tip: vil du tage et dåbsbillede der bliver helt unikt, så bed alle dåbsgæsterne samle sig om døbefonten på samme måde som på billedet ovenfor og rette blikket mod barnets øjne er der søskende og andre børn, skal de også være med, når præsten øser vand over barnets hoved. Det er sådan et dåbsbillede skal tages. Du kan jo forære billedet indrammet og i stor størrelse, som dåbsgave til barnet og dets gudmor og gudfar. Det er jo det største øjeblik i barnets liv, for først nu hører det Gud til. Der er selvfølgelig forskel - klasseforskel på sådanne begivenheder. Jesus blev født under de usleste forhold, blev født i en stald, svøbt og lagt i en krybbe - det er ikke det ydre der gør en til en konge. 
En ordinær barnedåb, som de er flest. Her er naturlig glæde (ukendt privat foto) 
Lidt forskrækket barneskrål hører med. (ukendt privat foto) 
En knap så ordinær barnedåb - her er det en anden klasse og der er stil over det. Bare læs her - det kan blive til en hel reportage et helt mediestunt: Vennerne var også repræsenteret blandt fadderne, som her ses i selskab med dagens hovedpersoner og kgl. konfessionarius Christian Thodberg. Fra venstre er det Martina Manley (Alexandras søster), Anick Boel (Alexandras hofdame) greve Ahlefeldt-Laurvig (parrets private ven), Damian Sibley (Alexandras ven fra Hong Kong) og Oscar Davidsen Siesbye (Joachims ungdomsven). Foto: Jørgen Jessen Det blev vennernes barnedåb. Prins Joachim og prinsesse Alexandra fik deres lille søn døbt, ikke alene som en familiebegivenhed, men i høj grad også som en vennebegivenhed. I den gamle, smukt pyntede Møgeltønder Kirke var bænkerækkerne pyntet med små rokoko-buketter, hvor vennerne sad på rad og række. I koret til venstre sad kronprins Frederik. Det var ham, der sammen med morfar, Richard Manley, og mormor, Christa Manley, skulle holde styr på lille prins Nikolai, og bagved sad prinsesse Alexandras fætter og kone Martina Nowotny og Christian Nowotny.
Dronning Margrethe og prins Henrik sad naturligvis ved siden af de glade forældre, prins Joachim og prinsesse Alexandra, og lige bag Alexandra sad greve Ingolf af Rosenborg og Susie, sammen med Alexandras søster, Nicola Baird, og prinsessens onkel og tante, Heinz Nowotny og Gerda Nowotny.
Modsat den kongelige familie sad så fadderne - Alexandras søster, Martina Manley, greve Christian Ahlefeldt-Laurvig, Alexandras hofdame, Annick Boel, og venner af prinseparret, Damian Sibley, som danskerne ikke kender så meget til, og Oscar Davidsen Siesbye.
Af den franske familie kom Joachims farbror, journalist, greve Etienne Monpezat og grevinde Isabelle, foruden Joachims fætter, Guillaume Bardin og hans kone, Laurence Bardin.
Fornemste gæst uden for familien, men alligevel tæt på, var skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller, og den mest celebre vel nok 007 eksagenten Roger Moore og hans danske kone Kristina (Kiki). Danfoss' grand old lady, Bitten Clausen, var også med.
Til de gode familievenner hører absolut lensgreve, kammerherre, hofjægermester Preben Ahlefeldt-Laurvig og fru Brita, og fru kammerherreinde Catharina Collet, som engang har været prins Joachims madmor, da han var i landbrugslære hos Bernt Johan Collet på Lundbygaard i Sydsjælland.
Blandt de unge venner, der var med, og som også er kronprins Frederiks gode venner, er grevinde Christian og Sofie Ahlefeldt-Laurvig, der nu efter faderen Preben driver Tranekær Gods på Langeland, og greve Ditlev Ahlefeldt-Laurvig og kæresten Jean Mensah.
Prinsesse Alexandras tidligere hofdame, Susanne Vind, var der med sin mand, hofjægermester Erik Vind.
Skuespiller Ellen Hillingsø, der også for nylig blev mor, og som er blevet vældig gode venner med Kronprinsens kæreste, Mary Donaldson, var der, ligesom Kronprinsens og prinseparrets venner, Michael og Benedicte Darsberg. Foruden Holger Foss og balletdanseren Rose Gad Foss, designeren Charlotte Sparre og Jens Willumsen, samt Joachims skoleven, Peter og Henriette Steenstrup. Med var også frisør Søren Hedegaard sammen med vennen, skuespiller Preben Kristensen.
Frederiks og Marys gode venner, Jeppe og Birgitte Zachau Handwerk, som er nygifte, kom, og - fra Heering-familien - Peter og Caroline Heering. Til de gamle venner hører også Ida Maria Davidsen Siesbye og Joakim Lilholt, pastor Peter Parkov, der er så nær en familieven, at han også deltog i aftenens meget private middag, hvortil kun omkring 35 af de 200 dåbsgæster var inviteret.
Men alle var til gengæld inviteret til reception på Schackenborg, hvor der var rejst et stort telt alene til garderoben.
Frederiks allerførste skoleflirt, Mie Egmont-Petersen, var der med sin mand Mark Patterson, komtesse Marina af Rosenborg, greve Valdemar og grevinde Charlotte af Rosenborg, Christian Scherfig og Kristine Lind.
Blandt gæsterne var desuden prinsesse Alexandras designer, Henrik Hviid, der har lavet dåbskjolen, som Nikolai havde på første gang, sammen med vennen Flemming Møller Pedersen.
Med var selvfølgelig også Tønders borgmester, Hans L. Hansen og fru Birte, amtsborgmester Carl Holst og fru Lone, statsamtmand Torben Sørensen, organist Frederik Magle, der igen har skrevet et særligt stykke musik til den nydøbte, ligesom han gjorde det til Nikolai.
Ecco Skos direktør Karl Toosbuy og fru Birte, og alle dem, der har været omkring prinsesse Alexandra, da hun barslede på Rigshospitalet, var også med, professor, overlæge, dr. med. Johannes Bock og professorinde Bock, afdelingssygeplejerske Else Frisk og jordemødrene Birgitte Hillerup og Pernille Langhoff-Ross.
Hoffets folk og ansatte på Schackenborg og folk fra egnen deltog også i den glade barnedåbsfest. ... Ja, der er forskel på folk. Ved Jesus fødsel var det hyrderne på marken - her er det hele jet-settet, som vi kender det fra Billed-bladet, men der er dog folk fra egnen. Det gør ingen forskel på dåben og dens kraft. Den er nemlig heldigvis såre demokratisk. 
| 
""Grosse Geister," by Thomas Schutte " Denver kunstmuseum. Colorado U.S.A. "STORE ÅNDER" Her er et væsen fra det ydre rum - selv et stykke magi - kommet for at beundre et andet stykke magi. Det er sammenstillingen af billedet og figuren, der skal give den kunstmuseumbesøgende den visuelle oplevelse. Billedet er faktisk et maleri udført så det ligner et sort/hvidt foto. Hvad er det egentlig man er kommet for at se. Er det de hellige tre konger der er kommet. Hvad står der på det stykke papir som den ene SS-officer holder i hånden. Er væsenet udefra måske Gud, der kommer for at se sin menneskesøn. Værkerne skal sætte tanker i gang - og det gør det - også hos dig. Håber det fanger dig. GOTTFRIED HELNWEIN, Epiphany (Tilbedelse af Magi), 1996
Gottfried Helnwein's Epiphany (Tilbedelse af Magi) er en underlig start på et traditionelt Nyt Testamente tema i kunsten. Det arbejde, der forestiller en Madonnalignende mor der viser sin baby frem til opmærksomme nazistiske officerer, Malet i hyperrealistisk grisaille med Chiaroscuro virkninger, det arbejde ligner et gammelt dokumentarisk fotografi i kæmpestørrelse. De uhyggelige, dystre overtoner er umiskendelige. Hvem er det mor? Hvad vil disse officerer med hende og hendes barn? Hvilken slags officielt papir kunne officeren til venstre holde i hånden, og hvad kunne være dets resultat? Helnwein giver os et karakteristisk tvetydigt, uforglemmeligt billede og overlader os til at undre os over dets betydning. Helnwein's baggrund bidrager måske til at forklare, hvorfor hans ofte vanskelige emner er blevet fortolket på forskellige, ofte modstridende måder af stridende parter i den politiske debat om Anden Verdenskrig. Med sin enorme størrelse, hyperrealistiske stil, og det foruroligende indhold, giver dette foruroligende arbejde en psykologisk angst ledsaget af en stærk magnetisk tiltrækningskraft. Når vi ser det, er vi tilbøjelige til at stirre henrykte over både dets skønhed og dets forførende, ondsindede overtoner.
| Her får den lysblonde Jomfru Maria besøg af hele fem SS-officerer og ikke af De Hellig Tre Konger, men det er det måske alligevel. Der foregår lige en visuel kontrol af den enbårne (han var nu ikke enebarn, men havde brødre og søstre, men Gud har kun et barn så i forhold til Gud, som den biologiske far, så kan man da godt kalde ham enbåren - nej og atter nej - Adam var ikke det første barn, Adam var skabt ikke født som Jesusbabyen her) - så skal vi ikke bare kalde ham den førstefødte. Når Maria får flere børn er hun næppe jomfru mere, men hun er det jo ved denne fødsel. Josef bliver også kaldt far i Det Ny Testamente, men det var han jo ikke. Nu gik Maria nok heller ikke rundt og fortalte at faderen var Gud. Der var jøder der i 1930erne og 40erne der bittert fortrød, at de var omskårne. Det er en historisk kendsgerning, at der var jøder i de dage, der forsøgte sig med plastiske operationer, for at få nedtonet deres jødiske udseende. Det var en ufattelig ondskabsfuld tid og ingen gjorde indsigelse. Måske kan man få en helt anden tolkning ud af billedet. I Nazityskland oprettede man såkaldte Brudeskoler for kvinder, de skulle også fungere som rugemødre. Man skulle være racemæssigt udvalgt. Blond, blå øjne og en atletisk kropsbygning. Der blev også udvalgt mænd på samme måde - de skulle fungere som avlstyre. Du tror det er løgn, men det er desværre sandt. Derfor kunne billedet tolkes som en rugemor, der har leveret varen. Barnet har en lille bitte lighed med Hitler grundet den hårtot, der hænger ned i panden. Så måske er det selveste føreren, der har lagt gener til en lille Hitler klon - og det er jo magi. Det er givet at billedet skal vække opmærksomhed - og det gør det. Hvad får du af det? | 
Her et billede fra en Tv-udsendelse om emnet. Her er det en voksen mand, der får foretaget indgrebet i lokalbedøvelse på en privatklinik i Tel Aviv i Israel. Han er ikke jøde eller muslim. De 14 dage efter indgrebet beskrives som et smertehelvede. Her er det et frivilligt valg og han betaler selv hvad det koster. Det er selvfølgelig hans og alene hans sag, som ingen skal blande sig i. I Danmark udføres dette indgreb på Rigshospitalet i København og det offentlige betaler. En læge kan af etiske grunde frasige sig at medvirke til indgrebet. Sundhedsstyrelsen har udsendt et cirkulære om omskæring. Indgrebet er dog ingen garanti for at komme i paradis. Lige så lidt som dåben, konfirmationen eller et medlemskab af folkekirken er det. kilde: DR2 | | Omskæringen er omtalt i 1. Mosebog. kapitel 17 Det er en pagt - en ensidig aftale, der indgås mellem Gud og denne jødiske Guds udvalgte folk. Disse jøder er hans hjerteblod og han giver alene dem deres eget land Israel. | | 
Omskærelsen som vi kan læse den i biblen; og som er den danske folkekirkes skriftlige dokumentsamling om Guds ord.
v1 Da Abram var nioghalvfems år, viste Herren sig for ham og sagde til ham: »Jeg er Gud den Almægtige! Du skal vandre for mit ansigt og være udadlelig. v2 Jeg vil stifte en pagt mellem dig og mig, og jeg vil gøre dig uhyre talrig.« v3 Abram kastede sig ned, og Gud talte til ham: v4 »Jeg indgår en pagt med dig, og du skal blive fader til en mængde folkeslag. v5 Du skal ikke længere hedde Abram. Dit navn skal være Abraham, for jeg gør dig til fader til en mængde folkeslag. v6 Jeg gør dig uhyre frugtbar; jeg gør dig til folkeslag, og konger skal nedstamme fra dig. v7 Jeg opretter min pagt med dig og dine efterkommere i slægt efter slægt, en evig pagt: Jeg vil være din og dine efterkommeres Gud. v8 Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana'an, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, og jeg vil være deres Gud.« v9 Og Gud sagde til Abraham: »Du og dine efterkommere skal holde pagten i slægt efter slægt. v10 Dette er min pagt med dig og dine efterkommere, som I skal holde: Alle af mandkøn hos jer skal omskæres. v11 I skal lade jeres forhud omskære, og det skal være tegn på pagten mellem mig og jer. v12 Otte dage gammel skal hver dreng hos jer omskæres, slægt efter slægt. Det gælder såvel den træl, der er født i dit hus, som enhver fremmed, du har købt, og som ikke hører til din slægt. v13 Både den, der er født i dit hus, og den, du har købt, skal omskæres. Sådan skal I bære min pagt på kroppen som en evig pagt.
v14 Men en uomskåret mand, en hvis forhud ikke er omskåret, skal udryddes fra sit folk. Han har brudt min pagt.« (Der er altså tale om en evig pagt. Gud laver vel ikke sådan lige sine aftaler, om og jeg mener bestemt ikke der står i Biblen at Guds Søn Jesus skulle have sagt, at hans far havde sagt, at den aftale ikke gjaldt mere. Jesus har heller ikke mig bekendt sagt, at han har tilbagekaldt sit skøde på Kana`an (Palæstina) til sit udvalgte folk, hvor alle mændene er omskårne - webmasters kommentar).
| Omskæringen skal finde sted på 8. dagen efter fødslen. Jesus blev omskåret efter denne pagtsbestemmelse og var jøde og tilhørte det jødiske samfund. For vor tids jøder er omskærelsen et tegn på, at de hører til disse udvalgte og at de alene har retten til landet Israel. Det er derfor ekstremt vigtigt for jøderne fortsat at håndhæve omskærelsen, fordi den da politisk kan anvendes som et argument for erobringerne i Palæstina og de ulovlige bosættelser på Palæstinensisk område. Gud pålægger endvidere jøderne, at de skal udrydde enhver af deres midte som ikke er omskåren. Det er ikke kun jøder der praktiserer omskæring. Det gør muslimer også. Der foretages også omskæring af piger - vi har kendskab til denne praksis fra de Somalier vi har fået til Danmark som flygtninge. I Danmark bliver forældre straffet hvis de lader deres pige omskære. Der omskæres årligt 13 millioner børn. Det er ca. 80.000 om dagen eller ca. 3.400 i timen. Jøderne betragter et forbud mod omskæring som en ny forfølgelse af dem. I kristendommens tilblivelseshistorie kan man se at der rasede en bitter strid mellem de jødekristne i hjemlandet, jødekristne i udlandet (diasporaen) og de hedningekristne (proselytterne) om hvorvidt man skulle lade sig omskære eller ej. Paulus - dengang hed han Saul - der påstod, at han mødte den genopstande Kristus som ansat i Tempelpolitiet ved Templet i Jerusalem var som leder af en Tempelpolitistyrke på jagt efter Jesus, som der gik rygter om var undsluppet fra graven og formentlig ikke havde været slået ihjel, men kun var skindød. 
Sauls omvendelse Apg. kap. 9 Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem. Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: "Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?" Han svarede: "Hvem er du, herre?" Han sagde: "Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide hvad du skal gøre." Hans rejseledsagere stod målløse; nok hørte de røsten, men de så ingen. Så rejste Saulus sig op fra jorden, men skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se. De måtte lede ham ved hånden og føre ham ind i Damaskus. I tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak. Han er virkelig påvirket af begivenheden, skal man tro hans egen beretning. Sådan lyder fortællingen, men den skal du jo tro på hvis du også skal tro på hvad Paulus siger og dermed hvad du får fortalt af præsten i folkekirken. Den kvikke og eftertænksomme læser vil sikkert nok synes, at det er påfaldende at der på kritiske steder i forklaringerne kommer sådant noget trylleri ind. Det myldrer med sådanne mystifikationer. I paradis har men en talende slange. Der er et andet sted, hvor der et æsel der taler og hundredvis af andre ting - røster fra himmelen, talende brændende tornebuske, evnen til at gå på vandet, trylle nogle brød og fisk om så man kan bespise 5.000 mennesker og så er der alligevel rester tilbage til flere dage, forvandle vin til vand, opvække døde og gøre blindfødte seende, give lamme førligheden tilbage og spedalske raske og friske, stilne stormen og skille vandene. Den klares lige med berøringer, besværgelser og sådant lidt tryllestøv og tryllestave. 
Lige en forklaring på det der kommer. Der findes en bog, der hedder bibelen. Ordet betyder blot samling af bøger. Det er nu ikke hele bøger alt sammen, noget er blot større afsnit der kaldes for en bog og noget er kun et brev på nogle få sider, det kaldes en epistel - de lyseblå på nederste hylde har Paulus skrevet eller snarere dikteret til en skriver. De fylder tilsammen ikke ret meget i selve bibelen og der er et hav af gentagelser fra brev til brev. De fylder så meget her på reolen, det er fordi den danske folkekirke er helt og aldeles forgabt i disse Paulinske skriblerier. Jo mere præsten ligger på højrefløjen rent politisk jo mere Paulinsk er præsten. De fylder tilsammen mindre end den lille røde bog ude til højre på hylden. her kommer lige et indskud, man er nødt til at vide hvad det er for en dokumentsamling: BIBLEN ER EN SAMLING MENNESKELIGE DOKUMENTER VED AT BASERE HELE SIT LIV OG SIN LIVSOPFATTELSE PÅ HVAD DER STÅR I DISSE DOKUMENTER SKUBBER DET ENKELTE MENNESKE SIT ANSVAR SOM INDIVID OVER PÅ HELLIGE BØGER OG UNDDRAGER SIG ARGUMENTATION PÅ FÆLLESMENNESKELIGE VILKÅR ET EKSEMPEL HERPÅ ER STATEN ISRAELS EKSISTENS - DEN ER OPRETTET I FORLÆNGELSE AF VERDENSSAMFUNDETS BESLUTNING. DEN ER RESULTATET AF EN POLITISK BESLUTNING. MEN EN DEL KRISTNE OG BLANDT JØDER HÆVDES DET SYNSPUNKT, AT JØDERNES TILBAGEVENDEN TIL PALÆSTINA ER OPFYLDELSEN AF GUDS LØFTE TIL SIT JØDISKE FOLK. PÅ DEN MÅDE KOMMER DET GAMLE TESTAMENTE TIL AT LEGITIMERE DET JØDISKE FOLKS GUDGIVNE RET TIL PALÆSTINA. JØDERNE OG IKKE DE PALÆSTINENSISKE ARABERE HAR ALTSÅ RETTEN TIL LANDET. DEN BIBELSKE LEGITIMERING KOMMER ALTSÅ TIL AT STÅ OVER ALMINDELIG FOLKERET HOS FUNDAMENTALISTISKE KRISTNE - DER DELER DETTE SYN PÅ JØDERNES BIBELSKE RET TIL LANDET, KÆDES JØDERNES TILBAGEKOMST TIL PALÆSTINA SAMMEN MED FORESTILLINGEN OM, AT DER SKAL VÆRE JØDER I LANDET, NÅR JESUS KOMMER IGEN, OG DE VED DEN LEJLIGHED VIL KOMME TIL AT TRO PÅ HAM SOM KRISTUS. DETTE ER IKKE UFORSTÅELIGT BLEVET KALDT DEN ULTIMATIVE FORM FOR ANTISEMITISME ORD BLIVER IKKE GUDS ORD AF, AT MENNESKER TILLÆGGER GUD DEM. BIBELENS TALE ER MENNESKETALE OGSÅ DÉR, HVOR DEN BLIVER LAGT GUD I MUNDEN TYNGDEPUNKTET HAR FLYTTET SIG FRA DET DER STÅR I BIBELEN TIL DEM, DER SKREV DE ENKELTE DOKUMENTER, SAMLEDE DEM OG GAV DEM STATUS SOM HELLIG SKRIFT OFTE I GANSKE BEVIDST REAKTION MOD ANDRE RELIGIØSE STRØMNINGER OG SKRIFTER, DER BLEV UDELUKKET. NU HANDLER DET IKKE LÆNGERE OM DET, DER STÅR I TEKSTEN SOM FØRSTEHÅNDSVIDNESBYRD OM DE FORTALTE BEGIVENHEDER, MEN OM FORTÆLLERENS ELLER FORTÆLLERNES TRO OG TÆNKNING BIBLENS SKÆBNE HAR VÆRET, AT DEN HAR VÆRET BOGEN I VOR KULTURKREDS. BOGEN ER BLEVET EN "KLASSIKER" FORDI EN NATION, ELLER EN GRUPPE AF NATIONER I ÅRHUNDREDER HAR BESLUTTET AT LÆSE DEN, SOM OM ALT PÅ DENS SIDER VAR VELOVERVEJET OG SKÆBNESVANGERT, DYBT SOM VERDENSRUMMET OG EGNET TIL FORTOLKNINGER UDEN ENDE UDEN FOR KIRKENS RUM HAR DOKUMENTERNE IKKE ANDEN AUTORITET END DEN SOM UDSPRINGER AF DENS FORSKELLIGE SKRIFTERS IBOENDE EVNE TIL AT SKABE OPMÆRKSOMHED OG UDFORDRE VOR TÆNKNING DEN DER LÆSER BIBELEN KOMMER TIL AT FORTOLKE DEN - DET ER VILKÅRET FRA BEGYNDELSEN - HELE UDVÆLGELSEN OG TILRETTELÆGGELSEN AF DOKUMENTSAMLINGEN ER ET UDTRYK FOR FORTOLKNING ENHVER LÆSER KOMMER TIL AT FORTOLKE DOKUMENTERNE UDEFRA SINE EGNE SPROGLIGE, HISTORISKE OG KULTURELLE FORUDSÆTNINGER ENHVER LÆSER AF BIBELEN KAN KONSTATERE DEN FORTOLKNINGSPROCES DER FORLØBER VED AT DE ENKELTE DOKUMENTER SÅ AT SIGE "TALER MED HINANDEN" FORTOLKNINGSPROCESSEN BLIVER UUNDGÅELIGT EN MAGTKAMP MELLEM DET BIBELSKE VERDENSBILLEDE OG DET NATURVIDENSKABELIGE VERDENSBILLEDE - SÅLEDES KUNNE MARTIN LUTHER I 1539, DA HAN BLEV KONFRONTERET MED DET SYNSPUNKT, AT DET VAR JORDEN, DER BEVÆGEDE SIG OG IKKE FIRMAMENTET (HIMLEN) OG SOLEN, UDBRYDE, AT DET VAR DEN RENE FORVIRRING: "JEG TROR IMIDLERTID PÅ DEN HELLIGE SKRIFT, FOR JOSUA HAR BEFALET SOLEN , IKKE JORDEN, AT STÅ STILLE." BIBLEN HAR I ÅRHUNDREDER VÆRET UDSAT FOR KILDEKRITIK OG DEN KRITIK HAR AFDÆKKET DE SELVMODSIGELSER OG DE TENDENSER, DER SATTE SPRØGSMÅLSTEGN VED STORE DELE AF DET ØJENSYNLIGT HISTORISKE STOF DER BLEV OGSÅ SAT ALVORLIGT SPØRGSMÅLSTEGN VED DE BIBELSKE BERETNINGER OM SKABELSEN. CHARLES DARWINS EVOLUTIONSTEORI (UDVIKLINGSLÆRE) I VÆRKET "ARTERNES OPRINDELSE VED KVALITETSVALG" FRA 1859 BLEV VULGARISERET TIL ABETEORIEN AF DE TROENDE I BIBELBÆLTET I U.S.A. MANIFESTERER DETTE SIG I EN NY FORM FOR BIBELFUNDAMENTALISME DER POSTULERER BEGREBET "INTELLIGENT DESIGN" Jerusalems jøder i strid 
Ortodokse jøder demonstrerer i Jerusalem, efter at borgmester Nir Barkat har tilladt en stor parkeringsplads at holde åbent om lørdagen, dvs. på den jødiske hviledag. Her er de ved at stene en bil til døde. Jerusalem er Israels største og mest betændte kampplads i forholdet mellem landets ortodokse og sekulære borgere Jerusalems borgmester hedder Nir Barkat. Han er ung, sekulær og har for nylig tilladt, at en stor parkeringsplads også holder åbent om lørdagen, den jødiske hviledag. Det har fået de ortodokse jøder til at demonstrere, og i weekenden kulminerede det med de ortodokses stening af Nir Barkats bil. Borgmesteren er i god behold, men det er mere, end man kan sige om hans by. Jerusalem er ikke længere kun splittet mellem jøder og arabere. Den jødiske befolkning i Jerusalem er delt mellem ortodokse og sekulære i en kamp om byens og måske endda statens fremtid. De sekulære er begyndt at råbe vagt i gevær over for det, de ser som de ortodokses brutale måde at påtvinge resten af befolkningen en meget radikal form for jødedom.
Nehemia Shtrasler, økonom og journalist, er blandt de sekulære, der råber højest. På den nylige mindedag for det jødiske tempels ødelæggelse skrev han en kommentar i et af de førende dagblade med den pointe, at den ortodokse befolkning er godt på vej til at ødelægge staten Israel. Den tankegang er udbredt i Israel, men indtil for nylig var det et fænomen, der hørte private samtaler til. Ikke avisforsider. – Mange sekulære er så pinligt naive, at de ikke forstår, at her er tale om en kamp for vores hjem og vores stat. De forstår ikke, at vi står over for en tilrettelagt besættelsesplan drevet af brigader, der vil frarøve det sekulære flertal dets åndelige og fysiske hjemsted. En teokratisk stat er ikke et slogan, det er en handlingsplan, siger Shtrasler. 
I Meah Shearim bydelen i Jerusalem hænger skilte der fortæller, at det er på det strengeste forbudt kvinder at komme ind i deres bydel, hvis de ikke bærer anstændige klæder. Benklæder er ikke tilladt - kjoler skal gå til under knæet, tøjet må ikke være stramtsiddende, bluser skal være med lange ærmer, du skal gå med lange strømper og gifte kvinder skal bære hovedbeklædning og meget mere. De tåler ikke at blive krænket Jøderne. De er bindehamrende gale, de har lavet en bydel om til en jødisk helligdom. Det er et offentligt tilgængeligt byområde. De tåler ikke at få krænket deres følelser, hvad med andres. Skal du på besøg i denne bydel så tag for sjov skyld en Burkal på. 
Utroligt, at man som ortodoks jøde kan holde ud at rende rundt i sorte frakker og sorte hatte. Der er afsindigt varmt her i Jerusalem om sommeren, så man er ved at falde om af hedeslag. Negev ørkenen ligger lige syd for og her er afsindigt tørt. I området mellem Jerusalem og ud til Middelhavet til Tel Aviv er der rimeligt frodigt og det samme gælder langs den Nordlige del af Jordanfloden helt op til Genezareth Sø, den som Jesus siges at have trasket rundt på. På Jesu tid var her mere vand og mere frodigt og hovederhvervet var landbrug. I vore dage stjæler man vandet fra Jordan floden og fører det i rørledninger fra det Palæstinensiske område til Israel og til de ulovlige bosættelser og Israelske frugtplantager især langs Jordanfloden. 
På vej i skole med raske faste fjed. 
Her de traditionelle hovedbeklædninger hos de ultraortodokse jøder - det er pelshat, kalot og hat - alt i sort. Slangkrøller ved ørene er et gammelt påbud i Moseloven, "du skal lade dit hår vokse ud af ørerne". Den mærkværdige og ejendommelige pelshat, der ser ud som om man bærer en lagkage på knolden eller "en lille rulle brænde der er bidt af", stammer fra østjøderne. Jeg har muslimer i min familie - det var en af mine mange niecer, som giftede sig med en flytekniker fra Tunesien for mange år siden, hun er konverteret til Islam og det samme er hendes børn, her går kvinderne klædt i en chador, ansigtet er dog frit. De fortæller mig, når jeg har spurgt dem - om de ikke er ved at dø af varme i den klædedragt. Nej, siger de, vi går i hvidt om sommeren i varmen og det er faktisk en kølig klædningsdragt. De holder heller ikke jul, men så har de andre fester i de mørke vintermåneder og børnene får også gaver. Jeg tror den høje jøde her på billedet der er lige så tyk om mavsen som mig, har et hængt et bedeslag på forkroppen. Jeg går altid selv med en hvid kasket med skygge, når jeg er ude i solskinnet i varmen. Jeg er næsten skaldet på issen, så passer jeg ikke på, får jeg hedeslag eller bliver det i det mindste meget utilpas. Jeg ved intet om, hvor den her klædedragtmode stammer fra, man gik ikke mig bekendt klædt på denne måde på Jesu tid. Det må jeg så finde ud af. Min storesøster har tit været i Tunesien for at bo hos sin svigersøns forældre og sin datters svigerforældre og familie, hun nyder det og bader i middelhavet - hun var en habil svømmer, men nu trykker alderen hende. Hun siger der er djævelsk varmt i Tunesien om sommeren, men på andre tider af året går det an, hun har altid krydderier med til mig. 
Forskellige muslimske klædedragter, hvis man bekender sig til islam. Det er niqab og burqa Dansk Folkeparti vil have forbudt. En pudsig ting jeg må fortælle er, at jeg har spurgt dem om det er sådan hvor de kommer fra (Tunesien i Nordafrika) om det også er sådan, at folk der bor i de riges områder også taler med en forfinet arabisk dialekt, som vi kender den fra Whiskybæltet i Nordsjælland, hvor man ap i stedet for op og galf i stedet for golf. Jep, siger de - nu skal du bare høre - så siger de noget på arabisk, som jeg ikke forstår en dyt af - og man kan høre, at den forskel har de også i deres land. 
Her et ortodokst jødisk par i en typisk klædedragt. Ortodokse jødiske kvinder er meget tækkeligt klædt, men hendes tøj er flot og elegant.. – De ortodokse flytter til sekulære nabolag. Så begynder de at forlange gaderne lukket på sabbatten, kønsopdelte busser og forbud mod blandet publikum i svømmebade. Herefter lukker de skoler og laver dem om til yeshivaer (religiøse skoler, red.) Sådan falder det ene nabolag efter det andet i deres hænder, siger han.
De ortodokse har et uafhængigt skolesystem, hvor fag som samfundsfag ikke er en del af pensum. Samtidig er der ikke værnepligt for ortodokse i den israelske hær, hvor andre kvinder og mænd aftjener henholdsvis to og tre års værnepligt. Desuden giver staten økonomisk bonus til familier med over fem børn, hvilket ifølge kritikere er med til at opmuntre ortodokse familier til ikke at komme ud på arbejdsmarkedet.
I øjeblikket går 25 procent af Israels skolebørn i ortodokse skoler, og om 20 år vil antallet ligge på omkring 40 procent. 
En lærer med sine elever på den jødiske Lubavitch-skole i London. En anden jødisk friskole i byen blev den 18. december 2009 dømt skyldig i racediskrimination ved at afvise en elev med den begrundelse, at han ikke var jødisk nok. (de religiøse skoler, yeshivaerne, optager kun jøder, hvilket uden for Israel er et problem, idet man kun er jøde efter deres definition, som går på at man skal have en jødisk mor, for at være etnisk jøde - det er faktisk racediskrimination som de forfulgte jøder praktiserer - webmasters kommentar). I Jerusalem udgør den ortodokse befolkning mere end en tredjedel af byens befolkning, mens de ortodokse udgør mindre end 10 procent af landets samlede befolkning.
I Jerusalems ortodokse Meah Shearim-kvarter har situationen i årevis været, som Nehemia Shtrasler beskriver. Men på grund af boligmangel er de ortodokse familier nu begyndt at lede efter lejligheder andre steder i Jerusalem. Det skaber gnidninger mellem ortodokse og sekulære, og problemstillingen er begyndt at indtage en central plads i nyhedsstrømmen i Israel.
– Jeg ved snart ikke, hvem der hader mest. Er det de sekulære, der hader de ortodokse mest, eller er det de ortodokse, der hader de sekulære, spørger Jackie Levy, der er vært for et kendt dagligt radioprogram.
Men Jackie Levy, der selv er national-religiøs, hælder faktisk også til at se de ortodokse som en trussel.
– De ved ikke, hvad de taler om, siger rabbiner Yosef Rosendfeld, der holder opsyn med, at sabbatten respekteres i Jerusalem.
Han mener, at de sekulære er en trussel mod de ortodokse, og at den sekulære levevis er med til at hindre Messias' genkomst. 
Her et billede der viser Jerusalems ødelæggelse i år 70 efter vor tidsregning. Jøderne havde påbegyndt et oprør mod den Romerske besættelsesmagt - det havde stået på nogle år, men Romerne slog oprøret ned og udryddede omkring 1,5 millioner jøder, pulveriserede templet og tog templets helligste ting som bytte og førte til Rom. De tiloversblevne jøder flygtede til andre lande og der var kun ganske få jøder tilbage i Palæstina. I begyndelsen af 1900 tallet var der kun omkring 7.000 - til 8.000 jøder i hele Palæstina. Det har ændret sig siden Zionisterne oprettede staten Israel i 1948 i Palæstina og nu gør de krav, på det land som Gud har givet for 3.500 år siden. Det er baggrunden for den strid der raser i dag i Israel. Det står i Biblen og er den danske folkekirkes skriftlige grundlag. - Kilde: Indlæg af medarbejder og mellemøst-korrespondent ved Kristeligt Dagblad, Allan Sørensen den 13. august 2009 
Her ved parlamentsbygningen Knesset i Jerusalem, har man opsat denne syv-armede lysestage som et minde om fortidens ødelæggelse af templet og romernes fjernelse af deres hellige stage i år 70 efter vor tidsregning. 
Jerusalem - et betændt sted - i sandhed en hellig stad. "En nat ved midnatstide, mig selv i drøm jeg så, i Davids stad Jerusalem, på Tempeltrappen stå ..." 
Disse kortskitser viser i et glimt konflikten i det israelsk-palæstinensiske forhold. I begyndelsen af 1900 tallet var der stort set ingen jøder i Palæstina, men det ændrede den Zionistiske bevægelse på. Zionisme er en form for jødisk nationalisme, som hævder, at det jødiske folk udgør en etnisk/national gruppe med ret til hele eller dele af det historiske Palæstina med hovedvægt på Jerusalem. Der findes dog også grene af Zionismen, der blot kræver et hjemland til jøderne uafhængigt af geografiske forhold.
Grundlaget for zionismen blev skabt med Theodor Herzls bog Der Judenstaat (Jødestaten). Herzl hævdede, at den eneste løsning på de øgende restriktioner mod jøder og den stigende anti-semitisme, var, at jøderne oprettede en selvstændig jødisk stat. Herzl var blevet påvirket af retssagen mod den uskyldige fransk-jødiske officer Alfred Dreyfus, som blev beskyldt for landsforræderi i sagen, der senere blev kendt som Dreyfus-affæren.
Fra 1917 fokuserede zionismen på at etablere en stat i den vestlige del (nutidens Israel) af det dengang nyoprettede britiske protektorat Palæstina (nutidens Israel og Jordan) − tidligere en gruppe provinser i det tyrkisk-styrede Osmanniske rige.
Begrebet er i nyere tid af arabiske og mange vestlige medier særlig blevet forbundet med den yderliggående højrefløj i Israel og religiøse nybyggere i de besatte territorier. Dette på trods af, at den historiske politiske zionisme faktisk var sekulær og socialistisk. I dag er der få jødiske partier eller grupper i Israel, som ikke anser sig selv som zionister.
Zionisme er et stærkt følelsesladet begreb i mange lejre. I 1975 vedtog FN med støtte fra bl.a. kommunistiske og arabiske stater og mod stemmerne fra flertallet af de vestlige lande, at "zionisme er en form for racisme og racediskriminering", og den internationale kvindekonference i Mexico samme år krævede fjernelsen af zionismen.
International co-operation and peace require the achievement of national liberation and independence, the elimination of colonialism and neo-colonialism, foreign occupation, Zionism, apartheid and racial discrimination in all its forms, as well as the recognition of the dignity of peoples and their right to self-determination.
Eller på dansk:
Internationalt samarbejde og fred kræver opnåelsen af national befrielse og uafhængighed, afskaffelse af kolonialisme og neo-kolonialisme, fremmed besættelse, zionisme, apartheid og racediskrimination i alle dens former, såvel som anerkendelse af folkeslagenes værdighed og deres ret til selvbestemmelse.
Selv om resolutionen efter pres fra USA blev trukket tilbage i 1991, er zionisme af mange grupper, ikke mindst i arabiske lande og blandt venstrefløjen i Europa, (men efterhånden fra alle politiske fløje - selv U.S.A. med sin præsident er ved at ændre holdning og komme med), hovedsageligt anset som en form for racisme. Nogle af disse grupper bliver dog også selv af andre grupper anset for at have en racistisk eller antisemitisk agenda.
Bemærk hvordan man bid for bid for bygget og okkuperet langs med jordanfloden. 
Disse kort taler deres eget sørgelige sprog - det bliver bare ved og ved .... i disse dage er man lige i gang med at opføre endnu 1600 ulovlige boliger tæt på Jerusalem på vestbredden på Palæstinensisk område. Israelerne gør hvad de vil, ISRAEL er en MILITÆR atomvåbenmagt - så det ER IKKE DAVIDS KAMP MOD GOLIATH, men det modsatte. Det er de af FN fordømte Zionister, der er hoveddrivkraften i det her. I Danmark er forhenværende minister og folketingsmedlem Arne Melchior formand for Den Danske Zionistiske Forening, han maner til kamp for Israels selvstændighed. Ariel Sharon var Zionist og turde ikke komme til Europa, for ikke at blive anholdt for krigsforbrydelser. 
Serafardiske jøder ved grædemuren. Foretrækker at ligge vandret, når de skal begraves og med stenen over dem lige så vandret. 
Israelerne stjæler ikke blot Palæstinensernes land, men også deres vand - her er en dreng, der forsøger at feje lidt vand sammen! 
Bedende jøder ved grædemuren. De bønner de har skrevet på papirlapper, bliver fjernet to gange om året og bliver begravet på Oliebjerget, man kan ikke lige lade sådan nogle bønner gå tabt. 
Bemærk den lille palæstinensiske dreng fanget og holdt i et jerngreb af hele to mænd og trukket af sted i hovedbeklædningen af en tredje - han har tisset i bukserne af skræk og angst! "Hvad du har gjort imod en af mine mindste små, har du gjort imod mig!" Nå, den regel gælder jo ikke lige for jøderne. 
"Øje for øje - tand for tand." - som man reder, så ligger man. 
Jerntæppet - vi isolerer dem! 
Drenge uden håb og fremtid. 
Flere der ikke får en chance for et liv. 
Ulovlige bosættelser på besat område, indhegnes. 
Der bygges hegn og chikanemure. 
Et trøstesløst syn. 
Vi har ret til at sikre vort tyvegods. 
Man tror ikke sine egne øjne. Man har malet disse hegn med portåbninger på muren. Så føler man sig ikke spærret inde. 
De fine veje er forbeholdt Israelerne selv om de er bygget på palæstinensernes område. "De har jo deres egne veje!" Det er ikke huller i muren du kan se igennem - det er påmalede huller! Ja, man kan jo også sminke et lig. 
Man afspærrer veje så palæstinenserne ikke kan komme frem. 
Det er ikke for sjov, det her skilt hænger her. De vil nyde, at nakke dig ned. Du sætter ikke kun dit liv på spil - du mister det. 
Billede fra den sydlige udkant af Betlehem. Da Jesus blev født kunne man ikke finde Herberg, i dag kan man ikke få adgang. 
"ISRAELS GRÆNSER BESTEMMES EFTER HVOR DER LEVER JØDER OG IKKE HVOR DER ER TEGNET EN STREG PÅ ET KORT." Sådan udtalte Israels premierminister fru Golda Meir sig i 1971. Ethvert land har retten til og ansvaret for at beskytte sine indbyggere.
Et hegn eller rettere et sikkerhedshegn eller en sikkerhedsmur eller et “jerntæppe” omkring et lands suveræne grænser er et legalt formål set ud fra dette synspunkt.
Forudsætningen for det lovlige heri er dog, at der er tale om landets suveræne grænse og at der er tale om et lovligt etableret land.
Spørgsmålet er - om den massive kontrol med de af den selvudråbte stat Israel i Palæstina besatte områder af Palæstina og opbygningen af sikkerhedshegn og mure omkring de områder, hvor man i strid med folkeretten har ladet opføre bebyggelser til Israelere på besat område - vil øge Israels sikkerhed.
Bebyggelserne er erklæret ulovlige af FN i flere resolutioner, men når der ikke sættes magt ind bag sådanne resolutioners overholdelse, er det kun ligegyldige lapper papir og tomme ord.
I Irakspørgsmålet havde man ingen problemer med at hævde, at landet havde masseødelæggelsesvåben - kemiske våben og var ved at udvikle atomvåben og langtrækkende missiler. Derfor planlagde U.S.A. en krig mod landet og Danmark gik villigt med i denne krig. FN havde ikke givet noget mandat til den.
Det viser sig i dag, at påstandene var det pure opspind og løgn og bedrag, og at formålet var fuldstændig kontrol med landets olieressourcer og adgangen til at stjæle denne olie. Irak havde nemlig nogle år forinden nationaliseret oliefelterne, da Britiske og Amerikanske kontrakter udløb.
Det er meget sjældent sådan i politik, at tingene er hvad de giver sig ud for at være.
Sådan også her i Israel.
Hvis hensigten virkelig var den, at adskille Israelere og Palæstinensere, så skulle hegnet jo være bygget langs med den internationalt anerkendte grænse fra 1967.
Men sådan er det ikke gjort. I stedet har man bygget hegn og mure stort set udelukkende på Palæstinensisk område.
Hensigten er naturligvis den, men det benægter Israel selvfølgelig officielt, at annektere så mange ulovlige bebyggelser, som overhovedet muligt på Palæstinensisk område.
Det er tydeligt for enhver at se, at det sker især omkring Jerusalem, så den til sidst kan blive en ren Israelsk by, som palæstinenserne på ingen måde kan gøre krav på.
I stedet for adskillelse, opbygger man flere og flere gnidninger og konflikter mellem Israelere og Palæstinensere. Israelerne provokerer og udæsker og bliver hysteriske og skriger terror, hvis de forulempede tager til genmæle.
Man har annekteret 400.000 palæstinensere på den såkaldte “Israelske” side af hegnet, hvilket på ingen måde øger Israels sikkerhed. Man har bygget 10 til 15 meter høje hegn lige midt gennem tæt bebyggede Palæstinensiske boligområder i Øst-Jerusalems naboområder, som efterlader titusindvis af Palæstinensere på den Israelske side. Det giver ikke sikkerhed men intense spændinger og konflikter.
Ifølge israelske militæreksperter vil disse hegn, der løber i en zig-zag linje gennem de besatte områder, være betydeligt vanskeligere og kostbarere at forsvare, end et hegn langs Israels 1967 grænse.
Hensigten er 3 hovedformål:
* Det vil sabotere ethvert forsøg på, at skabe en fremtidig selvstændig Palæstinensisk stat.
* Det vil afskære i hundredvis af palæstinensere fra deres arbejde, deres hospitaler og deres skoler.
* Det vil give brændstof til og få konflikten mellem israelere og palæstinensere til hele tiden at blusse og trappe op og medføre endnu flere blodsudgydelser.
Palæstinenserne vil som folk med rette selvfølgelig ikke finde sig i, at blive angrebet med missiler og helikoptere og udsat for bombardemener og ødelæggelse af alle deres institutioner, chikaneret på enhver mulig måde i deres frie færden, underkastet timelange undersøgelser, når de skal passere hegnene og murene, blive udsat for kørselsforbud, blive nægtet livsvigtig import og eksport. trådt på, ydmyget, nedgjort og blive frataget enhver mulighed for et håb om en bedre fremtid for sig som folk og for sine børn. Det gælder om at tage håbet fra Palæstinenserne. De tager til genmæle, så godt de kan - bliver udråbt som terrorister, anholdt og anbragt i fangelejre.
Formålet er med andre ord politisk og ikke et sikkerhedsspørgsmål.
Det er en "salami"-metode til at stjæle mere og mere land fra palæstinenserne og få dem splittet op, så de udgør små enheder, man kan knægte.
Man sørger for, at det er unge ultraortodokse jøder, der kommer til at bo i de nye ulovlige bosættelser. Her kan man se dem, krammende sig til Mosebøgerne og pegende på skriftstederne, bevise deres ret til at bo her.
Det handler ikke om religion, men om Zionistisk annektionspolitik.
Lige lidt kendsgerninger om hegnet:
Længden på hegnet og muren der bliver bygget er 3,5 gange så langt, som hvis man byggede langs med 1967 grænsen mellem det Israelske og det Palæstinensiske område..
Det koster Israel 1,5milliard amerikanske dollars - eller 9000 millioner danske kroner at bygge det her - og det i en periode hvor Israels økonomi er særdeles hårdt trængt. I denne beregning indgår østhegnet, men ikke sydhegnet.
Muren optager og konfiskerer hovedsagligt palæstinensernes primære landbrugsområder og en mængde vandreserver.
Israelske militæreksperter har fundet et utal af linjeføringer i den planlagte ruteføring, der ophæver de fordele et hegn, kunne have udgjort. Men det handler ikke om sikkerhed, det handler om politiske målsætningers opfyldelse.
Når hegnet er færdigbygget vil 400.000 palæstinenserne blive afskåret fra arbejde, lægehjælp og hospitaler og skoler.
Hegnet har mødt massiv international fordømmelse fra De Forenede Nationer, Det Internationale Røde Kors, Amnesty International og fra De Forenede Staters Regering. Årsagen er den enkle, at hegnets linjeføring strider mod international ret og er et groft brud på menneskerettighederne.
Tro det eller lad være, men George W. Bush udtalte den 25. Juli 2003
“Det er meget vanskeligt, at udvikle tillid mellem Palæstinenserne og Israelerne med en mur der snegler sig gennem Vest-Bredden.”
... men det er selvfølgelig heller ikke hensigten - tværtom.
Hvad er det sket siden 2003? Det bare fortsætter og fortsætter!
Undskyld mig, hvis jeg finder en vis afsky for Guds udvælgelse af et bestemt folk og et pagtstegn i form af en omskærelse. - og så denne, øje for øje og tand for tand, mentalitet - for lige, at få det religiøse med i denne historie. Hvis denne jødegud ikke er for alle mennesker på jorden - så kan jeg sagtens undvære ham og vil helst være fri for ham. 
CHEFEN FOR DR2 Arne Notkin (født i 1955) er en dansk journalist og tidligere chefredaktør. Han er fra 2007 chef for DR2. Baggrund og tidligere karriere:
Han er født af jødiske forældre, som er indvandret fra Østeuropa.
Medlem af Mosaisk Trossamfund.
Uddannet cand.mag. i historie og filosofi fra Københavns Universitet.
Reporter på Weekendavisen (-1993)
Redaktionschef og medl. af Chefredaktionen sammesteds (1993-96).
Chefredaktør for B.T. i 18 måneder.(1996-97). Reporter på Weekendavisen (kortvarigt). Reporter og redaktionschef på TV 2/Lorry. Chef for TV-Avisens indlandsredaktion.(1998-01). Redaktionschef for DR2's nyhedsprogram Deadline (2001-07).
Chef for DR2 (dec. 2007-) Det er derfor særdeles tvivlsomt om du får korrekt information om forholdet Israel-Palæstina eller om tingene vinkles og ses fra Israels side eller "kedelige ting og sager" sigtes fra og ingen omtale får. Det er i hvert tilfælde en kendsgerning, at der ikke er mangel på på journalister og kommentatorer på DR2, der alle har en pro-Israelsk præference og meget ofte en jødisk baggrund. Hvorfor fremhæver jeg nu det, jo fordi:
Arne Notkin ikke er hvem-som-helst i denne sammenhæng, han er nemlig fhv. formand for Dansk Zionistforbund!
At være medlem i en organisation som mange nok betragter som både ekstrem og fundamentalistisk, er åbenbart ingen hindring for at være redaktør for Danmarks mest sete nyheds- og debatudsendelser?
En zionist er en der med henvisning til flere tusinde år gamle skriftruller toraen = Mosebøgerne påberåber sig alle verdens jøders ret til en vis plet i Mellemøsten og til at etablere en jødisk stat der. Klik på dette link, hvis du vil se et stort detailleret kort over bebyggelser og bygning af hegn på Palæstinensisk område: LINK: Bosættelser og bygning af mure på palæstinensisk område
- webmaster
Det er jo en herlig ting, at have et magts- og volds- og våbenmonopol. Vi er i Jerusalem og her lever man ikke efter næstekærlighedens bud. Her gælder den gamle gode Moselov: "Øje for øje og tand for tand!" Palæstinensiske skolebørn skal dagligt ofte passere Israelske grænsekontroller for at komme til deres skole og hjem igen - det kan tage timer. 
Her et billede fra fødselskirken i Jerusalem i juleevangeliets by Beth-le-hem, der i dag snarere en forstad i Jerusalem. Her slås de kristne om førsteretten til stedet. Stjernen i kirken markerer det præcise sted for Jesus fødsel, hvor han blev svøbt og lagt i krybben. På den arabiske busstation i Østjerusalem, lige udenfor Damaskus-porten, finder vi en bus, der kan bringe os til Betlehem.
De 10 kilometer til Betlehem tager en halv time. Bussen runder Jerusalems gamle bydel og kører ad hovedvejen stik syd gennem Judæas bakkede landskab. Stenede bakkeskråninger og dybgrønne olivenlunde. Ved den jødiske helligdom Ramat Rahel (Rakel's Grav) deler vejen sig. Den højre gren går mod Hebron længere mod sydvest. Bussen drejer ad den venstre, der går direkte ind i hjertet af Betlehem.
Den moderne by Betlehem er en palæstinensisk-arabisk by med 50.000 indbyggere. Heraf stadig 20.000 kristne, trods en betydelig udvandring de seneste årtier, og truende aktiviteter fra de islamiske bevægelser. Kirketårne af talrige kristne trosretninger præger byens skyline, side om side med muslimske minareter.
Muslimer - her palæstinensere i bøn med ansigtet vendt mod Kaaba'en i Mekka, hvor Muhammed deres profet ligger begravet. Den høje, firkantede, sorte bygning i Mekka er Kaaba'en (egtl. "terning"), den er ca. 15 meter høj 12 m. lang og 10 m. bred og dækket af et sort tæppe, som fornys hvert år. I det sydøstlige hjørne af den findes i mandshøjde indmuret den sorte sten, som pilgrimme under deres 7 gange gentagne vandring om Kaaba'en under de store festligheder kysser eller blot berører. Såvel Kaaba'en som den sorte sten tilhører tiden før Muhammed, i hvilken Mekkas gudebilleder havde plads i det indre af Kaaba'en. Muhammed udryddede de gamle guder, men optog klogelig den store mekkanske fest (Hadj) som en fast bestanddel af sin nye religion, idet han foreskrev såvel bønnen som pilgrimsrejsen til Mekka for enhver troende. Fem gange daglig kaldes muslimerne til bøn. Når Muezzinen ("Udråberen") fra den tårnhøje minaret indvarsler bedetimen, forsamles Allahs tilhængere i moskeen. Kaldelsen til bøn lyder nu på ny, de tilstedeværende løfter hænderne til skuldrene og siger: "Alâhu akbar Gud er stor" - og herefter tager bønnen, som er en række indviklede ceremonier, sin begyndelse. Det er præcis den samme Gud, som kristne og jøder beder til. De troende samler deres hænder og fremsiger Koranens 1. kapitel (Sura), som lyder således: "Lovet være Allah, verdenernes herre, forbarmeren, den barmhjertige, dommedagens hersker. Dig tjener vi, og dig anråber vi om hjælp. Før os den rette vej, deres vej, hvem du er nådig, over hvem der ikke er vrede, og som ikke farer vild!" Derpå bøjer de sig fremefter, så håndfladerne når knæene, og retter sig op igen. Herefter knæler de ned, så panden berører jorden, sætter sig på hug og bøjer atter panden mod jorden, mens de fremsiger andre dele af Koranen, muslimernes bibel. Alt dette gentages mindst to gange. Til slut fremsiger de troende i knælende stilling trosbekendelsen: "Der er ingen gud uden Allah og Muhammed er hans profet", og ønsker til højre og venstre "fred over eder og guds nåde!" Dermed er bønnen tilendebragt. Den forrettes fem gange daglig i moskeerne over alt i den muslimske verden, men tillige af enhver troende, hvor i verden han end befinder sig. Bedetimerne overholdes med største strenghed også af den ensomme araber i ørkenen. Fælles for alle er, at de retter deres åsyn mod profetens hellige by Mekka, og at de udfører den samme hellige handling på samme tid. Den her beskrevne ceremoni binder muslimerne sammen i en ubrydelig enhed og giver alle, den mægtigste som den ringeste af dem, en følelse af samhørighed over for Gud. Et er helligstedet, Mekka, som alle retter sig imod, og som alle mindst een gang i deres liv skal valfarte til. Een er Gud, Allah, kun een hans profet, Muhammed, som alene har fået overdraget al viden om Allahs skjulte og åbenbare beslutninger. Og selv om man ved et nøjere studium af islam i de forskellige østerlandske lande bliver vidne til store forskelligheder, så mister religionen intet steds sit stærke præg af enhed. Den lille skare, som oprindelig samledes om Muhammed, er da også vokset til ca. 235 millioner troende, og disses antal er i stadig fremgang. I Indien, Vestkina og på de store øer i det Indiske Ocean (Sumatra, Borneo, Java, Celebes) samt på Malakka-Halvøen har religionen vundet mægtig frem i de sidste 100 år. Den er ikke alene den kristne missions største konkurrent, den har på sine steder ganske slået denne af marken. Ja, en moderne reformbevægelse inden for den persiske islamisme, og som kaldes Babismen, har i nord-Amerika et par millioner tilhængere. Vi møder således ikke blot islam som en livskraftig religion over alt i dens gamle egne i østerland, men vi ser, at den har haft styrke til at lægge helt nyt land ind under sig. Det er klippemoskeen Al-aqsa på Tempelbjerget du ser i baggrunden. Grædemur og Moske side om side. Ikke underligt, at der er rav i den hele tiden. Al-Aqsa-moskéen er en moské i Jerusalem, bygget ca. 638 e.Kr. Det er det tredje helligste sted indenfor Islam, efter Mekka og Medina. Moskéens kuppel er 56 meter i diameter, og er dermed verdens syvendestørste moské. På moskéens nordlige del er der ridset et citat af Muhammed ind. Al-Aqsa-moskeen er palæstinensernes største helligdom og er blevet omtalt af aviserne under mange omstændigheder de sidste år. Kun gifte palæstinensiske mænd over 50 år og gifte palæstinensiske kvinder over 45 år kan besøge den i Ramadanen uden særlig tilladelse, og udenfor Ramadanen er der slet ingen adgang for palæstinensere, men kun adgang for Israelske Muslimer. Den er bygget på tempelbjerget, som er Salomons tempels gamle tempelplads. 
Her har en moderne filmmager ladet sig inspirere. Star Wars. 
Det er i sociologisk og massepsykologisk henseende præcis det samme der sker her på billedet, som vi ser på billedet ovenfor af muslimerne der beder, eller når præsten i kirken siger: "Lad os alle bede" og de forsamlede bøjer hovedet og folder hænderne. Føreren (Guden, Adolf Hitler) er her steget ned fra himlen (i sin flyvemaskine gennem skyerne) og viser sig for de tilbedende masser. Tilbedelsen består her i, at man heiler (hilder, tilhylder) ved at strække venstre arm med udstrakt håndflade og fingre op mod Guden og råber i fælles kor: "Heil Hitler". Det er tegn på underkastelse, men har også den effekt, at alle kan se at alle andre også gør det. Det giver en følelse og bekræftelse af, at man tilhører menigheden (fællesskabet, Riget, Das Reich) og styrker derfor fællesskabsfølelsen og samhørigheden og nedbryder individualiteten. Individet bliver masse. Tænk, hvis alle havde givet ham fingeren og råbt "buuuhh" (Billede fra Leni Riefensthals dokumentarfilm om partidagene i Nürnberg fra 5. september 1934 - "Triumph des Willens" - "Viljens triumf" 1935) 
Her medtager jeg lige et billede af Leni. Hun var et geni til at lave dokumentarfilm. Hun er også kendt for oplympiadefilmen fra 1936. Hendes billedopbygninger, klippeteknik, sammenspil mellem lyd og billede og en masse andre ting dannede skole for udviklingen i filmhåndværket. Ganske vist lod hun sig spænde for nazi-vognen, men der er såmænd lige som mange som prostituerer sig i dag, ved af spænde sig for det kommercielle erhvervsliv og lave reklamefilm. Talentet kunne ingen tage fra hende. Hun forstod om nogen at bruge mediets virkemidler til massekommunikation. 
Et sådant fællesskabs ritual kan udføres på mange måder. Her en flok korsriddere eller bloddrenge med nazistiske rødder, der sværger en hellig ed. 
Satirisk billedmontage brugt som politisk propaganda. Israelerne har bygget et jerntæppe rundt om Israel, så man kan holde palæstinenserne ude fra de områder, man har stjålet fra dem og undgå, at den derved opståede forventelige og naturlige vrede hos disse etniske udstødte, skal føre til at de i fortvivlelse hænger bomber på sig selv og trænger ind i de besatte områder og begår selvmord ved at sprænge sig selv i stykker og stumper blandt en flok jøder. Fordi vi jøder har gået så grueligt meget ondt igennem, så må vi have ret til lige at beskytte os sig selv med et sådant jerntæppe. Hvad med at opføre sig ordentligt og anstændigt og ikke bosætte sig på andres landområder - det kunne være det var en bedre beskyttelse. 
En gammel propagandaplakat for Det Danske Nationalsocialistiske Arbejderparti, der slår på tromme på et landsstævne i Slagelse. Godsejer Gunnar Jørgensen på Tårnborggård var den lokale sysselleder og blev efter besættelsen dømt for landsskadelig virksomhed. Vi skal bare have sådan nogle friske nazi-vikinger (de elskede at blæse i lurer og skrive med runer - de var jo rene nordiske ariere) ind over landet, så skal vi nok komme efter de væmmelige jøder. De udgav et blad med navnet "Kamptegnet" en kopi at det antijødiske tidsskrift "Der Stürmer" - her hetzede de mod de danske jøder og jøderne i al almindelighed med den mest modbydelige og lavmålte racistiske propaganda. Efter besættelsen blev bladets skribent og åndelige leder Olga Eggers anholdt og anbragt i Vestre Fængsel. Hun nåede ikke at blive dømt for sin ulækre virksomhed. Hun var dødelig syg og afgik ved døden et par dage efter anholdelsen. Bladet blev dømt blev flere gange for ærekrænkelser og injurier under besættelsen, men gik til sidst ind, der var ikke grobund i flertallet af den danske befolkning for den slags racisme og forfølgelse af egne landsmænd. 
En aktuel plakat i propagandaens tjeneste, nu er det muslimer man raser mod og deres religiøse beklædning og så slår man ligesom på plakaten ovenfor på sin danskhed og at det er den man slås for. Gi´os Danmark tilbage. Hvorfor mon man ikke på tilsvarende måde raser over de ortodokse jøders religiøse beklædning? Der ligger en undertone af fremmedhad, racisme og fjendebilleder i det her. Man har lært noget i det parti af fortiden. Den spiller på frygten for det fremmede. Der er næppe nogen der ville optræde i burka som dommer i en retssag, men det er ikke det der er formålet med denne ulækre propaganda. Det er bare det såkaldte legitime påskud til at være perfid og dermed rage stemmer til sig fra de danskere, der ikke ved en dyt om muslimer og bare vil af med dem. Der bruges værdiladede udtryk som tyrrani og underkastelse og dominans. 
En forside af det uhyggelige ugeblad KAMPTEGNET. Bemærk sloganet Danmark for Danskerne - det ligner til forveksling sloganet ovenfor - Gi´os Danmark tilbage. 
En filmplakat for en nazistisk propagandafilm om den selvopfundne verdensjødedom. En såkaldt dokumentarfilm, med de rene og skære sandheder. Jøderne yngler som rotter og breder sig om ind en pest var et af filmens temaer. De lavede også en om Jøden Süss - "Der Jude Süss", som var lige så afskyelig i sin propaganda og ophidselse mod jøderne. Jeg synes plakaten ovenfor og denne her indeholder de samme racistiske elementer. Jeg synes også jeg har tørt toner om, at muslimerne yngler.
nå, men videre med dokumentsamlingen
Den første danske bibel på dansk - udgivet af Christian den 3. i 1550 Bøgerne på de to øverste hylder kalder man Det Gamle Testamente. Det kan opdeles i 3 sæt af bøger: de 5 Mosebøger, profeterne og salmerne. 
Forsiden af Luther bibel fra 1534 med det nye testamente
Venstre: Gud troner i skyerne i de 7 himle, og vi ser den uforskammede slange (4. Moses, 15, 32 ff); Syndefaldet, helvede (her en munk med Tonsur og Paven der bærer en tiara), vi ser ned i dødsriget og Djævelen med gedbukkeben jager en mand i døden, men vi ser også Moses med lovens tavler
Højre: Bebudelsen til Maria og hyrderne på marken, i helvede rider Kristus ned med en sejrsfane, og der knuser han dragen og døden, den korsfæstede Kristus, hvis blodstråle rammer det syndige bedende menneske , og ved siden af ham Johannes Døberen i kamelhårs klæder, som peger på Kristus (Markusevangeliet 1, 6 - 8), og under korsets fod ser vi lammet (Esajas 53, 7; Acts 8, 32) med korsets fane. Bøgerne på den nederste hylde kaldes tilsammen for Det Ny Testamente. Det består af de 4 evangelier, Mattæus, Markus-, Lukas- og Johannesevangeliet. Folkekirkepræsterne holder så meget af Mattæus, derfor står han først. men rækkefølgen er forkert. Markus burde komme først den er blevet skrevet før de andre. De 3 første bøger har stort set det samme indhold, det kalder man for at de er synoptiske, men der er så mange forskelle imellem det der skrives om hvad Jesus har sagt og de begivenheder der omtales, at det i sig selv er et problem. Problemet er så stort, at det i 1850 år har holdt et hav af teologer i gang med sindrige udredninger og diskussioner. Så har de jo noget at få tiden til gå med i de lune studerekamre i præstegårdene. De bøger der indeholder alle disse fortolkninger er enorm, for der findes ikke den teolog. der ikke lige skal give sit besyv med. Det 4. evangelium (evangelium betyder blot: glædeligt budskab) afviger markant fra de 3. første. Danske folkekirkepræster bryder sig ikke om det sidste 4. evangelium - Johannesevangeliet - heri fortælles nemlig en historie, som ikke passer med fortællingerne i de 3 første. Eksempelvis er nadveren overhovedet ikke omtalt. Så kommer den gule bog - det er apostelens gerninger den er skrevet af Lukas samme forfatter som det 3. evangelium har som forfatter. Det er et forsvarsskrift for Paulus til brug for den retssag, der er rejst imod ham. Så kommer de Paulinske breve, Breve fra Peter og flere andre 
Her ser du Johannes på den græske ø Patmos - her skrev han åbenbaringen. og til sidst en hårrejsende vanvittig røverhistorie, der hedder Johannes Åbenbaring - det er tænkt som et trøsteskrift til 7 kristne menigheder i det vestlige Lilleasien fordi man bildt medlemmerne ind at de sidste tider kommer lige om lidt, det gør de bare ikke. Så nu skal de trøstes og blot høre lidt om alt det gode som kommer - de skal bare holde ud og tåle alle trængslerne endnu en liden tid. 
Her de fire ryttere med de fire plager fra åbenbaringens bog I denne bog myldrer det med mærkværdige væsener - for eksempel græshopper med gyldne kongekroner, dyret fra havet, den store Babylon, Dyret med tallet 666, den store skøge, drager og fire ryttere med dommedagstrompeter og plager og jeg skal komme efter dig skal jeg. Der står i det, at man skal have forstand for at kunne forstå det, det er som bekendt umuligt at få nogen sammenhæng i det en sindssyg rabler af sig lige gyldigt hvor meget man prøver, for der er ingen sammenhæng kun forfatterens feberfantasier i drømme. 
