EN UDFLUGT TIL RINGSTED MED DANSK-TJEKKISK FORENING LØRDAG DEN 9. JUNI 2012 Vi skal mødes med vore venner fra foreningen udenfor Sct. Bendts kirke i Ringsted. Vi er en forsamling af dissidenter fra 1968, Charter 77 folk, ambassadefunktionærer og så selvfølgelig mennesker med kærlighed til Tjekkiet og Slovakiet, selv om Slovakiet genopstod som selvstændig stat den 1. januar 1993. Stiftelse
Dansk Tjekkisk Forening er stiftet efteråret 1993 og er en videreførelse af foreningen Dansk-Tjekkoslovakisk Dialog, som blev stiftet i 1990 af danske medlemmer af Charta 77. Foreningen er uafhængig af politiske partier. Formål
Foreningens formål er at styrke og udvikle forbindelserne mellem befolkningerne i Danmark og Den Tjekkiske Republik gennem udveksling af viden om kulturelle, politiske og almene forhold. Medlemmer
Lige for tiden har Dansk–Tjekkisk Forening 209 medlemmer. Det er både tjekker og danskere, der med lige stor del bidrager til foreningens arbejde. Der er mange forskellige grunde til, at så mange mennesker har valgt at blive medlem af Dansk–Tjekkisk Forening, men fælles for alle er interessen for det tjekkiske, fx madlavning, filateli, motorisme, turisme, ishockey, folkedans mm. Nogle er tjekkere, der læser eller arbejder i Danmark, andre kan være danskere, som er tjekkisk gift eller gennem deres arbejde har forbindelser til Tjekkiet, eller som bare er blevet begejstrede for landet efter at have besøgt det som turister. |
Tjekkerne har en særlig tilknytning til denne kirke. Det skyldes det faktum, at Dronning Dagmar kom fra Böhmen. Indtil 1918 var der tre store landområder. Det var Böhmen mod vest (det er i det område Prag ligger) - 
Et billede af Karlsbroen i Prag. Det har ikke så meget med sagen at gøre. Jeg kan bare lide det. lidt sydligere og øst herfor Mähren og igen lidt sydligere og øst herfor Slovakiet. Disse områder havde hørt under tyske hertuger og fyrster, men i 300 år indtil 1918 under det Østrig-Ungarske dobbeltmonarki. 
Et ældre topografisk kort over Tjekkoslovakiet. Delt i 1993 i 2 stater: Tjekkiet og Slovakiet. Bemærk bjergene, men også de mange floder. Det er naturligt, når man rejser rundt i dette område, at man også besøger Tyskland, Polen, Østrig, Ungarn og Ukraine. Husk dog ingen ferie her i hele juli og august. Du havner med stor sandsynlighed i en ulidelig hedebølge. Det er fastlandsklima med varme hede somre og hundekolde vintre. Forår og efterår kan anbefales. Min kære viv var ved at omkomme, da hun under et ophold hos venner i Ungarn pludselig blev ramt af et hedeslag. En vandtønde ved vejen op til vor hytte, vi havde lånt af vennerne reddede hende. Nok var vandet fyldt med døde insekter og lugtede fælt. Pyt med det. Vi sænkede hende i tønden så hun kunne svale lidt ned. Så slæbte vi hende op i hytten, der lå midt i vinmarkerne og fandt det køligste sted ved hytten. Det var på bagsiden under hytten, der stod på nogle store kampestensfundamenter. Efter et stykke tid fik hun det bedre. Vi havde kun drikkevand på plastdunke, som vi fyldte vand på fra en brønd hos en vinbonde længere oppe på bjerget. Så gled vi på enden ned ad bjerget med de fyldte dunke til hytten. Alt vand var rationeret. Vi fik hver et og kun et vandfad med regnvand fra nogle regnvandstønder til at vaske os i. Nu fik Tyskland og Østrig-Ungarn som bekendt "røvfuld" under verdenskrigen (den første af slagsen) og man oprettede derfor en republik og inddrog nogle områder for at indkapsle Tyskland og Østrig-Ungarn, den kom til at hedde Ceskoslovensko Republica og blev udråbt den 28. oktober 1918. En ny stat var født. Tjekkoslovakiet kaldte vi den. 
Et frimærke fra fejringen af 50 året som selvstændig stat. 
Præsidenterne siden 1918 - Vaclav Klaus er ikke med Det bliver til lidt kirkehistorie og jeg kan love dig for, at vi kommer både i dybden og i bredden. Når jeg som webmaster har sat det her på hjemmesiden skyldes det den kendsgerning, at lige netop denne tidsperiode har historiske rødder i vort lokalområde. Lidt mere Danmarkshistorie. Så er vi også inviteret af Ringsteds borgmester til en tur på Rådhuset og efterfølgende frokost på restau- rant ITALY og så slutter vi af med at besøge minibryggeriet i Ringsted. Det bærer selvfølgelig navnet Dagmar. Vi drager af sted fra Korsør og når lige frem i tide, det er helt fyldt op parkeringspladsen ved kirken, men det lykkes til sidst. Først kommer her noget materiale jeg har samlet og som giver lidt baggrund. 
Inden vi begynder på det historiske er der lige en ting vi skal have på det rene og som jeg vil bede dig tænke over. Om vi lever i rumalderen eller i oldtiden eller i middelalderen eller i en hvilken som helst tidsalder, så er vi fundamentalt set mennesker. Som mennesker er vi udstyret med de samme drifter, følelser, behov og så videre uanset tidsalderen. Det kan være svært at erkende og historieskildringer kan ofte psykologisk lægge en afstand fra dig som nutidsmenneske til mennesket i fortiden. Det er vigtigt for at kunne leve sig ind i en svunden tid at komme over denne barriere. De politiske rævekager og motiverne til dem, der finder sted i Valdemarstiden kan du genfinde på Christiansborg i dagens Danmark. Uden historie forstår du ikke nutiden og kan ikke forudse fremtiden. SYNSPUNKT | Når man læser i de utallige bøger om Danmarkshistorien er det først og fremmest stormændenes kampe, krigerfærd i udlandet, og kongernes bedrifter indadtil og udadtil, som huskes. Det betyder jo ikke, at det også er disse opsigtsvækkende begivenheder, som har haft den største betydning for historiens forløb. Nok er det at gå lidt for vidt, at hævde, at det bevægede politiske liv og de krigeriske forviklinger i grunden kun er overfladefænomener - der væsentligt har tjent til at forstyrre bondens daglige, produktive arbejde - mens det bærende i et folks og et lands historie er at søge netop i produktionens fredelige indsats. Med andre ord, at korndyrkning og sildefiskeri er vigtigere end Englands- og Vendertogter. Det er et berettiget synspunkt. Det er selve folket og dets skabende virksomhed tillige med dets tros- og følelsesliv, dets drømme og idealer, som bærer landets historie. Problemet er blot dette, at vi næsten intet har bevaret fra folkets dagligdag. Det er derfor uhyre vanskeligt at berette om alt det selvfølgelige - dagliglivets begivenheder - eller at fortælle om den grå almuesmand. Dennes hus var heller ikke bygget således, at det kunne overleve århundrederne. Vi har lidt stolpehuller. Af bondens klæder og redskaber er kun yderst lidt bevaret, og ingen har gengivet hans tanke- og forestillingsverden. Derfor bliver denne del af vor ældre historie så mager og unuanceret. Der er i den kommercielle turistindustri dukket historiske centre op. Vikingecentre og Middelaldercentre. Ja selv et Kongernes Jelling omkring en kirke af nyere dato, to ligegyldige gravhøje og et par sten med runeindskrifter. De lå ellers upåagtede hen i århundreder begravet i jord. Nu hævder man, at stenene er ved at smuldre bort - selv om de ellers uden problemer har klaret over tusind år. De står i en termoreguleret kasse. For ikke så lang tid siden - før stenene skulle stå i kasser - var der en vandal, der sprøjtede spraymaling på den store sten. Det blev straks opdaget, men i stedet for at man tog en flaske terpentin og en klud og fjernede den famøse maling, blev der tilkaldt en stenekspert fra Nationalmuseet. Nu blev det enkle gjort indviklet. Der skulle analyseres og vurderes så man endelig kunne gå i gang med vanskelige rensesproces. Den foregik med terpentin, acetone og pensler og klude. Hvad ellers? Der er også en arkæolog der for ikke så lang tid siden har fundet et træskjold i en grøft på Trelleborg. Det er meget mystisk, da der intet træ er bevaret af Trelleborg - der er kun stolpehuller tilbage. Der er dog eksperter der mener, at man rekonstruere bygningerne på grundlag af disse. Det svarer til at rekonstruere et automobil på grund af 4 dækaftryk. Skjoldet har vi ikke hørt mere til. Det kunne ellers være spændende ved en dendokronologisk undersøgelse at få fastslået, at skjoldet er af nyere dato og blot er tabt under et af de store slag, som afholdes løbende for at trække publikum til eller af Per fra Stillinge, da han legede der som barn og der aldrig kom en turist til Trelleborg. Det der foregår disse steder er ikke historieformidling. Det er pop- og underholdning. Bare læs her om det vikingeshow der løber af stabelen i Korsør fra onsdag den 18. juli 2012: Krigershow og femkamp mellem vikinger og besætning
Kl. 11.00 er der officiel velkomst og start på vikingedagen ved 2. viceborgmester Niels O. Pedersen. Kl. 11.10 kan du opleve et stort krigershow, hvor du bl.a. kan se demonstration af våben, tøj og udstyr. Kl. 11.30 er det tid til kamp mellem vikingerne fra Trelleborg og besætningen på Havhingsten! Kom og se dem dyste i femkamp om fedtpinde, trække ring, spydkast, sten i kurv og tovtrækning.
Vikingeaktiviteter hele dagen i gennem
I løbet af hele dagen kan du se en udstilling om Havhingsten og Vikingeskibsmuseets arbejde ved siden af Havhingsten på havnen. Kl. 10.00-17.00 er der publikumsaktiviteter med sy en pung, rist runer i et sværd, vikingernes perlearmbånd, logbog, lindebastarmbånd. Nogle af aktiviteterne er med en mindre brugerbetaling.
Mellem kl. 10.00-20.00 er der åbent skib på Havhingsten, så du kan komme ombord og se det prægtige skib på allernærmeste hold. Glæd dig til en vikingedag for alle sanserne med røg fra bålet, masser af vikinger, og begejstrede råb, når der kæmpes mellem både vikingerne og besætningen på Havhingsten.
Heldigvis ser vi i vore dage historiebøger der specielt med hensyn til eksempelvis besættelsestidens historie helt har måttet omskrive og revurdere denne tidsperiode. De mennesker der boede omkring Trelleborg i dennes korte storhedstid var almindelige bønder - de piskede ikke rundt med skjolde og sværd og kamptrænede. De skaffede den føde som krigerne skulle leve af. Nationalmuseet har tidligere gennemgået området. Fundene er meget beskedne og viser blot, at egnens befolkning - ikke overraskende har levet som bønder nu gjorde dengang. Webmasters synspunkt og kommentar |
VI BEGYNDER I RIBE - DET VAR DENNE - I DAG OVER 1300 ÅR GAMLE BY - DAGMAR KOM SEJLENDE TIL I 1205. 
Dagmar kommer sejlende fra Prag ad floden Vlatava, der lidt nordpå ved Melnik løber sammen med Labe (Elben) og herfra går turen så videre ad floden helt ud til Nordsøen ved Cuxhaven. Herfra er turen gået nordpå til Mandø - den lille ø mellem Fanø og Rømø, der ligger lige ud for Ribe å. Her på øen møder de to tilkommende - den unge frøken Dagmar og Kong Valdemar - for første gang hinanden. Mindestenen ovenfor - der står på Mandø - beviser dette. 
Her får du et luftfoto over området ved Ribe. Vi har kammerslusen øverst til venstre og Ribe by nederst til højre. Du kan følge Ribe å. Det lille kvadrat med vand om i den vestlige del af byen er Ribe slotsbanke. Ribe domkirke ligger i centrum af byen lidt øst for Slotsbanken. Jeg håber dette kort giver et overblik over området. 
Kammerslusen, sluse nær Ribe Ås udløb i Vadehavet vest for Ribe. Den er opført 1912 som skibssluse i forbindelse med opførelsen 1911-15 af havdiget fra Roborghus til Vester Vedsted og for at sikre, at de lavtliggende områder bagved ikke oversvømmes ved flodtid. Den nederste del af Ribe Å blev reguleret ved en kanal, gravet 1855-56. Her ser vi ud mod havet. Fanøs sydspids befinder sig til højre i billedet. Der er en gratisperiode, hvor man kan komme igennem slusen, men uden for denne må man betale. Du kan se en tilsvarende sluse ved Hvide Sande, den er nødvendig for at man sejle ind og ud af Ringkøbing fjord. 
Vi ser fra Kammerslusen ind mod Ribe. Her i det flade marskland, nær Vesterhavets vandvej til hele Europa kan man sejle ind til Ribe - ad Ribe å helt til centrum til Skibsbroen. Der er tidevand her. Tidevand er den regelmæssige stigning og fald i havets overflade, som er forårsaget af månens (primært) og solens (sekundært) uensartede tyngdefelter (også kaldet tidevandskræfter). 
Stigende tidevand betegnes flod, faldende tidevand betegnes ebbe. Ved fuldmåne og nymåne forstærker effekterne fra månen og solen hinanden, og der kommer en specielt kraftig flod, der kaldes springflod. Hvis der samtidig er kraftig vind, forstærkes floden, så der fås stormflod.
Tidevand kan i Danmark især opleves i Vadehavet ved Jyllands sydlige vestkyst.
Forklaringen på, at der er to tidevandsbølger i døgnet, er, at den effektive kraft, man vil opleve i et givet punkt på jorden, er en sum af både et tyngdefelt (fra både jorden og månen) og en (modsatrettet) centrifugalkraft fra jordens og månens indbyrdes rotation.
Bevæger man sig fra centrum af jorden imod månen (el. solen) øges tyngdekraften fra denne, mens den modsatrettede centrifugalkraft mindskes. Det giver et øget træk imod månen. Hvis man derimod bevæger sig væk fra månen, mindskes tyngdekraften og centrifugalkraften øges. Dette vil effektivt få oceanerne til at bevæge sig imod de to punkter på jordoverfladen, der er hhv. længst fra og tættest på månen. I store træk er det sådan at der er 6 timer mellem flod og ebbe. Her ved Ribe, der ligger ud for Fanøs sydspids er forskellen mellem flod og ebbe lidt over 1 meter, længere sydpå ved Holland er forskellen 11 meter. Da Esbjerg blev etableret blev havnen anlagt som en dokhavn, hvor man kunne sejle ind og ud ved højvande. Så lukkede man dokken og undgik at skibene stod på bunden ved lavvande. Senere blev havnen gravet så dyb, at man kunne undgå dokken. 
Ribe købstad fejrer i år (2010) sit 1300 års jubilæum - det skydes i gang den 8. januar 2010. Ved nederlaget i 1864 mistede vi Holsten og Slesvig (Slesvig er det vi populært kalder Sønderjylland i dag). Grænsen blev flyttet helt op til Kongeåen og gik fra Kolding til Ribe, men da Ribe lå i en af de såkaldte kongelige enklaver og ikke hørte med til Slesvig gik grænsen syd om Ribe. Vi mistede i 1864 flere store havne ved Vesterhavet og det blev derfor nødvendigt at anlægge Esbjerg som havneby - her var en naturlig sejlrende i vadehavet - og senere at anlægge Jernbane til denne by. Jernbanen kom også til Ribe. 
Vi har fundet en parkeringsplads lidt fra Centrum, så nu går turen til Domkirken der ligger ret forude, på vejen dertil passerer vi "Skibsbroen" som er en kajgade, med alle de store købmandsgårde ved Ribe å. Her bruste, buldrede og fossede vandet helt vildt ud mod Vesterhavet. 
En rivende malmstrøm. Det er utroligt, at de træer ude i vandet ikke bliver skyllet bort. 
Det bruser og suser - helt vildt. Det var her i Ribe å man for ikke så længe siden ledte efter en forsvunden mand. Der gik over en uge, men til sidst fandt man ham. Man ved ikke hvordan han havnede i åen, man mener det var en ulykke. 
Skibsbroen i Ribe med de store købmandsgårde - bemærk vandets strømmen. 
Ude for enden ligger resterne af det borganlæg - Riberhus, hvor Valdemars den 2. Sejrs Bøhmiske dronning Dragomir - på dansk Dagmar - lå syg. Kongen red i vildt ridt fra kongsborgen i Skanderborg fulgt af hundrede mand, men da han nåede Ribe bro - da var han ganske alene - sådan lyder folkevisen. Dagmar ligger begravet i Sct. Bendts kirke i Ringsted - ud i Ringsted hviler Dronning Dagmar. DAGMARKORSET - ET BYZANTISK MESTERSTYKKE Alle kender dronning Dagmar, især på grund af det smukke Dagmarkors, som bruges som dåbsgave eller konfirmationsgave til piger - korset er fundet ved en udgravning af gravene, men har dog næppe tilhørt hende og stammer med stor sandsynlighed fra en lille by syd for Byzans eller Konstantinopel i Tyrkiet - i dag Istanbul . Her kunne man lave sådanne raffinerede guldsmykker med emalje. Det er et virkeligt smukt smykke - et sådant Dagmarkors, men det koster en bondegård i emaljeudgaven. En sølvudgave kan dog gøre det og det vil enhver pige senere blive glad for. Her har vi tro, håb og kærlighed.
| 
| 
| Forsiden | Bagsiden | En glad pige |
Dagmarkorset, 3,4 cm højt relikviekors af guld og emalje. Det kostbare hængesmykke, der menes udført i Byzans i 1000-tallet., viser dels den korsfæstede Kristus, dels Kristus som dommer sammen med Maria og Johannes samt to græsk-ortodokse helgener. 
Korset blev fundet i en grav i Skt. Bendts Kirke i Ringsted og 1695 indsendt til Det Kongelige Kunstkammer, hvor en usikker tradition knyttede det til Valdemar 2. Sejrs dronning Dagmar. Efterligninger af Dagmarkorset har været populære i Danmark, siden Frederik 7. i 1863 brugte en kopi som bryllupsgave til den danske prinsesse Alexandra. Det originale kors er på Nationalmuseet. Kirken har dog fået lavet en kopi, der kan beses i nordfløjen. Frederik den 7. var amatørarkæolog og mente han havde ret til at rode i og undersøge kongegrave - det var jo familie og hans afdøde slægtninge og forfædre. Ingen turde sige ham imod. Han gravede lystigt i Jelling højene så Gorm den Gamle valgte at forsvinde for evigt. Her i ligsamlingen (der er hele 20 stykker) under gulvet i Sct. Bendts gik han også til graveriet med ildhu. Jeg har læst Nationalmuseets udgravningsrapporter og de siger klart og utvetydigt, at Dagmar korset ikke blev fundet i Dagmars grav. Nå det er jo en smuk tradition. Korset er helt unikt og efter min mening et mesterstykke i guldsmedeteknik. Tilmed er det smukt og klæder enhver pige. Dagmarkorset er fremstillet i en detaljerig celleemalje-teknik, hvor tynde guldvægge skiller de mange felter med hver deres emaljefarve. Fundet af det fine byzantinske guldsmedearbejde i en af de kongelige grave i Skt. Bendts Kirke i Ringsted afspejler sandsynligvis 1100-tallets tætte familieforbindelser mellem det danske kongehus og russiske fyrster. Du kan bare kaste et blik på nedenstående slægstavle for Dagmar. 
Dronning Dagmar ligger i Ribe syg (Folkevise) 
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar. 
Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg,
til Ringsted mon de hende vente.
Alle de fruer, i Danmark er,
dem lader hun til sig hente.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"I hente mig fire, I hente mig fem,
I hente mig af de vise,
I hente mig frem for alle dem
Hr. Karls syster af Rise!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Liden Kirsten hun kom ad døren ind,
hun skinned så rød af gulde,
hun kunne ej lys i kronen se,
hendes øjne vare tårefulde.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Nu, kanst da læse og skrive med skel
og løse mig af min pine,
da skal du slide skarlagen rød
og ride på gangerne mine."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Og det var liden Kirstine,
tog bogen og derudi så:
"Gud hjælpe, min dronning, din pine
er hårder' end jern og stål."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Læsten hun tog og den hellige bog,
hun læste alt, hvad hun kunne,
og blad hun vendte så sørgelig,
så såre hendes øjne runde.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
De fulgte Dronning Dagmar ud og ind,
det blev jo længer jo værre.
"Mens der er nu ikke bedre råd,
I sende bud efter min herre!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Vil Gud det have, må så det ske,
at døden han skal mig gæste,
I sende straks bud til Skanderborg
og hilser fra mig på det bedste!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar. 
Ifølge folkevisen sendes en liden smådreng til Skanderborg for at tilkalde kong Valdemar. Dronning Dagmars Dreng er rejst som en fin rytterstatue ved Skanderborg sø. Sorgen var stor og B.S. Ingemann fortæller gribende om det i sin historiske roman: Valdemar Sejr (1826):
Dronningen siger: ”så send straks bud til Skanderborg og bed min herre og konge komme. Førind dronningen havde ønsket det, var det allerede sket: på Junker Stranges foranledning var der allerede sendt to ilbud til Skanderborg efter kongen. Dronning Dagmars Dreng der også kaldtes Carl af Rise (navnet stammer muligvis fra landsbyen Riis syd for Skanderborg) var den som sidst var blevet sendt; men han red så stærkt, at han kom langt forbi det første bud. Da han således kom farende mod Skanderborg Slot, stod kongen på højenlofts broen og så ud over vejen.
Gud hjælpe mig for budskab, den svend bringer! Sagde Valdemar. Han rider som gjaldt det liv og død. Gud ved, hvorledes det nu står til med Dagmar? Snart bragte Carl af Rise det sørgelige budskab, han selv var så rørt derved, at han næppe kunne tale. Kongen stødte til jernværket på højenloftsbroen, så det bøjede sig!
Gud forbyde, hun skulle være død, før jeg kommer! Sagde han og ilede til sin ganger. Med hundrede riddere og svende drog han fra Skanderborg. Da han red over Randbøl hede, var der kun femten, som endnu kunne følge ham; da han kom til Gredstedbro, fulgte Carl af Rise ham kun med møje på sin udmattede ganger, og da han for over Ribe bro, var kongen alene.
Der fortælles videre, at da kongen kommer frem til dronningens kammer er hun allerede død, men på kongens bud knæler alle i bøn, og hun åbner øjnene en sidste gang.
Folkevisen fortæller, hvorledes Dronning Dagmar på sit dødsleje prøver at overtale kongen til at gifte sig med Carl af Rises søster, Liden Kirsten, som ville være hende en god efterfølger, og til ikke at gifte sig med den grådige og beske blomme Bengerd. Men det lykkedes ikke.
Bengerd var søster til den portugisiske konge, og en meget smuk kvinde. Sammen med Valdemar fik hun Erik, Abel og Christoffer, der fulgte hinanden på tronen. Hun døde allerede i 1221.
Dagmar blev begravet i Sct. Bendts kirke i Ringsted, hvor også Valdemar Sejr og Dronning Bengerd senere blev bisat.
Og det da var den liden smådreng,
han lod sig ej længe forlide,
før han rykte sadel fra bjælken ned
og lagde på hors den hvide.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Ind da kom den liden smådreng,
og stedtes han for borde,
han var så snild i tale sin
og så tog han til orde:
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Dronning Dagmar har mig til eder sendt,
hun ville med eder samtale,
hun længes så fast og overbrat,
hun hvener sig lydt i sale."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
| Dankonning slog sammen det tavlebord,
så alle de terninger sjunge:
"Forbyde det Gud i Himmerig,
at dø skulle Dagmar hin unge!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Der kongen han drog fra Skanderborg,
da fulgte ham hundrede svende,
men der han kom til Gredstedbro,
kun Dagmars dreng hin venne.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Der han red over Randbøl Hed',
da fulgte ham femten svende,
der han kom over Riber Bro,
da red den herre alene.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Derefter berettes om kongens fortvivlede dødsridt til Ribe for at nå at tale et sidste ord med sin elskede, men ak:
Der er stor ynk i fruerbur,
når alle øjne græde.
Dronningen døde i liden Kirstens arm,
der kongen red op ad stræde.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Og det var danerkonning,
han ind ad døren tren,
det var liden Kirsten bolde,
hun rakte ham hånd igen.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Og hør I, min herre og konge prud!
I tør ikke klage og kvide,
for I haver fået en søn i dag,
er skåret at Dagmars side!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Jeg beder eder alle, jomfruer og møer,
jeg beder eder hver og alle,
I bede en bøn for Dagmars sjæl,
at hun måtte med mig tale!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Jeg beder eder, fruer med høvisk hu,
så mange, som her ere inde,
I bede en kristen bøn for mig,
at jeg må tale med hende!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Så falde de ned på deres knæ,
så mange, som der var inde,
for mindelig bøn og kongelig gråd
lod Dagmar sig levende finde.
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Dagmar optræder i folkevisen som en engel, der meddeler en guddommelig åbenbaring - efter hun er død:
Dronning Dagmar rejste sig op på bår',
hendes øjne var blodig røde:
"Min ædle herre, Kong Valdemar,
hvi gjorde I mig den møde?"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Dog ingen tør ved at ræddes for mig,
jeg haver ej andet misgjort,
end at mine silkeærmer små
jeg haver om søndag snørt."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Den første bøn, jeg beder nu,
den undes mig, som jeg tænker:
Alle fredløse mænd, dem give I fred,
og løs alle fanger af lænker!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Den anden bøn, jeg beder om,
den er eder selv til fromme,
I tage ej Bengerd udi favn,
hun er så besk en blomme!"
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"I tage liden Kirsten til eders viv,
hul er så bold en jomfru,
men falder det anderledes i hånd,
da kommer I mig ihu."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Den første bøn, I beder om,
den under jeg eder så gerne,
men jeg tager ej liden Kirsten til viv
eller nogen verdsens terne."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Vil ikke I tage liden Kirsten
eller nogen verdsens terne,
så farer I dog til Portugal!
Alt efter så besk en verne."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Min ædle herre! nu har jeg talt,
vil mer af mig i vide?
Der sidder Guds engle i Himmerig,
de må fast efter mig lide."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Nu er det tid, jeg farer herfra,
jeg må ikke længer dvæle,
Himmerigs klokker de ringe for mig,
mig længes til fromme sjæle."
- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar
... det skal lige tilføjes at Valdemar senere giftede sig med Bengerd. Bemærk at udtrykket blomme betyder blomst.
I folkevisen fremsættes ønsket om at løse landets fanger af deres jern, og at give de fredløse fred. Kongen opfyldte virkelig i hendes levende live hendes fromme ønske om at mildne forholdene for de indsatte i landets fængsler og desuden at eftergive de forhadte plovskatter.
Hendes andet ønske til kongen om ikke at ægte Bengerd viser sig imidlertid at være uopfyldeligt, idet kongen 2 år efter Dagmars død faktisk ægter Bengerd (den portugisiske prinsesse Berengaria).
| 
|
ÆLDRE MIDDELALDER 
Dronningens Gobelin ældre middelalder år 1000 til – 1241 e.Kr. Her får du lige på et eneste billede omkring 250 års danmarkshistorie. Det er en del af ældre middelalder jeg beskæftiger mig med på denne webside. For vor forening handler det først og fremmest om, at området vi bor i har hørt under Hvideslægten på Sjælland og Roskildebispen. Dernæst at Valdemar den I - Den store bygger borgen på Sprogø med tårn og samtidig Tårnborg med tårn. Det er formentlig Valdemar den II - Sejr der tager initiativ til byggeriet af Tårnborg kirke. Vi ved at Danmark i en periode på nærved 150 år er blevet regeret delvist fra Tårnborg. Her har ligget en handelsby ved noret med en 700 meter lang mole ud i noret lige neden for kirken og borgen. Her har også været vikingeboplads. Absalon og Valdemar har ligget med deres flåde i Korsør Nor. Her har været handlet med varer fra Slesvig og Lübeck og Harzen (sølv og salt eksempelvis) og saltede sild fra Skanørmarkedet (lå ved Falsterbo). Absalon, Valdemarerne og Erik Menved har i perioder opholdt sig her. Her har ved flere lejligheder været afholdt Danehof. Marsk Stig optræder også på stedet, under et plyndringstogt med sine norske venner futter han lige borgen af. Ifølge sagnet mens barnekongen Erik Menved opholder sig her. Sådan et billede er meget svært at tolke, hvis man ikke kan sin danmarkshistorie på fingrene - og så er det alligevel svært, fordi alle motiver ikke er lige klare og indlysende. Her får du lige en lyngennemgang af, hvad du se på billedet: På gobelinen ses Svend Estridsen (Dansk konge 1047), som var Knud den Stores søstersøn. Ved siden af ham, kan man finde Knud den Hellige (Dansk konge fra 1080 til han bliver dræbt den 10. juli 1086). På gobelinen ses også Asser Rig der var nordens første ærkebiskop fra 1103.
Valdemar den Store ses som stor frontfigur. Det er Vordingborg Slot han holder i hænderne. Det er Svantevit han jokker på. Det ligner ellers Porenut. Ved hans side finder du roskildebispen Absalon - senere i 1177 (ved et kup) også ærkebiskop. Det røde runde er Københavns Våben. Han bygger jo en borg her.
Niels (Konge 1104) blev dansk konge efter Oluf Hunger. Niels var den sidste af Svend Estridsens sønner, der kom på Danmarks trone. Det er hans søn Magnus der myrder Hertug Knud Lavard. På gobelinen er der også de tre ærkebiskopper Eskild (1104), Anders Sunesen (1201) og Absalon (1177).
Valdemar Sejr var dansk konge fra 1202. Ved siden af Valdemar Sejr ser vi til højre Dronning Dagmar (Margrethe) hun var Valdemar Sejrs første hustru, hun var mor til Valdemar den Unge som var medkonge med sin far. Hans næste dronning Bengaria står til venstre. Hun var også en ganske ung pige, da hun blev gift med Valdemar. Født 1197 og gift 1012. Det er i øvrigt tankevækkende, at danske hjemmesider der omtaler danske dronninger konsekvent prøver at gøre de ganske unge piger, der bliver gift 7 år ældre end de i virkeligheden er og oplyser, at man ikke kender deres fødselsdag. Det er en kendsgerning, at hovedparten af danske dronninger bliver gift ganske unge - i alderen 13 - 17 år.
Forrest dronning Dagmars, Valdemar 2. Sejrs og dronning Bengerds teglstensgrave i Sct. Bendts kirke i Ringsted. Her under kirkens murede gulv ligger kun de store døde, de mægtige og hellige, i den indviede kirkegrund så nær alterets kraft som muligt, i grave der var små kistehuse, muret af tegl. De almindelige danskere blev begravet udenfor. De fineste på den sydlige del af kirkegården og de knap så fine på den nordlige del. 
Her ser du Bengerds fletning. Tænk den har Volmer leget med. 
Og her hendes smukke kranium. Dagmars derimod - da det blev udstillet - var der en ung mand der stak af med det - det er aldrig dukket op igen. Det her er kun en gipsafstøbning. HVAD KAN MAN SÅ SE PÅ GOBELINEN
Øverst på Gobelinen er Vilhelm Erobreren, han fik navnet erobreren efter han erobrede England i 1066. Øverst i midten kan man finde Frederik Barbarossa (Rødskæg), han blev Tysklands kejser. Ved siden af Frederik er Knud den Hellige, som blev konge af Danmark efter sin bror Harald Hem i 1080. På gulvet foran Kongerne og Ærkebiskopperne er Knud Lavard, som var søn af Erik Ejegod. Han var far til Valdemar den Store og blev myrdet af sin fætter Magnus den 7 Januar 1131.
Nederst på gobelinen er der tre hoveder det første hoved er Frans af Assisi, han var søn af en rig købmand, og havde en livlig ungdom, men endte til sidst med at blive en anerkendt tiggermunk. Nede ved Knud Lavard er der en sørgende skikkelse der sørger over drabet på Knud Lavard. Tæt ved Knud Lavard er en lille skikkelse som er Magnus, søn af Kong Niels, medregent med sin far. Han myrdede sin fætter Knud Lavard. Under Magnus er en Basilisk, som i kristendommen er et symbol på djævelen og døden, og det hænger nok sammen med at Magnus dræbte sin fætter Knud Lavard.
I alle fire hjørner af Gobelinen er Valdemarernes våbenskjold. Der er også en bisp, der står på en gloende rist. Det er ham der får afskaffet jernbyrden som bevis.
På billedet er også ”Porten til dødsriget”, hvor sjæle flyder på bølgerne.
VALDEMARSTIDEN - DET BEGYNDER MED ET MORD OG HANDLER OM KAMPEN OM KONGEMAGTEN, KIRKEMAGTEN OG OVERKLASSENS MAGT OG INDFLYDELSE. ALLE TRE PARTER KÆMPER MOD HINANDEN OG DER BLIVER BRUGT DIRTY TRICKS 
Her på torvet i Ringsted lige udenfor Sct. Bendts kirke har vi en statue af Valdemar den 1. - den Store. Han ligger selvfølgelig selv begravet i kirken. Da han døde i 1182 stod bønderne fra hele Sjælland i kø for at få lov til at bære hans kiste på skuldrene fra Vordingborg Slot og her til kirken i Ringsted. Absalon fortog selv bisættelsen, men var så påvirket over tabet af sin fosterbror og ven gennem livet, at han næsten ikke kunne gennemføre ceremonien grundet bevægelse og tårer. Kong Valdemar I - den Store (1131-1182). Samtidig med indvielsen af det nye rådhus blev denne bronzestatue udført af Johannes Bjerg rejst lige foran kirkens østside. Her står han så med scepter og klingert sværd ved side og skuer ud over Ringsted torv.
Stående med venstre fod lidt foran den højre. Højre hånd holdende scepter. Venstre på hæftet Dragt efter tidens mode. Halvlang kjortel og Kappe, hængende bagud. Høje kindben, efter den slaviske mor Ingeborg af Novgorod. Højde efter skelettet. Inskription: Valdemar den Store. Den hele herlighed har en højde af 314 cm. Ved indvielsen i 1938, hvor man samtidig indviede Ringsteds nye rådhus - var Kong Chr. X tilstede.
VALDEMAR 1. DEN STORE ( 14/1 1131 - 12/5 1182 ) KONGE AF DANMARK FRA 1157 - 1182 Valdemar den Store.
Valdemar levede 1131-1182. Han blev enekonge i Danmark i 1157. Han formåede at skabe fred og sikre Danmark mod fjender udefra. Han voksede op hos Asser Rig og blev gode venner med Absalon. Han var gift med Sophie af Minsk og de havde 6 børn herunder to fremtidige konger Knud og Valdemar Sejr. Han havde også et barn med Tove uden for ægteskabet. Han var søn af Knud Lavard og Ingeborg af Novgorod. Under Valdemars regeringstid kom der store forandringer. Ledingspligten blev afløst af en ledingsskat. Frem for at skulle betale skatten til kongen når han var ude og rejse skulle bønderne nu betale en skat til kongens ombudsmænd. Kongen fik også flere indtægter i form af kongens overtagelse af ingenmandsland under princippet hvad ingen ejer, ejer kongen. Valdemar døde på Vordingborg slot 12. maj 1182. han blev begravet i Skt. Bendts kirke. Han fik navnet ”Den store” fordi han gennemførte store forandringer.
VALDEMARS FAR HERTUG KNUD LAVARD BLIVER MYRDET 
Valdemar blev født den 14. januar 1131 i Slesvig. 
Når man har udsmykket Sct. Bendts kirke i Ringsted og gjort så meget ud af Knud Lavard og efterfølgerne i kirkens udsmykning er årsagen rent politisk. Mellem Christoffer den I og Abelslægten foregår der en magtkamp om fra hvilken slægt kongerne skal komme. Her er et smukt kalkmaleri i kirken. Jeg har desværre ikke fået taget et billede af det. Jeg har kun denne tegning fra en ældre bog. Hans far Knud Lavard var nemlig blevet indsat som hertug i Slesvig og var tipoldebarn af Svend Tveskæg. Knud Lavard var en dygtig hærfører og det lykkedes ham flere gange at besejre venderne i Slesvig. I 1129 bliver Knud kronet som konge over venderne i vest og abodritterne i Østholsten, Lauenburg og Mecklenburg. Hans store popularitet i både Danmark og Europa fremkaldte misundelse hos kong Niels af Danmark og især dennes søn kronprins Magnus. 
Knud er blevet lokket ud i Haraldsted skov. Hertugen får øje på kongesønnen Magnus, der går alene mellem træstammerne, han springer af sin hest og går ham i møde med et venligt smil. Kongesønnerne går derpå dybere ind i skoven med hinanden og sætter sig på en træbul. Knud lægger mærke til at Magnus er brynjeklædt og spørger ham om, hvad der er på færde. Magnus svarer, at han havde i sinde at afgøre et mellemværende med en modstander; men dertil svarer Knud straks, at det bør ikke ske nu i den hellige tid, men må vente til senere, så skulle han da selv være rede til at hjælpe ham til sin ret. Men så kan Magnus ikke mere længere forstille sig; han udbryder pludselig: "Knud, hvem er herre i Danmark?" Hertug Knud svarer sagtmodig: "Hvorledes falder du på det? Hvem skulle være herre i Danmark uden din far? Han er det, og han vil vedblive at være det, så længe Gud vil." "Nej, det er ikke så", råber Magnus, "efter dig løber alle, du tager folk og rige fra os; heller bør der nu på denne vis skilles imellem os." I det samme ser Knud væbnede mænd komme frem fra alle sider, mens Magnus river sværdet af skeden. "Han, der kender alt, ved også, at jeg aldrig i ord eller gerning har trådt dig og dine for nær", udbryder jarlen; "han dømmer imellem os og give enhver efter sin gerning!" Idet han nu vil rejse sig, holder Magnus ham tilbage i kappen og kløver i det næste hans hoved med sit sværd, fra det venstre øre over imod det højre øje. Henrik Skatelår (Skadelår) gennemborer ham med sit spyd; de andre løber til for at være lige så gode om misgerningen. Sandheden i historien er dog den, at Kong Niels og sønnen Magnus med rette havde grund til at frygte Hertug Knud, han var bestemt ikke så sød, som Absalon gerne vil skildre ham. Onsdag den 7. januar 1131 bliver Knud myrdet af Magnus og hans mænd, der lokker ham ud til et møde i Haraldsted Skov.Efter juledagene i Roskilde er Knud taget på besøg hos en slægtning på gården Balstrup på Ringstedegnen. Her ankommer Magnus den 7. januar med sit følge for at indebrænde sin fætter, men får at vide at Knud dagen før er taget over på gården i Haraldsted halvanden mil derfra for at gæste sin frænde Cæcilie, Knud den Helliges datter og hendes mand, jarles Erik Falster. Knud blev kun 34 år gammel. Han bliver lokket ud i skoven under et påskud om, at Magnus skal starte et korstog og han vil bede Knud om at passe på hans gods så længe. VALDEMARS MOR DER ER GRAVID SØGER HUSLY HOS ASSER RIG EFTER DET BRUTALE MORD PÅ HENDES MAND En uge senere den 14. januar 1131 bliver Valdemar født i Slesvig, så Valdemar har aldrig kendt sin far. Valdemars mor fyrstinde Ingeborg af Rusland får efter fødslen husly hos en af sin mands trofaste venner, den mægtigste af de sjællandske stormænd og ærkebiskop Asser Rig på dennes gård i Fjenneslev.. Her vokser han op sammen med den 4 år ældre Esbern Snare og den 3 år ældre Absalon (Aksel) - det er Assers drenge. Hele landet fordømmer kongen og kronprinsen for mordet på Knud Lavard og det fører til 26 års ufred og mange borgerkrige i Danmark. Det politiske spil om magten ruller sig ud. KONG NIELS OG MAGNUS BLIVER SELV MYRDET Kong Niels og kronprins Magnus bliver selv myrdet i 1134 af kong Erik 2. Emune’s folk, Erik Emune var også en af Knud Lavards tro følgesvende. NIELS VIL IKKE LADE KNUD GRAVLÆGGE I ROSKILDE DOMKIRKE I første omgang forsøger skjalmsønnerne - efterkommere af Skjalm Hvide, at få liget af Knud gravlagt i Roskilde, men det vil kong Niels ikke være med til. Herved ville han jo anerkende en mulig arveret til kongedømmet. Derfor bliver Knud Lavard begravet under beskedne vilkår i Ringsted. Det sker i første omgang i Haraldsted. Senere bliver liget flyttet til den frådstenskirke som benediktinerklosteret i Ringsted har. Nu begynder der at ske ting og sager. Pludselig springer der en helbredende kilde frem på stedet, hvor blodet dryppede fra Knud og der sker undere og folk bliver helbredte på stedet. Der bliver derfor senere opført et lille kapel på stedet. I dag er der kun ruiner tilbage. Det ligger inde på en mark og der er ikke noget særligt at se på. Der er også på egnen rejst et mindesmærke for det sted, hvor Knud blev myrdet. Ifølge mine kilder bliver der her ved Haraldsted opført en kirke, som Knud en overgang ligger begravet i. Det du ser nedenfor må være resterne af denne kirke - eller måske blot et mindekapel. Det er selvfølgelig et spil om magten. Knud har aldrig været særlig hellig, men hvis man nu kan få ham helgenkåret så vil meget jo være vundet. 
Knud Lavards kapel i Haraldsted. De beskedne ruiner. Egnen omkring Haraldsted er utrolig smuk, så tag bare en tur hertil og kør rundt i området og nyd udsigten over Haraldsted sø. Du kan også samtidig bese Bjernede kirke (en rundkirke, den eneste af slagsen på Sjælland - desværre elendigt restaureret) og Fjenneslev kirke - de ligger lige her i området. Det er kirkebyggeri udført af hviderne. 
Bjernede kirke - eneste rundkirke på Sjælland. Det er også en Hvide kirke. Fra en indmuret skrifttavle i kirken påstår Sune Ebbesen, at det er ham der har bygget kirken. Ud fra teglstenenes tilstedeværelse kan man med nogenlunde sikkerhed datere den til 1160erne eller 1170erne. Sune Ebbesens far Ebbe Skjalmsen Hvide skulle ifølge indskriften have stået fadder til en trækirke på dette sted, som denne rundkirke nu afløser. I Danmark sætter afløsningen af trækirker med stenkirker ind omkring år 1100 (ældste Gundsømagle kirke). Det er en almindelig opfattelse, at det er stormændene der bygger kirkerne, de har skillingerne og jordene. Det er dog spørgsmålet om ikke også kirken som institution har haft en væsentlig indflydelse på kirkebyggeriet. Det der gør kirken interessant er, at det er en herremandskirke bygget i to stokværk. Den type kirkebyggeri finder vi flere steder - eksempelvis Ledøje kirke, hvor jeg i en årrække kendte præsten privat. Derfor kender jeg personligt denne kirke. 
Kirken er opført 1225.
Ledøje Kirke har den ejendommelighed, at kirken simpelt hen er delt i to etager - dog således, at man fra “overkirken” kan kigge ned i “underkirken”. Disse arrangementer kan kun forklares på den måde, at kirkens bygherre har været en stormand, der har ønsket at fremhæve sin og sin families særstilling i menigheden. 
Nogle historikere mener, at det var landsbyernes fri bønder, der sluttede sig sammen om at bygge deres Sognekirker. Ideen er unægtelig “demokratisk” og i smuk overensstemmelse med højskoletanken og vor tids opfattelse af folkekirken; men vi kender ikke et eneste tilfælde, hvor det kan dokumenteres at have været tilfældet. Det stemmer heller ikke særlig godt overens med vort kendskab til 1100-tallets Danmark i øvrigt. Det var et land, hvor man endnu holdt trælle - et land, hvor stormændene skiftedes til at dele bispestolene og de andre mægtige embeder imellem sig.
Bygherrerne bag vore kirker må være de mange små og store godsejere, der i 1100-tallet besad størstedelen af landets jord. De mægtigste af dem, som Hvide-slægten ved Sorø, kunne flotte sig med rundkirker, tvillingtårne - ja, en enkelt femtårnet! - og herskabspulpiturer. De fleste byggede bare en ganske almindelig kirke.
Ideen er at herremanden kan trone oppe i det øverste stokværk, mens den almindelige pøbel kan få plads i underetagen. Kirken er bestemt et besøg værd. HVORFOR ER BJERNEDE KIRKE RUND? Mens Pedersborg kirke er opført med forsvar for øje og på naturlig vis har indgået i et borganlæg, man stadig tydeligt kan ane i terrænet, er dette ikke tilfældet med Bjernede kirke. Den tilhører til gengæld en lang arkitekturhistorisk tradition med rødder tilbage til den hellige Gravs kirke i Jerusalem. Denne lod kejser Konstantin den Store rejse over Jesu grav i begyndelsen af 300-tallet med forbillede i senantikkens fornemme gravmausolæer. Det bærende princip i denne form for byggeri var en arkitektonisk understregning af, at bygningen havde et naturligt centrum, rumligt og idemæssigt: den afdødes grav. Der kunne være tale om en polygonal, en kvadratisk eller en cirkulær grundplan. Dette princip videreførtes i oldkirkens byggeri, når det for eksempel drejede sig om kirker over martyrers grave, eller når kejsere og fyrster ønskede at opføre særligt imponerende kirkerum, for eksempel San Viale i Ravenna og Karl den Stores ottekantede kirke i Aachen. Det er præcis den samme tanke, der ligger bag dåbskapeller (de såkaldte baptisterier), for ved dåben var det jo netop sådan, at det hedenske menneske "døde" og genfødtes som medlem af det kristne fællesskab. Disse forhold kunne pege på, at Bjernede kirke har været opført som gravkirke for Sune Ebbesen og hans familie. Det kan også tænkes, at overkirken har været indviet til kapel og forsamlingsrum for et broderskab, der havde Johannes Døberen som værnehelgen. Netop i 1100-tallet vandt den nye johanitterorden frem. Den så det som sin opgave at forsvare Det Hellige Land mod de vantro. Ebbe Skjalmsen tilhørte den navnkundige Hvide-slægt, der i 1100- og 1200-tallet ejede væsentlige dele af Midtsjælland. Ebbes bror, Asser Rig, var også en ivrig kirkebygger, der blandt andre stod bag oprettelsen af det betydningsfulde Sorø Kloster. Velkendt er også folkesagnet om de to tårne på Fjenneslev kirke cirka 5 kilometer herfra. De skulle være opført af Assers hustru, fru Inge, mens han var på krigstogt i Sverige, som tegn på, at hun under hans fravær havde født tvillinger. Det kønne sagn er desværre ammestuesnak, for dels var Absalon og Esbern Snare ikke tvillinger, dels er to tårne blevet bygget af munkesten. Og kendskabet til denne revolutionerende byggemetode udbredtes først i Danmark omkring 1160. Da havde Asser været død i 10 år - og begge hans sønner var fuldvoksne mænd! I den nærliggende Bjernede kirke kan vi i øvrigt få et godt indtryk af, hvor sensationel denne byggeform med tegl må have forekommet datidens bygherrer. Her har man simpelt hen skiftet byggemateriale midt i byggeriet. Nederste del er opført i frådsten (kildekalk), øverste del i munkesten. Bjernede kirke er vel først og fremmest velkendt som den eneste bevarede rundkirke på Sjælland. Men den har ikke været den eneste. Der har eksempelvis også ligget en i Farendløse - og fem kilometer vest for Bjernede ligger Pedersborg, der har navn efter stormanden Peder Thorstensen, som var gift med Skjalm Hvides datter, Cecilie. Den nuværende kirke er opført i midten af 1300-tallet, men indeholder tilhugne kvadre, som er rundede. Ude på kirkegården findes også en større sammenhængende murrest, der blev væltet, da rundkirken blev nedrevet i 1343. Dette år tilkøbte munkene i Sorø sig nemlig ret til at erstatte den dér stående kirke med en ny, eftersom den "udgjorde en trussel mod deres fred". De første kirker i Danmark var af træ, men efterhånden tog stormændene i de enkelte sogne initiativet til at erstatte disse med mere uforgængelige af sten. Et enkelt vidnesbyrd herom finder vi på de to frådstensplader over indgangsdøren i Bjernede kirke. Sådan beretter den latinske indskrift for os: "Ebbe Skjalmsen og hans hustru Ragnhild byggede her en kirke, som senere hans søn Sune rejste af sten til ære for Gud, Skt. Maria og Skt. Laurentius". 