Dragen med de syv hoveder og den store skøge fra åbenbaringens bog Alt ender dog godt til sidst - nu ligger paradiset der med de 7 perleporte og midt i det skønne landskab risler en stille flod og sted og her står Livets Træ og Kundskabens Træ frodige og grønne side om side og nu må du gerne spise af æblerne. Det her kaldes for en apokalypse og det er en dommedagsberetning om, hvad der skal ske i de sidste tider. Det er skildringen af et drømmesyn og det myldrer med symboler, der kan tolkes vidt forskelligt - det er en ren billedmæssig fremstilling en såkaldt allegorisk beskrivelse af tingene. Det gør det hele dragende og mystisk. Der er noget Harry Potter og Ringenes herre over det, men det er nok snarere derfra Potter og Ringherren har fået sin inspiration. Jehovas vidner elsker denne bog - danske folkekirkepræster har afsvoret et hemmeligt præsteløfte om aldrig, at indlade sig på fortolkninger af teksten. Så kommer de nemlig gevaldig i knibe. Heri står nemlig, at man bliver dømt på dommedag af Jesus han står på tronen ved sin faders højre hånd. Han er den store dommer og dømmer de der endnu ikke er døde og så alle de døde der er steget op af gravene. Det er sikkert et hyggeligt skue. Jesus har en bog der hedder Livets Bog og heri står, hvad du har gjort af gode gerninger i dit jordiske liv. Ja, tro det eller lad være, men man har holdt øje med dig. Er du ikke registreret i den og er der ikke nok af gode gerninger bliver du smidt i ildsøen. De der allerede er blevet frelst i det jordiske liv står og kigger på med palmegrene i hænderne og traller hosianna af bar fryd iklædt snehvide engledragter - for er der noget bedre end stå som vinder og se på alle taberne. 
Her har vi Michelangelos maleri på endevæggen og loftet i det Sixtinske kapel i Vatikanet i Rom. Det tog ham fra 1536-41 at fortælle historien om Dommedag i denne billedskildring. 
Her har vi Jesus sittende i dommersædet med harpespillende engle og livets bog (en rulle). Her er jubelsang og palmegrensviften fra den store hvide flok, der nu skal nyde at se de fortabte blive smidt i ildsøen af den store dommer. Du kan se dette halløj i Viborg domkirke som jeg kalder for kirken med en billedbibel på væggene og i loftet. Der er ikke nogle jøder her i flokken, for man skal jo være døbt for at kunne deltage i denne form for frelse. (foto: seidel - copyright) Det er den Store Hvide Flok på lige netop 144.000 personer. Jehovas vidner mener, det er dem der står i den flok, derfor pisker de rundt og stemmer dørklokker og uddeler propagandaskrifter i form af Vagttårnet og Vågn op. De er helt vilde med Åbenbaringsbogen og Daniels bog. Deres mantra er slaget ved Hermageddon og de mener, at de kan udregne det nøjagtige tidspunkt for hvornår Jesus vender tilbage. De har regnet forkert mange gange og er blevet, ih noget så skuffede. For dem er Jesus kun en sølle profet. Jehova er ikke den samme som Jesus. 
Indholdsfortegnelse i King James bibelen fra 1611 her er medtaget apokryfer og pseudoepigrafer. Der et bjerg af yderligere testamenter - 27 stk. mere. Thomasevangeliet er det kendteste, men der findes også en mængde apokryfer og pseudoepigrafer. Det er virkelig morsom og underholdende læsning. En forrygende fortælling går på, at man mener at Jomfru Maria bestemt ikke er Jomfru, da hun bliver gravid. Hele dette kæmpemateriale er blevet bortcensureret for tager man først dette materiale med, så er man virkelig ude at svømme, når man skal forklare tingenes rette sammenhæng. De gammeltestamentlige apokryfe skrifter er betegnelsen for en række bøger, der er med i den græske teksttradtion, Septuaginta, men som ikke er med i den hebraiske teksttradition.
Helt nøjagtigt hvilke bøger der er apokryfe, afhænger af hvilken sekt, der kigger i hvilke udgaver af Septuaginta:
King James fra 1611 indeholdt de apokryffe bøger
– inklusive 1. & 2. Esdras.
Jøderne følger den masoretiske tradition, der ikke medtager apokryferne i TaNaCH.
Katolikker inkluderer 12 af bøgerne i deres Bibel — flettet sammen med de 39 andre bøger i Det Gamle Testamente. F.eks. kommer Tobits bog efter Nehemias, og Makkabæerbøgerne kommer efter Esters bog. Katolikkerne kalder disse 12 bøger "deutero-kanoniske", hvor deutero betyder, at bøgerne er fundet et andet sted end i den hebraiske Bibel. Alle andre apokryfe bøger kaldes pseudepigrafer.
Protestanter - det er den danske folkekirker - mener, at apokryferne ikke er "inspirerede". Ofte medtages bøgerne ikke i biblerne. Den autoriserede danske oversættelse fra 1992 indeholdt ikke apokryferne — de kom først med i 1998.
Den Danske oversættelse medtager ikke 1. & 2. Esdras, men inkluderer resten af de 12 "deutero-kanoniske bøger. Jeremias' Brev tages ud af Baruks Bog og bliver en selvstændigt bog, så der er 11 i alt.
Som det fremgår, er apokryferne ikke lige så "fine" som resten af Det Gamle Testamente. Det kan man undre sig over, for der er tale om en meget gammel tradition. Septuaginta-traditionen blev grundlagt mellem det 3. og 1. århundrede før vor tidsregning, da de hebraiske Bibler blev oversat til græsk, dels af hensyn til ikke-jøder og dels til de helleniserede jøder, der ikke længere forstod hebraisk. Septuaginta er altså ældre end Det Nye Testamente, og der eksisterer stadig Septuaginta-bibler fra det 4. århundrede efter vor tidsregning, hvilket er langt ældre end de ældste hebraiske bibler, der er fra omkring år 1000.
Et ofte brugt argument imod de apokryfe skrifters gyldighed er, at bøgerne kun er overleveret som græske oversættelser i Septuaginta, men ikke findes på hebraisk. Dette skyldes blot, at den masoretiske tradition, der startede omkring år 70, ikke anerkender apokryferne, og de ældste eksisterende hebraiske Bibler, er dem, som masoreterne bevarede. Det paradoksale er altså, at kristne mennesker regner skrifterne som "ikke guddommeligt inspirerede", bare fordi en enkelt jødisk sekt ikke kunne lide dem. Desuden er argumentet ikke meget værd, efter at mange af de apokryfe bøger er fundet i dødehavsrullerne - ved Qumran har man fundet Tobits Bog, Siraks Bog, Jeremias' brev og Salme 151.
Et andet argument er, at Jesus og apostlene aldrig citerede fra dem. Til sammenligning er der ca. 320 citater fra Det Gamle Testamente i Det Nye, men - påstås det - ingen fra apokryferne.
Dette argument er simpelthen forkert. Moderne Bibeloversættelser - fx den danske fra 1992 - tager kristologiske hensyn, hvilket vil sige, at man bevidst ændrer i oversættelsen for at gøre "det muligt at se en kristologisk bue" mellem det Nye og Gamle Testamente. Når oversættelsen således er fyldt med hundreder af forfalskninger - kristologiske buer, virker forbindelsen til apokryferne naturligvis svagere i sammenligning.
Der er mange eksempler. Den Gyldne Regel (det er det vigtigste af alt - det er næstekærlighedens bud og det er ikke Jesus, der har opfundet det og nu er det helt fordrejet) er ét eksempel - Herodes Agrippa's død er et andet. Men der er mange, mange flere.
Endvidere skal det siges at bibelen indeholder et hav af senere tilføjelser, forkerte oversættelser og andre forvanskninger - alene i dag er der alene 6.000 "tekstrettelser" fra det materiale, man i sin tid gik ud fra og som kun er baseret på mundtlige overleveringer og disse overleveringers nedskrivning lang lang tid efter, at begivenhederne skulle have fundet sted. Der er også en masse andre skriftlige kilder, eksempelvis de historiske kilder. Så hvis du tror på, at det der står i Bibelen er sandheden så tager du grundigt fejl. Der er ikke det mindste bevis på, at Jesus virkelig har sagt og gjort det som du læser i Bibelen. 
Jesus bliver ført til Prætoriet og stillet for Pontius Pilatus. "Se, hvilket menneske - ECCO HOMO - jeg finder ingen skyld, hos ham. Det er jo Jeres tradition, at I her i påsken kan få benådet en dødsdømt. Hvem skal jeg benåde og sætte på fri fod? Ok - I vil have Barabbas benådet og ikke lige ham Jesus her. Jamen, det er OK. Jeg vasker mine hænder i denne sag." Hele dette spil i det nye testamente om, hvem der dømmer Jesus er uhyre interessant. Der var kong Herodes, der kunne dømme, der var Ypperstepræsterne som kunne dømme, der var det jødiske råd (regeringen) også kaldet synedriet som kunne dømme og så var der lige Pontius Pilatus som repræsenterede Romerrigets domsmagt på stedet. Religion og stat var dengang blandet sammen som en selvfølgelig ting i Palæstina. Jesus var oprører imod Ypperstepræsterne som var farisæere og samarbejdede med den romerske besættelsesmagt. Han var oplært sammen med disciplene under sin fætter Johannes døberens lederskab. Hele denne gruppe var Zeloter og var imod besættelsesmagten og ønskede og arbejdede for et oprør og en opstand. De holdt til i Quamron ved Dødehavet hvor Jordanfloden har sit udløb syd for Jerusalem. De var også skattenægtere og var modstandere af en del af den jødiske lovgivning. Det afspejler sig i hele fortællingen om hvordan dommen bliver til. Man dømmer ham faktisk ifølge overleveringen for at udgive sig for den Messias der er skrevet om i Jødernes bibel, at der skal komme en dag. Han kalder sig "Jødernes konge" denne Jesus. Der er bare det problem, at så er det en religiøs dom for Gudsbespottelse han skal idømmes og så er det ikke Pontius Pilatus sag, det er et internt jødisk religiøst anliggende som Romerriget ikke blander sig i. Er han derimod oprører mod besættelsesmagten, så er det Pontius Pilatus sag. Det er det ikke, hvis vi skal tro fortællingen om at han bliver dømt af Pontius Pilatus for blasfemi eller gudsbespottelse. Romerne dømte dengang med at halshugge folk, jøderne med stening. Jesus bliver korsfæstet - det var en pinefuld henrettelse, den romerske hær benyttede sig af. Her er det som bekendt civilretten der dømmer og ikke millitærretten. Så det er bestemt noget uldent med den korsfæstelse og det får hele beretningen til at virke som en konstruktion. De tæsk Jesus får tildelt er for at få ham til at tilstå. Det er tempelpolitiet der tæsker ham og ikke de romerske soldater. Det er noget forfærdeligt rod i den beretning. Det er kun ganske få år siden Paven trak anklagen om, at det var jøderne der slog Jesus ihjel tilbage - bare for at få der her ind i et aktuelt perspektiv. 
Jøderne og deres løgne af Martin Luther. Luther var overbevist om at det var jøderne der havde slået Jesus ihjel og var jødehader om nogen. Det samme var Grundtvig. Der er også så mange overdrivelser i Bibelen, at selv lidt større børn stiller sig tvivlende. Et lille eksempel, da Jesus bliver korsfæstet bliver det solformørkelse i 3 timer og der kommer et stort jordskælv. Det er kropumuligt at finde nogle beskrivelser af dette jordskælv i samtidige historikeres optegnelser - det samme gælder solformørkelsen. Det tidspunkt den skulle være indtruffet på, er en astronomisk umulighed. Så er der også lige Betlehemsstjernen - den viser vej fra øst mod vest, ved at flytte sig foran de vise mænd fra Østerland. Stjerner bevæger sig som bekendt cirkumpolart fra vest mod øst, stjernen kan også stå stille på himmelen over Betlehem og lyse ekstra klart. Ingen har observeret denne mystiske stjerne og hvis der havde været en sådan, ville det nok have nedfældet sig i de historiske kilder. Det er synd, at man skal pynte sådan på fortællingerne, der gør desværre næstekærlighedsbuddet grumset og uklart, men det bud er det eneste det drejer sig om, det er sagens kerne - alt det andet er fyld og billige virkemidler. Det er en god historie du fortæller, men ih, hvor er det løgn! Saul blev pludselig omvendt til at følge i Kristi fodspor og tog navneforandring til Paulus og fulgte sig kaldet af det himmelske lys og Jesu stemme. til at være grundlægger og organisator for de kristne menigheder, da Kristus pludselig åbenbarede sig for ham. Paulus kunne godt indse, at man ikke ville få mange tilhængere i udlandet, hvis man ville stille omskærelsen som et krav og at de skulle holde de 612 lovbud. Paulus var af jødisk herkomst, hans far var rabbiner (det kunne alle jøder blive ved at studere skrifterne indgående - det var ikke en stilling man fik, det var noget man kvalificerede sig til), han var født og opvokset i hovedstaden Tarsus i Kilikien, et af midtpunkterne for den hellenistiske kultur i Lilleasien (i dag Tyrkiet), og var fra barndommen fortrolig med det græske sprog. Han var udgået fra et stærkt farisæisk hjem og sluttede sig selv til farisæernes lovstrenge parti som samarbejdede med den Romerske besættelsesmagt i Jødeland. Saul, som han oprindelig hed, blev som ung sendt til Jerusalem, hvor han blev discipel af den skriftkloge Gamaliel. I Gamalies skole erhvervede han et kendskab til Det gamle Testamente, som senere kom ham til gode, da han skulle give en skriftmæssig begrundelse af evangeliet; men ofte viser hans breve en ganske vilkårlig anvendelse af skriftens bogstav, der viser at han havde været rabbinerens discipel, inden han blev K. Kristi selvudnævnte Apostel, som de rigtige Apostle ikke ville anerkende. Hans nidkærhed for loven i forbindelse med hans lidenskabelige natur bevirkede, at han blev en fanatisk forfølger af Jesu disciple i Jerusalem, ja, han fik endog fuldmagt fra rådet (synedriet) til at skride ind mod de kristne jøder i Damaskus. Pludselig hævder han at være blevet omvendt fordi Jesus har talt til ham. Han er den der kommer til at stå fadder til Kristendommen og få tilpasset denne, så den ikke støder de politiske magthavere, dem skal man nemlig lystre fordi de har fået deres myndighed af Gud - og lige fået kringlet den sådan, at man ikke frelses ved at gøre gode gerninger men alene ved tro og det er jo vældigt uforpligtigende, men det har meget ofte ikke meget at gøre med det som Jesus forkyndte. Retfærdiggørelsen ved troen alene hedder det - ja Jesu disciple og Jesus må have taget fejl. Jesus færdedes blandt kvinder og behandlede mænd og kvinder lige, der var flere der fulgte ham på hans vandringer som disciple. Paulus er ikke meget for kvindelig indflydelse. De skal holde bøtte når mænd taler og kende deres plads. Manden er kvindens hoved og hun hans fødder. Kvinden er skabt af dele af en mand - Adam - og hun skal tjene manden og være ham til fornøjelse, sådan har Gud bestemt det. Mænd ved bedst siger Paulus. Kvinden er mandens ejendom og det er hans døtre også. 
Tarsus var hovedstaden i den romerske provins Kilikien fra 72 f.v.t. I dag ligger den i det sydlige Tyrkiet. Han var derfor romersk statsborger - han talte både aramæisk og det sprog som man talte i hele det romerske kejserrige nemlig græsk. Mange tror man talte Latin og skrev på Latin på Jesus tid, det gjorde man også i regeringskredse i Rom, men alle andre steder i Romerriget talte man græsk. Saul var uddannet som teltmager, men var via sin far, der var Rabbiner og som af til gjorde tjeneste i Templet i Jerusalem kommet ind i tempelpolitiet Vi kender hans holdninger fra en samling breve til de nye menigheder rundt om i det romerske kejserrige. Paulus selv kunne ikke læse og skrive, han var analfabet og dikterede derfor sine breve til en skriver. Brevene er at betragte som svar på forespørgsler, praktiske anvisninger til og hans egne teoretiske overvejelser om kristendommens teologiske trosgrundlag fra "formanden" til medlemmerne. Hele systemet som vi kender det i folkekirken i dag med biskopper, præster, menighedsråd, kirker og ritualer har sit ophav i jødedommen og er faktisk en tilpasset version af denne. Paulus var prædikant og var i høj grad arkitekten bag kristendommen, som vi kender den i dag. Derimod kan vi ikke bruge Paulus som sandhedsvidne om Jesus' eksistens, ligeså lidt som vi kan bruge Muhammed som sandhedsvidne om Koranen, Joseph Smith som sandhedsvidne om Mormons Bog eller Marshall Applewhite (lederen af Heaven's gate) som sandhedsvidne om UFO'er bag Hale-Bopp kometen.
Derimod er Paulus et førsteklasses vidne om, hvad menighederne mente det 1. århundrede - hans breve til de nye menigheder i Romerriget viser hvilke spørgsmål der rør sig blandt dem. Lad os derfor kigge på, hvad han siger om den historiske Jesus i sine epistler (også kaldet Paulu´s breve).
Indledningsvis må vi erindre, at Paulus aldrig har mødt Jesus, at han udbredte et evangelium, der var i modstrid med Jesus, og at konflikten med menigheden i Jerusalem endte med, at Paulus blev arresteret. Det skete grundet en strid med de rigtige apostle, der havde vandret sammen med Jesus. De ville under ingen omstændigheder acceptere hans opfattelse om, at moseloven og Guds påbud om omskærelse af jøderne ikke gjaldt for de nye hedningekristne og for de nye jødekristne. Han bliver arresteret på grundlag af en anmeldelse fra jøderne i Jerusalem, men påberåber sig sit romerske borgerskab og dermed retten til, at få sin sag prøvet i Rom. Skriftstykket "Apostlenes gerninger" er med meget stor sandsynlighed udarbejdet som forsvarsindlæg til brug for Paulus´ retssag ved domstolen i Rom. I slutningen af sin tredje missionær rejse, blev Paulus arresteret af de romerske myndigheder i Jerusalem efter at jøderne startede morderiske optøjer på grund af hans tilstedeværelse. De anklagede Paulus for at være en mand ", der lærer alle mennesker overalt mod vores folk og vores lovgivning." (ApG 21:28 NIV).
Paulus blev sendt til Rom efter idet han påberåbte sig sin juridiske ret til - som romersk borger - at appellere sin sag til kejseren (ApG 26:32). Efter en meget farlig rejse på tværs over Middelhavet, der inkluderede et skibsforlis på Malta, ankom Paulus til Rom (ApG 28:16). Det var tidligt forår, omkring år 61 e.v.t.
Rom var dengang hovedstaden og regeringsbyen i et omfattende og magtfuldt imperium, der strakte sig fra Storbritannien til hele Syd-og Centraleuropa, det nordlige Afrika og dybt ind i Mellemøsten, det målte omkring 4.900 km fra øst til vest og 3.200 km mod nord til syd. Befolkningen i byen på det tidspunkt er blevet anslået til 1.500.000 - en meget stor procentdel af dem var slaver.
Paul forblev i Rom i mindst to år (ApG 28:30), hvor han, selvom han er en fange, skrev (dikterede til en skriver) en meget stor del af det, vi nu har som Det Nye Testamente - Breve til Efeserne, Filipperbrevet, Kolossenserne, Philemon, og muligvis Hebræerne. Det Ny Testamente indeholder ikke hele hans skæbne, nogle forskere mener, at han til sidst blev frikendt for anklagerne og sat på fri fod i år 63 eller 64 e.v.t., hvorefter han begav sig tilbage gennem Grækenland og Lilleasien (dvs. Tyrkiet), før han igen bliver arresteret og sendt tilbage til Rom, hvor han lider martyrdøden ved halshugning, eller blev sønderrevet af vilde dyr i arenaen før en jublende menneskemængde, omkring år 67 e.v.t, i den tid hvor Kejser Nero havde magten. Nogle forskerne mener, at han faktisk blev dømt til døden på grund af anklagerne. Der boede en masse jøder i Rom og de havde det privilegium, at de havde særlige rettigheder og kunne leve som ortodokse jøder og have deres synagoger i Rom, men de overholdt Moseloven og buddet om omskæring - hvorfor skulle man dog frikende Paulus for det postyr, han havde voldt blandt jøderne. Jøderne i Rom så ikke med milde øjne på kristendommen - årsagen var den simple, at de var bange for at miste deres særrettigheder, hvis der blev for megen uro i byen på grund af de kristne. Vi ved at Paulus kommer til Rom ifølge fortællingen, men vi hører pludselig ikke mere om ham efter at han sidder fængslet der i 2 år. Vi hører heller ikke noget om den dom han får. "Apostlenes Gerninger" er et forsvarsskrift for Paulus, så hvad kan vi forvente. Paulus fremsætter også den påstand, at når vi genopstår fra de døde så får vi et nyt legeme. Det er en græsk filosofisk tankegang, at mennesket er delt i en sjæl og et legeme. Det er bestemt ikke en jødisk. Vi får fortalt i det nye testamente, at da Jesus genopstår fra de døde viser han sig for sine disciple og fremviser sit sår i siden og sine naglehuller i fødderne og på hænderne. 
"Hold op med de rynker i panden..." Hans yndlingsdiscipel Thomas tror ikke på, at det er Jesus han ser som genopstanden og derfor beder Jesus ham stikke fingrene ind i hullet i siden på ham og gennem hans naglehuller. Det her med hvordan man ser ud, når man kaldes op af graven, er noget der også her i landet har bekymret danskerne. Der var en kæmpemodstand mod ligbrænding da denne dukkede op i slutningen af 1800 tallet her i landet fordi, man jo meget nødig ville genopstå som aske og dermed blev berøvet adgangen til paradis. Dengang den danske konge Christian den anden i Stockholm gravede lig op og lod ligene brænde for at straffe folk, rejste der sig en massiv forargelse i hele Europa. Personligt har jeg tænkt på, at hvis man nu havde aflivet Jesus ved eksempelvis halshugning, hvordan havde fortællingen så lydt i Det Ny Testamente. Det er også heldigt for lige netop Jesus, at man ikke knuser knoglerne i hans ben og fødder, som man gør på de to andre, der bliver hængt samtidig med ham for at få hele processen overstået inden mørket falder på og påskehøjtideligheden begynder i Jerusalem. Jesus har faktisk allerede inden sin pågribelse spist den traditionelle lammesteg sammen med sine disciple - så påsken er allerede i gang og det kan ikke gå hurtigt nok. Den lille pointe med knoglerne der ikke knuses, er utrolig vigtig for at få fortællingen om Jesus som et offerlam til passe. Det lam man ofrede i den traditionelle jødiske påskefest fik blodet tappet af og blodet var noget særligt helligt, man måtte spise kødet til påskemåltidet, men under ingen omstændigheder knuse knoglerne. Så for at få Jesus til at fremstå som et lam der ofres til Gud for menneskets synder, så må knoglerne ikke knuses - det er de nok blevet i virkeligheden, hvorfor skulle man undlade at gøre det på ham, når man gør det på de andre. I dagens Danmark får sådan noget kun folk til at trække på smilebåndet, men den historiske kendsgerning at vi skal ikke så langt tilbage i tiden før det her virkelig var noget der bragte sindene i kog.
Det er tilsyneladende heller ikke meget, Paulus ved om Jesus: Han nævner aldrig Maria, Josef, Betlehem, de vise mænd fra Østerland, Herodes barnemord, Jesus' dåb, Johannes Døberen, fristelserne i ørkenen, Bjergprædikenen, Fadervor, Galilæa, Nazaret, Kapernaum, Jesus' "forvandling", Judas Iskariot, Maria Magdalena, Getsemane, Golgata, osv. osv. Pontius Pilatus nævnes kun i 1 Timotheus, som ikke er et ægte paulinsk epistel. Årsagen er den enkle, at Paulus har udnævnt sig selv som formand for Kristendommen uden for jødeland - han har aldrig talt med eller set Jesus - han har endog ikke talt med Jesu disciple før han ifører sig førertrøjen. Han påstår hele tiden, at han har fået formandsposten af Jesus selv og kun nøje følger de arbejdsinstruktioner som er blevet givet ham i form af åbenbaringer. Især den danske folkekirke er vilde med Paulus. De fortæller bare ikke medlemmerne, at man også skal tro på Paulus og hans udlægning af teksten. Det er min erfaring at stort set ingen folkekirkemedlemmer ved hvordan Paulus fik sin autoritet. De fleste er fuldstændig skråsikre på, at han var en Jesu disciple og sådan forsøger folkekirken også at fremstille det for medlemmerne, men det var han ikke.
Jesus elskede at kalde sig selv Menneskesønnen; Paulus bruger aldrig det udtryk. Jesus brugte halvdelen af sin tid på at slås med de onde farisæere; Paulus nævner dem aldrig. Jesus og hans disciple forfulgtes af Herodes den Store og hans børn, børnebørn og oldebørn; Paulus nævner dem ikke. Jesus gjorde mange mirakler og uddrev mange dæmoner; Paulus nævner det ikke. Jesus er berømt for sine evindelige lignelser; Paulus citerer dem aldrig — ja faktisk er det utroligt, hvor lidt han overhovedet citerer Jesus. Var Paulus en Apostel? 
Paulus i Københavns Domkirke
Thorvaldsen mener, at Paulus er en af de 12 apostle. Det var han ikke - han var den selvudnævnte formand for de første kristne menigheder uden for Jødeland og alt hvad han havde fået af kundskab om kristendommen havde han fået ved telepatisk overførsel fra den døde Jesus.
I Københavns Domkirke har man åbenbart ikke læst Bibelen - for Berthel Thorvaldsen lader Paulus være en af de tolv apostle, selvom det fremgår tydeligt af Apostlenes Gerninger, at Paulus ikke har overtaget Judas Iskariot's plads.
Manden, der fulgte efter Judas Iskariot, hed Matthias. Man kunne forvente, at denne kåring blev markeret med tegn og gerninger, engle og lysglimt, men historien er et anti-klimaks — apostlene trækker simpelthen lod mellem to kandidater:
Apost. G 1,23 De opstillede så to, Josef, der kaldtes Barsabbas med tilnavnet Justus, og Matthias,
Apost. G 1,26 Så kastede de lod mellem dem, og loddet faldt på Matthias, og han blev regnet med som apostel sammen med de elleve.
Paulus er altså ikke den tolvte apostel, Hr. Thorvaldsen!
Og hvad var så "galt" med Paulus? Ja, der var jo det rent praktiske problem, at på det sted i fortællingen, hvor den tolvte apostel skal vælges, er Paulus en ond mand ved navn Saulus, der forfølger de kristne med vold og mord.
Men kunne Paulus så ikke bare blive apostel senere? Nej, for menigheden i Jerusalem nævnte nogle krav, lige før de kårede Matthias:
Apost. G 1,21 "Derfor bør en af de mænd, som var sammen med os hele tiden, mens Herren Jesus gik ind og ud hos os,
Apost. G 1,22 lige fra Johannes' dåb indtil den dag, han blev taget op til himlen fra os – en af dem bør sammen med os være vidne om hans opstandelse."
For at kunne blive "rigtig" apostel, skulle man altså have fulgt Jesus, fra han blev døbt af Johannes Døberen, og være vidne til Jesus' genopstandelse og himmelfart. Paulus havde ganske vist mødt en himmelsk Jesus i en "vision", men det var længe efter, at Jesus havde opgivet sin fysiske krop - så det talte ikke rigtigt.
Det er naturligvis bare en efterrationalisering, når forfatteren pludselig påstår, at Matthias har fulgt Jesus fra starten. De to kandidater, Josef Barsabbas og Matthias, optræder ikke i nogle af evangelierne, og efter at Matthias er valgt som ny apostel, forsvinder begge to ud af historien. Endnu et eksempel på, at navnene på de tolv apostle er navne uden indhold.
Hvis man skal tro på Apostlenes Gerninger — og det er ikke tilrådeligt, der er nemlig en utrolig konstrueret og tilrettet fortælling som i vi vore dage ville betegne som rent spin — havde Paulus selv erkendt, at de andre apostle havde en fordel, han ikke havde. Her er en tale, Paulus skulle have holdt: Tro det eller lad være
Apost. G 13,30 Men Gud oprejste ham fra de døde,
Apost. G 13,31 og i mange dage viste han sig for dem, der var fulgt med ham fra Galilæa til Jerusalem, og de er nu hans vidner over for folket.
Derfor ligger det ligesom i kortene, at Paulus aldrig blev en rigtig apostel. Hans navn optræder 177 gange i Apostlenes Gerninger fordelt på 168 vers, og det sted, hvor han kommer nærmest at blive kaldt apostel, er i starten af det 14. kapitel, hvor Paulus og Barnabas tilsammen kaldes apostle (Apostlenes Gerninger 14,14). Apostlenes Gerninger 14,14: Da apostlene Barnabas og Paulus hørte det, flængede de deres kapper, styrtede ind i folkemængden og råbte. De andre 176 gange Apostlenes Gerninger nævner Paulus, undgår forfatteren behændigt at bruge ordet apostel. Og det er bemærkelsesværdigt i betragtning af, at forfatteren påstås at være Lukas, Paulus' gode ven og medarbejder.
Den trettende apostel.
Paulus var selvfølgelig vildt uenig - og i den magtkamp, der fulgte, gjorde han sit yderste for at forsvare sin apostel-værdighed. Han indleder typisk sine epistler med at fortælle, hvorledes han er udvalgt som Guds apostel:
Romerne 1,1 Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium,
1 Korinth. 1,1 Fra Paulus, kaldet til Kristi Jesu apostel ved Guds vilje, og vor broder Sosthenes.
2 Korinth. 1,1 Fra Paulus, Kristi Jesu apostel ved Guds vilje, og vor broder Timotheus.
Efeserne 1,1 Fra Paulus, Kristi Jesu apostel ved Guds vilje. Til de hellige, som bor i Efesos, de troende i Kristus Jesus.
Kolossenser 1,1 Fra Paulus, Kristi Jesu apostel ved Guds vilje, og vor broder Timotheus.
Galaterne 1,1 Fra Paulus, apostel, ikke fra mennesker, ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde,
Bemærk formuleringen i Galaterbrevet, "ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader". Lige fra starten af pointerer Paulus, at han ikke er afhængig af andre personer (som fx menigheden i Jerusalem), men at han er ansat af Jesus himself. I Galaterbrevet beskriver Paulus sin kaldelse således:
Galaterne 1,11 For jeg gør jer bekendt med, brødre, at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, ikke er menneskeværk.
Galaterne 1,12 Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus.
Galaterne 1,15 Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede
Galaterne 1,16 at åbenbare sin søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne, rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod,
Galaterne 1,17 og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig, men drog til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus.
Galaterne 1,18 Dernæst, efter tre års forløb, drog jeg op til Jerusalem for at træffe Kefas, og jeg blev hos ham i fjorten dage;
Galaterne 1,19 men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob, Herrens bror.
Det Paulus skriver er altså, at hans evangelium ikke er menneskeværk (dvs. det kommer ikke fra menigheden i Jerusalem), han er sat i embedet af Gud personligt, han gad ikke spørge nogle mennesker (inklusiv menigheden i Jerusalem), det tog tre år, før han overhovedet gad at besøge menigheden i Jerusalem første gang, og dér mødte han kun Kefas (=Peter) og Jakob, Jesus' bror.
I øvrigt laver Bibelselskabet deres sædvanlig fusk, når de i vers 16 skriver »at åbenbare sin søn for mig«. Den græske originaltekst siger "i mig", og det stod der også i den forrige oversættelse fra 1907: »at åbenbare sin Søn i mig« (læs evt. Kapitel 1).
I næste kapitel af Galaterbrevet fortæller Paulus om sit andet besøg i Jerusalem 14 år senere:
Galaterne 2,1 Dernæst, efter fjorten års forløb, drog jeg igen op til Jerusalem sammen med Barnabas og tog også Titus med.
Galaterne 2,2 Jeg rejste derop på grund af en åbenbaring, og jeg forelagde for dem, men særskilt for de ansete, det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne, så jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves.
Galaterne 2,6 Og de, som anses for at være noget – hvad de engang var, er mig ligegyldigt, Gud gør ikke forskel på mennesker – mig pålagde de ansete intet nyt.
Galaterne 2,8 - for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne -
Galaterne 2,9 – og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.
Der gik altså 14 år, før Paulus igen besøgte "de ansete" i Jerusalem. Paulus tilføjer, at de anses for at være noget, men at det er ham ligegyldigt. Menigheden i Jerusalem har åbenbart ikke følt, de havde noget at udsætte på ham, og Paulus har ikke følt, han kunne lære noget af dem.
Paulus regner tydeligvis sig selv for at være præcis ligeså autoriseret som Peter: »han, der har givet Peter kraft til at være apostel […] har også givet mig kraft« (2,8)
Sådan lyder Paulus' forsvarstale, men det er en forsvarstale — hans epistler (brevene) viser, at han konstant blev kritiseret:
1 Korinth. 9,1 Er jeg ikke fri? Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke set Jesus, vor Herre? Er I ikke mit værk i Herren?
1 Korinth. 9,2 Hvis jeg ikke er apostel for andre, er jeg det i hvert fald for jer. I er jo seglet på mit apostelkald i Herren.
1 Korinth. 9,3 Her er mit forsvar over for dem, der kritiserer mig:
"Nogen" har åbenbart kritiseret Paulus for ikke at være apostel (»Er jeg ikke apostel?«) og ikke at have set Jesus (»Har jeg ikke set Jesus, vor Herre?«). Det var jo lige præcis det, vi læste i forbindelse med kåringen af Matthias: Menigheden i Jerusalem havde opfundet et krav om, at en "rigtig" apostel skulle have fulgt Jesus lige fra hans dåb.
Paulus var naturligvis ikke enig, og i Galaterbrevet Kapitel 2 (citeret foroven) omtales Jakob, Peter og Johannes som »de ansete« (2,2), »de, som anses for at være noget« (2,6) og dem »som anses for at være søjler« (2,9). Paulus anser dem åbenbart ikke for noget særligt.
I et andet epistel forsvarer Paulus sig igen mod andre apostle, som har modsagt ham. Han kalder ironisk sine konkurrenter for "overapostle" - andre konkurrenter er "falske apostle" og "Satans tjenere":
2 Korinth. 11,5 Jeg mener nemlig ikke at stå tilbage for disse overapostle,
2 Korinth. 11,13 De er falske apostle, troløse arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle.
2 Korinth. 11,14 Og det er intet under. Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel.
2 Korinth. 11,15 Så er det ikke mærkeligt, når også hans tjenere giver sig ud for at være retfærdige tjenere. Det skal gå dem efter fortjeneste.
Paulus kan ikke påkalde sig personligt bekendtskab med Jesus, sådan som "overapostlene" kan det. De eneste "tegn" han kan fremvise er nogle uspecificerede "undere og mægtige gerninger":
2 Korinth. 12,11 Så har jeg da været vanvittig. I tvang mig til det. Det var jo jer, der skulle have anbefalet mig, for jeg står ikke tilbage for disse overapostle, selv om jeg ikke er noget.
2 Korinth. 12,12 Tegnene på, at jeg er apostel, er gjort hos jer med al udholdenhed, både ved tegn og undere og mægtige gerninger.
Magtkampen endte med, at Paulus blev fængslet, og bagefter endte Paulus i Rom. X XXXXX UNDER REDIGERING - Vi har set, hvordan Paulus første rejse til Jerusalem er beskrevet både af Lukas (forfatteren af Apostlenes Gerninger) og af Paulus selv, og at disse beretninger er meget modstridende. Paulus' anden rejse er også beskrevet af begge forfattere. Paulus prøver at vinkle historien som om, han vandt alle diskussionerne, hvorimod Lukas igen forsøger at nedtone enhver antydning af uenighed.
Denne gang lader vi Paulus få ordet først:
Galaterne 2,1 Dernæst, efter fjorten års forløb, drog jeg igen op til Jerusalem sammen med Barnabas og tog også Titus med.
Galaterne 2,2 Jeg rejste derop på grund af en åbenbaring, og jeg forelagde for dem, men særskilt for de ansete, det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne, så jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves.
Galaterne 2,3 Men ikke engang Titus, der var med mig, og som er græker, blev tvunget til at lade sig omskære;
[.. .. ..] [. . .]
Galaterne 2,7 Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne
Galaterne 2,8 - for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne -
Galaterne 2,9 og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.
Galaterne 2,10 Kun skulle vi huske på deres fattige, hvad jeg netop har bestræbt mig for at gøre.
Som man kan se, har Paulus ikke ligefrem overrendt menigheden i Jerusalem: »efter fjorten års forløb«.
Nogle kristne vil gerne have, at Paulus' anden rejse, er den samme, som den, der er den anden rejse i Apostlenes Gerninger. Dermed kunne man undgå tre problemer:
*
Dels kunne man så påstå, at Galaterne var et tidligt brev, der blev skrevet inden Paulus havde foretaget sine mange rejser. Dermed forsvinder modsigelsen mellem, at Paulus kun kender til 2 Jerusalem-besøg, mens Apostlenes Gerninger beskriver 5-6 besøg.
*
Dels ville man kunne bortforklare den konflikt, der kort efter opstod mellem Paulus og Peter (se næste afsnit). Hvis den konflikt Paulus omtaler i Galaterne 2,11-14 skete tidligt, så ville det møde, der beskrives i Apostlenes Gerninger kapitel 15 (se længere nede), være forsoningen på denne konflikt.
*
Dels undgår man problemet med de to Jakob'er, som vi kigger på om lidt.
Desværre for disse kristne er der ikke mange lighedspunkter med rejsen i Apostlenes Gerninger 11,27-30, Apostlenes Gerninger 11,28: En af dem, som hed Agabos, rejste sig og varslede ved Ånden, at der ville blive stor hungersnød i hele verden; og det blev der under Claudius.
Apostlenes Gerninger 11,29: Disciplene besluttede da, at alle skulle sende, hvad de hver især havde råd til, som hjælp til brødrene i Judæa.
Apostlenes Gerninger 11,30: Det gjorde de så, og de sendte Barnabas og Saulus til de ældste med gaven. der bare handlede om, at Saulus og Barnabas skulle overbringe nogle penge i forbindelse med en hungersnød.
Så er der langt større overensstemmelse med det besøg, som ifølge Lukas er Paulus' tredje besøg (eller fjerde besøg, afhængig af hvilken Bibel-oversættelse man læser):
trut truttelut Apost. G. 15,1 Der kom nu nogle folk ned fra Judæa og ville belære brødrene: "Hvis I ikke omskæres efter Moses' skik, kan I ikke blive frelst."
Apost. G. 15,2 Da det førte til strid og ikke så lidt diskussion mellem Paulus og Barnabas og disse folk, besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulle drage op til apostlene og de ældste i Jerusalem for at tale om dette stridsspørgsmål.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,6 Apostlene og de ældste trådte sammen for at drøfte denne sag.
Apost. G. 15,7 Efter megen diskussion rejste Peter sig og sagde: "Brødre, I ved, at Gud for længe siden blandt jer udvalgte mig, for at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord og komme til tro.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,13 Da de tav, tog Jakob ordet og sagde: "Brødre, hør på mig!
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,19 Derfor mener jeg, at vi ikke skal skabe vanskeligheder for de hedninger, der vender om til Gud,
Apost. G. 15,20 men skrive til dem, at de skal holde sig fra besmittelse med afguder og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,22 Så besluttede apostlene og de ældste sammen med hele menigheden at udvælge nogle af dens mænd og sende dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. Det blev Judas, der kaldtes Barsabbas, og Silas, som var ledende mænd blandt brødrene.
Apost. G. 15,23 De fik denne skrivelse med: "Apostlene og de ældste, jeres brødre, hilser vore brødre af hedensk herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien.
Apost. G. 15,24 Vi har hørt, at der er kommet nogle fra os, som har forvirret jer og foruroliget jer med deres ord; men vi har ikke givet dem noget påbud.
Apost. G. 15,25 Derfor har vi i enighed besluttet at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vor kære Barnabas og Paulus.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,28 For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige,
Apost. G. 15,29 at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!"
Apost. G. 15,30 Så blev de sendt af sted, og de kom til Antiokia, hvor de samlede hele menigheden og overrakte brevet.
De to beretninger vi kigger på her, beskriver tydeligvis det samme møde: (1) Paulus er rejst til Jerusalem sammen med Barnabas, (2) formålet med besøget er at klarlægge holdningen til at konvertere hedninger, (3) både Peter(=Kefas) og Jakob deltager, (4) mødet ender med, at Paulus bliver autoriseret som hedninge-apostel, og (5) bagefter tager Paulus og Barnabas til Antiokia. Det er det samme møde, der beskrives af Lukas og Paulus, og mødet endte i en konflikt (næste afsnit), der aldrig blev løst.
Paulus har taget en græker ved navn Titus med. Der sker åbenbart som en slags test for at se, om menigheden vil acceptere, at man ignorerer Moselovens bud om omskærelse. Paulus triumferer, at »ikke engang Titus […] blev tvunget til at lade sig omskære« (Galaterne 2,3). Men vi får også et lille forvarsel om den kommende katastrofe: Paulus og Barnabas "får håndslag" (Galaterne 2,9), men det gør den uomskårne Titus åbenbart ikke.
Nå, men Paulus og apostlene har altså aftalt at dele territoriet: Menigheden i Jerusalem prædiker evangeliet for jøderne, mens Paulus tager sig af "hedningerne" — d.v.s. resten af verden. Ifølge Lukas har Paulus fået at vide, at "hedningerne" ikke behøver at følge hele pakken i Moseloven med dødsstraf for de mest latterlige småting. Hedningerne skal bare holde sig »fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt« (Apost. G. 15,20).
Truttelut
Pudsigt nok kan Paulus ikke engang overholde denne enkle aftale: Ifølge hans epistler havde man ligefrem ret til at spise offerkød, bare man ikke bragte de svage i troen til fald: »Men se til, at jeres ret til at spise offerkød ikke bringer de svage til fald« (1 Korintherne 8,7-10), 1 Korintherne 8,7: Men ikke alle har denne kundskab. Der er nogle, der spiser kødet som offerkød, fordi de hidtil har været vant til at dyrke afguderne, og så tilsøles deres samvittighed, skrøbelig som den er.
1 Korintherne 8,8: Men mad gør hverken fra eller til over for Gud. Vi opnår ikke noget ved at spise, og vi mister ikke noget ved at lade være.
1 Korintherne 8,9: Men se til, at jeres ret til at spise offerkød ikke bringer de svage til fald.
1 Korintherne 8,10: For hvis nogen ser dig, som har kundskab, sidde til bords i et afgudstempel, vil så ikke den, der er svag i sin samvittighed, blive tilskyndet til at spise offerkød? »Alt, hvad der sælges på kødtorvet, kan I spise med god samvittighed uden at undersøge, om det er offerkød.« (1 Korintherne 10,19-29)
Der er også en anden ting, der er helt gal: Paulus fortæller, hvordan han har mødt Jakob på begge sine besøg i Jerusalem. I Galaterne 1,19 ser han »Jakob, Herrens bror«, og i Galaterne 2,9 møder han Jakob, der er en af de tre, »som anses for at være søjler«. Der er bare lige den detalje, at de to Jakob'er ikke er den samme person.
Ifølge Apostlenes Gerninger 12,2 blev Jakob dræbt af Herodes Agrippa: »Og Johannes' bror, Jakob, lod han henrette med sværd«, hvorefter en ny Jakob overtager lederrollen (læs meget mere om de to Jakob'er). Den "Jakob, Herrens bror", Paulus mødte i Apostlenes Gerninger kapitel 7, er ikke den samme som den søjle-Jakob, han mødte i kapitel 15.
Har den guddommeligt inspirerede Paulus ikke hørt under sine daglige samtaler med Helligånden, at menighedens leder i Jerusalem er blevet dræbt? Kan han ikke selv se og høre, at det ikke er den samme mand? Hvorfor fortæller han os ikke, at "Jakob, Herrens bror", ikke er den samme som søjle-Jakob?
xxx 2 xxxx
Vi har set, hvordan Paulus første rejse til Jerusalem er beskrevet både af Lukas (forfatteren af Apostlenes Gerninger) og af Paulus selv, og at disse beretninger er meget modstridende. Paulus' anden rejse er også beskrevet af begge forfattere. Paulus prøver at vinkle historien som om, han vandt alle diskussionerne, hvorimod Lukas igen forsøger at nedtone enhver antydning af uenighed.
Denne gang lader vi Paulus få ordet først:
Galaterne 2,1 Dernæst, efter fjorten års forløb, drog jeg igen op til Jerusalem sammen med Barnabas og tog også Titus med.
Galaterne 2,2 Jeg rejste derop på grund af en åbenbaring, og jeg forelagde for dem, men særskilt for de ansete, det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne, så jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves.
Galaterne 2,3 Men ikke engang Titus, der var med mig, og som er græker, blev tvunget til at lade sig omskære;
[.. .. ..] [. . .]
Galaterne 2,7 Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne
Galaterne 2,8 - for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne -
Galaterne 2,9 og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.
Galaterne 2,10 Kun skulle vi huske på deres fattige, hvad jeg netop har bestræbt mig for at gøre.
Som man kan se, har Paulus ikke ligefrem overrendt menigheden i Jerusalem: »efter fjorten års forløb«.
Nogle kristne vil gerne have, at Paulus' anden rejse, er den samme, som den, der er den anden rejse i Apostlenes Gerninger. Dermed kunne man undgå tre problemer:
*
Dels kunne man så påstå, at Galaterne var et tidligt brev, der blev skrevet inden Paulus havde foretaget sine mange rejser. Dermed forsvinder modsigelsen mellem, at Paulus kun kender til 2 Jerusalem-besøg, mens Apostlenes Gerninger beskriver 5-6 besøg.
*
Dels ville man kunne bortforklare den konflikt, der kort efter opstod mellem Paulus og Peter (se næste afsnit). Hvis den konflikt Paulus omtaler i Galaterne 2,11-14 skete tidligt, så ville det møde, der beskrives i Apostlenes Gerninger kapitel 15 (se længere nede), være forsoningen på denne konflikt.
*
Dels undgår man problemet med de to Jakob'er, som vi kigger på om lidt.
Desværre for disse kristne er der ikke mange lighedspunkter med rejsen i Apostlenes Gerninger 11,27-30, Apostlenes Gerninger 11,28: En af dem, som hed Agabos, rejste sig og varslede ved Ånden, at der ville blive stor hungersnød i hele verden; og det blev der under Claudius.
Apostlenes Gerninger 11,29: Disciplene besluttede da, at alle skulle sende, hvad de hver især havde råd til, som hjælp til brødrene i Judæa.
Apostlenes Gerninger 11,30: Det gjorde de så, og de sendte Barnabas og Saulus til de ældste med gaven. der bare handlede om, at Saulus og Barnabas skulle overbringe nogle penge i forbindelse med en hungersnød.
Så er der langt større overensstemmelse med det besøg, som ifølge Lukas er Paulus' tredje besøg (eller fjerde besøg, afhængig af hvilken Bibel-oversættelse man læser):
trut truttelut Apost. G. 15,1 Der kom nu nogle folk ned fra Judæa og ville belære brødrene: "Hvis I ikke omskæres efter Moses' skik, kan I ikke blive frelst."
Apost. G. 15,2 Da det førte til strid og ikke så lidt diskussion mellem Paulus og Barnabas og disse folk, besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulle drage op til apostlene og de ældste i Jerusalem for at tale om dette stridsspørgsmål.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,6 Apostlene og de ældste trådte sammen for at drøfte denne sag.
Apost. G. 15,7 Efter megen diskussion rejste Peter sig og sagde: "Brødre, I ved, at Gud for længe siden blandt jer udvalgte mig, for at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord og komme til tro.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,13 Da de tav, tog Jakob ordet og sagde: "Brødre, hør på mig!
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,19 Derfor mener jeg, at vi ikke skal skabe vanskeligheder for de hedninger, der vender om til Gud,
Apost. G. 15,20 men skrive til dem, at de skal holde sig fra besmittelse med afguder og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,22 Så besluttede apostlene og de ældste sammen med hele menigheden at udvælge nogle af dens mænd og sende dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. Det blev Judas, der kaldtes Barsabbas, og Silas, som var ledende mænd blandt brødrene.
Apost. G. 15,23 De fik denne skrivelse med: "Apostlene og de ældste, jeres brødre, hilser vore brødre af hedensk herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien.
Apost. G. 15,24 Vi har hørt, at der er kommet nogle fra os, som har forvirret jer og foruroliget jer med deres ord; men vi har ikke givet dem noget påbud.
Apost. G. 15,25 Derfor har vi i enighed besluttet at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vor kære Barnabas og Paulus.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,28 For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige,
Apost. G. 15,29 at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!"
Apost. G. 15,30 Så blev de sendt af sted, og de kom til Antiokia, hvor de samlede hele menigheden og overrakte brevet.
De to beretninger vi kigger på her, beskriver tydeligvis det samme møde: (1) Paulus er rejst til Jerusalem sammen med Barnabas, (2) formålet med besøget er at klarlægge holdningen til at konvertere hedninger, (3) både Peter(=Kefas) og Jakob deltager, (4) mødet ender med, at Paulus bliver autoriseret som hedninge-apostel, og (5) bagefter tager Paulus og Barnabas til Antiokia. Det er det samme møde, der beskrives af Lukas og Paulus, og mødet endte i en konflikt (næste afsnit), der aldrig blev løst.
Paulus har taget en græker ved navn Titus med. Der sker åbenbart som en slags test for at se, om menigheden vil acceptere, at man ignorerer Moselovens bud om omskærelse. Paulus triumferer, at »ikke engang Titus […] blev tvunget til at lade sig omskære« (Galaterne 2,3). Men vi får også et lille forvarsel om den kommende katastrofe: Paulus og Barnabas "får håndslag" (Galaterne 2,9), men det gør den uomskårne Titus åbenbart ikke.
Nå, men Paulus og apostlene har altså aftalt at dele territoriet: Menigheden i Jerusalem prædiker evangeliet for jøderne, mens Paulus tager sig af "hedningerne" — d.v.s. resten af verden. Ifølge Lukas har Paulus fået at vide, at "hedningerne" ikke behøver at følge hele pakken i Moseloven med dødsstraf for de mest latterlige småting. Hedningerne skal bare holde sig »fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt« (Apost. G. 15,20).
Truttelut Pudsigt nok kan Paulus ikke engang overholde denne enkle aftale: Ifølge hans epistler havde man ligefrem ret til at spise offerkød, bare man ikke bragte de svage i troen til fald: »Men se til, at jeres ret til at spise offerkød ikke bringer de svage til fald« (1 Korintherne 8,7-10), 1 Korintherne 8,7: Men ikke alle har denne kundskab. Der er nogle, der spiser kødet som offerkød, fordi de hidtil har været vant til at dyrke afguderne, og så tilsøles deres samvittighed, skrøbelig som den er.
1 Korintherne 8,8: Men mad gør hverken fra eller til over for Gud. Vi opnår ikke noget ved at spise, og vi mister ikke noget ved at lade være.
1 Korintherne 8,9: Men se til, at jeres ret til at spise offerkød ikke bringer de svage til fald.
1 Korintherne 8,10: For hvis nogen ser dig, som har kundskab, sidde til bords i et afgudstempel, vil så ikke den, der er svag i sin samvittighed, blive tilskyndet til at spise offerkød? »Alt, hvad der sælges på kødtorvet, kan I spise med god samvittighed uden at undersøge, om det er offerkød.« (1 Korintherne 10,19-29)
Der er også en anden ting, der er helt gal: Paulus fortæller, hvordan han har mødt Jakob på begge sine besøg i Jerusalem. I Galaterne 1,19 ser han »Jakob, Herrens bror«, og i Galaterne 2,9 møder han Jakob, der er en af de tre, »som anses for at være søjler«. Der er bare lige den detalje, at de to Jakob'er ikke er den samme person.
Ifølge Apostlenes Gerninger 12,2 blev Jakob dræbt af Herodes Agrippa: »Og Johannes' bror, Jakob, lod han henrette med sværd«, hvorefter en ny Jakob overtager lederrollen (læs meget mere om de to Jakob'er). Den "Jakob, Herrens bror", Paulus mødte i Apostlenes Gerninger kapitel 7, er ikke den samme som den søjle-Jakob, han mødte i kapitel 15.
Har den guddommeligt inspirerede Paulus ikke hørt under sine daglige samtaler med Helligånden, at menighedens leder i Jerusalem er blevet dræbt? Kan han ikke selv se og høre, at det ikke er den samme mand? Hvorfor fortæller han os ikke, at "Jakob, Herrens bror", ikke er den samme som søjle-Jakob?
Uenigheden i Antiokia
Mødet i Jerusalem lyder som en hyggesnak, hvis man skal tro Apostlenes Gerninger. Men det skal man ikke, for allerede i næste linie af sit brev fortæller Paulus om et stort skænderi:
Teologisk diskussion Galaterne 2,11 Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv.
Galaterne 2,12 Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne.
Galaterne 2,13 Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri.
Galaterne 2,14 Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder?
Ifølge Lukas er Peter og Jakob tilfredse, så længe hedningerne bare »holder sig fra besmittelse med afguder og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod« (Apost. G. 15,20).
Men hvis det er sandt, hvorfor skriver Paulus så, at Peter ikke ville spise med hedningerne, efter at have haft besøg af »nogle fra Jakob«? Hvorfor anklager Paulus Peter for at »tvinge hedningerne til at leve som jøder«? Hvorfor bakkede Barnabas Peter op? Barnabas havde jo selv været med og "fået håndslag" sammen med Paulus. Hvorfor henviste Paulus ikke bare til det møde, hvor Barnabas, Peter og Jakob var med?
Paulus fortæller, at han »trådte op imod ham ansigt til ansigt«, men han skriver ikke, at han vandt diskussionen. Hele Galaterbrevet er et stort forsvar for Paulus' apostelværdighed, og tænk, hvis han kunne skrive: "Og til sidst måtte Peter og de andre jøder give mig ret". Men det skriver han ikke.
Tværtimod skriver Paulus, at Peter fik lokket Barnabas og "de andre jøder" over på sin side. Hvorfor viste Paulus bare ikke det brev fra »Apostlene og de ældste«, hvor han personligt nævnes ved navn: »vor kære Barnabas og Paulus«, og hvor der udtrykkeligt står »I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!«? (Apost. G. 15,28-30)
Paulus selv, Jakob, Peter, Barnabas og "de andre jøder" er åbenbart totalt uvidende om hele det lange møde i Apostlenes Gerninger og om det brev, som Paulus fik af apostlene.
Det samme skænderi er beskrevet i Apostlenes Gerninger, men her har Lukas kørt historien gennem spin-maskinen, så man dårligt kan kende den igen:
St. Antonius
Grise er urene dyr - også Antoniusgrise
Apost. G. 15,36 Nogen tid efter sagde Paulus til Barnabas: "Lad os vende tilbage og besøge brødrene i alle de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord, og se, hvordan de har det."
Apost. G. 15,37 Barnabas ville også tage Johannes, som kaldtes Markus, med,
Apost. G. 15,38 men Paulus fandt det ikke rigtigt at tage en med, der havde forladt dem i Pamfylien og ikke deltaget i arbejdet sammen med dem.
Apost. G. 15,39 Det førte til bitter uenighed, så deres veje skiltes. Barnabas tog Markus med og sejlede til Cypern,
Apost. G. 15,40 men Paulus valgte Silas, og efter at brødrene havde overgivet ham til Herrens nåde, tog han af sted.
Vi kan se, at det er den samme episode, fordi (1) begge skænderier sker umiddelbart efter mødet i Jerusalem, (2) skænderiet sker i Antiokia, (3) skænderiet resulterer i "bitter uenighed", og (4) Paulus og Barnabas skilles fra hinanden.
Men her i Apostlenes Gerninger er historien kemisk renset for enhver hentydning til Moseloven og til uenighed mellem Peter og Paulus. Paulus får bare lige pludselig lyst til at få lidt frisk luft: »Lad os vende tilbage og besøge brødrene […] og se, hvordan de har det«. Paulus vil ikke have Markus med, for ham kan han ikke lide; det vil Barnabas godt, og »det førte til bitter uenighed«. Hvordan kan sådan en lille detalje føre til "bitter uenighed" mellem to gæve helgener?
Der har naturligvis været mange forsøg på at (bort)forklare denne uenighed. Et argument er, at bare fordi Paulus fortæller om mødet, før han fortæller om konflikten, behøver det ikke at være den rækkefølge, det er sket i. Paulus' brev er en retorisk tale og ikke en historisk kronologi.
Dette er formelt set korrekt, men for det første er der stadig ikke noget bevis, for at Paulus skulle have byttet om på de to episoder, for det andet ender skænderiet med, at Barnabas skilles fra Paulus, og hvis rejsen til og fra Jerusalem sker senere, mangler vi en forklaring på, hvorfor de er gode venner "igen", og for det tredje er rækkefølgen i Galaterne jo den samme som i Apostlenes Gerninger.
Vi må nok konkludere, at Lukas er en klodset spin doktor, og at det er svært at stole for meget på Apostlenes Gerninger. Brevet fra apostlene, hvori der står »I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!« eksisterer kun i Lukas' fantasi.
De folk, der havde kendt Jesus, tillod ikke, at de nye kristne ignorerede Moseloven. Paulus havde ikke noget mandat til at missionere. I sidste ende var det derfor, at Paulus blev arresteret.
Det er Paulus der laver reglen om, at kristne ikke skal lade sig omskære. Det er også Paulus der sætter Moseloven ud af kraft - derfor kan de kristne eksempelvis spise svinekød. Det er jo altsammen såre godt når man skal markedsføre kristendommen og tilpasse produktet så det efterspørges. Det dur ikke med omskærelse og alle de der regler som jøderne har. En virkelig sællert er den der med, at man ikke behøver at foretage sig andet for at blive frelst end at blive døbt og så sige, at man tror på Jesus kristus. Det er lige lidt for nemt, men det sælger virkelig billetter. Det er rigtigt smart der der med at man ikke kan blive frelst ved at gøre gode gerninger og ikke på nogen måde behøver at efterleve næstekærlighedens bud, man kan bare nøjes med at snakke lidt om det. Det kan aldrig blive farligt for det politiske system. Det bliver i tidernes løb virkelig en succes - især hele halløjet med kirker, ansatte aflønnede og alle de stillinger der bliver for overklassen. Underklassen kan blive munke og nonner og knokle gratis for kirken i klostre og skrabe rigdom hjem. Da formuen er blevet tilstækkelig stor og pavekirken har fået lige lidt for meget at skulle have sagt overfor det politiske system kommer reformationen som et nyt spin og den sælger også som varmt brød. Hvilken magthaver og overklasse vil ikke gerne tage magten fra kirken og tilrane sig formuen. Kilder: Lorenz Bergmanm - Kirkehistorie Bind I - Indtil reformationen. 9. ændrede udgave. P. Haase & Søns forlag 1973 Bent Noack - Det nye Testamente - og de første kristne årtier - G.E.C Gads Forlag - 1978 3. udgave 3. oplag Eduard Nielsen - Det gamle Israels religion - C. E. Gads Forlag - 1979 - 4. UDGAVE - FØRSTE UDGAVE 1971 
Her har du hele folkekirkehalløjet. Det er et levebrød og næppe noget kald. Der er rift om de 10 velaflønnede biskopstillinger med stor embedsbolig og repræsentationskonto. En kandidat blev grebet i valgsvindel for at få posten i Roskilde. Man holder sig ikke tilbage med mad og drikke når man holder møder. En præst forklarer ærligt og frejdigt, at han ikke tror på Gud - en anden at han ikke vil døbe i - men til - Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. hvor mange af de her tror mon, når det kommer til stykket? Nu er det sådan med troen ifølge Luther og Paulus, at denne manifesterer sig i gode gerninger og man så ud af mængden af disse kunne vurdere troskraften. Det er når man giver af sit underskud og ikke af sit overskud, at gerningerne tæller med store point. Biskopperne klæder sig i pavedragter. Dragten er meget gammel og stammer fra Persien, den skal forestille en fisk som man er krøbet ind i. De første kristne i Rom havde en fisk og ikke et kors som tegn på kristendommen. Her er en enkelt biskop med den såkaldte Mitra hue på hovedet. Den forestiller et fiskehoved med åben mund. Præstene har også en speciel klædedragt på. En kjole og en lampeskærm om halsen. Det var lige netop der her Jesus ikke kunne klare. Det kan du læse i Det Nye Testamente. Det er også tankevækkende som den tiltrækningskraft det vellønnede præstejob med tjenestemandspension, med billig tjenestebolig og få arbejdsopgaver har fået på kvinderne. Mon det er alt det ceremonielle halløj med levende lys, andægtighed, foldede hænder, rejsen sig og ned, salvelsesfuld tale, uddeling af tørre kiks og kirsebærvin, bønner og salmesang, orgelspil og klokkebimlen og underlige tegn og gerninger og barnedåb og konfirmationssalvinger og jordpåkastelser og begravelsestaler, der virker så dragende? Eller er det som hyrde og åndelig vejleder - der med sit eget praktiske eksempel hele tiden går forrest for at vise hvordan næstekærligheden og omsorgen for sine medmennesker skal udføres for de mennesker, der søger vejledning og hjælp. Småpiger elsker at begrave den døde kanariefugl eller et andet afdødt kæledyr i en cigarkasse som kiste og holde hele begravelsesceremonier og ligge blomster på. Voksne kvinder føler sig også hele tiden trang til at lægge blomster og tænde fyrfadslys på steder for en ulykkelig hændelse. Det kan ikke benægtes, at alt med ceremonier drager kvinder. De kan sidde i timevis og se på kongebrylupper, kroninger og alt med ceremonier. Det hele er måske bare en lillepigeleg for voksne kvinder. Det har bare ikke en dyt med næstekærlighed at gøre. Der var engang da Gud blev menneske, han kymrede sig ikke om spise, drikke og klæder - han kymrede sig om sine medmennesker. Hvad kymrer de her præster og biskopper sig mon om? Stillingerne kræver for det meste, at man har læst og bestået teologi på universitetet, man skal være i besiddelse af en vis begavelse og have et vist intellekt for at blive god til at bortforklare alle inkonsekvenserne i Bibelen. Bortforklaringer er ikke forklaringer, men som oftest løgn. 
"Lad de små børn komme til mig!" Her har du pave Benedict XVI i sin fiskedragt. Han er Jesu stedfortræder her på Jorden - det er faktisk en slags reservegud - så her i den katolske kirke har vi ikke en treenighed men en fireenighed: Faderen, sønnen, Helligånden og paven. 
"Lad de små børn komme til mig ... " 
Biskop beklager håndtering af sager om sexmisbrug Den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon beklager nu sin håndtering af sager om seksuelle overgreb i Danmark kan man læse i Kristeligt Dagblad den 30. marts 2010. Først nu beklager Den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, at han for nylig afviste at undersøge fire-fem sager om seksuelle overgreb i den katolske kirke i Danmark, som aldrig er blevet undersøgt eller meldt til politiet. Beklagelsen kom i lørdags, samme dag som biskoppen vendte tilbage fra sit ugelange besøg i Vatikanet – og flere uger efter at biskoppen blev kritiseret af katolikker, forskere og børneorganisationer efter et interview i Kristeligt Dagblad. Biskoppens beklagelse får en lunken modtagelse fra biskoppens eget bagland. Medlem af den katolske Sankt Laurentii Kirke i Roskilde Hans Riese, der for nylig kritiserede biskoppen for den "totale mangel på vilje og evne til selvransagelse" i forbindelse med pædofilisager, kalder den forsinkede beklagelse for "grotesk".
– Biskoppen burde i øvrigt love, at han ikke vil lave sådan et fejltrin mere. Ved samme lejlighed bør han klart tilkendegive, dels at den undersøgelseskommission, han nu vil nedsætte, vil bestå af uvildige personer – gerne også personer hentet uden for katolsk regi – dels at kommissionens kommissorium udformes så bredt, så vi katolikker ved, at intet forbliver uundersøgt eller fejet ind under gulvtæppet, siger han.
Biskop Czeslaw Kozon har allerede en gang inden for det seneste år måttet beklage sine udtalelser: Da Vatikanet sidste år bakkede op om ekskommunikationen af moderen til en niårig pige, der havde fået en abort efter at være blevet seksuelt misbrugt, gjorde den danske biskop ligeså. Da Vatikanet siden beklagede den prompte udelukkelse, fulgte Czeslaw Kozon efter.
Ifølge tidligere lektor og teolog Peder Nørgaard-Højen, som har forsket i den katolske kirke, retter Kozon sig konsekvent efter Vatikanets kurs.
– Og når Vatikanet mildest talt har haft en siksak-kurs i de her sager, så får Kozon det også. Det viste sig fuldstændigt tydeligt med den lille pige i Brasilien, og nu viser det sig igen. Paven har nu bedt de irske biskopper om at rydde op og samarbejde med de borgerlige myndigheder. Det er nye toner fra Vatikanet. Og det er et budskab, Kozon har taget med sig hjem fra Rom, siger Peder Nørgaard-Højen og tilføjer, at biskoppens mangel på handlekraft svækker kirkens troværdighed i Danmark.
– Det, biskoppen nu er nået frem til, har hele tiden været en selvfølge for almindelige danskere. Kozons håndtering afslører en leder, som har deponeret sit lederskab i Vatikanet og ikke der, hvor han skal være leder. Han tager ikke selv ansvar, men handler først, når chefen i Rom har talt. Derfor mister han autoritet i forhold til sit embede her til lands. Og det kan få den virkning, at næste gang Kozon udtaler sig kategorisk, vil alle sige "lad os nu vente og se, hvad paven siger." Her i påsken 2010 vælter det ind med henvendelser fra personer, der er blevet krænket seksuelt, af personer ansat i den katolske kirke i Danmark. 25 flere har givet sig til kende nu.