I 1880´erne gennemførte H. B. Storck en restaurering af kirken. Den var ikke så heldig. Kirken havde ydre form som en bispehat. Den form forsvandt lige. VALDEMARS BARNDOM OG OPVÆKST Mens Valdemar vokser op hos ærkebiskop Asser Rig og hans frue Inge, får han et meget nært venskab med deres to sønner, Esbern Snare ( 1127-1204 ) og Absalon Assersen ( 1128-1201 ). De tre drenge bliver opdraget i våbenbrug og manerer, som det sømmer sig for drenge af hans to fosterbrødres herkomst. I 1146 træder Valdemar i Svend 3. Grathes tjeneste og samme år sammen med Svend, skrinlægger de Knud Lavards lig i den nybyggede kirke Skt. Bendts kirke i Ringsted. Knud bliver helgenkåret i Danmark, men paven vil konkretisere ham som helgen. Årsagen til helgenkåringen er også kun politisk. Knud har aldrig nogensinde været nogen hellig mand. Ham og så hellighed er to vidt forskellige ting. SÅ BEGYNDER HISTORIEN OM SVEND, KNUD OG VALDEMAR - DEN KENDES OGSÅ UNDER NAVNET PRINSEKRIGEN To år senere får Valdemar overdraget sin fars titel, hertug af Slesvig, af kong Knud 3. af Danmark og Asser Rig, men samme år dør Asser. Efter Assers død bliver landet delt over i to lensdele, kong Knud 3. får hele Jylland og Fyn, hvor Svend og Valdemar får øerne, Lolland, Falster, Sjælland og Bornholm. Efterhånden begynder Svend at hungre efter mere magt og han bekæmper kong Knud, hvorefter Valdemar går over på Knuds side i 1153. Svend bliver trolovet med Knuds halvsøster Sofie. Svend forsørger uden held at få magten over Valdemar, og i 1154 bryder Valdemar definitivt med Svend og lader sig sammen med Knud udråbe til konge på landstinget i Viborg. I de følgende par år regerer Knud og Valdemar som samkonger over Danmark, mens Svend er flygtet til Tyskland for at få hjælp fra hertugerne i Slesvig og Holsten. I 1156 vender Absalon tilbage til Danmark fra sine studier i Paris og bliver Valdemars rådgiver i kirke og udenrigspolitik og Esbern Snare som er blevet stormand efter sin far, Asser Rig, og bliver også ligesom sin brors rådgiver i kirke og udenrigspolitik. Året senere vender Svend tilbage til Danmark og tager Fyn og Lolland i sin besiddelse. MAGTEN TREDELES MELLEM OVERKLASSENS TRONKRÆVERE OG HVER FÅR SIN LANDSDEL - ET FORSØG PÅ ET KOMPROMIS I PRINSEKRIGEN Samme sommer går kongerne, Valdemar og Knud, med til at gøre Svend til konge ved at dele landet i tre dele, men Svend er ikke tilfreds, han ønsker at være enekonge over Danmark. Han planlægger at myrde sine medkonger, Valdemar og Knud, og chancen kommer da Valdemar afholder et gilde i Roskilde for at fejre freden sammen med Knud og Svend. FREDSGILDET DER BLIVER TIL BLODGILDET I ROSKILDE - KNUD BLIVER MYRDET 
Blodgildet var egentlig en forsoningsfest mellem de tre konger i Danmark, som delte riget mellem sig: Svend (Skåne), Knud (Sjælland) og Valdemar (Jylland). Knud var vært. På billedet her (fra Niels Baches "Nordens Historie" fra 1886) er der et par historiske fejl: Harpen var ikke opfundet, og borde af typen her kendte man ikke. Men ellers viser billedet, at Valdemar og Knud (med kroner) spiller skak mod Svend (til højre uden krone). Knud aner uråd og læner sig mod Valdemar (anelsen bekræftes i døren: Her står Svends bevæbnede mænd rede til at gøre gildet til et blodgilde). De bevæbnede mænd styrter ind.
Dette store gilde afholdt ved Roskilde den 9. august 1157 bliver kendt som blodgildet i Roskilde. 
Kong Knud bliver dræbt af Svends folk, men Valdemar slipper med nød og næppe væk hårdt såret i sit ene lår og får husly og pleje i sit barndomshjem i Fjenneslev, hvor hans fosterbrødre Absalon og Esbern bor. Det lykkes også Absalon at slippe bort. Mens Absalon holder Valdemars forfølgere stangen, får Esbern Snare i al hast skaffet en båd og smuglet Valdemar videre over til Jylland. Da Valdemar og Esbern ankommer til landstinget i Viborg, holder Valdemar en flammende tale for de forsamlede og fremviser sine endnu friske sår. Efter en hurtig gennemført bryllupsceremoni med Knuds halvsøster Sofie, drager kong Valdemar af sted med en hær for at mødes med kong Svends hær ved Grathe Hede. SLAGET VED GRATHE HEDE. VALDEMAR VINDER OG ER NU ENEKONGE 
Slaget på Grathe Hede. Gråhede. Valdemar og Svend slås om magten. Den 23. oktober 1157 mødes de to hære ved Grathe Hede, 25 km syd for Viborg. Slaget ender med en kæmpe sejr for Valdemar og Svend bliver dræbt under sin flugt fra slagmarken. Borgerkrigen er slut efter 26 års ufred og Valdemar er nu enekonge over Danmark. Denne side skal ikke være en hel Danmarkshistorie. Det er dog på sin plads at trække lidt op for den samlede forståelses skyld. ABSALON VÆLGES TIL ROSKILDEBISP - ET LILLE SMART KUP  
Billede af Absalon. Sorø byvåben der tydeligt viser at her er Absalons domicil. I Roskilde dør bisp Asser den 28. april 1157. Ærkebisp Eskild er lige kommet hjem fra Tyskland, hvor han har siddet fanget. Kejser Frederik bliver nødt til frigive Eskild fordi pave Hadrian forlanger det. Nu skal der afholdes bispevalg i Roskilde. Borgerne i byen vil være med i valget. Det er karmelittermunkene ikke lige med på. Det kommer til kampe i byen og Valdemar får herved lejlighed for at komme til byen for at skabe orden og fred. Han har en solid trop af væbnede folk med sig. Valdemar beder kannikkerne (præsterne ved kirken) om at vælge deres bisp, mens han er til stede. De kan selvfølgelig vælge deres bisp fuldstændig frit. De takker ham og opstiller 3 kandidater til bispestolen, men føjer så lige Absalon til. Valdemar kræver skriftlig afstemning. Alle stemmer falder på Absalon. Således bliver Absalon – Valdemars fostbror - valgt på ”den smukkeste måde”. Det sker på Kong Valdemars fødselsdag den 14. januar 1158. Absalon er 30 år gammel og nu bisp i Roskilde og han er med til at færdigbygge Roskilde Domkirke. Han er Hvidernes første virkelige stormand. Han er skolet til jobbet fordi stormands-ætten ved, at vejen til at placere sig går over Pariserskolerne og kirken. Det har været den danske kirkes held, at den tidligt kan gøre sig fri af fremmede kirkefolk. Det har Hviderne dog været sene til at få lært. De er gammelnordiske. Der er storbonde og viking i dem. De er nærmere ved det gamle, selv om de har støttet Knud Lavard. Absalon er de sjællandske Hviders ætling. Vi bruger her navnet Hvide. Det har man ikke brugt i samtiden. Slægtsnavne fandtes endnu ikke. Absalons bror Esbern bliver kriger af den nye skole, ridder af den barnlige type. Absalon bliver sendt til Paris og studerer. Han er kvik i pæren, hurtig og klar, men han interesserer sig ikke for det europæiske. Han bliver aldrig kirkens tjener, aldrig latinsk klerk. Han kommer hjem og kan sine lektier, har lært meget og har skaffet sig venner. Vennen Vilhelm gør han til abbed i Æbelholt i Nordsjælland. I Absalon er den ny europæiske tid og det gammeldanske smeltet sammen – ikke set før – på en gang modnere og mere bevidst. Han prøver adskilligt nyt, men det gør ikke lykke. Valdemar er fars dreng. Han hylder den tyske kejser. Det er ren opportunisme. Ingen ved i grunden hvad denne kejser er og hvad han repræsenterer. Han er verdens herre og de tyske fyrsters Kejser. Efter slaget på Grathe Hede gør Valdemar boet op. Han indgår en alliance med sin svoger Knud. Det er sin fars banemands børn han handler med. VALDEMAR OG ABSALON GÅR I GANG MED GENOPBYGNINGEN Da Valdemar er blevet enekonge, går han og Absalon i gang med at genopbygge landet efter mange års borgerkrige, som har gjort store ødelæggelser på landet. Valdemar er på det rene med, at han må ha fred med kirken. Vennen Absalon er nu bisp i Roskilde, og nu prøver han at sikre sig ærkebisp Eskilds venskab. Eskild har kun et i hovedet: lærde og fromme klostre af den orden han selv elsker, Cistercienserne. Eskild grunder klostre i Danmark, Herrevad i Skåne, et i Esrum. 
Vitskøl kloster er en trestjernet kulturhistorisk seværdighed. Valdemar den Store skænkede her i 1158 land og gods til Cistenciensermunkene, som tak til Herren for sejren på Grathe hede. Ordenen var kendt for at bosætte sig øde steder, hvor de med stor dygtighed drev landbrug, fiskeri, mølledrift m.v. Efter ordenens forskrifter anlagdes et firefløjet bygningsanlæg med klosterkirken mod nord. Klosterkirken blev bygget som en treskibet korskirke, der hvis byggeriet var blevet fuldført, ville have været Nordens største kirke. Hurtigt tilføjedes oven i købet en imponerende koromgang med en række apsider, noget der bestemt ikke var efter ordenens forskrifter, men udtryk for lokal ekstravagance. Her er vi ved Frederik den 7.´s kanal i Løgstør - ovre på den anden side af Limfjorden - på dette sted - har vi Aggersborg. Vitskøl kloster ligger længere fremme i billedet til venstre.
En brand i 1287 ødelagde delvist klosteret, hvorefter kirken afsluttedes i en kortere, men stadig imponerende udgave. Da kirken blev nedlagt i 1600-tallet, fungerede den i mange år som "stenbrud", således at der i dag kun er en ruin tilbage.
Ved reformationen i 1536 blev klosteret beslaglagt af kronen, og de sidste munke flyttedes østpå til en gård, der fik navnet Munkesjørup. I 1573 blev Vitskøl kloster omdannet til en herregård, som fik navnet "Bjørnsholm" 
Cistercienserklosteret i Vitskøl blev oprettet af munke på flugt fra Sverige. Den svenske dronning Christina fordrev munkene fra deres kloster i Varnhem. Hun fik hjælp af lokale kvinder, der tog meget usædvanlige metoder i brug. Dels kravlede kvinderne over klostermuren og forrettede deres nødtørft, og de stillede sig op kun iført undertøj, når munkene gik påskeprocession. Til sidst blev det for meget for cisterciensermunkene, og de begyndte hjemrejsen til Frankrig. Undervejs mødte de imidlertid den danske ærkebiskop Eskil. Han fik kong Valdemar til at skænke dem jord til et kloster i Vitskøl. Dér gik kvinderne tilsyneladende knapt så udfordrende klædt.
Nu stifter Valdemar som tak for Gradehedesejren et i Vitskøl i Himmerland og det får navnet vitae schola, livets skole - der er i vore dage en meget smuk ruin tilbage af det. Eskild er også glad ved præmonstratenser- og johanitterordnerne. DEN DER SMØRER GODT KØRER GODT - DER STIFTES KLOSTRE - DER BYGGES KIRKER I HOBETAL 
Vi skal lige tilbage til Kong Svend Estridsen. I hans regeringsperiode lykkedes det at få etableret en aftale med ærkebiskoppen for Hamburg-Bremen Adelhardt og den tyske Kejser Henrik om at Danmark kan inddeles i stifter med faste bispesæder i Slesvig, Ribe, Viborg, Århus, Vestervig - senere Børglum - Odense, Roskilde og Lund. Den ordning holder i 500 år. Det var underforstået, at alle bisper skulle udgå fra Hamburg-Bremen. Svend er nu ikke så føjelig. Han skriver en hilsen til pave Leo 9. i Rom - en dompap, der var dresseret til at sige "Vado ad papam" - jeg går til paven. Den skrivelse vakte betydelig opsigt. Det bliver til en større brevveksling og det er noget som pavehoffets chefideolog og politiske strateg Hildebrand, der skulle bestige pavestolen som Gregor 7. personligt tager sig af. Han mener ikke der skulle være noget i vejen for oprettelsen af et selvstændigt ærkebispesæde i Lund. De danske biskopper har indtil nu været lydige mod Adalbert, men nu spiller de med i en strid mellem hvem der bestemmer over bisperne og udnævner dem. Kejseren eller Paven. Det er en lidt længere historie, men det ender med en sejr for Kejseren og ender med, at den danske konge næsten selv kan bestemme. De første danske kloster bliver etableret i Dalby i Skåne i 1060, idet skåne bliver delt i to bispesæder - et i Lund og et i Dalby. Det er et benediktinerkloster. Benediktinerne er den ældste klosterorden og stamfaderen til alle fremtidige. Hviderne stifter klostre, andre fornys, Sorø bliver cistercienserkloster, og Valdemar kredser om Ringsted, hvor hans far Hertug Knud Lavard er gravlagt og siden blev lagt i skrin. Klosterstifteriet har ikke så meget med hellighed at gøre. Det er rent politisk. 
Munken går i enge, hvad gør han der så længe ... ? hedder det i en populær sanglegsvise. Billedet her er af Rembrandt og stammer fra tiden efter reformationen (1536 i Danmark), hvor man gjorde op med den katolske kirkes nonne- og munkeklostre. De blev afviklet nænsomt, men bestemt. Munke og nonner er blot mænd og kvinder - kvinderne ofte overflødige unge døtre man ikke ville give en medgift. Fordi de var kommet i kloster havde de præcis de samme seksuelle behov som alle andre borgere i landet - det kunne ikke dølles ned med bøn, kolde afvaskninger og salmesang. Hvis du gerne vil læse noget om livet i klostrene - så har jeg lavet en privat side om blandt mange ting, specielt Mariager kloster - den er ikke færdig og det er kun noget jeg eksperimenterer med - bare klik her Udflugt til Hobro Jeg giver dig lige et par link mere til et par af mine egne produktioner om kirker, måske har det din interesse: TREENIGHEDSKIRKEN I GRÅDYBET HOBRO KIRKE - EN STJERNEHIMMEL NIBE KIRKE HVIDESLÆGTENS KIRKER KALKMALERIER - DE FATTIGES BIBEL Det at der kommer munke og klostre til Danmark er af afgørende betydning for landets udvikling. Der er klostre over hele Europa og de står i indbyrdes forbindelse med hinanden. Det betyder at viden og erfaring kan spredes meget hurtigt ud over Europa. Klostrene er eksperter indenfor næsten alle faglige områder. De kan skrive og læse. De kan frembringe kunst. De er eksperter i landbrugsdrift og lægekunst. Deres kyndighed i landbrugsdrift gør at jordene kan drives rationelt med langt større udbytte. Klostrene er en integreret del af magtapparatet konge-kirke. Nu trænger udenrigspolitikken sig ind på Valdemar. Han har lige overtaget kongemagten. Det er det pavelige skisma der flækker Europa. Kardinalerne har valgt Alexander den Tredje som pave i 1159. Han er ikke ven med Kejser Frederik. Nu udråber kejserlige kardinaler og stormænd Victor den Fjerde til pave. Der er kun et at gøre for Valdemar. Han har allerede givet løfte til Kejseren om lensed og Victor er Kejserens pave. Eskild vil derimod støtte Alexander. Han prøver at lokke Absalon over på sin side. Absalon er tro mod sin fosterbror og trækker sig væk fra kirken og sin ærkebisp og står last og brast med ham. I 1162 rejser Valdemar og Absalon til kejserhoffet, aflægger lenseden og går ind for Victors pavedømme. Så må Valdemar i gang med at skaffe fred på de indre linjer. Det er Venderne der driver sørøveri og plyndrer byer i land. Venderne er af blandet afstamning. Det er danske, svenske og tyske bander der hærger. Nu vil Valdemar i leding og han får etableret søledingen (leding er er det samme som et felttog) og samlet en flåde. Landet er inddelt i små områder, der hver skal stille med et skib og besætning. Det er stormændene der ejer skibene og stiller mandskabet til rådighed. Det er en ordning der har eksisteret lige siden vikingetidens begyndelse og populært sagt kan man kalde ordningen for den tids tvungne værnepligt. Det er ikke gratis, men stormændene og mandskabet kræver sig selvfølgelig betalt af byttet og vil have ret til at plyndre. Den er Absalon med på. Han er Sjællandsk høvdingesøn, og der er ikke så få af Hvidernes gårde og byer, der er hærget ved sørøvernes strandhugst. Absalon har en lille træfning med søkrigere nede ved Boeslunde. Det er dog vendertogterne som Valdemar lægger ud med og den er Absalon med på. Der er dog det problem, at Valdemar ikke kan gå på togt uden videre. Henrik Løve sidder mægtigere end nogensinde som Saxernes Hertug. Valdemar må slå en handel af med Henrik for at få lov til at plyndre de vendiske strande. Betingelserne bliver drøje, så det er ikke alverden Valdemar får ud af det. SØLEDINGEN REORGANISERES. IMAGEPLEJE. KRIGERE OG SØRØVERNES SKRÆK  
Søledingen skal reorganiseres. Det tager 12 år. Alle har nok i sit eget. Jyderne har ikke interesse i at være med i noget, der gavner Sjælland. Bygderne passer sig selv og har nok i sig selv. Under togterne - når det går hedest til forsvinder de ofte. "Vi er taget hjem for at passe vore marker". Egentlig et tankevækkende fornuftigt synspunkt. Den går ikke. Riget skal samles og skatter skal kræves op. Forudsætningen herfor er en rigsledelse. Valdemar og Absalon bygger deres image op som ledere af flåden og sørøvernes skræk. Valdemar er den der kan træde ned fra lønningen på sandet med sildeskæl i brynene. Absalon har trådt i mere bundvand, strandsand og tang end nogen anden europæisk bisp. Han er sømand og kriger, men ikke naiv. Han skal ikke vigte sig og optræde som solohelt. Der er Skjalm Hvide og viking i ham. Han er arkaisk, urokkelig sjællandsk havbonde. SÅ FÅR SØRØVERNE TÆSK. FLÅDEBASE I FANEFJORD BUGT OG I VORDINGBORG Togt efter togt lægger ud og Valdemar og Absalon har gerne flådebase i Fanefjord på Møn. Der er historisk set ingen tvivl om, at det er her flådebasen er. Området hører under roskildebispen, men om det lige har været i bugten ud for Fanefjord kirke er usikkert. 
Det er her det foregår. Det er en dyb fjord på Møns vestside, med snæver åbning ud til Grønsund. Stedet er genialt valgt. Der er fri og nem sejlads på begge sider af Bogø og mod det sted, hvor Valdemar lægger sin tilbagetrukne hovedbase Vordingborg. Der var ingen dæmning mellem Bogø og Møn dengang, så man kunne sejle rundt om Bogø. 
Jeg kan anbefale dig at aflægge Fanefjord kirke et besøg. Den har nogle af landets bedste kalkmalerier - jeg kunne ikke nære mig - så du får lige en smagsprøve. Når du endelig er hernede på Møn - så se lige ind i de 2 andre kirker med kalkmalerier af samme mester. Det er den såkaldte elmelundsmester, der er den kreative kunstner. Det er kirkerne i Keldby og Elmelunde, du også lige skal aflægge en visit. Der er motivsammenfald, men også store forskelle. Se dem og døm selv. Du ender med at blive "kalksmørerekspert", hvilket i vore dage er en yderst lukrativ profession - der er altid et menighedsråd med klejnekassen fuld af skillinger og som lige mener man skal genrestaurere nogle af kirkens billeder. 
Så er der en helt enestående natur på stedet og ikke mindst du kan se selve Fanefjorden og så forestille dig Absalon og Valdemar liggende her med hele flåden. Kør fra ved Vintersbølle over Kalvehave og gør et holdt her - videre over Dronning Alexandrines bro, så er du på Møn og kører videre til Stege - en god by til et lille ophold. Så videre til kirkerne i Kjeldby og Elmelunde. Du kan smutte ud til Møns klint hvis du lyster. Så ellers tilbage og sydpå til Fanefjord . Her kan du nyde naturen og det helt fantastiske landskab og så lige kirken. Så over dæmningen til Bogø - her må du lige se færgestedet til Stubbekøbing på Falster. Jeg kan anbefale kroen i Bogø by. Her kan man stadig få gammeldags kromad. Du kan vælge mellem mere beskedne retter og så nogle bøffer af rigtigt godt oksekød. Du kan selv bestemme, hvor meget bøfkød du vil have. Hvad med en bøf på 1 kg? Så kan du køre ud til rastepladsen ved Farø Broerne og nyde udsigten til broerne og så er du igen ved motorvej E47. Du kan også tage det hele i den omvendte rækkefølge eller som du lyster. Det er bare et forslag til en afstikker. (Rettelse den 23. juli 2012 har jeg fået oplyst at Bogø kro er lukket - suk!)  Derfra kan flåde-enhederne slippe ud i Smålandshavet og Storebælt ned gennem Guldborgsund, østpå gennem Ulvsund til Faxebugten og Øresund, men sydøst på gennem Grønsund har flåden fra Fanefjord let udfart til Østersøen med kurs lige på Rygen, som Falster og Møn gaber over som en almægtig tang. Så godt ligger flådebasens munding, at skibe, der ligger ude i Østersøen, ikke op gennem Grønsund kan se skibenes bevægelser, og Grønsund åbner sig som en tragt så skibene ikke skal stå ud i åbent hav bag hinanden, men kan brede sig i en frontlinje straks, hvis dette er nødvendigt. 
Her lige et kort over hele det område jeg omtaler. Det var her sørøveriet og plyndringerne i land foregik. Alle var lige gode til det og ingen holdt sig tilbage. Før Valdemar blev konge var det så slemt, at Venderne stort set havde befolket hele sydsjælland og den oprindelige befolkning var blevet fordrevet. Det var ikke kun på kysterne man voldtog, røvede og plyndrede og brændte af, man blev dristigere og dristigere og drog langt ind i landet. På havet overfaldt man handelsskibene og røvede lasten. Tror ikke danerne var bedre end de andre - vi gjorde præcis det samme. 
Dette kalkmaleri fra Skamstrup kirke ved Kalundborg fortæller os noget. Tilsyneladende har vi her en kog og et vikingeskib på skibsbilledet. Der er to detaljer, som det er værd at notere sig. Det er ikke et vikingeskib. Det er et 1200 tals krigsskib og et handelsskib der bliver overfaldet. Det har ganske vist dragehoveder og råsejl ligesom vikingeskibene. Der er dog to afgørende nyskabelser. Der er kommet stævnror, der trådt i stedet for styreåren. Der er også kommet et "kugleleje" mellem mast og rå, en anordning der letter manøvreringen af det tunge sejl. 
Her har du koggen. Men Absalon var også feltherre og politiker. Allerede samme år besejrer han i et søslag den vendiske flåde og kræver store summer fra sachserhertugen Heinrich der Löwe af Sachsen for at få fred, men Valdemar stoler ikke på hertug Heinrich der Löwe, så Valdemar går i gang med at befæste landets gamle fæstningsvold, Dannevirke, ved at bygge en stærk teglstensmur, Valdemarsmuren. I 1160 giver kong Valdemar sin biskop Absalon landområdet ved det lille fiskeleje, Havn, ved Øresund, hvor Absalon bygger en rundborg på øen i 1167. Det lille fiskerleje skulle snart blive kendt som København. Da Absalon havde bygget sin borg, gik han i gang med at befæste fiskerlejet og udbygge den til en lille handelsby med store fæstningsvolde. Absalon byggede også en passende domkirke til byen, Vor Frue Kirke, som stod færdigbygget i starten af 1220erne. Byen blev opkaldt efter de mange købmænd der var i byen, som havde hjulpet og finansieret Absalons udbygning af byen og dens mange fæstningsvolde. 
Absalon indså straks han var her, at dette sted var betydningsfuldt. Her var allerede opstået en handelsplads med et stort potentiale. Han anlagde derfor en borg i 1168 med en ringmur mellem det faste land ved gammel torv/nytorv og rådhuspladsen og den lille ø udfor stranden, der senere blev til slotsholmen. Borgen for neden på tegningen er fra en senere tid. Borgen skulle beskytte de handlende mod sørøverne. Tegningen er baseret på grundlag af de udgravninger man har foretaget på stedet - her fandt man store dele af den oprindelige ringmur. 
Du kan bese det hele nede under det Christiansborg der ligger der i dag. Byen København blev først landets hovedstad 400 år senere, Roskilde var landets hovedstad gennem middelalderens Danmark. Valdemar bygger borgen med tårnet på Sprogø, der før var en sørøverbase og samtidig Tårnborg. Han sætter et familiemedlem til at bygge Nyborg. TÅRNBORG MED TÅRN PÅ BLIVER BYGGET AF VALDEMAR DEN I. DEN STORE - HENSIGTEN ER AT KONTROLLERE GENNEMSEJLINGEN GENNEM STOREBÆLT FRA NYBORG OVER SPROGØ TIL TÅRNBORG 
Luftfoto af Storebælt - Nyborg - Sprogø - Korsør (Tårnborg). Valdemar den 1. - Den store - byggede en borg med tårn på Sprogø og en ved handelspladsen Tårnborg - et familiemedlem fik i opdrag at bygge en borg i Nyborg. Det var en af landets vigtigste handelsveje og Sprogø havde udviklet sig til en sørøverrede - derfor. 
Her har du Tårnborg borg- og slotsruin og ved siden af kirken og gården Lille Tårnholm. Dengang da Valdemar den store byggede borgen - kirken kom senere måtte man sejle over nede hvor Marsk Stigs vej er ved at løbe ind i Solgården ved det lille nor. Her er i dag en å med pumpestation, der løber ud i det lille nor. Det vil sige at hele borgen var afskåret fra nordsiden af vand. Hele området udgjorde stort set "Den forsvundne by - Tårnborg" - et vigtigt handelscentrum i middelalderens begyndelse indtil Erik af Pommern etablerer Korsør og lader det her rive ned. Du kan læse historien her: http://www.kalmus.dk/Historien/taarnbg.htm 
Her er par billeder af Tårnborg 
I Vordingborg bygger Valdemar et slot eller snarere en borg om du vil. I vigen lige syd for borgen har han sin flådebase. Det er her han opholder sig når, han er hjemme og der er også på denne borg han dør. De efterfølgende danske konger bruger også borgen som base. 
Han bygger også i Vordingborg, i Korsør - her er det Tårnborg der bliver opført i nøjagtig samme stil som borgen med tårnet på Sprogø og i forbindelse hermed den nærliggende kirke, og antagelig andre steder. Vi har kun lidt af ringmuren omkring borgen på Sprogø tilbage. Kærnetårnet har nemlig stået lige netop der hvor fyrtårnet er i dag og har derfor ikke kunnet graves ud. 
Min oldefar Otto Seidel, (født i 1865 - død 1957) på min fars side kom hertil fra Halle i Tyskland i 1883 fordi han havde familie i København - billedet her er fra slutningen 1880erne eller først i 90erne - og giftede sig med en kvinde fra byen - hun hed Josephine. De drev bagergården her til højre i Algade. Her hænger den kronede bagerkringel. Han var konditor og bager og vandt flere guldmedailler på den nordiske udstilling i København i 1888 for sine produkter. 
De fik fire børn - den førstefødte - Christian (født i 1884 - død 1964) - min farfar også bager og konditor giftede sig med en af de lokale unge smukke piger fra Bakkebølle - hun hed Margrethe og fik min far (født 1905 - død 1975) også bager og konditor, der pudsigt nok også hedder Otto Seidel og jeg hans søn (født 1943 og lever endnu da) hedder det samme. Min farfar var aktiv i de Københavnske bagermestres laug og var i en periode skuemester, når mestrene skulle aflægge mesterprøve. Jeg kender derfor byen og omegnen særdeles godt, fordi min familie har boet her. Et af min oldefars børn Vilhelm - den yngste - min farfars lillebror og min fars farbror - havde sommerhus her lidt uden for byen til helt op i slutningen af 1970erne. Han boede ellers i Overgaden neden vandet på Christianshavn, men om sommeren opholdt han sig her og fordrev tiden med at male blomster og grøntsager, som han dyrkede i haven. Han ville have været operasanger, men valgte i 1920erne af gå på kunstakademiet og uddanne sig som kunstmaler. I øvrigt gennemførte han et kæmpemæssigt slægtsforskningprojekt i sin mors slægt og var Nationalmuseets uofficielle sølvekspert og ekspert i gravdækkesten i danske kirker. Der var i øvrigt en lokal næringsdrivende her i Vordingborg, der fandt på at fremstille en eau de cologne for at konkurrere med det Kølnervand 4711 som solgte så godt - han kaldte sit produkt esprit de Valdemar. Valdemars ånd. Den har jeg fået i håret som barn hos klipperen (der var nemlig også en fedtet brillantine). Så lugtede man nyklippet. Her er gåsetårnet og hele borgruinen afbildet på etiketten. Jeg har et langt bedre billede af stedet her - det kommer på senere - og viser mine oldeforældre og deres fire børn som små. Min bedstefar dog som bagerlærling hængende ud af vinduet ind til bageriet. Vognen der holder i venstre side af billedet tilhører tømreren på den anden side af gaden. Her voksede lysmageren, arkitekten og samfundsrevseren Poul Henningsen - blot kaldet P.H. op samtidig med min farfar og hans mindre søskende. Jeg har arvet min oldefars lommeur i guldkæde og hans dørskilt i flot messing - det har været i brug siden 1883. På min 10 års fødselsdag forærede min oldefar mig en violin. Det satte mig lige i gang med at lære at spille og at interessere mig for musik.  
Gåsetårnet er det dog ikke Valdemar den store der opfører. Det sker langt senere og bygmesteren er Kong Valdemar den IV - Atterdag. 
Der er en historie om gåsen på tårnet. Det er umuligt for mig at finde sandheden i den historie. Jeg prøver dog at finde sandheden. Det siges, at den blev sat på af kongen som en evig hån mod hansestæderne. Det mangler for mig at se logik, man skal jeg næsten kravle helt derop for at kunne se, at der er tale om en gås. Navnet - påstås det - stammer fra en gylden gås, der troner i spiret på tårnet - og efter sigende brugte Valdemar Atterdag dette symbol for at håne Hansestæderne. I Vordingborg havde han modtaget 77 krigserklæringer fra forbundet, der bestod af byer over hele Europa, og han skal have sat den gyldne gås op med ordene: "77 gæs og 77 høns betyder intet..." Den nuværende gås blev først sat op i 1871, ligesom det nuværende kobberspir også er relativt nyt. Tårnet har navn efter den guldgås, som Valdemar Atterdag efter sigende skulle have kronet tårnet med. Gåsen var et sindsbillede på Hansestæderne, Valdemar Atterdags hovedfjende. Han omtalte dem som en flok farligt skræppende, men ellers ufarlige gæs.
 Her et ældre romantisk landskabsbillede af Lundbye. Her er ingen gås på tårnet.
Han bygger ikke selv overalt. Han lader Esbern Snare - Absalons bror og sin egen fosterbror bygge en borg i Kalundborg omkring år 1200 - senere bliver den til en kirke. Det er en femtårnet korskirke. Den er bygget i tegl. Dens herkomst er særdeles omdiskuteret; der er med vægtige argumenter foreslået, at dens forbillede er at søge i Rusland, nærmere betegnet i Novgorod. Grundplanet er et byzantisk kors. Nogle siger forbilledet kan ses på den Røde Plads i Moskva i Rusland. Christian den II - det er ham med Dyveke, bliver under et påskud om frit lejde til København taget til fange og anbragt på Sønderborg slot. Det er her vi ser ham gå rundt og rundt og rundt og slibe en fure i det runde bord. Frederik den I snupper lige ved dette kup kongemagten i Danmark. Senere bliver Christian anbragt her på Kalundborg. Alle disse borge, der bliver bygget bliver også anvendt til fængsler. De to master i baggrunden er sendemasten for langbølgesenderen Danmarks Radio - København-Kalundborg. Den blev indviet i 1927 og fortsætter indtil 2014 med sit analoge signal. Mellembølgesenderen er flyttet - den havde resonans sammen med en vindmøllepark! Den høres 1500 km væk alle døgnets 24 timer og sender på 243 kHz. De to tårne er hver på 118 meter i højden. 
Borgen her ligger strategisk vigtigt - her er overfartsstedet mellem Sjælland og Jylland. Han bygger også i Nyborg. Absalon får lov at bygge at bygge ved byen Havn i strømmen mellem Sjælland og Amager. Her lå i forvejen en kongelig bygning med det mærkelige navn Vingården. Overalt bygges der og glemmes må ikke Valdemarsmuren ved Dannevirke. I Roskilde går Absalon i gang med at bygge en ny katedral. Den bliver bygget i danske mål og langt større end domkirken i Lund. Det romanske kors runding bliver et cirkelslag i to stokværk, båret nederst af solide granitpiller , øverst af vovelige slanke granitsøjler. 
Kirken skal være en stor treskibet kirke med korsfløj, og den bygges i lyse og flammende tegl, omtrent som den kirke, Valdemar bygger i Ringsted. Man ved at een mand kunne fremstille omkring 5.000 munkesten på en dag. Ofte kørte den løbende produktion på den måde, at man fremstillede 50.000 munkesten om dagen. Det var en passende mængde at brænde ad gangen fordi stenene inden brændingen i ovnen skulle overdækkes med et lag af granit, det krævede en forholdsvis stor oven ofte opdelt i flere brændingskamre. Leret skal æltes, slemmes op med vand og renses for sten med videre. Så skal leret iblandes en mængde sand hvorefter leret formes i en form bestående af to halvdele. Herefter lufttørres de formede lerklumper ved at stå oprejst på den lange led. Så foregår brændingen - først ved lav temperatur for ikke at knække og sprænges - så ved højere temperatur omkring 1.000 grader celcius. Ikke alle de færdigbrændte sten var ligegode. De mest hårdtbrændte anvendtes på ydersiden og de mindre brændte indvendig. Alle brokkerne kunne anvendes som fyld i murene. Til denne katedral har man beregnet, at der er brugt 3 millioner sten og det er uden, at de senere tilkommende tilbygninger er medregnede. Man havde forskellige forme så man kunne fremstille en masse forskellige sten. Kunsten er ikke bare at fremstille stenene - få en ensfarvet farve - afhænger af lerets jernindhold, men endnu mere at kunne bygge af dem og få et arkitektonisk udtryk og så selvfølgelig sikre sig, at hele konstruktionen ikke brasede sammen. Fordelen ved det stenbyggeri var at man havde leret på stedet og ikke skulle transportere så meget, at bygningerne ikke kunne rådne eller brænde som trækirker kan det. Det sidste er nu ikke helt sandt. Bliver temperturen tilstrækkelig høj kan alt brænde. I 1968 var det meget tæt på en katastrofe. Domkirken blev hærget af en voldsom brand, antændt under reparationsarbejder på det lille Margrethespir. 
Branden medførte meget omfattende skader både i tagkonstruktionen, Margrethespiret, hvælvet og også indvendigt i kirken, men domkirken klarede sig altså med nød og næppe og er i dag helt restaureret.I denne sag blev min morbroder involveret. Han drev et VVS firma i Roskilde og havde tidligere lavet reparationsarbejder på kirken. Hans firma og hans svende stod for bly- og kobbertækning, noget de var specialister i. Nu blev han anklaget for, at det var hans svende der havde forårsaget branden. Det blev til en lang retssag, der endte i Højesteret. I sidste del af sagen boede han hos mine forældre i København, så han hurtigt kunne komme til sine advokater og til retsmøder. Endelig blev sagen afsluttet. Min onkel Egon blev pure frikendt og var utrolig lettet - han havde nu været sikker på, at det ikke kunne være hans folk. De havde kun anvendt ild på arbejdspladsen neden for kirken - hvordan skulle de kunne få sat ild på. Det viste sig - hårdt presset, at det var en tømrer der havde arbejdet oppe i bygningen der vist nok havde været uforsigtig med sin pibeaske, her var masser af brændbart letantændeligt materiale fra tømmerarbejdet. Det havde min onkels svende intet med at gøre. De 2 malmklokker i spiret smeltede under branden. Der var skader for 10 millioner kroner. Jeg husker selv denne dag ganske tydeligt. Jeg var på vej sydfra fra Ringsted til Roskilde den 26. august 1968 i mit folkevognsrugbrød - da jeg så røgen fra kirken. Den sag glemmer jeg ikke lige sådan. Det kunne have været endt i en katastrofe - et af vore store kulturminder kunne for evigt være gået tabt. Fra nyere tid er der også lige Christiansborg Slotskirke. Den 7. juni 1992 udbrød brand i kirken som følge af en nødraket affyret under pinsekarnevalet. Taget udbrændte og der var betydelige skader på interiøret og murene. Kirken blev genopført som den havde set ud før branden, og det var et både vanskeligt og vellykket rekonstruktionsarbejde.Den blev genindviet af dronning Margrethe den 14. januar 1997 VENDERTOGTER - I ØVRIGT MENER JEG ARKONA BØR INDTAGES 
Her et kort over Rügen. Vi siger Rygen på dansk. Det er herligt sted til en miniferie. Der er masser at se på og enestående natur. Det var ude på nordspidsen af Rügen fæstningen Arkona lå. Der er rester af den i dag, du kan se på. Danskerne angreb i tidens løb Rygen mange gange på forskellige steder med større eller mindre held. Det var også vanskeligt at samle søledingen. Når det lykkedes kunne man sejle afsted med 250 til 270 skibe. Vi har intet fund af disse skibe, men der gættes på at det har været lig med Gokstad skibet, som man har fundet i Sandefjord i Norge. Et skib på en længe af 23 meter, kun med dæk i for- og bagstavn, plads til 32 roere, når man sejlede hængte man skjoldene op udenbords på rællingen. Skibene var dog af forskellig beskaffenhed og størrelse, mange blev også brugt som handelsskibe. Skibene var uden køl - det vil sige fladbundede, hvilket gav mulighed for sejlads på ikke særligt dybt vand og langs og tæt på kysterne, det gav også mulighed for at trække skibet op på stranden, når man skulle i land. Der kunne lægges store kampesten i bunden som ballast, for at skibet til at ligge mere roligt på vandet. Der meldes intet om søsyge og knæk og bræk - jo, man led alle søsygens kvaler. Endelig kunne skibet forsynes med en ramme, der var teltformet så man kunne lave en slags telt til at beskytte sig under i dårligt vejr eller til læ for natten. Man foretrak dog at sejle i sommertiden - i de lyse nætters tid, som Absalon så malende skildrer det. 
Ude på nordspidsen af Rygen ligger Kap Arkona, her lå fæstningen og byen. Den er strategisk placeret på toppen af høj klint og er beskyttet af naturlige, ikke menneskeskabte, forsvarsværker mod øst, syd og nord, hvor skrænterne står som mure, højere end et ambrøstskud fra den ambrøst som lige var blevet indført kan nå. På de samme sider er den også omgivet af havet, men mod vest var den omgivet af en halvtreds alen høj vold, hvis nederste halvdel var af jord mens overdelen bestod af tømmer med græstørv imellem. På nordsiden af byen springer en kilde, som indbyggerne havde adgang til via en befæstiget sti. 
I 1168 gennemførte Absalon et vellykket erobringstogt til øen Rügen i Østersøen. Øen var hertug Heinrich der Löwes hovedbase for dennes flåde, og øen blev beskyttet af en meget stærk fæstning, Arkona. 
Det gik sådan for sig: Den ø Arkona ligger på, som hedder Wittow, er adskilt fra selve Rügen af et ganske smalt stræde, der ikke er bredere end en flod, og for at folkene inde i Arkona ikke skulle få hjælp fra den side, blev der sendt mænd ud for at bevogte overgangen og hindre fjenden i at gå over. 
En blide. Det er en trækonstruktion der anvendes til at kaste sten mod fjendens fæstninger. Det er muligt at kaste forholdsvis store sten med stor kraft 300 meter bort. Der voksede masser af skov på Rügen hvor danskerne havde slået lejr, så man byggede bliderne på stedet. De har nok ikke haft dette fornemme tømmerudseende, men ideen og virkningen har været god nok. Imens kastede Valdemar sig over belejringen med resten af styrken, og det første han tog fat på, var at rette bliderne mod voldene. Absalon fik til opgave at anvise de enkelte delinger lejrplads og gennemførte udstykningen på grundlag af en opmåling af hele området fra kyst til kyst. I mellemtiden havde folkene i byen stablet en vældig dynge jord op foran byporten for at gøre den mindre sårbar for angreb. Med denne kompakte stabel af græstørv havde de lukket helt af for indgangen, og det fik dem til at føle sig så sikre at de ikke satte anden vagt på tårnet over porten end faner og felttegn. Blandt disse var Stanitza, en iøjnefaldende stor og farvestrålende fane som rygboerne behandlede med omtrent lige så stor ærefrygt som alle deres guder tilsammen. Ellers var man danskernes lejr i gang med at ordne forberedelserne til belejringen. På denne varme sommerdag havde nogle af danskernes drenge bevæget sig tæt hen til volden, hvor de begyndte at bombardere brystværnet med sten fra deres slynger. Det tog man inde i Arkona som en spøg. Man betragtede det som en leg og foretrak derfor at se til uden at jage dem væk. Nu begyndte nogle danske mænd at optrappe legen, og inde fra Arkona måtte man modvilligt opgive sin laden stå til og greb til våben. Så greb danskerne ind med rytteriet. Fra at være en leg blev det til en dybt alvorlig kamp for mænd. Nu var der sket det at græstørvene i den dynge der spærrede porten, var sunket sammen og havde efterladt en form for hule eller afsats: et vældigt hulrum mellem tørvene og tårnet. Det så en modig, men ellers ukendt ung mand, og da det gik op for ham at her var en mulighed for at udrette noget stort, bad han sine kammerater om hjælp til at komme derop. Hvis bare de hjalp ham op, lovede han at byen snart ville falde, for så ville han tage første skridt mod sejren. De spurgte så hvad de kunne gøre for ham, og han forklarede at de skulle støde deres spyd ind i græstørvene så han kunne bruge dem som stige. Da han på den måde var nået op og kunne se at hulen beskyttede ham på alle sider så fjenden ikke kunne gøre ham noget, forlangte han halm til at lave et bål af. De spurgte om han også havde noget at tænde det med, og han svarede at han havde både stål og flint med - de skulle bare holde sig klar til at tage imod ham når ilden havde fået fat, og han skulle ned igen. 
Mens de nu så sig om efter noget der kunne bruges til at tænde op med, leverede tilfældet lige hvad de skulle bruge. For tilfældigvis kom der en mand forbi med et læs strå til brug i lejren. Det beslaglagde de, og så kastede de negene fra mand til mand for til sidst på spidsen af deres spyd at lange dem op til den unge mand. Og det gik ikke længe før hele det brede hulrum var fyldt, for eftersom tårnet stod øde og forladt, kunne de uden risiko gå helt hen til det. Folkene i byen havde ikke en chance, dels vidste de intet om hvad der foregik, dels var tårnet jo tomt, og i øvrigt ragede det langt ud i hele sin bredde så angriberne var godt beskyttet under det. Pludselig fængede ilden, tårnet brød i brand, og den der havde antændt bålet - og derved gjort det første skridt mod den endelige sejr - lod sig glide ned i armene på sine kammerater. 
fortsættes ...  
Svantevit er Vendernes Rygen-gud, ikke hele Vendlands eneste gud. Hans tempel er et hus, hvor guden står med sine fire hoveder. I templet er hans hellige hest, i hånden har han sit vældige horn, for hornet er Gudens hellige kar i Vendland som åbenbart i Norden. Man har i nyere tid fundet en Svantevit i Polen fra den tid. Jeg har ikke kunnet finde et billede af den på nettet, men jeg har den i en af mine bøger. 
Midt i byen var der en åben plads, hvor gudehovet lå. Dets ydre prangende med snitværk, fuldt af malede billeder. Selve helligdommen var et dobbeltrum med rødt tag, hvor den indre del var lukket med fire piller, hvorimellem der var forhæng i stedet for vægge. Her stod det vældige SVANTEVIT-billede, større end nogen mand og mærkeligt at skue med fire halse og fire hoveder. I højre hånd holdt guden et drikkehorn, og statuen var iklædt en kjortel, der nåede ned til skinnebenene. Af særlig pragt var gudens sværd, hvis fæste og skede var kunstfærdigt smedede og indlagt med sølv.  