Katolsk biskop tav om sager om overgreb 
Den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon på vej ind i Sct. Knuds kirke i Odense. 07. jun 2010Først sagde den katolske biskop i Danmark, at han kendte til fire-fem sager om overgreb. Nu fortæller han, at han hele tiden har kendt til yderligere to Danmarks katolske biskop Czeslaw Kozon kludrer med, hvor mange sager om overgreb i den katolske kirke han har haft kendskab til. I et interview i Kristeligt Dagblad den 16. marts i år fortalte biskoppen, at han kendte til fire-fem sager. Men i et interview i avisen i dag siger Czeslaw Kozon, at han også i marts kendte til yderligere to sager om overgreb, hvor den ene omhandler en eller flere mindreårige. "Jeg kendte til en sag, som havde været hos politiet, men var blevet opgivet, samt én, der havde været behandlet, men ønskedes genoptaget," siger han. Han forklarer sin tidligere tavshed med, at den ene sag var "meget uklar", og at den anden handlede om "juridisk set voksne mennesker."
"Nu har parterne i begge sager meldt sig på banen igen, og begge sager indgår i de anmeldelser, kirken har fået efterfølgende," siger biskoppen om de i alt 31 anmeldelser, politiet har undersøgt, hvor langt de fleste juridisk set er forældede.
Czeslaw Kozon sagde i marts, at den nyeste sag, han kendte til, var fra slutningen af 1980?erne. En katolsk præst blev for to uger siden fritaget for tjeneste, mens der føres en tjenstlig undersøgelse mod ham. Præsten blev i 2005 dømt for at besidde børneporno, men har frem til nu virket som præst – ifølge kirkens ledelse fordi den ikke kendte til hans sag. Biskoppen afviser, at han har ansvar for at vide, hvis en præst er blevet anklaget for overgreb.
"Jeg står med ansvaret for, hvordan jeg reagerer på de informationer, jeg rent faktisk får," siger han.
Dansk Folkepartis retsordfører, Marlene Harpsøe, er imidlertid så utilfreds med biskoppen, at hun ifølge Ritzau har bedt justitsminister Lars Barfoed (K) om at undersøge muligheden for at retsforfølge ham. Hun henviser især til sagen om overgreb, frihedsberøvelse og en ældre, dement nonnes død på Sostrup Kloster i Norddjurs Kommune.
"Den måde, hvorpå han har optrådt i sagerne om seksuelt misbrug og den demente nonnes død, har været himmelråbende elendig. Og nu bliver vi simpelthen nødt til at have en politiundersøgelse af, hvor langt hans ansvar rækker," siger Marlene Harpsøe.
I Sverige er den katolske biskop klar til at gå af efter kritik af hans håndtering af anklager om seksuelle overgreb. Biskop Czeslaw Kozon afviser at gøre det samme.
"Det er fuldstændigt irrelevant at tale om at gå af på det nuværende grundlag," siger han. KILDE: Kristeligt Dagblad den 7. juni 2010 
| 
| 
| Her får du lige et udklipsark - så kan du fremstille din egen pave og den kan sagtens gå som en dansk biskop. Det er samme dragt. Den danske folkekirke har aldrig kunnet finde ud af om den var rigtige protestanter eller blot reformerte katolikker. | 
|
Tilbage til oversigt |
Amish: De stærkt religiøse amerikanske amish-folk vil helst leve uforstyrret i deres idylliske tidslomme, men verden uden for trængte sig for alvor på, da en mand udefra brød ind på en amish-skole og dræbte flere elever | 
Amish-folket er efterkommere af tyske og hollandske bosættere, der flygtede fra religiøs forfølgelse i Europa. Indbyrdes taler de en særlig sydtysk dialekt kaldet "Pennsylvania Dutch", som kun med besvær kan forstås af andre tysktalende, og de betragter det omgivende samfund med mistro. | Amish-mænd bærer lange skæg, men holder overlæberne fri. Medlemmerne af den stærkt pacifistiske kristne sekt anser moustacher for at være et militært symbol, og de ønsker ikke nogen del i en verden af våben. Men volden kan alligevel bryde løs i amish-land. I den lille landsby Nickel Mine i delstaten Pennsylvania stormede en tungt bevæbnet 32-årig mælkevognschauffør ind et lille, lysegult skolehus, hvor 25 amish-børn sad midt i undervisningen. Manden, der ikke selv var amish, slap drengene og de voksne fri, men tog en ung lærerassistent og 10 småpiger som gidsler, barikkaderede døren, lænkede dem sammen foran tavlen og skød alle på klods hold. Inden politiet nåede frem, var tre piger døde. To andre udåndede senere af deres skudsår, mens fem i blev indlagt i kritisk tilstand. Politiet kalder det en "mulighedens forbrydelse" – gerningsmanden, som angiveligt handlede i en rus af vrede og selvhad relateret til begivenheder i hans fortid, valgte skolehuset i Nickel Mine alene fordi, det var et nemt og belejligt mål.
Massakren er bemærkelsesværdigt grusom og forekommer særligt bestialsk i kontrasten med amish-samfundets landlige idyl, hvor mænd i stråhat og seler bumler afsted i hestevogne langs billedskønne kornmarker, og kyseklædte kvinder holder hus uden brug af moderne hjælpemidler som vaskemaskine, støvsuger eller elkomfur.
Amish-folket er i denne verden, men ikke af denne verden. Indbyrdes taler de en særlig sydtysk dialekt kaldet "Pennsylvania Dutch", som kun med besvær kan forstås af andre tysktalende, og fremmede betegnes mistroisk som "the English" (englænderne).
Medlemmerne af den kristne sekt lever i en unik tidslomme, der befinder sig lysår fra den almindelige amerikaners hypermaterialistiske og højteknologiske dagligdag. De mest konservative amish skyer fuldstændig elektricitet, biler og telefoner for at fremme principper om ydmyghed og afsondring fra den korrupte verden udenfor, og nogle afskriver endda brugen af knapper i tøjet, som de anser for at være udtryk for pyntesyge.
Børn født i amish-samfundet sendes i gruppens egne skoler som den i Nickel Mine, hvor de er samlet på tværs af klassetrin indtil 8. klassetrin. Derefter er deres tid oftest helliget at hjælpe forældrene på gården, indtil de selv gifter sig med andre amish – interreligiøst ægteskab er ikke tilladt, og konverteringer sker kun meget sjældent, ligesom frafaldet også er lavt.
Sådan har det været i århundreder, og amish-folket, der i dag tæller cirka 200.000 mennesker fordelt på Canada og USA, hvoraf hovedparten bor i Pennsylvania og Ohio, foretrækker at få lov til fortsat at passe sig selv og beskytte deres arkaiske, før-industrielle levestil. Derfor er det formentlig med meget stor ængstelse, at de grundet denne ulykkelige hændelse må acceptere at befinde sig i verdens søgelys som følge af den brutale skolemassakre, der trak horder af mediefolk til den pittoreske landsby Nickel Mine og dens ligeså fotogene indbyggere.
Nutidens amish er efterkommere af primært tyske og hollandske bosættere, der i 1700-tallet flygtede fra religiøs forfølgelse i Europa efter at have brudt med de etablerede kristne kirker. De er stærkt konservative anabaptister (voksendøbere), der hylder værdien af hårdt arbejde og et simpelt, ydmygt liv i nøje overensstemmelse med de bibelske skrifter.
Det overordnede amish-samfund er inddelt i uafhængige grupper, der lever efter individuelle uskrevne regelsæt, "ordnung", som to gange årligt diskuteres igennem af repræsentanter for distriktets familier. Rådene kan her vælge at justere reglerne, hvis alle tilstedeværende er enige om eksempelvis at tillade brugen af bestemte landbrugsredskaber. De mest ortodokse grupper kaldes "Old Order Amish" (amish af den gamle orden), og de tæller cirka 20.000 mennesker, der primært lever i amtet Lancaster County, som Nickel Mine er en del af.
Det var i netop Lancaster County, at den Oscar-vindende spændingsfilm "Vidnet", som i 1985 gav millioner af biografgængere verden over et indblik i amish-folkets livsstil, finder sted. Harrison Ford spiller en kriminalbetjent, som under opklaringen af et mord må skjule sig hos en amish-familie, og filmen udforsker konflikten mellem amish-samfundets fredelige og beskyttede verden og den voldelige verden udenfor.
Det er samme konflikt, som nu har kastet de afsondrede amish modvilligt ind i det 21. århundredes Amerika, hvor skolemassakrer er et velkendt og frygtet fænomen. Efter disse hændelse søger amish-medlemmerne i Nickel Mine nu trøst i deres stærke tro, berettede flere amerikanske medier, som rapporterede fra landsbyen.
"– Jeg er meget taknemmelig for, at jeg er blevet opdraget til at tro på, at man ikke slår igen. Man skal tilgive, siger en amish-kvinde eksempelvis til Los Angeles Times."
Andre interviewede tilskriver massakren Guds vilje og udtrykker barmhjertighed over for gerningsmandens efterladte. Ifølge amish-troen er alle mennesker lige for Gud, og det princip skinnede også igennem, da familierne i Nickel Mine begravede deres døde børn i prunkløse ceremonier uden salmer eller blomsterkranse.
Fakta
Amish-sekten
**Der findes i dag cirka 200.000 amish, der fordeler sig på USA og Canada. Den kristne sekt er i dag blandt de hurtigstvoksede befolkningsgrupper i USA, hvilket hovedsageligt skyldes det høje fødselstal – amish-kvinder føder typisk 7-10 børn hver – og et lavt frafald. Amish-folket lever hovedsageligt af landbrug og undgår generelt helst kontakt med myndighederne og den moderne verden.**
Her har vi et typisk parallel samfund. Det afsondrer sig fra omverdenen, uniformerer sig så man kan kende forskel på dem og os. Har sin helt specielle kultur, som vi kan gøre os vore tanker om. Men der er heldigvis religionsfrihed og trosfrihed i såvel Danmark som i U.S.A. Derfor vil man ikke opleve, at der skal indføres forbud med brug af stråhatte, seler og kysebeklædning. Medierne råber heller ikke hele tiden op om, at nu skal de integreres og lære de sande Amerikanske værdier at kende. Min kilde til dette stof er Kristeligt Dagblad - begivenheden fandt sted den 5. oktober 2006 |
Den skrækkelige muslim-satan-drage må nedkæmpes. Hvad er det for en vogn vi skal spændes for, med al den burka, tørklæde, terrorist- og indvandrersnak. Det minder mig i uhyggelig grad om Nazisternes jøde-snak. Præstefætrene i folketinget er tilsyneladende ved at skulle starte et nyt korstog. Det er kvindeundertrykkelse siger de. Der nu ikke nogen som kirken - om nogen, der har været kvindeundertrykkende. Bare læs Paulus og hans "opbyggelige borgerlige skriblerier" i det Nye Testamente. Du finder tekststykkerne i det Ny Testamente bagerst. Det er en lang række breve til de kristne menigheder, der er ved at blive opbygget i Lilleasien, Grækenland og i det hele taget rundt omkring Middelhavet. Teknikken er den samme i alle brevene. Først lidt ros og så en masse formaninger iblandet Paulus udlægning af hvad Jesus havde sagt og hvordan det skulle fortolkes. Paulus (dengang hed han Saulus) lærte først Jesus at kende, da han som romersk ledende politisoldat og jøde eftersøgte Jesus og har derfor aldrig kendt Jesus personligt. Der er derfor hele tiden konflikt mellem hvad Paulus mener og hvad de disciple, der bliver til apostle og som kendte Jesus på nærmeste hold og levede sammen med ham mener om tingene. Specielt Jakob der er broder til Jesus (han havde flere brødre og søstre) er helt uenig med Paulus. Paulus kunne tale græsk (han var græker), italiensk (han var romersk statsborger) og jødisk (det hedder egentlig i denne forbindelse aramæisk) og kunne både læse og skrive - derfor blev han anføreren, da de andre ikke havde hans kundskaber. Luther støttede sig i sin udlægning af kristendommen til Paulus og tog skarpt afstand fra hvad Jakob mente Eksempelvis mente Paulus, at den magt der er givet øvrigheden er givet den af Gud og derfor skal man lystre den blindt. Derfor havde de tyske Lutheranere ingen problemer med at følge Hitler - han havde jo fået sin magt fra Gud. Luther var i øvrigt antisemit og rasede mod jøderne - det samme gjorde katolikkerne. Der var derfor ikke nogen anfægtelser i den tyske befolkning, da man begyndte at gasse jøderne. I et større politisk perspektiv handler hele denne muslimforskrækkelse også om, at skabe fjendebilleder og støtte U.S.A.´s verdensherredømme og Israels dominans og kontrol i mellemøsten og her er problemet adgang til oliereserver og inddæmning af Rusland og Kina. Who are we fighting for? - Hvem slås vi for? Lad dig ikke narre. Vi har i vor grundlov sikret vore borgere religionsfrihed og retten til at dyrke sin Gud på den måde, som den enkelte mener det skal gøres. Lad os nu respektere denne lov. I øvrigt har de tre store skriftreligioner, kristendommen, jødedommen og islam den samme gud og støtter sig stort set på hele det gamle testamentes skrifter. Det er egentlig temmelig tankevækkende. De støtter sig alle på de 10 bud. Der er selvfølgelig mange veje til Gud – eller rettere veje fra Gud til os. Når vi kristne siger, at Gud har vist sig i Jesus Kristus, betyder det ikke, at han ikke kan handle eller vise sig på helt andre måder for mennesker i andre kulturelle eller religiøse sammenhænge end dem, vi kender. Vi tror på Gud som ét med Jesus Kristus, og derfor vil det være Kristus såvel som Gud, der viser sig for mennesker. Men der er kun én Gud, som er verdens skaber, og derfor er det ligegyldigt, om vi kalder ham Jahve, Allah eller Brahma. Dette demokratiske religiøse synspunkt er der sikkert en hel del folkekirkepræster og folkekirkebisper, der af hensyn til varetagelsen af egne trosmonopol interesser, vil finde vederstyggeligt. Hvilken Gud er det så de "andre" har? 
Der findes i stort set alle religioner forskellige forskrifter eller regler, der skal overholdes. Hos Jøderne og muslimerne er det eksempelvis spiseregler. De er mange og komplicerede og findes alle beskrevet i de såkaldte mosebøger. Nu har der næppe eksisteret nogen Moses. Disse bøger er blevet til under jødernes fangenskab i Babylon. Det er i hvert tilfælde ikke Moses der har skrevet dem. Der er 5 mosebøger. De to første hedder GENESIS (skabelsen) og EXODUS (udfrielsen). De 3 sidste indeholder stort kun regler og love. Det hele værk kaldes under et loven og profeterne. Utroligt at man har gidet læse disse regler i synagogen. Tænk hvis vi fik oplæst straffeloven i kirken eller hvad med færdselsloven. DET ER HERREN EN VEDERSTYGGELIGHED, HVIS NOGEN KØRER PÅ CYKEL UDEN TÆNDT CYKELLYGTE EFTER LYGTETÆNDINGSTID. AMEN. Hensigten med spisereglerne er ikke at beskytte mennesket, men alene for at et trossamfund via sådanne regler kan vise hvem der inde i varmen og hvem der er uden for. Reglerne er derfor den primære årsag til at der opretholdes en parallelkultur i et samfund, som virker adskillende og ikke samlende. Det er ligesom med at Socialdemokratiets ungdom går i røde trøjer og venstres i blå ditto. Så kan vi se forskel på dem og os. Det uniformerer og sætter skel. Det gør tørklæder også. Ortodokse jøder har en helt speciel klædedragt. Det gør præstepåklædning også. Det er et skel der sættes. Jeg er heroppe - I er dernede. Vi er ikke helt lige. Der er givet tåber der tror, at folkekirkepræster er mere troende og hellige og bedre mennesker end os andre. Det er ikke tro - det er vantro. Der er ikke nogen hemmelighed at danske biskopper har væltet sig i det offentliges penge i forbindelse med årsmøder og afskedsreceptioner. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at en hel del katolske patere har svært ved at holde fingrene fra små piger og drenge. Derimod er det måske en hemmelighed - de to store medier TV2 og dagbladet Politiken og til dels DR1 er jødernes talerør og beskytter. Derfor har du næppe hørt om den skandale, der blev rullet op af FBI i staten New Jersey sidste sommer. Her bor der flere jøder ind i hele Israel. En rabbiner var blevet anholdt for bedrageri i 2006. Et bedrage til 50 millioner dollars. I en handel med anklagemyndigheden begyndte han at "synge" så slog politiet til mod synagoger, rabbier, jødiske skoler, hvor materiale blev beslaglagt og skoleledere og rabbinere anholdt. Sagen kerne at en stor del af det jødiske samfund via sine religiøse institutioner har anvendt disse til skattefrihed, hvidvaskning af sorte penge i international stil og ikke mindst til handel med organer fra 3. verdens lande. Tre borgmestre og fem rabbinere arresteret for korruption, pengevask, og handel med organer | | 
| | | En rabbiner føres væk af FBI | | | 
Deal Yeshiva Synagogen
| | | FBI agenter bærer kasser med bevismateriale væk fra Deal Yeshiva Synagogen. | | | 
| | | Rabbinere føres væk i håndjern | | | 
| | | | | | 
| | | Sagen har ikke noget med religion at gøre sagde anklageren,... men: | | | 
Rabbi Yitzhak Ginsburgh
Chabad Lubavitch
| | | 'Hvis en Jøde har brug for en lever, kan man så bruge en lever fra en uskyldig forbipasserende ikke-jøde for at redde ham? Toraen ville sandsynligvis tillade det. Jødisk liv har uendeligt værdi. Der er noget uendeligt mere hellig og unikt over jødisk liv end over ikke-jødisk liv.' Dette blev sagt af en førende Lubavitch rabbiner ved navn Yithzak Ginsburgh og det kan findes i april 26 1996 nummeret af den populære jødiske publikation Jewish Week. Udtalelser vedrørende shiksa's; (ikke jødiske kvinder) af lignende strækning findes til overmål. Koranen tillader muhammedanere at voldtage vantro kvinder. Er det tilfældigt at muhammedanere fører i voldtægtsstatistikkerne, eller at Israel er en international central for kvinde- og organ-handel? |
Korruptionsskandale i USA: Rabbinerne assisterede ved storstilet pengevask via Israel og illegal handel med menneskelige organer. De brugte 'skattefritagede velgørende organisationer', synagoger, og yeshivaer (jødiske skoler) som skalkeskjul. Fra Bloomberg 23 juli 2009: USA 23 juni: Borgmestrene af byerne Hoboken (Ridgefield) og Secaucus, (New Jersey), og 5 rabbinere var blandt de i alt 44 personer der blev sigtet for korruption og pengevask. Hoboken borgmester Peter Cammarano, 32, Secaucus borgmester Dennis Elwell, 64, og Ridgefield borgmester Anthony Suarez, 42, alle Demokrater, Jersey byråds formand Mariano Vega Jr., 59; Daniel Van Pelt, 44, (State Assemblyman) en Republikaner fra Ocean Township; and L. Harvey Smith (Assemblyman), en Demokrat fra Jersey City, blev i dag sigtet efter en undersøgelse fra FBI. Alle undtagen Smith blev fremstillet i retten i Newark, New Jersey. 'I forvejen eksisterende pengevask-netværk' Korruptionsundersøgelsen i Hudson County fik mange offentlige personer i nettet. De er nu sigtet for at have medvirket til bestikkelse. Et 'samarbejdsvilligt vidne' infiltrerede et 'i forvejen eksisterende pengevask netværk' der havde hvidvasket 'mindst et tocifret antal millioner af dollars gennem godgørende almennyttige organisationer der blev kontrolleret af rabbinere i New york og New Jersey,' ifølge en pressemeddelelse fra den amerikanske statsanklager Ralph Marra. Samarbejdsvilligt vidne Anholdelsen er den største nogensinde i New Jersey, hvor flere end 100 embedsmænd og politikere er blevet dømt for korruption gennem de seneste år. Det samarbejdsvillige vidne vaskede 3 millioner dollars gennem rabbinerne, og betalte også bestikkelse til politikere og embedsmænd, sagde anklagemyndighederne. Efterforskerne optog i hundredvis af timer med audio og videooptagelser af ulovlige transaktioner. Det samarbejdsvillige vidne er Solomon Dwek, en ejendomsmægler i Monmouth County, New Jersey, som den 11 maj 2006 blev sigtet for at have forsøgt at bedrage PNC-Bank for $50.000.000. Dwek er søn af en rabbiner, og var viceforstander af Deal Yeshivaskolen i West Long Branch, New Jersey. Fem rabbinere anklaget for pengevask Rabbinerne var Saul Kassin, 87, overrabbiner af Sharee Zion, en synagoge i Brooklyn, New York; Eliahu Ben Haim, 58, overrabbiner af Congregation Ohel Yaacob i Deal, New Jersey; Edmond Nahum, 56, fra Deal Synagogen i Deal; Mordchai Fish, 56, fra Congregation Sheves Achim i Brooklyn, og Lavel Schwartz, 57, Fishs bror. Rabbinerne blev anklaget for hvidvaskning af penge der ofte blev sendt til Israel. Rabbinerne er medlemmer af de syrisk-jødiske eller hassidiske samfund, sagde Murray ved pressekonferencen. Autoriteterne udstedte en arrestordre på Schwartz, de andre rabbinere blev anholdt i dag og blev fremstillet i retten. Kassin bliver beskyldt for at have hvidvasket flere end $200.000 gennem Dwek fra juni 2007 til og med december 2008 ved at modtage 'sorte' checks fra ham i bytte for 'hvide' checks. Velgørende skattefri organisationer og synagoger Fish, Schwartz og to andre anklagede benyttede en 'velgørende organisation' (fritaget for skat) ved navn BCG, der havde forbindelser til Fishs synagoge for at hvidvaske penge, således FBI. Levy-Izhak Rosenbaum, 58, fra Brooklyn, blev anklaget for at have samarbejdet med andre ved indkøb og videresalg af menneskelige organer til brug ved transplantationer. osenbaum der 'angiveligt' var involveret i handel med fast ejendom, blev ifølge anklageskriftet kontaktet af et samarbejdende vidne og en FBI-agent angående indkøb af en menneskelig nyre fra en organhandler. Rosenbaum sagde ifølge anklageskriftet at det ville koste $150.000, deraf halvdelen på forskud, og at en del af pengene ville gå til donoren og en anden del til læger i Israel. Skulle der sidde en filmmager og mangle ideer til et storstilet plot, hvor et spind af kriminelle tråde vikler sig om offentligt ansatte, folkevalgte og endda kirkens top, vil en studietur til New Jersey ikke være nogen dum ide.
 Politiken 24 juli 2009 - Korruptionsskandale rammer USA (Christina Zemanova)
Kommentar til Politikens damage control: Mens Politiken rapporterer detaljeret om antallet af borgmestre og andre folkevalgte, nævner bladet ikke antallet af rabbinere. Til gengæld rabler Politiken om 'kirkens top'!? En synagoge er ikke nogen kirke kære Christina Zemanova, og en flok syrisk-jødiske rabbinere er ikke 'kirkens top', lige som den Babyloniske Talmud ikke har noget som helst tilfælles med Evangeliet. Den filosemitiske avis snakker om 'organer fra israelske donorer', mens der tydeligvis er tale om organer fra udlændinge i den tredje verden der bliver importeret til Israel for at indgå i organhandlen. Godt gjort Politiken! I er en flok mesterlige svindlere, denne gang var det bare for tydeligt! I indlægget den 25 juli fra Line Praz gøres der dog bod på nogle af manglerne. |
Her en synagoge i Praha, som ingen turister ser. Bemærk stentavlerne helt øverst oppe. Det er dem som Gud skrev på med sin finger og gav til Moses på Sinai Bjerg. Bemærk også den store Davidsstjerne. Det var den som Nazisterne tvang jøderne til at gå med på tøjet. 
Sådan en skulle jøderne gå med i nazityskland og i de tysk okkuperede lande for at arierne (overmenneskene) - det vil sige tyskerne, kunne tage sig i agt for dem. Vi danskere var også ariere og jøder i Danmark blev fritaget for denne stjerne på tøjet. Havnede man i en Kz-lejr - en koncentrationslejr fik man også tatoveret et løbenummer på kroppen. Der blev vedtaget flere sæt af såkaldte Nürnberg love, der regulerede jødernes retssikkerhed eller mangel på samme. Så kunne man tage alt fra dem, bolig, formue alt og de måtte ikke være ansat i offentlige stillinger. Hele rovet gav man til trofaste partimedlemmer, så der var stor lyst til at være med til sådanne krænkelser af elementære menneskerettigheder. Uden Hitlers villige hjælpere - og det var de allerfleste - havde det aldrig kunnet lade sig gøre at udrydde 6 millioner jøder. Historisk hævder man, at man ikke kunne undslå sig og var imod det eller ikke kendte til det. Det er usandt. Der skal noget til for pludselig at vende sig mod sine jødiske landsmænd som måske endda i mange mange år har været ens venner. Du skal derfor altid være på vagt, når nogen skriger op om de andre og så os. Indskrifterne skal læses fra højre mod venstre. Jeg kan intet af dette sprog og denne skrift, men jeg har venner der kan. Jeg er i øvrigt selv 1/8 jøde og 1/4 sigøjner - når vi holder fætter- og kusinefest kalder vi os for "de sorte" grundet vort sorte hår og brune øjne, men vi er næsten alle sammen bastarder - eller mischlinge - blandede, som nazisterne udtrykte det. Prøv blot at undersøge dine slægtsforhold. Vi danskere er faktisk et blandingsfolk - vi har næsten alle forfædre og formødre der stammer fra et sted i Europa og i nogle tilfælde fra fjerne verdensdele. 
Jubilæums synagoge af kejser Franz Joseph I. Sådan lyder dens officielle navn (men kendt under navnet Jerusalem eller Jubilee). Den blev bygget af det mosaiske trossamfund i 1905-1906 i Jerusalem Street i den Nye bydel i Praha. Det er den yngste og største synagoge i Praha, men der er adskilligt flere i byen. Den er bygget i maurisk stil - samme stil og arkitekt som den i Plzen. Kirkelige monumenter og pilgrimsteder danner en stor del af den tjekkiske arkitektoniske arv. Selv om romersk-katolske kirker, klostre, kapeller og pilgrimsteder udgør det næsten absolutte flertal af kirkelige monumenter, findes der også en række jødiske og græsk-katolske seværdigheder i Tjekkiet. Denne synagoge er en af dem.
Den kirkelige arkitektur i vore lande udviklede sig i en lang periode, der varede mere end tusind år. I de Tjekkiske lande Bøhmen og Mähren var det to brødre, oprindeligt grækere fra Saloniki, Kyrillos og Methodios (Cyril a Metoděj), der udbredte kristendommen i de tjekkiske lande, da de kom til Det Stormæhriske Rige i slutningen af 800-tallet. Som den første tjekkiske hersker modtog kristendommen fyrsten Bořivoj og hans hustru Ludmila. I den periode lod herskerne bygge de første kirker. De første munke- og nonneordener begyndte efterhånden at komme til Mæhren og Bøhmen. De grundlagde klostre som nye dannelses- og kulturcentre. Dyrkelse af hellige personer var de vigtigste udtryk af religiøs kult i den katolske kirke. Denne kult blev i lang tid afbrudt af reformbevægelsen Husitterne og kom først tilbage efter mere end to århundrede i forbindelse med Tjekkiets rekatolisering, som nåede sit højdepunkt i 1700-tallet, hvor Tjekkiet blev omdannet til et strengt katolsk land. I den tid nåede Jomfru Maria-kulten ufattelige dimensioner, hvilket kom til udtryk i opførelsen af store offentlige domkirker, talrige Mariasøjler samt pilgrimssteder (mere end 300 bevarede rundt omkring hele Bøhmen og Mæhren. Det berømteste pilgrimsted i Prag og det mest kendte tjekkiske pilgrimsted i udlandet er Maria Sejr-kirken. Denne ikke særligt iøjefaldende barokke kirke ligger på Karmelitská gaden på Malá Strana. Pilgrimmenes opmærksomhed tiltrækkes især af den lille statue af Pragerjesusbarnet, der i hele verden er kendt som „Bambini di Praga,“ og står på et alter i højre side, fra år 1628. Denne renæssance-voksdukke stammer fra Spanien og det var adelskvinden Polyxena af Lobkovicz, der forærede karmelitanerorden denne. En vigtig begivenhed i kirkens historie var Pragerjesusbarnets kroning i år 1655. Statuen er placeret i en sølvkiste og dens „garderobe“ består af værdifulde broderede og udsmykkede små frakker i alle farver. Den mest værdifulde broderede den østrigske kejserinde Maria Theresia selv. Kirken har også et berømt børnekor. 
Bambini di Praga I den berømte tjekkiske forfatter Bohumil Hrabals forrygende roman "Jeg har serveret for den engelske konge" starter historien med at hovedpersonen er involveret i tyveriet af jesusbarnet. Bohumil er desværre død nu. Hans stamværtshus var "Den gyldne tiger" i Praha, hvor man kun kan få Pilsner Urquell (ufiltreret) og hvor han sad stille i et hjørne på sin stamplads. Romanen skildrer hele Tjekkoslovakiets nyere historie i sin handling og er forrygende morsom. Prøv at læse om gummikongen, pålægsmaskinen der kan skære skiver så tynde så tynde og herrerne i chambre separe og damerne der - eller den kæmpestore stegte kamel fyldt med store strudseæg, der skal serveres for Etiopiens kejser og den lille guldtheske der forsvinder. Eller den stakkels hovedperson (det er Bohumil selv) der får en lille dreng med en smuk Egerländerinde, som nu mest omgås nazisterne i Cheb. Drengen har en afsindig vane - han er kun tilfreds, hvis han allerede fra spæd kan få styret sin afsindige trang til at slå store søm i alt træværk i hele huset med en stor mukkert. Han får en overarmsmuskel som en vægtløfter. Hele huset ligner et sømbræt. Det er nu ikke så vanskeligt at forstå allegorien. Den må du bare læse. Den mest tilbedte hellige person var dog Skt. Johannes af Nepomuk (sv. Jan Nepomucký), hvis statue stod på hver eneste bro og midt i hver eneste landsby. 
sv. Jan Nepomucký - du ser ham overalt. Langtfra alle kirkelige monumenter er blevet bevaret indtil i dag. Det skyldes talrige krige og ildebrande, som ramte tjekkiske lande, men især Josef den II´s regeringstid i slutningen af 1700-tallet. Her hørte det vi kalder Tjekkiet og Slovakiet i dag til det Østrig-ungarske dobbelt-monarki. Han forbød pilgrimsfærd og afskaffede masser af kirker, klostre og andre kirkelige monumenter. Den fyrre år lange selvvalgte kommunistiske periode som sovjetisk lydstat viste sig også at være skæbnesvanger for kirkelige bygninger og seværdigheder. På grund af manglede interesse og forståelse er mange af dem blevet forsømt, og hundreder af dem er også blevet fuldstændigt tilintetgjort. Man prøver nu at genoplive den traditionelle pilgrimsfærd og andre traditioner af Jomfru Maria-kulten. Det er især den borgerlige højrefløj, der også betragter det som en politisk værdikamp at få gang i denne kult. Kirkelige seværdigheder af den største historiske betydning og værdi er blevet erklæret en del af verdens kultur- og naturarv af UNESCO (Kutná Hora, den historisk bykerne i Prag, Ærkebispehaverne i Kroměříž, Zelená Hora - der kommer mere om denne kirke sidst i dette afsnit). 
Kroměříž 
Benkirken i Sedlec Her er et billede fra Kutna Hora - det er nu ikke fra den store kirke der, som er noget helt unikt - det her er mere spektakulært. I samme by ligger i bydelen Sedlec - den såkaldte benkirke. Her har man brugt skeletdele til at lave alt muligt af. Denne kirke må du bare se når du kommer til sølvbyen. I U.S.A. findes der er en næsten ren jødestat. Kommer du til staten New-York og tager over en af Hudson broerne, der fører vestpå kommer du til staten New Jersey. Her bor der flere jøder end i Israel. Her myldrer det med ortodokse jøder, hvor især den mandlige klædedragt falder en i øjnene. Mændene må ikke klippe håret, så de har slangekrøller. De må heller ikke barbere sig og har derfor alle skæg. Af en ikke nærmere definerbar grund foretrækker de gammeldags sygekassebriller. De går i lange sorte frakker og har nogle underlige hatte på hovedet. Når de beder rykker de hoved og overkrop frem og tilbage, så man kan få den tanke, at de lider af en nervøst betinget sygdom. Det myldrer med yeshivaer (jødiske skoler) og synagoger og kosher-restauranter. Det er et helt kulturelt parallelsamfund, men det er der ingen der tager anstød af. Det er egentlig også underligt, at disse jøder som Hitler ville gøre til undermennesker klarer sig bedre og fostrer og frembringer flere dygtige mennesker, der har kronet videnskabens og kulturens verden. Der er intet farligt ved at være her og det er virkelig spændende, at se denne for os så fremmede kultur. CHEB 
Her er billede fra Cheb. Det hedder på tysk Eger - her løber to floder sammen i et knæk - deraf navnet. Jeg er lige ved den tyske grænse. Her er en kæmpe botanisk have langs floden, hvor det hele er delt op i haver med planter fra forskellige lande i Europa. Det er nu kirketårnene man skal se. Jeg holder meget af den slags tårne, de minder mig om slottene i Disneys tegnefilm. Vi er i den centrale del af det gamle sudetertyskland. De kan sagtens tale tysk her og forstå dette sprog, de lever af alle de tyskere der kører over grænsen for at tanke billig benzin, købe billig sprut og smøger, gå på spillekasino eller købe billig lolita-sex langs landevejen herfra og til karlovy Vary. Derfor bliver tyskerne som kunder behandlet rimeligt, man saver jo ikke den gren over man selv sidder på. Hvis du derimod spørger om vej, når du kører rundt i de små byer stiger mistænksomheden - det kunne jo være du var i færd med at opsøge den landejendom, den villa, den forretning eller virksomhed eller andet som man stjal fra sudertyskerne, da 3 millioner af dem blev smidt ud af landet på bestialsk vis i de hektiske måneder efter befrielsen i 1945. Mange tyskere blev druknet i floderne eller myrdet på anden vis. Det er et meget sort kapitel i Tjekkoslovakiets historie. Nok var tyskerne slemme, men disse tyskere som havde boet her i århundreder og som udgjorde mellem 95% til 80% af befolkningen kunne man vel ikke lige sådan etnisk udrydde. Det kunne man åbenbart. Af denne grund bærer jeg altid en lille kæde med et Skodaemblem om halsen med to små dannebrogsflag. Så går det hele meget nemmere. Så Cheb er i virkeligheden et meget tysk sted. 
Her lige et billede af haveanlægget, hvis din vej falder forbi. Det var for varmt at sidde på den udendørs cafe. Er det ikke tankevækkende, at Jesus sagde: Det der gør et menneske urent er ikke det mennesket rør ved eller spiser, men de tanker det har. Du kan trygt skifte ble på et barn eller en ældre medborger på et plejehjem. Du kan også tørre bræk op efter en syg. Det er især unge piger, der finder noget sådant ulækkert. Det kan godt være det ikke er så behageligt, men du tager ikke skade af det og du kan bare vaske hænder bagefter. Du bliver på ingen måde uren af det - tværtimod. Der er ingen jøde eller muslim der bliver mere ren af at spise halalkød eller kosher-mad. Du kan trygt handle hos en halal slagter. Ofte er prisen og kvaliteten bedre end den du kan finde i supermarkedet. Kødklister vil du aldrig finde hos en sådan slagter i disse trossamfund må man ikke spise blod. Du skulle prøve at læse Mosebøgerne og alle disse love. Der er eksempelvis en regel om, at man ikke må tage renter af udlån, den gælder selvfølgelig ikke for udlån til ikke-jøder. MARIANSKE LAZNE 
Her en lille russisk ortodoks kirke i Marianske Lazne i Tjekkiet. Jeg har været her et utal af gange gennem rigtig mange år. Jeg bor hos nogle russiske venner, der stiller en lejlighed på 5 værelser til min rådighed (jeg betaler nu for det). Jeg var alene hernede denne gang og da jeg har set det hele et ukendt antal gange er det svært at få tiden til at gå. Denne gang var jeg nødt til at blive her i 14 dage, mens min gamle Skoda bil blev renoveret. Så var der lige kirken her og en koncert - så gik der tid med det. Desværre kom der en pludselig vejromskiftning og temperaturen faldt under frysepunktet og det regnede helt vildt og store områder blev oversvømmede og 250.000 mennesker blev evakueret. Jeg blev nødt til at købe vintertøj og blev så snotforkølet, at jeg måtte holde sengen i flere dage. Mine russiske venner havde også været sengeliggende af samme årsag. Det stormede og blæste og grene blev revet af træerne. Så det var noget af en tur. Byen er en kurby med radioaktivt vand der smager forskrækkeligt af rust og alskens mærkværdige kemikalier. Det hævdes at have helbredende virkning. Jeg har set et utal af døende mennesker rende rundt med en tudekop og bælle vand på nøje fastlagte tidspunkter. Det er ren udnyttelse af mennesker i nød. Du skal selvfølgelig prøve en lille tår - men pas på - det kan være glohedt. 
Det må være troen der kan flytte bjerge ved hjælp af det rustne vand bælleri. Denne ældre herre, der dårligt kunne gå og som rystede sådan på hænderne at vandet sprøjtede ud over det hele - se gulvet - kunne man kun få dyb medlidenhed med. Klokken var lige 18.00 og så lukker man ned for tappehanerne, så han var fyldt med rædsel for ikke at nå den sidste kopfuld. Derimod kan du komme på kurophold og lider du af led og muskelsmerter så er det lige steder. Her er thermalbade og kyndige læger og fysioterapeuter. Lider du af sådanne skavanker burde du overveje et ophold her, men det skal være i sommertiden - her er uhyggeligt koldt forår og vinter. Temperaturen ligger 7 grader under normaltemperaturen i forhold til det øvrige Tjekkiet. Vil man på rigtigt værtshus i denne og ikke blive flået, som en anden turist her, skal man ud i den sydlige del af byen. Her bor arbejderne og her finder du den rigtige stemning og de rigtige ølpriser. Der er også en berømt motorbane i byen, så man kan fordrive tiden ved at se på bilvæddeløb. Hele den nordlige del af byen (den er ikke så stor byen) er i vore dage rent turisthalløj. Der er dog mange interessante bygninger at se på. I 1800 tallet rejste kejsere, konger, fyrster, grever og baroner og andre med penge her til kurbyen. Derfor ligger her kæmpehoteller i det jeg kalder kransekagestil. Der er også en berømt kolonnade, hvor man kunne drikke vand fra de mange helbredende kilder og hvorfra vandet var ført i rørledninger langvejs fra til dette centrale sted i byen. Jeg vil ikke anbefale, at du drikker dette vand uden at have tænkt over konsekvenserne. Indholdet af salte i vandet er enormt og hvem siger lige, at de dine nyrer trænger til svovl eller din lever til jern, zink eller kobber eller dit hjerte til kalcium eller dit blodtryk har godt af et kæmpeindtag af natriumklorid. Du ville næppe heller spise 50 vitaminpiller i døgnet for at få det bedre. Der er et stort parkanlæg og et stort springvand, der om aftenen springer i takt til musik og der lukkes op og ned for vandet med computerstyrede magnetventiler, mens det belyses af farvet projektørlys, der tændes og slukkes. Det er det store højdepunkt i aftenunderholdningen - det er ikke lige det jeg kan falde i svime over, men turisterne er vilde med det og klapper begejstret når båndmusikken holder op i de skjulte højttalere. Derimod er byen indesluttet af en bjergkam og her kan man gå herlige vandreture og se hele byen ovenfra i det dejlige skovområde. 
Her er musikprogrammet. Det er sammensat sådan, at det går lige ind i øret. Det er faktisk pop, men det var det ikke ringere af. Det hele går op i en højere enhed og så får man en sopran og en tenor med i købet og det er faktisk topnavne. Koncerten var til ære for de mange russere som var i byen. Det forholder sig sådan, at under kommunismen tog partispidserne fra Sovjet på ferie her i kurbyen Marianske Lazne. Det bliver de faktisk ved med. Før 1989 lærte Tjekkerne russisk i skolen, så de kan faktisk klare sig her uden at kunne fremmedsprog. Derfor er plakaten også på russisk. 
| 
| Et rigtigt sted at drikke øl. Navnet Zlaty klas betyder det gyldne hvedeaks. Det er nu ikke hvedeøl der skiltes for. Det er Gambrinus øl fra Plzen. Det er brygget på byg og humle. Dette bryggeri ligger klods op af det berømte Pilsner Urquell bryggeri i Plzen - den oprindelige kilde eller urkilden - der har opkøbt det. Jeg foretrækker Gambrinus - det andet er filtreret og er alt for bittert i eftersmagen. De kiselfiltre man anvender giver en kedelig bismag. Men det er nødvendigt hvis omsætningen på et værtshus (en ølstue) eller et pivnice, som det hedder her, er beskeden, så vil øllet i en fustage, der er taget hul på i løbet af nogle dage kunne begynde at eftergære. Eksempelvis er det kun få steder du kan få sort øl (Cerny Pivo - udtales: tjærni pivo) - fra fad, da omsætningen er meget lille. Så får du det på flaske. Du kan nogle steder få den ufiltreret og så er den perfekt. En halv liter fra fad koster her 14 kc - koruna. Det er ca. 3,50 kr. Her i landet er der ikke noget, der hedder drikkepenge, men det er kotume, at man runder af som i Danmark. Ville du herhjemme hvis du skulle betale for 2 fadøl til 70 kr. og betalte med en hundredkroneseddel sige behold resten? Så skal du her i landet betale for 2 øl til i alt 28 kc, så ville du betale med 30 kc. og tjeneren ville sige tak. Jeg har tusindvis af gange set flabede tjenere, der lige tager en lille seddel, når du beder om regningen - laver sine egne priser og drikkepengeregler. Så betaler du 2 x 35 kc = 70 kc og service 15 kc, det giver lige 85 kc så betaler du med 100 kc og siger behold resten. Det er fordi han eller hun kan se, at du er en turistnar. Du kan se på prislisten hvad øllerne koster, betal med lige penge efter den regel jeg har forklaret. Så vil du opdage at tjeneren også siger tak. De her numre laver de ikke overfor deres egne, så får de røvfuld. Det her råd kan spare dig for rigtig mange penge. Vær ikke en tåbe - brug knoppen! | Motorbanen Vi har engang for mange år siden afholdt en Skoda Tour her. Det derfra jeg har forbindelsen til netop denne by. Her har jeg fået serviceret og repareret min Skoda dyt gennem 17 år. Det er også derfor jeg er her denne gang. |
| 
Katedralen i Brno | 
Udsigt over Brno mod vest | 
Påskehare der kommer med æg så man kan få påskekyllinger (foto: seidel - copyright) Jeg faldt over denne påskehare - egentlig en ældre tysk tradition. Det er påskeharen der kommer med æg. Æg er symbol på forår og frugtbarhed. Den var pænt sat op i de biologistuderendes eksperimentalhave ude ved botanisk have. Falkutet ligger lige op ad og med adgang til haven. Det er i Brno. Det var selvfølgelig de unge piger på studiet der have lavet den. Det var i denne by Brno, at den østrigske munk Gregor Mendel slog sine folder og lavede arvelighedsforsøg med ærteplanter. Hans opdagelser og iagttagelser har skrevet historie indenfor arvelighedslæren. I byen er der et helt universitet, der bærer hans navn. Der hører hele 5. falkulteter til dette universitet. Det er virkelig et universitet der kan og vil noget. Det er et frugtbarhedssymbol og det hører selvfølgelig til hos de biologistuderende. Hvordan skal man ellers få frøene til at spire, vokse op og kaste frugt. Det er en hel dille med at male påskeæg i Tjekkiet. Jeg synes det er en smuk tradition, at man hylder forårets komme, hvor alt spirer og gror på denne festlige måde. Min viv og jeg gik hver dag og diskuterede om det var blevet forår eller det ikke var. Så tog vi ud til videnskaben for at få den sag afgjort. Det var blevet forår, hvad haren med overbid jo er et synligt bevis på. Jeg synes både den er godt lavet. Den er rigtig flot og sjov. Jeg blev i rigtigt forårshumør af den. De studerende havde frokostpause, men havde travlt med at gøre klar til eksamen. Man kan virkelig se forårssolen stråle vederkvægende på det billede. Man kan også se deres små planter spire frem. Vi tog sporvognen herud, men jeg blev lidt ked af det da nogle børn rejste sig for mig for at overlade mig gamle trætte mand deres siddeplads. Det er høflighed, som er en del af dagligdagen i Tjekkiet, men lidt nedslående, når man tror man stadig er ung og frisk. Det plejer at være mig, der springer op for de ældre. Vi kunne ikke forstå hvorfor vi på nogle buske i nogle områder kunne se knopper der var sprunget ud og samme sort buske i andre områder, der ikke viste mindste tegn på forår. Det skyldtes lokale regionale klimaforskelle grundet gennemløb af høje bakkekamme og gennemløb af 2 floder i byen svarede de prompte, da vi spurgte dem. Vi var også ude på polyteknisk læreanstalt. Det er der de laver det der AVG antivirus program, som mange bruger i den gratis version. Her tog de den kommende eksamen let og havde tid til at bælle øl på de lokale ølstuer. Vi fik også lejlighed til at besøge det tekniske museum som er i en klasse for sig sig og som du må se, hvis du kommer hertil. Vi fik rundvisning af det personale der holder opsyn derude - det var rigtigt godt, for så fik man ordentlig besked og de startede af egen drift maskiner op, men det er heller ikke hver, dag der kommer danskere på besøg. Det blev til mange diskussioner - jeg blev meget forbavset over, at de ikke brød sig om deres lokale komponist Janacek, ejheller Dvorak eller Smetana, men foretrak Mozart. Det myldrer med kultur i byen - de har et kæmpestort moderne teater - og vi fik da set flere operaer eksempelvis Aida og Hoffmanns eventyr og baletten Svanesøen i en helt fantastisk opsætning til ære for en meget gammel solodanserinde, der havde danset den sorte og den hvide svane på netop scenen her, samt premieren på en musical og så selvfølgelig kirkekoncerter - der er musikkonservatorium i byen. Kommer du på der her kanter, så tag ud til medborgerhuset i Semi Lasso, her sker noget næsten hver aften og der er en fantastisk udsigt over floddalen. Vi fik at vide, at vi var de første danskere der havde været der. Vi var derude fordi, der også var Jazzfestival i byen. Det er lige i nærheden. Jeg må også fortælle om en morsom tradition de har her i Tjekkiet og Slovakiet med. Når eksamen er overstået i afgangsklasserne og det gælder alle slags skoler også fagskoler. Så laver eleverne en morsom udstilling med billeder og fortællinger om deres klasse i et udstillingsvindue hos en lokal handlende. De er altid morsomme at se på og nogle er rigtig fantasifulde. I Ungarn har man nogle steder den tradition, at man tager sin hængelås fra sit skab eller skuffe på skolen og hænger det på et smedegitter for eksempel ved en kirke eller en officiel bygning og smider nøglen bort. Så er det skoleliv forbi. | 
Katedralen i Brno. Det forhenværende kloster som vi står i har museum lige fremme. Til højre kan man komme ned og se en kælder hvor der ligger i hundredevis af munke som skeletter. Indeklimaet i denne kælder er af en sådan beskaffenhed at ligene er blevet bevaret til i vore dage. | 
En kirke i Liben i udkanten af Brno. Vi var taget herud med bussen for at se et transportmuseum, men det var nedlagt. Der var kun nogle skinner og 3 vrag af nogle jetjagere fra halvtredserne. Derimod var der en dejlig kro som jeg står på trappen til at tager dette billede. | 
Vi er ude i et af de storslåede gennemtænkte boligkvarter, man har bygget her i Brno. Der er tænkt på alt. Offentlig transport. Lægeklinik, polyklinik, idrætsfaciliteter, medborgerhus, indkøbscenter, biograf, teater, pragtfuld udsigt, parkanlæg, stisystemer, skoler, og jeg kunne blive ved. Der var også denne kirke med en typisk arkitektur. | 
Her en kirke fra Kosice | 
Her er en kirke i Brno ude ved bryggeriet Starebrno, hvor man laver drage-øl. Kirken hører sammen med et kloster. Det var her Gregor Mendel udførte sine berømte planteforsøg med arvelighedslære. Museet lige inde til højre. Bryggeriet længere fremme, hvor der er ølstue og en fantastisk restaurant i kælderen. | 
En græsk ortodoks kirke i Brno - den var desværre lukket. | 
Her er jeg i Wien i Stefansdom. Her er det Helgendyrkelse - man er katolikker her i Østrig. Grüss Gott er den sædvanlige hilsen her i landet. Vi kørte hertil med toget helt fra Brno - det var en udflugt jeg foretog fordi Paven lå for døden. Jeg ville se reaktionerne her hos katolikkerne. Jeg har en lille radio med mig når jeg rejser. Den kan ligge i lommen. Den har alt hvad den skal have af bølgeområder. Så jeg kan køre vejrudsigter og tidligere nyheder fra Danmark på kortbølge. Jeg havde stillet ind på Vatikanets radio - den sender til over 72 lande i hele verden og på næsten alle sprog. Situationen var kritisk og der var løbende bulletiner om pavens tilstand. Det var lige op over. | 
Her har vi domkirkens tag udefra. Bemærk dobbeltørnen - det er det tidligere østrig-ungarnske dobbeltmonarkis 2-ørnesymbol. | 
Mens jeg er herinde strømmer det hele tiden ind med mennesker. Der er dødsstille. Der bliver tændt lys. Mens jeg står her og ikke forstyrrer nogen - billederne tager jeg bagfra og uden blitz, kan jeg høre i min øresnegl af paven lige netop er afgået ved døden. Der er ikke skygge af tvivl om, at det her er oprigtig sorg og fortvivlelse. Vi kan sådan set ikke se domkirken. Det ville være utroligt uopdragent og uhøfligt. Det her må man respektere. | 
Folk har sat sig stille ned foran i den store domkirke ved et side-kapel. | 
Folk sidder stille og mange beder. Pavens billede er hængt op flere steder. De ved ikke at han faktisk er faret til himmels - han er jo Jesu stedfortræder her på jorden, så han har ingen problemer med en orkesterplads i paradis. På vejen hjem kunne vi høre at magtkampen om hans efterfølger kørte på højtryk. Det var påske og vi var uheldige med denne udflugt, fordi vejret pludselig var skiftet om. Det regnede og var rigtigt koldt. Man så gik vi bare på Cafe og på værtshuse. Vi har også været uheldige og været her hvor det var så varmt, at det var helt ulideligt at gå rundt. Wien er en herlig by og der er utroligt meget at se på. Men det er en dyr by at holde ferie i. Vi var i mange år medlemmer af Dansk-Østrigsk forening, man skal have østrigske rødder for at være med. Vi var også medlemmer af to Østrigske foreninger og var med til at lave musikfestivaler i Danmark. Vi er i øvrigt medlemmer af Dansk-Tjekkisk forening og venskabsforeningen Praha 10 - Ballerup, som vi selv har været med til at lave i sin tid. Så vi har altid Tjekkiske forbindelser i orden også over den Tjekkiske Ambassade i Ryvangen. Vi har rejst meget i Østrig, men det er især Slovakiet og Tjekkiet vi har rejst tyndt og for mit vedkommende siden 1968. Jeg har haft familie i Østtyskland og i vesttyskland - de er alle døde, men jeg har venner i Tyskland i dag flere steder. Det gør det jo nemmere og billigere, når kan vi bo hos dem og de kan så bo hos os - noget for noget. Ellers bliver det nas. | 
Da vi kommer tilbage fra Wien må min viv og jeg ind på vort yndlingsværtshus og denne restaurant i Brno. Jeg kan godt lide stedet her, fordi her er atmosfære, venlig hyggelig betjening uden dikkedarer og fornemt fis og solid tjekkisk mad. Man kan også drikke vin i landet - de laver deres egne - de er både gode og utroligt billige. Det er sådan omkring 20 - 30 kroner for en flaske på en restaurant. Stedet her er fra middelalderen og byens ældste og et historisk sted. Maden er billig og det samme er det lokale øl. Jeg tager en gang andesteg med rødkål og kartofler. Det er en nationalret her i landet. Når vi er her, bor vi på et bryggeri fra middelalderen. Her er gratis øl med i værelsesprisen. Man kan sidde i restauranten og den store ølhal og drikke lystigt til ud på de små timer og man kan også spise her. Man kan se og sidde øllet blive brygget og de laver fire slags bryg. Vi var her 3 uger og da vi skulle hjem fik vi afskedsgaver i form af 5 liters dunke med deres bryg. Det tog vi ikke med, for vi var med fly og vi havde rigeligt at slæbe på. Sådanne dunke kan man heller ikke tage med i flyet uden videre. | 
En kold Krusovice - det er en rigtig lækker øl. Hvad er bedre en sådan en tår på en herlig varm solrig sommerdag - her er det i Bratislava. Du får sådan en halv liter for omkring 5 danske kroner. Så jeg plejer at tage 2. | | |
BERLINER DOM 
Så er vi i Berlin i snestorm. Det er den berømte Berliner Dom vi ser til højre. Det havde faktisk været godt vejr, men så satte det ind med regn, slud og sne og temperaturen faldt til nulpunktet. Derfor står cafestolene ude ved floden - de var i brug i går. 
Kuplen i Berliner Dom set indefra og nedefra. Jeg tror der er en due, der skal symbolisere helligånden deroppe i midten. 
Der er et helt domkirkemuseum herinde. Her var også denne flotte model af kirken med lys indeni. 
Her har vi Berliner Dom udefra og nogle berlinere, der forsøger at tjene til livets ophold ved at spille på sækkepibe og slå på tromme. 
Berliner Dom igen. Det er det verdensberømte "Die grosse Sauer-Orgel im Berliner Dom" vi ser. En veninde har foræret mig en CD med musik spillet på dette orgel - så nu kan jeg nyde Fugaer, Pastoraler, Toccataer, Präludier og meget meget mere. Bachs "D-mol Toccata" er bare lige noget for det her orgel - det er virkelig i særklasse. Regers "Jesus, Meine Zuversicht", gør mig helt stille. Tak Anne-Lise. Orglet er bygget i 1905 og er blevet restaureret af Firmaet Sauer i 1988 - 1993. Restaureringen af Domkirke-orglet var besjælet at den tankegang, at det største værk udført af Wilhelm Sauer skulle bevares i sin originale udførelse. Hele blæsegangen og hele ventilsystemet måtte dog ombygges og forbedres, så man kunne få et større volumen - så der ikke mangler luft, når det kører for fuld udblæsning. Restaureringen af dette orgel, der netop fremstiller højdepunket i orgelromantikken, skulle også ses i sin tidsmæssige sammenhæng. For nogle er dette instrument i dag det største orgelværk med luftdreven traktur, for andre besidder den klangmæssige fremtoning i netop dette orgel højdepunktet i det romantiske orgelbyggeri. 
Det er sikkert ikke alle der ved hvad det tyske ord zuversicht dækker over. Det betyder egentlig en fast tro på, at der vil ske noget positivt i fremtiden. Optimisme eller tillid til eller tro på, at der i alt det triste og grå og trøstesløse i denne verden sikkert også ligger noget godt forude. "Jesus, du er min overbevisning, min tillid og mit håb" er mit bud på en oversættelse af denne salmetitel. TRO, HÅB OG KÆRLIGHED - AF DISSE TRE ER KÆRLIGHEDEN DEN STØRSTE Et lille råd skal være, hvis du vil høre orgelmusik så start med at høre orglerne i vore domkirker. De er alle i særklasse og man får ikke lov til at spille på det, hvis man ikke har talent. Meget af orgelmusikken, kan dog være temmelig tung i det - det vil derfor være godt, hvis der også kommer en del salmer, som du kender. 
Jeg er gået helt op i kuplen i snestorm. Det er forbandet koldt og det er noget af en tur at komme herop og rundt og ned igen. Der er to rundgange over hinanden. Man starter på almindelige trapper og ender helt oppe på hønsestiger. Det tager for en gammel mand som mig omkring halvanden time - så var jeg også helt flad og måtte have varm kakao og lagkage i domkirkens cafeteria - det var nemlig min vivs fødselsdag og det var hende, der ville se domkirken. Det var jeg svært godt tilfreds med. Hun valgte klogeligen at blive nede, men vi havde nær aldrig fundet hinanden for vi for begge vild i krypten der var fyldt med hundredevis af kister i lange gange. Jeg vil nu anbefale, at man også tager kuppelturen. Der er en fantatisk udsigt her oppe fra og så kan man også se ind i kirken ovenfra. 
"Skal vi ikke tænde et lys for at vi får en god fødselsdag?" - det fik vi. 
Her er noget af det grimmeste og dummeste vi har set. Man har indrettet en kæmpeplads med disse triste cementblokke lige ved Brandenburger Tor i Berlin. Der er lavet gader i det hele, der bølger sig op og ned. 
Det siges at være et Holocaust monument. Det er grå cementblokke og der skulle være ikke mindre end 2421 stykker af disse "ligkister" her. Der er også et informationscenter, så du kan blive belært om holocaust. Så kan alle naboerne - til det her enestående monument - sidde og skamme sig over, at deres forældre og bedsteforældre, var så slemme dengang de var jødehadere og nazister. Min kone og jeg fik den indlysende idé - det lignede det nemlig meget mere - og sådan valgte vi at fortolke det grimme monument, at det lige så nemt kunne opfattes som et monument over Israelernes ulovlige bosættelser i Palæstina. U.S.A. er rasende over, at Israel nu lige har proklameret, at de vil opføre endnu 1600 stykker på vestbredden tæt ved Jerusalem. Vi glemmer aldrig ondskaben og de frygtelige lidelser jøderne blev udsat for, men det her er spekulation i Holocaust. Jøderne hævder de blev forfulgt på grund af deres tro. Det er løgn - det var deres afstamning, der var det afgørende. At der så ikke er noget sagligt belæg for disse raceteorier er en helt anden sag, men race var det afgørende. Det er også sørgeligt at se, at israelerne der har prøvet lidelsen på egen krop er fuldstændige hensynsløse, når de i dag anvender de modbydelige metoder, de selv blev udsat for af nazisterne, overfor palæstinenserne. 
Her ser du Jerusalem. Den 16. marts 2010 blev der fremlagt en ulovlig bebyggelsesplan på yderligere 1600 boliger i ØstJerusalem. Det har medført den værste krise mellem U.S.A. og Israel i 35 år. Bemærk bebyggelsen i forgrunden - så falder sammenligningen af monumentet i Berlin og disse bebyggelser måske mere i øjnene. VELKÁ SYNAGOGA - DEN STORE SYNAGOGE I PLZEN 
Jeg tog med bus og tog og sporvogn til Plzen, for at få tiden til at gå med noget, medens jeg var på "ufrivilligt ophold" i Marianske Lazne. Det var virkelig indviklet fordi det uvejr, der havde raset, også havde forstyrret de offentlige transportmidler. Så det blev noget af en tur. Jeg har været rigtig mange gange her i Plzen. Det er landets næststørste by med en historisk bykerne, men ellers præget af sit kæmpestore industriområde ude mod vest. Det er her Skoda værkerne, i en joint-venture aftale med det tyske Siemens er beliggende, med omkring 150.000 ansatte - det er dog ikke her skoda-dytterne bliver lavet, bilfabrikkerne i Mlada Boleslav, Vrchlabi og ved Rychnov nad Kneznou er solgt fra og er 100% på tyske hænder i dag. Så når du køber en Skoda dyt i dag, så er det en tysker øse du får - blot samlet i Tjekkiet med billige virksomhedsskatter og billig arbejdskraft. Nå, men så kom jeg til Plzen - og havde taget min paraply med, så jeg kunne undgå, at det blev regnvejr. Så gik jeg fra hovedbanegården gennem byen og til gågaden, som er anlagt med træer, græsplæner, et hav af blomsterbede og springvand og statuer af Tjekkiets store ånder. Det er herligt, at gå en tur her igennem eller blot sidde på en bænk og nyde livet, der passerer forbi. Pludselig ser jeg en masse store tavler. Det er et udsnit af en af dem du ser på billedet ovenfor, som jeg lige knipsede et billede af. Det er tavler, der viser alle de historiske bygninger i byen - som er Tjekkiets næststørste - der er blevet restaureret eller er ved at blive det. Man er lige blevet færdig med den store synagoge. Jeg dropper min tur til botanisk have og zoologisk have, som jeg ellers havde planlagt. Denne synagoge må jeg se indvendig, nu der er blevet gjort noget ved den. Jeg er ofte gået forbi den ved tidligere besøg og ophold i byen, men mine rejseledsagere, der kender mine interesser synes bestemt ikke, at vi skulle spilde tiden med synagogebesøg. Nu er jeg alene, så der er ingen indvendinger. Mens jeg stod her og kiggede på de store plancher, kom en gymnasieklasse forbi med deres lærer. Der udspandt sig nu en større dialog elever og lærer imellem. Eleverne kendte ikke deres historie. Læreren forklarede dem så om Münchenaftalen og tyskernes indrykning i Sudeterlandet i løbet af en 14-dages periode i september 1938 og besættelsen af landet den 15. marts 1939 og hvordan Slovakiet illoyalt havde droppet al anstændighed - og var hoppet over på tyskernes side, 5 minutter i tolv. Han fortalte videre om, hvilket rædselsregime tyskerne udøvede. Mordene på den Tjekkiske intelligensia. Udryddelsen af byen Lidicé og nabobyen, så der ikke var en stump tilbage at se og alle de voksne beboere der, samt bortgivelsen af deres børn til tyske officersfamilier, som straf for mordet på Heydrich. Han fortalte, at alle navne på gader, byer og så videre skulle gøres tyske og befolkningen skulle lære tysk ved tvang - og så blev der også, fra den ene dag til den anden, indført højrekørsel som i Tyskland. Han fortalte videre om, hvorledes Sigøjnere, Jøder, Socialister og mange mange flere blev forfulgt og udryddet. Han fortalte også, at landet blevet skånet for større ødelæggelser fordi Tjekkerne fremstillede over en tredjedel af de våben og sprængstoffer tyskerne anvendte i krigen - hvortil kom fabrikationen af kampvogne, pansrede mandskabsvogne, flyvemaskiner og flymotorer, lastvogne, biler, motorcykler, lokomotiver og togvogne og tusinde andre ting. Tjekkiet var et guldæg, man ikke lige sådan skulle knuse, så befolkningen havde tålelige forhold (det var lidt ligesom i Danmark), men alle afvigere gik det meget ilde. Hitler betragtede hele den Tjekkiske befolkning som er slavere, som undermennesker. Når krigen var vel overstået, så kunne de kun bruges til slaveriarbejde. Eleverne var fulde af forargelse over, at nazisterne havde ødelagt synagogen. "Se!" sagde en pige, "de har revet Davidsstjernen ned." og pegede på billedet. "Hvorfor gjorde de dog det?" spurgte en dreng. Så kom en lang forklaring om raceideologi og forfølgelse af jøderne og koncentrationslejren i Thersien (en gammel middelalderlig fæstningsby i den nordlige del af Tjekkiet, hvor floden Vlatava (Moldau) løber sammen med Labe (Elben). "Da vi blev befriet af Russerne den 8. maj 1945 og de 3 millioner sudetertyskerne blev smidt ud af landet og krigen var slut, hvorfor blev synagogen så ikke sat i stand?" - spurgte flere spontant. Nu blev læreren lidt lang i spyttet. Jeg kunne godt have sagt et og andet, men jeg er gæst i landet. Dog glædede det mig meget, at de unge reagerede så voldsomt på den overlast synagogen havde lidt og de mennesker, man havde trampet på. Jo, jøderne blev skam udryddet i KZ-lejren i Thersien. De næsten 500 danske jøder, der blev taget til fange natten mellem den 2. og 3 oktober 1943 og blev fragtet hetil i skib og med jernbane blev mirakuløst skånet, fordi man lavede en mønsterlejr med danskerne og lavede en propagandafilm, der viste hvor godt man havde det i en KZ-lejr. Man tillod også, at der kunne sendes pakker til de danske jøder dernede. Det lykkedes også med Grev Bernadottes hjælp og hans busser, men ikke mindst ved en utrolig krævende indsats fra nogle frivillige danske buschauffører, at redde dem hjem i god behold igennem et totalt smadret og ødelagt Tyskland. 51 danske jøder omkom i Theresienstadt, men det skal tages i betragtning, at det fortrinsvis var ældre jøder på eksempelvis plejehjemmet i Krystalgade, der blev taget af tyskerne, yngre jøder lykkedes det af flygte til Sverige bistået af mennesker, der kendte deres besøgelsestid. Det gælder i særlig grad fiskerkonerne på Gl. Strand med hjemsted i Dragør og sygeplejerskene på Bispebjerg Hospital, men der er mange andre som vi kan være stolte af. Det er dog en helt anden historie, men når man skriver lidt om kirker kan man vel også skrive lidt om næstekærlighed. Sigøjnerne spurgte de ikke ind til. Det er så trist, som det kan være. Lige så forfulgte og undertrykte, som jøderne var det, er Sigøjnerne det i dag i Tjekkiet. Der er dog mange Tjekkere, der kan se at den er helt gal og de fik også kun lov til at komme med i EU, hvis de ville ændre attitude overfor Romaerne, som Sigøjnerne officielt hedder. Politiet kan finde på at myrde Sigøjnere og har gjort det i stort omfang. Man anholder dem - kører dem ud i en skov og skyder dem. Ingen griber ind og prøver nogle at sætte efterforskning i gang og komme til bunds i det her bliver det saboteret i systemet. I Usti nad Labem byggede indbyggerne en mur rundt omkring det sted, hvor Sigøjnerne boede fordi, man ikke kunne tåle dem. Den Tjekkiske regering måtte - hårdt presset af EU betale Tjekkerne i byen millionerstatninger for at få dem til at rive muren ned. I dag bor nede ved floden i gamle nedrivningsmodne boliger under elendige sociale forhold og befolkninger er åbenlyst racistiske overfor dem. Jeg ved det, fordi jeg kender en tidligere i Danmark boende kvinde og hendes datter i byen. I Brno kører sporvognene gennem det kvarter, hvor Romaerne bor uden at holde ved stoppestederne har jeg oplevet og set med mine egne øjne. Engang var der billetkontrol i sporvognen. Mine kone og jeg havde billet og det havde Sigøjnerne også, men det var der ikke en eneste tjekke der havde! Tjekkerne blev faktisk flove, da jeg kiggede på dem og rystede på hovedet. Problemet er der den dag i dag. Romaerne har forlods fået tildelt nogle pladser i parlamentet og der gives millionbevillinger til boliger, skoleuddannelse og sociale institutioner, men ændrer befolkningen ikke holdning kan det hele være lige fedt efter min mening. Læreren burde have påvist bjælken i Tjekkernes øje før han omtalte splinten i Nazisternes. 
Den store synagoge i Plzen har været den største Synagoge i Den Tjekkiske Republik i lang tid, det er den anden største i Europa og den tredje største i verden (efter synagogen i New York og Budapest). I dag er der flere synagoger i Jerusalem omkring New York og Ukraine, Verdens 27. største synagoge stammer fra 1893, Denne blev påbegyndt 1888. Den er bygget i maurisk-romansk stil. Jeg må lige fortælle hvad en synagoge er for en bygning. Ordet betyder ordret oversat blot SAMLINGSSTED. De begynder at dukke op under det Babyloniske fangenskab, hvor man ikke havde adgang til Templet i Jerusalem. Templet kan dog ikke erstattes af noget. Gud er een og der er kun et tempel. Synagogen er noget andet, det er et samlingssted for en slags gudstjeneste og undervisning. Synagogerne får meget stor betydning i århundrederne før Jesu fødsel, der bliver bygget synagoger overalt hvor jøder bor, ikke blot i diasporaen (i udlandet), hvor der intet Tempel var. Der bliver bygget i Galilæa og andre fjerne egne af landet. Der bliver også bygget synagoger i Jerusalem, hvor Templet stod. Der var nemlig et behov for noget andet og mere end blot tempeltjeneste, og der er da heller ingen tvivl om, at det behov har været tilstede. Det er først og fremmest loven man gennemgår og fortolker her. Loven er dog langt mere end det vi kan læse i Mosebøgerne. Det er faktisk også århundredes fortolkninger og retspraksis. Der skal oplæres i loven for at holde sig fri af fremmed indflydelse og bevare den politiske kontrol og jødefolkets sammenhængskraft - de er jo ifølge bibelen et særligt af Gud udvalgt folk, der har fået deres eget land af Gud - derfor stilles der særlige krav af Gud til Jøderne og det er Guds love man skal overholde. Drengebørns omskærelse på 6. dagen efter fødslen er en slags synligt bevis på, at man er udvalgt af Gud og er en slags skøde på Israel. Man gennemgik også profeterne og prædikede over dem. Det var en slags gudstjeneste og skole for menigmand. Det helt specielle ved en synagoge er at her kunne enhver tage ordet eller læse op og så kunne man komme til en bedre forståelse gennem dialog og meningsudveksling. Der kunne også være præster til stede og de kunne lyse den såkaldte aronistiske velsignelse over de fremmødte. Det er også her man mødes under sabbatten - selv om det er en hjemmets fest, men det er almindeligt at mødes i synagogen fredag aften efter solnedgang og lørdag formiddag til gudstjeneste. Her kan så fremsiges bønner og bekendelse. Den berømteste del af bekendelsen, som skal fremsiges af enhver jøde morgen og aften begynder med ordene: "HØR, ISRAEL! HERREN VOR GUD, HERREN ER EEN", i almindelighed kalder man denne bekendelse ganske kort for: "HØR", på hebraisk "SJEMÁ". שְׁמַ֥ע יִשְׂרָאֵ֑ל יהו֥ה אֱלֹהֵ֖ינוּ יהו֥ה ׀ אֶחָֽד׃
[Šəma‘, Jisrā’ēl; Ădōnāj Ĕlōhēnū, Ădōnāj — ehād!] Jeg skal lige fortælle dig lidt om testamentet - det er den latinske kirkebibels gengivelse af de græske og hebraiske ord for "pagt". De to skriftsamlinger opfattes med af andre ord af kirken som som de dokumenter, der bevidner Guds pagt med Israel og Guds pagt - gennem Jesus - med de kristne, med kirken. De vidner altså om den jødiske og den kristne religion. Det er ved nadverindvielsen skærtorsdag aften, at Jesus bruger ordene "den nye pagt". For en jøde er den skriftsamling, som i den kristne tradition kaldes "Det gamle Testamente", slet og ret loven, hat-tora, eller Moseloven, torat Mosje. Ganske vist indeholder Det gamle Testamente betydeligt andet end mosebøgerne: de ældre historieværker og profetskrifter, hos jøderne sammenfattet i betegnelsen profeterne, han-nebi´im, og de øvrige poetiske skrifter, samt Esters bog, Daniels bog, Ezra-Nehemias og Krønikebøgerne, sammenfattet under betegnelsen skrifterne, hak-ketu-bim; men disse skrifter har ikke selvstændig betydning ved siden af loven. For jøden er det Mosebøgerne, som er "Jahves ord" eller åbenbaring; men betydningsfuld bliver tillige den mundtlige lovtradition, som i Det nye Testamente kaldes "de gamles overlevering", og som den fromme jøde betragter som det mundtlige sidestykke til den skriftlige mosaiske lov fra Mosebøgerne. Det tekniske udtryk for "den mundtlige lov" er misjna, og den hører hjemme i tiden mellem 4. årh. før vor tidsregning og til 2. årh. efter vor tidsregning. Det du skal hæfte dig ved her er betegnelsen hat-tora eller Moseloven. Det vil kort og godt sige, at når du hører udtrykket toraen eller tora-rullerne - så er det de 5 Mosebøger, der menes. Det er dem du hører læst op af i en synagoge og det er med udgangspunkt i dem der prædikes. Hvis du er lidt oppe i årene har du haft kristendomskundskab i skolen. Der var et obligatorisk fag på seminariet for alle på læreruddannelsen, i vore dage er det et linjefag. Så din viden har du som oftest herfra. Nogle af det gamle testamentes fortællinger kender du, men det er helt sikkert at de 612 lovbestemmelser, der gælder for jøderne har du intet hørt om. Måske et par enkelte af dem når de har næsten tilsvarende bestemmelser eller direkte modsatte i Det nye Testamente. Du kan ikke forstå jødisk religøs tankegang, normsæt og kultur, hvis du ikke kender disse lovbestemmelser. For jøderne er det deres virkelighed og den måde verden skal indrettes på i det daglige.
Ikke underligt at der bliver problemer, når vi tager udgangspunkt i to vidt forskellige tankesæt. Et eksempel, hvorfor sidder kønnene adskilt i en synagoge - svaret finder i du toraen. Et andet: Hvorfor kan jøderne ikke acceptere homoseksualitet og hvorfor vil man ikke i almindelighed acceptere en kvinde som rabbiner - svaret finder du i toraen. Et tredje: Hvorfor kan en jøde ikke elske sine fjender og hvorfor forlanger han hævn - svaret finder du i toraen. Grundstenen blev lagt den 2. December 1888. De oprindelige planer blev tegnet af Wiens arkitekt Fleischer. Synagogen har skulle have to 65 meter høje, slanke tårne og skulle bygges i gotisk stil. Det ribbede loft der er hvælvet består af jern ribber og granit søjler. Byrådet afviste imidlertid dette projekt. Den officielle begrundelse var, at tårnene var for høje og konfliktede visuelt med tårnene af Skt. Bartholomæus der ligger tæt ved på det store torv. Justitsråden selv sagde nej til denne bygningsstil, fordi stilen var den samme som de i de kristne kirker. Nye planer blev fremlagt af Emanuel Klotz i 1890. Klotz fastholdt det samlede koncepts planer og byggeri, men ændrede den arkitektoniske stil. Tårnene blev reduceret med tyve meter. I dette projekt, var der også elementer i romansk stil, og modificerede versioner af neo-renæssance monumentalistik (hovedsageligt i sidekorridorerne). Alt var dekoreret med orientalske udsmykninger. Udseendet af bygningen har til formål at fremhæve, at det ikke er en kristen kirke. Dette projekt blev så godkendt af byrådet, og dermed blev der den 6. Juni 1892 indgået en traktat mellem det jødiske samfund som bygherre og arkitekten Rudolf Stech. Den oprindelige bygnings budget var 162.138 gylden.
Opførelse af Synagogen blev afsluttet i 1893 og blev finansieret af frivillige donationer fra medlemmer af det jødiske samfund. Siden 1893 har synagogen tjent sit formål, indtil Holocaust. Det jødiske samfund har ikke fået erstatninger eller fået tilbagebetalt de værdier, der blev taget fra det. Den jødiske befolkningsgruppe blev decimeret af Holocaust og jøderne der var tilbage emigrerede til Israel og andre lande. Under det kommunistiske styre, var Synagogen lukket. Den sidste regelmæssig gudstjeneste service er afholdt her i 1973.
Det jødiske samfund havde ikke nok med penge, dette forfulgte den ødelagte synagoge i årevis. Efter 1989, har samfundsledere sendt hundredvis af breve (prosebných) til jødiske samfund i USA for at skaffe midler til genopbygning. Alle disse anstrengelser har været forgæves.
Kun takket være et bidrag fra Kulturministeriet i Den Tjekkiske Republik (omkring 5 millioner CZK, hvilket svarer til 1,5 million danske kroner) har man kunnet starte med nogle reparationer. Der er lang vej igen, men da der stort set ikke er nogen jøder tilbage i byen tjener det heller ikke noget formål, at spekulere i, om den igen kan fungere som en rigtig synagoge - det kræver trods alt en menighed.
Den pragtfulde bygning tjener i dag også som en koncert-og udstillingshal. Den er dog også et kulturelt minde om et jødisk trossamfund der blev smadret og forfulgt. Den historie hører unægtelig med når man besøger synagogen. Mine billeder derindefra viser også, at det ikke er en levende synagoge. Jeg måtte lige snuppe et billede af den store synagoge i Plzen. Der kører en Skoda Favorit forbi - sådan en gammel svend har jeg også. Jeg har lige været inde og se synagogen. Det kostede mig 5 kr. Jeg har et Tjekkisk identitetskort - det viser at jeg er en gammel mand og pensionist. Så er der rabat. Jeg fik også en kalot, men den faldt hele tiden af, når jeg ville tage billeder - jeg er helt blank på toppen. Der var utroligt mørkt derinde, men det er ikke så underligt, når man ikke har nogen penge til belysning. 
Her et smukt udført stykke brokadebroderi og andre effekter fra den store synagoge i Plzen. Det er rester efter de store ødelæggelser af synagogen som var nazisternes ondskabsfulde fingeraftryk på synagogen. Det store smukt broderede stofstykke er et såkaldt Torah-tæppe. Tæppet var anbragt foran det skab i synagogen, hvori man opbevarede torah-rullerne - det er de 5 mosebøger begyndene med skabelesberetningen og afsluttende med Moses død. Der er også 2 Torah-skjolde, som blev hængt som smykke udenpå torah-rullen/erne. De fire beholdere med låg og små klokker på kanten ved jeg ikke hvad er (jeg gætter på, at det kunne være røgelseskar), men ude til højre ligger 2 pegepinde - kaldet pegere. Forholdet er det, at den hellige skrift ikke må berøres af menneskehånd og derfor anvender man en pegepind ved oplæsningen. Jødernes skrift opbevares som en rulle, der er fastgjort i begge ender til et par trævindsler med håndtag. De enkelte sider er med andre ord fastgjort til hverandre i en fortløbende række. Når rullen udrulles synger rabbineren: "Adoschem Adoschem - Be ana Rochiz" - en utrolig smuk messende sang. Tilsvarende synges når rullen indrulles: "Ki Lekach Tow · Haschiwenu". Dette foregår ved den gudstjeneste der foregår fredag aften, når schabbaten (i danmark siger jøderne shabbes) indledes og tilsvarende om lørdagen, når den afsluttes. Der hvor der er flest i synagogen er lørdag formiddag og her er det også mest festligt. Kan du få lejlighed til at overvære det - med jødiske venners hjælp - bør du ikke gå glip af denne ceremoni. Du kan uden af være jøde komme ind til en gudstjeneste eksempelvis i synagogen i Krystalgade i København (er du mand skal du huske hovedbeklædning), men det er bedst at være sammen med nogen, der kan svare dig på, hvad der foregår og du skal overholde ordensreglerne. Kommer du alene kan du spørge kirkebetjenten, gabbai'en til råds, han bærer en høj hat, hvor skyggen sidder oven på hatten. Hele gudstjenesten varer omkring 2 timer, det meste er på hebraisk, men prædikenen er på dansk. Der kan dog afveksles, så man ved udrulningen synger Salme 92 som er en vekselsang med kantor, kor og oplæser og ved indrulningen en tilsvarende salme, men har kantoren (det er forsangeren) ikke en glimrende klangfuld fuldtonende bas - kan det være det samme. Man sidder i øvrigt kønsopdelt i synagogen. Mænd for sig og kvinder og børn for sig. I Krystalgade sidder kvinderne oppe i galleriet. Du kender sikkert ikke meget til det her, men du kender bestemt den traditionelle jødiske familiesang: "Heiveinu Schalom Aleichem", som anvendes i synagogen. Du kender den i en lidt anden udgave, den udgave, hvor jøder ved festlige lejligheder danser fællesdans. Den har et langsomt begyndelsestempo - der stiger og stiger i tempo. Den hedder "Hava Nagila" - "Lad os glæde os" og intet jødisk bryllup uden den - eller for den sags skyld en anden glædelig og festlig begivenhed. Den anvendes også af sigøjnere. Shalom aleichem (Eller sholom aleichem) (Hebraisk שָׁלוֹם עֲלֵיכֶם Shalom alêkem; Jiddisch שלום - עליכם Sholem aleychem) er den måde man hilser på hinanden på Hebraisk, Udtrykket betyder "Fred være med dig." Det passende svar er "Aleichem Shalom," eller "Lad der også falde fred over dig."
Denne form for hilsen var traditionel blandt Ashkenaziske jødiske lokalsamfund i det østlige Europa, Men er ikke så udbredt blandt israelere. Den er også meget lig med den Arabiske-Sprog hilsen, der bruges af mange muslimer over hele verden, assalamu alaikum. Den Kristne Maltesiske sætning, sliem għalikom er beslægtet med både arabisk og hebraisk ækvivalenter. Denne hilsen bruger flertalsformen - så man hilser flere personer - selv når man kun hilser på en enkelt person. En religiøs forklaring på dette er, at man hilser både en krop og en Sjæl. Men det skal bemærkes, at mange hebraiske flertalsord anvendes, når der skal gives udtryk for noget enestående.
 Glasmosaik fra Velka Synagoga i Plzen. Foroven ses en Davisstjerne oven på en anden. Det giver 12 spidser, da jeg stod og så på den, gættede jeg på at det skulle symbolisere Israels 12 stammer. Det er sikkert forkert. 
Glasmosaikker fra den store synagoge i Plzen. 
Den Store Synagoge indvendig. Bemærk forfaldet og den sparsomme belysning. Jeg har benyttet forskellig litteratur for at finde ud af nogle ting: Paul Hammerichs "Undtagelsen" - en krønike om jøderne i Norden frem til 2. verdenskrig - Gyldendal 1992. Selskabet for dansk jødisk histories "Indenfor murerne" Jødisk liv i Danmark 1684-1984 - C.A. Reitzels forlag A/S 1984 Eduard Nielsens "Det gamle Israels Religion" - G.E.C. GAD 1979 Linda Horowitzs "Blandt danske jøder" et fotografisk portræt - Fotografisk Center 1996 og en hel del anden litteratur på Tjekkisk, samt en hel del historiske værker. Hvis nogen kan supplere eller korrigere eventuelle fejl i teksten, så send mig venligst en mail. 
Her et opslag af salmebog fra Hussittermuseet i Tabor i Tjekkiet. Det et Jan Huus der var oprører og protestant, som katolikkerne tilbød et frit lejde. Han blev lokket i fælden og brændt på bålet som kætter. Det ser vi på denne farvestrålende tegning til venstre - og der hører min salighed lige en lystig katolsk vise med noder til til hele den storslåede begivenhed. Der var en kamp mellem protestanter og katolikker og den kamp vandt katolikkerne i slaget ved det hvide bjerg. Bila Hora. Det ligger ude ved Ruzyne lufthavnen cirka 20 kilometer fra Praha centrum. Bjerget er nu ikke noget bjerg, men kun en bakke. Den kaldes hvid fordi den indeholder kaolin. Der er en jordart man anvender til porcelænsfremstilling - eksempelvis til isolatorer - og den er hvid. Der ligger forresten også et kloster ude ved Bila Hora og der hører en kirke til. Du kan køre derud med sporvognslinje 22 - den såkaldte turistlinje. Linje 22 har vendesløjfe derude og stoppestedet og vendesløjfen hedder Bila Hora. Der er også et større traktørsted lige ved, mere hvis du skulle blive tørstig af alt det hvide lerstøv. 
Så er vi i Praha. Vi er ude på Vysehrad klippen. Her er et udsigtspunkt og et granitbord med små plader, der forklarer hele udsigten. Lige efter 1989 stjal folk alle de små plader som souvenirs. Nu er det atter sat i stand. Når jeg tager dette billede med - så er det fordi man herfra kan se ud over hele Praha og se alle byens mangfoldige kirketårne. Lige midt i billedet kan du se borgen, som alle turister ser. Det et nu ikke borgen du ser nedefra, men den store katedral deroppe - der er også en baslika deroppe. Husk at køre op og gå ned - aldrig omvendt. Til højre herfor ser man ligesom en saks, der rager op. Det er en helt moderne kirke og spirene skal forestille to sejlbåde, der passerer hinanden. Der er mange mange flere, men det er ikke til at udpege på billedet. Nu tager man vel heller ikke til Praha for at se på kirker, men for at drikke noget øl - ikke sandt? Så er det forresten min fødselsdag, men det kan man jo se på vejret. 
| 
| Pivo-Polle na zdraví
skål! Den første øl er fra restauranten Skoda Lasky der ligger syd for Praha - det er der hvor sangen "Hvor er min kone?" blev skrevet. Her er prisen ikke så særlig hårrejsende - det er den derimod i Prahas turistområder. Den anden er fra et listigt sted i Praha, så får man 3 gange så meget øl for sine penge. Øllet kommer fra bryggeriet Staropramen - Den gamle kilde. Det ligger i et af Prahas arbejderkvarter, nemlig i Smichov eller Prag 5 på vestbredden - bydelsnavnet betyder: det smilende ansigt. |
Her det syn som møder alle besøgende i Prag. Alle der har været her skal op at se borgen, men borgen er ikke de to kirker du ser på billedet. Det er den store St. Vitus Katedral, som man simpelthen skal se. Lige bag den ligger en basilika der også er seværdig. Borgen er bygningen deroppe helt til venstre i billedet, man kan se det tjekkiske flag vejre deroppe. Lige foran for foden af bakken ligger kvarteret Male Strana - det betyder den lille side. Her er flere kirker at se på og de er alle af stor seværdighed. Det her skal - i hvert tilfælde ikke nu - være en rejseguide, men det kan det naturligvis sagtens udvikle sig til. Dog et lille råd. Skal du derop så vil jeg på kraftigste anbefale, at du kører op med sporvognslinie 22 - turen er en gigantisk oplevelse i sig selv - du skal stå af ved stoppestedet Poholec - du skal ikke være nervøs for at køre forbi eller ikke at komme af det rette sted. Næsten alle stiger ud her. Tager du derop så du når frem kl. 10.00 kan du lige få set på Strahov klosteret - Loretto kirken med Prags sol og den stald som jesus blev født i og som englene har fløjet hertil og så lige det lille klokkespil der spiller for den fattige enke, som mistede alle sine børn under pesten - få nydt udsigten over paradisets have - få en sort øl på den "Sorte Okse" og nå ned lidt før kl. 12.00 til borgindgangen og få set vagtafløsningen. Sådan skal det gøres. Jeg taler af årelang erfaring som uofficiel turguide i Tjekkiet og netop Prag er jeg specialist i. Du kan også komme derop ad en anden måske langt bedre rute. Her kommer du det sidste stykke med en bjergbanesporvogn og kan så også få set Petrintårnet og nyde udsigten derfra og spejlkabinettet, men det er for kompliceret sådan ligge at forklare her, hvor det handler om kirker. Når jeg beder dig om, at køre op og gå ned - så skyldes det at det er noget af et mareridt og meget anstrengende, hvis man er lidt oppe i årene - der er huller i fortovene og utrolige kantsten man kan snuble over. Er du ung og frisk kan du sagtens gå derop. Vil du med Taxi - så skal du bestille den fra dit hotel og det skal være en AAA taxi ellers bliver du flået. 
Her har vi lige et billede af føreren Adolf. Det er taget den 16. marts 1939 efter at nazisterne var rykket ind i Tjekkiet. Jeg viser billedet her, fordi det viser indgangen til Prags borg, hvor vagtafløsningen finder sted kl. 12.00 hver dag og den må du da lige se. Så kan det være rart at vide, at diktatoren også har været her. Adolf er lige kommet ned efter at have talt til en kæmpeskare af nazisympatisører fra et vindue i bygningen til højre i billedet. 
Her er en storslået udsigt over hele Prag - så kunne han samtidig betragte sit rov. Ingen rørte en finger for at hjælpe Tjekkerne. Det skyldtes primært det forhold, at amerikansk og europæisk kapital - især britisk - havde foretaget kæmpeinvesteringer i Tjekkisk industri efter Verdenkrigens afslutning. Nu ville det jo være rart med en lille rask krig igen, så der kunne blive afsætning af alt det isenkram til militæret som man kunne producere i dette land. Så kunne der komme lidt lønsomhed i investeringerne. Tjekkoslovakiet fik nemlig status som selvstændig republik efter verdenskrigen, fordi landets første præsident Thomas G. Masaryk kendte U.S.A. præsident Wilson personligt. I 1920erne og 30erne var Tjekkoslovakiet europas mest innovative og førende industriland og hjemtog patenter på den ene opfindelse efter den anden - også mange indenfor våbenteknologien - specielt sprængstoffer - det er Tjekkerne, der har opfundet verdens mest effektive sprængstof Semtex. Det kan nogen gange være rart at vide, hvad der egentlig er årsagen til, at tingene udvikler sig som de gør. Kapitalinteresser er ofte det hovedmotiv du skal lede efter. 
Det her er Prags sol - det er den mest berømte seværdighed i hele byen. Der bliver passet på den af maskinpistolbevæbnede vagter i Loreta kirkens museum. Det er en såkaldt monstrans, der blev anvendt til at opbevare det ubenyttede alterbrød, der var blevet forvandlet til Jesu kød ved trylleformularen "hokus pokus filliokus". Sådan noget kan man ikke bare lade ligge og flyde. Tænk blot hvis der var mus og rotter, der gnaskede det i sig om natten i kirken. Der er flere lignende monstranser i museet. Jeg har nu ikke mødt mange, som lige synes at det er top-serværdigheden, men det faktisk et mesterstykke i europæisk guld- og sølvsmedekunst. Det hele er diamantbesat. Hvor kom mon skillingerne til sådan noget kom fra? Det er næppe nogen solstrålehistorie. 
Diamant monstransen bliver altså benævnt "Prags Sol", du kan se den i Loreta klosterets (og kirkens) skatkammer. Selve monstransen blev fremstillet i 1699 af en barok arkitekt fra Wien som hed J. B. Fischer. Den er fremstillet af guld og sølv og dekoreret med 222 diamanter. Den er 89,5 cm høj og 70 cm bred. Den vejer den nette sum af 12 kg! Monstransen betragtes som et mesterstykke i europæisk guld- og sølvsmedekunst fra middelalderens gyldne tidsperiode. Det er også et klokkespil med 27 klokker at høre her. Det spiller hvert kvarter. Vi er i Novo Svet (Den ny verden), hvor Thyge Brahe boede. I tv-kriminalserien "Lovejoy" var der et afsnit hvor den noget anløbne antikvitetshandler Lovejoy, der er antikvitetsekspert opklarer et gement tyveri af Prags Sol - diamantmonstransen i Loretta klosteret og det hele slutter efter en forrygende slåskamp i et hotelværelse lige overfor det astronomiske ur på det gamle rådhus med en gudstjeneste, hvor den bliver sat tilbage på sin plads - der er flere andre uerstattelige klenodier der dukker gemt i et rum i de underjordiske gange. Afsnittet hedder "The Prague Sun" og er fra 1992. 
Her er udsigten ude fra Metrostationen Vysehrad. Toget kører i en kasse, der hænger under Nuslebroen og ovenpå løber europavejen. Ovre på den anden side af Nusledalen ligger en kirke til venstre, du bør unde dig selv at spadsere over broen. Det er en oplevelse i sig selv, at kigge ned over dalen mens man vandrer over. Du kan bese kirken, her ligger også politimuseet og den Villa som Antonin Dvorák boede i. Hele området rummer de lægefaglige uddannelser og Tjekkiets læger hører til verdens førende. Her er også klinikker og hospitaler. Skal du have briller, lavet større tandreparationer eller plejet din dårlige ryg - så er du kommet til det rette land. Du sparer en bondegård på prisen og så er den faglige standard langt højere end hjemme. Nok er der mange kirker i dette land - og rigtig mange kulturelle perler og arkitektoniske perler, men i den lange selvvalgte kommunistiske periode var religion bandlyst som "opium for folket". Så du er ikke kommet til det hellige land, nok er der en del protestanter fortrinsvis i Tjekkiets nordlige del og katolikker i den sydlige, men det er et klart sækulariseret (verdsliggjort) samfund. Tjekkerne betragter alt det kirkegang, som noget borgerligt narre-fis. Til gengæld er moralen på nul-punktet - selv om du passer på som en smed, bliver du snydt af tjenere, overfaldet af lommetyve eller fuppet på anden vis. Vidste du, at man har priser for turister og helt andre og lavere for sine egne? Det er utroligt, at man slipper godt fra at tage overpris på hotelværelser til turister. Det gælder også den offentlige transport - det er kun ganske få Tjekker der køber biletter - de kører på månedskort og det kan du også gøre, hvis du kender systemet. Så kan du køre en hel måned for en trediedel af den pris du som turist betaler for et 5-dages kort. Er du en ældre medborger får du også rabatter. 
Peter og Paul Katedralen i Praha. Der er en helt fantastisk kirkegård her, men det bliver ikke lige nu jeg vil vise billeder derfra. Kirken er bestemt også et besøg værd. 
Romanske Rotunda - Et nationalt monument. Vi er ude på Vysehrad og her ligger Rotunda sv. Martina
Den ældste bevarede rundkirke i Prag blev bygget i slutningen af det 11. århundrede under kong Vratislav II. 'S regeringstid. Det er en sognekirke for den lokale menighed. Den blev brugt til opbevaring af krudt, da det lokale Fort blev etableret. Det var planlagt til at skulle nedrives i 1841 på grund af et vejanlæg. Dagens fremtoning skyldes konstruktionsmæssige ændringer i 1.878-80. Du kan ikke se det her
Her er det ældste kirkebyggeri i Praha. Det er en romersk Rotunda. Man kan godt komme ind og se den, men det har jeg ikke tid til lige nu. Jeg har andet for. Jeg skal op og spise frokost eller rettere måske drikke frokost. Min kone og jeg har et lille hemmeligt sted, som ingen turister kender og det er ikke alt man skal fortælle. 
Den består faktisk af to sammenbyggede cylindre, så den er betydeligt større end den syner. Her er et større selskab, der formentlig skal bese den, men da er så meget at se på herude og helt fantastisk at gå rundt med specielt det gigatiske panorama over Nusledalen mod vest, nord og øst og over Vlatava mod nord og vest og endelig fra Fortifikationens sydlige del mod vest, syd og øst. - skal man nok gøre nogle valg, hvis man vil fordybe sig. Nu handler det her om kirker og er ikke nogen rejseguide. Det kunne det sagtens blive, men skal man bruge rejsetips, om ture til Tjekkiet, Slovakiet eller Ungarn og Østrig må man sende mig en mail. 
Dette billede indeholder en bestemt symbolik. Her er forklaringen: Ude til venstre er envejskommunikation. Der ligger en kirke og her er det præsten, der taler til dig. Du får ikke lov at stille spørgsmål. Ude til venstre er der et moderne "kirketårn" - det er et Radio- og TV-tårn. Herfra kan man også tale een vej - oven fra og ned til dig. Så er der tre mennesker i midten. De kan tale med hinanden og til hinanden. Hvis de pludselig skulle begynde at samtale om Jesus - det kunne jo teoretisk hænde. Så siger Jesus, at hvor to eller flere er forsamlede i hans navn - er han lige midt iblandt os. Han taler ikke til dig, han taler med dig. Hvis nu man eksempelvis sidder og drøfter næstkærlighedens bud og en tager afstand fra dette og siger, at det er noget religiøst sludder og indholdet noget vrøvl. "Sådan er verden ikke skruet sammen min gode ven, den mere kloge narrer den mindre kloge. Hvis du spilder din tid med at hjælpe andre, så kommer du ingen vegne selv, kan jeg forsikre dig! Der er simpelthen alt for mange, der skal hjælpes og går du i gang med det, så kører du selv ned." - den har jeg tit hørt. Eller denne her: "Hvis Gud både er almægtig og god, så kan han jo ikke samtidig være ond - eller tillade det onde - så ejer han jo ikke selv næstekærlighed!" Så skal du ikke spekulere over hvad du skal sige. Jesus har lovet dig, at han ved helligåndens kraft vil lægge dig ordene i munden og du skal nok vinde den dialog. Billedets titel kunne så være "Samtale fremmer forståelsen, når en kompetent blander sig". Der er også en tankevækkende regel, der handler om kvinders pynetsyge og der advares mod især unge kvinders trang til at anvende smykker, kosmetik og smarte klædedragter. Det er en vederstyggelighed og forbudt. Sådan fortæller Paulus os det. Da overholdelsen af en sådan regel i vore dage ville reducere omsætningen og profitten af og på de overprissatte pyntevarer og gøre kvinderne rasende - holder man i dette vitale spørgsmål meget lav profil. Muslimerne vil ikke finde sig i, at der bliver gjort grin med deres profet Muhammed. De bliver ganske naturligt ærgerlige, kede af det og vrede, når de ser den profet de beder til flere gange dagligt - og som for dem er noget helt centralt i livet - blive afbildet med en tændt bombe i sin turban eller afbildet som en glubsk hund, som om han var en terrorist. Det har de bare at tåle i ytringsfrihedens hellige navn. 
Ytringsfriheden er altid under pres. Her er kvinde der på en enkel, men overbevisende måde fortæller hvordan den bliver knægtet. Det er dog altid en balanceakt og alt har en grænse. Er der nogen der kan huske balladen, da nu afdøde Jens Jørgen Thorsen ville lave en Jesusfilm - bare for at sætte tingene lidt i perspektiv. Han fik nu lavet sin film - det var det rene flop. Han måtte ikke pille ved de kristnes idylliske billede af Jesus, selv om alle de testamenter - du ikke må læse - fortæller noget ganske andet om ham. Ofte bliver man fanget af det - det kan være kalkmalerier, altertavler, orgler, prædikestole, epitafier (det er de tavler med navne og afbildninger af personer, der har forsøgt på, ved at donere kirken penge som bestikkelse, at sikre sig en plads i solen i paradis og så selvfølgelig også at pleje sit ego og styrke sin position i sognet - de har haft deres paradis på jorden, så de har ikke store chancer i følge frelseren, men de fortæller om den herskende klasse i tidligere tider på stedet), døbefonte, træskærerarbejder, glasmosaikker, krucifikser, skibe ophængt under loftet, messehagler, alterduge, lysestager, dåbsfade, bygningsstil, kirkegårde og gravstene der fortæller en hel historie om de mennesker der har boet her - der er her en tydelig klassedeling, hvor nogen har hele gravmæler og andre ligger nedgravet som aske i en askefællesgrav, der tit er meget smukt udformet og hvor der altid ligger blomster. Ofte støder man på et gravsted, hvor et barn er revet bort, det er rørende her at se graven smykket med lys og legetøj og breve og tegninger fra søskende og kammerater, ofte finder man også gravsteder, hvor allierede flyvere fra 2. verdenskrig er gravlagt, ornamentik, stilsprog og symboler, tårne, kirkeklokker, kirkelofter - vi har et i Tårnborg kirke - der er et besøg værd. 
| | Her er vi ved den berømte grædemur i Jerusalem. Her mødes de 3 skriftreligioner - (jødedommen blev dog først meget sent til en bogreligion eller skriftreligion - i begyndelsen var den stort set kun mundtlig overlevering. Den er først færdig redigeret i år 400 efter vor tidsregning) - på samme sted og de er i evig strid med hverandre. 
Lige ovenover soldaten med snotten ind i muren og den ortodokse jøde i sin særlige klædedragt ligger Tempelbjerget og her er muslimernes moske Al-Aqsa (Jøderne har gravet gange ind under den i vor tid og en fanatisk jøde har prøvet at brænde den af - så her dirrer luften af had og modsætninger mennesker imellem). Ikke langt derfra holder de kristne til og de kan heller ikke enes. Der er så mange forskellige kristne trossamfund og de mener alle de har patent på sandheden. I revnerne i muren indsætter joderne små sammenrullede sedler med bønner og hvad ved jeg. Et par gange om året er man nødt til at have folk til at pille det hele ud - der er simpelthen ikke plads nok i muren. En jødisk grav må aldrig sløjfes - derfor er jødiske begravelsespladser tit så overfyldte, at de døde bliver begravet lodret og ligstenene er opretstående. 
Vi er i 1967 - den såkaldte 6. dages krig er afsluttet. Israel er med massiv støtte fra U.S.A. blevet regionens militære supermagt. Her fejrer man at man har erobret Jerusalem helt ind til grædemuren. Det er det jøderne fejrer her lige foran den erobrede mur. Her lå i fordums tid det tempel som man havde bygget på i flere hundrede år og som lige havde været færdigbygget i par år, da den jødiske-romerske krig brød ud - den varede et par år, men i år 70 e.v.t. var det slut. Romerne vandt og rev jødernes tempel ned og pulveriserede det, så der kun var støv tilbage. Selv deres hellige 7-armede kæmpelysestage i selve helligdommen blev tilintetgjort. Romerne tog lige livet af sådan omkring 1,5 million jøder. En lille rest af tempelmuren lod man dog blive stående, som minde om sejren. Hvis man havde vist, at det skulle blive til Grædemuren i dag og det bøvl det medfører, havde man givet også pulveriseret den med. Så var det slut med Palæstina (Israel er et nyt navn)l som det land de havde fået af Gud - en Gud som kun er jødernes Gud. Efter år 70 forlod hovedparten af de tiloversblevne jøder Israel. Efter den 2. verdenskrigs ophør lykkedes det den Zionistiske bevægelse, at få generet britterne så meget, at man i FN gik med til med 1 stemmes overvægt at tillade at jøderne kunne vende tilbage og bosætte sig i udpegede mindre områder af Palæstina. Straks efter udråbte Jøderne deres egen stat Israel. Så genopstod den igen af støvet som Stat - efter 1872 år trange og tunge år i diasporaen - på Palæstinensisk område. Straks gik man i gang med at få hele det land tilbage som Gud skulle have givet Jøderne og som de mener de har krav på. De er jo omskårne og har en aftale med selveste Gud, det står stadig at læse i Mosebøgerne. Det har givet anledning til en et kæmpe problem i forhold til de palæstinensere som har boet her i et par tusinde år. Time for time - dag for dag har man tilsidesat alle aftaler og resolutioner og har fordrevet beboerne, bygget overalt og ført krige. Lige i disse dage (marts 2010) har man erklæret at man vil bygge endnu 1600 boliger i Øst-Jerusalem - det har fået U.S,A. med deres nye præsident i spidsen til at sige stop for første gang efter den anden verdenskrig. Nu arbejder Israel på massiv støtte fra jøderne i U.S.A. så presser de præsidenten og så lukker han øjnene for Israels ulovligheder og utålelige opførsel - bare vent og se. Tænk hvis vi gjorde krav på Danmark til Ejderen, Norge og Sverige på samme måde som Israel, ved at hævde at det i fordums tid havde været dansk land? Du kan på TV se optrin hvor bosættere render rundt med Mosebøgerne og peger på det sted hvor der står, at landet tilhører Jøderne. Sådan kan man blande religion og politik sammen. Israels erobringer har intet med religion at gøre, selv om det hårdnakket hævdes at være tilfældet - det er ren erobringspolitik. Det er derfor de hævder, at de blev forfulgt på grund af deres tro og ikke deres etniske afstamning. Så kan de få kringlet den sådan, at denne trosforfølgelse må de have oprejsning for og få deres retsmæssige ejendom tilbage. Ligger der rabbinere begravet et sådant sted, er det almindeligt at besøgende ligger småmønter på stenen og små sedler. Det kan du se på den jødiske kirkegård i Praha - her ligger den berømte rabbiner Rabbi Löw begravet. Han var kendt for at kunne kontrollere Rudolf den II og stoppede ham og hans karet på Karlsbroen med det rene trylleri og underlige gerninger da Rudolf ville jage jøderne ud af Praha. De heste der trak Rudolfs karater blev forvandlede til blomster og fugle. Rudolf blev så imponeret, at han gav jøderne lov til at blive i Praha i et særligt kvarter af byen og der er stadig omkring 1.000 tilbage. 
Her er en Gollum. Det er et gammelt hebraisk ord. I Det Gamle Testamente definerer det hebraiske ord Golem en uheldig, uformet ting, som eksempelvis en abort, hvilket ikke er ulig, hvad Tolkiens nisse Gollum lignede, og kunne forenes med. Mishnah i den jødiske Talmud definerer en Golem som en homunculus eller et ubegavet, umenneskeligt, væsen skabt af jødiske troldmænd ved alkymi ud af devprimære elementer jord, vind, vand og ild. En homunculus møder du i Scherfigs Roman "Idealister" og i Johannes V. Jensens "Kongens Fald". Rabbi Löw lavede verdens første kunstige menneske af ler. Han hed Golem. Det var lang tid før Frankenstein (det var dengang Christian den 4. havde landsforvist Thyge Brahe grundet dennes forsømmelighed med kongegravenes pasning i Roskilde og hans umanerlig dårlig opførsel overfor beboerne på Hven. Nu var Thyge i tjeneste hos Rudolf). 
Golem var sådan en slags daglig hjælper, der kunne hjælpe til i huset. Han lignede faktisk en gammel opretstående Nilfisk støvsuger. Golem kunne passiveres så han eksempelvis ikke forbrød sig mod husets døtre, når hr. Löw havde ærinder ude i byen. Det skete ved, at han fik proppet en papirsstrimmel med en hemmelig trylleformular La-Krem i kæften. En dag gik det grueligt galt. hr. Löw havde glemt sedlen og nu fik Golem pludselig lyster. Det var ved at udvikle sig eksplosivt i Ghettoen. 
Rabbi Löw blev tilkaldt for nu var fanden løs og Golem var helt ustyrlig. Löw måtte afbryde gudstjenesten og smide Thora rullen fra sig i den nærliggende Pinkas synagoge og styrte hjem i en sådan fart, at han nær havde tabt kalotten. 
Fordi hr. Löw var så kvik og kløgtig. fik han Golem passiveret ved, med stor risiko på liv og lemmer, at få proppet sedlen i kæften på Golem og demonteret den urergerlige seksualforbryder. 
Det er sådan set simpelt nok, man skal blot forandre det hebraiske ord "emet" (sandhed, piger) med ordet "met" (død), men det er kvikkere at skrive "aemeth" fordi man derved forener denne eksotiske diftong med sort magi. Jubi - det virker hver gang. Davidsstjernen som Golem bærer er dog lavet forkert - den har 6 og ikke 5 takker. Det her er en sheriftstjerne. 
Faderen (Skaberen) og hans søn (væsen). 
En lille stump morsom tegneserie, der viser det der med sedlen i kæften. Det er vigtigt, at en Golem bliver programmet rigtigt. Her er maskinkodeprogrammering det eneste effektive, hvis man skal have alle lovene i talmud med så de fungerer korrekt. 
Golem var lavet af ler lige som Adam og nu blev han gjort til støv. Du kan derfor ikke se den rigtige Golem, men der er mange modeller af ham i Praha. 
Golem statue i PRAHA, du finder den henne ved de det nye rådhus i det jødiske kvarter. Det er godt set, at den ligner Darth Vader i Stjernekrigen. 
Den hjelm Darth Vader bærer ligner på en prik bagenden på en gammel folkevogn, men det er en hel anden historie. Den typiske afbildning af Golem er dog noget der minder om en gammel opretstående Nilfisk støvsuger. Det var jo også rengøring i hjemmet og sådan Golem blev brugt til. 
I stjernekrigsfilmene optræder der også en lille finurlig robot, der også ligner en gammel Nilfisk støvsuger - det er faktisk en Golem - den hededer R2D2 - udtales nogenlunde sådan: AR-TU_DI-TU. 
Her er den abortlignende Gollum fra ringenes herre - dette væsen er i familie med de øvrige ovenfor. 
Her har du rabbi Loews gravsten på den jødiske kirkegård i Josefov - det jødiske kvarter i Praha. Der er så lidt plads her, så man begravet ligene lodret og gravstene står på højkant. Serafardiske jøder vil dog have gravstenen liggende ned. En jødisk grav må aldrig sløjfes, så derfor er den her endnu. Stenen er vidne om, at historien er sand. Jøderne har en skik med at lægge småsten og små sedler på gravstenene. Du kan ovre til venstre i billedet se Pinkas synagogen, hvor rabbi Loew var rabbiner. I baggrunden ser du kunstindustrimuseet, som bestemt er et besøg værd. De har en helt fantastisk samling af glaskunst, som du aldrig har set magen. Her i Siroka, som gaden hedder - har jøderne lavet en hel rulleforretning ud af deres synagoger og kirkegård. Det koster over 200 kr. for en adgangsbillet. Det er en ting - en anden er at på denne billet, bliver du tildelt et vist antal minutter til det og det, for det andet skal du være der på klokkeslæt. Er der mange turister her - og det er der - så kan du ikke nå det hele under dette minuttyrani. Du kan købe billige bøger med masser af glimrende illustrationer af hele herligheden (og det er bestemt utroligt spændende og interessant) - tager du dem på Tjekkisk er de meget billige, men du kan også få dem dyrere på hovedsprogene - nogle gange for de mest populære også på dansk. Jeg har et helt bibilotek af bøger på tjekkisk om arkitektur, male- og tegnekunst, store illustrerede museumskataloger (tykke som telefonbøger), bilfabrikation, moderne boligbebyggelser, offentlig transport, flyvemaskinekontruktioner, militærhistorie, teknik, glaskunst, ølbryggerier, lægekunst, historie og jeg ved ikke hvad. Min kone siger jeg er vanvittig. Jeg har aldrig betalt overpris i flyet - selv om jeg nogle gange har måttet købe en ekstra kuffert for at slæbe det hele hjem. Jeg har købt en masse i antikvariater. Jeg handler ude i forstæderne eller i byerne ude i landet - så er prisen den rigtige. Noget der bød mig imod, da jeg sidst var herinde for at se nogle børnetegninger, som jødiske børn skulle have lavet medens de opholdt sig i KZ lejren i Theresienstadt, var for det første at tegningene var falskneri, de var lavet af andre børn flere år efter befrielsen og for det andet, at stedet blev bevogtet af sikkerhedsvagter med maskinpistoler. Det er der nu ingen sikkerhed i. Fra de omkringliggende bygninger kan man skyde eller kaste bomber herind. Nynazisterne i Tjekkiet er utroligt agressive og har flere gange forsøgt at storme området her. Sidst jeg var her, var der tilkaldt politistyrker fra det meste af Tjekkiet for at holde dem i ave og området var delvist afspærret. Mit råd er, at du holder dig væk herfra, så du ikke ender som kødfars. Under mine førtste besøg, kom jeg tit her i gaden. Jeg spiste og drak øl og snakkede med folk på et berømt Pivnice (ølstue) hvor man også kunne få 3 retter mad for ingen penge. Stedet blev kaldt "Hos Josef", fordi man engang havde modtaget et postkort med et motiv af Josef Stalin fra en stamgæst, der havde været på venskabstur til Moskva. I dag er stedet lavet om til et plastic-svejk spisested. 
Man har udviklet en masse robotter i vore dage. Det robotstøvsugere, robotsæler til demente og jeg ved ikke hvad. Det menes, at kunne spare millioner i hjemmeplejen. Her er sidste skud på stammen - en robothusjælp. Den hedder Hubo. Den kan gå, løbe, tale og trykke dig i hånden. Den sydkoreanske professor Junho Oh og hans forskerhold har bygget en menneske-lignende robot, Hubo – en forkortelse for Humanoid Robot - som skal klare mange af de opgaver, som er for besværlige, kedelige eller for farlige for mennesker. I Sydkorea er Hubo blevet genstand for stor national stolthed og den bliver gerne vist frem som bevis på, at landets robotforskere kan måle sig med nabolandet Japan. Hubo fik da også lov til at hilse på statsminister Lars Løkke Rasmussen under hans besøg i Sydkorea i starten af marts – og metalmanden klarede velkomsten på flydende computerdansk. Lars ville lige se om denne her kunne erstatte lønningerne til hjemmehjælpere eller være egnet som ny spin-doktor for forsvarsministeren. Forskerne er i øvrigt ved at grave Thyge op igen - han ligger i Tyn kirken på Stare Mesto Namesti, man vil vide hvad han døde af. Han påstod i øvrigt at han også kunne lave guld, men det blev ikke til meget. Det videnskabelige arbejde overlod han til Johannes Kepler, der knoklede med det i over 10 år i Klementinum. Ja, nogen laver det sjove og andre det grove. |
| Katedralen i Balinek i Polen. Det er maj og nu har vi den helt store konfirmationsdag. I denne forholdsvis lille by møder næsten alle op. Der er næppe plads til alle konfirmanderne og bedsteforældre og fædre og mødre. Derfor står alle rundt omkring hele kirken i en tæt skare. 
| Det hele transmitteres i store højttalere ud til hele pladsen, så alle kan følge med i hvad der foregår derinde. Jeg ville nu gerne have været indenfor og have kunnet tage billeder af konfirmationshandlingen og den såkaldte firmation, hvor konfirmanden får smurt krisam-balsam på knolden så helligånden kan dale ned over de heldige og de kan blive døbt med ånd og ikke vand. De er nemlig katolikker her i Polen og gud nåde og trøste den, der ikke dukker op til denne højtidelighed. Er man man handlende i byen risikerer man lock-out af samfundet. Så alle er her. Det er ikke alle der er her af lyst - det er for mange vedkommendes gruppepres. 
| Vi kigger lidt på begivenheden. Vi kan se at alle er i deres stiveste puds og damerne har fået "boppet" håret. Folk bærer på blomster og gaver. Hver gang der skal bedes - og det skal der et hav af gange - knæler alle herude dybt ned, folder hænderne og sænker hovedet. Hele halløjet tager 3 timer - katolske præster kan messe og ævle så alle går død - da er vi gået. Katolikkerne her i Polen udgør faktisk også et politisk parti - på højrefløjen. 
| Mange gange kom messedrengene ud og tændte op i røgelseskarerne, som de svingede rundt og rundt for at få ilden til at fænge og det hele til at ose. Der ses nogle af dem i gang med at svinge. Det var et pragtfuldt vejr (det var også min fødselsdag) og jeg skal bestemt understrege, at jeg opfattede det lidt som en happening og fest for hele byen. Jeg er sikker på, at alle konfirmerede husker denne festdag resten af deres liv. Det var dog tydeligt, at mange fremmødte bare skulle have det hele overstået. Kropssprog og ansigter lyver ikke. |
ET KORS - ET MINDESMÆRKE - EN HELGEN - ET RYSTENDE MONUMENT FRA SLOVAKIET |
| Et kors i vejkanten i Devin. I 2006 holdt jeg sammen med min viv og nogle gode rejsevenner ferie i Bratislava. Det var et herligt vejr og jeg foreslog da en udflugt til Devin med offentlig bustransport. Der ligger en borg herude, der været ramme om optagelserne af en tåbelig Frankenstein film. Den fik vi nu ikke set ved denne lejlighed, for vi gad simpelthen ikke vandre op på den i varmen. I stedet nød vi det gode vejr og det kolde øl - fik lidt god mad - og gik en tur langs med floderne og så på byen. Det var faktisk bedre end borgen. Pludselig dukkede dette kors op i vejsiden. Det fortæller om tro på Kristus midt i en tragedie. | 
| En lille blomsterbuket på korset i Devin. Hvilken frygtelig tragedie ligger der ikke bag denne lille buket? | 
| Et mindesmærke der taler sit eget tragiske sprog. Vi er i Devin. Her løber floden Donau (Danube - Dunaj) forbi og sender en biflod med navnet Morava ud. Her løber og løb grænsen mellem Østrig og Slovakiet. I Slovakiets kommunistperiode forsøgte mennesker at flygte ud af landet ved at krydse floden på dette smalle sted. Mindesmærket der viser en port til friheden illustrerer at flugten var med livet som indsats. Hovedparten af de flygtende blev skudt ned under flugten. Det bidrager blot til min opfattelse af menneskets vilkår - det bliver en lus mellem neglene på politiske systemer. Den ondskab det er et udtryk for skyldes ikke djævle eller onde ånder - ondskaben er i mennesket selv, man kan ikke skyde skylden på andre end sig selv. I kristendommen myldrer det med djævle og onde ånder som besætter et menneske og driver det til ondt. Det er det rene overtro - der findes ingen djævle eller ånde onder. Alt det onde er menneskeskabt og der findes ikke nogen frister. Det er sig selv man frister. Det kan udmærket være at man er blevet lokket, fristet, manipuleret, forført eller overtalt, men så er det altid af andre mennesker aldrig djævle eller ånder. Hele dette tåbelige tankesæt er kun med til at forvirre os. Jamen men så kan man jo blive ramt af sindssygdom, men derfor er man ikke djævlebesat selv om man kan have en særdeles uhensigtsmæssig adfærd der kan være selvdestruktiv eller livstruende for andre mennesker. Det skal behandles som sygdom og ikke som djævlebesættelse. Det måtte jo også føre til den konklusion at så havde gud, som har skabt alt også have skabt de onde ånder og djævlene. Den er ikke holdbar - vel? Når Jesus uddriver ånder, var dette noget som uhyre mange gjorde på Jesu tid - det myldrede med kloge mænd der kunne helbrede og gøre ting og sager. Det er ikke Jesus der har skrevet disse historier i det nye testamente - der var først en mundtlig overlevering i lige så mange variationer som der var menigheder - først 50 - 200 år efter Jesu død begynder man at skrive noget ned og senere at samordne det. Det har været god "salgsteknik" at fremføre disse egenskaber hos Jesus. 
Mit mening er at det eneste du kan bruge fra de historier er budskabet om næstekærlighedens lov og de eksempler der gives på hvordan den praktiseres. I dag er der menigheder der praktiserer helbredelser og det myldrer med folk (især kvinder) der kan tale med ånder (så rækker de armene ud til siderne og lukker øjnene) og som er synske. Det er rent bedrag og fup. Bliver de kontrolleret kan de intet - absolut intet. Det er aldrig i hele verden lykkedes en synsk at påvise, hvor liget af en myrdet findes eller vise hvor bortførte børn befinder sig. Der findes såkaldte kristne menigheder i dagens Danmark, der efter min mening er direkte skadelige for de mennesker der lader sig lokke af dem og går ind i deres fællesskab. Jeg tør godt sætte navn på 2 af dem: Faderhuset og Evangelist. I udlandet har sådanne menigheder drevet sine medlemmer til kollektivt selvmord eller påført børn og unge psykiske skader for livet. Men det er ikke djævleværk eller onde ånders værk - der er menneskeværk. I den sidste ende er der tale om voksne mennesker, der frit vælger at gå ind i sådanne religiøse sekter, men de børn og unge de tager med har intet valg. | 
| Så har vi ham - som vi ser ham over alt: Skt. Johannes af Nepomuk (sv. Jan Nepomucký). Her smykket med en buket blomster. Vi er i Devin i Slovakiet - her er man katolikker og er vilde med helgendyrkelse. På en togrejse for en del år siden fra Brno til Bratislava delte jeg kupé med en yngre kvinde fra Slovakiet. Hun sad med nogle store bøger og studerede mikro- og nanoprogrammering. Da det er mit fag faldt jeg i snak med hende. Vi havde nogle længere stop på nogle stationer og grænse- og paskontrol i toget - så det var en længere tur. Vi talte om alt mellem himmel og jord. Så fortalte hun lidt om katolikkerne her i landet. "Er det ikke tankevækkende" - sagde hun - "at de unge mennesker - især de unge mænd tager over grænsen til Tjekkiet, når de skal ud at more sig og gerne vil i kontakt med det modsatte køn. Her i landet er man så moraliserende og tager afstand fra sex, at de unge ved, at det er klogt at tage turen, hvis man skal have noget ud af aftenen." - Jeg kunne så fortælle om en vise som vakte forargelse i mit hjemland. Det var Trilles "Øjet" med omkvædet "... ham Gud, han er faneme svær at få smidt ud ...". Så kirken og dens undertrykkelse af sex kender vi og har vi også kendt til hos os. Det paradoksale i det er, at det må være Gud, der har opfundet sex - bare læs legenden om Adam og så den Eva Gud laver til ham for at han ikke skal kede sig ihjel. Der ligger i øvrigt en historisk middelalderborg her i Devin, men det er en helt anden historie. | 
| Man kan sejle fra Wien i Østrig og til Bratislava i Slovakiet - ja, man kan endda sejle helt Budapest - og man kan selvfølgelig også gøre turen i omvendt rækkefølge. Her ser du prisen i 2006 - det er ikke helt billigt - synes jeg. Det er floden Donau - eller Danube på Østrigsk eller på Slovakisk Dunaj eller på Ungarnsk Duna man sejler på - det er den helt store vandtransportvej. Jeg har været i Bratislava adskillige gange og i stort set hele Slovakiet. Det er langt dyrere at holde ferie i Østrig end i Bratislava - så hvorfor ikke vælge Bratislava. Der er ofte mulighed for få meget billige flyvebilletter til Wien og tranporten fra Wiens lufthavn til busterminalen i Bratislava centrum kostede 7 euro for en tur-retur billet med en moderne Euro-bus i 2006. Turen er en oplevelse i sig selv gennem et meget smukt landskab. Der er ganske kort mellem de to hovedstæder og turen gøres på en times tid. Jeg anbefaler at holde ferie her i foråret - maj - starten af juni. Ønsker du at holde storbyferie i Budapest må jeg direkte fraråde månederne slutningen af juni, juli og august - der er fastlandsklima og så varmt, at det gør opholdet ulideligt. Der er også togforbindelse mellem byerne og det er faktisk meget billigt og nemt. Så kan du på en tur også få set Wien. Der er også turistbusforbindelser men det er alt for kostbart. Det er sådan i de tidligere østlande, at man som en tommelfingerregel kan blive transporteret en kilometer for omkring 25-30 øre når det gælder offentlige transportmidler. Det vigtigste transportmiddel i disse lande er de offentlige og de er uhyre billige og effektive. Du skal ikke køre herned i bil - det tager mindst 2 døgn ned og 2 døgn op og koster kassen i forhold til fly. Mine rejsevenner - der havde prøvet bilturen fordi vi skulle have vore Skodabiler med sagde spontant, da vi ankom. Sådan skal det gøres. Tænk at vi står her på hotellet i Bratislava 2½ timer efter, at vi fløj fra Kastrup. Vi betalte Ausria Airlines 1260 kr. for en tur-retur-billet. Det er sådan cirka det som det koster, at få en bil frem og tilbage med færgen. Heldigvis har vi internettet i dag. Det kan bruges til hotel-booking, køb af flybilletter og meget meget mere. Et godt råd: giv aldrig dine kreditkortoplysninger fra dig. Efter internationale hotelregler, skal du ikke forudbetale for et hotelværelse eller betale depositum. Du har ret til at aflyse din reservation 24 timer før du ankommer. Gør du ikke det skal du maksimalt betale for en overnatning, fordi hotellet er forpligtiget til at holde værelset et døgn, hvis du nu skulle blive forsinket - det kan man meget nemt blive. Du har også ret til at afbryde dit hotelophold når det passer dig og du skal kun betale for de overnatninger du har haft. Har du været så tåbelig at give hotellet kreditkortoplysningerne så hæver du blot, hvad der passer dem. Mange hoteller bruger agenter, men prøv af kontakte hotellets reception og spring agenten over. Det er tit muligt at få en langt bedre pris og klækkelige rabatter på længere ophold, især hvis du rejser "ude for feriesæsonerne". Bil kan du leje herned for små penge, men brug dog de offentlige transportmidler. Hvordan med sproget? Kan du et bare nogenlunde rimeligt tysk eller engelsk kan du klare dig. Skal du med de offentlige tranportmidler er der heller ikke nogen problemer, her kan du ikke klare dig med tysk eller engelsk, men du kan sætte dig ind i systemet. Ved de store busterminaler og på banegårdene kan du klare dig med tysk og engelsk, men der jo intet i vejen for at du har en lille blok med og skriver Bratislava-Vienna Vienna-Bratislava x 4 og stikker ind i lugen på banegården. Så skriver de prisen på din lille blok og ofte også hvornår der er afgang fra stationerne, men det kan du se på tavlerne. Lad være med at tage en taxi fra banegårdens holdeplads. Gå væk fra banegården og tag en taxa der. Så betaler du en fjerdedel af prisen for den tur. I Bratislava er der intet der hedder drikkepenge. Du har krav på en specificeret kassebon, når du skal betale. Sådan har bystyret lovgivet om det i Bratislava, for at man ikke skal blive flået som i Prag. Selvfølgelig har du lov at belønne en høflig og beleven tjener med en drikkeskilling, men det er ikke noget man skal. Bliver du alligevel udsat for drikkepengeopkrævning, så nægt at betale og bed om at politiet bliver tilkaldt - så falder de til patten. Husk at jo mere du betaler i drikkepenge, jo mindre betaler restauratøren tjenerne i løn - derfor er drikkepengesystemet sygt og uværdigt. Jeg kender personligt en receptionist på et af byens største hoteller. Han har fortalt at priserne på restauranterne i den gamle bydel er 3 til 4 gange så høje, som uden for den historiske kerne for nøjagtig det samme. Skal du så også bøffes for drikkepenge - så hører alting op. Der er masser af glimrende spisesteder uden for bymidten, man kan i øvrigt køre i Taxi op på bjerget - her ligger en fortrinlig restaurant med udsigt over hele Bratislava - det er lige noget til en hyggelig romantisk aften i byen. Der er sporvogne i Bratislava - brug dem, der er ingen grund til at give sine fodvorter massage. Der er også lufthavn i Bratislava, men det er meget sjældent billige fly til denne lufthavn. Ude ved lufthavnen ligger der en sø. Det er et rigtigt ferieparadis - her kan du i små træhytter. Bade, spille tennis, stå på vandski, sejle i både og nyde livet på et hav af lækre restauranter og udskænkningssteder. Det er et meget børnevenligt sted til en ferie. Der ligger også mange billige hoteller herude. Der er sporvognsforbindelse fra bymidten herud så man kan også tage en dagsudflugt hertil. |
Jeg selv besøger ofte kirker og har gjort det siden min ungdom og har forsøgt at sætte mig ind i tingene hjemmefra. Jeg har i årenes løb samlet mig en hel del bøger om emnet. Det fremgår også af foreningens hjemmesider, at jeg har taget en hel del fotos fra kirkebesøg. Jeg vil ikke fortælle mere om det, men skal blot sige, at du kan låne en masse bøger om emnet på biblioteket - der er hele guide-bøger. Jeg har lagt en guide på vor dokumentside til kirkerne i vort område. Har du aldrig været i Tårnborg kirke så tag i døren, når du kommer forbi - der er næsten altid åbent og gravstederne her fortæller også historie om sognet og dets beboere gennem tiderne. Så har vi også kirken i Vemmelev og Sct. Mikkels i Slagelse, men der er adskilligt flere i vort nærområde. Og så er der lige kirkemusikken og så alle vore salmer. Det allerbedste ved mange landsbykirker er at de ofte ligger højt i området (på kirkebakken) så man ofte også får foræret en herlig udsigt over det omgivende landskab. 
Jana Nepomuckého (Zelená Hora) Žďár nad Sázavou Et engelsk vennepar Peter og Heather blev gift i denne kirke under en Skoda Tour for nogle år siden, som blev henlagt til Devet Skal. Det blev noget af et arrangement må man sige, med taler af borgmesteren og kortegekørsel med veteran Skoda-biler gennem byerne og et uforglemmeligt udendørs arrangement med bryllupsmiddag og kage og gaver til bruden i form af blandt flere modelbiler - og så en der var radiofjernstyret. Bruden skulle absolut køre race med den mellem benene på alle gæsterne. Det var en rigtig god og dejlig dag. Det er både en kirke og et kloster og så er det fredet af UNESCO, som et verdens kulturminde. Dette billede er dog kun fra en modelby, som jeg besøgte under mit lange ophold i Marianske Lazne, mens jeg gik rundt her og genoplevede hele landet, kom minderne om dette bryllup væltende ind over mig da jeg genså kirken. Det kunne kun lade sig gøre, at blive gift her, fordi vore tjekkiske venner kunne få ordnet alle tilladelserne via kontakter til den lokale borgmester. Peter (pensioneret skolelærer) er lidt ældre end mig og jeg lærte parret at kende - dengang var de ikke gift - da han og hans kæreste en nat kom anstigende dødtræt til Vrchlabi efter en meget meget lang køretur - det er nemlig noget af en tur at komme fra England og til det nordøstlige Tjekkiet i et hug, selv om de skiftedes til at køre. Vi var nervøse for dem - for nu var det blevet sent. De skulle gennem bjergene og det var et forfærdeligt vejr med hidsig storm, torden og kraftige regnskyl. Vi vidste Peter fyldte 60 år denne nat og jeg og min viv og en ung pige vi havde med fik stablet et arrangement på benene. Det var jo happy Birthday og så rundt. Så blev vi venner og har været det lige siden. Næste eftermiddag fik Peter stablet et fadølsanlæg på benene i pensionatets have - og så var der øl-gilde. Denne lille historie for at fortælle, hvad en kirke også kan være ramme om. 
Peter og Heather "Coming in on a wing and a prayer ... " Tilbage til oversigt
Jeg har lige holdt jule- og nytårsferie i det jydske og har her i en forrygende snestorm, men også under lidt mildere vintervejr nået at få aflagt besøg i 4 kirker. Her kommer en del billeder og lidt tekst, der viser hvad man kan få ud af et sådanne besøg. Billederne er optaget med et lille beskedent digitalkamera, det giver ikke en en optimal kvalitet. JELLING JELLING -2 STEN - 2 HØJE - 3 MILLIONER GRÆSTØRV - ET LILLE BITTE BÆGER - GORM DEN GAMLE - THYRA DANEBOD - HARALD BLÅTAND, EN KIRKE MED KOPIER AF DANMARKS ÆLDSTE KALKMALERIER OG MEGET ANDET FUT-LI-HUT. 
Her er kort over Jelling kirke med højene. Vi har Sydhøjen nederst i billedet og kirken i midten og Nordhøjen lige nord for. Kirken ligger som alle kirker skal med koret mod øst (hvor solen står op) og indgangen mod vest. De to høje indgår i såkaldt skibssætning. Det var en begravelsesmåde i den hedenske del af vikingetiden (fra ca. 790 til 1086). Her blev prominente vikinger begravet i en stensætning der set ovenfra lignede et skib med stævnen mod syd og bestod af en række kampesten på 1 meter til 1,5 meter i højden eller mere. Den hedenske tanke var den, at så kunne den døde sejle mod syd, hvor solen stod højest på himmelen og hvor Valhal befandt sig. Til venstre i billedet, hvor der står Gormsgade, ligger det nye formidlingscenter "Kongernes Jelling". 