”Den stærkeste fæstning i hele mit hertugdømme” sagde hertugen om fæstningen ved Rügen, men Absalon indtog fæstningen på kun 3 timer, så det passede vist ikke helt. Krigen sluttede først i 1171, hvor hertug Heinrich måtte betale en stor pris for freden, nemlig øen Rügen, det nordlige Pommern fra Rügen til byen Rostock og flere hundrede tusind sølvmark. Absalon var efterhånden blevet kong Valdemars stærke biskop og hærfører, og i 1177 blev Absalon den gamle ærkebiskop Eskilds efterfølger på ærkebispesædet i Lund i Skåne, den mest magtfulde stilling i datidens Danmark. Absalon vægrede sig til at begynde med og fik derfor lov til at beholde bispesædet i Roskilde, hvor han havde sit bagland i orden, men skåningerne var ikke begejstrede for hans måde at styre på. Han satte sjællandske venner og slægtninge på de ledende poster i Skåne og det førte til oprør i 1180, hvor Absalon måtte flygte tilbage til Sjælland. Året senere vendte han og kong Valdemar tilbage med en hær og oprøret blev brutalt slået ned, og så var Absalon igen ærkebiskop i Lund. Samme år begyndte hertug Heinrich der Löwe at blive mere magtsyg efter at erobre mere land til sit hertugdømme i både det nordlige og centrale Tyskland, og så erklærede Holstens greve, Pommerns hertug, og den tysk-romerske kejser krig mod hertug Heinrichs Sachsen. Kong Valdemar gik også med ind i krigen på den tyske kejser Friedrich Barbarossas side i krigen. Krigen sluttede da den samlede tyske-holstenske-pommerske hær belejrede hertug Heinrichs hær ved Sachsens hovedstad Lübeck, og kong Valdemars flåde blokerede indsejlingen til Lübecks havn, for at hindre Heinrichs flåde i at forsyne byen med soldater og mad. Lübeck faldt efter 5 måneders blodig belejring, og hertug Heinrich af Sachsen blev smidt i kejserens fangehul, hvor han døde 18 år senere. Efter erobringen af Lübeck i 1181 blev der indledt forhandlinger mellem Friedrich Barbarossa og kong Valdemar, hvor kejseren behandlede den danske konge med stor ærbødighed som sin ligeværdige. Kejseren lod Valdemar beholde sin provinser i Nordtyskland og kejseren gav ham tilladelse til at udvide sit kongerige fra Pommern til Holsten. VALDEMARS IMPERIUM I 1181.  Der blev tilmed indledt drøftelser omkring ægteskab mellem de to fyrsters børn. I 1182 udbrød der krig mod venderne i Pommern. Absalon og Valdemar gjorde en stor hær og flåde klar til et erobringstogt, men så pludselig blev Valdemar ramt af en febersygdom og måtte blive i sengen på Vordingborg slot. Togtet blev opgivet, og Valdemars ældste søn Knud og ærkebiskop Absalon ilede til hans dødsleje, hvor kongen skriftede til Absalon, og sammen fik de bragt kongens testamente med rige gaver til landets kirker og klostre i stand. 
Tidligt om morgenen den 12. maj 1182 på Vordingborg slot udåndede kong Valdemar den Store, der for sidste gang var omringet af familie og nære venner. Kong Valdemar blev 51 år gammel. Han blev begravet i Skt. Bendts kirke i Ringsted, hvor Valdemar begravede sin far Knud Lavard. På Valdemars gravsted inde i kirken står der: ”Her ligger danernes konge Valdemar, vendernes første betvinger og behersker , fædrelandets befrier, fredens bevarer. Han, den hellige Knuds søn, betvang Rygboerne og var den første, der omvendte dem til Kristi tro. Han døde i året efter Herrens kødspåtagelse 1182 i sin regerings 26. år den 12. maj”. Kong Knud IV eller VI
1163 - 1202 Konge 1182 - 1202 
Den unge kong Knud er en kæmpehøj mand, over to meter. Kilderne roser ham for fromhed og kyskhed, men nogen egentlig herskernatur var han næppe.
I hans første regeringsår er det mændene fra sin fars, først og fremmest Absalon der fører an, og i sin senere kongetid træder han i skyggen af sin yngre broder, den senere så sejrrige Valdemar.
Men lykkelig er hans regeringstid. Hvad faderen i mange år har måttet kæmpe for, ja hvad han end ikke havde vovet at stræbe efter, det faldt sønnen Knud næsten utrolig let.
Da kejser Barbarossa forlangerLensed af ham, svarer Absalon på Knuds vegne et bestemt nej: "Kong Knud er lige så fri en herre som kejser Frederik Barbarossa, og har lige så god adkomst til Danmarks rige som han til det romerske".
Kejseren, hvis magt er fuldt optaget på andre kanter, må affinde sig med dette afslag, men får ved gaver og løfter, Pommerns hertug Bugislav til at angribe den danske vasal Jaromar af Rygen.
Så snart Jaromar får nys om at Bugislav samler sin flåde mod ham, sender han ilbud til Absalon, der i en fart får Sjællands og småøernes ledingsskibe ud.
Anden pinsedag 1184, som Bugislavs store flåde ror frem i sundet mellem Rygen og fastlandet i tæt tåge, falder Absalon uventet over dem. Og så snart venderne ser de danske bannere og hører de danske krigssange, gribes de af skræk og flygter næsten uden kamp, dels gennem det snævre sund, dels over land gennem kær og skove. En mængde drukner eller nedhugges, og de danske krigere får et umådeligt stort udbytte til deling.
Budskabet om denne afgørende sejr når viden om. Kejseren modtager det i Mainz, ja det når helt til Miklagård (Konstantinopel), og da kong Knud lader en af deltagerne fortælle om det på Viborg Ting, opgiver jyderne deres indgroede uvilje mod vendertogterne, og går villigt ind på at udruste flåden til et nyt togt samme år.
Og i 1185 drager danskerne på ny mod Bugislav og indeslutter ham i Kammin. Den slagne venderfyrste, som ingen hjælp kan vente fra kejseren, må da overgive sig og stille gidsler for sin troskab.
Han går med kone og børn frem for kong Knud, kaster sig for dennes fødder og overgiver sig til hans nåde, hvorpå Knud, rørt over hans ulykke, rejser ham op.
I samme øjeblik udbryder et mægtigt tordenvejr. Det betyder slavernes undergang, siger danerne. Næste år kommer Bugislav til Roskilde og bær sværdet for kongen som dennes mand.
I obotriterlandet råder endnu to vendiske fyrster, Niklot og Borvin. Men ikke længe efter (1187) bliver de fanget af de danske lensmænd Jaromar og Bugislav, og kommer kun fri mod at sværge lensed til kong Knud.
Han kalder sig nu danernes og slavernes konge, og fra den tid har de danske konger i deres titel beholdt ordene "De danskers og venders konge", (Danske konger anvendte denne titel til 1972 - Dronning Margrehte den II., der afløser sin far Frederik den 9. på tronen synes ikke lige denne titel er passende mere).
Danmark kunne nu med rette betragte sig som en af Østersøens førende stormagter.
Danmarks grænse løb nu ved Elben.
Kong Knud var søn af Valdemar den Store og dronning Sophie.
I 1177 blev han gift med Gertrud af Sachsen (ca.1154-96), datter af Henrik der Löwe af Sachsen.
Ingen børn.
Knud døde 1202, kun 39 år gammel, og blev begravet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted.
Her bliver Knud nævnt som den 4. Han ses også nævnt som den 6. og det er afhængig af hvor man starter kongerækken. VALDEMAR DEN 2. SEJRS ÆGTESKAB MED DAGMAR OG DAGMARS DØD Så springer jeg lidt frem i Danmarkshistorien. Det er Knud den 6. jeg lige hopper over. Vi går til Valdemar den II. Sejr. Vi går frem til ægteskabet med Dagmar. Valdemar har været gift. Hans bror døde barnløs, og Valdemar er længe om at gifte sig. Han lever dog ikke som Kong Knud "kyskere end den kyskeste". Tvært om har han sin tids æts frimodige frodighed. I 1204 dør den 77-årige Esbern Snare pludseligt. Han falder på mystisk vis ned ad en trappe på Sæbygård og slår halsen. mod en møllesten. En lidt sørgelig død for en der havde været så drabelig. Esberns tredje hustru, den unge svenske Jarledatter Helena, bliver Valdemars frille og føder ham sønnen Knud. Med en anden frille - som vi ikke kender - får han sønnen Niels. Han er 1205 35 år gammel, da han, tilsyneladende pludseligt, finder en hustru og gifter sig igen. Dette ægteskab er en gåde. Med sin position kan Valdemar fange en Prinsesse, der politisk vil passe ind i hans politiske spil og som kan skaffe Danmark position og gode forbindelser, som det da og siden bruges ved kongelige ægteskaber. Man må tro, at Valdemar har frit valg mellem konge- og fyrstedøtre i det nordlige Europa. De dage er forbi, hvor danske konger vælger norske og svenske hustruer. Vyšehrad - BORGEN I PRAG HVOR DAGMAR KOMMER FRA 
Her har vi borgen set fra flodsiden. Det er Peter og Poul katedralen du kan se oppe på toppen. Det har i ældre middelalder og før den tid været en betydningsfuld fæstning og borg. Dagmars far Ottakar I regerede herfra som konge over Böhmen. 
Her et billede fra Prag. Vi ser fra Nuslebroen mod nord. Vyšehrad, der i dag kun er en ruin var på Dronning Dagmars tid en fæstning og en borg og ses ude til venstre. Det var her hendes far Ottokar residerede. Jeg kan anbefale dig, at aflægge stedet et besøg, hvis du kommer til Prag. Det hele er i dag sat i den fineste orden - det var det bestemt ikke, da jeg aflagde mit første besøg her for over 20 år siden. I dag har nogle initiativrige mennesker fået det hele restaureret - det sidste skud på stammen er at også kassematterne kan beses. Jeg tager altid mine medrejsende med herud. Nogle vil høre om alt det historiske andre vil hellere nyde udsigten og få en kølig pils eller to - og de fleste vil meget gerne begge dele. (Billedet optaget af Webmaster den 3. maj 2012) Valdemar vælger en datter af Kong Premsyl Ottokar den Første af Bøhmen. Hun var født prinsesse Markéta Přemyslovna af Bøhmen som datter af den senere kong Ottokar 1. og Edel af Meissen på kongeborgen Vyšehrad i Prag. 
Dagmar tager afsked med sine forældre. Dronning Dagmar (ca. 1186 - 24. maj 1212 var som Valdemar 2. Sejrs hustru dansk dronning. Hun var født prinsesse Markéta Přemyslovna af Bøhmen som datter af den senere kong Ottokar 1. og Edel af Meissen på kongeborgen Vyšehrad i Prag. Her sad regenten for Böhmen. Stedet var også et handelscentrum af stor betydning. Det har ikke været ukendt for danskerne. 
Dette er Prags ældste bygning, der stadig eksisterer i sin næsten oprindelige skikkelse - vistnok. Den var da den blev opført sognekirke for borgområdet - det er den også i dag. Det er bestemt en mulighed, at Dronning Dagmar, der blev født her på borgen er døbt i denne kirke. Det er i hvert tilfælde mere sandsynligt, end at Dagmarkorset har tilhørt hende. Den er bygget i den sidste tredjedel af 1100-tallet. Er du kommet så langt som hertil fortjener du at slappe lidt og få dig en skyllepause. Det gør du på stedet nedenfor - det ligger lige her, hvor jeg har snuppet rotunden. Denne rotundeform i kirkebyggeriet er en efterligning af Jesu´s gravkirke i Jerusalem. Det er romansk kirkebyggeri. Der hele 3 rotunder i Praha, men lige netop denne form finder vi mange steder i Europa. Det er samme form du finder i den eneste af de bevarede rundkirker på Sjælland, nemlig i Bjernede kirke. Det er typisk fyrstebyggeri. (Billederne optaget af Webmaster den 3. maj 2012) 
Da jeg første gang stod her lige efter systemskiftet den. 1. januar 1990 havde folk hugget alle de små metalstykker, der viser hvad man kan se herfra. Granitstenen havde man også fået ødelagt. Hele området var i en elendig forfatning og flere steder var det livs farligt at færdes.
Der er den herligste udsigt her oppe fra fæstningen eller borgen. Du skal ikke gå herop, men starte ude ved Vysehrad metro stationen og så gå gennem hele komplekset. Det er en heldagstur for der er enormt meget at se på. Min tur slutter med, at vi går ned af stien her til floden. Den er et af turens mange højdepunkter. Det er forår i Praha og alt står i blomsterflor. Jeg må lige skuffe danskerne med, at der er ingen der kender Dagmar i Tjekkiet. Da hun tog herfra til Danmark som stor pige og blev gift i Lübeck med Valdemar vendte hun aldrig senere tilbage. Hendes søster Agnes har derimod indskrevet sig i Tjekkiets historie. (Optaget af Webmaster den 3. maj 2012)
Det er ikke muligt at finde nogen rationel forklaring på ægteskabet. Han skulle ellers have været gift med en anden. Nytårsdag 1202 mødtes kejser Otto 4. og hertug Valdemar (på Knud den 6.s vegne - Valdemar var på det tidspunkt Hertug i Slesvig) som ligemænd i Hamburg. Der var ikke længere tale om et lensforhold. Man sluttede et gensidigt forbund, der skulle besegles ved et dobbelt ægteskab: kongens søster Helene blev gift med Otto 4.s broder, grev Vilhelm af Lüneburg, mens hertug Valdemar senere skulle ægte en tysk prinsesse - et ægteskab som dog aldrig kom i stand. Danmark var nu en stormagt, hvis hersker forhandlede på lige fod med selve kejseren. At Danmark så at sige intet har med Bøhmen at gøre, er ligegyldigt, for Kongen af Bøhmen har kastet sin hustru Adele på porten og valgt sig en anden. Dronning Adele sidder med en søn og tre unge døtre og søger hjælp overalt, men ingen hjælper hende. Hun rejser hjem til Meissen i Tyskland, og hendes bror er ikke alt for henrykt ved hendes hjemkomst. Hun søger støtte hos Paven, men intet har hun held med. Ensom svigtet og stødt udenfor kredsen af Europas kongelige, sidder hun med sine børn, og så bliver hendes ene datter gift med den mægtige og sejrrige Konge af Danmark. Der er næppe mulighed for at Valdemar kan ha set hende, så kærlighed før brylluppet kan der ikke være tale om. Vi må sige at vi savner en forklaring, og så véd vi så at sige ingen ting om Dagmar. Hun er ganske ung, 14 år, da hun ægter Valdemar. Hun hedder slet ikke Dagmar, men Margrethe. Af sin mor har hun fået tilnavnet Dragomir, "den fred-sæle", og danskerne laver det om til Dagmar, "Dagens Mår" eller "Dagens Mø", ordet mår bruges i folkeviserne jævnligt om en ung pige. "Dagens mø" er det samme som "Morgenrøden", men navnet Dagmar kan også tydes som "Dagens hest", der på ældre nordisk hedder Skinfaxe. Det med stærke navne ligger i tiden. Valdemars eget skal være russisk, Vladimir. I virkeligheden er det vistnok tysk, men er gået vejen om ad det østlige. Det skal betyde "Magt og ry", men den danske form betyder enten "Magtens kilde" eller "Stærke hest". Hvad vi véd om Dagmar er lige så usikkert som meningen med hendes navn. Folkeviserne fortæller os meget, men de er ikke historie, de er digt, en riddertids sagadigte, og det er håbløst at diskutere, hvor meget man må eller ikke må læse i dem. Noget ligger der bag, man hvad og hvor meget? Digteren har i alt fald en viden, selv om den ikke tager form af nøjagtig historieskrivning, og så meget er sikkert: han har sin tids tankeverden og digtet ud fra den. En vise fortæller, at Junker Strange henter hende i Kong Valdemars navn. Han spiller skak med hende, måske selskabeligt, måske hører det med i ceremoniellet, skakspil bruges meget i afgørende situationer i middelalderen. De diskuterer ægteskabet. Visen gir os et billede af den pige, der er klar og ganske skarp. Hun jubler ikke ved frieriet, men kræver redegørelse for de økonomiske forhold, før hun ægter Valdemar. Det er her, Junker Strange fortæller Dagmar, at Hans Herre "ejer et fiskevand, der båder mer end al Bajerkongens land". 
Det er ikke lyv hvad Junker Strange fortæller. I Valdemarstiden var der så mange sild i Østersøen, at man ofte blot kunne stikke hånden i vandet for at hive dem op. Det udvikler sig til en kæmpehandel på Skanørmarkedet. Der sker en byttehandel med salt fra Nordtyskland fordi man skal bruge salt til konserveringen af sildene. De kan afsættes på det europæiske marked. Her bliver pengesedlerne faktisk også opfundet. Årsagen er den at købmændene ligger vare på lager og får et skriftligt bevis herfor. Disse lagerbeviser kan så bruges til at handle med. Ellers har man slået mønt - siden vikingetiden. Det er ligegyldigt hvilket land mønten kommer fra. Det er sølvvægten der tæller, når man skal betale. Den går ikke lige med papirpenge i dag. Der er et kilo Euro jo ikke det samme værd i dag, som for 10 år siden. Dette sildefiskeri medvirkede til bydannelsen i Danmark. Sidst i 1100-årene trak store sildestimer til Øresund hvert efterår. Sildene var meget efterspurgte, de var lækre og sunde og stærkt næringsholdige, og de kunne med fordel nedsaltes til senere anvendelse, ikke mindst i fastetiden, da man ikke måtte spise kød. Ofte var det uanede mængder af sild, der blev fanget. Snart opstod en vældig handelsplads på den halvø i Sydvestskåne, der hedder Skanør. Her mødtes handelsfolk fra hele Østersøområdet, særlig fra Nordtyskland, for at købe de blinkende fangster og for at sælge salt og tønder, der blev brugt i stort omfang ved nedsaltningen på stedet. Omkring sildens farvand voksede nye byer op. Det var Malmø i Skåne, der var Stege på Møn og Køge på Sjælland. Men det var ikke mindst byen ved Havn, der lå i ly af Absalons borg. 
Hun går i land i Ribe, den rige by, hvor kongelige før har fejret deres bryllup. Hun er kommet sejlet herop til Danmark ad Elben, så Ribe er en strålende portal til Valdemars rige. Han ønsker at vise hende denne by først af alt dansk land. 
Valdemar den II - Sejr - tilnavnet fik han først 200 år efter sin død. Valdemar Sejr var søn af Valdemar den Store og dronning Sophie.
I 1205 blev han gift med Dagmar af Bøhmen, datter af kong Ottokar 1. af Bøhmen og Adela af Meissen. Hun døde i 1212 i Ribe.
I 1214 gift anden gang med Berengaria, datter af kong Sancho 1. og dronning Dulce af Portugal.
Hun døde i barselsseng 1221.
Valdemar Sejr og dronning Dagmar fik barnet Valdemar den Unge, 1209-31, gift med Eleonora af Portugal.
Valdemar Sejr og dronning Berengaria fik børnene:
Erik Plovpenning, 1216-50, senere konge
Abel, 1218-52, senere konge
Christoffer, 1219-59, senere konge
Sophie, død 1247
Valdemar havde udenfor ægteskab med Helene (enke efter Esbern Snare) sønnen Knud, 1205-60.
Med en ukendt frille havde Valdemar sønnen Niels, død 1218.
Og så hører vi ikke en lyd om Dagmar, før i en anden folkevise, vel Danmarks mest kendte og elskede. Den fortæller om hendes død også i Ribe, men i "Ringsted lader hun sig vente", Valdemarættens gravkirke. I syv år er Dagmar Danmarks dronning, og i 1209 har hun vistnok 18 år gammel, født sønnen Valdemar. 
Han bliver kaldt Valdemar den unge - Valdemar den 3. Han bliver medkonge sammen med sin far. En enkelt sen udgave af visen hævder, at hun dør i barselseng, de andre nævner det ikke, og vi aner intet , ud over, at 24. maj 1212 dør hun, åbenbart pludseligt, på Riberhus, hvis visen ellers har et. Valdemar er, siger visen, på den tid i Skanderborg, men "Dagmars dreng" henter ham. Han rider sit rasende kongeridt ned gennem Jylland og siger, Anders Sørensen Vedel, med hundrede svende rider han fra Skanderborg, med femten over Randbøl hede, ved Gredsted Bro er kun Dagmars dreng med, og da han når Ribe, "da red den Herre alene". Han kommer for sent. "Dronning Dagmar døde i Liden Kirstens arm, dér Kongen red op ad stræde". Det fortælles, at da han står ved hendes båre, beder han sammen med alle i rummet om, at han må få lov at sige farvel til Dagmar. Hun vågner op, dikterer sit testamente og er allerede borte igen. Dagmars dødsvise er et af højdepunkterne i dansk middelalderlig digtning, en ligefrem fortælling, en enkel og knap form, klare billeder og et tempo der varieres fint efter fortællingen. Der er ro over indledningen, men en pinagtig spænding. Der er drama over "drengens ridt til Skanderborg, og fygende flugt over Kongens ridt til Ribe", selv om man nøjes med den kortere strofe, der vistnok er ældst. Visens melodi, der også er middelalderlig, er et helstøbt lille mesterværk, vemodigt uden sentimentalitet, og med en enkel storhed i de rolige klare tonegange. Et monument over en ung Dronning, men også andet. Visen er langt mere fuld af gåder, end man fanger ved blot at læse eller synge den igennem. Men visen fortæller i første række om en ung elsket Dronning. Er det blot parallelt med barok-agtigt smigrende reportage af i dag, hvor alle kvindelige honoratiores er lige banalt yndige og søde, eller er det realitet? 
Det er i alt fald ikke tom tradition. Dagmars efterfølger får en anden behandling. Dagmar træder frem foran rækken af danske dronninger, vi aner blot i dag ikke hvorfor. Men vi skimter, at ligesom Valdemar nok er en nyere tids Konge, men dog stadig den gamle Lykkemand og Frugtbarhedsgud, der kan bringe velsignelse både til agre og børn blot ved at ride over jorden og røre børnene velsignende med hånden, sådan passer i virkeligheden alt, hvad der siges om Dagmar, langt snarere på en gammelnordisk Gudinde som Ertho eller Frøja. Hun er "daggryet" eller "Dagens hest", lysbringeren , hun er "løser af det bundne" og "fred-sæl". Og selv om Dagmar mærkeligt nok aldrig helgenkåres i Danmark, har visen klart tilløb til det. Den lader hende sige til sidst at "Himmerigs klokker de ganger for mig, Guds engle efter mig vil bie". Hun har skriftet, at på grund af sine silkeærmer skal hun "i pinen brænde" det vil sige i den katolske skærsild, men hun har nu angret og er tilgivet, hun går lige i himlen, og det véd enhver middelalderlig tilhører, at det gør kun Helgeninder. To år efter Dagmars død ægter Valdemar sin anden hustru Bengerd, datter af Kong Sancho af Portugal. Igen er det svært at sige, hvordan han nu finder frem til hende, men hendes bror er Greve i Flandern, som Danmark har gammel forbindelse med. Hendes navn er egentlig Bengaria, men det bliver til Bengerd, "Bjørnens vogter". I Rydårbogen står, at hun kaldes "Bringen-ild", Ildbringeren, som Dagmar er Lysbringer. Det siges rent ud, at Bengerd er heks. Om hende ved vi ellers lige så lidt. Viserne fortæller at hun er ond og forhadt, men det er nok snarere for at skabe et modstykke til Dagmar. Hun føder Valdemar tre sønner, Erik, Abel og Kristoffer. Hun får ligesom Dagmar også syv års ægteskab og dør 27. marts 1221. Det siges at hun er vidunderlig smuk. Kong Erik Plovpenning
1216-50 Konge 1241-50 Erik Valdemarsøn, kaldet Plovpenning, var allerede i en alder af 16 år blevet kronet. Han er 25 år da Valdemar Sejr dør, og han bliver Danmarks konge.
Han er en varmblodig og stridbar ung mand, og nidkær over sin magt.
Erik Plovpenning bryder Valdemarernes gode samarbejde med kirken og der opstår et kraftigt modsætningsforhold til biskop Niels Stigsen Hvide i Roskilde, og ærkebiskop Jacob Erlandsen i Lund. Nu er Hvide ættens fjendskab mod kongen en kendsgerning.