Denne mand - der er leder af det nye formidlingscenter kan på magisk vis få alle skrønerne om Jelling til at gå op i en stor sandhed. Nu har man sammenhængen i det hele påstår han. Ja, man skal høre meget før .... Han er utrolig underholdende at høre og se på De to Jellingesten står placeret lige syd for indgangen til kirken til højre, når man kommer ad stien fra Gormsgade. Den mindste og ældste af stenene har i tidens løb været flyttet rundt i området flere gange. Den store har haft fast placering.op Vikingekongen Gorm skulle have haft en kongeborg her, men der er ikke fundet spor af nogen bebyggelse. Nu var det sådan i vikingetiden, at høvdingen boede sammen med sine mænd og ikke boede for sig selv, så der har ikke været nogen særlig bolig til Gorm. Når han får tilnavnet "den gamle", skyldes det ikke, at han blev gammel, men at han var stamfader til de danske konger. Han blev dog faktisk temmelig gammel. Gorm var gift med Thyra, som kom fra England, mere ved vi ikke om hende. Tilnavnet Danebod går næppe på hende, men på Gorm. Det var Gorm der lod den lille sten hugge til hende. Gorm havde to sønner, den ældste Knud Gormsen omkom i England og menes, at være begravet i et gravkammer under den eksisterende kirke. Gorm skulle være begravet i Sydhøjen, men man har ikke fundet noget af ham her. Nogle mener, at resterne af Gorm senere blev flyttet til gravkammeret under kirken - her lå før den eksisterende kirke mindst 2 trækirker. Problemet er at de skeletrester man har fundet her, er parterede - så det er næppe Gorms jordiske rester, man har fundet, men Knuds - idet liget blev parteret inden hjemsendelsen til Danmark, hvilket var en almindelig fremgangsmåde. Frederik den 7. iværksatte som amatørarkæolog en udgravning af Sydhøjen, men fandt intet. Gorms yngste søn Harald Gormsen med tilnavnet Blåtand (han havde ikke en Blåtand, men gik i en kongelig blåfarvet dragt - blå farve var utrolig kostbar og forbeholdt den øverste, men farven smittede af og også på hans tænder - sådan fortæller museumsdirektøren Hans Ole os, men det mest sandsynlige er at ikke hed Blåtand men Gammel nordisk: Haraldr Blátönn; Norsk: Harald Blåtann; Svensk: Harald Blåtand og en tan er noget ganske andet end en tand) var søn af Gorm den Gamle og Thyra Danebod og konge i Danmark formentlig fra 940-erne – til 986. Hans fødeår kendes ikke.) fik en engelsk (snarere irsk stenhugger. hvilket stilen på stenen tydeligt viser) til at hugge den store sten, den har 3 sider - en side med indskrift og 2 frontsider den ene med Juda Løve omslynget af en slange og den anden med den genopstandne Kristus omslynget af Livstræet. Der er på billedsiderne senere tilføjet indskrifter om Haralds bedrifter - at han vandt al Norge og Danmark og Kristnede danskerne. Det er vilde overdrivelser. Han blev anerkendt som konge af den tyske Kejser og Ærkebips og accepterede katolsk kirkelig overhøjhed for den vestlige del af Danmark eller måske kun den sydlige del af Jylland. Harald Gormsen erklærede at han var kristen og lod sig døbe og har sikkert tvunget sin vikingebande til det samme, men det gjorde ikke danerne kristne en del var det i forvejen, men de fleste forsatte med deres såkaldte hedenskab, erklæringen er snarere realpolitisk og viser overgangen fra Anglesaksisk kristendom til katolsk kristendom. Vi havde allerede bisper i Hedeby (Slesvig by) og i Ribe (Ansgar) tidligere, men de betjente alene købmand fra tyskland og europa - ikke danskere. Om Haralds fader Gorm, eller Vurm, fortæller kong Sven Estridsen (Haralds barnebarns barn) til Adam af Bremen, at han var
"om jeg må sige, en overordentlig farlig orm og ikke så lidt fjendtlig indstillet over for de kristne. Han stræbte efter fuldstændigt at udslette kristenheden blandt danerne og fordrive præsterne fra sit land. Han lod adskillige af dem dræbe under tortur." .
Modsat sin fader var Harald den Gode velvilligt indstillet over for de kristne. I året 948, under den tyske kejser Otto 1.s tid 936-973, viede ærkebiskop Adaldag af Hamburg/Bremen tre biskopper til at virke i Danmark. Dette år må Harald rimeligvis have regeret, idet det næppe er tænkeligt at dette kunne ske under Gorm med dennes hadske indstilling til de kristne. I Slesvig indsattes biskop Hored, i Ribe Liafdag og i Århus Reginbrand. At Harald Blåtand kan have regeret allerede i 940-erne støttes af oplysninger fra Sven Estridsen: Ved sin død var Harald ”alderstegen og kropsligt svag” og skal have regeret i 50 år. Tallet er næppe korrekt, men viser blot en meget lang regeringstid. Da Harald dør 986, kan hans regenttid være begyndt omkring 940. Sikkert vides, at Harald var konge i 954, da den landsforviste norske konge Erik Blodøkse dør i England og hans hustru Gunhild med sine sønner får ophold hos Harald, der opdrog Eriks og Gundhilds søn Harald Gråfeld som sit fosterbarn; muligvis har Gorm og Harald været samregenter. Børn:
Sven Tveskæg, senere dansk konge
Håkon, som herskede i Semland
Tyra, som først blev gift med sveakongen Styrbjørn, siden med den norske kong Olav Tryggvasson
Gunhild, som blev gift i England.
Sønnen Hiring omtales også af Adam af Bremen[5], som oplyser, at Harald sendte ham til England med en hær, men at han blev mydet der.
Harald Blåtand bliver kristen 
Her ser vi Harald blive døbt i et tønde. Det er Poppo der døber ham efter at Harald er blevet omvendt ved at Poppo har båret jernbyrd for at vise hviken kraft og saft der er i Kristus. Det er en god historie, men det rene sagn. Der er ingen der kan bære hvidglødende jern i hænderne uden at brænde nallerne. Det gik også af mode det der med jernbyrden. Ifølge Adam af Bremen skal den tyske kong Otto havde foretaget et togt op i Jylland og ved et efterfølgende slag med kong Harald have vundet over denne og tvunget Harald til at indføre kristendommen hos danerne: "Harald selv modtog straks efter dåben sammen med sin hustru Gunhild og deres lille søn, som vor konge stod fadder til og døbte Svein Otto. Ved samme lejlighed blev den del af danernes land, som ligger på denne side af havet og af den lokale befolkning selv kaldes Judland, opdelt i tre bispedømmer og lagt ind under bispesædet i Hammaburg." Samme oplyser imidlertid i skolion 20: "I det Herrens år 966 omvendte en mand ved navn Poppo danerne til troen. Han bar i overværelse af vidner et stykke hvidglødende jern, der havde form af en handske, uden at blive skadet. Kong Harald, som så dette, opgav sin afgudsdyrkelse og lod sig med hele sit folk omvende til den sande gudsdyrkelse. Poppo blev forfremmet til biskop."
Runestensteksten, som Tove gjorde, giver en yderst værdifuld brik til belysning af den politiske situation i Danmark i midten af 900-talet. Giftermål handlede nemlig om politik. Adskillige af tidens nordiske konger hentede deres brud fra det vendiske område syd for Østersøen. Området var delt mellem flere stammer. Fra Kiel til Warnovfloden, som munder ud ved Rostock, lå obodriternes land. Området strakte sig sydpå langs Elben. Vigtige centralpladser var Alt-Lübeck, Oldenburg, Plön, Scharstorf og Ratzeburg. Fra floden Warnow mod sydæst til floden Mildenitz herskede Warnavi, som var i nære relationer til obodriterne, ligeledes Linones langs grænsefloden Elben samt stammen Drewani i området ved Hannover. Øst for obodriterna boede Liutizierna, som med sina fire stammer herskede over området fra Warnow østpå til floden Oder. På øen Rügen var Ranernas hjemland.
I 960-erne skete en mærkbar kristningsproces i slavernes område. Haralds svigerfar Mistivoj havde år 967 sikret den obodritiska overhøjhed over stammen Wagierna i øst. Året efter grundlagdes biskopsstiftet i Oldenburg. Mistivoj antog selv den kristne tro, hvilken han synes at have holdt fast ved resten af sit liv. Han døde i klostret Bardowiek og han havde nære kontakter med biskopperne i Oldenburg, af hvilke den første var Egward. For Adam berettede Sven Estridsen, at under denne tid råede uafbrudt fred mellem obodriterne og Otto 1., og at slaverne var skatteskyldige til den tyske kejser.
I 973 deltager Harald som tributpligtig i rigsdagen i Quedlinburg under Otto den Store.
Den store Jellingesten Haralds giftermål med Tofa kan være sket netop i 960-erne. År 974 omtales hans søn Sven som et lille barn. Rimeligvis var Harald allerede ved ægteskabets indgåelse kristen med tanke på både hans svigerfars trosinstilling og dennes fyrstemagt. I vinteren 958-959 opførte Harald den enorme nordhøj i Jellinge for i dettes trægravkammar formentlig at begrave sin far eller sin mor. Denne hedenske begravelsesskik var givetvis ikke anvendt, hvis kongen da var døbt. Nogle år senere, lige efter året 963, lod han opkaste den sydlige storhøj i Jelling. Dette arbejde innebar en forhøjning af en allerede eksisterende høj. Disse årstal er vigtige, efter som de angiver en tidsgrænse bagud for Haralds dåb. Den store runesten og kirken, der begge står mellem de to gravhøje i Jellinge, representerer derimod kong Harald som kristen. Runestenens berømte tekst lyder: Haraltr kunukr bath kaurua kubl thausi aft kurm fathur sin auk aft thaurui muthur sina. sa haraltr ias sar uan tanmaurk ala auk nuruiak auk tani karthi kristna.
På nudansk og med moderne ordstilling kan den gengives som følger: "Harald konge bød gøre dødeminde dette efter Gorm sin fader og efter Thorvi (Thyre) sin moder, den Harald som (for) sig vandt Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne." Politik
Harald ønskede således at blive husket for tre ting:
at have sikret sig herredømmet over hele Danmark,
at have sikret sig herredømmet over Norge,
at have gjort danerne kristne.
Det er en kendsgerning, at den skrift på stenen der giver udtryk for dette er en senere tilføjelse på stenen. Det kan simpelthen konstateres ved at se på stenen. Tilføjelserne er anbragt under billedmotiverne på en tilføjet linje og teksten er i øvrigt delt op på en ikke særlig sammenhængende måde. Det er en vigtig oplysning. Flere mener at denne tekstfilføjelse er kommet på efter Haralds død.
Herredømmet over hele Danmark
Et samlet dansk rige har eksisteret i det mindste fra begyndelsen af 800-tallet. Ifølge de frankiske rigsannaler gennemførte en dansk konge, Gudfred, i 804 i Sliesthorp forhandlinger med Karl den Store. 808 berettes om Gudfreds angreb på slaviske områder og ødelæggelsen af handelspladsen Reric. Efter at Gudfred i 810 var blevet dræbt, sluttede kejseren frem med Gudfreds brodersøn og efterfølger kong Hemming, og året efter (i 811) bekræftedes freden ved et møde ved Ejderen, hvor 12 navngivne stormænd fra hver side besvor freden, deriblandt Osfrid de Sconaowe, det vil sige "Asfred af Skåne" - hvilket må tages som vidnedsbyrd om det danske riges udstrækning fra Sønderjylland mod sydvest til Skåne mod øst. At dette rige endnu eksisterede i slutningen af 800-tallet er bevidnet ved to rejseberetninger ved nordmanden Ottar og angelsachseren Wulfstan, samlet omkring 900 af kong Alfred af Wessex som tillæg til en oversættelse til angelsachsisk af Orosius verdenshistorie fra 5. århundrede.
I første trediedel af 900-tallet er denne rigsenhed imidlertid blevet opløst: Adam af Bremen kan med Sven Estridsen som kilde oplyse om et særligt rige skabt ved den svenske kong Olavs erobring af Hedeby, senere styret af sønnerne Chnob og Gurd. Videre: "Efter Olaph, sveonernes første mand..., som regerede over danerne sammen med sine sønner, indtog Sigerich hans plads. Han havde ikke regeret længe, før kong Sveins søn, Hardegon, som kom fra nordmannernes land, frarøvede ham tronen. Det er uklart, om disse mange danerkonger eller rettere tyranner herskede samtidig, eller om de levede kort tid efter hinanden." Dette svenske Hedeby-styre er bevidnet ved to runesten rejst af Gnupas hustru Asfrid over sønnen, kong Sigtryg:
Haddeby-sten 2 oplyser med svenske runer: "Asfrid gjorde dette dødeminde efter Sigtryg, hendes og Gnupas søn" og
Haddeby-sten 4 med danske runer: "Asfrid Odinkarsdatter gjorde dette dødeminde efter kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn. Gorm ristede runerne."
Endvidere oplyser Widukind i sin Saxerkrønike fra omkring 970, at Henrik 1. af Tyskland i 934 drog med en hær mod danerne, gjorde dem skatskyldige, og tvang deres konge Chnuba til at lade sig døbe." Der kan derfor ikke være tvivl om, at på dette tidspunkt - hvor Gorm var konge i Jelling - fandtes et lille særrige i Hedeby med et svensk dynasti, først underkuet af den tyske hersker, siden fordrevet helt fra magten.
Forholdene i Hedeby-området de næste tiår er ukendte, men ifølge Adam af Bremen skal Hedeby omkring 974 være blevet erobret af kejser Otto 2., men i 982 indtog danerne den borg, Otto havde ladet opføre i grænselandet, og senere - sammen med obodriternes fyste Mistivoj afbrændte de Hamborg.[17] Tilsvarende oplyser tyske annaler, at Harald i 973 havde foretaget et angreb hinsides Elben, men blev tvunget til at slutte fred, yde en afgift og stille sin søn som gidsel, mens Thietmar af Merseburg for året 974 oplyser, at Otto 2. havde besejret "de oprørske danskere" ved at gennembryde den sachsiske grænsevold og opføre en ny, fremskud grænseborg (dette bekræftes af det norrøne skjaldekvad, Vellekla), dog med tilføjelsen, at borgen blev generobret i 983 efter Ottos død.
To runesten bevidner sandsynligvis den danske generobring:
Haddeby-sten 1: "Kong Sven satte sten efter sin hirdmand Skarde, som var draget vestpå, men nu fandt døden ved Hedeby" og
Haddeby-sten 3: "Thorulv, Svens hirdmand, rejste denne sten efter sin fælle Erik, som fandt døden, da "drenge" belejrede Hedeby; men han var styresmand, en såre god "dreng"."
At Sven i begge tilfælde er Sven Tveskæg synes sikkert, at han har anført hirden tør udledes af teksterne, og når han på den ene sten omtales som konge, må han enten have været medkonge - eller stenen er rejst senere (da Sven var blevet konge).
Om Haralds ord henviser til en tidligere generobring af Hedeby-området eller først til begivenhederne i 983 er uklart, men der er ikke overlevet oplysninger om andre steder inden for riget, der i Haralds tid har været adskilt fra dette[20]. At Harald fortsat var konge sandsynliggøres af samarbejdet med svigerfaderen om afbrændingen af Hamborg.
Herredømmet i Norge
Harald's kongerige (rødt) og hans vasaller og allierede (lilla), som beskrevet i Heimskringla, Knytlinga Saga og andre middelalderlige kilderAdam af Bremen oplyser om Haralds magt i Norge: "I Norwegien var Hakkon hersker, indtil nortmannerne fordrev ham, fordi han opførte sig ret så overmodigt. Harald fik ham genindsat med magt og gjorde ham velvilligt indstillet over for Kristi tilhængere... Da Hakkon havde regeret i 35 år, afgik han ved døden. Som sin arving til tronen efterlod han Hartild, der samtidig regerede over danerne og normannerne."
I Norge havde en tid Erik Blodøkse hersket. Han blev tvunget i landflygtighed med sin hustru Gunhild og sine mange sønner. Efter, at Erik var død i England, kom resten af familien til Harald Blåtand og blev der vel modtagne. En af sønnerne, Harald Gråfeld, skal være blevet antaget af kong Harald til sin fostersøn. Omkring år 960 tog Eriksønnerne magten i Norge. Hakon jarl sad på denne tid som hersker i Trondheim, men han fordrevs snart af Eriksønnerne. Hakon blev trots dette vel modtaget af Harald i Danmark, som formentlig havde sine interesser i specielt Viken-området, det vil sige omkring Oslofjorden, og så disse truede af de stadigt mægtigere Eriksønner. Gennem list myrdedes Harald Gråfeld. Snorre Sturlason beretter, at kung Harald så samlede 600 skibe og sejlede til Norge med Hakon jarl. Hakon fik landet, Eriksønnerne måtte flygte til Orkneyøerne og Harald sejlede derefter hjem. Dette skal være sket omkring år 970, og det er sandsynligvis dette overherredømme, Jellingstenen henviser til.
Byggerier og anlæg
En række byggerier og anlæg af betydeligt omfang fandt sted i Haralds regeringstid og tillægges efter deres omfang eller art kongen:
Jellinghøjene og den store Jellingsten,
Kirkebyggerier i Jelling og Roskilde,
Danevirkes hovedvolds fornyelse,
Kovirke,
Trelleborgene,
Ravningbroen.
Den store vold omkring vikingefæstningen Aros
Tilsammen vidner de om Haralds foretagsomhed.
Jellinghøjene og den store Jellingsten
De to store jordhøje i Jelling på hver sin side af kirken er opførte med korte mellemrum. De to høje har sandsynligvis været under opførelse på samme tid. Det er sandsynligt, at de to høje er rejst hen over et ældre, hedensk gravminde (enten en skibssætning eller et vi) og nøjagtig i dettes akse, ligesom den store runesten står midt mellem højene.
Nordhøjen, der tillige rummer et gravkammer, er påbegyndt omkring 960.
Sydhøjen er påbegyndt omkring 964. For Sydhøjens vedkommende ser det ud til, at byggeriet er sket med et par afbrydelser undervejs. Der har sandsynligvis stået en mindre, aflang træbygning på toppen, men dennes nærmere karakter og tidsfæstelse er uklar.
Den store Jellingsten meddeler at mindesmærket var opført af Harald over sin fader og sin moder. Det menes, at de to høje er sat til minde over hver af forældrene, selvom der kun er fundet et gravkammer i den ene. Den hædrende omtale af Harald er muligvis en tilføjelse til den oprindelige tekst.
Haralds kirker
Under stenkirken i Jelling er fundet spor efter tre trækirker, hvoraf den ældste menes opført af Harald.
Adam af Bremen oplyser, at Harald efter sin død blev ført til Treenighedskirken i Roskilde, som han havde ladet opføre.
Under Krypten i Vor Frue Kirke i Århus, ligger Danmarks første Domkirke i sten, der opførtes under Harald Blåtand(ca. 950), og denne er ofte benævnt som Treenighedskirken. Harald Blåtand regerede med hovedsæde i Østjylland og med Sjælland som en ubetydelig provins. At Adam skulle have ment Roskilde i stedet for Århus, virker således næppe sansynligt.
Danevirkes hovedvolds fornyelse
Det ældste Danevirke stammer fra 700-tallet og en ombygning fandt sted allerede i begyndelsen af 800-tallet. Omkring 968 er Hovedvolden (fraset dennes nordligste del, Nordvolden kaldet) blevet udsat for en omfattende ombygning. Ligeledes opførtes på samme tid Forbindelsesvolden fra Hovedvolden til den ringvold, der fandtes omkring Hedeby.
Kovirke
Kovirke ligger syd for Hovedvolden og Forbindelsesvolden. Kovirkes snorlige forløb løber fra de fugtige enge omkring Rejde Å mod vest til Selk Nor ved Slien mod øst. Ved dette anlæg har man opnået en bedre forsvarsmæssig udnyttelse af de landskabelige forhold ved et langt kortere voldanlæg end Hovedvolden og Forbindelsesvolden tilsammen; til gengæld mister disse enhver betydning - Kovirke udgør en fremskudt fæstning. Kovirke er ikke sikkert dateret men menes efter sin karakter at være opført efter genvindelsen af grænselandet i 983. I så fald kunne forklaringen på den fremskudte placering være, at eftersom Hovedvolden og Forbindelsesvolden ikke havde kunnet modstå Otto den Stores angreb i 974, er disse forsvarsværker så at sige blevet kasseret til fordel for et helt nyt og bedre udformet anlæg.
Trelleborgene
Trelleborgene er navnene på 4 træbyggede borge opført rundt om i det danske rige omkring 980-981. Hertil regnes:
Trelleborg ved Slagelse på Sjælland,
Nonnebakken i Odense på Fyn,
Fyrkat ved Hobro i Østjylland,
Aggersborg ved Limfjorden,
Til gruppen skal muligvis også regnes et anlæg i Borgeby, Skåne, der fremviser nogle overensstemmende karakteristika. En endelig bestemmelse af dette må dog afvente flere arkæologiske undersøgelser. Også andre anlæg kan have forekommet.
Fælles for de danske anlæg er deres geometriske konstruktion: det er cirkelborge, med volde og V-formet voldgrav foran. De indre borgpladser er indelt i kvarterer bestående af 4 krumhuse omkring en lukket plads (for Aggersborgs vedkommende i tredobbel udgave, for det sjællandske Trelleborgs vedkommende med en ydre husrække langs et ydre voldanlæg). Om formålet med disse anlæg har der været delte meninger: man har anset dem for militærkaserner for forberedelse af angrebene på England, eller som borge til undertvingelse af de stedlige befolkninger ved Danmarks samling eller som forsvarsanlæg mod fjendtlige angreb på rigets ulige del fra en ydre fjende. Skønt disse forklaringer ikke udelukker hinanden, svækkes den første ved fravær af vidnedsbyrd om engelske forbindelser og ved borgenes forsvarsmæssige karakter, den anden af manglende begrundelse for en sådan rigssamling hvis Hedeby-området (hvor en sådan borg ikke er fundet) var den eneste del af landet, der påviseligt var adskilt fra rigsfællesskabet i perioder, hvortil kommer påvisningen af en handelsplads ved sjællandske Trelleborg, hvilket ikke virker sandsynligt for en tvangsborg. Derimod synes det rimeligt, at kong Harald efter Otto den Stores hærtog op i Jylland i 974 måtte have fundet det fornødent at lade opføre en række regionale forsvarsanlæg, der kunne modstå et første angreb indtil hjælp fra de andre borge måtte komme til undsætning. At Aggersborg er større end de andre trelleborge kunne skyldes nærheden til Norge, der jo lød under Harald.
De brandspor, der er fundet ved Fyrkat og Trelleborg på Sjælland, skal måske ses i forbindelse med Haralds afsættelse som konge (se nedenfor).
Broen ved Ravning
En 700 meter lang træbro Ravningbroen over Vejleådalen ved landsbyen Ravning omkring 10 km syd for Jelling er dateret til 979, men muligvis lidt yngre. Broen er således fra samme tid som flere andre store anlæg tilskrevet kong Harald, og også broen er med sin størrelse med et præg, der gør det nærliggende, at Harald har bygget den. Det er muligt, at broen har spillet en rolle i en samlet forsvarsplanlægning i sammenhæng med trelleborgene.
Haralds endeligt
Harald blev i sin alderdom afsat som konge. Saxo fortæller om årsagen til Haralds afsættelse som konge: "Siden udbød Harald hele rigets flåde for ikke at være dårligt rustet til et kæmpeværk, han havde for. Han befalede, at folk og fæ med forenede kræfter skulle slæbe en vældig stor sten fra stranden, hvor den lå ovre i Jylland, op til hans mors gravhøj, hvor han ville rejse den som mindesmærke". Denne opgave brød flådens høvedsmænd sig ikke om, og fik sønnen Sven - der var blandt dem - ophidset mod faderen. Kongen havde kun haft tanke for stenflytningen, men efter at være blevet underrettet af et medlem fra flådemandskabet "angrede kongen, at han havde spændt folk i åget som andet fæ, for i det samme, han opgav at slæbe stenen videre og bad mandskabet lade den ligge og i stedet gribe til våben, fik han folkenes stivsind og trods at føle. Hæren harmedes over den hån, han havde vist den ved at sætte den til sådan hæderløs syssel og vægrede sig nu ved at gribe til våben for ham, der havde lagt dem under åget."
Om Haralds sidste levetid og død beretter Adam af Bremen, at der opstod uro blandt de kristne danskere, da "Svein Otto, den store danerkonge Harolds søn, forsøgte først flere anslag mod sin fader og planlagde dernæst sammen med dem, som denne havde tvunget til at antage kristendommen, at afsætte den nu aldrende og svagelige konge. Pludselig indgår da danerne en sammensværgelse, afsværger deres kristne tro, indsætter Svein som konge og erklærer Harold krig.... I denne ulykkelige krig, der var værre end en borgerkrig, led Harold og hans folk nederlag. Han selv flygtede såret fra slagmarken, gik om bord i et skib, og undslag til slavernes by Jumne. Her tog man mod forventning - befolkningen var jo hedninge - gæstfrit imod ham. Han var imidlertid svækket af sine sår, og få dage efter afgik han ved døden bekendende sig til Kristus. Hans lig blev af hæren transporteret til hans hjemstavn, hvor det blev begravet i Roscald by i den kirke, som han selv havde ladet opføre til ære for den hellige Treenighed."
Sammenstillet giver de to beretninger en rimelig forklaring på oprøret mod Harald: flytningen af tunge sten (som den store Jellingsten) og misbrug af hæren til byggeopgaver - måske parret med, at sønnen Sven var leder af hirden - har skabt en situation, hvor et oprør mod kong Harald havde let ved at finde sin leder i kongesønnen. At tiden fra oprørets udbrud til kongens død var meget kort, lader Adam af Bremens fremstilling ikke tvivl om; sandsynligvis skete det i 986. Hvis det er rigtigt, at Haralds selvbesmykkelse på den store Jellingsten er en senere tilføjelse til den oprindelige, forældrehædrende, tekst[40], og hvis denne er sket efter 983, kunne begivenhedsforløbet i hovedtræk være dette: på sine ældre dage og efter genvindelsen af Hedeby-området har Harald gjort sine tilføjelser og besmykket den gamle mindesten med billeder. Det har været for meget for hirden, som i sin tid slæbte stenen til Jelling og havde dette i bitter erindring og måske også bevidstheden om, at det var Sven, der som hirdfører og medkonge på sin faders vegne havde genvundet Hedeby. Et oprør er brudt ud, man har valgt kongesønnen og hirdens fører Sven som sin leder, det er kommet til slag mellem fader og søn (måske har Harald i første omgang søgt tilflugt på sine trelleborge, hvilket kunne forklare brandspor ved Fyrkat og Trelleborg), Harald led nederlag, blev såret og flygtede til Jumne, hvor han døde af sine sår.
Tilnavnet "Blåtand"
Det er efter Harald Blåtand, at man har opkaldt den nye trådløse Bluetooth-teknologi.
Vikingerne var fuldt ud bekendt med kristendommen fra deres togter til Byzans og Kiev og ned langs Rhinen og både Irland og Englad var kristnet. Her lod de sig ofte for at undgå bøvl omvende pro-forma til kristendommen - en såkaldt primdåb. Vel hjemme dyrkede de Odin og især Thor. Der var mere saft og kraft i Tor end i liget af den døde Jesus hængende på et trækors. Tilbage til oversigt ER DANSKERNE KRISTNE? Selv om vi i Danmark har kendt kristendommen i over 1.000 år og har haft den som statsreligion og stadig har den - er det stort set umuligt at finde en eneste sand kristen. Jesus budskab - som er det eneste væsentlige i kristendommen om, at vi skal elske vor næste som os selv, har aldrig givet sig synlige tegn. Jo, vi elsker godt nok dem vi kan lide, men ikke vore fjender og dem vi ikke kan lide. Jesus uddybede dette budskab i flere lignelser. En af de bedste er den der handler om den barmhjertige samaritaner. En samaritaner (en fra området samarien) blev på den tid hvor Jesus levede betragtet som noget af det værste - en sand fjende og alligevel er det ham, der udviser sand næstekærlighed og tager sig af en fremmed, som er hans fjende. Der er også lignelsen om den unge rige mand - som gerne vil være fuldkommen. Han har holdt buddene mener han selv - nu er alle buddene faktisk indeholdt i næstekærlighedsbuddet - så man behøver ikke de ti bud. (Du kan prøve at læse Martin Luthers: "Den store katekismus", heri uddyber han og forklarer hvad, der skal forstås ved hvert af de ti bud. Især gennemgangen af buddet - du må ikke stjæle, og hvad der forstås ved at stjæle ville det være vældigt opbyggeligt, at høre fra en dansk prædikestol. Den danske folkekirke har ikke dette helt centrale skriftstykke med i sine bekendelsesskrifter - selv om den danske folkekirke er evangelisk-luthersk. En sådan tekst ville være sprængstof under et samfund, hvor det er de besiddende, der har magten og hvordan de har fået den og kan bevare den). Her er et link til den - den er oversat til dansk og retskrivningen er moderniseret - prøv at se på lidt på det syvende bud. Bare klik på linket. Det der med, at reglerne ikke gælder for øvrigheden er Luthers egen private opfindelse. Det er rent bedrag - sådan har Jesus aldrig sagt det. Fordi Hitler havde befalet, at man gerne måtte slå jøderne ihjel - gjorde ikke morderne skyldfri. Når danske jagerfly bombede i Baghdad og Afghanistan blev piloterne ikke skyldfri. Når U.S.A. smed atombomber over Nagasaki og Hiroshima blev piloterne ikke skyldfri (de fik nu også alle svære samvittighedskvaler senere og det gjorde de, der havde opfundet bomben også). Magthaverne elskede Luthers udlægning og derfor blev Lutherdommen så populær blandt magthavere og overklasse, som jo var øvrighed. Der mangler bare et for den unge rige mand for at han kan blive fuldkommen; og det er at han sælger alt hvad han har og giver det til de fattige og så følger med Jesus. Den unge mand drager fortvivlet bort - hans kærlighed til penge er større end hans kærlighed til sin næste. Nu er det også sådan i Jesus optik, at hvis man er kommet til penge og rigdom så er årsagen næsten altid den, at man ikke har vist sin næste kærlighed, men har udnyttet ham og bedraget ham til egen fordel. Det er derfor Jesus siger, at det lige så svært for en rig at komme i paradis, som for en kamel at komme gennem et nåleøje. 
Når vi i dag ser på verden omkring os og på vore medmennesker og kritisk på os selv - så er det svært at få øje på næstekærligheden. Derfor min påstand om, at vi ikke er kristne, men hyklere der bilder os ind, at vi er det. Jesus siger også, at vi skal elske vore fjender og hvis nogen slår os på den ene kind skal vi vende den anden til. Han siger også, at den der griber til sværd skal omkomme ved sværd. Jeg har aldrig kunnet begribe, hvad vi skulle med feltpræster, når de ikke fortalte, hvad Jesus havde lært os, om hvordan vi skulle behandle vore fjender. Jeg har set danske præster velsigne jagerfly. Jeg har aldrig hørt, at de har fortalt soldaterne, at de ikke må slå ihjel. Vi hører tit den tid vi lever i beskrevet med et ord. It-alderen eksempelvis. Jeg har også et bud på den tid vi lever i lige nu her i landet: EGOISTSAMFUNDET. For det første er der den vigtige forskel mellem lov og moral, at loven er kodificeret, men det er moral ikke. I et pluralistisk samfund som det danske er vi ikke enige om, hvad der er moral og umoral. Der var engang, hvor vi havde en form for konsensusmoral. Den bestod i det man kunne kalde de gamle borgerdyder: beskedenhed, hensyn, venlighed, sparsommelighed, flid, almindelig anstændighed. Generationer af mødre prøvede at indprente deres børn disse dyder: Du skal ikke tage det største stykke af kagen. Du må ikke hive Heidi i fletningerne - hvad ville du selv sige til at blive hevet i håret. Rejs dig op i toget for gamle og syge og gravide. Du skal gøre plads for andre. Vi skal alle sammen være her. Efter turbokapitalismens sejrsgang er de gamle dyder skubbet til side til fordel for en ny umoral, præget af grådighed og hjerteløshed: mig, mig, mig. Jeg gør, hvad der passer mig. Frem i forreste række. Lad ulvene tage de bageste. Køb til kontokortet gløder. Forbrug, til du styrter, om så kloden bliver ubeboelig. Efter mig syndfloden. Jeg vil have det hele og mere til. Jeg kan ikke få nok. Markedet skal bestemme alt, og statens rolle bliver at "lede offentlige penge over i private hænder". "Skal jeg være ven med dig må du give noget til gengæld - noget for noget, hvis venskab skal holdes". Det er ny næstekærlighedens markedsøkonomi. Den moral bliver vi ikke enige om. Vi bliver heller ikke enige om, at verden skal deles op i ondskabens imperium og de evigt gode, nemlig os. Jeg tror ikke på en verden delt op i sort og hvidt. Det er en slag moderne boksekamp - nu handler det ikke om djævle og engle. Det er den gode bokser i det blå ringhjørne, og truslen er den aggressive bokser i det røde ringhjørne. Sådan er verden ikke - heldigvis. Der er mange farver på paletten, og der findes mange nuancer af gråt. Hvis man ser verden uden nuancer, er Stalin, Gorbatjov, Oluf Palme og Mandela ét fedt - de er alle sammen røde og derrfor onde. I det blå ringhjørne er de alle sammen gode - Pinochet, Somoza og shahen side om side med Kennedy og Per Stig Møller. Den kristendom der skrives om på Jellingestenen var ikke nogen forandring til det bedre. Kun langsomt var den inderste åndelige kerne i kristendommen begyndt at spire og kun langsomt kom den i vækst. Det varede længe - om nogensinde - at man kunne anerkende det kristne bud om, at den enkelte skal elske sit medmenneske, sin næste som sig selv. Mere overbevisende virkede det, når en kristen lærer løskøbte en træl. 
Den kristne kirke krævede imidlertid også - og det gør den stadigvæk - at mennesket skulle tøjle sine medfødte tilbøjeligheder - sin medfødte natur og specielt sin seksualdrift. Men at fremme frugtbarheden havde ikke tidligere været overtrædelse af gudernes bud - tværtimod. De gamle guder havde været meget menneskelige på dette punkt. Nu trængte efterhånden det tyske ord synd ind i den danske forestillingsverden. I hvert fald stod man dog helt uforstående overfor det krav, som kirken stillede til sine egne, til guds tjenere, at de skulle leve i ugift stand, i cølibat. Adam af Bremen (ærkebiskoppen) skrev, at danskerne havde mange laster, hvoraf de værste var frådseri og udsvævelser med kvinder, ja, selv kongen holdt sig "friller", elskerinder. I løbet af 1100-årenes mægtige brydningstid sejrer kristendommen, ikke alene som officiel religion, men også ved at trænge dybere og dybere ind i menneskenes sind. Men samtidig hermed blev menneske også gennemtrængt af angst til deres inderste marv, angst for døden, for synden, for det onde, for kirkens og præsternes magt. Og kirken rådede over et vældigt magtmiddel. Den kunne vise sin vrede overfor den, som forbrød sig mod kirkens bud ved at lyse ham i band. Han måtte da ikke deltage i gudstjenesten og ikke på nogen måde få del i de hellige handlinger. Også angsten for denne udelukkelse sad dybt. 
Der var rigtig god økonomi i at true de naive mennesker med helvedes pinsler. Den katolske kirke drev en handel med afladsbreve. "Når pengene i kassen klinger - straks sjælen ud af skærsilden springer" var det reklameslogan man fremmede omsætningen med på markedet. Det var ikke et frit marked. Det var et monopol. Det er ligesom moderne neoliberal markedsøkonomi. De indkomne indtægter finansierede hele den katolske kirkes hellige ledelse og pavekirken i Rom. Der blev givet gode mellemhandleravancer. Der blev også fremstillet billeder, der viste at de riste man lå på i skærsilden hældte og at man ved at købe aflad kunne få en plads på en de knap så hede pladser. Folk troede faktisk på det her ellers havde de ikke betalt! 
AFLADSBREV - (bemærk henvisningen til Paulus i øverste linje - det er ham der opfinder helvede - ikke Jesus. Pavestolen har også haft et sted hvor alle småbørn der ikke var døbte røg hen - stedet hed LIMBO - det blev afskaffet af paven i 2007, men ikke af vor Folkekirke) 
Sådan ser et afladsbrev ud. Print brevet ud og send mig 10.000,- kr. med posten, så vil du automatisk få tilgivelse for alle dine synder. Du kan også få dit udøbte døde barn ud af Limbo - det koster kun 5.000 kr.
Afladsbrevet virker først, når jeg har modtaget pengene.
I vore dage er den katolske kirke en af de største aktører i den internationale kapitalisme og ejer eller hovedaktionær i nogle af verdens største multinationale virksomheder og støtter derfor af egennytte den politiske reaktionære højrefløj. Billedet her skal fremme omsætningen af afladsbreve. Hele kirken har sin egen stat, som den fik etableret ved at indgå politisk samarbejde med facistlederen Il Duce - Mussolini. Du kan læse mere om den katolske kirke ved at klikke på linket her: http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=97 http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=399 http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=480 Det kunne ikke være synd imod Guds bud, at en mand og en kvinde elskede hinanden. Kvinden havde haft en temmelig fri stilling. Hun havde lov til selv at vælge sin ægtefælle. Hun kunne få skilsmisse hvis hun ville have det. Og den dygtige husfrue havde den vigtige opgave at stå for alt i huset, for hele husholdningen. De kvinder der drev "utugt" solgte deres krop til mænds tilfredsstillelse, blev solgt som trælle. Mand og kvinde stiftede deres deres ægteskab gennem en trolovelse, et tilsagn til hinanden. Det var deres gensidige ja-ord der var den endelige besegling af deres forbindelse. Manden kunne godt have andre kvinder. Han holdt sig en eller flere slegfrede, og de børn han fik med disse andre kvinder fik arveret efter ham, hvis han førte dem frem på tinget og vedkendte sig dem. Nu var det nye tider med kristendommen og dens lyksaligheder. Kirken kæmpede for, at det kun skulle være tilladt mand og kvinde at gå i seng sammen, hvis det altid var med en bestemt. Og denne forbindelse ønskede man skulle indgås med kirkens bistand, med dens velsignelse. Men det varede 500 år før det blev almindeligt med kirkebryllup. Kirken ønskede at "eje" menneskesjælene og få kontrol og magt over dem for at befæstige sin egen magt - ikke for at fremme Jesu ord om næstekærligheden og for at gøre ordene levende ved i praksis og egen gerning føre dem ud i dagligdagen i forhold til sine medmennesker. Jo, kristendommen vandt indpas - pø om pø - i Danmark. Det har faktisk ikke så meget med religion at gøre, men er faktisk politik. Hvad mon Jesus ville have sagt til det hele halløj? Tilbage til oversigt 
Når man bevæger sig fra Vejle Fjord direkte mod vest kommer man til Jelling. Først er landskabet bakket fordi isranden var her ved Vejle. Smeltevandet fra den store ismasse spulede det foranliggende terræn til en flad pandekage - en såkaldt smeltevandsslette. Det har gennem tiderne været en fattig egn, helt op til nyere tid boede der kun ganske få herude, det var umuligt at ernære sig selv ved at dyrke jorden. Man har været meget sparsommelige her på egnen og i et nærliggende egnsmuseum kan man se, at intet blev smidt ud, alt kunne repareres og genbruges. Man har også på denne egn forsøgt sig med en produktion af de kendte jydepotter. I vikingetiden og tidligere var egnen dog tæt befolket, hvilket over 4.000 gravhøje i området er et klart udtryk. Jelling lå også tæt på ned nord- sydgående hærvej og fra Jelling var der kort til vandet og dermed Vejle fjord. Kører man i bil fra Vejle til Herning eller omvendt ad landevejen, kommer man gennem Jelling. I Jelling slår landevejen et sving og i svinget ligger de 2 høje og kirken med Jellingstenene. Klemt inde mellem de 2 Jelling høje ligger Jelling kirke med det lave tårn. På dette sted skal der engang have stået et hedensk gudevi, og under gulvet er der fundet rester af tidligere trækirker. Der er fundet rester af fundamenter og stolpehuller. xxx den store Jellingsten - påmalingen - billedmotiverne og symbolgennemgang Herude på sletten mener man den danske konge Gorm den Gamle slog sig ned som vikingekonge (sørøver og pirat) og havde en kongeborg. Man har dog aldrig fundet så meget som det mindste spor af en sådan bosætning. Ingen ved hvornår han blev født og man regner med at han døde i 968. Det er rent gæt fordi man ved at tælle åringe på en træstamme i et tomt gravkammer og lave en kulstof 14 prøve på en stump af et tællelys er nået til dette resultat. Man ved slet ikke om Gorm blev gravsat her. De skeletdele man har fundet kan lige så vel og sikkert betydeligt mere sandsynligt være resterne af han hans ældste søn Knud. Knud døde i East-Anglia (England) og blev formentlig transporteret i parteret stand over Nordsøen til Danmark og gravsat her. Når vikingerne skulle transportere en død over havet, blev liget parteret. De skeletdele man har fundet er parterede. Man påstår at Gorm er blevet flyttet fra sit gravsted i et trækammer i den ene af højene og til kirken og det var nødvendigt at få ham op ved at dele skelettet og putte det i spande for at få hejst det op. Ja, de cand. mager i historie kan finde en forklaring på alt og få brygget en logisk sammenhæng i det hele. Det meste er sagnhistorie og krøniker der forsøges gjort til historiske kendsgerninger. Der er penge i vor tids turismeaktiviter i form såkaldt oplevelsesturisme. Især vikingetiden er populær. Det ses tydeligt ved vikingecenteret i Ribe, Trelleborg og også her i Jelling. Det er ren pop. Her koges korngrød i lerkar, smedes på et rødglødende 7-tommersøm, skydes med pil og bue og iscenesættes drabelige slag hvor deltagerne er udklædte i sækkelærred og plastichjelme og udrustet med skjolde og træsværd. Pyt med autenciteten bare der kan sælges billetter. Der opføres vikingehuse - der er ren fantasi. I Roskilde kan man ved vikingeskibscenteret få lov at ro med i et vikingeskib. Det er altsammen meget fornøjeligt for børn og barnlige sjæle, men forskning i denne vanskelige vikingetidsperiode, hvor vi kun har rester af bebyggelser og nogle mere eller mindre skriftlige kilder og stednavne som grundlag bliver ladt i stikken. Nå, men hvem gider danmarkshistorie i vore dage. 
Her har vi den verdensberømte Jelling sten. Man mener stenen er blevet transporteret fra et nordøstligere sted i Jylland og her til. Der findes nemlig ikke denne type kamp på egnen. Det har været en opgave at dimensioner at få slæbt den hertil, men vikingerne (Danmark blev dengang ledet af sørøverbander) og de havde masser af trælle. Denne transport er dog også et rent gætteri. Stenen vejer omkring 15 tons - den slæber man ikke bare sådan afsted med. Den påstås også at have været bemalet. Gad vist hvilken hemmelig fremstillingsmetode vikingerne havde til en maling, der kunne holde på en kampesten gennem 900 år, når den stod ude i det fri i alt slags vejr. Stenen er fredet er på UNESCOS´s liste over ting i verden der skal hæges om. 
Der er en sten mere. Det fremgår af teksten, at denne sten har Gorm sat over sin hustru Thyra. Stenen har indskriften lodret - så det er den ældste. Ordet danebod (betyder Danmarks pryd). Man kan dog ikke ud af indskriften afgøre om danebod relaterer sig til Gorm eller Thyra. Det er mest sandsynligt at der går på Gorm. Det går det sagn, at Thyra udbyggede Dannevirke - et forsvarsværk i flere afsnit ved Slien og vestpå nede sydpå med en slags voldgrav foran, men i hendes levetid blev der ikke bygget så meget som en meter på Dannevirke. Det er i øvrigt morsomt at tænke på, at da Danmark i 1864 havde udfordret Bismarck og dermed prøjserne og østrigerne, der kunne stille med hære der tilsammen var 10 gange så store som Danmarks viste Dannevirke sig at være uden forsvarsmæssig betydning. Det var en streng vinter og det sumpede vandfyldte marskland frøs til is og tropperne kunne lige så stille gå over forsvarsværkerne og omgå de danske styrker. General de Meza (som i øvrigt led af en fobi for at indånde kold luft, men var en intelligent og begavet jøde) valgte snusfornuftigt og efter en genial plan, at trække de danske styrker op i Jylland og reddede dermed Danmark for at få udraderet sine tropper. Det blev den danske regering med den nationalliberale statsministeren D. G. Monrad i spidsen hysteriske over og de Meza blev fyret på gråt papir. Han skulle have været blevet ved Dannevirke mente man. Den 17. april 1864 gentog historien sig her valgte regeringen også at lade de danske styrker kæmpe ved Dybbøl skanserne - (efter at krigsministeren seks timer tidligere havde givet generalkommandoen tilsagn om at den måtte gøre som den skønnede nødvendigt og eventuelt evakuere styrkerne i sikkerhed på Als) - som var skudt til pindebrænde og var et ælte af mudder, lort, bræk, blod, indvolde, afskudte lemmer og frygt og dødsangst. De danske tropper blev totalt nedslagtet af prøjserne. Danmark var 2 gange blevet tilbudt fred og med en grænse gående syd for Flensborg (den såkaldte sproggrænse). Nu mistede vi både Holsten og Slesvig (Sønderjylland). Det var den danske underklasses unge mænd, der blev slagtet her. Overklassen deltog nødig i soldatertjeneste. Den lille Jellingsten - den som Gorm satte over Thyra - er lige netop i minutterne før vor ankomst blev sat i en kasse. Det skyldes at begge sten smuldrer hen i overfladen. Årsagen skulle være regndryp fra nogle træer tæt på stenene og har ødelagt deres overflader, som nu er fældede. Så nu står stenen inde i kassen. Vejrmeldingerne havde lydt på snestorm og al udkørsel var blevet frarådet. Det var en forrygende tur, men morsomt at være først på stedet og få taget et billede af stenen i kassen. Stenen har i øvrigt været flyttet adskillige gange rundt i området. På et tidspunkt stod den ved sydhøjen. Der er derfor ikke noget i vejen for at flytte den inden døre. Dens oprindelige placering kendes alligevel ikke. 
Direktøren og den daglige leder af Nationalmuseets formidlingscenter på stedet: "Kongernes Jelling" Hans Ole Matthiesen viser mig her på en kopi af den ældste runesten hvor der står Danmark på stenens BAGSIDE . Det er er Danmarks navneattest og første gang man ser ordet Danmark på "tryk". Hans Ole er drønet i bil fra sin bopæl i Odense i samme forrygende snestorm til Jelling. Det er i øvrigt en indbringende beskæftigelse at være futharketyder. Der er 24-tegns og 16-tegns futharker (kummler) og flere alfabeter i omløb. Nogle indskrifter er det rene volapyk og kan ikke tolkes. Det skyldes det forhold at man brugte skrifttegnene som en slags magi og det derfor var ligegyldigt, hvad der stod på stenen. Befolkningen var analfabeter og kunne ikke læse og skrive. Den store Jellingsten har fået ristet runer ind ad flere omgange. Runeindskriften ligger her vandret og hører derfor til de allerseneste runeindskrifter vi kender. Dette betyder - at den datering man giver for indskrifterne næppe er holdbare. Den lille sten lå nærmest begravet i jord gennem flere hundrede år og da den blev gravet fri lå den ned med skriften vandret og ikke lodret. Den blev brugt til at sidde på. Dette tyder på, at den er nogenlunde samtidig med den store sten. 
En af de meget få men sikre skritlige kilder vi har ærkebiskop Adeldags bispeordination for bisper i Danmark i Hored for Slesvig, Liudfag for Ribe og xxxxxxx 
Her ser vi Juda Løve med krone, hale, manke, tunge og kløer omslynget af en slange. Slangen er ikke nødvendigvis noget symbol på satan eller djævelen. I vikingetiden blev slangen brugt næsten overalt. I Danmark findes den i 2 udgaver. En uden vinger og en med vinger - nærmest i form af en drage. Vikingerne dyrkede slangesymbolet i form af en stang - ofte med hoved, men lige så ofte uden. Slangen er også et fallossymbol, men er af kvindenatur. Ordet stavn og stævn er det samme som slange. Vikingeskibene havde i stævnen ofte en figur i form af en slange med hoved. Der blev fundet en stav i Nordhøjen og der blev støbt små stave som vikingerne gik med om halsen i en kæde. Det er ikke til at afgøre om det midgårdsormen, der er afbildet her. Det sandsynligste er, at der er tale om slangesymbolet - her symboliserende gode egenskaber. 
Hans Ole er en levende fortæller og formidler af stoffet. Her fortæller han om den ene af den store Jelling stens 3 sider. Han kunne fortælle og opføre hele ekstemporalspil på stedet og så kunne han sige "RAG-NA-ROK !!!" med en hul dyb tor-den-stemme - som var han selve Tor, så man fik en mindre kulderystelse af et chok. Med det vejr, der rasede uden for, kunne man jo let bringes i den tro, at den første af de 3 fimbulvintre uden somre var på vej; og at enden med RAGNAROK lå lige for. Vi spiste lidt medbragt mad i cafeteriet og her underholdt Hans Ole os med at læse et afsnit af "Røde Orm", om hvordan Vikingerne holdt jul. Ikke særlig historisk korrekthed, men vældigt fornøjeligt. Der skal jo underholdning til, hvis der skal sælges billetter i Jelling. 
Her har vi så Kritus. Bemærk venligst, at det ikke er den korsfæstede (ham var vikingerne ikke så vilde med), men her den genopstandne i serjsskjortel omslynget af livstræet, der giver det evige liv. Det var lige noget en viking kunne bruge. Bare spørg børn hvor vigtigt det er at have mange eller uendelige liv i et computerspil. Jeg spurgte Hans Ole om hvorfor mandsfiguren - vi ved jo rent faktisk ikke om det er kristus der er på stenen. Det kan jo være Harald selv - havde så små fødder. Han fremkom med en forvrøvlet forklaring om, at det var fordi figuren var tredimensionel. Forklaringen er den enkle, at den rigige sten har et fremspring som fødderne er plantet på. Stenhuggeren har meget genialt udnyttet stenens naturlige form, men det vidste den daglige leder ikke. Det er er farligt med at formidle gennem poppede papmacheefterligninger. Endvidere er det vigtigt at kunne betragte stenen i sin helhed og ikke gennem tre koøjer. Man siger at grunden til denne vanvittige måde at formidle stenen på er den, at man derved undgår, at den tager opmærksomheden fra den rigtige sten. Rent vrøvl. Stenen præsenteres bedst når den ses lige forfra med en billedside til venstre og en til højre. Her kan man følge omslygningen stenen rundt. Det skal også bemærkes, at stenen i tidens løb har lidt overlast - der mangler et stykke af toppen og en del af skriftbagsiden foroven. At håret skulle være udformet som her på modellen er noget af en tilsnigelse. Man vil gerne have håret til at fremtræde som en slags glorie med kors i. Der er ikke noget kors i den originale sten. Det der gør det særdeles tvivlsomt om der i det hele taget er tale om kristus er, at der mangler naglehuller i hænderne. Det er heller ikke til at afgøre om der er tale om en person med smal spids ansigtsform eller om der er tale om en person med skæg. Der bør bestemt forsøges med alternative forklaringer af dette motiv. Kan du afgøre hvad det er figuren er filtret ind i? Det at stenen skulle være bemalet som angivet her, er alene en hypotese, der er intet konkret belæg for at den har været bemalet. Det er i øvrigt pudsigt, at den ikke er omtalt i ældre samtidige skriftlige kilder. I flere hundrede år var den faktisk begravet i jord og blev først senere gravet frem. Farvevalget er ren fantasi. Ved restaureringen af Hørning kirke fandt man resterne af en loftsbjælke, der var brugt som fyld. Den har et motiv på den ene side, der kan datere den til at stamme fra en ældre trækirke fra Vikingetiden. På den anden side er der fragmenter af et blomstermotiv og det er farverne fra dette motiv, der også skulle have været farverne på Jellingstenen. Jellingstenen er ikke den eneste af slagsen. Typen kendes fra Nordengland hvor stenhuggeren sikkert er blevet hentet. Her er der ikke noget med bemaling. Stenen er helt unikt hugget i relief, hvilket gør den så fremragende havde den også fremtrådt som en sådan farveglad popting var den sikkert blevet bemærket og være beskrevet i sin samtid. 
Her er en ældre kopi af den store Jellingsten i Nationalmuseets gård ud mod Holmens kanal. Den er også blevet kvikket op med bemaling. Sidst jeg aflagde museet besøg, fik jeg forklaret at stenen ikke var der mere. Det er bestemt også en dårlig kopi af originalen. Jeg ville gerne have fotos af alle 3 sider. Jeg regner med at aflægge besøg i den kommende uge - så vil jeg spørge ind til hvor stenen er. Jeg kunne også godt lide at vide, hvem der har lavet den og hvad den er lavet af. Bemærk at bemalingen her er forskellig fra den vi så ovenfor. 
Her har vi så originalen. Skulle vi ikke lade det blive ved det. 
Billedsiderne på Harald Blåtands runesten fra professor Ole Worms berømte værk Monumenta Danica fra 1643. Kristus blev forvekslet med HaraldMenneskebilledet på den store runesten i Jelling blev længe tolket som et portræt af Harald Blåtand. Runestenen og dens indskrift er beskrevet i et håndskrift fra 1607, Jydske Antiqviteter, samlet af den lærde godsejer Anne Krabbe (1552-1618) til Stenalt på Djursland. Om runestenens tredje side står der, at her ses ’Kong Harald selv i sit fulde Kyrads udhuggen med en foldet Kjortel over Harnisket, og under ham: Jach troer in christno’. Anne Krabbe var en flittig samler af dokumenter og oplysninger om fortiden. Hun har dog muligvis ikke selv set monumenterne i Jelling, da indskrifterne på de to runesten er blandet sammen og beskrevet som om, de begge stod på Haralds runesten. Først i begyndelsen af 1800-årene blev det endeligt slået fast, at figuren fremstiller Kristus, ikke kong Harald. Et spørgsmål der naturligt trænger sig på lyder hvordan er det blevet fastslået? 
Her er en kopi foran den danske kirke i London. Kopien er fra 1955. Den bemaling har mange tolkninger. 
Fantasiportræt af Gorm den Gamle, udført af Johannes Wiedewelt, 1780’erne. Danmarks Kunstbibliotek. Ja, man skal sandelig passe på at arkæologien ikke bliver til fantasi. Her er et par dokumenter, der kan gøre dig lidt klogere på fortolkningen af stenens indskrifter og billedmotiver. Bare klik på linkene. jelling.pdf Jellingstenen.pdf 
Her har vi så skriftsiden. Bemærk beskadigelserne foroven til højre. Hvis du gerne vil have en morsom oplevelse og høre runeteksten læst højt på det sprog man talte i vikingetiden - så klik på dette link: RUNDT OM RUNER 
Man tror det næppe, men efter at formidlingscenteret "Kongernes Jelling" den 3. december 2000 blev oprettet, fik man også etableret en runemester. Her er han i fuld gang i 2004 - stenhuggeren i vikingestil - med at fremstille en kopi. Bemærk hans underarmstatovering i Jellingstil. 
Her er runemesteren i gang med malerarbejdet. Han har en Thorshammer om halsen. 
Her runemesterens delvis færdige resultat. Denne sten er vistnok logo og vartegn for museet. Hvordan mon den ser ud om 1.000 år når tidens tand har gnasket i den og mon farverne holder? Den er bestemt ganske flot og fanger øjet. XXX HER SKAL INDSÆTTES KORREKTE ILLUSTRATIONER - EKSEMPELVIS FRA "DANMARKS KULTURHISTORIE - SIDERNE 292, 293 OG 294 - DET ER DE BEDSTE SOM FINDES - I SÆR 291 DER VISER OMSLYGNINGEN SOM RAMME OM ALLE 3 FLADER. HER VISES DE SKADER STENEN HAR FÅET I TOPPEN OG PÅ DEN STORE SKRIFTSIDE. Her har vi så Danmarks dåbsattest. Desværre er stenen nok ikke så gammel som det påstås. Indskriften er vandret og tilhører en senere periode. Vi ser her Kristus. Ikke den korsfæstede med den genopstandne sejrende Kristus. Vikingerne brød sig ikke om en kristus der hang død og bleg på et kors. Stenen har faktisk været bemalet, men da en dansk konge skulle ankomme til Jelling for at grave i højene skurede Jellingboerne de sidste rester væk af bemalingen for at den kunne være ren og nydelig. Man har i Hørning kirke fundet et stykke tømmer fra en kirke fra vikingetiden. Det var brugt som fyld i murværket. Der er lidt ornamatik og bemaling. Ud fra disse farverester mener man at stenen kan have set sådan ud i bemalet stand. Vi har ingen kirker fra vikingetiden. Det var trækirker og sådanne havde en levetid på 100 til 150 år under vore klimatiske forhold, så var de rådnet bort. Så går vi ind i Jelling kirke - det er også barskt at være udenfor i det vejr. Den har intet at gøre med den oprindelige trækirke på stedet, men har blot samme beliggenhed. JELLINGBÆGERET 
Det er udført i sølv. Indersiden er forgyldt. I mange af ornamentlinierne er der rester af forgyldning og niello. Bægeret har en let konisk cuppa, kort stilk med nodus og næsten flad, cirkulær form. På cuppas side omløbende linier og dyr i Jellingstil. Langs fodens rand omløbende linier. Bægeret er på et tidspunkt repareret ved at foden er loddet fast i en gennemboring af cuppa - højden er 4,3 cm. Bægeret blev fundet 1820 i den nordlige Jellinghøjs gravkammer, hvor kong Gorm den Gamle og muligvis også dronning Thyre lå begravet på hedensk vis med gravgods. Det har været foreslået, at bægeret var en kristen kalk. Men det er snarest et almindeligt verdsligt bæger til indtagelse af stærke drikke. Ornamentikken har givet navn til Jellingstilen. Efter kristendommens indførelselse omkring år 960 lod deres søn Harald Blåtand, vistnok skeletdelene fra graven i højen flytte til en ny grav i en nyopført kirke mellem de to Jellinghøje. (Kilde "Vikingerne i England og hjemme i Danmark" udstillingskataloget H3). Kommentar: Hvilke stærke drikkevarer mon der blev drukket af det bæger på Gorms tid? Det er noget sludder at kalde stilen Jellingstil - stilen hører til i England. Det kan på ingen måde sandsynliggøres at skeletdelene af 2 lig er flyttet fra højen til kirken. Delene der er fundet udgør kun 1 skelet og der mangler endog en hel del. Jelling er i dansk optik et nationalt klenodie og der gøres alle krumspring for gøre det til stedet hvor riget samles og kristendommen indføres i riget. Det vrimler derfor med tvivlsomme vist-nokker i hele den arkæologiske tolkning af højene, kirken og fundene. Denne tolkning bliver ikke bedre af den historiske tolkning af de skriftlige kilder, som for størstedelens vedkommende er rene sagnhistorier, der skal gøres til den skinbarlige sandhed. Det ville have været rart om man havde holdt sig til, hvad man kan føre bevis for eller med megen stor sandsynlighed kan gøre gældende. Hele det materiale der er udarbejdet tidligere og helt op i vore dage er så modstridende og forvirrende. Der er en hel del magistre, der har en ubændig lyst til at gøre sig gældende og tilsyneladende mangler enhver form for kritik af egne påstande. Her ser du sølvbægeret der blev fundet ved udgravningen i 1861 af den Nordre høj. Det er den høj som traditionen kalder "Tyres høj". Inde i højen fandt man et firkantet kammer - måske et gravkammer, måske et helligsted udført af egeplanker og her lå bægeret. Der er tale om en rejsekalk anvendt af missionærer - en kalk er det bæger, der rummer vinen ved nadveren og som ved at blive løftet op ved den såkaldte elevation, som ved et mirakel forvandles ved forvandlingsunderet til Jesu kristi blod. Bare mød op til en gudstjeneste - så kan du se præsten udføre dette trylleri med stor alvor og andagt. Ved katolske messer ringes der ofte med små klokker, når forvandlingen finder sted. Nadveren er det ene af de 2 sakramenter som den danske folkekirke tilbyder kirkegængeren - det andet er dåben, uden hvilken man under ingen omstændigheder kan blive kristen og opnå frelsen. Heldigvis kan alle udføre en nøddåb og i mangel af bedre kan den udføres med spyt. På alle større fødeafdelinger har man et lille kapel med mulighed for dåb, så for tidligt fødte børn eller nyfødte uden større udsigt til at leve kan blive døbt og dermed kunne blive begravet i indviet jord og komme i paradis. Det er hjertegribende, at se forældre holde deres nyfødte barn frem til dåben i den dybeste fortvivlelse med tårer strømmende ned at kinderne. Kommer du på Rigshospitalet i København kan du se kapellet på neonathalafsnittet i fødeafdelingen.
| | Hvis du er så naiv at tro, at tre håndfulde vand hældt over din pande kan gøre dig til kristen og sikre dig det evige liv har du intet fattet. Der er intet steds i hele bibelen nævnt noget om dåb på denne måde. Den dåb som Jesus modtager af Johannes døberen er noget helt andet. det er en bekræftelse efter egen moden overvejelse om, at ville høre Gud til og gøre hans vilje. Det er ikke gerninger som eks. dåben der frelser. Gerninger er et resultat at frelsen, som Jakob siger: ”Blev vor fader Abraham ikke gjort retfærdig af gerninger, da han bragte sin søn Isak som offer på alteret? Som du ser, virkede troen sammen med hans gerninger, og det var af gerningerne, hans tro blev fuldkommen. og således blev det skriftord opfyldt, som siger: »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed,« og han blev kaldt Guds ven. I ser altså, at det er af gerninger, et menneske bliver retfærdiggjort, og ikke af tro alene.” (Jak. 2:21-24)
Troen skal være en levende og inderlig tro på Jesus Kristus. En sådan tro, kan ikke andet end at have gerninger, at man på troens grund må tale med andre, hjælpe andre, handle på Åndens vidnesbyrd osv. En død tro og gerninger uden tro, er ikke nok til frelse. Troen kan da ses synligt ved de gerninger troen udfører, hvilket viser en frelsende og levende tro. Ønsker du at blive døbt, men har ikke muligheden, kan du og en kristen broder gøre dette hjemme i badekarret eller ved stranden. Det kræver ikke en ældstebroder eller pastor, eller en speciel formet døbefond med indviet vand. Hvem som helst der har givet sit liv til Jesus og følger Ham, kan døbe et troende menneske i vand, om det er fersk eller salt. Men husk lige, at dåben forpligter. Derfor, er der ingen skade sket, om du ikke når at blive døbt med vandets dåb. Gud ser til dit hjerte og ligger mere vægt på dit usynlige liv med Ham, end det synlige. Jesus siger i bjergprædiken at ”når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig” (Matt. 6:5-6). Sagt på en anden måde, er det mere vigtigt, at du søger samvær med Gud igennem bøn og Ordet hjemme bag lukkede døre, end i kirken eller bibelkredsen. Der hvor ingen ser dig, eller hører dig, viser du din sande kærlighed til det Himmelske, til Faderen, Sønnen og Helligånden. Vand dåben er i denne sag ligegyldig, men dåben i Ordet er alt afgørende for din fortsatte gang med Jesus Kristus, her på jord. Hvilket bedrag kære læser, at bilde hele Danmark ind, at dåben er nok. Der er et krav, og det er at tro på Jesus. At tro og holde alt, som Han har befalet. At tro at Han er den levende retfærdige Gud. At Han døde og opstod på grund af vores ellers uforsonlige synd. Er det hvad konfirmanderne lærer hos præsten?
Præsten underviser, at dåben er midlet til at blive medlem af Guds menighed. Det betyder i Bibelsk forstand, at man bliver frelst. Paulus siger ”med én Ånd blev vi alle døbte til at være ét legeme” (1. Kor. 12:13), og dette legeme er Kristi legeme, Hans menighed. Der findes mange menigheder og kirker verden over, med et utal af medlemmer, som ikke er en del af Guds menighed, fordi de er døbt uden tro. Man er ikke frelst fordi man går i kirke, men er det hvis man er blevet døbt med Helligånden, dvs. at man er blevet født på ny. Jesus siger: ”ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny” (Joh. 3:3). Denne frelse får man ikke del i igennem ydre ceremonier. Intet kan påføres det ydre legeme, som begunstiger et menneske foran Dommeren - heller ikke tre håndfulde lunkent vand. Intet ydre kan afvaske den synd der gennemsyrer hele mennesket til døden.
Præstens lære er ikke Bibelsk, og han lærer ikke mennesker at følge Jesus. Folkekirkens påstand om barnedåben findes ikke ét sted i Bibelen - IKKE ÉT STED! Overalt hvor dåben i vand fremgår, handler det om sande troende mennesker, der igennem dåben, som et symbolsk ydre udtryk, tilkendegiver en personlig allerede eksisterende tro på Jesus, som værende den levende Gud, og på alt Han har sagt og gjort. Det er en tro forældre ikke kan kende eller bekræfte hos et spædbarn!
Folkekirken er en re-formation af den romersk katolske moderkirke, og har som moderkirken barnedåben som frelsesvej. Moderkirken har et sakramente der kaldes confirmatio, eller på dansk ”firmelsen”, som anses for at være ”sendelsens sakramente”. ”Sendelsen” er det, at konfirmanden ved præstens håndspålæggelse får Helligånden, som Jesus sendte på pinsedagen. Moderkirken siger selv:
”Ved firmelsen modtager mennesket ligesom disciplene den samme Helligånd. Det udrustes til at være vidne for Jesus...Firmelsens sakramente bliver meddelt ved, at firmanden salves med krisam, en velduftende olie."
På samme måde som præsten, igennem det der med tiden kom til udtryk hos tryllekunstnere som ”hokus pokus filiokus” (”Hoc est corpus filii” - ”dette er sønnens legeme”), siger at kunne forvandle det tørreste brød og altervin til selve Jesu kød og blod, på samme måde kan han forvandle olivenolie og balsam til Krisam, et gyldigt materiale for konfirmationens sakramente. Det er dog meget vigtigt at det er en biskop, eller i det mindste en præst ordineret af Vatikanet som tryller. Krisam betyder det samme som det græske chrisma, som betyder salvelse.
Det er klart at moderkirken, der ser sig selv som den sande kristendom, hvor biskopperne er de sande apostle, og paven har taget titlen Jesu stedfortræder, mener at kunne påføre Helligånden. Men det er en selvbestaltet position de gejstlige placerer sig i, for som Johannes døberen sagde: ”Jeg har døbt jer med vand, men han (Jesus) skal døbe jer med Helligånd” (Mark. 1:8). Jesus er den der døber med Helligånden. Det er korrekt, at de apostle Jesus udvalgte, og senere dem som Helligånden udvalgte i apostlenes tid, de kunne lægge hænderne på mennesker, så de fik Helligånden (Apg. 8:17, 19:6). Men moderkirkens apostle er falske apostle.
Den danske folkekirke har taget dette hokus pokus til sig. Et ydre ligegyldigt ritual. Det er ikke sand kristendom. Hverken dåb eller konfirmation hjælper nogen - jo, måske folkekirken til at holde på sine medlemmer. Der er kun en farbar vej og "det er at følge i Jesu fodspor" og følge hans vigtigste anvisning om at praktisere næstekærligheden overfor sine medmennesker. Det er hvad præsterne skal lære sin menighed og sig selv. Hvordan det skal gøres i din daglige hverdag kan du få helt klare og tydelige anvisninger på, ved at læse det Nye Testamente. Det er også en virkelig god idé at læse Luther´s Store Katekismus - ikke den lille. Det er nemmere og lettere forståeligt end at skulle samle en græsslåmaskine efter den vedlagte brugsanvisning. Om du så vælger at følge anvisningerne er alene op til dig, men husk godt begyndt er halvt fuldendt. Tro ikke det er nemt - det er det ikke - egoisme er ikke lige sådan at få udryddet. Det er dig der har ansvaret og ingen andre, men den gode vilje ser Vor Herre på. Inderst inde ved du udmærket godt, hvor vanskelighederne ligger og lurer.
|
Det lille bæger - det er ganske lille 4,5 cm bredt og 4 cm højt - hævdes af Hans Ole at være fremstillet i Norden, men hvor kunne han ikke sige - da jeg drøftede sagen med ham. Ornamentikken hævdes at være den såkaldte "Jelling stil". Jeg er nu af den faste overbevisning, at sølvbægeret er fremstillet i Irland og at ornamentikken er den kendte fra lignende genstande fra Irland fra samme tidsperiode. Hvordan bægeret er havnet i højen ved vi intet om. Ved domkirken i Magdeburg i Sachsen-Anhalt har jeg fået fortalt af kyndige, at Kejser Otto (der også beklædte bispestolen) har givet det til Gorm, der i sine sidste leveår blev en slags skabskristen. Det er også nærliggende, at det er medbragt af vikingerne fra et togt til Irland, hvor de ofte kom. Man var lige fra Vikingetidens start og før denne kristne i Irland og i England. I øvrigt er der ingen Jelling stil. Stilen på den store Jelling sten er engelsk og runemesteren kom derfra. 
Der er ganske vist fundet små støbeforme, så man kunne støbe Torshamre og små kristi kort i sølv i Danmark, men rejsekalken næppe. Det er et spændende fund fordi det er en kristen genstand med en hedensk ornamentik. Stilen finder vi på genstande fra yngre jernalder og har rødder tilbage til Kelterne. Jeg har set lignende ornamentik på sølvgenstande på det store kelter-museum i Hallein syd for Salzburg i Østrig. Vi havde ikke sølv i Danmark. Der blev også støbt små sølvstave, da man dyrkede staven (en slange) - se formen i midten Du kan købe en kopi af det i museumbutikken for den nette sum af 3.600 kr. Butikken giver følgende oplysninger om det: Det lille sølvbæger smykket med sammenslyngede dyr har givet navn til ”jellingstilen”. Bægeret blev fundet i 1861 i et plyndret gravkammer af træ i den nordligste af de to jellinghøje, rejst af Kong Gorm den Gamle over hans dronning Thyra Danebod. Der er tale om en rejsekalk fra sen Vikingetid, som blev båret af kristne missionærer i det hedenske Nordeuropa. Bægeret er dog fremstillet i Norden, og må have tilhørt en af de første missionærer i Danmark. Originalen er på Nationalmuseet. Kopi i oxyderet sterlingsølv. Jellingstil, stilart i vikingetidens kunst karakteriseret ved jævnt slyngede båndformede dyr med hoved i profil, lang nakketop og krølle på overlæben. Jellingstilen opstod sandsynligvis kort før 900 og blomstrede til lidt ind i anden halvdel af 900-t. Den har navn efter det lille sølvbæger fra gravhøjen i Jelling. Det kan dog siges at stilen kendes fra adskillige fund fra eksempelvis et skålformet bronzespænde, der er fundet i Hedeby fra bebyggelsen. Spændet er dobbeltskallet, der mangler dog en del af kanten. Jellingstilens dyr har båndformet og skællet eller skraveret krop afgrænset af dobbeltkonturer. Hovedet ses i profil: der er krølle på overkæben og tit nakketop. Hoften er som regel markeret med en spiral. Jellingbægerets karakteristiske dyr har givet stilen navn. Datering 875-975. (Kilde "Vikingerne i England og hjemme i Danmark" udstillingskataloget B40). Jellingbægeret blev fundet under udgravningen og undersøgelsen af gravkammeret i Nordhøjen i 1820-21. Man kan derfor ikke have talt om nogen jellingstil før dette fund. Nu kalder man ornamantikken på bægeret og andre langt tidligere fund andre steder for jellingstil. Lad mig derfor fortælle lidt om sammenhængen: Det drejer sig om Normannertidens kunst - specielt ornamentik. 
Her først en tidstavle over Vikingetidens stilarter. 
Her er en vikingesten i såkaldt Ringerikestil. Skandinaviens vikinger fremmede ikke Skandinaviens kunstudvikling. Tværtimod de plyndrede klostre og kirker og brækkede gyldne guldbeslag af biblerne for at konen derhjemme kunne få lidt nyt at hænge om halsen. Eneste påvirkning kunne være den at kunstnere blev påvirket og inspireret af det hjembragte røvergods. På trods heraf kan vi se at kunsten gennemgik en utrolig udvikling i årene fra 800 til 1060. Det skyldes de købmænd, missionærer og kunstnere, der fulgte i krigens kølvand. Der var internationale forbindelser i tiden og trafik til så fjerne steder som Lilleasien og Ægypten. Det er nemlig så langt borte vi finder forudsætningerne for kunstudfoldelsen i normannertiden i Skandinavien. Der foregik et hav af pilgrimsrejser til Rom, hvilket en enorm stigning i prostitutionen langs rejseruterne viser ganske tydeligt. Allerede i merovingisk og karolingisk tid - det vil sige fra 500 tallet var der en omfattende samfærdsel landene imellem. Hovedårsagen var handel mellem Frankrig, Italien, England og den nære orient. Der blev udvekslet tekstiler og kunstindustrielle produkter. Man handlede også med relikvier og bøger. Bøger blev lånt til kopiering og vandrede dermed fra den ene bogsamling til den anden. Det betød at klostre og kirker efterhånden fik sanket sig store biblioteker. I 600 tallet var Rom eneforsyner af bogmarkedet, i 700 tallet gør angelsakserne sig også gældende i kraft af deres førerstilling på missionsområdet på kontinentet. De vendte tilbage med masser af manuskripter. Pointen er den, at bøgerne ofte var udsmykket "illumineret" på kunstnerisk vis og derved kom til at spille en afgørende rolle for udbredelsen af den tids billedkunst. De normanner der i 800-tallet slog sig ned i det kristne England mødtes af en aldeles overvældende kulturoverlegenhed, hos de herskende klasser. Dette medførte også en massiv påvirkning af øvrige kunsthåndværk. Man kalder stilen angelsakserstilen. Heraf opstår en særlig blandingsstil - som vi kan kalde missionærstilen, den kendes nemlig kun fra nordeuropæiske områder hvor den angelsaksiske mission gjorde sin indflydelse gældende på missionsområdet. Vi har flere fund fra denne tid i vort land - et sølvbæger fra Fejø, små forgyldte rektangulære bronzeplader - vi ved dog ikke om de er fremstillede her eller det er en importvare. De er med feltinddeling og borter - de er af fremmed oprindelse, men de umiskendeligt to symmetrisk opstillede, stiliserede dyr er et umiskendeligt tegn på nordisk præg. Det kan skyldes en kunster her hos os - der har arbejdet efter udenlandsk forbillede - eller en fremmed, der har arbejdet med et forlæg fra os. Der har arbejdet udenlandske kunstnere hos os. Det er skålformede spænder fra Fuglse og Bækkegård bevis på. Der er tale om en speciel nordisk smykkeform, men ornamentikken er rent engelsk. Missionstilen fik stor indflydelse, men den rene form forsvinder. I 800 tallet kommer en nyt element ind i den ornamentale kunst. Det handler om en dyrefigur - det er en fuldstændig nyskabelse inden for den såkaldte dyre-ornamentik. Det nye dyr er lille og grimt, men det er tillige charmerende og er forbavsende smidigt. Med stor beslutsomhed griber det om sig selv, om sin indramning og om sine kolleger i ornamentet. Sin oprindelse kan det føre tilbage til orientalske løvebilleder. Disse er optaget i den tidlige frankisk-karolingiske kunst. Herfra har nodboerne fået fat i det og taget det til sig og omskabt det efter egen smag. Det blev så populært som "gribedyr", at det holdt sig i live gennem hele normannertiden. Først da kristendommen får fat, blev det fortrængt at mere "gammeldags" løvemotiver. I gribedyrets barndom var dyret forholdsvis naturalistisk, men det blev senere stærkt stiliseret, det fik en lang båndformet krop, der i sin yndlingsstil som det havde overtaget fra missionsstilen blev til et sekstal. 
Her er fuglemotiv fra Orkneyøerne i såkaldt Mammenstil. Sidste udviklingstrin er på brocher af sølvfiligran (en sølvplade, hvor det overflødige materiale udstanses - støbt som en hel plade i relief, der senere saves ud), som er så karakteristiske fra 900 tallets skattefund. Der er ikke meget tilbage af den gamle robuste løvefigur. Der er kun stillingen og hovedets udformning tilbage. På Oseberg-skibets træskæringer og en bestemt slags skålformede spænder, der kom på mode en kort overgang omkring år 800 ses tydeligt hvorledes gribedyrsstilen, missionstilen og den gamle 700 tals stil fandt sammen. Spænderne blev helt vildt populære. Ved første øjekast består ornamentikken kun af et usandsynligt virvar af linjer, men ved nærmere betragtning samler de sig til dyrefigurer. 
En anden skålformet spændetype - der også blev lige så populær gennem hele 800 tallet er karakteristisk ved at vise en bestemt situation - det er nemlig en menneskefigur, der er ved at blive slugt af et fabeluhyre. Det er næsten sikkert, at der hentydes til Odin, der bliver slugt af Fenrisulven - et af de voldsomme optrin under RAG-NA-ROK. Der er ingen forbilleder og den forsvinder igen ved århundredets udgang uden at efterlade sig spor. Hen imod slutningen af normannertiden udvikler der sig en ny stil - det er den der nu kaldes "Jellingstilen", fordi dens mest karakteristiske udformning findes på - blandt andre fund - det sølvbæger, der er fundet i Jellinggraven. Dette bæger viser to lange slanke dyrefigurer, der er slynget om hinanden; kroppene er skraverede, og hovedet har nakketop. Her er nye, særprægede elementer, men det er alligevel tydeligt, at denne stil blot er en variant af de tidligere; på en række mindre fundgenstande kan man følge hele udviklingen. Eksempelvis de bekendte mankestole, der er fundet i Mammen. Her har man ment at stilen skal hedde Mammenstil. 
Våbnene var mandens stolthed. Her er en pragtfuld sølvindlagt økse fra en "høvdingegrav" i Bjerringhøj ved Mammen i Midtjylland. Motivet er et stort dyr i kamp med en slange, altså en variant af et af billederne på den store Jellingsten og således tidsbestemt til 900-tallet. - Øksen har til alle tider været nordboen kær. I stenalderen skaffede den det daglige brød ved at rydde urskoven, så jorden kunne dyrkes, og den blev tilbedt og ofret; i bronzealderen førtes den i procession og forevigedes i helleristninger, og sent i jernalderen blev den vikingens klenodie; i 1200-tallet sattes Olav den Helliges vikingeøkse i det norske våben, hvor den sidder den dag i dag, holdt af våbenets løve. Så kommer på ny et indslag, hvad vi kan kalde "det store dyrs stil". Et nærliggende godt eksempel ses på selve den store Jellingsten; et stort dyr, der kæmper med en slange. Dette motiv kendes allerede før normannertiden, men får altså en genfødsel mod slutningen af 900 tallet, samtidig med kristendommens gennembrud i vor del af verden. Ligesom gribedyret er motivet af orientalsk oprindelse, det er kommet til os via England. I de senere år er der fremsat - en efter min ringe mening forvrøvlet - tolkning af billedet på stenen. Man mener, at der skulle ligge en kristen symbolik i dette kampmotiv: kristendommens kamp mod og sejr over hedenskabet. (Se min beskrivelse af eksperters opfattelse af motivet andetsteds). Kampmotivet udformes også i de små sølvbrocher vi fortrinsvis møder i Sydskandinavien, altså i Danmark og Skåne. Senere i 1000 tallet, blev denne dyrekamp uhyre populær i Sverige, og blev hovedmotivet på de kristne runestene dér. Den stil som motivet er udformet i, kaldes derfor "runestensstil", eller "Urne-stil", efter tilsvarende pragtfulde træudskæringer på stavkirken i Urnes i Norge. 
Halvfærdig broche i Urnestil. Den er støbt i sølv. Fremstillingsmåden er denne: Brochen er støbt i relief som en plade, der bagefter saves eller punsles ud 
Et sandt mesterværk i billedskærerkunst: udskåret portal fra Urnes stavkirke i Norge, fra 1000 tallet. Det er denne kirke, som har givet navn til Urnes-stilen. Temaet i det viste stykke ornamentik er en sen udvikling af motivet på den store runesten i Jelling: et stort fabeldyr i kamp med en slange. Det ses derfor under et, at det af normannertidens kunst vi har fundet her hos os i alt væsentligt er en miniaturekunst, der har holdt sig til smykker og brugsgenstande. Med ganske få undtageler er den rent ornamental. Der gættes på en kunst i det større format der må have eksisteret i form af træskulpturer. Gudestøtter nævnes i litterære kilder, og stævnehoveder fra vikingeskibe kender vi flere eksempler på. 
Her et lille sølvsmykke fundet i Sverige. Det er et vedhæng til en sølvkæde. 
Detalje af sværd fundet i Slesvig-Holsten. Kaldes også Jelling-stil. Det drejer sig om en ornamentik hvor lange båndformede dyr bugter sig i S-form. Det hele fremstilles i profil. Der forskel på hvor langstrakte s-formen er og man kan til dels stedsbestemme ud fra straktheden: Vestskandinavien er er den udstrakt og i østskandinavien er den mere sammenpresset. En anden detalje er mønsteret på dyrets krop. Det veksler fra perleagtigt til striber. Bemærk også spiralerne i dyrenes ender og spiraler fra dyrenes nakke. Dyrene har åben mund (og polypper) og herfra udgår ofte en vulst på overlæben. Denne stil var i særlig grad yndet i Storbritanien og især på øen Man, her kan man se adskillige runekors fremstillet i denne såkaldte "Jelling-Stil". Håber dette bringer lidt klarhed, men det er en meget summarisk sammenskrivning af mange store værker illustreret med utallige billeder af fundne genstande med lange beskrivelser. Man skal bestemt have for øje, at vi har glimrende museer om Vikingetiden i England, Tyskland, Sverige og Norge og de er lidt mere lødige end underholdningscenteret i Jelling. Enestående vikingefund i Sydengland |
12. feb 2010 15:20 Amatørarkæolog finder bemærkelsesværdigt vikingesmykke i jorden ved Salisbury i Sydengland
Sidney Boyce havde næsten lige købt sin metaldetektor, da han gjorde sit bemærkelsesværdige fund i nærheden af Longbridge Deverill i det sydlige England. En kløverformet broche af bronze, der antageligt har ligget i jorden siden danske vikingehære angreb Salisbury i 1003.
- Dette er et enestående fund, siger Adrian Green, direktør for Salisbury Museum, hvor smykket blev indleveret.
- Det er første gang, at en vikingebroche, der blev fremstillet i Skandinavien for mere end 1000 år siden, er blevet registreret i Wiltshire-grevskabet, siger han til avisen Salisbury Journal.
Brochen er dekoreret i den såkaldte Borre-stil. Hvert af de tre blad er udsmykket med et kattelignende dyrehoved med en fremtrædende snude, runde øjne og lange trekantede ører.
|
Min kilde er fortrinsvis historikeren Thorkild Ramskou og det store værk "Gåden om Kong Gorms Grav" udgivet af Carlsbergfondet og Nationalmuseet i 1993.
Alteret
Kirkens nye alter er udført i samme rødlige granit som gulvet. Kunstruderne mod syd er udført i fransk blokglas. Østrudens røde nuancer udstråler morgenrøde og kaster sit lys over udsmykningens grundsten, alterbordet og videre ud i kirkerummet.
Her har vi koret, alteret. Syvarmede lystestager hører til jødedommen og ikke kristendommen - det er ligegyldigt for mig, alterstagen er virkelig smukt håndværk. Der er også en alterskammel til nadvergæsterne. Kalkmalerierne på væggene er rekonstruktioner og er altså ikke originale. Der er tale om landets ældste, men de er ikke ægte. Det mest interessante ved disse billeder er at man har måttet hente en til at udføre malerierne helt fra Byzans. Borterne foroven og forneden er i Byzantisk stil. Det samme er selve malestilen. Alterstenen er ikke den oprindelige fra den sidste af de 3 trækirker der har ligget på dette sted. Denne er helt ny. Der var tidligere en sten udformet som en hest, der var brugt i vikingetidens hedenske hesteofringer. Tidligere stod en stor rund sten til højre i lokalet. Den påstås at være den kampesten, der var alterbord i Harald Blåtands trækirke. Stenen var udformet som en hest, idet vikingerne ofrede heste til guderne. Gulvet er ombygget, men bestod tidligere af mursten og der var en lem i gulvet så man kunne kigge ned til resterne af det underliggende lergulv i Gorm den gamles helligdom og Haralds kirke. Det er jo en herlig historie at kunne fortælle, at Gorm den gamle traskede rundt på dette lergulv i sin helligdom. Der er også et højere liggende lerlag, der er lergulvet i Haralds kirke. Der er gået næsten 1.100 år og blandt Jellings berømte fortidsminder er kirken det mindst påagtede, som den ligger der, lav og uanselig midt imellem de vældige gravhøje og i umiddelbar nærhed af runestenene med Kristusbilledet og de danmarkshistoriske indskrifter. Mangen besøgende har sikkert ladet sig blænde af omgivelserne og ment, at den romanske frådstensbygning i dette selskab var et ungt og uinteressant element, men det er langt fra at være tilfældet. Alderen har den- ikke i sine mure, men i sin undergrund - og i koret findes" Danmarks ældste kalkmalerier". Ved det sidste, kalkmalerierne, er der dog et minus, for nok er disse billeder meget gamle - fra omkring år 1100 - men de er kopier malet på ompudset væg. Kirken har i sin oprindelige konstruktion bjælkeloft, men der har også været muret op med hvælvninger. 
Der er pludselig dukket et nyt vindue op her. Nogen har restaureret kirken og ændret radikalt på tingene. Alterbordet har aldrig hørt til i denne kirke. Dette 5-længede alterbord er gyseligt, hvem har skiftet det ud med det originale. Den syvarmede lysestage er symbol på jødedom og ikke kristendom. De 2 enarmede lysestager hører til i en kristen kirke. Den syvarmede er smuk, men det er en anakronisme at have den her. Det er en sær blanding af kristen- og jødedom. Lige så anakronistisk som billedet herunder. 
En neger nisse ? 
Sådan en stage hører på ingen måde hjemme på et alter i en Dansk Folkekirke. Stagen er symbol på jødedommen og svarer til den stage der stod i det tempel i Jerusalem, som romerne rev ned i år 70 efter vor tidsregning. Kristendom er ikke jødedom. I dag er stagen tillige symbol på den selvetablerede jødiske stat Israel, hvis territorium bygger på besatte områder. "Det er da en smuk stage og den gør da ingen skade - lad nu være med at være urimelig" .... "Det er muligt, at du synes det ikke betyder noget, men jeg kan betro dig, at det gør det for mig. Jeg er i en kirke og ikke i en synagoge!" Jelling Kirke, ligger mellem de to store høje, Gorms Høj og Thyras Høj. Kirken er bygget af frådsten (kildekalk). Den er opført omkring år 1100.
Før denne kirke har der tidligere ligget tre trækirker, hvoraf den første er opført omkring 965 i Harald Blåtands regeringsperiode.
Den første trækirke var noget større end den nuværende kirke, den målte 14 x 30 meter, og det er væsentlig større end andre trækirker, som man har fundet rester af.
Den nuværende kirke fik tilbygget et tårn i 1400 årene.
Rundbuevinduerne stammer fra en restaurering i 1935.
Dele af kirken brændte i 1679, men blev genopført, dog uden tårnet. Siden er der opført et våbenhus, som muligvis har været årsag til at den lille runesten er blevet flyttet. Kor og skib har flade lofter.
Koret fik indbygget hvælv efter 1620, men disse blev fjernet efter en sammenstyrtning i 1874.
Ved den lejlighed fandt man kalkmalerier på korets nord og østvæg.
Prædikestolen er fra slutningen af 1600 tallet
I 1978- 1979 blev der, ved restaurering af frådstensmurværket, mulighed for nye udgravninger og undersøgelser, som blev ledet af Knud Krogh.
Ved disse udgravninger fandt man dels spor efter de to tidligere træbygninger i form af stolpehuller, som man også havde afdækket ved de tidligere udgravninger. Men ud over disse fandt man også stolpehuller fra en tredie træbygning. Der er arkæologer, der der på grundlag af stolpehuller påstår at kunne konstruere hele bygninger. Det gælder eksempelvis vikingehusene i Trelleborg. Det er efter min bedste overbevisning ren svindel og humbug. Det svarer til at man på grundlag af nogle utydelige dækaftryk kan konstruere en hel bil. Af og til mener
Der har altså været tre træbygninger før den nuværende stenkirke, hvoraf den første trækirke har været den absolut største.
Andre steder hvor man har fundet rester af tidligere trækirker, har det været lige modsat, der har trækirkerne været de mindste.
Når det ikke er tilfældet i Jelling, kan det skyldes, at byen i de mellemliggende år har mistet sin betydning som centralt beliggende regeringsby.
I den første træbygning blev der i jorden fundet et gravkammer, der var 4 meter langt og 2,6 meter bredt. Dette gravkammer er bygget samtidig med den første træbygning. Kammeret er færdiggjort og lukket, hvorefter det er dækket med et lerlag, som træbygningens gulv hviler på. JELLING KIRKE OG NYFORTOLKNINGEN AF KALKMALERIERNE Blandt Jellings berømte fortidsminder er kirken det mindst påagtede, som den ligger der, lav og uanselig midt imellem de vældige gravhøje og i umiddelbar nærhed af runestenene med Kristusbilledet og de danmarkshistoriske indskrifter. Mangen besøgende har sikkert ladet sig blænde af omgivelserne og ment, at den romanske frådstensbygning i dette selskab var et ungt og uinteressant element, men det er langt fra at være tilfældet. Alderen har den- ikke i sine mure, men i sin undergrund - og i koret findes" Danmarks ældste kalkmalerier". Ved det sidste, kalkmalerierne, er der dog et minus, for nok er disse billeder meget gamle - fra omkring år 1100 - men de er kopier malet på ompudset væg. Historien bag denne lidt triste kendsgerning er følgende.
I året 1874 styrtede en del af de indbyggede hvælvinger over koret ned, derved opdagedes det, at der på væggene var spor af gamle billeder. Datidens kendte kalkmalerikonservator, tegneren Magnus Petersen, blev tilkaldt, og under hans ledelse afdækkedes kunstværkerne, der strakte sig over korets nord - og østvæg, men ikke over sydvæggen, idet muren her er nyopført efter en brand i 1600 årene. Den således fremdragne udsmykning var på steder fantastisk uskadt, men andre steder var store murpartier ødelagt, således i nordvæggen, der har været gennembrudt for at skaffe adgang til et tilbygget, men senere atter nedrevet kapel.
Var fundet gjort i dag ville man have jublet over de velbevarede billeder, men dengang havde man ikke vore erfaringer for konservering og fastlægning af løst puds, desuden mente man vel egentlig også, at en ufuldstændig udsmykning ikke burde stå fremme. Nok er det, man skønnede, at billedernes bevaringstilstand var en sådan, at de ikke kunne reddes. Alt blev derfor hugget ned. Magnus Petersen fotograferede ikke, men han var en fortrinlig tegner, og det kom Jellingmalerierne til gode. Ialt ni meget fine akvareller foreligger fra hans hånd. På grundlag af disse aftegninger maledes således i det restaurerede rum kopier af de borthuggede billeder, supleret efter bedste overbevisning, og med støtte i sydeuropæisk kunst. Den billedløse sydvæg lod man i første omgang stå tom, men i 1926 fik også den sin udsmykning, helt nye billeder malet af J. Th. Skovgaard.
Magnus Petersen var selv den første, der skrev om Jelling malerierne. I sin bog "Kalkmalerier i danske kirker" fra 1895 gør han rede for billedernes høje kvalitet og ælde og for den anvendte maleteknik " al fresko" ( på vådt puds), en metode, hvor bundfarverne indgår en kemisk forbindelse med det glatte pudslag. Han beskriver, hvorledes han har iagttaget indridsede furer omkring hovederne på figurerne og omkring trækronerne samt enkelte steder i den nedre bort. Der er muligvis tale om fortegning i det våde pudslag. 
Skitsen viser Jelling malerierne, som de afdækkedes 1874 - 75. Teksterne svarer til Magnus Petersens tolkning af billederne.
Det er tydeligt, at billederne danner en sammenhængende serie, og denne har efter Magnus Petersens opfattelse omhandlet Jesu barndoms, og første ungdomshistorie. Begyndelsen finder han længst til venstre på nordvæggen, idet han dog antager, at der har været endnu et billede - Bebudelsen - på det smalle vægstykke mellem korbue og nordvæg. Den første af de foreliggende scener viser fem personer stående i en arkadebue, det er, ifølge Magnus Petersen, Elisabeth og hendes tjenerinder, der møder Jomfru Maria, hvis glorie ses i næste, kun delvis bevarede bue. De to buer har altså fælles motiv: Besøgelsen. På det ødelagte stykke, som derefter følger, antages De Hellige Tre Konger at have været, de rækker deres gaver mod Maria og barnet i den efterfølgende fødselsscene - atter et stort samlet motiv fordelt på flere arkadebuer. Efter et vindue, som stammer fra kirkens ældste tid, og som derfor indgår naturligt i kompositionen, følger Kristus i ørkenen og Johannes Døberen, som i et skriftbånd taler til jøderne: vox clamantis---( jeg er den røst, som råber i ørkenen---). Hermed er vi kommet til enden af nordvæggen, men fortsætter på østvæggen, om hvis første billede der ikke kan herske tvivl, det forestiller Kristi dåb. Scenen fylder væggens ene halvdel, pladsen til venstre for et vindue i centralpunktet lige bag alteret. Til højre er der også et billede, men det er stærkt beskadiget, og her slutter rækken, idet sydvæggens udsmykning som sagt er helt ødelagt. Den afsluttende scene kan efter Magnus Petersens mening have forestillet Jesus for Pilatus. I hvert fald ses tydeligt Kristus stående med løftede hænder og korsglorie om det lange, brune hår.
Magnus Petersens udlægning af scenerne og dateringen til begyndelsen af 1100 årene fulgtes stort set af Poul Nørlund og Egmont Lind i deres store bog om" Danmarks romanske Kalkmalerier" Fra 1942. Det væsentligste nye, Nørlund bragte ind i beskrivelsen, var påvisningen af, at der oprindelig har været ikke et, men to vinduer i nordmuren. Det forsvundne nordvindue må være opslugt af den store murgennembrydning.
| 
| Stik fra 1591 af Jelling kirken, som den så ud før branden. Korets nordmur har sikkert, ligesom sydmuren, der ses på billedet, haft to vinduer. | Når man skal forstå billeder som disse, må man først lære sig betydningen af visse symboler, der for tilskueren dengang har været lige så indlysende, som billedtegnene i Anders And er det i dag. Hvis en person skal tale vigtige ord, sker det, ikke ved hjælp af en taleboble, men ved et skriftbånd. Skal man fremstille, at scenen foregår inde, maler man en arkadebue omkring motivet, eventuelt med et lille hus stillet oven på i mellemrummet mellem buerne. Ude, angives ved et sætstykke, et træ, og ved at man ikke afgrænser billedfeltet med arkade, men med borter. I Jelling har borterne oven i købet bladornamentik som en ekstra fremhævelse af det udendørs. | 
| Jelling kirkes kor med den eftermalede og rekonstruerede udsmykning er et på engang opløftende og bedrøveligt skue, og man spørger sig, om der da slet ingen ægte billeder er tilbage. Muligheden foreligger. Systematiske eftersøgninger efter malespor på korets vestvæg, i korbuen og på skibets vægge er såvidt det har kunnet oplyses, aldrig foretaget. Det bør ske, stedet fortjener det, og disse kalkmalerier er, foruden at være af fremragende kvalitet, virkelig landets ældste. Hvad det sidste angår, må de dog dele prisen med billederne i Tamdrup kirke ved Horsens, der synes malet af samme hånd.
Det var de middelalderlige maleres store dyd, at de så klart forstod at udvælge det væsentlige af den historie de ønskede at fremstille, og lade handlingen fremgå af figurernes stillinger, og af nogle få karakteristiske rekvisitter. Hvordan det skulle gøres var dog i reglen nøje bestemt af traditionen, de samme scener i omtrent samme udformning går igen fra fremstilling til fremstilling. Selv i tilfælde, hvor billederne er ødelagt, således at kun ganske få enkeltheder er bevaret, vil man derfor ofte med temmelig stor sikkerhed kunne fastslå, hvilken scene man står overfor.
Ved aflæsning af billedernes betydning må man i høj grad tage deres placering i kirkerummet med i betragtning. De helligste motiver finder man ikke på sidevægge, men i området men omkring rummets længdeakse. I kirker med apsis, den halvrunde kuppeloverdækkede udbygning, som undertiden forlænger koret, er hovedmotivet i tidlig middelalder næsten altid en majestasfigur, en tronende Kristus omgivet af udvalgte billeder, evangelistsymboler, engle, Maria og Johannes. Findes ingen apsiskuppel, overtages rollen som det helligste sted af den flade væg bag alteret sammen med "triumfvæggen" ( skibets østvæg) og korbuen.
Betragter man Jellings kalkmalerier ud fra disse forudsætninger, vil det være tydeligt, at Kristi dåb på væggen bag alteret er en slags majestasfremstilling. | 
| Dåbsscenen
Dette og de følgende Jelling-billeder, undtaget det sidste, er gengivet efter Magnus Petersens akvareller, nu opbevaret på Nationalmuseet. | Den næsten nøgne Kristus er set helt frontalt, indrammet af Jordanflodens stiliserede vande som en slags glorie. Skikkelsen er flankeret af Johannes Døberen og af to engle med hans hvide dåbskjortler. En dåbsfremstilling på dette sted er i virkeligheden noget højest usædvanligt, som ikke kendes i andre nordiske udsmykninger fra romansk tid. Der må være en særlig grund til, at man i Jelling brugte dette motiv på den fornemme plads bag alteret. Dåben er Kristi indvielse til frelsergerningen og overgangen fra barndom til manddom, men den er tillige højdepunktet i Johannes Døberens liv. Samme Johannes indgår også i nordvæggens billedrække, hvor han ses talende til en flok jøder. Denne scene er ellers ukendt i det nordiske materiale, men forekommer i udlandet, her dog altid i forbindelse med en Johannes Døberens historie, aldrig i en billedserie om Kristus. Foranlediget af disse betragtninger opstod hos mig den tanke om motivet for billedrækken i Jelling skulle være- ikke Kristi barndomshistorie, men Johannes Døberens levnedsløb. Johannesserier kendes adskillige steder fra Europa. I det berømte Skt. Gallen- klosters nu forsvundne basilika har den været, men nu er kun billedunderskrifterne kendt. En anden Svejtsisk Johannesserie, i den store kirke i Mustair, er endnu i behold. Den er af meget gammel oprindelse, fra 800 årene, men gentaget og moderniseret omkring 1175 - 1200. Nærmere Jelling, i Skt. Maria in Kapitol i Køln ( indviet 1065), findes en serie omfattende ikke alene Johannes liv, men også hans død. Nævnes skal også en Johannesserie der næppe overgåes af andre nord for alperne. Den er fra 1290, og blev fremdraget i 1953 i Johanneskapellet til Benediktinerklosteret i Seckau. Maleriet er seks meter højt og fire meter bredt. Billedrækken i Jelling er ikke så omfattende som den i Seckau, alligevel volder det ingen vanskelighed at få de to serier til at stemme sammen. Nu kan man spørge, om da ikke Magnus Petersen og Nørlunds udlægning af billederne som Jesu barndomshistorie passer lige så godt. For at svare herpå vil vi i det følgende gennemgå motiverne enkeltvis, og det vil vise sig, at omtolkningen får adskillige af puslespillets løse brikker til at falde på plads. Jesu barndomshistorie var et yndet motiv for nordiske kalkmalere i tidlig middelalder. Som et typisk eksempel kan vælges en serie i Råsted kirke ved Randers omfattende Bebudelsen ( nu overkalket), Besøgelsen, Fødslen og Kongernes tilbedelse, antagelig malet mellem 1125 - 1150. | 
| Jesu barndomshistorie, som den er fremstillet i Raasted kirke. Besøgelsen, Fødslen (med Josef i et siderum) og Kongernes tilbedelse. I lakunen under krybben anes draperier fra Marias seng. | Raasteds besøgelsesscene viser to kvinder stående sammen, men det af Jelling billederne, som efter den gamle teori skulle forestille samme scene, ser helt anderledes ud. Personen der skulle forestille Elisabeth, står i et selskab på fem, uden glorie og i en dragt, der giver anledning til at overveje, om ikke den afbillede i virkeligheden er en mand, måske endda en gejstlig. Bedre passer det, hvis man antager, at de fem figurer er "folket" og den enlige person med glorien i næste arkade ikke er Maria, men Zacharias. Med andre ord, motivet i de to buer er menighedens møde med den stumme Zacharias. | 
| Nordvæggens første billede, som indleder den bevarede del af serien. | 
| Fødselsscenen i Jelling viser en glorieomstrålet kvinde med koneklæde, liggende på en seng med et svøbelsesbarn i armen. Hun taler med en person i den foregående arkade, men af denne er kun bevaret hænderne, som rækker et horn frem. Det skulle ifølge hidtidig tolkning være den forreste af kongerne, som frembærer sin gave. | En kvinde med oprakt hånd, som ses bag sengen, forklarer Nørlund som den fødselshjælperske, der ifølge legenden, ikke troede på Maria jomfruelighed, og som straffedes med en vissen hånd, der dog blev helbredt, da hun badede det hellige barn. Der foreligger fra Magnus Petersen to tegninger af dette motiv. På det første fra 1874, ses en svag glorie om hjælperskens hoved. Scenen var på det tidspunkt kun delvis fremdraget og tolkningen af den næppe udformet. Da han året efter tegnede det nu fuldt afdækkede billede, troede han naturligt nok, at det forestillede Kristi fødsel og glemte glorien, som er væsentlig for forståelsen, men som vi altså kender fra førsteudgaven. | Poul Nørlund gør i sin bog opmærksom på, at fødselsscenen i Jelling er mærkelig, og sammenligner man med Raasted- serien og med mange andre fødselsscener, må man give ham ret. Den er i virkeligheden unormal. Det guddommelige barn skal ikke i 1100- tallet ligge hos Maria, men i krybben, hvor æslet og oksen tilbeder det. Det skal have korsglorie som tegn på, at det er Jesus, derimod skal moderen ikke have koneklæde.. Josef skal være til stede. En fødselshjælperske med glorie hører ikke med i billedet. Denne anselige række af uregelmæssigheder, som modsiger den gamle tolkning forsvinder, hvis man antager at billedet forestiller, ikke Jesus, men Johannes fødsel. Kvinden i sengen er ikke maria, men Elisabeth. Fødselshjælperen derimod er Maria. Krybben, oksen og æslet ser vi intet til. Johannes blev jo ikke som Jesus født i en stald. Da Nørlund opdagede at der oprindelig har været to vinduer i korets nordvæg, afskar han samtidig sandsynligheden for sin tolkning af figuren med hornet som den første af de hellige tre konger. Den hornbærende person fylder tilsyneladende hele sin arkade, men i buen bag den må vinduet have været, så der bliver ikke plads til de to andre konger. At man i romansk tid skulle have ladet et vindue skære scenen over forekommer usandsynligt. Andre svagheder ved den gamle tolkning er påpeget af Nørlund selv. 1100 tallets hellige tre konger frembærer ikke horn, men gaver af form som små dåser, og Maria tager ikke imod dem liggende på en madras, hun fremstilles som i Raasted, tronende på en stol med barnet på skødet. Men hvis manden med hornet ikke er en af kongerne, hvem er han så. Nøglen til forståelsen finder vi i en mærkelig genstand, som ses neden under hænderne, den er ufuldstændig, men tegnet med skrå og buede linier, som den gamle tolkning ikke giver nogen forklaring på. Sandsynligvis er det en skrivepult. På datidens kalkmalerier og håndskriftillustrationer kan man se skrivende folk, f.eks. evangelister, siddende med blækhorn i hånd ved et sådant møbel. Går man videre til næste scene, gruppen omkring træet tolket som Jesus og Johannes i ørkenen, rejser der sig straks en række spørgsmål. Hvorfor har Jesus kun en almindelig glorie, ikke korsglorie. Hvorfor har han blonde, buklede krøller, i stedet for langt, glat,brunt hår, som Kristus plejer at have, og som han da også har i fremstillingen på østvæggen. Hvordan kan det tilstedes, at Johannes vender ryggen til Kristus, og hvorfor siger han "jeg er den røst, som råber i ørkenen" ( en replik fra en situation, hvor Kristus ikke er til stede), når det rigtige havde været"se det Guds lam". Forklaringen på billedet, eller billederne, for her er utvivlsomt tale om to situationer, det finder vi i Johannesserien i Seckau, der viser henholdsvis en gloriebærende person ved et træ og en mand overfor en folkeforsamling. Begge er Johannes, først alene i ørkenen, dernæst talende til en flok jøder. | 
| Jeg er den røst, som råber i ørkenen
VOX CLAMANTIS ...
| 
| Dåben Ligheden mellem Jelling og Seckau er her slående, og den fortsætter i næste billede, der for begge seriers vedkommende viser Kristi dåb. I kappen som den døbende Johannes bærer, genkender man den i skriften omtalte kamelhårskjortel. | 
| Billedet til højre for alteret Dermed er vi nået til midtpunktet, vinduet lige bag alteret, der deler den oprindelige billedserie i to lige store dele, men nu begynder vanskelighederne i form af tiltagende ødelæggelse. Det første billede efter vinduet er dog klart nok, det viser Kristus med tydelig korsglorie, stående i en arkadebue. | Over for ham i næste bue, ses endnu en figur med løftet arm, men iøvrigt stærkt beskadiget. En tredie arkadebue skimtes, men uden bevaret billedmotiv, og dermed er vi nået til det ødelagte sydvæg. Spørgsmålet bliver nu, kan man på dette spinkle grundlag sige noget om indholdet af frisens anden halvdel. Det mest nærliggende er vel at tænke sig Johannes Døberens historie fortsat, endnu mangler jo afsnittet om hans død, men i ingen af de kendte Johannesserier forekommer en scene med et møde mellem Kristus og Johannes efter dåben, så den mulighed kan antagelig lades ude af betragtning. Den hævdvundne opfattelse, at frisens to halvdele har haft hver sin motivkreds, må tiltrædes, og tilfældet er da heller ikke enestående. Som eksempel kan igen nævnes Raasted, hvor man i nord har Kristi barndom, i syd Kristi død og opstandelse. Magnus petersen og efter ham Nørlund har, som allerede omtalt, tolket serie 2´s indledningsbillede som kristus for Pilatus, men den stående gestikulerende person i anden arkade kan næppe være den romerske landshøvding, der ganske vist kan afbildes stående, men som dog almindeligvis vises siddende i færd med at vaske hænder. I middelalderlig kunst gælder visse regler for sammenstilling af billeder, men af de modstykker, som melder sig, når det ene motiv er Kristi dåb, er der kun et enkelt, som med en vis sandsynlighed kan tilpasses Jelling, nemlig Brylluppet i Kana. Scenen med Jesus der forvandler vand til vin, kan fremstilles forskelligt, men kendes i en udformning, hvor Maria står overfor Kristus med bedende opløftede hænder og med de vinskænkende tjenere bag sig. Episoden i Kana var Jesu første mirakel, så den er kronologisk velmotiveret omend ualmindeligt at anbringe den efter dåben. Det tredelte motiv kunne passe godt i de tre arkader til højre for Jelling kirkens alter, og serien kunne tænkes fortsat med andre af Kristi undere som andetsteds forekommende. | 
Brylluppet i Kana. Egbertmanuskriptet, ca. 980 | Hvorom alting er, så synes det sikkert, at Johannesserien slutter ved alterpladsen. Tilsyneladende mangler afslutningen om Johannes død, men det er nu ikke helt sikkert. I borden under billedrækken anedes små udviskede figurscener, som måske kan have rummet dramaets blodige efterspil. Under alle omstændigheder er det dog klart, at det er døberen, ikke martyren Johannes, der har interesseret mændene bag udsmykningen i Jelling. Nytolkningen af Jellings forsvundne kalkmalerier er interessant i sig selv, men har den ellers noget at fortælle. Ja, en ting. Frådstenskirken må have været indviet til Johannes Døberen, ellers ville man ikke have afmalet hans historie i koret. Nornalt indviede man kirkerne til den eller de helgener, som det var lykkedes at skaffe relikvier af. Men Johannes Døberen var ingen almindelig helgen, hans dyrkelse var først og fremmest knyttet til dåbskapeller og baptisterier. | 
| Jelling - malerierne rekonstrueret i overensstemmelse med nytolkningen | Dette at netop Jelling-kirken var indviet til dåbskapellernes særhelgen, kan ikke undgå at lede tanken hen på runestenen, som står opstillet på kirkegården, Harald Blåtands storartede mindesmærke over forældrene med korsfæstelsesbilledet og en tekst, der omtaler danernes kristning. Under den nuværende stenkirke fandt Ejnar Dyggve i slutningen af 1940 erne spor af to træbygninger, og det er senere, gennem Knud Kroghs undersøgelser sandsynliggjort, at begge har været kirker. Den ældste af dem, der rimeligvis er opført af Harald Blåtand efter hans antagelse af kristendommen, det vil sige indenfor tidsrummet 960 - 985, var brændt, og afløseren, der var usædvanlig derved, at dens stolper ikke var jordgravede, men hvilende på syldsten, har senere fået samme skæbne. Stenkirken med Johannesmalerierne er nummer tre i rækken, den må være opført på brandtomten omkring år 1100, og har sikkert straks fået sin udsmykning. Eksisterede kongsgården endnu dengang. Nørlund mente det, Men Tage E. Christiansen har senere fremført vægtige argumenter for, at det ikke kan være rigtigt. Jelling må på det tidspunkt have været et almindeligt landsogn. Frådstenskirken fremtræder da også som en landsbykirke, derimod har i hvert fald den yngste af trækirkerne været af usædvanlig størrelse. Når en kirke fornyedes, det gælder overalt i Europa, var der to regler, som sjældent blev fraveget. Man byggede på det gamle sted, og man fastholdt tilknytningen til den eller de helgener, man ved indvielsen havde fået relikvier af. At den første forskrift var fulgt i Jelling, har vi nogenlunde sikkerhed for, og der er ingen grund til at tro at man har tilsidesat den anden. Med andre ord: Allerede Harald Blåtands trækirke kan have været indviet til Johannes døberen. Ved kongens omvendelse blev der stor glæde, ikke alene i himlen, men også i Bremen, hvis missionerende kirke her så et strålende resultat, så Harald har sikkert kunnet få, hvad han ønskede af relikvier til kirken ved kongsgården. Spørgsmålet er nu, skyldes det usædvanlige valg af værnehelgen, at kongen har brugt sin kirke til dåb, den voksendåb, som ved kristendommens ophøjelse til statsreligion var blevet et anliggende af største kirkelige og politiske betydning. Problemet er stort og åbent, så længe man ikke ved mere om missionstidens dåb i norden. Formentlig har dåbsrettighederne hørt til de store kirker. Selve dåbshandlingen fandt i det etablerede kristne samfund sted aftenen før påske og pinse, men forud herfor gik længere tids forberedelse af de udøbte voksne. Efter tredobbelt neddykning i vandet fik de døbte, som nu var rene for synd, hvide dåbsskjorter. Ved fællesdåben var det kristne og det politiske stærkt sammenblandet, hvad man får et udmærket indtryk af gennem en bevaret beskrivelse af den danske konge Harald Klaks dåb hos kejseren Ludvig den Fromme i året 826. Kejseren selv var fadder for kongen og iklædte ham det hvide dåbstøj, kejserinden sørgede for dronningen, kejsersønnen Lothar for kongesønnen, hoffolkene for hirden og de almindelige folk for de almindelige danske ledsagere. Desværre fremgår det ikke entydigt, om stedet for dåbshandlingen var kirken til det kæmpestore kejserpalads i Ingelheim, eller domkirken i Mainz. Hvis det var i paladskirken, hvad flere forskere mener, har vi en situation, der svarer til den formodede i Jelling. De nordiske kirkeregler var i den første kristne tid helt afhængige af karolingisk skik. Placeringen af kirken og af runestenen med den programagtige Kristus midt mellem de hedenske høje virker som en tilsigtet demonstration, og det ville falde smukt i tråd,, hvis selve dåben af de omvendte vikinger er indgået i arrangementet. Kong Harald gjorde danerne kristne, siger han selv, men kristen blev man kun gennem dåben. Vi aner en linie fra runestenens indskrift til Johannesbillederne på væggen i den tredje Jelling kirkes kor. | 
| Kilde: Ulla Haastrup
(NB GLASMOSAIKKEN SYNES UDSKIFTET TIL EN ANDEN HUSK DEN RUNDE STEN - DER ER DIVERGENSER OMKRING ALTERBORDET SKAL OMSKRIVES I FORHOLD TIL DEN TOLKNING SOM FINDES I "TROENS BILLEDER - ROMANSK KUNST I DANMARK" AF LISE GOTFREDSEN OG HANS JØRGEN FREDERIKSEN, MEN MED DIREKTE REFERENCE OGSÅ TIL ULLA HASTRUP (SKALK 1972), MEN ENKELTE ELEMENTER OG ILLUSTRATIONER SKAL ÆNDRES.) |
Lysekrone og døbefont i granit. 
Prædikestol og lydhimmel
Prædikestolen er i renæssancestil fra ca. 1650, men Kristusbillederne i felterne er betydeligt yngre. Bemærk de kongelige monogrammer i lydhimlen, der fra Christian V og frem efter har fået påført monogrammerne for de danske regenter, som har besøgt kirken. (undskyld den ringe billedkvalitet).
 Et udsnit af orgelpiberne. Orglet
Orglet er bygget i 1960 af Marcussen & Søn og er oprindeligt udstyret med 14 stemmer på 2 manualværker og pedalværk. I forbindelse med markeringen af årtusindskiftet blev orglet udbygget med 2 rørstemmer, fagot og trompet. Orglet blev vendt 90 grader, således at det fik en rigtig placering i forhold til kirkerummet
Man har i mønstret i midtergangen indlagt nogle søvstriber. De angiver hvor Gorm den gamle ligger begravet - hvis det altså er ham, hvilket der ikke er ret meget der tyder på. Gulvet
Gulvet er udført i en rødlig svensk sten, der efter stedet hedder Tranås. Granittens overflade er behandlet med en såkaldt jet brænding, som giver den en næsten usynlig opskalling. Korset, der er indlagt i gulvet, er markeret med højpoleret svensk granit ligesom den ubrudte linie indenfor korset, der er så præcist bomskåret, at det ikke engang har krævet nogen ekstra samling i hjørnerne. Korsets arme vender mod alter, prædikestol og døbefont som symbol på dåb, nadver og ordet, ligesom den ubrudte linie leder tankerne hen på evigheden.
Et lille stykke sterling sølv indfældet i den sorte granit, markerer placeringen af Gorms knogler.
Vi ser både kirkens gulv og vinduer som diskrete henvisninger til Harald Blåtands Jellingsten med dens slyngornamenter og til den kamp mellem den gamle og den nye tro, som er blevet udkæmpet i Jelling. Ligesom Jellingstenens slyngornamentik er voldsom omkring løven på stenens ene side og falder til ro omkring Kristusfiguren, sådan falder kirkegulvets urolige mønster til ro i en korsform oppe ved alteret. Og ligeledes holdes gulvets urolige ornamentik i ave af den store altfavnende korsfigur i gulvet. Også uroen i det vindue mod syd, som man kan vælge at se, som et billede på Thors lynild , besejres af roen i det andet billedes forårsgrønne kors.
Sådan kan man også tolke udsmykningen i Jelling Kirke. 
Her er graven markeret. Det mest sandsynlige er at der er Haralds broder Svend, der ligger begravet her. 
Skelettet fra graven under trækirkens gulv. Måske er det Gorm den Gamle. Der mangler en hel stumper i puslespillet og det kan sagtens være skeletdele fra flere lig der er blandet sammen. Det mest interessante er dog, at knoglerne er opdelt i mindre stykker, der viser at liget i sin er parteret. Det var almindeligt, når man transporterede en falden fra England til Danmark i vikingetiden. Under den ældste trækirke placerede man en grav i vikingetiden. Vi ved ikke, hvad der kom først, kirken eller graven? Det, vi ved, er, at manden, der blev begravet her, tilhørte overklassen. I hans grav fandt man nemlig guldtråde, som oprindeligt var vævet ind i de tæpper eller det tøj, han blev begravet i. Manden havde også fine sølvsmykker med i graven. Ved at se på mandens knogler og tænder kan man se, at han var omkring 173 cm høj og 35-50 år gammel. Den måde, skelettet lå på, da man åbnede graven, viste også arkæologerne, at kammeret under kirkegulvet var mandens andet hvilested. Knoglerne lå hulter til bulter. Det betød, at manden på et tidspunkt blev flyttet fra sin første grav til graven under kirken. Dette sidste synspunkt om flytningen er der dog meget delte meninger om. 
Sølvbeslag fra graven under trækirken. De to genstande er udført i samme stil, måske endda på samme værksted. Ornamentikken på siderne og overdelen er Jellingstil, men hovedets form er den traditionelle fra 800-tallet som på dyrehovedstolperne fra Oseberg.
Dyrene på de sølvsmykker, man fandt i graven under kirken, ligner dyrene på det lille sølvbæger, man fandt i Nordhøjen. Tingene kommer derfor sandsynligvis fra samme værksted, og tilhørte muligvis den samme person. Det tolker nogle sådan, at manden fra kirken oprindeligt lå begravet i Nordhøjen.
Nogle mener altså, at den mand, der nu ligger under kirkegulvet i Jelling kirke, er den samme
mand, som oprindeligt blev begravet inde i Nordhøjen. De mener endda, at de kan sætte navn på, hvem den mand var: nemlig Gorm den Gamle – Haralds far. Argumentet er, at Harald, efter han selv blev kristen, flyttede sin far fra den hedenske gravhøj til den kristne kirke. Om det hænger sådan sammen, ved vi ikke, men muligheden er der. Andre mener, at de to grave tilhørte to forskellige personer.
Apostelfigurerne
I kirkens tårnrum ses på nordvæggen seks apostelfigurer fra omkring 1500. Der har naturligvis været tolv, men de seks er forsvundet omkring år 1900. Af de tilbageblevne kendes lettest Peder med nøglen og Johannes med bægeret. Kvindefiguren er de spedalskes helgeninde, Catharina - hun hører ikke til de 12 apostle.
Skåret i en anden kunstnerisk stil ses på sydvæggen de sidste seks apostle med deres symboler. De er udført til kirken i forbindelse med en restaurering i 1970erne af lærer Henry Bayer i Jelling. De er ikke med her.
Kirkeskibet "Minerva"
Kirkeskibet "Minerva" er en 3-mastet fuldrigger, bygget af fhv. skibstømrer Martin Hansen, København, og er en model af en fuldrigger, han selv har sejlet med i sine unge dage. Kirkeskibet er skænket af Christiane Rasmussen og datteren Hulda til minde om ægtemanden og faderen, kaptajn Anders Rasmussen. Det blev ophængt i Jelling Kirke den 25. juni 1944. 1 skibets skrog skulle være nedlagt et skibspapir, men hvad det står på dette, vides ikke.
Kaptajn Anders Rasmussen var far til sognepræst i Jelling, Helge Rasmussen, der var præst fra 1933 til 1963.
Et sølvkrucifiks fra 1600 tallet. Det har hørt til prydelserne på en ligkiste. Bemærk de små huller i randen til brug for fastgørelse til underlaget. Denne genstand har intet at gøre med Jelling kirke, men noget skal de mange turister jo have at kigge på. Det morsomme ved dette krucifiks er, at den korsfæstede står på et dødningehoved med korslagte knogler. Lige til en giftflaske. Det er en original og morsom ting. I øvrigt illustrerer den på glimrende vis, at Jesus aldrig kan være hængt op på denne måde, den der kender bare det mindste til menneskets anatomi vil vide, at kroppens vægt ville rive hænderne i stykker. Nazisterne afprøvede metoden i en KZ lejr - et stykke ude for denne i bjergene fandt man nogle egnede træer, der havde en y-formet kløft - her blev de personer, der skulle aflives hængt med hænderne bundet i kløften - langsomt, men under de værste pinsler og dødsskrig der kunne høres over hele lejren gik man langsomt, men sikkert døden i møde, idet ens krop under sin egenvægt blev revet fra hinanden efterhånden som sener og ledbånd blev revet over. Endvidere medfører ophængnigngsformen, hvor fødderne støtter på en lille skrå platform, at hele kroppen hænger udad og at hver vejrtrækning kræver de største anstrengelser, man lider da kvælningsdøden, idet man efter kortere tid udmattes totalt. Mennesket er fortrinligt til at udtænke ondskabsfulde aflivningsmetoder, det kræver ikke djævle eller satan - blot det rette sindelag. Bemærk også lændeklædet - det skyldes kristen seksualmoral, i virkelighedens verden var en del af ydmygelsen, at man hang splitternøgen under aflivningen, men man kan jo ikke sådan udstille Jesus med en tissemand - tænk på børnene og andre svagelige sjæle. 
Kunstruderne mod syd er udført i fransk blokglas. Østrudens røde nuancer udstråler morgenrøde og kaster sit lys over udsmykningens grundsten, alterbordet og videre ud i kirkerummet. I de to store sydruder i kirkeskibet er der brugt spæde grønne og blå nuancer, både lyse og dybblå farver. Ikke symboler, men signaler. De minder om forår, hav, lyn og himmel. Kunstneren har tænkt på nordisk forår og vikingernes møde med Hvidekrist. Jeg kan af og til være lidt flabet, men jeg synes bestemt det forestillede nogle børn der kørte ned ad en vandrutschebane i et vandland.
Her er noget ganske mærkværdigt - jeg kunne ikke begribe, hvorfor der var kommet disse glasmalerier ind i kirken og det gælder også vinduet oppe i apsis. Jeg kunne også se, at det oprindelige alterbord - der stammer fra vikingetiden og er formet som en hest og blev brugt til hesteofringer er forsvundet. Gulvet var udskiftet og havde fået dette motiv lagt ned i gulvet. Jeg fandt ud af følgende: Udsmykning
Udsmykningen af kirken blev planlagt i samarbejde mellem År 2000 Fonden, Statens Kunstfonds udsmykningsudvalg og Jelling Menighedsråd. Som kunstner blev valgt billedhuggeren Jørn Larsen. Målsætningen for udsmykningen var, at Jelling Kirke skulle gennemgå en total udsmykning, som integrerede gulv, ruder, bænke og belysning i en helhedsudsmykning, der åbnede for ro og højhed. En række gamle elementer fra kirkerummet (se note) skulle indgå i udsmykningen. Den omfattende udsmykning af kirkerummet, samt alt nyt inventar er skabt af billedhuggeren Jørn Larsen.
Note:
Døbefonten, lysekronen over døbefonden, skibsmodellen i loftet, krucifikset over døren samt apostelfigurene på tårnværelsets nordvæg.
Det vil sige, at nogen har bestemt at fjerne de elementer der viste, at her havde vi en kirke - der har i alt ligget 4 på samme sted, at her har vi haft en hedensk kirke, en kirke hvor kristendommen gør sit indtog med landets ældste kalkmalerier, men hvor rødderne er danernes dyrkning af Thor og Odin og hvor det ene langsomt glider fra det ene til det andet. Det er ikke bevist, at det er kristus der er afbildet på Jellingstenen og selv om Harald lader sig tvangsdøbe og med ham en del af hans mænd bliver danerne ikke kristne sådan på et splitsekund - det varer eksempelvis 600 år før man begynder på kirkelige vielser, men denne myte i Jelling om at der her vi bliver kristne og det er her vi får dåbsattelst er der tilsyneladende nogle, der ønsker fremmet koste hvad det koste vil. 
Man fejede og fejede for at holde adgangsvejen til Jelling kirke og stenene fri. Men det bare tonsede ned. 
billeder til brug for omtalen af Jelling: 
Lidt ældre billede af Jelling kirke, der viser den som en lille landsbykirke. 
Så kan du se hvor Jelling ligger i landet. 
Luftfoto af aktuelle søgegrøfter. Man higer og søger og mener man har fundet nogle palisader. 
Luftfoto med kirken - kirkegården og stenenes placering samt det nye formidlingscenter "Kongernes Jelling". 
En gammel tegning, der viser at thyras sten oprindelig har stået på den høj. Det prøver man i dag på alle mulige og umulige måder at bortforklare som at bogtrykkeren ved rentegningen har lavet en fejl. Den er for langt ude, mon ikke tegneren ville have protesteret herover - det er trods alt en historisk værk. 
Endnu et luftfoto som nogle amatørflyvere har knipset på vej til lufthavnen. Byen er kendt for sit lærerseminarium. Jeg kender den fordi jeg kender en mand, der arbejder på socialkontoret i byen og som har støttet mig med faglig ekspertise i en pensionssag. Tilbage til oversigt 
Her har vi Treenighedskirken. Bemærk korset foran bygningen. Under den store storm i 1999 blæste kobbertaget af kirken. En kunstner lavede dette kors af en del af det nedblæste tag. Jeg er taget til gudstjeneste fordi jeg vil høre orglet og ikke mindst koret. 
Fantastisk smuk glasmosaik. 
Døbefont og alter. Godt fundet på, med den bue i koret hvor lyset strømmer ind fra oven og fra siderne. Alter og alterskammel og enkel og gedigent udført. Døbefonten og dåbsfadet er lige så enkelt og smukt udført. Prædikestolen er af granit, men er ikke med på billedet. 
Selve kirkesalen er kvadratisk med stole på gulvet og siddepladser højere oppe på de 3 sider. Jeg valgte en plads lige ved prædikestolen, så jeg kunne følge med i hvad der foregik oppe ved orglet. 
Her har vi det berømte kor. Det har en dygtig kordirigent og en virkelig dygtig organist. i 2009 rejste koret til Kina. Der er tale om et blandet drenge- og mandskor. Koret har tit optrådt i TV for DR - specielt i udsendelsen "Før Søndagen". Koret har et par drengesopraner med pragtfulde stemmer. Personligt er jeg i familie med den tidligere drengesopran Preben Tornfoft fra Århus - han er 4 år ældre end mig. I min barndom havde vi alle hans grammofonplader på 78-ere, dengang syntes jeg der var noget tøset og affekteret over ham, men jeg holdt af at høre ham synge. En god ven til mig har fået overspillet alle pladerne til en CD. Jeg har stadig fornøjelse af, at høre ham synge. Tilbage til oversigt 
Her får du et luftfoto over området. Vi har kammerslusen øverst til venstre og Ribe by nederst til højre. Du kan følge Ribe å. Det lille kvadrat med vand om i den vestlige del af byen er Ribe slotsbanke. Ribe domkirke ligger i centrum af byen lidt øst for Slotsbanken. Jeg håber dette kort giver et overblik over området. 
Kammerslusen, sluse nær Ribe Ås udløb i Vadehavet vest for Ribe. Den er opført 1912 som skibssluse i forbindelse med opførelsen 1911-15 af havdiget fra Roborghus til Vester Vedsted og for at sikre, at de lavtliggende områder bagved ikke oversvømmes ved flodtid. Den nederste del af Ribe Å blev reguleret ved en kanal, gravet 1855-56. Her ser vi ud mod havet. Fanø´s sydspids befinder sig til højre i billedet. Der er en gratisperiode, hvor man kan komme igennem slusen, men uden for denne må man betale. Du kan se en tilsvarende sluse ved Hvide Sande, den er nødvendig for at man sejle ind og ud af Ringkøbing fjord. 
Vi ser fra Kammerslusen ind mod Ribe. Her i det flade marskland, nær Vesterhavets vandvej til hele Europa kan man sejle ind til Ribe - ad Ribe å helt til centrum til Skibsbroen. Der er tidevand her. Tidevand er den regelmæssige stigning og fald i havets overflade, som er forårsaget af månens (primært) og solens (sekundært) uensartede tyngdefelter (også kaldet tidevandskræfter).
Stigende tidevand betegnes flod, faldende tidevand betegnes ebbe. Ved fuldmåne og nymåne forstærker effekterne fra månen og solen hinanden, og der kommer en specielt kraftig flod, der kaldes springflod. Hvis der samtidig er kraftig vind, forstærkes floden, så der fås stormflod.
Tidevand kan i Danmark især opleves i Vadehavet ved Jyllands sydlige vestkyst.
Forklaringen på, at der er to tidevandsbølger i døgnet, er, at den effektive kraft, man vil opleve i et givet punkt på jorden, er en sum af både et tyngdefelt (fra både jorden og månen) og en (modsatrettet) centrifugalkraft fra jordens og månens indbyrdes rotation. Bevæger man sig fra centrum af jorden imod månen (el. solen) øges tyngdekraften fra denne, mens den modsatrettede centrifugalkraft mindskes. Det giver et øget træk imod månen. Hvis man derimod bevæger sig væk fra månen, mindskes tyngdekraften og centrifugalkraften øges. Dette vil effektivt få oceanerne til at bevæge sig imod de to punkter på jordoverfladen, der er hhv. længst fra og tættest på månen. I store træk er det sådan at der er 6 timer mellem flod og ebbe. Her ved Ribe, der ligger ud for Fanø´s sydspids er forskellen mellem flod og ebbe lidt over 1 meter, længere sydpå ved Holland er forskellen 11 meter. Da Esbjerg blev etableret blev havnen anlagt som en dokhavn, hvor man kunne sejle ind og ud ved højvande. Så lukkede man dokken og undgik at skibene stod på bunden ved lavvande. Senere blev havnen gravet så dyb, at man kunne undgå dokken. 