Tilmed lever han i ufred med sine brødre, navnlig med Abel.
Der er flere krigshandlinger mellem de to brødre, efterhånden befinder Danmark sig i en tilstand af rent anarki.
I en pause i borgerkrigen indfører kong Erik den upopulære plovskat, der giver ham tilnavnet Plovpenning.
I året 1250 opstår der igen ufred mellem brødrene, og Erik bliver taget til fange og ført til en båd på Slien, hvor en af Abels mænd, Lave Gudmundsøn, halshugger kong Erik. I korbuen i Sct. Bendts kirke i Ringsted kan du se hvordan de fisker hans lig og af Slien. Han troner også oppe i buen. 
Erik Plovpenning var søn af Valdemar Sejr og dronning Berengaria.
I 1239 gift med Jutta af Sachsen, datter af hertug Albrecht 1. af Sachsen.
PENGE - JORD - SKATTER OG MØNTVÆSEN - HANDEL OG HANDELSVEJE "HVOR DER HANDLES DER SPILDES" I 1981 tog chauffør Ole Bundgaard fat med sin metaldektor på markerne øst for Tårnborg kirke - der blev fundet hele 3294 mønter i Tårnborg, hvilket uden sammenligning er det største middelalderlige enkeltfundsmateriale fra nogen lokalitet i Danmark. Denne overvældende fundmængde lod ingen tvivl tilbage: den middelalderlige Tårnborg by var fundet. For bedre at kunne forstå denne middelalderperiode er det nødvendigt at have lidt viden om økonomiske forhold og de regler og den regulering der fandt sted. 
Fra oldtidsfund i Danmark kender vi kun fremmede mønter - f.eks. romerske, byzantiske eller arabiske. I vikingetiden kommer vi meget langt hjemmefra. Vi sejlede ad europas vandveje til de handelscentre, der var opstået rundt omkring og handlede ind. 
En byplan over Hedeby - på det lokale sprog hedder den Haithabu. Den er vor vigtigste handelsby på den tid. 
Hedeby - Haddeby eller Haithabu. Der er i vore dage ikke så meget at se i Haithabu. Der er halvkredsvolden. Det er ligesom med Trelleborg, der er også kun volden tilbage. Så kan man naturligvis gejle det hele op med Vikingemuseum, pølsevogne og isboder og kopier af runesten i plastic og prøv at bage et snobrød eller at riste runer i et træsværd og andet pop og fjant. I Trelleborg udkæmpes der drabelig slag med træsværd og skjolde mellem drenge og voksne drabelige mænd iklædt "vikingedragter" syet af sækkelærred. Man kan også blive bemalet i fjæset med teatersminke, så man ligner en vild. Må jeg anbefale dig at se domkirken i Slesvig, Gottorp Slot og resterne af Dannevirke. Historieformidling af den karakter jeg har været udsat for, kan man godt være foruden. "Her ser du den seng, som det siges, at vor store eventyrdigter H.C. Andersen under et besøg på Herregården vistnok skulle have sovet i." 
Man kom også til Danmark for at handle ind. En central handelsby var Hedeby.  
Et dansk møntvæsen blev først til i normannertiden, og det var dette møntvæsen, som Harald Hén bragte ensartethed og orden i. 
Man udmøntede kun én mønt, penningen, hvis sølvindhold skulle være på 0,9 gram. Det er svært at skønne over hvad en sådan penning ville have af købekraft i forhold til vore dages mønt. Jeg vover pelsen - finsølv (999 o/oo koster lige netop 4,20 kr. for et gram, men det kan vi ikke bruge til så meget - vi er nødt til at finde ud hvad man fik for en penning dengang og hvad det så ville koste i dag. Det var korn man handlede med og dengang kunne man få en skæppe rug eller byg for omkring en penning. Havre kostede det halve. En skæppe er 17,39 liter (man skal ikke sætte sit lys under en skæppe - i øvrigt er det heller ikke til at opdrive skæpper i vore dage). 100 kg byg koster omkring 150 kr. - et pund byg er lig med 20 skæpper. Det vil sige 1 kilo er lig med 40 skæpper. Et kilo koster 1,50 kr. så købekraften er 40 gange 4 kr. det er lig med 160 kr. Det regnestykke er meget sjovt, men det er alene et skøn over købekraften omregnet til vore dages penge - det er selvfølgelig alt for usikkert. Et andet Spørgsmål er, hvad man kunde købe for de forringede danske Penninge i Erik Menveds Tid. Det lader sig af mange Grunde ikke fyldestgørende besvare, men nogle Antydninger kan dog gives. I Haderslev Stadsret er der som Normalpris 1292 opgivet, at en Ørtug Rug koster 10 Ørtug Penninge: det vil rimeligvis sige, at en Skæppe Rug kostede 10 Penninge (eller en Ørtug). Andetsteds forekommer i Slutningen af det 13. Aarhundrede en Ko værdsat til en Mark Penge, en Arbejdshest til fem-seks Mark og en Stridshest til 20 Mark Penge.
Således var de Møntforhold, som dannede forudsætningerne for de fredløses udmøntninger. Sandsynligvis er denne virksomhed ophørt efter Hindsgavl Forliget 1295, og der kan derefter kun være tale om forfalskning af nogle få årgange af Kongens Mønt. Det er sikkert meget overdrevet, når Erik Menved skød skylden for det danske møntvæsens forfald paa de fredløse (og på ærkebiskoppen, der stod bag dem). Derimod er det forståeligt, at det var en god forretning for de fredløse, selv om de lod de fangne møntmestre slå mønten fuldgod og fuldvægtig med Kongens kobberpenninge. Og straffen for møntfalskneri, tabet af den højre hånd, kunde ikke skræmme mænd, der forud stod til stejle og hjul.
Der gik 10 penninger på et ørtug, og 3 ørtug på en øre, og endelig 8 øre på en mark sølv. Sølvmarken var altså lig med 240 penninge eller i finsølv lig med 216 gram sølv, hvilket i vore dages sølvpris er lig 907,20 kr. Foruden i sølvværdi regnede man også i korn. Det var nemlig det mest almindelige betalingsmiddel. En mark korn deltes - ligesom en mark sølv - i 8 øre på hver 3 ørtug. I sedet for i penning deltes kornørtugen i imidlertid i skæpper, og da disse var af forskellig værdi alt efter hvilken kornsort det drejede sig om, blev antallet af skæpper i en mark korn sat forskelligt. En mark korn var således 240 skæpper rug, 288 skæpper byg eller 480 skæpper havre - svarende til disse kornsorters relative værdi. Der lyder sandt for dyden noget indviklet, men hensigten var god nok: en mark korn havde samme værdi, hvad enten man regnede i rug, byg eller havre. Vi må med rimelighed kunne antage at en mark korn har haft samme værdi som en mark sølv, men senere løb de to værdimål fra hinanden. Også den tid havde sine prisstigninger og sin inflation. Det ser vi aktuelt lige netop i disse dage hvor kornpriserne er voldsomt stigende grundet kulde over store dele af europa. Prisen er som bekendt bestemt af forholdet mellem udbud og efterspørgsel. Falder udbuddet grundet mindre høst så stiger kornprisen. Med sølvpriserne er det anderledes, her ser vi også voldsomme stigninger målt i forhold til vore danske kroner og dermed Euroen. Sølvet er ikke faldet i værdi det er papirpengene i form af et voldsomt udbud fra seddelpressen, der falder i værdi. Du skal her vide at retten til udstedelse af obligationer er lige så godt som en seddelpresse. Seddelpressen i den europæiske centralbank kører på højtryk, det får inflationen til at eksplodere og priserne på alt til at stige. Har du opsparing stående i banken eller en pensionsopsparing, vil du opleve at værdien af den udhules dag for dag. Der er kun et at gøre. Anbring dine midler i noget der er værdifast, sølv, guld eller en konto i Schweiz i dette lands guldindløselige franc. Du bliver tudet ørene fulde, om finanspagter, erurobligationer, problemer i de sydeuropæiske lande, stram budgetstyring, konkurrenceevne og vækst og jeg ved ikke hvad. Sagen er ganske enkelt den, at der er nogle der har lånt pengene og stadig har dem og ikke på nogen måde er sindet at betale dem tilbage. Tro mig, det her klares ikke med alle de krumspring - det viser historien, at det aldrig er blevet. Kun een ting er sikker, man stjæler værdien af din opsparing og værdien af din arbejdskraft (kendt som merværdi). Evighedsmaskinen er nemlig ikke opfundet. I slutningen af Valdemarstiden var prisen på en mark korn steget til i hvert fald 2 mark sølv, og siden blev forskellen endnu større. Hvordan kunne det nu gå til? Såre simpelt. Kongerne kunne ikke lade være med ved udmøntning af nye pengestykker - meget kortsynet - at skabe sig en betydelig fortjeneste ved at blande billigt kobber i sølvet. På den tid, da en mark sølv i teorien var halvdelen af en mark korn, indeholdt de mønter som udgjorde en mark sølv kun sølv for en tredjedel af deres pålydende. I Valdemar Sejrs sidste regeringsår gjorde man et forsøg på at stabilisere pengenes værdi, men som så mange forsøg af den slags mislykkedes det, og i de følgende år sank pengeværdien katastrofalt. Den udvikling i pengevæsenet som jeg her omtaler er et utroligt vigtigt træk , hvis man vil fatte og forstå udviklingen i 1100- og 1200 tallet. Den tuskhandel, som havde været naturlig og i vid udstrækning tilstrækkelig for det gamle samfund, kunne ikke bestå i en verden, hvor handel på fjerntliggende byer og via mellemhandlere trådte i forgrunden. Hertil var det nødvendigt med pengestykker, alene som en fast værdimåler for de forskellige varer. Men i ikke mindre grad var det nye system den nødvendige forudsætning for, at der kunne danne sig et organiseret og centraliseret samfund. 
Min tanke med dette kort var at vise handelsstederne, handelsvejene og hvilke varer man handlede med. Det kan bare ikke sammenfattes i et kort og det hele er langt mere kompliceret fordi hele handelsmønsteret ændrer sig over en 1500 hundredeårig periode. Vi kom også langt længere væk end det her kort viser. Jeg har fundet et andet kort som jeg lige skal have affotograferet og så skal jeg lige have læst op på emnet. Det handler ikke kun om skind, smør, kobber, jern, træ, okser, heste, huder, vin, øl, fedt, sild og salt. Der er også glasvarer, lervarer, honning, klædningsstoffer, smykker, våben, råstoffer, korn, slaver og utallige andre varer. Hvor producerer man hvad, hvem er mellemhandlere, hvem transporterer, hvem distribuerer og hvem er kunderne. Bare hos os i Taarnborg er det meget vanskeligt at få et overblik over handelens omgang og så videre. SLAGELSE SOM MARKEDSPLADS OG HANDELSCENTRUM Slagelse får allerede købstadsrettigheder i 1288 fordi der var en stor handelsplads med markeder her. Skt. Peders kirke i Slagelse - byens ældste bygning - er fra midten af 1100 tallet og Antvorskov kloster oprettes også i 1100 tallet. Så der er varetransport i stort omfang fra Slagelse til Tånborg og omvendt. HELLIG ANDERS SKAFFER JORD TIL SLAGELSE Du kender sikkert historien om Hellig Anders, hvis mindekors står i kopi på Hvilehøj vest for Slagelse by. Det var Anders der skaffede Slagelse by sine udstrakte bymarker, fordi han af Kong Valdemar den Store fik lov at indlemme så megen jord, som han kunne nå at omride på et ni dage gammelt føl, mens kongen var i bad. Anders må have brugt overnaturlige kræfter , eller også badede Valdemar meget længe, idet han måtte kaldes op af badet for at få stoppet Anders og hans ridetur, inden det gik for vidt. Hellig Anders - der døde 1205 - var præst ved Skt. Peders kirke. Anders blev dyrket som skytshelgen for Slagelse i århundreder, men aldrig kanoniseret af pavestolen. fortsættes ... 
Udsigt til Solgården og udsigt til Halseby sø og mose. Der var et helt samfund herude ved Borgen, kirken og Korsør Nor i Tårnborg i middelalderen og også med et særdeles kreativt pengevæsen. 
Jeg har her indsat et link om møntfundene på Tårnborg. Vor lokale museumsmand Henning Nielsen, der stod for udgravningerne herude har fortalt mig, at der foregik falskmøntneri i enormt omfang herude, man smeltede og hældte kobber i sølvet og prægede ulovligt sine mønter, med stempler der var kopier af danske og udenlandske mønter. Han har fundet stabler af møntblanketter klar til prægning. Marsk Stig som vi i særlig grad knytter til vort område havde skaffet sig danske møntmestre i sit sold. Han indrettede et falskmøntnerværksted på øen Hjelm, hvor han havde slået sig ned. http://www.danskmoent.dk/artikler/kghtaarn.htm http://www.danskmoent.dk/galster/hjelmgal.htm Kilder: 
Johan Ottosen: Vor Historie indtil Dronning Margrete. 1901 Palle Lauring: Billeder af Danmarks historie. 1972 Erik Kjergsgaard: Danmark historisk Billedbog - Bind I. 1969 Politikens Danmarkshistorie, Bind 3. Kongemagt og kirke 1060-1241. 1963 A.D. Jørgensen: 40 fortællinger af fædrelandets historie. 1882 Palle Lauring: Danmarks Historie. 1968 Erik Kjersgaard: Danmarks Historie. 1 - Jæger - Bonde - Ridder - 1983 Kjeld Galster: Ingemanns Historiske romaner og digte. 1922 Erik Kjersgaard´s Nye store Danmarkshistorie. Bindene: 3 Valdemarerne, 4 Borgerkrige og 5 Usikker union. 1988 Ingemann: Valdemar Sejr. Nationaludgaven med illustrationer af Poul Steffensen. 1913 Axel Olrik: Danske Heltesagn. Tegninger af Lorens Frølich. 1900 Lademanns Verdenshistorie. Bind 2 Middelalderen. Historie og kultur. Redaktion Henning Dehn-Nielsen. 1983 Palle Lauring, Valdemarerne. 1959 Westermanns Atlas zur Weltgeschichte. 1967 Historisk Atlas Danmark. 1988 Danmarks Melodibog - folkeviser og middelalderviser. Bind I - V. Danske Kirker. Turistforeningen for Danmark. 1962 Nordens Domkirker. Foreningen Norden. 1962 400 danske Landsbykirker. Johan Exner. 1968 Danmarks malerkunst. 4. udgave. 1956 Kunstens historie i Danmark. Karl Madsen. 1901-07 Vore gamle kirker og klostre. Gorm Benzon. 196? Danmarks Kulturhistorie. Ib Koch-Olsen. Udgivet som samlehæfter. 195? MENTOR. Udgivet som samlehæfter. 195? - min veninde Åse har indbundet for mig. Fortiden som spejl - om danske historiske romaner. Mette Winge. 1997 Danmarks Historiens hvornår skete det - fra oldtid til nutid. 1985 Et byggeri - for vorherre og evigheden - Danske romanske kirker, planlægning, planer og målforhold. Helge Nielsen. 2012 Viking og hvidekrise. Handelens veier. professor Knut Helle. 2000 Langs Hærvejen. Hjalmar Ørnholt og Wermund Bendtsen. 1959 Bønder, købmænd og krigskarle i jernalderen. Lone Hvass. 1980 Vikingerne i England. Flere forfattere. 1981 Vikingetidens Danmark. Aksel E. Christensen. 1969 genudgivelse 1977 Absalon - fædrelandets fader. Frank Birkebæk, Tom Christensen og Inge Skovgaard-Petersen. 1996 Midt på Sjælland. Samvirkende danske turistforeninger. Turistårbogen 1981 Sydsjælland og Møn. Samvirkende danske turistforeninger. Turistårbogen 1975 Nordvestsjælland gennem 10.000 år. Therkel Mathiassen. 1963 Vestervejen - Om vikingernes sejlads. Carl V. Sølver. 1954 Danmarks Arkitektur - Kirkenes huse. Hugo Johannsen og Claus M. Schmidt. 1981 Ribes vikinger. Stig Jensen. 1991 Danmarks nationale seværdigheder - et leksikon - øerne. Hans Runge Christoffersen. 1995 Europas Arkitektur Historie. Nikolaus Pevsner. 1973 udgaven. Sydsjælland og Møn. Turistforeningen for Danmark. A. Nordahl-Petersen. 1933 aarbogen. Danmarkshistoriens Hvornår skete det - Fra oltid til nutid - Kai A. Petersen - 1985 Kristendoms kundskab - Alfabetisk opslagsbog - Gads Forlag 2. udgave 1979 Troens Billeder - Romansk kunst i Danmark. Lise Godtfredsen og Hans Jørgen Frederiksen. 1987. Kirkens Liturgi. Søren Sørensen. 1969 Merkantilismen. Jørgen H. Barfod. 1971 Kongedatteren Leonora Christina Ulfeldt og hendes husbond. Margrethe Petersen. 1938. Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bind 1-16. 1 udgave. Danmarks kirker set fra luften. Danske kirker. Turistforeningen for Danmark. 1962. Handelshistorie. H.E. Gade og H. Juul Madsen. 1969. Vordingborg og Omegn. L.P. Poulsen. 1896.  Du kan læse hele teksten ved at klikke på bogen eller her:
Saxo Grammaticus.pdf SAXO GRAMMATICUS: Danmarkshistorie - flere oversættelser - jeg synes lige du skal se et par ganske få af illustrationerne fra disse værker. De kulørte farvelagte synes jeg er rigtigt dygtigt udført. Jeg skal lige sige, at min hele bogsamling er blevet til på den måde, at jeg har købt det meste på loppemarkeder - en kasse bøger for 10 kr. eller kasserede bøger fra biblioteker. En hel pose bøger i bærepose for 10 kr. Mentor har jeg givet 2 kr. for og Danmarks kulturhistorie har kostet mig en krone. Jeg har desværre ikke plads til flere bøger i huset. Det jeg køber gider andre ikke købe - så dem gafler jeg lige. Tænk Danmarks Melodibog - alle 5 store bind kunne være i en plastpose til en tier. Nu får du forhåbentlig lidt glæde af illustrationerne og de mange morsomme ting man kan finde i disse bøger. Saxo har jeg dog måttet slippe en halvtredser for, men så var den også som ny. Det er udgaven med alle Louis Moes illustrationer. Gyldendals og Politikens Danmarshistorie - 1. udgaven har jeg dog også måttet slipppe lidt mere for. Jeg fik alle 16 bind for en hund. De havde aldrig været åbnet. 
Det kan du klare med et enkelt blik. Svantevit i fede farver. 
Du er ikke i tvivl nu om, at det her må være mordet på Knud Lavard. 
Her får du lige chefen i fuldt ornat. Han er iklædt en beskyttelsesdragt der er hug- og stiksikker. Forløberen for vor tids skudsikre vest. Den kaldes en ringbrynje. En ringbrynje er en rustning, der har været benyttet i store dele af Europa i over 1000 år. Rustningen består af tusindvis af metalringe, der er sat sammen, så hver ring sidder sammen med 4-6 andre ringe. Dette giver en stærk konstruktion, der kan modstå hug og stik, samtidigt med at det giver stor bevægelsesfrihed. Ringbrynjer er kendt fra jernalderen, vikingetiden og middelalderen. De måske ældste danske eksemplarer stammer fra Hjortspring-fundet, hvor våbenudstyr fra en slagen styrke, deriblandt flere ringbrynjer og en båd, blev ofret i en mose omkring 350 f.Kr.
En komplet ringbrynje kan indeholde 20-30.000 enkeltringe, og vejer typisk 12-25 kg. Romerske brynjer var korte, men havde en krave rundt ved og op over skulderen, der virkede som ekstra beskyttelse mod slag og stik. Vikingetidens brynjer var ofte koftelange, og ærmerne gik til albuen. I middelalderen blev ærmerne længere, og man lavede hætte og "bukser" i ringbrynje.
Man gik også over til at "fylde huller ud" i pladerustninger med ringbrynje. Dvs. man havde solide metalplader på større stykker af kroppen, f.eks. skinnebenet, maven, over- og underarmen, men i led såsom knæhaserne, albuerne og under armene kunne man have et stykke ringbrynje. Dette gav større beskyttelse, mens man stadig havde en vis bevægelighed.
Nogle brynjer var også nittede eller endda dobbeltnittede. Når ringende bliver nittet, øges brynjes holdbarhed betydeligt. Dette er dog meget dyrt, da det skal gøres ufatteligt mange gange. Derfor var det kun de rige, der havde råd til at få lavet en nittet ringbrynje.
Ringbrynjen beskytter mod skærende eller stikkende våben. Den sørger for, at man ikke får åbne sår, men absorberer ikke slaget så meget, at man ikke kan få indre læsioner. Bliver man hugget i en arm, der er dækket af ringbrynje, med et sværd, vil man ikke få hugget armen af, men man vil temmelig sikkert pådrage sig en fraktur. Af samme grund blev der oftest båret en vams eller en slagkofte under brynjen til at absorbere slagene yderligere. En vams er to eller flere stykker stof, hvor der er fyldt ud med nogen blødt imellem. Slagkoften består af mange lag stof (gerne over 12), der er syet sammen: Begge har den egenskab, at de er tykke og bløde, og derfor kan de absorbere slag og stød.
Da en ringbryjne bliver lavet af jernringe, kan den hurtigt ruste. Dette har man i forhistorisk og i historisk tid modvirket ved at dyppe brynjen i kogende olie.
 Her er chefens ven i en tilsvarende hug- og stiksikker dragt. 
Denne illustration viser ypperstepræsten i Svantevits tempel. En gang om året blev alle indkaldt til højtideligheden hvor præsten tømte drikkehornet. Så kunne kan give varsler om det kommende år. Alle deltagerne blev afkrævet en penning i entre. Bagefter holdt man ædegilde med deltagerne på alt offerkødet og det var en dyd at alle deltagerne drak sig fra sans og samling. 
... Frederiksborg Museets billedsamling og en hel masse mere. De fleste fotos er webmaster selv mester for. Mester og mester - med et lille billigt lommekamera fra Aldi er det begrænset hvad det kan blive til, men jeg har det altid med og det er altid skudklart. Jeg har masser af professionelt fotoudstyr, men jeg gider det ikke mere. Hovedforfatteren er dog SAXO der er klerk (vel nærmest en sekretær) hos Absalon, han har fået i opdrag af Absalon at skrive en Danmarkshistorie. Den bliver skrevet på det mest forfinede latin. I samtiden hvor kun ganske få kan læse får den ingen større udbredelse, men senere er den udgivet i oversættelse i et sådant omfang, at den kan måles med H.C. Andersens og Martin Andersen Nexø´s berømmelse og deres værkers udbredelse. SAXO - EN MESTER I PSYKOLOGISK KRIGSFØRELSE. HAN SKAL MED SIT VÆRK SIKRE KONGEDØMMET SOM DER ER MÆGTIGE MILITÆRE OG POLITISKE BESTRÆBELSER BAG. DET ER REN PROPAGANDA - KONGEPROPAGANDA  
Det er et fint stykke arbejde, men lider selvfølgelig af det minus, at munken er på det rene med, at han skal skamrose Absalons og hans slægts og Valdemars bedrifter. 
Et eksempel er da han skal beskrive hvordan Absalon sammen med Valdemar får lusket ærkebispesædet i Lund fra forgængeren Eskil i 1177 og Absalon lige samtidig bevarer sit bispesæde i Roskilde. Der er lagt et tykt røgslør ud over den politiske baggrund for de faktiske begivenheder, men SAXO fortæller historien med stor dramatisk kraft og den er litterært set et mesterværk - her er SAXO allerbedst som fortæller. Han er bestemt ikke en uafhængig historiker. Han er dog samtidig med disses meritter og derfor er beskrivelsen så god. Han har selv været der og set og oplevet det meste, at det der sker under Absalon og Valdemar. 