Ribe købstad fejrer i år sit 1300 års jubilæum - det skydes i gang den 8. januar 2010. Ved nederlaget i 1864 mistede vi Holsten og Slesvig (Slesvig er det vi populært kalder Sønderjylland i dag). Grænsen blev flyttet helt op til Kongeåen og gik fra Kolding til Ribe, men da Ribe lå i en af de såkaldte kongelige enklaver og ikke hørte med til Slesvig gik grænsen syd om Ribe. Vi mistede i 1864 flere store havne ved Vesterhavet og det blev derfor nødvendigt at anlægge Esbjerg som havneby - her var en naturlig sejlrende i vadehavet - og senere at anlægge Jernbane til denne by. Jernbanen kom også til Ribe. 
Vi har fundet en parkeringsplads lidt fra Centrum, så nu går turen til Domkirken der ligger ret forude, på vejen dertil passerer vi "Skibsbroen" som er en kajgade, med alle de store købmandsgårde ved Ribe å. Her bruste, buldrede og fossede vandet helt vildt ud mod Vesterhavet. 
En rivende malmstrøm. Det er utroligt, at de træer ude i vandet ikke bliver skyllet bort. 
Det bruser og suser - helt vildt. Det var her i Ribe å man for ikke så længe siden ledte efter en forsvunden mand. Der gik over en uge, men til sidst fandt man ham. Man ved ikke hvordan han havnede i åen, man mener det var en ulykke. 
Skibbroen i Ribe med de store købmandsgårde - bemærk vandets strømmen. Ude for enden ligger resterne af det borganlæg, hvor Valdemars den 2. Sejr´s Bømiske dronning Dragomir - på dansk Dagmar - lå syg. Kongen red i vildt ridt fra kongsborgen i Skanderborg fulgt af hundrede mand, men da han nåede Ribe bro - da var han ganske alene - sådan lyder folkevisen. Dagmar ligger begravet i Sct. Bendts kirke i Ringsted - ud i Ringsted hviler Dronning Dagmar. Alle kender dronning Dagmar, især på grund af det smukke Dagmarkors, som bruges som dåbsgave eller konfirmationsgave til piger - korset er fundet ved en udgravning af gravene, men har dog næppe tilhørt hende og stammer med stor sandsynlighed fra en lille by syd for Byzans eller Konstantinopel i Tyrkiet - i dag Istanbul . Her kunne man lave sådanne raffinerede guldsmykker med emalje. Det er et virkeligt smukt smykke - et sådant Dagmarkors, men det koster en bondegård i emaljeudgaven. En sølvudgave kan dog gøre det og det vil enhver pige senere blive glad for. Her har vi tro, håb og kærlighed. 
| 
| 
| Forsiden | Bagsiden | En glad pige |
Dagmarkorset, 3,4 cm højt relikviekors af guld og emalje. Det kostbare hængesmykke, der menes udført i Byzans i 1000-tallet., viser dels den korsfæstede Kristus, dels Kristus som dommer sammen med Maria og Johannes samt to græsk-ortodokse helgener. Korset blev fundet i en grav i Skt. Bendts Kirke i Ringsted og 1695 indsendt til Det Kongelige Kunstkammer, hvor en usikker tradition knyttede det til Valdemar 2. Sejrs dronning Dagmar. Efterligninger af Dagmarkorset har været populære i Danmark, siden Frederik 7. i 1863 brugte en kopi som bryllupsgave til den danske prinsesse Alexandra. Det originale kors er på Nationalmuseet. Dagmarkorset er fremstillet i en detaljerig celleemalje-teknik, hvor tynde guldvægge skiller de mange felter med hver deres emaljefarve. Fundet af det fine byzantinske guldsmedearbejde i en af de kongelige grave i Skt. Bendts Kirke i Ringsted afspejler sandsynligvis 1100-tallets tætte familieforbindelser mellem det danske kongehus og russiske fyrster. Dronning Dagmar ligger i Ribe syg (Folkevise) 
Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg,
til Ringsted mon de hende vente.
Alle de fruer, i Danmark er,
dem lader hun til sig hente.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"I hente mig fire, I hente mig fem,
I hente mig af de vise,
I hente mig fremfor alle dem
Hr. Karls syster af Rise!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Liden Kirsten hun kom ad døren ind,
hun skinned så rød af gulde,
hun kunne ej lys i kronen se,
hendes øjne vare tårefulde.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Nu, kanst da læse og skrive med skel
og løse mig af min pine,
da skal du slide skarlagen rød
og ride på gangerne mine."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Og det var liden Kirstine,
tog bogen og derudi så:
"Gud hjælpe, min dronning, din pine
er hårder' end jern og stål."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Læsten hun tog og den hellige bog,
hun læste alt, hvad hun kunne,
og blad hun vendte så sørgelig,
så såre hendes øjne runde.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
De fulgte Dronning Dagmar ud og ind,
det blev jo længer jo værre.
"Mens der er nu ikke bedre råd,
I sende bud efter min herre!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Vil Gud det have, må så det ske,
at døden han skal mig gæste,
I sende straks bud til Skanderborg
og hilser fra mig på det bedste!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Og det da var den liden smådreng,
han lod sig ej længe forlide,
før han rykte sadel fra bjælken ned
og lagde på hors den hvide.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Ind da kom den liden smådreng,
og stedtes han for borde,
han var så snild i tale sin
og så tog han til orde:
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Dronning Dagmar har mig til eder sendt,
hun ville med eder samtale,
hun længes så fast og overbrat,
hun hvener sig lydt i sale."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Dankonning slog sammen det tavlebord,
så alle de terninger sjunge:
"Forbyde det Gud i Himmerig,
at dø skulle Dagmar hin unge!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Der kongen han drog fra Skanderborg,
da fulgte ham hundrede svende,
men der han kom til Gredstedbro,
kun Dagmars dreng hin venne.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Der han red over Randbøl Hed',
da fulgte ham femten svende,
der han kom over Riber Bro,
da red den herre alene.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Der er stor ynk i fruerbur,
når alle øjne græde.
Dronningen døde i liden Kirstens arm,
der kongen red op ad stræde.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Og det var danerkonning,
han ind ad døren tren,
det var liden Kirsten bolde,
hun rakte ham hånd igen.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Og hør I, min herre og konge prud!
I tør ikke klage og kvide,
for I haver fået en søn i dag,
er skåret at Dagmars side!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Jeg beder eder alle, jomfruer og møer,
jeg beder eder hver og alle,
I bede en bøn for Dagmars sjæl,
at hun måtte med mig tale!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Jeg beder eder, fruer med høvisk hu,
så mange, som her ere inde,
I bede en kristen bøn for mig,
at jeg må tale med hende!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Så fulde de ned på deres knæ,
så mange, som der var inde,
for mindelig bøn og kongelig gråd
lod Dagmar sig levende finde.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Dronning Dagmar rejste sig op på bår',
hendes øjne var blodig røde:
"Min ædle herre, Kong Valdemar,
hvi gjorde I mig den møde?"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Dog ingen tør ved at ræddes for mig,
jeg haver ej andet misgjort,
end at mine silkeærmer små
jeg haver om søndag snørt."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Den første bøn, jeg beder nu,
den undes mig, som jeg tænker:
Alle fredløse mænd, dem give I fred,
og løs alle fanger af lænker!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Den anden bøn, jeg beder om,
den er eder selv til fromme,
I tage ej Bengerd udi favn,
hun er så besk en blomme!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"I tage liden Kirsten til eders viv,
hul er så bold en jomfru,
men falder det anderledes i hånd,
da kommer I mig ihu."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Den første bøn, I beder om,
den under jeg eder så gerne,
men jeg tager ej liden Kirsten til viv
eller nogen verdsens terne."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Vil ikke I tage liden Kirsten
eller nogen verdsens terne,
så farer I dog til Portugal!
Alt efter så besk en verne."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Min ædle herre! nu har jeg talt,
vil mer af mig i vide?
Der sidder Guds engle i Himmerig,
de må fast efter mig lide."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Nu er det tid, jeg farer herfra,
jeg må ikke længer dvæle,
Himmerigs klokker de ringe for mig,
mig længes til fromme sjæle."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
... det skal lige tilføjes at Valdemar senere giftede sig med Bengerd
STORMFLODER OG DIGEBYGNING VED RIBE 
På Skibbroen står en stormflodssøjle. Når man kigger på den og ser hvor højt havvandet på nogle tidspunkter har stået i Ribes gader, forstår man hvorfor ripenserne frygter Vesterhavet. Med jævne mellemrum har "Blanke Hans" skyllet ind over marsken og ødelagt huse og veje og drevet folk og dyr op på højtliggende steder for at rede livet.
Den øverste ring på stormflodssøjlen viser at vandet stod godt 6 meter over normal vandstand i 1634 under "Den anden store menneskedrukning". Dengang druknede mindst 8000 mennesker og mange tusinde husdyr. Selv inde i Domkirken stod vandet højt, og på pillen bag prædikestolen er vandstanden i 1634 afmærket ca. 170 cm. over gulvhøjde. Ribediget.
Alligevel gik der flere hundrede år med mange stormfloder, inden man enedes om at bygge det 15.km. lange Ribedige fra Tjæreborg i nord til Vester Vedsted ved Ribe i syd. Diget blev ikke bygget før i 1912. Nogle måneder før det stod færdigt, blev der et forrygende uvejr. Vandet steg og steg. Inde i Ribe kunne man sejle på Skibbroen og i hovedgaden. Vandet stod også højt i Fiskergade. Her sad på et køkkenbord med fødderne i vand tømrer Apitz og sang af glæde over, at hans kone samme nat fødte ham en søn. Drengen fik navnet Herman Stormflod, men blev til dagligt kaldt Flod. Det syntes man ikke var så mærkeligt, når andre drenge kunne hedde Ebbe.
Hos familien Frandsen på Seminarievej blev yderdøren sprængt, og vandet fossede ind. Snart nåede vandet op til dagligstuen og begyndte at skylle ind over dørtrinet. Familien havde elektrisk lys, men det gik ud, for måleren var i kælderen. Vandet steg stadig, så i mørket måtte de finde op ad trappen til loftet. Den nat var der selvfølgelig ingen, der kunne sove.
Næste dag var vandet sunket, men møblerne var drivende våde. Nogle var væltet, og desuden havde vandet bragt en masse snavs med sig. Der lå små døde fisk på komfuret i køkkenet i kælderen, og det sidste vand måtte skovles op i spande og smides ud.
Der blev dengang kun bygget dige til Vester Vedsted, for syd herfor var dengang den dansk/tyske grænse, og tyskerne ville ikke være med til det kostbare digebyggeri. Tyskerne byggede dog Ballumdiget længere sydpå ved bl.a. krigsfangers arbejdskraft.
Først i 1923, da området igen var dansk, blev Rejsbydiget påbegyndt, så hele kysten fra Ballum i syd til Tjæreborg i nord var sikret. Inden diget var færdigbygget, indtraf der dog den største stormflodskatastrofe i nyere tid. Det var d. 30. nov. 1923. 1 ingeniør og 18 digearbejdere omkom.
Heldigvis har Ribe ikke været overskyllet af havvand siden Ribediget blev bygget i 1912, Men stormfloder var og er en evigt tilbagevendende trussel, som Ribes borgere må lære at leve med.
Når børnene kommer i skole i Ribe, får de udleveret en informationsskrivelse om, hvordan skolen og forældrene skal forholde sig, når der er forhøjet beredskab (stormflodsvarsel), og skolerne skal evakueres.
Var Ribe Dige ikke blevet bygget i 1912, ville Ribe adskillige gange have været oversvømmet i dette århundrede, da det ser ud til at stormfloder forekommer hyppigere end før. Esbjerg Havn har gennemsnitligt registreret 2,2 store højvander om året de sidste 50 år, hvilket er dobbelt så mange som de seneste 125 år.
Samtidig er havspejlet steget. Vandstanden er i dag 11 cm højere end for 100 år siden. FN's klimapanel bestående af forskere fra hele verden, mener at verdenshavene vil stige mellem 18 og 59 cm. inden år 2100 som følge af klimaændringer og havisens afsmeltning. En gruppe klimaeksperter, der besøgte København i foråret 2009 mente, at stigningen nærmere ville være mere end 1 m. Forskning har vist, at gennem de sidste 8000 år har Vadehavet kunnet klare en stigning på et par millimeter om året. Vand og sand har fulgt hinanden, selv om havoverfladen dengang lå 17 meter under nuværende havoverflade. Ingen ved dog, om Vadehavet vil kunne klare en stigning på 10. millimeter om året, som der nu er på tale.
Det er en meget alvorlig situation for kystbefolkningen ved Ribe - og mange andre steder i verden. Den internationale diskussion om klimaændringer og global opvarmning er meget aktuel for de mennesker, som bor så tæt på havet i det lave marskområde. Den værste orkan
Den værste orkan i 100 år ramte den 3. december 1999 Jyllands Vestkyst. Heldigvis var der ved orkanens værste rasen stadig lavvande. Aldrig før er der registreret så høj en vandstand ved Kammerslusen ved Ribe. Måleren viste 5,12 meter., da den gik i stykker. Men næste dag kunne man på diget se, at vandet havde stået ca. 6,70 meter., hvilket er 30 cm. under digetoppen. (Diget er 7 meter.) I de 6,70 meter er bølgerne regnet med, hvilket de ikke er i afmærkningerne på stormflodssøjlen - i hvert fald ikke i de nyeste afmærkninger.
Hvis der havde været højvande, da stormfloden kulminerede, var katastrofen indtruffet, fordi vandet ville havde stået 1 –1½ meter. højere, hvilket er langt over digetoppen og Ribe ville have været overskyllet af vand.
For de der bor i Ribe og på Mandø er det temmelig uhyggeligt at tænke på, at det er tilfældigt, at de ikke blev oversvømmet den 3. december 1999. Og at de på trods af, at stort set hvert andet hus i Ribe var beskadiget – måske alligevel var heldige.
Næste dag lignede Ribeegnen mest af alt en krigsskueplads. Over alt var gavle blæst ned, tage flået af og tagsten og tagplader strøet rundt. Mange gamle træer og hele skove var væltet.
Orkanen var slem nok, men man undgik den store katastrofe på grund af lavvande langs vestkysten. Stormfloden udrettede dog store skader på især Rejsby og Juvre Dige, som blev gennembrudt flere steder.
Det viser, hvor vigtigt det er hele tiden at forstærke digerne. 
Her ser du en kortskitse over digerne. Nordligst har vi Darum-Tjæreborg diget, så kommer Ribe diget med Kammerslusen. Sydligere har vi Rejsbydiget og længere nede Ballum-diget med Ballum slusen. Endelig afslutter vi med Emmerlev-diget.
Digerne langs Vadehavets kyst - det hele er mudder og gummirøjser.
Digerne langs Vadehavets kyst er af forskellige højder. Ribediget er 7.00 meter. og det Fremskudte Dige ved Højer 7,45 meter. Ballum-Astrup-diget og Rejsby-diget på en strækning af ca. 15. km nord for Rømødæmningen er netop forhøjet til 7,10 meter.
Hver gang vi har en stormflod, bliver det med rette diskuteret, om digerne er gode og høje nok. Flere af de ældste diger er forstærket ved, at profilen ud mod Vadehavet er gjort mere flad. På den måde kan bølgerne under en stormflod miste noget af deres fart og kraft på vej op ad diget. Hvis diget er for stejlt, vil bølgerne lettere kunne "få fat" og lave huller i overfladen, så de kan bryde igennem. Derfor er alle nyere diger brede og med et svagt fald på havsiden.
Udover det svage fald er det vigtigt, at der er en stabil sandkerne i digerne, der samtidig kan sørge for god dræning i diget. Ribe Dige har sådan en sandkerne, men nogle af de ældre diger har blandingsjord, og det dræner ikke så godt. Udenpå sandkernen lægges et klæglag på ½-1 m. og øverst græs til at holde på det hele. Klæget tages bag diget, hvor der så opstår en fyldgrav langs med diget. Stormflod.
Man snakker om stormflod, når vinden presser vandet mod digerne og vandstanden er over 2,40 meter over DVR 90 (Dansk Vertikal Reference 90). På det tidspunkt bliver forlandet oversvømmet, og det går ud over dyre- og planteliv. Når vandet når op på 4,00 meter over DVR 90 truer oversvømmelserne det laveste dige, som ligger ved Ballum, og dermed bebyggelse og mennesker.
Man kan ofte opleve meget vand i Ribe. Flere gange om året står vandet helt op til volden ved Ribe skibbroen, og Ribe kan prale med "havudsigt". Men vandet er ikke havvand, det er opstuvet vand fra baglandet, som ikke kan komme ud i havet, fordi Kammerslusen er lukket. Den er lukket, når havvandet står højere end åvandet.
Kilder:
Jyske Vestkysten. Den 10.11.1991 og den 23. okt. 2002
Kilder: Vadehavscentret i Vester Vedsted og naturvejlederne på Vadehavscentret
Palle Uhd Jepsen: Vadehavsbilleder – natur og mennesker i et tidevandsområde
H.E. Sørensen: Vadehavet og vesteregnen. 
Ribe Domkirke har hele 3 tårne. Det firkantede tårn har en speciel historie. I begyndelsen af 1300-årene rejste borgerne i Ribe det store stormklokketårn som et sikkert gemmested for deres kostbare købmandsvarer. Herunder kan i se de hyppigste stillede spørgsmål til kirken.
Hvor gammel er kirken og hvem byggede kirken?
Der er ingen der ved præcis hvor gammel kirken er, men vi ved at den første biskop der startede med at bygge en kirke i sten, var biskop Thure.
Thure var biskop i Ribe fra 1114 til 1134, hvor han faldt i slaget ved Fodevig.
Hvor højt er tårnet?
Borger tårnet er 50 meter højt.
Hvor mange trin er der op i tårnet?
Der er 248 trappetrin i tårnet.
Hvilken 2 melodier spiller klokkespillet?
Kl. 12 og kl. 15 spiller klokkespillet Dr. Dagmar lå udi Ribe syg. Kl.8 og kl. 18 spiller klokkespillet den yndigste rose, skrevet af Hans Adolph Brorson.
Hvor mange konger ligger der begravet i kirken?
Der ligger to konger begravet i domkirken. Kong Erik Emune, der døde i 1137 og Kong Kristoffer den 1., der døde i 1259.
Hvem var Hans Tausen?
Hans Tausen var den danske reformator og biskop i Ribe.
Hvem var Hans Adolph Brorson?
Hans Adolph Brorson var salmedigter og biskop i Ribe. Han har skrevet ca. 120 af salmerne i den danske salmebog. Det er ham med salmen "Op al den ting, som Gud har gjort ... gik alle konger frem på rad - i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad, at sætte på en nælde".
Husk at gå en tur op i Borgertårnet. Det er 50 meter højt, og der er 248 trin. Herfra kan man i klart vejr se i en radius af 30-35 km. Dvs. vadehavsøerne Rømø, Mandø og Fanø, samt Esbjerg by. Det er det eneste der koster entre i kirken. 
Ribe Domkirkes historie fra Kristendommen kommer til Danmark til i dag
Omkring år 826 kom Nordens Apostel, den katolske munk Ansgar til Danmark. Han skulle forsøge at kristne danskerne, der endnu troede på de nordiske guder Thor og Odin. Ansgar fik nu ikke kristnet vikingerne, men der kom mange udenlandske handelsfolk til Ribe og dem kunne han så betjene med kirkelig service. Ca. år 860 byggede Nordens apostel Ansgar en kirke i Ribe. Kirken menes at have ligget på det sted, hvor domkirken ligger i dag og var bygget af træ. I 948 blev Ribe bispedømme grundlagt, og Ribes betydning som handelscentrum i den nordlige del af Vadehavet og som en af Danmarks vigtigste byer blev stadfæstet. Samme år som Ribe stift blev grundlagt, blev stiftets første biskop også nævnt. Det var Leofdag, som døde som martyr efter at være blevet dræbt af vikinger i Ribe.
Dengang - i den tidlige vikingetid – havde Ribe allerede været en international handelsby i over 100 år, og udenlandske købmænd var kommet sejlende til byen for at sælge bl.a. glas, smykkesten og keramik på markedspladsen. Derfor var det naturligt, at der også kom missionærer til byen, og at Ribe blev den by, hvor den første kristne kirke i det nuværende Danmark blev bygget.
Ca. 855 fik Ansgar en grund i Ribe af den danske kong Horik. Måske lå den første kirke i Danmark på Ribelund bag Ribe Station, hvor arkæologerne har fundet kristne begravelser fra ca. 900. (De døde blev begravet, så de så mod øst, når de stod op fra de døde, og de medbragte ingen gravsgaver), og måske lå den, hvor den nuværende domkirke ligger, hvor der 2008/2009 er gjort spændende fund af begravelser og bygningsrester.
Der findes ingen skriftlige kilder om kristendommens virke i Ribe i de næste hundrede år, men i 948 omtaltes den første biskop i Ribe, Leofdag, og sidst i 900-årene blev vikingebyen Ribe befæstet af voldgrav og jordvold - sikkert af Harald Blåtand. Omkring år 1000 havde biskoppen af Ribe hele Jylland under sig. Der er ingen tvivl om, at Ribe var en betydningsfuld by og Danmarks port mod vest. I 1100-tallet fastslås byens betydning med de vigtige byggerier Ribe Domkirke og slottet Riberhus.
Ribe Domkirke bygges.
Byggeriet af Ribe Domkirke begyndte ca. 1150 på en lille bakke hævet over resten af byen. I omkring hundrede år blev der bygget på kirken, som stod færdig ca. 1250.
Ribe Domkirke - byens flotte vartegn - strækker sig stadig højt op over resten af byens tage, og man kan se den mange kilometer væk i det flade marsklandskab; men faktisk ligger domkirken ikke længere på en bakke, men i et hul midt på Ribes torv, langt under de omkringliggende huse. Middelalderens affald, fx aske fra ildstederne, nedrevne huse og kreaturmøg har hævet jordens overflade. Måske er dele af affaldet igennem tiderne blevet liggende, fordi man ville hæve byen for at sikre den bedre mod stormfloder. Ved den store stormflod i 1634 stod vandet højt i Domkirken. Se stormflodsmærket fra 1634 på søjlen bag prædikestolen.
Det meste af byggematerialet og inspiration til kirkens arkitektur blev hentet sydpå hos romanske kirker på Rhinegnen.
Omkring Ribe var der ikke mange sten, og den oprindelige romanske kirke blev bygget af sten sejlet hertil fra Tyskland. Murene var af den lyse vulkanske tufsten og rødgule sandsten blev brugt til udsmykning af kirkens mure.
Til de bærende dele – som sokler og piller og afstivning ved døre og vinduer blev der dog brugt dansk granit.
Ribe Domkirke blev påbegyndt i romansk stil, men i Valdemar Sejrs tid (1202 – 41), inden byggeriet var færdigt, begyndte gotikkens inspiration at gøre sig gældende. De flade trælofter, der skjulte det øverste af kirken, blev fjernet og i korsarme og midtskib blev der lavet hvælv med vinduer.
Når man står i Ribe Domkirke ser man forneden de romanske rundbuer i byggeriet, men kigger man op, så er de øverste vinduer bygget med gotiske spidsbuer, der lader lyset komme ind i kirken.
Allerede få år efter at kirken var færdig viste problemerne sig. De nye hvælvinge lagde et alt for stor tryk på de romanske mure, som begyndte at give sig. Hvis man står i sideskibene og kigger hen langs de romanske rundbuede hvælvinge, så kan man se, hvor skæve søjlerne er blevet af trykket. Inden man nåede at gøre noget ved dette problem, skete der noget forfærdeligt. Julemorgen 1283 lige efter morgenmessen styrtede det nordre trappetårn ned i kirken og dræbte mange mennesker.
I stedet for at genopbygge et lignende tårn, byggede man nu det store røde borgertårn i røde teglsten og gotisk spidsbuestil.
Kirken brugte de to nederste etager af tårnet til kapeller, mens Ribe by og dens borgere brugte det øverste til byens stormklokker og et vagttårn, hvorfra man kunne holde øje med ildebrande, fjender og oversvømmelser fra stormfloder, som kom ind over engene fra vest. Byens arkiv og skatkammer blev også indrettet i tårnet.
Husk at gå en tur op i Borgertårnet. Det er 50 meter højt, og der er 248 trin. Herfra kan man i klart vejr se i en radius af 30-35 km. Dvs. vadehavsøerne Rømø, Mandø og Fanø, samt Esbjerg by. Kirkens liv i middelalderen.
I middelalderen var kirken meget rig på både jordbesiddelser, sølv og andre rigdomme. Det var almindeligt at give gaver til kirkerne, til gengæld holdt præsterne mindegudstjenester for giveren, når denne var død.
Mange rige mennesker ville gerne betale meget for at blive begravet inde i kirken, så deres sjæle kunne deltage i præsternes daglige messer og bønner, og i 12-1300-tallet blev kirkegulvet dækket med gravsten. I Ribe Domkirke er der også begravet to konger, Erik Emune †1137 og Christoffer den Første †1259.
Havde man råd kunne man give kirken et alter eller et helt kapel. Efterhånden blev der placeret 50 altre forskellige steder i Ribe Domkirke, og hver dag blev der holdt mere end 40 gudstjenester (messer). De lange og højtidelige ceremonier og gudstjenester i den katolske tid fandt sted uanset om menigheden var til stede. Ofte kom folk dog i kirken og bad en bøn, skriftede eller tændte et vokslys ved et alter, alt imens gudstjenesten skred frem.
Mellem 1200 og 1350 blev der bygget så mange små kapeller på begge sider af de to sideskibe på nord- og sydsiden, at de til sidst voksede sammen og blev til 2 nye sideskibe (nu yderste sideskibe). Disse kapeller blev bygget i spidsbuet gotisk stil og af røde teglsten.
I 1402 blev murene mellem kapellerne revet ned og på den måde blev Ribe Domkirke til den eneste 5-skibede kirke i Danmark. Man kan dog stadig se kapellet med det flotte gravminde over rigsadmiral og lensmand på Riberhus, Albert Skeel † 1639 og hans hustru. Parret ses knælende, udhugget i fuld figur foran midtfeltet af epitafiet (mindetavlen). Der var knyttet mange præster/kannikker til kirken. Ofte blev der holdt messer flere steder i kirken på én gang. Ved de store og flotte messer sad kannikkerne i de 21 træstole på begge sider af hovedalteret.
Øverst i hierarkiet stod selvfølgelig biskoppen, som både havde stor magt og var meget rig.
Den sidste katolske biskop Ivar Munk bestemte selv sin store flotte gravsten, som man kan se på væggen i det ydre sideskib mod nord, hvorpå han kan ses med ringe på alle fingre. Det siges om ham, at han var biskop i 13 år, inden han overhovedet holdt en gudstjeneste. Han fik det meste af sin tid til at gå med at holde regnskaber med sine egne og kirkens ejendomme. Reformationen 1536
Efter reformationen i 1536 blev de katolske biskopper afsat og præstestaben betydeligt reduceret. Kongen overtog kirkens rigdomme.
Hans Tausen (Tavsen) var den anden lutherske biskop i Ribe fra 1541 til 1561. Han betragtes som den danske reformations hovedskikkelse. Dele af hans bispegård – Hans Tausens hus – kan stadig ses overfor Ribe Domkirke og ved indgangen til Domkirken står der en statue af ham.
I Ribe gik det temmelig langsomt med at gennemføre reformationen, da byens 12 kirker og 4 klostre var betydelige indtægtskilder for byen. Både prædiken og sang foregik stadig på latin i de næste hundrede år. Det tog også lang tid, før de katolske altre og helgenfigurerne forsvandt. Der er endnu enkelte minder tilbage fra den katolske tid, f.eks. den store træfigur af Sct. Jørgen og dragen i nordre sideskib (ca. 1475)og to kalkmalerier på piller i midtskibet nederst i kirken, det ene forestillende Jomfru Maria med Jesus-barnet og det andet apostlene Bartolomæus og Andreas (ca. 1530).
Efter reformationen stoppede messer og bønner og ripenserne kom i stedet i kirken til gudstjenesterne. En gudstjeneste kunne vare 3-5 timer, og det blev derfor almindeligt at købe en siddeplads i kirken. Jo længere oppe mod alteret man havde en plads, jo finere var det og derfor kunne det ske at kirkegængerne kom op at slås om retten til de øverste stole. Lensherren på Riberhus Slot var selvfølgelig selvskrevet til den øverste stol.
Sidst i 1500-tallet blev den flotte prædikestol sat op i midtskibet, så præsten herfra kunne holde sin prædiken for menigheden. Prædikestolen kostede 100 daler og er der endnu.
I stedet for altre og kapeller blev der nu hængt mindetavler (epitafier) op i kirken. Renæssancens epitafier var næsten alle af træ med malede portrætter i flot udskårne rammer. Se f.eks. Hans Jessen Søhanes epitafium, hvor han er afbilledet sammen med sin kone, voksne søn og fem afdøde børn fra 1608. Billedet forestiller i øvrigt Jesus, der lader de små børn komme til sig. Læs om Hans Jessen Søhane under: Sørøvere ved Danhostel Ribe.
I midten af 1600-tallet begyndte man at lave epitafier i kalksten med overdådige barokke former, se f.eks. et fra ca. 1650 over Mette Christensdatter og hendes første og anden ægtemand. De var begge slotsskrivere på Riberhus. I 15-1600-tallet forfaldt kirken. Dele af det store tårn faldt ned, og da det blev opført igen var det 12 m. lavere og uden spir. I stedet havde det en platform, som vi ser det i dag. Økonomien var elendig på grund af svenskekrigene, pest i landet, den voldsomme stormflod og en voldsom brandbeskatning af befolkningen til finansiering af landets krige.
Omkring år 1600 blev der indsat 8 kanoner i næstøverste etage i Borgertårnet, og da svenskerne erobrede Riberhus under Svenskekrigen i 1644, skød danskerne imod dem oppe fra tårnet.
Kirken forfaldt så meget, at klokkeren i 1719 valgte at flytte fra sin bolig for foden af det store tårn, fordi sten og murbrokker jævnligt faldt ned.
Ribe Domkirke i dag.
Siden Ribe Domkirke blev bygget, har den været udsat for mange katastrofer - både brande, nedstyrtninger og stormfloder. Gennem århundreder er der bygget til, bygget om og revet ned. Noget er beskrevet i denne artikel - andet ikke.
Fra 1864 – 1920 da den dansk/tyske grænse ellers gik ved Kongeåen nord for Ribe, kom den ved Ribe til at gå nogle kilometer syd for byen. Bismarck havde under fredsforhandlingerne i 1864 kæmpet for, at Danmark beholdt Ribe og Ribe Domkirke, som var et stort dansk nationalt symbol.
Mens der var tysk herredømme i Sønderjylland blev Ribe Domkirke gennemgribende restaureret i 22 år. Bl.a. blev det lille Mariatårn (ved statuen af Hans Tausen) bygget igen, som man forestillede sig, det havde set ud.
Ved restaureringen blev kirken nærmest gravet ud, da affaldet havde hævet sig helt op over dens sokkel. Byens markedsplads var placeret rundt om kirken og skrånede ind mod den, så regnvandet løb ind i kirken. Gennem en lang årrække kan man i kirkens regnskaber se, at man om vinteren betalte folk for at hugge isen op og bære den ud.
I 1904 sluttede restaureringen med en genindvielse, der var så stor, at den mindede om en national fest. Carl Henning Pedersen.
Den nyeste større ændring af Ribe Domkirke begyndte i 1982 med COBRA - kunstneren Carl Henning Pedersens dekoration af apsis (rundingen bag alteret). Apsis er nu fyldt med hans farvestrålende kalkmalerier, mosaikker og glasmosaikker. Fantasifigurer, mennesker, heste, stjerner og skibe udfylder rummet og dagens lys gennem glasmosaikkerne ændrer hele tiden den smukke oplevelse. På denne måde har vores tid også sat sine spor i den gamle Domkirke.
Udenfor kirken
På kirkens nordre side havde slagterne deres stadepladser under markederne. Man kan derfor ved nordsiden se mærkerne på hjørnesten og stenpille efter slagternes slibninger af deres knive. Det var samtidig et sted, hvor bonden sleb sin le og krigeren sit sværd i middelalderen for at få styrke. Helt fra 1191 tog korsbrødrene fra Johanitternes kloster i Korsbrødregade på korstog fra Ribe for at kæmpe for kristendommen i den tids hellig krig. 
Salmedigteren Brorson var biskop i Ribe fra 1741 til 1764. Der står en statue af ham på kirkens søndre side og hans salme ”Den yndigste rose” kan høres fra Borgertårnets klokkespil hver dag kl. 8 og 18. Tårnborg i Puggårdsgade, som var Brorsons hjem, danner nu ramme om en række arrangementer omkring Brorson, se her: Tårnborg
Kathoveddøren mod syd har fået et misvisende navn, da dørbeslaget viser et løvehoved omgivet af 4 øgler. Dørbeslaget er et af Danmarks ældste bronzebeslag. Det siges, at hvis forfulgte forbrydere nåede at gribe fat i ringen i dette håndtag var de ”fredhellige”, og deres forfølgere kunne intet gøre dem. Døren var tidligere kirkens mandsindgang. Omkring døren er der 4 søjler, hvoraf 2 hviler på løvefigurer, der overfalder mennesker. Måske kampen mellem lysets og mørkets magter. Relieffet over Kathoveddøren af Jesu korsnedtagelse er et af hovedværkerne i Europas romanske granitskulptur. Det viser Josef af Arimsathæa og Nikodemus i færd med at udtrække naglerne og løfte den døde Kristus ned. Maria har grebet sønnens hånd, og til højre står Johannes sørgende. Forneden læses: ”Kongen dør, hun græder, den kære sørger, den brødebetyngede beder”.
Trekantrelieffet derover er Ribes største middelalderlige kunstværk opsat i 1200-tallet. Det kunne være af Kong Valdemar Sejr(†1241). Han og dronning Dagmar var tæt knyttet til Ribe og Ribe Domkirkes klokkespil spiller hver dag kl. 12 og 15 melodien om Dronning Dagmar (lyt her). Kong Valdemar Sejr var nært knyttet til Ribe. Det øverste billede på Kathoveddøren ved Domkirken tyder på at være fra Valdemar Sejrs tid. Man regner med, at det viser Valdemar række et kors til Jomfru Maria. Ved siden af kongen ses dronning Bengerd, som han alligevel giftede sig med, og nedenunder kongens hoved ses dronning Dagmars hoved.
Kong Valdemar Sejr drog i 1219 på korstog til Estland. I første omgang overgav esterne sig og lod sig døbe, for derefter nogle dage senere at overfalde den danske hær. Dette blodige slag vandt danskerne, og herefter fik Valdemar tilnavnet "Sejr". Sagnet om, at Dannebrog faldt ned fra himlen, stammer fra dette slag. Herefter var esterne under dansk herredømme i over 100 år.
Billedet viser måske Kong Valdemar Sejr, som rækker et kors til Jomfru Maria. Ved kongens side ses hans anden dronning, Bengerd, og nedenunder kongens hoved ses dronning Dagmars hoved. I en anden fortolkning er kongen på billedet Valdemars søn kong Christoffer I, der blev begravet i Ribe Domkirke. Han havde været i en voldsom konflikt med kirken, men bad om tilgivelse ved sit dødsleje – og fik den, så han kunne få en kongelig begravelse og kirkens velsignelse.
Gudstjenester, koncerter, åbningstider mm kan ses på
Ribe Domkirkes egen hjemmeside.
Kilder:
Ebbe Nyborg: Ribe Domkirke - Vor Frue Kirke
Søren Mulvad: Ribe Domkirke, Skoleudgave
Vilh. Lorenzen: De gamle danske domkirker
Ribe Turistbureau: Carl Henning Pedersen i Ribe Domkirke
Stig Jensen: Ribes Vikinger
Artikel af Torben Bramming i Ribe Domkirkes kirkeblad nr 1, 2005.
Kirkeværge Knud Jensen og guide Richard Kværnø 
Den danske reformator Hans Tavsen. Han magede det sådan at han fik stillingen som biskop i Ribe nogle år efter reformationen i 1536. Hans Tausen (født 1494 i Birkende ved Langeskov på Østfyn - død 1561) var en dansk gejstlig. Fra johanniterklosteret i Antvorskov ved Slagelse, hvor han både studerede og underviste i teologi og læren om de sjældne jordarters metaller, tog Hans Tausen på studierejse til København, Tyskland og Holland. Han blev Johanittermunk i Antvorskov, og han blev i 1520 præsteviet i Rostock. Under et ophold i Wittenberg i 1523-24, sluttede Hans Tausen sig til Reformationen. Biskop i Ribe 1541-1561, og en del af hans hjem findes endnu i Ribe, Hans Tausens Hus, der ligger ved Domkirken. Huset er kun en del af den oprindelige bispegård, der strakte sig over et noget større areal.
Hans Tausen er også kendt som "den danske Luther". I Ribe boede også Peder Palladius (Peder Plade), der stod for den praktiske gennemførelse af reformationen. Hans visitatsbog fra sine mange besøg til danske sogne er virkelig morsom læsning. Det tog over hundrede år at få den nye kristendom indarbejdet i Danmark. Der herskede en forkærlighed for de katolske ritualer - eksempelvis med at vandre med et krucifiks gennem plovfurene eller køre rundt med et helgenbillede for at fremme frugtbarheden på markerne. Der var en helt utrolig overtro og i Chr. den 4.s tid tog heksebrændingerne til i uhyggelig grad. Reformatoren Martin Luther var også modstander af de ortodokse jøder og var helt enkelt antisemit - der var der mange der kom til at føle fordi de havde en anden etnicitet og religion. Den katolske kirke havde altid været mod jøderne (det var jo også dem der slog Jesus ihjel) - først op i vore dage har man dæmpet sig lidt. Martin Luther blev utrolig populær blandt den herskende klasse - hans nye religion havde den mærkværdige hovedtese, at øvrigheden (overklassen) var indsat af Gud til at styre og regere, derfor skulle underklassen lystre og indordne sig og ikke gøre modstand mod overgrebene. Det kom til at stort bondeoprør i det store tyske område, som Luther direkte vendte sig mod. "Find dig i alt - så venter der suppe, steg og kage i himmelen". Luther fik også ophævet cølibatet for præster og munke. Han var selv munk, men nu giftede han sig og fik børn. Luther mente også at det ikke nyttede noget for et menneske at gøre gode gerninger for at opnå frelsen, den var en nådegave fra oven, som man på ingen måde kunne gøre sig fortjent til. Man skulle blot tro og have fidus (fiducia betyder tillid eller tro) til det hele. Da han skulle oversætte det Ny Testamente og var noget nået til det såkaldte Jacobsbrev (fortatteren er Jesu broder, som beklædte embedet, som den første forstander for den første kristne menighed i verdenen i synagogen i Jerusalem) skrev han i margenen nedsættende bemærkninger om Jacobs syn på sagen. Jacob sagde at tro kunne ikke frelse nogen. Selv Satan havde tro og derfor frygtede han mere end nogen Gud, men han skulle jo ikke frelses. "Vis mig det menneske du siger der har tro og jeg skal ud af dets mangel på gode gerninger vise, at det ingen tro har. Vis mig det menneske du siger der ikke har tro og som aldrig har hørt om frelseren, og jeg skal ud af dets gode gerninger bevise dets tro." Vi kender det så udmærket fra folkekirken i dag - den afholder sig totalt fra at aktivere sin menighed - jo, måske til lidt julegavepakkeindsamling til de fattige på egnen, hattedamefromhed, og lignende uforpligtigende. Den der giver af sit overskud, har stort set ikke givet noget. Det er når man giver af sit underskud eller selv bringer sig i underskud, at det tæller. Husk blot på Jesu ord om enkens skærv. Der er sagt det morsomme om de kirkelige retninger i Danmark, at der findes 3 slags kristne: Først er der de mindre glade kristne - det er indremissionen - så er der de glade kristne - det er Grundtvigianerne og så er der de ligeglade kristne - det er den absolutte majoritet. Der er politikere i dagens Danmark, der hele tiden kæfter op om de "kristne værdier" - gad vist hvad det er for nogle? Maren Spliids (også kendt som Maren Splids) blev dømt som heks den 9. november 1641 i Riber Ret.
Maren Spliids var ikke nogen typisk heks, for hun var en velhavende og respekteret borgerkvinde i Ribe. Det var især kvinder, der blev anklaget og dømt som hekse – og især fattige, ældre kvinder. Maren var gift med skræddermester Lauritz Spliid og bestyrede værtshuset i det hus, Lauritz ejede i Sønderportsgade, med dygtighed.
Maren var et af de sidste og nok det mest kendte danske offer for hekseforfølgelser.
I perioden fra 1572 til 1652 var der 12 hekseprocesser i Ribe. Anna Bruds blev brændt d. 7. april 1652 som den sidste. 
Den 9. november 1641 blev Maren Splids brændt på bålet i Galgebakkerne ved Ribe. Maren var et af de sidste, og nok det mest kendte danske offer for hekseforfølgelser. Maren Splids var ikke nogen typisk heks, for hun var en velhavende og respekteret borgerkvinde i Ribe. Hun var gift med skræddermester Lauritz Splids, og bestyrede værtshuset i det hus Lauritz ejede i Sønderportsgade med dygtighed.
Maren var en selvsikker dame, og der var sikkert mange, der mente, at hun burde være lidt mere blid og føjelig.
I 1637 blev hun anklaget for at være troldkvinde af Didrik Skrædder, der måske var misundelig på Lauritz Skrædders succes i handelslivet og sur på sin egen uduelighed. Han påstod at 3 kvinder var kommet ind til ham om natten. De to kendte han ikke, men den tredje var Maren. De havde holdt ham, og Maren havde lagt sig på ham, vristet hans mund op og blæst ham i halsen. Derefter var Didrik blevet syg og brækkede en klump bræk op i et bækken. Denne brækklump så mærkelig ud og blev det vigtigste bevis mod Maren.
Brækklumpen blev vist frem til alle - også Ribes øverste myndighed, lensmand Albert Skeel på Riberhus.(Det fineste gravminde i Ribe Domkirke er i øvrigt rejst over ham og hans kone). Byens præster og biskop blev kaldt sammen, og alle mente, at klumpen ikke kunne være naturlig. En heks måtte være på spil.
Maren blev stillet for retten, men det lykkes i første omgang Lauritz Splids at få henlagt sagen mod hans kone. I 1639 havde Didrik skaffet flere vidner og var gået direkte til Kong Christian d. 4. Kongen medvirkede til hekseforfølgelser i Danmark, idet han mente heksene skadede ham både i krigen og hjemme.
Christian d. 4. var direkte anledning til at Maren Splids blev dømt. Han sendte omgående sagen til sin lensmand i Ribe, der nu hed Gregers Krabbe, og sagen blev igen rejst på bytinget i Ribe. Maren Splids blev dømt, men kort tid efter frikendt af rådstueretten i Ribe. Sagen blev nu indklaget for Danmarks højesteret, hvor kongen sad som dommer. Christian d. 4. lod Maren føre til Blåtårn i København, hvor hun blev underkastet tortur og tilstod - skønt det var forbudt at torturere en fange, der ikke først var dømt. Maren angav et helt heksekompagni i sine tilståelser, bl.a. Krøbbel Anna.
Dagen efter dommen blev Maren Splids brændt på bålet på Galgebakken i Ribe under overværelse af så mange mennesker, at hendes præst knapt kunne mase sig frem til hende. Hun havde fået en halv kande mjød at styrke sig på og et lod krudt bundet på ryggen, for at døden kunne blive fremskyndet. Derefter blev hun bundet til en stige og styrtet i de høje flammer.
Maren Spliids dom lød sådan: "Fordi Maren Splid personlig her for retten såvel som tidligere bekender, at hun bruger troldomskunster, og tilmed bevisligt har misbrugt det hellige højværdige alterens Sacramente, tilfinde vi hende som en troldkvinde, på hendes liv at lide bål og brand" I perioden fra 1572 til 1652 var der 12 hekseprocesser i Ribe. Da Anna Bruds blev brændt d. 7. april 1652, var hun den sidste.
At ripenserne var bange for hekse er der stadig tydelige vidnesbyrd om på nogle af de gamle huse i Ribe. Se op på de gamle huses knægte, på flere af dem er der afmærket et kors. På den måde kunne husets beboere beskytte sig mod hekse.
Her en heksebeskyttelse i form af et kors på en knægt. Hekseforfølgelser i Danmark og Europa
Et sted mellem 50 000 og flere hundrede tusinder blev brændt på bålene som hekse rundt omkring i Europa.
I Danmark startede hekseforfølgelserne for alvor efter reformationen i 1536 og fortsatte i 1600-tallet, hvor pest og utallige krige raserede store dele af landet og forarmede en stor del af befolkningen.
I et samfund med store sociale, politiske og religiøse forandringer var især de fattigere grupper presset hårdt økonomisk, socialt og ideologisk og havde brug for syndebukke.
Nu da man ikke kunne købe syndsforladelse hos den katolske kirke, kunne man jo forsøge sig med, at man var forhekset til at synde. På den måde slap man selv fri og kunne alligevel blive frelst.
Det var især kvinder, der blev anklaget og dømt som hekse- og især fattige, ældre kvinder. De havde svært ved at skaffe det daglige brød og måtte derfor tage alle midler i brug. Derfor kom de også tit på kant med deres naboer og bysbørn, og hvor mændene som regel klarede deres konflikter med fysisk vold, brugte kvinderne mund. De lovede måske deres modstandere alverdens ulykker, og hvis nogle af dem gik i opfyldelse - ja, så var kvinderne et oplagt emne for hekseforfølgelse. Skrædderen Didrik og hans sygdom Maren Spliid var en helt almindelig og god borger i Ribe, og levede et roligt og stille liv. I 1636 blev Didrik, en fattig skrædder, ramt af en meget mærkelig sygdom. Han havde mareridt, han blev tit pludselig stum, og havde voldsomme kramper. Det blev ikke bedre, da han en dag begyndte at skrige, og hoppe rundt om en bænk som et vildt dyr. Det fik præster, naboer, hans kone og selv biskoppen til at undre sig. Sygdommen kunne ikke være naturlig. Fra den dag af blev der bedt bøn for ham til Gud om, at han ville kunne huske hvem der var skyld i sygdommen. Forvandlingen til heks Pludselig kom Didrik i tanke om Maren Spliid. Hun havde for 13 år siden, under et skænderi, lovet ham ulykke, og havde i løbet af deres bekendtskab, altid anklaget ham for alt muligt. Hun skaffede sig altid mindst 5 vidner, og Didrik tabte altid. Men Maren, og hendes mand Lauritz, var meget anset, og det var derfor risikabelt, at lægge sag an imod hende. Istedet begyndte han at starte rygter om hende, og i retssalen juni 1637 trådte Maren Spliid selv frem. Hun var vred, og sagde at han havde løjet så meget så hun næsten druknede. Hun sagde også at "dersom hendes klæder var skåret som hans, ville hun dræbe ham med egen hånd, og dersom hun gjorde det, ville han ikke være så ilde faren som hun, efterdi han ville lyve hende hæder og ære fra". Marens udfald var hidsigt, så hidsigt, at det var nok til at give hende et lille ry, om at være heks. Men efter endnu et par retsmøder, slugte sagen sig selv, og der blev stille om Maren Spliid. Sagen om Maren genoptages I slutningen af 1639 fik Didrik mulighed for at tale med kongen, Christian 4. ved Haderslevs hus, og kongen forstod ham. Han beordrede at emnet skulle tages op igen. Nu havde Maren brug for 15 vidner, der kunne erklære hende ren. Det gik bare ikke. Byfogeden sammensatte nu et nævningeting, som skulle erklære hende skyldig eller uskyldig, alt efter udsagn. Didrik fik med fryd en masse vidner, der sagde hun var skyldig, og i april 1640 lagde Didrik og et af hans vidner deres hænder på Marens hoved, og forklarede alvorligt hvor "meget trolddom de var udsat for pga. hende". Samme dag blev hun erklæret skyldig. Totur i Blåtårn At Maren blev erklæret skyldig betød, at hun var dødsdømt. Men Lauritz, hendes mand, havde højst usædvanligt hyret en prokurator, og de to lagde en fantastisk forsvarsskrift, og i juli blev nævningetingets dom frafaldt. Det ville sige, at Maren var fri igen. Nævningetinget var vredt, og gik til den øverste domstol, det vil sige kongens retterting. I slutningen af 1641, blev Maren derfor sat i Blåtårn. To mænd vogtede over hende dag og nat, så hun ikke kunne begå selvmord. Hun blev tortureret i et trekvart år, indtil hun tilstod i oktober. Hun kunne ikke gøre andet. Næste dag blev hun, som en vane, lagt på pinebænken, og under torturen angav hun seks andre kvinder som havde været med. Det førte til endnu flere retssager, og den ene endte med at hun blev brændt på bålet. Enden på Maren Spliid I november 1641, var byen forsamlet ved galgebakken. Et stort bjerg af tørre kviste, grene og blade var midt i det hele. Omme bag bakken stod Maren Spliid. Hun drak en masse alkohol, faktsik så meget, at hun til sidst besvimede. Derved blev hun bundet til en stige, og ført til bålet som stod i lys lue. Stigen sænkede sig langsomt, og snart gik der ild i hende. Men hun mærkede ikke noget. Og det kommer hun aldrig mere til. Hendes liv var ikke langt, men det var hendes efterliv til gengæld (Livet efter døden). Helt indtil 1700-tallet blev der fortalt om skræmmende fænomener og trolddom, som skyldtes Maren Spliids spøgelse. Ca. 200 år senere blev hun forbillede for heksenes brutalitet og tilstedeværelse i livet.
Kilder:
John Andersen, Torben Andersen, Thomas Wad: Heksenes historie
Gretelise Holm: Maren Splids - En heks fra Ribe
David Grønlund: Historisk Efterretning om de i Ribe By for hekseri forfulgte og brændte Mennesker
Palle Petersen: Heksen på bålet (Roman)
Der er endnu enkelte minder tilbage fra den katolske tid, f.eks. den store træfigur af Sct. Jørgen og dragen i nordre sideskib (ca. 1475). 
Orglet
Orglet i domkirken har med sin størrelse en central placering i kirkens bageste del. Orglet er fra 1634-1635 og rigt dekoreret med barokudskæringer i træ. I 1843 gennemgik orglet en ombygning, som blev udført af Frederik Nielsen fra Århus.
Døbefonten med dåbsfad. Den var ikke sådan at få et billede af. Jeg måtte holdt mit lille kamera udstrakt i mine højt hævede arme - så jeg kunne få det taget ovenfra så blitzlyset ikke blev suget ind i mørket. Jeg undgår helst blitzlys. Det er næsten altid muligt at finde lidt kamerastøtte et eller andet sted. Jeg havde ellers et stort stativ med på min tur, men gad ikke at slæbe det med. Mine store kameraer gider jeg heller ikke slæbe med mere, selv om resultatet da bliver et ganske andet. Jeg lever med lidt rystede billeder og lidt uheldig belysning. Bare jeg får motivet i kassen er jeg tilfreds. Det er herligt at have et sådant lille kamera i lommen og så er der plads til flere hundrede billeder på et lille memorykort. Skal der anvendes atelierkamera (Linhoff) skal jeg slæbe en hel tung kuffert med. Nu retter jeg fortegninger og styrtende linier op ved hjælp af digitale redigeringsprogrammer. Længe leve den forbedrede og forenklede teknik. 
En kæmpe lysestage. En sådan blev tidligere brugt når præsten eller biskoppen skulle have lys for at læse sin prædiken. Det er en virkelig flot sag.
Den nyeste større ændring af Ribe Domkirke begyndte i 1982 med COBRA - kunstneren Carl-Henning Pedersens dekoration af apsis (rundingen bag alteret). Apsis er nu fyldt med hans farvestrålende kalkmalerier, mosaikker og glasmosaikker. Fantasifigurer, mennesker, heste, stjerner og skibe udfylder rummet og dagens lys gennem glasmosaikkerne ændrer hele tiden den smukke oplevelse. På denne måde har vores tid også sat sine spor i den gamle Domkirke.
Carl-Henning Pedersen (23. september 1913 i København – 20. februar 2007 smst.) Var en autodidaktisk (selvlært) dansk kunstmaler, som opnåede international anerkendelse blandt andet gennem sin tilknytning til COBRA-bevægelsen. 
Ribe Domkirke Diverse figurationer Totaludsmykning af koret. 1982-1987 Lad os bare kaste os ud i det. Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at lige netop disse udsmykninger af en kirke hører til vor tids største diskussionsemne når det gælder dekoration af en kirke. Alle har en mening - og den går ikke overraskende fra det begejstrede på ene fløj og de der hader den på den anden, men det store flertal er godt tilfredse. Jeg tror ikke denne tilfredshed skyldes indsigt i den symbolik og det billedsprog, der normalt gives udtryk for i et kirkerum, men alene en tilfredshed med den dekorative virkning. Det viser efter min beskedne mening, at vi har en verdsliggjort folkekirke - det her var næppe gået i Peterskirken i Rom. Jeg personligt holder af sprællet i det - det er festligt og fornøjeligt, men jeg håber jeg en dag ser nogle tage det skridt, at lade nogle børn der virkelig har arbejdet med emnet lave en spontan dekoration. HELVEDE BRYDER LØS Carl-Henning Pedersens dekorationer i Ribe Domkirke hører mellem de mest omdiskuterede kunstværker i nyere tid, såvel i kirkelig som i verdslig sammenhæng. Så snart det var offentliggjort, at han skulle udsmykke koret i den ærværdige bygning, haglede kritikken ned over ham - og over dem der havde givet ham opgaven. Det var i 1983, og en hel sommer bølgede debatten frem og tilbage i medierne, selv om det kun var de færreste, der endnu vidste, hvad det var for billeder, maleren havde tænkt sig at komme med. EN COBRAMALER Carl-Henning Pedersen tilhørte den såkaldte "Cobra-generation" i dansk maleri og foldede sit store talent ud i et spontant maleri af eventyrlig og fabulerende karakter. Men han havde ikke tidligere viet den kristne motivkreds nogen interesse, og en de principielle indvendinger gik da også på, at han ikke havde nogen indsigt i gudstjenesten og derfor heller ikke ville kunne levere billeder, der kunne støtte og uddybe den. En anden og mere æstetisk funderet gik på, at han som kunstner var alt for overfladisk til at gå ind i opgaven med den fornødne alvor. Hans billedverden var simpelthen for privat eller selvcentreret. DEN ER BLEVET ET TILLØBSSTYKKE OG FOLK HOLDER AF DEN Kritikken fik imidlertid ingen opsættende virkning - dekorationen blev gennemført som planlagt og stod fuldt færdig i 1987. 5 år tog det - så han haft god tid og næppe fået sved på panden. Og nu - her i 2009 hvor jeg skriver dette, er der gået så lang tid, at de fleste også har taget den til sig. Det er en kendsgerning, at mange turister kommer udelukkende i kirken for at se den - og dem der holder af den bliver efterhånden flere og flere. Og det selv om den virkelig er meget anderledes - og det er den så afgjort - end alt det andet, man kan se rundt om i danske kirkerum. Den er bestemt kommet for at blive - og det er ikke for meget at sige, at den ikke alene samler rummet, men på en måde giver den et lille løft i retning af det himmelske. KIRKERUMMET TRÆNGTE TIL FORNYELSE Det hører nemlig med til historien, at Ribe Domkirke gennemgik en særdeles hårdhændet og på mange måder hjerteløs renovering i anden halvdel af det 19. århundrede - en renovering, der efterlod rummet nøgternt og stemningsforladt. Væggene var overalt kridtet hvide, og dekorationerne indskrænkede sig til det mindst mulige: et par halvt udviskede kalkmalerier, nogle få men fremragende gotiske skulpturer, lidt rekonstrueret ornamentik på halvsøjler og gjordbuer og en masse kedelige portrætter af hedengangne præster og biskopper. Et helt igennem trist skue. Der var virkelig noget at gøre for en kunstner af Carl-Henning Pedersens letfængelige gemyt. FLERE FORSLAG FREMSAT - MEN ÅRENE GÅR OG INTET SKER Koret stod ligesom det øvrige murværk helt hvidt, men det skal tilføjes, at der undervejs have været fremsat adskillige forslag til dekoration af det. I 1926 var Joakim Skovgaard således inde med et udkast til en udsmykning i mosaik af hvælvet, men han var blevet for gammel til at gennemføre projektet. Det eneste man nåede, inden Carl-Henning Pedersen tog over, var at sætte nogle blege glasmalerier af Paul Høm ind i de fem vinduesåbninger. Det var i 1974. HAVDE SET LIDT PÅ KALKMALERIER, SOM HAN SYNTES MINDEDE OM COBRA-MALERNES STIL Når man hævdede, at Carl-Henning Pedersen ikke havde vist den kristne motivkreds nogen interesse, så var det ikke helt rigtigt. Under den tyske besættelse af Danmark fra 1940-1945 havde det været hans yndlingsbeskæftigelse at opsøge de middelalderlige kirker i Københavns omegn for at se på kalkmalerier - og i 1944 skrev han ligefrem en artikel om dem i tidsskriftet "Helhesten", som var et kunstmagasin. Her slog han til lyd for, at disse tidlige kristne billeder, såvel i form som af indhold, var nært beslægtet med det moderne maleri, som han og hans kammerater praktiserede. Samme summariske formsprog, samme fabulerende tilgang til det fortællende. LADER SIG INSPIRERE AT ET LILLE KALKMALERI FRAGMENT I KIRKEN Han havde da også ladet sig inspirere af det til mange af sine bedste billeder, og da han kom til Ribe i 1984, følte han klart, at han kom til byen som sådan en middelalderlig kalkmaler - som en farende svend fra den store verden, der nu skulle sætte sit præg på den lokale kirke. Det første han gjorde var da også at male kalkmalerier i hvælvet, og her tog sit udgangspunkt i det eneste, der var bevaret i kirken fra den middelalderlige epoke. Det drejer sig om et lille fragment i nordre korsarm, der viser en mand med oprakte arme, bølgende hår og et henrevet udtryk i ansigtet - en mand, som en mærkværdig lighed med Carl-Henning Pedersen selv.
Inspirationen til disse kalkmalerier fik Carl Henning Pedersen da han lå oppe under apsisbuen og hørte orglet bruse - siger han selv. Der er mange der mener han er gået for vidt. Jeg har set en udstilling på Charlottenborg i København af Carl Hennings produktion af malerier og skulpturer - hele halløjet er af disse krimskrams lignende fuglefigurer og farverne er de samme. Der er ingen inspiration - det er bare Carl-Henning i en nøddeskal. I øvrigt er jeg af den bestemte opfattelse, at "kunst" der skal forklares er der efter min ringe opfattelse noget fordækt ved. Det her skal forklares, hvis det overhovedet skal give nogen mening - og den findes næppe - meningen. Som dekoration er det dog det herligste pjank. Kalkmalerier i danske kirker er ofte en slags folkelig kunst med kristendommen gjort forståelig i tegneserieform for kirkegængerne. Her er haltefanden - liderlige kvinder og alle slags dagligdags foreteelser. Skal jeg vælge mellem Joakim Skovgårds sødladne bibelske tegneseriebilleder i Viborg domkirke og det her - så er jeg til Carl Henning. Der er da spræl og fest over det. Det har ikke noget med kristendom at skaffe og ville sikkert gerne sig bedre i arken eller på Louisiana. DET MAN FRYGTER SKER - DET BLIVER IGEN DEN KENDTE PRIVATE MOTIVKREDS Om denne lighed har været udslagsgivende er ikke til at sige, men det er oplagt at fragmentet har inspireret ham til at male, som han gjorde. Den lille mand står ligesom løsrevet fra sin oprindelige sammenhæng frit svævende oppe på den hvide væg - og det samme gør de figurationer, Carl-Henning Pedersen malede i hvælvet. Også de svæver frit på den hvide grund, uden indbyrdes sammenhæng - som i et splintret univers. Det drejer sig om en himmelhest, et skib, en skål, en enhjørning, en blå fugl, en roterende stjerne og nogle gyldne guder, som alle er hentet fra malerens vante motivkreds - og dermed fra hans egen private billedverden, sådan som hans kritikere, som det skulle vise sig med rette havde frygtet. Her har de fået nogle betegnelser, der skal forsøge at legitimere dem ind i kirkens miljø.
Carl Henning har nu haft en heldig hånd med glasmosaikkerne. Det er først fra begyndelsen af det 20. århundrede man kunne fremstille farvet glas i så rene mættede farvenuancer.  KULØRTE GLASMALERIER MED DEKORATIV FARVEVIRKNING Selv har han naturligvis følt, at han netop på denne måde kom i ordløs dialog med de gamle kalkmalere og mimede deres stadige trang til at fabulere vildt og personligt over de kristne temaer. Det er nu ikke kristne temaer han fabulerer over. Det samme gælder de glasmalerier, han satte ind i de fem vinduesfelter nedenunder som erstatning for Paul Høms - også her fabulerer han, men nu i samme glødende farver, som dem der kendes fra de gotiske katedraler, hvor glasmalerier fra tiden endnu er bevaret. Dette er dog ikke sandt, så kraftigt farvet glas kunne man først fremstille i begyndelsen af 1900-tallet - så farvespillet hører ikke de gotiske katedraler til. For der er ingen tvivl om, at der i middelalderen har været glasmalerier i Ribe Domkirke - glasmalerier, der som så megen anden udsmykning er gået til med tiden. TALE TIL FØLELSERNE I STEDET FOR FORNUFTEN OG FÅ NOGET KATOLSK TILBAGE I EN PROTESTANTISK KIRKE. Det er netop i det perspektiv, man skal se Carl-Henning Pedersens udsmykning. Han har ønsket at tilføre kirken noget af dens oprindelige pragt. I den katolske tid har der været glasmalerier i vinduerne og polykrome (mangefarvede) skulpturer overalt i kirkerummet - der har været en vrimmel af visuelle indtryk, en vrimmel af fortællinger, der kunne nære menighedens fantasi og sætte den på sporet af det guddommelige, undervejs i gudstjenestens liturgiske forløb - eller blot noget at glo på, for ikke at falde i søvn over de alenlange prædikener på det for menigmand uforståelige latin. Men der er alt sammen forsvundet nu - til fordel for en protestantisk, for ikke at sige puritansk æstetik, der talte til fornuften og ikke til følelserne. Der er dem der mener, at fornuft i en kirke dybest set er væsensfremmed for det menneskelige sind. EN KUNSTNER DER IKKE SÆTTER SIT LYS UNDER EN SKÆPPE Da Carl-Henning Pedersen kom til kirken, som farende svend, stod rummet goldt og gudløst frem. Det er faktisk det rene vrøvl - for det første var Carl-Henning ikke nogen farende svend og for det andet var rummet bestemt ikke goldt og slet ikke gudløst. Det gør det ikke længere - med let sind og lige så løs hånd har han ladt fantasien ind ved at sætte den i festlige billeder. Først kalkmaleriets muntre figurationer i hvælvet (der intet har med kalkmalerier at skaffe), siden glasmaleriets gennemglødede farvespil i vinduerne og sluttelig de tindrende stiftmosaikker, som han satte ind i de syv blændinger bag alteret. 
DU MÅ GERNE RØRE HVIS DU HAR LYST - ER DET IKKE HELT UTROLIGT FANTASTISK Det er dem, der er nærmest menigheden - de sidder helt nede i øjenhøjde, og man kan røre ved dem, hvis man har lyst. Og det har man, for teknikken er den byzantinske, hvor hver stift er håndhugget og forskellig fra sin nabo, hvilket gør billedfladen levende, når lyset falder på den - fra vinduerne eller fra tændte kærter. Her sender Carl-Henning Pedersen en hilsen til de oldkristne mosaikmestre og går dermed nok en gang i dialog med fortiden. 
STIFTMOSAIKTEKNIK - SOM OM DET VAR NOGET NYT Der er tale om en teknik, som i særlig grad har appelleret til Carl-Henning Pedersen, og ingen herhjemme har da heller dyrket den med større mesterskab end han. Hans absolutte hovedværk i så henseende er den kolossale mosaik "Det kosmiske hav" i H. C. Ørsted Instituttet i København, men der findes også andre arbejder fra hans hånd. Fælles for dem alle er, at han har hugget samtlige stifter selv, for derved at lære materialet bedre at kende og dette gælder også for mosaikkerne i Ribe. MYSTIKKEN LEDTE STIFTERNE FRA BUNKERNE GENNEM MESTERENS HÅND TIL DET ENDELIGE MOTIV Selv fortæller han, at han nærmest intuitivt fandt de rigtige stifter i bunkerne, når han stod og arbejdede i koret, og trods det langsommelige i arbejdsprocessen virker mosaikkerne da også spontane i udfoldelsen - inspirerende og funklende. Dette gælder ikke mindst den mosaik, der skildrer "Jakobs drøm". Og det er nok ikke tilfældigt, for ligesom i tilfældet Sigurd Swane har tematikken svaret til noget grundlæggende i hans eget sind.
Der er brugt 3 millioner stifter til de 7 store stiftmosaikker. ET SINDBILLEDE PÅ INSPIRATIONEN Jakobsstigen står jo som et sindbillede på selve inspirationen - det være sig i den guddommelige inspiration eller den kunstneriske. Den fører fra jord til himmel - og vice versa - og det er derfor kun naturligt, at Carl-Henning Pedersen har givet den plads i det midterste felt af de syv. Som en nøgle til forståelsen af dekorationen som helhed. De enkelte delelementer i felterne er der dog ikke det mindste nyt i, når man ser på hele hans livslange produktion - her er hans helheste, hoveder med små kroppe, gyldne træer, fisk med ben der så kaldes fugle, små både og de såkaldte fugleheste - et helt univers af naive intetsigende figuranter. Det triste ved den hele menage, er at kunstneren ikke har det mindste på hjerte andet end sig selv og sit eget univers. Her bliver ikke løst op for eller givet et bud på livets og kristendommens store spørgsmål om livet og døden, om troen, håbet og kærligheden. Det har intet med kristendom at gøre - det er blot moderne nonfigurativ såkaldt kunst med udelukkende en dekorativ effekt. Det har taget en uhyre lang tid at få klasket op og har sikkert kostet en bondegård. Kunstnerens postulat om, at han er blevet inspireret og at mosaikstifterne selv fandt deres rette vej gennem han hånd er rene vås og vrøvl som er den del af det finurlige sorte-snak disse kunstnere elsker at indhylle sig i. Der er intet nyt overhovedet i det her - det er tro kopier af tidligere produktion. - Webmaster - april 2010 
Det hele værk set samlet. 
I 1259 begravede man Christoffer 1. under kuplen i korsskæringen. I dag kan man se en stenkiste fra Kristoffers grav, og den nedslidte gravsten kan desuden ses i det nordre tværskib.
Her et billede af den i Ribe Domkirke begravede Kristoffer den 1. Der er ikke tale om portrætlighed. Sådan skulle en konge bare se ud. Der findes ikke noget rimeligt portræt af ham. Christoffer 1. (1219 - 29. maj 1259), dansk konge 1252-1259, søn af kong Valdemar 2. Sejr.
Da kong Abel_af_Danmark blev dræbt i 1252, opholdt hans ældste søn, Valdemar, sig i Frankrig. Han skyndte sig hjem for at overtage kronen, men arresteredes af ærkebiskoppen af Köln, Konrad Lotharssøn af Ahr-Hochstaden. Her blev han holdt som fange indtil de schauenburgske grever af Holsten betalte løsepengene for ham i 1253. Da han kom til Danmark, var Christoffer imidlertid blevet valgt til konge. Hermed var grunden lagt for en strid mellem den ældre og yngre linje af kongehuset, der kom til at vare i flere årtier. Christoffer blev kronet i Lund domkirke juledag 1252.
Christoffer iværksatte en aktion for at få sin broder Erik 4. Plovpenning anerkendt som martyr eller helgen. Formålet var at få brændemærket Valdemars fader Abel som brodermorder, og dermed udelukke hans slægt fra tronfølgen. Christoffer begyndte at samle oplysninger om undere, der var sket ved Eriks grav. Abels tilhængere var naturligvis imod forsøget. Forholdet mellem kongen og kirken blev imidlertid stadig forværret. Ærkebiskop Jakob Erlandsen, der med pavens velsignelse blev indsat på bispesædet i Lund, var tilhænger af en stærk og uafhængig kirke, og kom i strid med kongen om bl.a. gejstliges ledingspligt og skattepligt. Jakob Erlandsen var på mødrene side af Hvideslægten, der var tilhængere af Abel. Det kom til udtryk, da Jakob Erlandsen nægtede at krone Christoffers søn, Erik, til medkonge og tronfølger.
Forholdet forværredes af, at kongen krævede, at kirken og ikke mindst de rige biskopper skulle stille med mænd og midler til kampen mod Abel-slægten. I 1256 samlede ærkebispen rigets øverste til et møde i Vejle, hvor de vedtog konstitutionen "Cum Ecclesia Daciana". Heri står, at riget vil blive lyst i interdikt (dvs. forbud mod alle kirkelige handlinger), hvis kongen udsætter gejstlige for overgreb. I vinteren 1257-1258 gik de holstenske grever, på anmodning fra Jakob Erlandsen og for at sikre deres nevøs arveret til hertugdømmet Sønderjylland, til angreb på Danmark, men angrebet blev afværget. I februar 1259 blev Jakob Erlandsen arresteret af mecklenburgske krigsfolk. Ifølge en beretning blev han til spot og spe iført en verdslig dragt med en hue af rævehaler på hovedet, fik bundet sine fødder og blev kastet i fængsel. Ærkebispesædet i Lund og kort efter roskildebispen Peder Bang, der var i familie med Jakob Erlandsen, lyste derefter interdikt over kongen.
Sverige og Norge havde indgået en alliance mod Danmark, før Christoffer blev konge. I 1256 foretog Håkon 6. Magnusson af Norge et plyndringstogt ind i Halland. I 1257 blev der indgået et forlig mellem Christoffer, Håkon og Birger Jarl Magnusson, som var regent af Sverige. I 1256 og igen i 1258 var der bondeoprør i Danmark, men oprørene blev slået ned. I 1259 gjorde fyrst Jaromar 2. af Rügen, der var Erik Abelssøns svigerfar, landgang på Sjælland og indtog København. Jarmers Tårn er opkaldt efter ham. Før Christoffer nåede at reagere, døde han den 29. maj 1259 i Ribe, ifølge et rygte fordi han blev forgiftet af abbed Arnfast fra Ry Kloster. Han blev begravet i Ribe Domkirke af den lokale biskop på trods af interdiktet.
Christoffer var gift med Margrete Sambiria. Hun var datter af Sambor og Mechtilde af Mecklenburg og fik på grund af sit energiske styre tilnavnet Sprænghest. Sammen fik de sønnerne Erik (Klipping), Valdemar og Niels, samt døtrene Mechtilde, Margrete og Ingeborg. Dronningen og Jaromar var altså begge vendere fra Rügen, og den gyldne, vendiske drage på rød bund var tidligere med i det danske kongevåben. Vor forening har en længere redegørelse om sønnen Erik Klipping og hans endeligt. Du skal bare klikke rundt på vor hjemmeside.
Under mit besøg i kirken og min fotografering blev der af nogle bedemænd båret en kiste ind og sat på en katafalk. Kisten blev pyntet med blomster og kranse og buketter blev lagt i midtergangen og lys sat i stager. Jeg havde bemærket, at man flagede på halv ude på kirkepladsen, da jeg gik ind i kirken. Nu ankom de første til bisættelsen og i respekt for det der skulle til at foregå standsede jeg mine aktiviteter og forlod kirken. Derfor er billedmaterialet lidt sparsomt. Jeg har været her flere gange tidligere og kommer sikkert igen. 
Albert Skeels kapel Her er det kapellet med det flotte gravminde over rigsadmiral og lensmand på Riberhus, Albert Skeel † 1639 og hans hustru. Parret ses knælende, udhugget i fuld figur foran midtfeltet af epitafiet (mindetavlen). Den skimtes til venstre inde i rummet. Jeg har hæftet mig ved det smukke smedejernsgitter. Epitafiet er det rene blær, gitteret er dygtigt udført smedekunsthåndværk.
K Hans Tavsen Hans Tausen (Tavsen) var den anden lutherske biskop i Ribe fra 1541 til 1561. Han betragtes som den danske reformations hovedskikkelse. Dele af hans bispegård – Hans Tausens hus – kan stadig ses overfor Ribe Domkirke og ved indgangen til Domkirken står der en statue af ham. 
Ivar Munk Den sidste katolske biskop Ivar Munk bestemte selv sin store flotte gravsten, som man kan se på væggen i det ydre sideskib mod nord, hvorpå han kan ses med ringe på alle fingre. Det siges om ham, at han var biskop i 13 år, inden han overhovedet holdt en gudstjeneste. Han fik det meste af sin tid til at gå med at holde regnskaber med sine egne og kirkens ejendomme. 
Her har vi et billede af Erik Emune - den ene af de 2 konger der ligger begravet i Ribe Domkirke. Der er ikke tale om potrætlighed. Sådan mente man bare en konge skulle se ud. Erik 2. Emune Regeringsperiode 1134-1137
gift med Malmfrid Mstislavsdatter. Efter den blodige danske borgerkrig, der kulminerede i 1134 i slaget ved Fodevig i Skåne, blev sejrherren Erik Emune ("den altid huskede") hyldet som konge. Lund, Metropolis Daniae, blev hovedstad og kongesæde. I 1136 tog Erik på korstog til Borgen Arkona på øen Rügen med det formål at få de vantro døbt. I 1137 blev Erik myrdet under et tingmøde ved Ribe af herremanden Sorteplov og gravsat i Ribe Domkirke. Erik grundlagde Ringsted Kloster.
Hans søn Svend Grathe blev senere den ene af de 3 arvinger, der delte landet mellem sig (Svend, Knud og Valdemar).
Stormflodsmærke Ribe er flere gange i tidernes løb blev helt oversvømmet af vandmasserne. Nu er der diger, men med klimaforandringerne i verden og stigningen af vandstanden i havene fordi indlandsisen på polerne smelter varer det nok ikke længe før vi igen bliver vidner til en oversvømmelse af Ribe. 
Alter i rosenmarmor. 
Prædikestol (foto: seidel) Sidst i 1500-tallet blev den flotte prædikestol sat op i midtskibet, så præsten herfra kunne holde sin prædiken for menigheden. Prædikestolen kostede 100 daler og er der endnu. Det er faktisk først med reformationen i 1536 vi får prædikestole i Danmark og stole og bænke til tilhørerne. Tidligere stod tilhørerne op og præsten talte fra alteret. Prædikestolen er næsten altid anbragt traditionelt i højre side (sydsiden) af kirken. Samtidig med reformationen blev døbefonten, der stod ved kirkens indgang længst væk fra alteret flyttet op til venstre for alteret i danske kirker. Ved tidligere dåbshandlinger var barnet helt afklædt og dyppet helt ned i og under det iskolde vand, hvilket medførte mange spædbørnsdødsfald. Nu begyndte man at lade vandet være lunkent og blev kun øst over barnets hoved og barnet havde tøj på. Der var stadig meget stor frygt for at der var stukket genstande ind under dåbstøjet og blive døbt sammen med barnet. Sådanne genstande kunne gøre stor skade på kirken og kunne anvendes til trolddomskunster. Det var typisk vokslys man fandt skjult her.
Domskolen overfor kirken. Bemærk tavlen over de kendte personer, der har gået i denne latinskole. 
Vi afslutter turen til Ribe domkirke ved at spise medbragt frokost i Brorsons minde. Her synger vi salmer og danske sange fra Højskolesangbogen og vi får lagkage og kaffe. Stedet bliver brugt som en slags forsamlingshus og man kan for en billig penge leje sig ind. Vi var også inde på et lokalt værtshus og drikke nogle dyre, men dejlige lokale øl. Det var godt at komme ind i varmen - ude var blev man kold som en istap. Tilbage til oversigt 
På vej ud til Hjerting kirke - der ligger i Esbjergs velhaverkvarter gør vi holdt ved figurgruppen "Mennesker ved havet" - der var ingen der ville have den, men Esbjerg sagde ja. Den er blevet et nyt vartegn for Esbjerg. I egnens dialekt bliver den benævnt "de vie mæn". Der er ikke tale om mænd eller kvinder - det kan ikke afgøres. Det er mennesker. Esbjergs vartegn er ellers vandtårnet der er et sammensurium af forskellige stilarter - eksempelvis minder det påfaldende om Tower-bridge i London. 
Her et stemningsbillede ud over havet. Der ses en borerig og hvor lyset er skarpest en vindmøllepark. Der er stort set ikke en fiskekutter tilbage i Esbjerg havn og hele fiskeindustrien er demonteret. Nu fiskes der med store trawlere længere oppe ad vestkysten. Esbjergs motto er "rask må det gå" og det er gået rask. Nu er hele havnen og Esbjerg blevet til off-shore servicevirksomhed. Det er olieboreplatformene der skal serviceres. Vindmølleindustrien hører også hjemme her i Esbjerg og møllerne udskibes her fra Esbjerg havn til hele verden. Utroligt at man så skævt til møllen i Tvind. Nå de var jo røde og skulle kanøfles. 
Her har vi dem så mændene, der sidder og glor hele dagen ud over Vesterhavet. Det påstås, at de sover om natten i huset ude til venstre. HJERTING KIRKE - VI FÅR ET MØDE MED EN KUNSTNER DER HAR SKABT EN HEL NY FORM FOR EN ALTERTAVLE OG SÅ LIGGER DER ET BUDSKAB OG EN IDE BAG. HER ER EN ARKITEKT DER HAR VIDST HVAD HAN VILLE OG HAR KUNNET FORENE ALLE EN KIRKES ELEMENTER OG OMGIVELSER TIL EN HELSTØBT ENHED. Hjerting kirke ligger malerisk på toppen af den grønne bakke med udsigt til Ho bugts vande.
Midt i det 700 år gamle fiskerleje ved Vesterhavet, og midt i de dødes have, kirkegården, hæver kirken sig som stedets beskytter og vartegn.
Udefra set ligner Hjerting kirke mange af de gamle vestjyske kirker med hvidkalkede mure og gråt blytag. Enkel og afdæmpet. Den hvide farve er brugt på mange kirker i Danmark. Formålet med den hvide maling er beskytte mod havgusens skadelige nedbrydning af murværket.
Men trods det genkendelige er der tale op et opbrud, for de gamle traditionelle former er sat sammen på nye måder.
Når man passerer det grønne dige, som omkranser kirkegården, befinder man sig på det sted, hvor der tidligere lå en gammel landbohave. I kirkegårdens sydlige del, den smukke skråning med havudsigt, kan man stadig se havens frugttræer.
Som ved vore gamle kirker skal vi gå henover kirkegården for at komme til kirken.
Turen over de dødes have er en del af forberedelsen til at gå i kirke. Vi mindes vore venner under jorden, dem, der gik forud for os. Og måske tanken om at vi - levende og døde - alle er en del af samme menighed.
Oppe fra kirken løber en rød, klinkebelagt sti som et vandløb ud mellem gravstederne. Fra våbenhuset, over kirkegården, ind i kirkens møderum og kontorer.
Stien binder levende og døde sammen og får kirke og kirkegård til at udgøre et hele.
Det er græssets grønne farve, der præger haven. Her må ikke anvendes grus,
Derfor bliver denne 'stille have' ikke et dødt månelandskab som visse andre kirkegårde, men præget af levende vækster.
Fra sydsiden af kirken har man en enestående udsigt over den ældste del af Hjerting og over Ho Bugt, den nordligste ende af Vadehavet. Man kan se øen Langli og halvøen Skallingen, der med sin lange klitrække i horisonten ligner fjerne, sneklædte bjergtoppe.
På grund af tidevandets og lysets skiften, forandrer landskabet sig hver time dagen igennem. Ikke alene hver årstid, men hver time på dagen har sit absolutte særpræg.
Solen falder snart tæt på, snart langt væk, muslingebanker dukker op af bølgerne og forsvinder igen, døgnet igennem.
Figurgruppen er blevet populær og alle turister i Esbjerg aflægger den et besøg. Den ligger lige ved det nye udvidede fiskerimuseum som bestemt er besøg værd. Folk er begyndt at male tæerne på dem med neglelak. 
Hjerting kirke set fra vandsiden. Vi er i Ribe stift. Hjerting Kirke
er bygget i 1992. Arkitekt for kirken er Alan Havsteen-Mikkelsen (1938-2002). Han har angiveligt hentet inspiration til sin kirkebygning i Nordby Kirke på Fanø.
Det tværstillede kirkerum med altret ved en langvæg tæt på menigheden er valgt af arkitekten i bevidst modsætning til det traditionelle aflange, distante kirkerum.
Her ligger så ret for Hjerting kirke. Bemærk glasfacaden til højre på taget. Den er en lille overraskelse når man kommer inden for. Kirkens ydre og indre
På toppen af den grønne bakke med udsigt til Ho bugt ligger Hjerting kirke. Midt i Hjerting by og midt i de dødes have, kirkegården, hæver kirken sig som stedets beskytter og vartegn.
Udefra set ligner Hjerting kirke mange af de gamle vestjyske kirker med hvidkalkede mure og gråt blytag. Men trods de traditionelle træk er der tale om en ny kirke - indviet september 1992.
Når man træder ind i kirken fornemmer man kirkerummet som et lysfyldt rum. Men Hjerting kirke er også et rum, hvor der er meget højt til loftet. Trægulvet er med til at gøre rummet lyst. Det udgøres af klodser af fyrretræ, der har fået en olie/kridtbehandling, der giver det et marmoragtigt skær.
Kirken er skabt med hvælvinger, en traditionel byggeform, her i ny udgave med mere kantede former. Hvælvingerne deler diskret rummet i tre hovedafsnit:
mod nord er lysets hvælv. Rummet fyldes med lys, og man skal kunne se, hvorfra det kommer.
i det sydlige hvælv dannes lyden - tonerne fra orgel og kirkekor.
fra det centrale hvælv mod øst, fra rummets midte, udgår forkyndelsen. Fra alteret, prædikestolen og døbefonten.
Døbefonten er det første, man møder, midt i kirkens rum. Det understreger dåbens betydning som indgangen til Guds rige.
Bænkene er vendt, så kirkegængerne vender ansigtet mod alteret. Sammen med døbefontens placering i midten er der skabt en stærk fornemmelse af samling og fællesskab om dåben og de øvrige kirkelige handlinger.
Rummet er bredt i sin form, så alle har fornemmelsen af at være tæt ved alteret. Arkitekten har ladet sig inspirere af en tradition med brede kirkerum her omkring Vadehavet, som man ser det i Nordby og Sønderho kirke på Fanø og Rømø kirke. På Nordby kirkes hjemmeside er der en fin billedserie med disse fire kirker.
Med sine afskårne hjørner danner rummet en ottekant. Det er også formen på døbefonten og kapellet på kirkegården.
Den ene form afspejler den anden: ser man kirken udfra, kan man se kirkerummets form aftegnet. Her er det ydre lig med det indre.
Mester for dette byggeri er arkitekten Alan Havsteen-Mikkelsen.
 p
Her har vi det fritliggende klokketårn og udsigt over Vesterhavet. 
I en runding ved kirken ud mod havet er på græsplæne anlagt en askefællesgrav, hvor der kan nedsættes urner. I folkemunde siger folk "de ukendtes grav" - det er nu soldater man ikke kan identificere der begraves i en de ukendtes grav. Man kan sige at gravpladsen er anomyn. Stadig flere vælger i vore dage at blive stedt til evig hvile som sod og aske i anonymitet. Det er efter min mening et positivt træk. Der er ingen grund til tidligere tiders storhed og pral med kæmpegravsten og hele mausolæer. Det var især den herskende overklasse der yndede denne begravelsesform. Jeppe Aakjærs Jens Vejmand valgte ufrivilligt mere beskedne kår. Det er juletid og så har man bare at lægge lidt pynt på gravstedet, ellers får man bøvl med sine søskende. "Nå, du har nok ikke været ude på fars gravsted og lægge noget på" - hvor er vi søde ved hinanden i juletiden. Jeg synes man her ved Hjerting kirke har fundet en smuk placering af askefællesgraven i smukke omgivelser og med en herlig udsigt. Der ligger også en traditionel kirkegård her. Det kan være nødvendigt for nogen at kunne besøge et konkret gravsted for "at tale med en savnet" og forsøge at få styr på sin sorg og sit savn. 
Man har valgt at indhegne området med en smuk beplantning. Jeg tror det er ildtorn, det ligner det her på billedet. Havtorn har nåleformede blade, så den er det ikke. Kristtorn har blade med torneformede udvækster, så den er det heller ikke. Det er dog andre planeter i det her. 
Der falder et helt fortryllende lys ind gennem disse koøjer med glasmalerier. Der skabes lysbilleder på rummets vægge, der bliver til en levende lysdekoration. Det er Robert Jacobsen der har skabt disse glasmalerier. De handler om påsken. Det hele starter skærtorsdag hvor nadveren indstiftes ved Jesu sidste måltid med sine disciple. Langfredag med pågribelse grundet forrædderi fra en af sine nærmeste, falske anklager, forhånelse og nedgøringer. Jesus kastes mellem Herodes, der frygter ham som politisk modstander, Pilatus (der ikke kan finde nogen skyld hos ham og præsteskabet der frygter hans udlægning af religionen). Det bliver det jødiske folk selv, der kommer til at dømme ham til døden - de har ellers lige hyldet ham, da han kom ridende ind i Jerusalem siddende på et æsel. "Giv Barrabas fri" råber de med skingre stemmer. Jesus overlades til sin forudbestemte skæbne - den frygtelige død på korset som en anden forbryder. Så er vi af med ham - tror vi. Hans nærmeste vælger nu for ikke selv at havne i "den sorte gryde" at fornægte ethvert kendskab til ham - hvor ussel kan et menneske blive. Kun hans mor og den anden Maria er hos ham til det sidste. "Tilgiv dem, de ved ikke hvad de gør" siger han om sine fjender. Nej, de ved ikke hvad de gør. Han gravlægges - en mand i rådet sørger for en grav til ham. Kun i sidste øjeblik blev det forhindret, at hans liv havnede på lossepladsen. På trediedagen - en tidlig morgen, da solen lige netop står op kan døden ikke holde ham længere - han rejser sig og forlader sin grav. Nok skal vi alle dømmes, men han har taget ansvaret og har sonet den straf vi ellers skulle have sonet. Han har ofret sig selv som et påskelam. Det er påskens budskab til Guds skabning mennesket. I den fortælling er der mørke, dyb fortvivlelse, men til sidst er der lys og håb for alle som har tillid til hans budskab om det vigtigste af alt - næstekærligheden. Guds søn opstod fra de døde.
Lyset sejrede over mørket.
Livet sejrede over døden.
Sådan er Guds kærlighed.
Stærkere end døden.
Det kristne påskebudskab er, at Guds kærlighed er den stærkeste magt.
Trods alle bitre sorger, der møder os her i verden, som knuser vores glæde og vores mening med livet, må vi tro på, at den kærlighed har det sidste ord.
Selv når vores kærlighed ligger i en grav med en sten over.
Så må vi tro på, at stenen væltes fra.
Gud har givet os det håb, at der også bliver en Påskemorgen for os. 
Denne fantastiske fortælling har Robert Jacobsen forsøgt at synliggøre i disse glasmalerier. Jeg personligt synes det er lykkedes for ham. Han har forstået budskabet og det er helt fortryllende, at se hans "påskelys" komme ind i rummet til os. De tre glasmalerier i våbenhuset er cirkelrunde, vinduesnichen er formet som en tragt. Det er den form, som østvinduet havde i mange romanske kirker, f.eks. sognets gamle kirke, Guldager. Går man om bag alteret i Guldager kirke, vil man se en sådan tragtformet vinduesåbning; selve vinduet er dog muret til i dag.
De tre glasmalerier sidder på en halvrund væg. Det minder om den halvrunding bag alteret, apsis, som kendes fra mange middelalderkirker og som netop ofte havde et sådant vindue mod øst. Landsbykirker fra middelalderen havde oprindeligt ret små vinduer og var i øvrigt ringe oplyst. Derfor har sådan et vindue mod øst virket meget stærkt på menigheden.
Som en solopgang, opstandelsens lys, der skinnede fra et sted bagved alteret.
Lyset faldt ind og oplyste kirken fra øst, hvor Paradiset lå og hvorfra Kristus ville komme igen.
Nogle steder kan man se, at vinduet er anbragt så snildt, at solen skinner direkte ind ad det ved Påsketid.
Her i Hjerting kirke er der nu byttet lidt om. Apsisrundingen og vinduerne ligger i modsat retning, mod vest.
Glasmalerierne har 'Påske' som tema. Det er undergang og opstandelse, vi ser for os:
Gravens mørke og opstandelsens lys. 
Der hænger en model af fiskekutter fra Esbjeg i kirken. Det er historie i dag med kutterne i Esbjerg. 
Gulvet i kirken er unikt. Der er valgt en virkelig genial løsning med træstykker hvor endetræet vender opad. Det er behandlet med olie og gnedet med kridt. Det giver en helt fantastisk struktur. Det er næsten lige som marmor. Der gik nogle damer og støvsugede hele gulvet mens jeg var der. Måske er det vanskeligt at holde rent. 
Her en døbefont i poleret granit uden font (det bruges heller ikke i vore dage) - i ældre tider blev barnet neddyppet i det kolde møgbeskidte een gang årligt indviede dåbsvand og medførte mange dødsfald). I dag anvendes et dåbsfad hvorfra præsten tager en håndfuld vand og hælder på barnets hoved. Det giver det ventede barneskrål og alle smiler glade og tilfredse. Så der for er et fad fuldt tilstrækkeligt i vore dage. Døbefonten er 8 kantet lige som hele kirkerummet. Orglet
Hjerting Kirkes orgel blev færdiggjort i april 1994 af Carsten Lunds Orgelbyggeri fra Birkerød. Det er tegnet i et samarbejde mellem kirkens arkitekt Alan Havsteen Mikkelsen og Carsten Lund og orglets konsulent Lasse Ewerløf.
Orglet er på 33 stemmer fordelt på 3 manualer + pedal. 33 stemmer svarer til ca. 2000 piber i alle størrelser. Lige fra få millimeter op til 4 meter lange. Selve orgelhuset er lavet af lagret, høvlet dansk egetræ. Tangenterne er koben og rosentræ. Hjerting Kirkes orgel er et nutidigt instrument med forbillede i nordtysk, nordisk baroktradition. En byggestil, man brugte i perioden mellem 1600 og 1750, som er brugbar den dag i dag.
Man har blandt andet brugt at stemme orglet på en måde man gjorde i barokken. En stemning der er lidt anderledes end den gængse man kender fra klaveret. Orglets luftforsyning er også bygget efter principper brugt i barokperioden og piberne er hamrede, så metallet tynder ud mod toppen, hvilket kan anes i facadepiberne.
At orglet er bygget efter et barokforbillede betyder, at instrumentet står i en helstøbt, gennem århundrede afprøvet form. Denne orgeltype er tilpasset den protestantiske gudstjeneste og er derfor særdeles velegnet til at ledsage denne.
Orglet i baggrunden er helt moderne. Orgler skal godkendes af en kyndig i orgler - så det er bestemt i orden rent teknisk, men om det passer til rummet rent akustisk er ikke til at vide for mig, for jeg har ikke hørt det. Det siges at orglet er placeret sådan, at dette og kirkens kor kommer til sin ret fordi kirkerummet netop er udformet her på en måde der giver en perfekt akustik. Bemærk også listen med alle glødelamperne i loftet, der fører øjet mod alter og stedet hvor ordet forkyndes. 
Her er så glasset i endegavlen. Det giver et helt fantastisk lys i kirken og så kan man se himmelen udenfor. Det naturlige lys spiller en stor rolle i Hjerting kirke. Lyset skaber rum.
Middelalderkirkerne havde ofte et rundt vindue mod øst, så solopgangens lys faldt lige ind i kirken.
I Hjerting kirke var det udelukket med et vindue mod øst; figurerne på altervuggen måtte nødvendigvis have lys fra siden for at fremtræde tydeligt.
I stedet vælder himmellyset ind gennem det store vindue mod nord.
Stiller man sig lige midt under nordlyset, er lyset så stærkt, at man mærker det som et brusebad af lys, et fysisk velvære, der går helt ind i knoglerne på én.
Det mægtige vindue vender mod nord, for det er mod nord, himlen er bedst til at spejle sig.
Samtidig får vi dog også strejf af det varme lys, idet nordvinduet også åbner for lys fra nordøst og nordvest, samtidig med at dørene i syd lukker det direkte sollys ind.
Lyset går to veje - lyset kommer fra Gud, men vi kommer også via det lys op til Gud, som kirkens arkitekt har udtrykt det.
Når man mærker det store lys falde ind gennem dette store vindue til himlen, ser man en enorm Jakobsstige, der forbinder os med Gud.
Her er det nye orgels 3 manualer og træknapper til de forskellige kor. Orglet har 33 stemmer. Der er også pedaler. Det kræver noget at spille som organist på et sådant instrument. Det foregår med begge hænder og begge fødder. Tidligere var det et job, der blev tilbudt blinde og svagtseende. I vore dage er der ikke nok af den slags synshandicappede. Så skal man også lige være musikalsk anlagt, hvis det skal blive rigtigt godt. 
Der er lidt glasmaleri over vinduespartierne. Jeg bemærker at kirken slår revner i vinduesindfatningen. Det er dekorativt, men nogen større kunst er det næppe. Især i sine seneste år var Robert Jacobsen optaget af arbejdet med glas. Således er også glasmalerierne i Hjerting kirke hans værk.
De to glasmalerier over dørene mod sydøst og sydvest i kirkerummet er abstrakte, men gengiver farver og lys i himmel og hav, skyer og regn over Ho bugt på forskellige tider af døgnet. 
Her har vi Adam og Eva. Eva har lige været på æblerov kraftigt tilskyndet af slangen (satan selv). De har nuppet ævler fra kundskabets træ og har derved fået indsigt i al ting. Ting mister deres umiddelbare skønhed. Græsset som før var et herligt grønt tæppe bliver i den nye optik blot til græsstrå. Derfor er træet formet som en padehattesky fra en atombombesprængning. Gud var sur over at de havde overtrådt hans forbud og smed dem ud af paradisets have. På den anden side var han svært tilfreds med, at de ikke havde nuppet ævler af livets træ - for så ville det aldrig få en ende, det såkaldte syndefald, nu har de en chance. Børn synes det er en forfærdelig straf, at få for at gå på æblerov og mener Gud er en sur gammel mand, der går helt agurk over et par æbler. Ligesom gamle Jensen nede ad vejen, der truede dem med prygl af en spadserestok, da de nuppede nogle Conference-pærer, der hang ud over hækken. Man skal være voksen og have læst hele bibelen for at kunne forstå sammenhængen fra 1. Mosebog til facitlisten i Johannes åbenbaring. Det handler om, at gud vil give mennesket en fri vilje og gøre det til et selvstændigt menneske, der kan forvalte friheden uden at berøve den fra sine medmennesker. Det er en hård proces at blive fuldkommen som skaberen. 
Her har vi hele altertavlen. Hvis vi tager de enkelte figurer fra venstre mod højre fra oven. Så har vi: Lyset, spaltning, englen hvor jord og himmel mødes og endelig stjernen over Bethlehem og Kain og Abel. Næste række: Adam og Eva, engel der bevogter indgangen til det tabte paradis, endnu en bevogtende engel, farisæeren og tolderen, Kristus, den lille musikant, vandring op Ho bugt, den lille læser, mere vandring på Ho bugt. Der er også en sputnik - det betyder sendebud - og det var en af de funktioner gudssønnerne havde som postbude fra Gud til sine skabninger. Vi kalder dem engle. Altervæggens tilblivelse Det forkastede bliver det ophøjede I altertavlen i Hjerting kirke er Robert Jacobsen frem for alt historiefortæller. Han går ind under traditionen ved at bruge nogle af kristendommens centrale fortællinger, som han tilegner sig og gengiver sådan som han nu har hørt dem, jævnt og ligefremt.
Jeg tror, at det er derfor, så mange mennesker, der ellers står skeptiske over for moderne kunst og kirkekunst, synes om denne altervæg, fordi man genkender de bibelske grundfortællinger.
Fortælling er jo en fremstillingsmåde, de fleste umiddelbart kan forholde sig til.
Der er et liv og en menneskelig erfaring, som symboler ikke kan videregive på samme måde.
Materialevalget fortæller i sig selv flere historier.
Kunstneren var meget bevidst om, at Hjerting var hjemsted for fiskere og søfolk, som skulle kunne genkende noget fra deres egen hverdag, når de kom i deres kirke.
'For mig er fiskernes arbejde helligt. Med deres dunke, deres olie, ernærer de verden'
Derfor gik Robert Jacobsen på havnen og købte kasserede olietønder, kæder, døre og andet skrot.
Med sit blik for det uanvendeliges anvendelighed svejsede og hamrede mesteren det gamle jern til nye former og beklædte det med et lag af rent guld, inden det blev hængt op på altervæggen, det fineste sted i rummet. For pladsen bagved alteret er egentlig Guds egen plads.
En interviewer spurgte Robert Jacobsen, om det ikke var at gøre nar af menigheden, når han udfører kirkeudsmykninger af skrot?
'Nej. Jeg synes, at man ville gøre mere nar af dem i det øjeblik, man lavede skulpturerne i marmor og bronze. Nu er Hjerting jo et gammelt fiskerleje, så udsmykningen handler hovedsageligt om fiskernes liv. Det, at de arbejder ude på havet med at fiske, det er deres dagligdag. Og det er det, der skaber den tro, de har. Skrot er et levende materiale. Det er lige så levende som det, de selv arbejdet med hver dag.
Med Robert Jacobsens forfinede sans for det rigeste, mest oversete, bliver altervuggen en prædiken om, hvordan Gud kan bruge det kasserede og ringeagtede.
Da Jesus gik på jorden, omgikkedes han med mennesker, som andre så ned på, ludere og landsforrædere, syge og handicappede.
Nogen, som andre ikke syntes var værd at samle på. Det var dem, som Jesus samlede op - og det blev også dem, der senere skulle bringe budskabet videre.
Senere skrev apostlen Paulus det samme på en anden måde: 'det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting'.
Eller som det hedder i en af Jesu egne lignelser: 'Den sten, som bygmestrene forkastede, er blevet hovedhjørnestenen'
Gud kan skabe en fortælling af 'kasserede' menneskers historie og gøre det til en forgyldt historie.Og Guds egen søn blev også behandlet som affald, som skrot - han blev korsfæstet og hans lig var nær havnet på lossepladsen.
Men han er ikke kun den korsfæstede, han er også den opstandne. Den Guds søn, vi mennesker forkastede, er blevet den, vi samles om, den, der giver os håb og mod.
Tilsvarende er det skrotjern, mennesker engang kasserede, nu kommet til værdighed og har fået kirkens fineste plads. Altervæggen - et sprængt univers De fleste, der for første gang ser Hjerting kirkes altervæg, bliver en smule forvirrede.
Danske altertavler er normalt nogle sorte trærammer omkring et eller flere malerier, velordnede og symmetriske.
Måske med tekster og fint træskærerarbejde.
Sådan har de danske altertavler været siden middelalderen og indtil midten af det 20. århundrede, hvor man stort set holder op med at fremstille altertavler til danske kirker.
Men hvad er dette her for noget?
De mange figurer sidder spredt ud over en væg.
Traditionelle regler for proportioner og tyngdelov er brudt. Visse billeder forestiller ganske vist noget, man kan se, hvad er, oven i købet noget man kan genkende fra Bibelhistorien. Men andre figurer er abstrakte og nogle kan man slet ikke placere i et traditionelt bibelsk univers.
Robert Jacobsens altervæg er ikke noget svært tilgængeligt værk.
Der er ikke nogen underforståede symboler, man skal have særlige forudsætninger for at afkode og forstå.
Med denne altervæg videregiver Robert Jacobsen ganske enkelt et kristent fortælleunivers på sin helt egen måde, ganske jævnt og ligefremt.
Det traditionelle og det moderne mødes her.
For eksempel tager Robert Jacobsen udgangspunkt i en traditionel inddeling af en altertavle og i middelalderlige traditioner for, hvordan billedet af Kristus skal se ud.
Og dog er han sin egen i brugen af sit yndlingsmateriale: jern, og aldeles fri i den måde, han skaber sine figurer på.
Men hvad med ophængningen, altervæg i stedet for altertavle?
De ældre altertavler er jo harmoniske og symmetriske, komponerede efter ganske bestemte principper.
De er blevet til i en tid, hvor man havde et meget velordnet verdensbillede.
Gud foroven, Helvede forneden og mennesker i midten, det var der almindelig enighed om.
Det kunne man sagtens sætte en velordnet ramme omkring.
Men sådan er vores verdensbillede i dag jo slet ikke.
Vores verdensbillede er jo sprængt i fragmenter. Helheden er brudt. Mange stumper svæver frit i luften, uden sammenhæng.
'Vi erkender i brudstykker' siger Paulus. Og sådan er det vel også vel også med denne altervæg. Den er sammensat af brudstykker og som sådan svarer den også til vore liv.
Vores tradition med hensyn til altertavler har ofte været at vælge et enkelt billede ud: Kristus på korset, Jesus som lærer eller helbreder. Motivet har ofte været bestemt af, hvilken kirkelig retning, der dominerede på stedet. Her har vi flere forskellige billeder på én gang, både fra Det gamle og Det nye Testamente. Jesus er - som i en tegneserie - flere steder ved siden af hinanden. Der er noget, vi genkender fra bibelteksten, og der er noget, vi ikke kender fra teksten.
At brede sig ud over en hel kirkevæg er nu heller ikke udelukkende noget moderne.
Ser vi på middelalderens kalkmalerier, ser vi også, hvordan billeder af engle, djævle og mennesker svæver rundt mellem hinanden uden hensyn til den almindelige tyngdekraft.
At menneskeskikkelserne ikke er lige store er med til at give altertavlen dybde. Nogle figurer står ligesom længere væk end andre. Det er også en tilbagevenden til et gammelt princip, hvor mennesker ikke afbildes i naturligt forhold til hinanden, men får størrelse efter deres betydning.
I ældre tid blev kongerne f.eks. tegnet større end deres stormænd, stormændene større end bønderne.
Så var man ikke i tvivl om, hvem der var mest betydningsfuld.
Det samme princip er fulgt her: Det væsentligste er det største.
Kristusfiguren er den dominerende.
'Vi går ud fra Kristus' sagde Robert Jacobsen, da ophængningen skulle tage sin begyndelse. Det gælder ikke alene for altertavlen, men for hele kirken: For en gangs skyld går vi ikke ud fra os selv og vort eget.
Vi kommer for at høre en anden og større historie. Derfor går vi ud fra Kristus, fra Guds historie.
Ud over Kristus i centrum er der særligt to bibelske motiver, der træder tydeligt frem, nemlig Adam og Eva ved Kundskabens træ (til venstre), og Kristus, der vandrer på søen blandt fiskerne (til højre).
Her følger Robert Jacobsen den gamle skik, at motiver fra Det gamle Testamente anbringes til venstre for beskueren, motiver fra Det ny Testamente til højre.
Men der er ingen tvivl om, hvad der er den vigtigste figur på altervuggen:
Kristus i midten er den største, den, der samler rummet, som giver et holdepunkt midt i det spredte og stykkevise. Den, der gør en afgørende betydning i det tilsyneladende sammenhængsløse.
Kristus som ikon 
Om Kristi ansigt
Noget af det, mange bliver indfanget af ved altertavlen, er ansigtet på Kristus.
Ansigtet er mørkt, men omgivet af en gylden flade som hår eller glorie. Nærmest som en solopgang, der skinner imod os et sted bag Kristi ansigt. Hovedet er omspændt af en kæde som en krone - en tornekrone?
Blikket er stærkt og indtrængende. Fantastisk, at man kan lave den slags af en gammel rusten olietønde. Jesu øjne er levende og dybe. Mange tror, at de er af emalje, men det hvide er væggen bagved. Øjnene er stanset ud i metallet.
Hovedet hælder en anelse. Det er en menneskelig, lidende Kristus, der ser på os.
Vi mærker hans blik på os. Det er ret få Kristusfigurer herhjemme, der ser på os. På mange af dem hovedet sænket i lidelse. Hos andre løfter Kristus øjnene mod himlen. Men her ser han direkte på os. Han 'løfter sit åsyn på os' som det hedder i velsignelsen. Han ser på os med et blik fuldt af sorg og medlidenhed.
Det er ikke så meget os, der ser på ham, som det er ham, der ser på os. Det er ligesom blikket på en ikon.
Ordet 'ikon' bruges i dag på flere måder.
De fleste, der bruger computer, anvender ordet 'et ikon' som betegnelse for et lille billede på computerskærmen. Et sådant ikon bruges som genvej til noget andet. Klikker man på ikonet, åbner man for en anden verden - eller i alt fald for en anden side eller funktion.
Men en ikon er også et begreb fra kirkekunstens verden.
'Ikon' er græsk og betyder egentlig bare billede.
'Ikon' er blevet brugt som betegnelse for en særlig billedtradition, man især har brugt i det, vi kalder østkirken, den græsk- eller russisk-katolske kirke. Kommer man i en græsk eller en russisk kirke, vil rummet være præget af ikoner. Ikoner hænger også i private hjem.
Ikoner er billeder fra frelseshistorien eller billeder af helgener. De er som regel fremstillet meget stiliseret. På ikonerne vender de afbildede personer blikket lige imod os.
Vi er vant til, at det er os, der ser på billedet, men her er pointen lige modsat:
Det er billedet, der ser på os. Det er os, der bliver set af ikonen.
Andre billeder ønsker, at vi skal drages ind i dem. Ikonen gør det modsatte.
Det er for så vidt også en vigtig pointe i kristendommen:
Gud omfatter os med sin kærligheds blik.
Et menneske er, hvad det er i Guds øjne, hverken mere eller mindre.
Vi er i vores tidsalder så optaget af at andre ser os. Allerbedst er det, hvis vi kommer i medierne.
Det bliver jo afgørende for vores liv, om der er nogen, der ser os, og hvordan de ser på os.
Hvis ingen ser os, er vi tilbøjelige til at synes, at det, vi gør, er lige meget.
Eller hvis nogen ser på os med vrede, kolde eller ligegyldige øjne, så kan vi blive forlegne over det, vi gør.
Evangeliet fortæller os, at ethvert menneske er set af Gud.
Gud lader sit blik falde på mig. Han ser mig, som jeg er. Jeg er hans barn, uanset, om jeg er kassedame eller direktør.
Den evige Gud ser mig, derfor får mit liv evighedskarakter, mine handlinger har evighedskarakter.
Selv med de handlinger, der ser ubetydelige ud i verdens og mediernes øjne, indgår vi i en større sammenhæng.
Vi lever ikke livet for vores egen skyld.
Den frihed, som evangeliet tilbyder et menneske - og det er virkelig en frihed - det er den tanke, at Gud ser det menneske.
Med tanken om at Gud ser det menneske, er det muligt at sætte sig ud over kampen om at skulle posere og for enhver pris ses af andre.
For et menneske er, hvad det er i Guds øjne, hverken mere eller mindre. Jesus - håndværkersønnen 
Da altervæggen i Hjerting blev til, var ikke noget nyt for Robert Jacobsen at arbejde med religiøse motiver.
Dels havde han selv en stor samling af ældre kirkekunst, som inspirerede ham i hans arbejde.
Og i tre danske kirker havde der allerede længe hængt krucifikser af Robert Jacobsen, nemlig i Pindstrup, Gl. Holte og Islev kirker.
For det tredje havde han gennem årene skabt en del figurer med bibelske motiver: 'Den tredje røver', 'Golgatha', 'Farisæeren og tolderen' m.fl.
Sit eget religiøse syn omgav han med en vis blufærdighed. I et interview med Claus Grymer i Kristeligt Dagblad løftede han dog lidt for sløret.
For Robert Jacobsen var kristendom lig barmhjertighed og medmenneskelighed. Derfor var han i langt højere grad optaget af Jesus som menneske end som Guds søn.
Jesus var for Robert Jacobsen det menneske, der fører an i kampen for en bedre verden.
'Med den store betydning, Jesus har haft, betyder det mindre, hvem han er søn af. Det er resultatet, der betyder noget. Alt det han gjorde' sagde Robert Jacobsen.
'Men jeg har tit sagt, at da man hængte et menneske op på et kors, var det hverken en socialpædagog eller en direktør, men en ganske almindelig håndværkersøn. Og sådan bliver man ved: Den jævne, almindelige mand bliver hængt op hver dag.'
Robert Jacobsen opfattelse af Jesus er det, som teologerne vil kalde en kristologi fra neden. Hvor vægten ikke ligger på Gud som 'Herren', men på Jesus, der bliver født i en fattig stald og som får sin gang blandt samfundets fattige og udstødte, netop som disses ven og talerør. En genopdagelse af Kristus 'som et menneske som du og jeg, blot som en af de mest radikale, der nogen sinde har levet, som fulgte sin vej til ende og ikke indlod sig på nogen form for kompromis'.
Robert Jacobsen er dog mere optaget af det medmenneskelige end det politiske. 'Jesus var ingen revolutionær. Det drejer sig ikke om det, men om medmenneskelighed. Desværre har kristendommen ikke haft den kraft, man kunne have ønsket sig, således at kirken i højere grad greb ind i hverdagen og ikke bare var et sted, hvor man gik hen og foldede hænderne.'
'Jeg håber, jeg kan lave noget, der forkynder barmhjertighed og medmenneskelighed, for det er vel vigtigere, end at man tror på dogmerne.'
'Jeg ville ikke arbejde for den gode smag. Pinslerne, drabet på den mand, det er ikke god smag. Jeg ved godt, at hos de reformerte er der i princippet ingen billeder af Kristus. Jeg har lavet et. Det man ikke må gøre, det gør jeg. (..) Fra en anden kant siger man:
Robert bliver religiøs med alderen. Overhovedet ikke. Jeg er ikke religiøs. Jeg har lavet et menneskeligt alter. Og hvad er en kirke om ikke et sted, hvor man kommer for at finde fred, et menneskeligt sted?
Vor generation gør sig fri af falske idéer, som vi troede på, da vi var unge. Karl Marx' paradis er forduftet på tres år. Og kirken er der stadig. Jeg er ikke tilhænger af kirken, men hvilket andet sted kender du, hvor man kan finde fred, når man har brug for den?'
Jeg er personlig ganske enig med Robert Jacobsen i hans syn på sagen. Kristi hænder
Robert Jacobsen brugte vistnok over 20 forsøg på at skabe Jesu hænder, før han var tilfreds.
Så han har betragtet disse hænder som uhyre vigtige.
Armene er udstrakte - selvfølgelig fordi Kristus hænger på korset - men de er også udbredt i en omfavnende eller velsignende bevægelse.
Hænderne er uden tommelfingre, det forstærker den gribende, favnende bevægelse.
'Der er en vis optimisme i hænderne' sagde Robert Jacobsen.
Der har i de senere år været en vis skræk for at gøre billeder af Jesus til brug i kirken. Derfor har man tyet til symboler, omskrivninger, abstraktioner.
Det gamle Testamentes forbud mod at gøre sig billeder af Gud (det er faktisk et af de 10 bud) har sat sig igennem. Skrækken for at indfange og binde det guddommelige og dermed begrænse det, kom til at dominere.
Der kan være forståelige, endog sympatiske grunde til.
Men dermed er en vigtig dimension faldet bort fra kristendommen, nemlig den tanke, at Gud selv har sat sig ud over billedforbudet - at Gud gjorde et billede af sig selv i kød og blod, da Gud blev menneske i Jesus Kristus.
Guds søn blev sandt menneske. Det er Ny Testamentes budskab og derfor fik han også hænder af kød og blod, hænder, der kunne tage fat og udrette noget. Som da han stak sine ti fingre ind i ørerne på en døv, der næsten ikke kunne tale og dermed satte manden i stand til både at tale og høre. Guds søn er jo ikke bange for at tage hænderne op af lommen og stikke dem ned i skidtet.
Jesus var ikke for ingenting oprindeligt håndværker!
'Her er ingen sarte frøkenfingre, men derimod et par arbejdsnæver, der ikke er for fine til at røre ved hverken spedalske, ludere, møgunger, menstruerende kvinder eller døvstumme'.
Gud giver sig selv hænder, så han kan komme til at røre ved og omskabe det virkelige liv, sådan som det udspiller sig her på jorden.
Den brændende tornebusk eller ildstøtten eller skysøjlen havde jo ingen hænder.
Men hænder behøvedes, for verden var af lave, så hænder har det menneske, som Gud blev i Kristus.
I kirkekunsten har vi i mange år set tornebuske, solopgange og nonfigurative skulpturer, der alle skulle repræsentere Vor Herre.
Når vi ser symbolerne uden hænder, tænker vi, at her er det mig, der bliver nødt til at være hænder,
Derfor er det så dejligt at se Kristi hænder, der kan holde om det lille skrøbelige menneske, der ikke er i stand til at tage hånd om sig selv.
Der er ro, for dér tør man stole på, at alt faktisk er i Guds faderhånd.
Derfor ser vi de udstrakte hænder, der strækker sig ud mod os for at omfavne os.
'Kom til mig, alle I som er tyngede af byrder og sorger og jeg skal give jer hvile', som det hedder i Det nye Testamente, eller med Robert Jacobsens ord:
'Jeg er parat til at modtage jer'.
Robert Jacobsen og 'dukkerne'
Robert Jacobsen (1912-1993), en af efterkrigstidens største danske billedkunstnere, har med sin altertavle i Hjerting kirke skabt et stykke enestående kirkekunst. Kunstneren var 80 år, da værket var færdiggjort til kirkens indvielse september 1992, kun et halvt år før Robert Jacobsens død.
Nedenfor er givet en kort beskrivelse af nogle af de arbejdsprocesser, der gik forud for arbejdet med altervæggen:
Robert Jacobsen tilsluttede sig i begyndelsen af sin karriere - 1947 - en kunstnergruppe i Paris, der arbejdede udelukkende med abstrakt kunst. Eller konkret kunst, som man foretrak at kalde det.
Her prøvede Robert Jacobsen sammen med andre billedhuggere og malere at indfange buer, linjer og flader. Man udtrykte sig i rytmer, om man vil. Mange af efterkrigstidens kunstnere frygtede det fortællende, naive og følelsesfulde. Derfor blev det nærmest en dyd, at skulpturer og malerier ikke måtte ligne noget som helst kendt. 'Man skulle ikke kunne finde et øje, en arm eller et ben i arbejdet', sagde Robert Jacobsen, 'og fandt man det alligevel, var det noget nær en katastrofe!'
Derfor overraskede Robert Jacobsen mange, da han i 1957 viste en anden side af sig selv. På et kendt galleri i Paris udstillede han en række af de figurer, der blev kendt under navnet 'Dukker'. 'Dukkerne' var menneskelignende skikkelser i kasserede materialer: jernrør, fjedre, tandhjul, sakse, skeer og gafler osv.
I 'Dukkerne' er det dagligdagens 'skrammel', der bliver genanvendt eller rettere ny-anvendt. Som regel kan det genkendes uden videre. Når en saks indgår i figuren, kan man tydeligt se, at det er en saks - men i den nye sammenhæng er saksen blevet til et par briller eller noget helt andet.
Robert Jacobsen sagde selv om sine 'dukker', at han ville bruge al den fantasi, som var blevet smidt på lossepladsen og give den nyt liv.
Figurerne var groteske, primitive, i slægt med den afrikanske kunst, Robert Jacobsen samlede på. Humoristiske - men også satiriske, med budskaber. Titler som: 'Gårdsangerne', 'Krigen', 'Kejserens skrædder', 'Verdenspolitiet', 'Helikoptermanden', 'Den fredsommelige' og ' Sultens konge' viser mangfoldigheden
I lang tid havde Jacobsen svært ved at stå ved sine dukker og forklarede sig med at han blot havde lavet sin første dukke som en gave til sin datter Lykke, da hun lå syg engang i 1940'erne. Denne dukke, der var smedet af en skruenøgle, en saks og et stykke jerntråd som frisure, skulle være en karikatur af en kvinde i nabolaget.
Det tog således mange år for Robert Jacobsen at vedkende sig sit arbejde med 'dukkerne'. De var i modstrid med de strenge abstrakte idealer, han og hans nærmeste kolleger ellers havde dyrket.
Men selv om der er stor forskel på 'dukkerne' og de abstrakte sorte jernskulpturer, er der egentlig ingen modsætning. For det meste handler begge typer af værker om balancen mellem orden og fantasi og om kampen mellem de gode og de onde kræfter i tilværelsen.
Robert Jacobsen var fra den tid, da kunstnerne troede på, at verden kunne gøres bedre, og at de med deres kunst skulle bidrage dertil.
Dukkerne blev særdeles vel modtaget, kaldt for 'Eventyr i jern' og Robert Jacobsen sammenlignet med en anden dansker - H.C. Andersen.
En senere fase i arbejdet med skrotfigurer kom i 70'erne med de såkaldte 'Personager', der var mere tungt alvorlige og mørkt magiske i formen.
I begyndelsen af 80'erne blev Robert Jacobsen spurgt, om hans værker havde evig værdi. Med sin vanlige 'krympefri storhedsvanvid' (Robert Jacobsens eget udtryk) sagde han: 'De er lige så evige som dem på Rosenborg'
Man tog ham på ordet og der blev i 1986 lavet en udstilling med omkring 45 værker sat overfor udvalgte arbejder fra Rosenborgs samling. Og det blev denne 'Rosenborgsuite', der kom til at danne udgangspunktet for altervæggen i Hjerting.
Figurerne på Rosenborg var i familie med dukkerne, men det var nu bibelske og historiske motiver, der lagde navne til figurer som 'Uddrivelsen af Paradis', 'Daniel i Løvekulen', 'De hellige tre konger', 'Astronauter', 'Engle' og 'Ikaros'.
Udførelsen var også anderledes. Figurerne havde ikke så meget af det groteske og vildtvoksende humoristiske præg, som de første dukker havde.
De enkelte dele og deres oprindelse er mindre fremtrædende.
Man kan stadig genkende kæder, møtrikker, riste osv., men ikke så tydeligt som i de oprindelige 'dukker'. På grund af en strejke blandt kustoderne var udstillingen på Rosenborg kun åben i en uge! Men i Hjerting kirke kan figurerne forhåbentlig ses de næste par hundrede år; Robert Jacobsen gav i alt fald selv ved indvielsen tre hundrede års garanti for holdbarheden!
Altersølvet
Oprindeligt skulle Robert Jacobsen have været med til at forme altersølvet i Hjerting kirke, men han døde, inden arbejdet gik i gang. Det blev i stedet arkitekt Alan Havsteen-Mikkelsens opgave.
Altersættet er helt klassisk og enkelt, bygget op af runde og ovale former.
I kirkerummet og på døbefonten er det ellers det mere kantede, der dominerer. Men der er også rundinger bag alter og orgel, som spiller sammen med altersølvet.
I kirkens arkitektur ser vi flere steder, at nogle bestemte former går igen. For eksempel ottekanten: Kirkerummets er en stor ottekant - det går igen i møderummene, i kapellet på kirkegården og til sidst i døbefonten. Sådan svarer den lille form til den store og omvendt.
Sådan er det også med altersølvet: Det er de samme enkle former der går igen forskellige steder.
På tegningen ved siden af kan man se, hvordan de forskellige dele af altersølvet er tegnet oveni hinanden, så man kan se, at de samme former går igen. Mest tydeligt er det nok, at de små alterbægre er formindskede udgaver af den store alterkalk. Men også den store kande, tallerkenen og æsken til alterbrød har de samme former og mål.
Øverst i tegningen aner man kirkens grundplan.
Med til sættet hører også den lille messingspand, som man bringer vand ind til dåben. Det er lidt usædvanligt med en spand - de fleste kirker har traditionelt en kande - men jeg synes det er et fint og nydeligt valg. Også denne spand afspejler de samme proportioner og mål.
Sølvtøjet er et meget fint stykke håndværk. Går man tæt på de store stykker som alterkalk, kande og disk, kan man ane hammerslagene på overfladen. Det gør overfladen mere levende, end hvis den var helt glat. Man kan se, at her har vi ikke et maskinprodukt. Det er et menneske, der har skabt denne kalk med sine egne to hænder.
Det store bæger til vin kaldes en kalk. Det kan forekomme lidt mærkeligt - for de fleste af os er 'kalk' en hvid stenart. Men her kommer ordet 'kalk' af det græske ord 'kelkos' som slet og ret betyder et stort bæger. At vi bruger et græsk ord viser, at vi med altergangen har rødderne helt tilbage til de første kristne, der talte græsk til hinanden ved gudstjenesten og skrev Det nye Testamente på græsk.
Den lille tallerken, man har alterbrødene på, kaldes også for 'disk' - og det er igen arven fra de første kristne - for 'diskos' betyder tallerken på græsk. Det er det samme ord, vi har i diskoskast - selv om det bestemt ikke er sølvtøj, man kaster med dér!
Altersølvet blev taget i brug i juni 1993 - et år efter kirkens indvielse. Det blev udført af sølvsmed Erik Sjødahl, København.
Grandelauget i Hjerting har betalt alterkalken og disken.
Hvad menigheden sjældent ser, er, at hele altersættet opbevares i en fornem egetræskasse, der med sine otte hjørner er en miniudgave af kirkens grundplan.
Således svarer det store til det små igen til hinanden i Hjerting kirke!
Om denne lange tekst.
Første gang jeg så et fotografi af Robert Jacobsens Kristusfigur, syntes jeg, at det var umådeligt grimt. Kristus lignede en plukket kylling; hvad skulle det nu til for?
Det skal til min undskyldning siges, at der var tale om et sort/hvidt fotografi og Kristus hang på en rå, mørk betonvæg.
Men ligesom man på en meget lykkelig måde kan blive klogere på andre mennesker og komme til at elske mennesker, man først var modvillig overfor, sådan er jeg også på en lykkelig måde kommet til at holde umådelig meget af Robert Jacobsens Kristus-figur og alle de andre figurer, der nu udgør altervæggen i Hjerting.
Jeg føler ganske enkelt en stor glæde ved at se altervæggen i Hjerting kirke og være til stede i rummet.
Det er måske netop på grund af min første modvilje at jeg har følt en vis tilskyndelse til at andre skulle dele den glæde, jeg har fundet i altervæggen.
Allerede kort efter altertavlens tilblivelse kom jeg i den situation, at jeg skulle vise kirken frem for forskellige mennesker, hvoraf en del var meget skeptiske over for moderne kunst i kirken. Det fortalte mig allerede ved indgangsdøren til kirken.
Således ansporet så jeg det som en udfordring at lukke værket op for mange af de mennesker, der normalt forskrækkes ved moderne kunst. Vejen frem var for det meste at knytte nogle fortællinger til figurerne, så tøede de fleste op.
Hjerting kirke og dens altervæg er antagelig det bedste stykke kirkearkitektur og kirkekunst på dansk grund i nyere tid.
Ved et forbilledligt samarbejde mellem menighedsråd arkitekt og kunstner blev der skabt et enestående værk
Det vellykkede ved såvel kirke som altertavle er i høj grad, at der arbejdes med en bevidsthed om tradition indenfor kirkekunst og - arkitektur, og dog har man haft modet til at tilføje noget nyt og selvstændigt.
I sidste del af det 20. århundrede har kunstnere haft store vanskeligheder ved at skabe billedkunst i kirken. Især blev det vanskeligt at skabe billeder, der forholdt sig til traditionen på den måde, at de f.eks. fortalte bibelhistorie.
Visse kunstteoretikere har hævdet, at man slet ikke kunne skabe kunst i kirken på den måde længere.
Robert Jacobsens altervæg er beviset på, at det kan lade sig gøre.
Med sin blanding af bibelske figurer og 'helt almindelige mennesker' har Robert Jacobsen vist, at det også er muligt her på grænsen mellem det 20. og det 21. århundrede at forbinde sig med den gamle billedtradition, uden at det bliver en kraftløs gentagelse.
Også for arkitekt Alan Havsteen-Mikkelsen var det afgørende, at kirken indeholdt billeder, der ikke kun afspejlede en kunstners eget univers.
Kirkekunst måtte på en eller anden måde forholde sig til den store fortælling, der er kristendommen.
'Kirken skal ikke være et kunstmuseum eller en kunstnerisk legeplads. Der bør både for den udøvende og beskueren være tale om et forhold til 'fortællingen'. Det er i den, de to parter skal mødes', udtrykte arkitekten det.
Der er talt og skrevet en del om Hjerting kirke. Jeg har prøvet at fremdrage nogle af kunstners og arkitekts mest karakteristiske udtalelser, så deres egen opfattelse af værket kan fremstå.
Men ud over det forholder jeg mig frit og for egen regning især til Robert Jacobsens altertavle: Jeg er fuldt bevidst om, at jeg lægger noget ind i hans figurer, som han næppe selv har tænkt.
Nogen vil - måske med rette- kritisere mig for at gøre værket mere entydigt end det oprindeligt er. At ville tvinge det, der er nyt og overraskende til at være noget genkendeligt og dermed kontrolleret.
Hertil kan jeg kun sige, at hvis alle muligheder er åbne, så er de tanker, der er udsprunget af min fantasi, vel lige så gode som alle andre. Jeg ønsker ikke at udelukke andre fortolkninger derved. og kan heller ikke se, at jeg gør det.
Der jo netop det ved fortælling, at vi hører den og giver den videre, sådan som den talte til os og så bare slutte, som den gamle eventyrfortæller med ordene: '...og så må en anden fortælle videre.'
Sådan har Robert Jacobsen gjort det, og sådan må vi, der fortæller historien videre, også gøre det, trofaste mod traditionen og os selv.
Skæringspunktet
Mødet mellem Himmel og Jord står meget centralt i arkitekturen og kunsten i Hjerting kirke.
Det afspejles i kirkerummet med den bue, der går ned over alteret og længst ned lige over Kristus.
Gud og mennesker skærer hinanden i Guds søn, der blev menneske.
Egentlig er der tre kvarte buer i dette område: Buen i loftet, der går oppefra og ned, altervuggen, der buer indad og alterskranken med knæfaldet, der runder udad.
Alterskranken er jo også et af de steder, hvor himlen bøjer sig ned mod mennesker.
Meget håndfast, så det er til at se, høre og smage, forkyndes det, at Gud blev menneske for at række os kærligheden, syndernes forladelse og det evige liv.
Synd er jo desværre blevet et belastet og misforstået ord. Vi forbinder det uundgåeligt med sex eller kalorier og dermed forestillingen om, at Gud er livsfjendsk.
I stedet for ordet synd kunne man prøve at bruge ordet 'ufuldkommenhed' for at forstå meningen.
For i vores tid, hvor det handler om at udstråle selvsikkerhed og selvkontrol, stræber vi efter det fuldkomne.
Reklamerne dyrker det perfekte menneske med styr på tilværelsen, med blomstrende erotik og idyllisk familieliv. Det pirker til vores mindreværdskomplekser, vi tænker pludselig ikke på det vi kan og er, men fokuserer i stedet på vores fejl og mangler.
Tanken om, hvor håbløst langt vores liv er fra reklamernes drøm om fuldkommenhed, bliver en byrde for os.
Vores drømme og forventninger bliver en plage, der står mellem os og glæden over livet.
Søren Kierkegaard taler om 'kræsenhedens besmittelse' og hentyder til det tyranni, som vi udøver mod hinanden, når man ved, hvad der er 'god smag' og hvad der ikke er det.
De perfektionistiske tanker gør os ofte umenneskelige, kritiske og smålige og fratager os evnen til overbærenhed.
Da er det en befrielse at vide, at hos Gud kan vi være, som vi er. Vi må gerne slå en prut. Pille bussemænd og blive liderlige.
Over for Gud behøver vi ikke at have styr på tilværelsen. Hos Gud gælder det modsatte: at kunne give slip på drømme om et fejlfrit liv.
Vores mulighed for at modtage Guds kærlighed er i grunden langt større, hvis vi opgiver forsøget på at være overmennesker, og blot nøjes med at være mennesker.
For over for Gud er det ikke vore egne præstationer og ydelser, det kommer an på, men udelukkende at vi er elskede og accepterede af Gud.
Det holder vi fast på, når vi knæler ved alterskranken og vedkender os vores afhængighed af den kærlighed, der er så uendeligt meget større end os.
Det gør os lige. Vi skal bare selv give kærligheden videre til vor næste - så er den hjemme.
På en sådan lang tur bliver der også tid til at fodre råvildtet. Vi har medbragt en pose med tørre rundstykker. Det er lige guf for dyrene. Det lykkes os, at få lokket dem til at æde af hånden ved at sidde musestille og gøre os små ved at sidde på hug. Det er pludseligt blevet et dejligt opholdsvejr, men alle veje og stier er belagt med is og sne, så jeg har fundet mig et tredje ben i form af en kæp, jeg kan bruge som stok - så mindsker jeg risikoen for at falde. Solen skinner, men det er dæ-le-me koldt. Se det var lidt om hvad man kan få ud af at besøge kirker, hvis man vel at mærke bruger den nødvendige tid på at sætte sig ind i tingene. Det hele er gratis og den er næsten sikker hver gang - man får noget med hjem og møder ofte en masse mennesker - ofte med samme interesse. Det er faktisk bedre end at gå på kunstmuseer. Oven i det hele får man musik og salmer og hører kirkekor. Det kan også være man oplever feststemte og glade mennesker til et bryllup. Så er man med på en kigger og får lige som selv lidt del i glæden. En barnedåb er livsbekræftende at opleve og en begravelse, minder os blot om, hvor flygtigt det hele er og hvad vi spilder vor tid på at stræbe efter. En sidste gevinst er, at kirkerummene ofte giver en anledning til at stresse af fra daglighedens bekymringer. Det behøver ikke at have noget med religion eller kristendom at gøre, men de fleste vil nok give mig ret i, at kirken kan bruges til at finde sig sig selv og den indre ro og balance. Så selv om man ikke tror på Guds eksistens og betragter det hele halløj som menneskabt hjernespind så kan man alligevel få noget ud af at studere kirker. Tilbage til oversigt
|
.jpg)