Vi har kun 4 bevarede originale sider af dette værk. | | |
HVORNÅR BLEV TÅRNBORG KIRKE BYGGET? 
Vi ved ikke præcist, hvornår kirken blev opført. Dog er det sådan, at først kom borgen og så næsten samtidig kom kirken. En del historikere hælder til, at det er Valdemar Sejr der bygger borgen og i tilknytning hertil kirken. Absalon har ligget med sin flåde i Korsør Nor og har gemt sig ved øerne Lilleø, Magleø og Egø ved en del lejligheder - så stedet er velkendt. Når man betænker, at Danmark i næsten 150 år er blevet regeret herfra og at der er blevet holdt Danehof her er det indlysende, at stedet har haft central betydning. Danske konger opholdt sig ofte på Tårnborg, når de afventede gunstigt sejlvejr så de kunne komme til Fyn. Her gik sejlruten oftest via Langeland. Handelspladsen med den 700 lange stenbeklædte mole ud i Noret understreger også, at stedet med sit anløb af handelsskibe og stedets faste befolkning, der fik stedet til at fungere og de store møntfund på stedet Tårnborgs betydning. Derfor var kirken så stor. Tårnborg og kirken samt handelspladsen skal ses i sammenhæng med, at Valdemar den Store bygger borgen på Sprogø og i Nyborg. Disse ting er samtidige. Tårnene på borgene har været anvendt til udkig og til kommunikation mellem tårnene Nogle mener der under den nuværende kirke lå en lille trækirke, som er blevet brændt. Det kan jeg ikke finde noget historisk belæg for. Derimod har der formentlig ligget en trækirke eller måske flere i området - eksempelvis Frølunde (Frejas Lund). Området som dengang var skovbevokset har været beboet af mennesker siden oldtiden. Der var masser af muligheder for fiskeri i Noret og vi ved fra mange arkæologiske udgravninger i området, at man dels har boet ved kysten og på de højst beliggende områder. Vi finder oldtidsgrave i området og vi ved, at der har boet vikinger ved Tårnborg. Et kvalificeret gæt er et tidspunkt mellem 1200 og 1250 - nok nærmere 1200 end 1250. På det tidspunkt er det Valdemar Sejr (ham der var gift med dronning Dagmar) der er konge i Danmark - så det kan også være ham der sætter kirkebyggeriet i gang. Martin fra Nationalmuseet mener kirken er yngre end oprindelig antaget, måske helt op til 70 år yngre. Det er ikke usandsynligt at vi kan havne på omkring 1180 og så er det Valdemar den Store der formentlig er initiativtager. Det er ham der bygger Tårnborg. STEDET BURDE SLET IKKE HEDDE TÅRNBORG Kirken blev opført her, fordi den skulle betjene den borg eller det slot, som lå her og gik under navnet Thorneborgh. Den blev opført i 1100-tallet. Det skal her præciseres, at Tårn er en afledning af det oprindelige navn Thorneborgh (tysk: Dorneburgh), der betyder Tornebakke og som henviser til den bevoksning af tjørn - der formentlig, som et naturligt led i forsvaret af slottet (borgen) var den væsentligste vegetation på stedet. Det er ikke tårnet, der tænkes på. Ordet borg skal her forstås i betydningen bakke, en højtravende, anselig bakke blev kaldt en borg. Så det burde hedde: TORNEBAKKEN eller TJØRNEBAKKEN. Der lå også en stor ladegård i området og der var en pæn stor handelsplads med bebyggelse. Ladegården lå over et areal på 2,9 hektar og middelalderbyen på 5 hektar. Resterne af bebyggelsen er udgravet og billeder og tegninger kan ses andetsteds på vort web-site. (se en omtale og billeder herfra). Klik her: Grundejerforeningen Taarnborg - hvem er vi? Jeg opfrisker lige et par tal fra den danske kongerække: Valdemar den Store (tilnavnet fik han senere) kom til som konge i 1157 efter 10 års borgerkrig i Danmark. Det er stridighederne du kender fra den morsomme teaterforestilling Svend, Knud og Valdemar med Jesper Klein, Gotha Andersen og Jytte Abildstrøm. Han var søn af hertug Knud Lavard, der blev myrdet i Haraldsted skov af Magnus, der var søn af kong Niels. Haraldsted ligger nordvest for Ringsted ud til landevejen Roskilde/Ringsted. Det er historierne om Svend, Knud og Valdemar og blodgildet i Roskilde, der hører denne periode til. Knud blev først gravlagt i Haraldsted, men Valdemar gravsatte senere sin far - der nu var blevet helgenkåret - i Ringsted foran højalteret i den Frådstenskirke, der var på stedet og som man har fundet rester af ved senere udgravninger i Sct. Bendts kirke. Ringsted kirke har heddet Vor Frue Kirke, senere da Knud blev helgenkåret Sct. Knuds. I vore dage er kirkens navn Sct. Bendts (kirken blev jo oprindelig bygget i tilknytning til et Benediktinerkloster på stedet). 
Benedict af Nursia. På dansk blev navnet Bernhard. Man var Bernhardiner når man tilhørte ordenen. Det var en sådan benedektionerorden, der havde slået sig ned i Ringsted. Så Sct. Bendts Kirke, som Valdemar udbygger er oprindelig denne ordens klosterkirke på stedet. Denne betydningsfulde munkeorden stammer fra klosteret på Monte Cassino syd for Rom. Ordet kloster betyder indelukke. Et kloster er en bygning, hvori munke eller nonner lever sammen efter en klosterordens regler. Hvorfor gik mange af middelalderens mennesker i kloster og lukkede sig inde? For at søge ensomhed til koncentration om det eneste saliggørende, troen på nåden og frelsen. For som Jesus sagde til den rige, unge mand: „Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene; og kom så og følg mig!” At gå i kloster var at følge Jesus.
De regler, som Benedikt af Nursia i 500-tallet gav for klostret Monte Cassino syd for Rom, blev forbillede for det vesterlandske klostervæsen. Fra benediktinerordenens klostre kultiveredes den germanske verden; her overlevede oldtidskulturen i afskrift efter afskrift, her skabtes kirkemusikken, og herfra drog munke og nonner ud i missionsmarken. Klostrene var kulturens arnesteder i det middelalderlige Vesteuropa.
Til Danmark nåede klosterbevægelsen i de sidste årtier af tusindtallet, da hen ved en halv snes mandsklostre blev grundlagt. De fleste i tilknytning til en domkirke, i Dalby, Lund, Roskilde, Odense og Viborg, beregnet for kannikerne (kannikerne var præsterne i klosteret, der udførte de kirkelige handlinger) og i begyndelsen uden fast forbindelse til de gamle klosterordener, benediktinerne og augustinerne. Herudover skal roskildebispen Sven Nordmand have grundlagt egentlige benediktinerklostre i Ringsted og Slagelse. Det berettes i Roskildekrøniken.
I de første årtier af 1100-tallet stod klosterbevægelsen i Danmark i stampe. Først i 1135 hører vi om stormanden Peder Bodilsens godsgave til Næstved Sankt Peders Kloster, som biskop Eskild i Roskilde støttede. Samtidig fik ringstedklostret gaver af Erik Emune, som forberedte dyrkelsen af Knud Lavard. I 1137 blev klostervennen Eskild ærkebiskop. Herefter stiger klosteraktiviteten hastigt, men stadig i benediktinernes regi. Således grundlagdes der nye klostre på Sjælland, i Sorø og Esrum, og i Jylland, i Essenbæk ved Randers Fjord, i Venge ved Skanderborg og i Seem (Sem) ved Ribe. Flere af disse overgik siden til andre ordener og blev ansete institutioner, men i deres benediktinske begyndelse har de været beskedne huse med små munkesamfund, og de har ikke sat sig synderlige spor i de skriftlige kilder. Det samme gælder de ældste benediktiner-nonneklostre, der blev grundlagt i Ålborg og Lund i første halvdel af 1100-tallet.
Grundlæggelsen af klostret i Citeaux i Frankrig i 1098 betød fornyelse af det europæiske klostervæsen. Klosterliv og landbrug, bøn og arbejde, forenedes i den nye cistercienserorden, der under Bernhard af Clairvaux vandt hastig udbredelse og stor betydning netop i en periode, da man i Nordvesteuropa i stor stil opdyrkede nyt agerland. I Danmark var ærkebiskop Eskild den nye klosterordens varme forkæmper. Bernhards levnedsskildrer præsenterer ham således: „Den højsindede mand, danernes ansete ærkebiskop Eskild viste vor hellige fader sin enestående kærlighed og beundrende hengivenhed; den mægtige mand, som i det danske ørige i åndelige og verdslige ting havde en magt som ingen anden, kom fra jordens yderste grænse til Clairvaux så ydmyg og ophøjet, som alene den kan være, der drages ikke blot af begær efter visdom, men også af troens iver og den fuldstændige hengivenhed.”
I 1144 medvirkede Eskild ved stiftelsen af et cistercienserkloster i Herrevad i Skåne, som bemandedes med munke fra Citeaux. Det samme blev to svenske klostre, som blev grundlagt snart efter. Da Eskild i 1153 vendte hjem fra sit besøg i Clairvaux, drog en munkekoloni herfra med ham til klostret i Esrum, som tidligere var beboet af benediktinere, men som kongebreve havde givet Eskild rådighed over. Der er det helt specielle ved cisterciensermunkene, at de ikke var underkastet de lokale kirkelige myndigheder. Hver munk måtte eje sin egen formue og ordenen var alene underkastet Paven.
Herefter synes Eskild at foretrække en ny munke- og nonneorden fra Prémontré i Champagne, den såkaldte præmonstratenserorden, hvis medlemmer bar en hvid dragt. De skulle være præsteviede og leve i cølibat. Omkring 1150 grundlagde Eskild to præmonstratenserklostre i Skåne, i Tommerup (Tommarp) og Øved, som fik munke fra Prémontré. Klostret i Børglum i Vendsyssel tilhørte samme orden, men fik tyske munke. Det blev sæde for Danmarks nordligste bispedømme.
Det er Valdemar den I - den Store der grundlægger klosteret Vitskøl i Jylland tæt på Løgstør. Stedet bliver også kaldt Bjørnsholm. Han gør det som tak for sejren i 1157 på Grathe Hede. Grathe eller Grade betyder grå. Så heden hed egentlig også Gråbøl Hede.
Benediktinerordenen, Ordo Sancti Benedicti, O.S.B., er en munkeorden stiftet af den hellige Benedikt af Nurcia (Nursia, i dag Norcia) i året 529 på Monte Cassino, Italien. 
Munkenes vigtigste opgave er den fælles tidebøn og dernæst arbejdet; Deres motto er Ora et labora - Bed og arbejd. De skulle efter Benedikts regel forpligte sig til
Fast opholdssted
Fattigdom og cølibat
Lydighed
Ansgar, der indførte kristendommen i Danmark, var selv benediktiner, og der har været ca. 35 benediktinske munke- eller nonneklostre i Danmark. Voer Kloster ved Mossø menes at have været det ældste.
Det var her på det strategiske punkt på bjergets top, hvor bjergkæden adskiller nord- og syditalien, at tyskerne havde forskanset sig under den anden verdenskrig. Det tog tid, men et kompagni af amerikanske negersoldater fik i opdrag at rydde tyskerne bort. Det var en ren selvmordsoperation.
Slaget ved Monte Cassino (17. januar til 18. maj 1944) var i en fire-måneders periode et af de længste og blodigste slag i anden verdenskrig , med store tab på begge sider. 55.000 allierede - ikke kun USA og Storbritannien, men også de Frie Franske styrker, Canada, Britisk Indien, Polen og New Zealand satte tropper ind - og 20.000 tyske og italienske soldater mistede livet her og omkring 3 gange så mange blev sårede og invaliderede. Det startede med landgangen på Sicilien i september 1943. Rom faldt først den 4. juni 1944 kun 2 dage før D-dag - invasionen i Normandiet. 
Ad 2 omgange tæppebombede de allierede klosteret, selv om både paven Pius d. 12 og den tyske feltmarskal Albert Kesselring havde forsikret de allierede om, at man havde indgået en aftale med munkene om ikke at anvende selve klosteret som strategisk militært punkt. Klosteret - verdens første grundlagt år 524 var en kulturhistorisk perle, der ikke burde lide overlast. De amerikanske og britiske tropper kunne trods ihærdige forsøg - hele 4 slagplaner blev sat i værk før det lykkedes - ikke gennembryde de tyske forsvarslinjer. Klosteret blev pulveriseret og de sidste overlevende forlod ruindyngerne. Først i 1969 ville man fra USAs side indrømme, at bombningerne var en fejltagelse. Det er bestemt en spændende historie, men det er desværre ikke lige emnet her. Til trøst for de mange kan jeg oplyse, at klosteret i vore dage er fuldstændigt genopbygget. Kommer du på disse kanter i Italien i Lazio, tæt på Napoli bør du aflægge klosteret et besøg. Heldigvis havde 2 tyske officerer Kaptajn Maximilian Becker og oberstløjtnant Julius Schlegel fra Hermann Göring Panzer Division forudset, hvad det hele kunne ende med. Deres overordnede gik med til i efteråret 1943, at alle klosterets skatte blev evakueret i løbet af 3 uger til Vatikanet og Engelsborg. Alle malerier og alle dokumenter og alt i biblioteket blevet reddet. Det skal afsluttende siges, at da klosteret var blevet ødelagt indtog tyskerne det, hvilket i høj grad skadede de allierede. Nu var det næsten umuligt at komme gennem forsvarslinjen.
BYGGEMATERIALER Det mest naturlige er, at man anvender det byggemateriale man kan finde på stedet. Det har man gjort overalt i verden. Man kan selvfølgelig også til prestigebyggerier som borge, kirker o.s.v. hente byggematerialer langs vej fra. Frådsten var et materiale, man havde naturligt og rigeligt af i Danmark i starten, men det blev der hurtigt mangel på - det er såkaldt kildekalk, som i frisk, våd tilstand er let at forarbejde, når den er tør bliver den hård og vejrbestandig. De første danske kirker var opført i træ og alle er gået til grunde ved simpelthen at rådne op. Så anvendte man i vidt omfang kampestensfundamenter i form af en såkaldt stensyld og undgik, at træstolperne så let rådnede op. Man kunne vælte sig i store kampesten og frådsten - i begyndelsen, men så slap disse materialer op. Man kunne bygge af de utildannede kampesten. Skulle det være fint kunne man tilhugge dem til kvadrer, men det var et slidsomt og besværligt og ikke mindst kostbart arbejde. Senere hentede man tufsten fra Rhinområdet (blev brugt som ballast, når man sejlede retur til Danmark) og i adskillige danske kirker indgår tufsten som byggemateriale. Vi finder især Tuf anvendt i Sønderjylland. 
Bemærk borgens udseende, den minder utroligt meget om Tårnborg. Tårnet blev brugt til udkig, men også til at kunne signalere til og fra andre tårne - eksempelvis tårnet på Tårnborg eller på borgen i Nyborg. Borgen har givet også været et forsvar for handelspladsen i Tårnborg mod sørøveri foretaget af de mange pirater, der huserede den gang. Det var Valdemar den Store der lod den borg opføre. Bemærk også de røde teglsten. 
I Valdemars tid bygges der borge i hele Danmark, der primært kan sikre overfartsstederne. Det var Valdemar der indførte teglstensbyggeriet i Norden. Det gik til på den måde, at en af hans gesandter - der var udsendt til Italien og dermed Romerkirken - i Norditalien, nærmere bestemt i Lombardiet - en af Italiens 20 regioner - den der ligger mellem Alperne og Po-dalen - var stødt på kirker i teglsten og gjorde Valdemar opmærksom herpå, da han ville bygge en kirke i forbindelse med klosteret i Ringsted. BRÆNDT KALK (KRIDT) - KALKMØRTEL - CEMENTMØRTEL En forudsætning for teglstensbyggeri er, at man har mørtel til sin rådighed. Mørtel og her i form af kalkmørtel er det bindemiddel som kan sammenbinde teglstenene og for den sags skyld også kampestenene til et sammenkittet bygningsværk, der er nærmest uforgængeligt. Kalkmørtel fremstilles ved at brænde kalk. Mørtel er et materiale, som anvendes i murværk for at fylde mellemrummene mellem stenene med henblik på at holde dem sammen til en fast konstruktion. Stenene kan være natursten, mursten osv.
Mørtel er en blanding af sand, et pulveriseret bindemateriale og vand, som bliver påført som en pasta, og som så tørrer og bliver hårdt.
Den tidligste kendte mørtel blev anvendt af de gamle ægyptere, og den blev lavet af gips, som blev blandet med vand og sand - og var ret blød.
Kalkstensmørtel med brændt kalk (CaO) som bindemiddel blev opdaget omkring 4000 f.Kr., dvs. den tid hvor de store ægyptiske pyramider blev bygget.
Brændt kalk (CaO) bliver fremstillet ved at varme kalksten (CaCO3) op. Herved frigives gassen CO2, og resultatet er CaO. Når CaO senere blandes med vand, dannes hydreret eller læsket kalk, som under processen frigiver varme (exoterm) og langsomt tørrer til fast Ca(OH)2. Læsket kalk er normalt temmelig plastisk og derfor let at arbejde med. Med tiden reagerer læsket kalk med luftens CO2. Derved gendannes CaCO3, mens der frigives vand under hele processen. Kalkstensmørtel blev anvendt overalt i verden, specielt i Romerske bygninger i det meste af Europa og Afrika. Samtidig med indførelsen af teglstenen indførtes også kalkbrændingen. Hele den danske undergrund er stort set skrivekridt (kalk). Danmark har haft og har stadig en enorm teglstensindustri og tænk blot på Portland Cement i Ålborg. Vi har eksporteret cement og hele cementværker (rotorovne) til hele verden. her et par link: http://www.tegl.info/ FL Schmidt.pdf http://www.kulturarv.dk/25fantastiske/25-fantastiske-industrier/aalborg-portland/ http://www.fortidsmindeguide.dk/Birkesig-Kalkovne.nt006.0.html
Cementmørtel blev udviklet af romerne, men blev ikke særligt udbredt i Europa indtil det 18. århundrede, og den afløste først kalkstensmørtel i 1930. Kalkstensmørtel er langsommere til at hærde, men er mere fleksibel, hvilket gør det bedre egnet til "bløde" gamle mursten. Cementmørtel er mindre gennemtrængelig, hårdere og mere anvendelig med moderne hårde mursten.)
KONGE OG KIRKE SOM EN SAMMENTØMRET ENHED DISSE VENDERTOGTER VAR, NÅR DET KOMMER TIL STYKKET "DET RENE FIS". INDADTIL STYRKEDE DET ABSALONS OG VALDERMARS OMDØMME - DEN ALMINDELIGE BEFOLKNING FALDT I SVIME OVER DEM REALPOLITISK FIK VI INTET UD AF DET - VI GJORDE INTET FOR AT SIKRE DET VI HAVDE EROBRET OG SACHSERNE SNUPPEDE KORT TID EFTER DET HELE OG FORLANGTE SKATTEKISTERNE UDLEVERET DYBEST SET VAR DER OGSÅ NOGET RABLENDE GALT I AT EN KONGE OG EN BISKOP DROG PÅ LEDINGTOGTER SAMMEN MED LANDETS OVERKLASSE FOR SOM EN ANDEN FORBRYDERBANDE AT RAGE ANDRE MENNESKERS EJENDOM TIL SIG - EN SÅDAN ADFÆRD SOM ER LIG MED VIKINGERNES ER DET INGEN GRUND TIL AT BEUNDRE. DET KAN GODT VÆRE BJØRNEBANDEN, HELLS ANGELS OG BANDIDOS SYNES DET ER SEJT - VED EFTERTANKE ER DET EN FORBRYDELSE 
Laurits Tuxens berømte maleri af Valdemar den Store og biskop Absalon. Maleriet skildrer indtagelsen af vendernes hovedborg Arkona på nordspidsen af Rügen i 1169, hvor de slagne vendere (et slavisk folkeslag) bliver tvunget til at nedbryde deres afgud Svantevit. Vi ser Østersøen ude i horisonten og det brændende tårn på fæstningsvolden. Vi ser også mandskab der slæber en kiste med gudens formue afsted til kongens skib. Der blev ballade med Stormændene fordi de ikke fik lov til at plyndre fæstningen og byen sammen med mandskabet. Sådan er det bare - der er altid toppen, der løber med gevinsten. Nogen gør det grove og nogen (få) det sjove. Absalon og Valdemar sejlede ud fra Fanefjord på sydvestsiden af Møn og kunne inden for et døgn nå Rügen. Her fandt man et hul i bymuren, som man kunne komme igennem, men ellers stak man sine spyd ind jordvolden og kravlede op ad dem, så man kunne nå hullet og sætte ild på. Rügen blev lagt ind som et len under Roskilde stift efter denne erobring - det har passet Absalon ganske glimrende. Han var jo bisp i Roskilde og blev senere ærkebiskop. Det er korstogsriddere vi ser i aktion med at uddele "røvfulde" til hedningerne. Så forenes det nyttige i at udbrede kristendommen med det praktiske i at rage deres jordbesiddelser til sig. Billedet er også en illustration af samhørigheden konge - kirke (og adel).  
Svantevit har 4 ansigter - der var også Rygevit med 7 og Porevit med 5. Svantevit blev slæbt ud til danskernes lejr. Her endte figurens træ som brænde under kokkenes ildsteder. Så gik man ellers i gang med at bygge kirker på Rügen og tvangskristne de - ja, ugudelige kan man jo ikke sige de var, men så vantro. Selv om Tuxen gjorde sig store anstrengelser er dog ikke alle historiske detaljer korrekte. Eksempelvis bærer Absalon bispehuen på tværs. Dette er dog ikke en fejl - Tuxen har villet skildre Absalon som en jødisk ypperstepræst. Selvfølgelig er Valdemar og Absalon ikke draget på togt i den mundering. Valdemar i Hermelinskåbe eksempelvis. Bemærk ridderen ude til højre billede i forgrunden. Maleren ved intet om økseskafter. Hjelmen han har på dukkede først op i 1600-tallet. Tuxen har et mål med sit billede. Det skal fasttømre kirkens og kristendommens autoritet. Maleren er dog dygtig - han har en særlig evne til at arbejde med modlyset. Absalon havde dog tidligere været i kamp med Venderne, hvor han bekæmpede dem i et slag ved Boeslunde med en stærkt undertallig styrke. Venderne har sikkert også sejlet ind i Korsør Nor. Foto: Nationalhistoriske Museums Frederiksborg Slot. En meget vigtig ting, at gøre sig klart er at allerede da Harald Blåtand (søn af Gorm den Gamle) lader sig kristne gør han det af realpolitiske grunde. Han har intet at indvende mod pavekirken - på vikingetogterne har han set hvilken knowhow pavekirken har via sin tusindtallige skarer af embedsmænd. Den har det absolutte lærermonopol via sine klosterskoler, den er ekspert i medicin og lægekunst og ikke mindst i landbrugsdrift og byggekunst- og teknik. De kan skrive og læse - behersker matematik, geometri, historie og alt hvad der er værd at tragte efter. Grunden er alene at han vil være herre i eget hus og have magt over bisperne. Det er et faktum, at hele den kulturelle nyskabelse som kirken bringer med sig i norden giver os et kvantespring fremad. Kirken forsøger også at ændre på de social-politiske forhold i samfundet. Hele kirkens grundlag er, at man skal vise sine medmennesker næstekærlighed - ikke at man skal udnytte og udbytte dem og lade dem sejle deres egen sø. Her er man dog op mod så stærke kræfter i magtapparatet, at man kommer til at gå på kompromis med magthavernes krav. I vikingetiden og i middelalderen (starter ca. 1086 med mordet på Knud den Hellige - den helt lige - i samtiden forhadt og kaldt Knud Tyran) er Stat og kirke to sider af samme sag. De er en enhed og udgør landets elite og overklasse sammen med adelen - senere også borgerskabet. Ved reformation i 1536 var kirken landets største jordbesidder og sad på 2/3 af arealet. Det ændrede reformationen på, kirkegodset blev overgivet til kongen, der kunne give videre til landets elite og privilegerede overklasse. 
Kalkmaleri der klart illustrerer det klassedelte samfund. Konge, Kirke, Adel og Bonde. Landets befolkning: bønderne - har bare at lystre og arbejde - de udgør underklassen. 
Ideen med stændersamfundet var, at samfundet skulle fungere efter en guddommelig indstiftet opdeling. Her overrækkes sværdet til adelsmanden, scepter og krone til kongen, bibelen til præsten og plejlen til bonden. Illustration i en dansk slægtsbog fra omkring 1600.
Det Kgl. Bibliotek Et stændersamfund (klassedelt samfund) er et samfund, hvor hver stand har sin egen funktion og egne specielle rettigheder og pligter. Et sådant samfund udvikledes fra slutningen af middelalderen, og 1500-tallet blev dets klassiske periode. Ideen var, at samfundet skulle fungere efter, hvad man opfattede som en guddommeligt indstiftet rangorden og arbejdsdeling, menneskelig lighed kom ikke på tale.
I den katolske tid var gejstligheden første stand, da kirken opfattedes som den nødvendige formidler til sjælenes frelse. Anden stand var godsejerklassen eller adelen, der skulle forsvare riget. Disse to stænder havde en privilegeret særstilling og opfattede sig selv som frie i modsætning til tredje og fjerde stand, borgere og bønder, som blev kaldt “ufrie og vanbyrdige”. Bøndernes opgave var at producere mad til hele samfundet og borgernes at handle og drive håndværk. Ved reformationen i 1536 mistede gejstligheden sin privilegerede stilling, og adelen var alene om at være en “fri” stand. Til gengæld var dens stilling i samfundet i de følgende 100 år så dominerende, at nogle historikere taler om “adelsvældens tid”. Omkring 1550 talte adelen ca. 2.000 personer dvs. kun en kvart % af hele befolkningen. De ejede cirka 45% af landets jord, mens 50% ejedes af kronen og 5% af selvejerbønder. I den fåtallige adelsstand var der tilmed en kerne af 40-50 slægter, højadelen, som både besad de største godser og de største privilegier.
Disse privilegier, som var fastlagt i håndfæstninger og love, gav adelen eneret på rigets ledende embeder, kansler (“statsminister”), rigshofmester (“indenrigs- og justitsminister”), rentemester (“finansminister”), marsk (hærchef) og admiral (flådechef). Desuden kunne alene adelige sidde i rigsrådet. Det var en forsamling på ca. 20 personer, der blev opfattet som repræsentanter for hele folket, og som skulle kontrollere kongemagten og give sit samtykke ved vigtige beslutninger som skatteudskrivning og krigserklæring. Endelig havde adelen monopol på lensmandsstillinger. Lensmænd var kongelige embedsmænd rundt om i landet, som bestyrede kronens gods og var stedets øverste myndighed både civilt og militært. De blev lønnet ved en del af godsets overskud og ved de bøder, der blev idømt.
Adelen havde også som godsejere en række særrettigheder. De havde frihed for ordinære skatter både for selve godset, hovedgården, og for deres fæstebønder. Flere og flere adelige fik birkeret dvs. at deres godsområde blev en særlig retskreds, et birk, hvor godsejeren udnævnte dommeren og modtog de bøder, der ellers gik i kongens kasse. Godsejeren udøvede politimyndighed på sit eget gods, han kunne altså arrestere folk og straffe dem, når en dom var afsagt. For bonden var adelsmanden således ikke bare den fine rangsperson, men også offentlig myndighed. Det var også ved lov bestemt, at ingen “ufri” måtte besidde “frit gods”, hvorved adelen bevarede sin eksklusive og isolerede stilling. En velhavende købmand kunne ikke købe et adels-gods, hvis han ønskede det.
Borgerstanden eller bybefolkningen udgjorde ca. 10% af landets befolkning. København var den eneste større by, den havde i 1640 omkring 25.000 indbyggere, mens kun få af de 70-80 købstæder havde mere end 1000 indbyggere. I løbet af 1500-tallet opstod der så småt et aristokrati af velhavende købmænd, der tjente penge på engroshandel og udenrigshandel.
Mere end 80% af befolkningen var bønder. De havde ingen direkte politisk indflydelse, og deres verden og horisont begrænsede sig til landsbyen, hvor de boede. Over for godsejernes privilegier kunne bønderne synes forsvarsløse, og når loven tilmed bestemte, at det “skal hver riddersmand [adelig] være frit og uforbudt at gøre sig sit eget gods så nyttigt, som han kan”, kunne man forvente, at bondens byrder med afgifter og arbejde ville blive presset i vejret. Det synes dog ikke at være sket i større omfang før 1650. Statsmagten havde en interesse i at beskytte bondestanden og gjorde det bl.a. ved at indføre “livsfæste” ved lov. Det betød, at fæstebonden ikke kunne sættes fra gården, så længe han holdt den ved lige, betalte sine afgifter og var sin husbond og hans foged “hørig og lydig”. Tidens retsprotokoller fortæller tilmed, at herredsretten undertiden gav bonden ret, når han havde haft mod til at lægge sag an mod herskabet.
De nedenfor omtalte lærere er med på dette billede. Jeg siger ikke hvem der er hvem. I min skoletid i halvtredserne fik vi en historieundervisning formidlet via historiebøger, der havde fokus på overklassens fortjenester. Vi hørte om dygtige konger der styrede landet og elitens fortjenester. Folket blev stort set ikke omtalt. Det er der heldigvis rettet op på i nutidens historieskrivning. Der foregår dog stadig en politisk klassekamp og der er i dag politiske partier, der bekender sig til de gode gamle værdier: Gud, Konge og Fædreland - Erhvervslivet er dog også kommet til som noget værdifuldt. Det folk - der skaber værdierne - skal kontrolleres og holdes i stram tømme. Jeg erindrer mig en historielærer fra min mellemskoletid. Han var viceskoleinspektør og var en ældre statelig herre med knækflip. Han bekendte sig til, at den bedste styreform for Danmark var den oplyste enevælde. Han kunne sin Danmarkshistorie og var en mesterlig fortæller. Vi var også blevet begunstiget med faget bibelhistorie i mellemskolen. En moden lærerinde overhørte os i de salmevers vi skulle lære udenad og recitere, mens hun anslog rytmen med en blyant i katederet - "Den store Mester ko-om-mer, fuldkærlig er hans id, han sidder ved smeltedigelen og lutrer sølvet med flid ..." og underholdt os med "de gode opbyggelige fortællinger" fra de fem Mosebøger om skabelsen og jødernes liv og gerninger. Det var en glimrende lærerinde, som jeg ikke skal sige noget ondt på. Men sikke noget tåbeligt vås, at undervise i. Dengang var det et obligatorisk fag på seminariet. Lærerinden tog faget meget seriøst, her skulle ikke laves grin med noget. Vor tysklærerinde stammede fra Østrig nærmere bestemt Salzburg. Det var en kæmpefordel for os elever, når man har en indfødt lærer, der kommunikerer udelukkende på tysk og aldrig laver grammatiske fejl og har et udvidet ordforråd set i forhold til andre tysklærere - eneste aber dabei er, at ens udtale bliver østrigsk. Det slipper jeg aldrig af med. Hun var en sød, venlig og kompetent underviser, men lidt sippet og tålte ikke træk og kulde. Den største dag i hendes liv var, da hun ved Anschluss havde overrakt Adolf Hitler en blomsterbuket (Ein Blumenstrauss). Det kan godt være sandt, men det er jo tåbeligt at fortælle. Hun tålte ikke bandeord og da vi læste Erich Kästners "Emil und die Detektive" og berlinerdialektudtrykket "Ich will dir in der Luft zerrissen" dukkede op, blev hun forarget da jeg oversatte det til: "Jeg vil smadre dig til atomer" og forlangte konsekvent alle kraftudtryk i novellen oversat til: "Fy for Søø-ren". Jo ham Gud og det borgerlige Danmark er det svært at komme af med.
Så sent som i midten af 1800 tallet ejedes hovedparten af Danmark af ca. 200-400 familier, der var gift ind i hinanden. Hvor mange tror du, der ejer Danmark i dag?
Den senere gravkirke for middelalderens konger. Hvide-slægten støttede Valdemar, men den har sin
gravkirke i Sorø klosterkirke. Her ligger Absalon begravet i en sarkofag (og forresten også Ludvig Holberg - der havde godser på egnen - 1740 godset Brorupgård ved Slagelse, 1745 godset Tersløsegård ved Sorø). TVILLINGETÅRNE 
Et nyrestaureret kalkmaleri fra Fjenneslev kirke. Vi ser kirkegiveren Asser Rig Hvide med sin hustru Inge der giver en ring. Vi ser også lige Guds hånd, der indkasserer den faste ejendom og ringen. Kalkmalerierne er nyrestaurerede. Det er her hos dem Valdemar den store bliver født og vokser op sammen med parrets to sønner Esbern og Absalon. Esbern Snare er den ældste af de 2 sønner og Absalon (Aksel) den yngste født o. 1128 efter Valdemar. Billedet her giver også et indtryk af hvorledes et stormandspar var klædt i 1100-tallet. Inge bærer fruelin under en pelsbræmmet hue med hængesnip; lang kjortel; og over denne en kappeagtig yderkjole med hængeærmer. Asser er iført høj spids hue; snæver kjortel, under en kappe; snævre bukser, "broge"; og spidse sko. 
Jeg husker dette billede og flere af samme skuffe fra en af mine læsebøger i underskolen. Der var flere af samme slags. Egentligt lidt mærkværdigt, at vi skulle fyldes med disse historier af Saxo. Jeg husker særlig fortællingen om Uffe hin Spage og det gamle sværd Skræp. der lige kunne kløve to modstandere i en holmgang i to halvdele, mens hans gamle blinde far så nervøst til og ville kaste sig i døden, hvis sønnen omkom. Da den første var kløvet trak han sin stol ind i sikkerhed, så han ikke af vanvare kom til at styrte sig i døden. Vi slugte dem råt. Der er den fejl ved tegningen, at tvillingetårnene først blev sat på af sønnen Absalon i slutningen af 1100-tallet efter farens død. 
De bedste vi vidste var, når vi kunne få en af vore lærere til at læse højt af en OTA-bog. Det kunne ske, når en i klassen havde fødselsdag eller ved andre særlige lejligheder, så sad vi og lyttede til slige drabelige historier med åben mund og polypper. Disse havregrynsbøger spændte over alle emner og der var enkelte lærere, der ejede de fleste af dem. En lærer der ville være populær, måtte simpelthen have sådan et par stykker i tasken. 
Børnebøger, ja bøger i det hele taget, var ikke en selvfølge hos jævne folk før langt ind i 1900-tallet, men fra 1922 gjorde Ota Solgryn en forskel. I hver pakke havregryn lå et samlermærke, og de kunne byttes til en bog med eventyr og korte, spændende fortællinger – alt fra Danmarks- til Verdenshistorie over krige, dyrehistorier, kendte personer og eventyr. Absalons far Asser Rig Hvide byggede den kendte kirke i Fjenneslev - det er den med, at Asser var draget i leding i Sverige og hustruen Inge var drægtig fordi Asser havde beføled hende. Fødte hun ham en datter skulle kirken være kulded. Fødte hun ham en søn skulle hun sætte et tårn på kirken, så han kunne glæde sig på lang afstand, når han vendte tilbage. Der kom hele 2 tårne på kirken, der var kommet hele 2 sønner. Det var som bekendt Absalon og Esbern Snare. De er født o. 1120 og tårnene er kommet til o. 1200, det var Absalon der satte dem på i tegl - så historien er nok ikke hel sand, men det er der så meget af det, der bliver sagt i kirkerne, der ikke er. Absalon og Esbern var nok brødre, men tvillinger var de ikke. Esbern var en 3 år ældre storebror. Valdemar bliver født et år efter Absalon. Sorø klosterkirke er et samtidigt munkestensbyggeri med kirken i Ringsted. Senere blev de gravsatte familiemedlemmer af Hvide slægten overført fra Fjenneslev kirke til Sorø. Absalon støvede alt op, hvad han kunne fremskaffe af Hvidelig - 40 stykker blev det til - og murede dem ind i murene og lagde dem under gulvet i kirken. Det kaldes i vore dage for image-pleje. 
Fjenneslev kirke set udefra med tvillingetårnene. Det var her i Fjenneslev, at Asser havde sin gård og lod opføre en gårdkirke. Det er Absalon der sætter tårnene på. Kirken er bygget i forbindelse med slægtens gård i Fjenneslev beliggende midtvejs mellem Sorø og Ringsted. Den lille kirke er opført af kløvede granitsten. Den er formentlig opført af Asser Rig o. 1125-50, men tårnene af tegl er først kommet til i Absalons manddomsår, altså i slutningen af 1100-tallet. 
Der er i øvrigt den pudsighed med de 2 tårne, at dem ser vi også på domkirken i Lund (vort ærkebispesæde) da man o. 1060 inddeler i bispedømmer og sikrer sig national kontrol med kirken og får holdt den tyske indflydelse stangen) og den genopførte Viborg domkirke. Det er ikke det, at der er 2 tårne - det er udformningen af dem, der er næsten ens. Tårnene på de to kirker er dog noget senere tilkommet. 
Vi må - når vi nævner Fjenneslev - også lige have Tveje Merløse kirke ved Holbæk med i samlingen over kirker med tvillingetårne. Dette var også en af Hvideslægtens (på Sjælland) kirker. Vi ved ikke præcist hvem der byggede den. Kun at det var en Skjalmssøn. 
Forlægget er formentlig taget fra Roskilde domkirke, som var under opførelse. Det er ikke den kirke du ser i Roskilde i dag. Der var først en trækirke og så byggede man en frådstenkirke oven på den - den er forbilledet - og så byggede man domkirken. 
Lunds Domkirke i Skåne (nu Sverige) med sine 2 tårne. Lund var i middelalderen Metropolis Dania - Danmarks moderstad. Her sad ærkebiskoppen - metropolitten over hele Norden. Det var Asser Svendsen - bliver biskop i Lund i 1089. Han arver en halv opført stenkirke fra sin forgænger Rikvald, men nu er han ærkebiskop og kan ikke nøjes med en lille stenkirke, nu hvor han er ærkebiskop for Danmark, Sverige, Norge, Island og Grønland - hele norden. Den rives ned og Asser påbegynder byggeriet af denne domkirke. Alt kirkebyggeri starter fra øst - kirken bliver ikke færdig i Assers tid, men det meste bliver dog opført så man kunne se hvad den skulle blive til. I 1123 kan Asser indvie hovedalteret. Arkitekten hedder Donatus - vistnok en italiener. Jeg kan på det varmeste anbefale en tur til denne domkirke. Sæt dig dog lige ind i dens historie, arkitektur og inventar for inden. ... engang vi herre var i hele Norden. 
Her domkirken i Lund med sit smukke østparti. Det genfinder du på en hel række danske kirker. Når du besøger kirker har jeg lige et lille, men velment råd til dig. Tag også en tur rundt om kirken og betragt den op og ned og hvis der er en kirkegård så aflæg også den en visit. Ofte er der i selve kirken gratis beskrivelser af kirken og andet materiale eller også kan det erhverves for et beskedent beløb. Tag dem eller køb dem. Så kan du senere i fred og ro derhjemme gennemgå alt det du har set. Jeg bliver nødt til at indføje her - uden at gå i detailler - at det bliver Assers efterfølger der færdiggør kirken. Det er ærkebiskop Eskil der kommer til at stå for det efter at han overtager styrepinden i 1138. Kirken bliver bygget så den er klasseopdelt. Den talrige gejstlighed for sig i højkirken og lægfolket for sig. Der er højt til loftet i Guds hus, man skal bare lige kende sin plads i huset. Eskil er uden mindste tvivl kirkens mand, men han er ligeså meget politiker. Embedet handler ikke om hellighed - det handler om magt og om hvordan den kan anvendes koldt og kynisk i det politiske magtspil og her kommer det for Eskil til at handle om hvem der skal kongemagten. Det må blive en anden gang. Den 1. september 1145 stod kirken færdig og nu kunne den højtidelige indvielse finde sted. Højalteret blev indviet til Maria og Skt. Laurentis (ham med tårerene) og jætten Finn. En utrolig teaterforestilling udspiller sig. Man har i dyre domme indkøbt et hav af relikvier (der findes i Europa en hel del driftige relikviehandlere der er leveringsdygtige). Man har en splint af Jesu kors. En lok af Marias hår. Jesu omskårne forhud. Dele af Marias dragt, stumper af Johannes døberens hoved og noget af apostelen Peters skæg. Der var kostbare alterklæder og ditto duge. Man vidste at noget sådant virkede på folket - selv vidste man godt at det var humbug. Når man tog splinterne af Jesu kors i hele europa - kunne der selvfølgelig ikke blive en regnskov af dem, men en lille skov kunne det godt blive til. 
Et eksempel på noget man eksempel kan sætte sig ind er historien omkring dette ur. http://www.roskildehistorie.dk/1100/billeder/steder/Lund/Lund.htm http://www.hum.aau.dk/~poe/tid/matrice/indhold/biny/Lund-Domkirke 
Dette billede er formentlig indsat fejlagtigt her. Jeg skal lige kontrollere nogle oplysninger. 
Viborg Domkirke (optaget 4.11.2011 af Webmaster) - også med 2 tårne. Forlægget kan du finde på domkirken i Reims i Frankrig. 
Også en lille kirke med dobbelttårne. Det kan ikke være anderledes for det er Absalonskirken på Vesterbro i København. Den ligger på hjørnet af Sønder Boulevard og naturligvis Absalonsgade. Webmaster har i sine unge dage sammen en flok kammerater øvet sig i at spille popmusik i et lokale her i kirken. Jeg tæskede løs på et el-orgel. Et Philicorda fra Philips. Det er ellers bedst, at forbigå det i tavshed. Jeg fik ingen karriere i den branche, men jeg har stadig et el-orgel og når jeg tager mig rigtigt sammen, kan jeg lidt endnu. En helt anden ting er at alle gaderne her på Vesterbro lige netop havde navne fra den tid, som jeg beskæftiger med her. Valdemarsgade, Asger Rygs Gade, Dannebrogsgade, Esbern Snares Gade, Eskildsgade, Saxogade, Eriksgade, Erik Ejegods Gade, Svendsgade, Estlandsgade og Letlandsgade. De øvrige gader på Vesterbro har også en række historiske navne, men her er det treårskrigen og krigen i 1864, hvor vi fik velfortjente læsterlig tæsk, der har trængt sig på.  Endelig har vi her Eliaskirken på Vesterbros Torv i København. Torvet ligger på Hjørnet af Gas- værksvej og Vesterbrogade og overfor Det Ny Teater. Webmaster er født og opvokset på Vester- bro og har derfor passeret denne kirke tusindvis af gange. Man kan i øvrigt passere under trap- pen. Nej, det kan man ikke mere - der er sat aflåste portdøre i begge sider. 
Kirken kender du måske fra den gamle danske spillefilm "Avismanden" (1956) med Ib Schøn- berg i hovedrollen. Ib var ejer af Teateret og havde sin bolig i Passagen lige overfor. Ib var vesterbroer og min far gik i skole med ham på Matthæusgade skole. Den skole hvor jeg selv tog mellemskole- og realeksamen. 
Her ser du Hvideslægtens Våbenskjold 
Da en af vor forenings medstiftere for over 42 år siden designede vor forenings logo (vi har det i hele 3 udgaver) gik han grundigt til værks. Du kan se at Willy Beck valgte Hvide slægtens våbenskjold. Her er Marsk Stig Andersen Hvides, der tilhørte de jyske Hvider. Willys tegninger og udkast blev forelagt Statens heraldiske konsulent, der kunne godkende foreningens våbenskjold. Bemærk også borgen og tårnet med rødstenstegl. Det er netop det rødler vi har her på egnen. Willy er i øvrigt uddannet som skibsnavigatør og er en dygtig teknisk tegner. Han har sejlet på de syv verdenshave, men grundet en øjensygdom blev han senere leder af og opbyggede en afdeling for staten med transportregler for farligt gods, til lands, til vands og i luften. Willy er også yderst historiekyndig. Hvideslægten
Ingen dansk slægt har sat sig så mange spor i den danske historie som Hvideslægten.
Samtidig er det en af de middelalder slægter vi ved mest om. Det gør vi fordi de gav mange gaver til klostrene, og klostrene skrev alle disse ting ned.
Den vigtigste kilde til Hviderne er Saxos Danmarks krønike. Her fortæller Saxo hvordan Hvideslægten spiller en meget vigtig rolle i Danmarks historie.
På grund af Saxo og klostrenes gavebøger kender vi slægten ret godt.
Hvideslægtens stamtræ
Hvordan Hviderne fik deres rigdom ved vi ikke præcist. Men vi ved at slægten allerede fra Skjalm Hvides tid var rig og magtfuld.
Hvideslægtens rigdom
Ud over slægtens rigdom bestod deres magt også i en meget tæt kontakt til kongerne.
Skjalm Hvide var høvedsmand over Sjælland og Rygen og tjente 6 konger over mange år.
Men den helt tætte kontakt mellem Hviderne og kongemagten etableres da den myrdedeKnud Lavards søn Valdemar vokser op hos Asser Rig og hans kone Inge.
Her danner Valdemar et livslangt venskab med Assers to sønner, Esbern Snare og Absalon.
De tre drenge blev opdraget i våbenbrug og manerer, som det sømmede sig for en mand af hans og hans to fosterbrødres herkomst.
Valdemar bliver senere konge, Esbern magtfuld stormand og Absalon ærkebisp. Til sammen var de tre en meget magtfuld gruppe.
Hvideslægten forsvinder i 1400 tallet. Deres store rigdomme er gennem mange arvinger blevet splittet ud i mange mindre størrelser, og deres slægtsbånd viskes langsomt ud. Teglstensbyggeri
I mere end 800 år har tegl været anvendt som byggemateriale her i landet. Fra Italien, hvor man havde bygget i tegl i flere hundrede år, bragte munkene på - Valdemars bud - teglbrænding og murerhåndværket til Danmark, og da leret fandtes i rigelige mængder og var let tilgængeligt, afløste teglstenen efterhånden de tunge og uhåndterlige kampesten som byggemateriale. Ler er det naturlige byggemateriale i Danmark og man kan med mursten (LEGO-KLODSENS FORLØBER) skabe det smukkeste byggeri - bare se og tænk på Grundtvigskirken på Bispebjerg i København. I denne flotte og sin arkitektur meget dristige kirke er selv prædikestolen udført i tegl. Det er gule mursten. Desværre gav man dem en speciel behandling og står i dag med et stort problem. De forvitrer. 
Vi har stadig levende beviser på de første bygninger i tegl. Valdemar den Store stod bag opførelsen af Sct. Bendts Kirke i Ringsted. 
Kirken, som er bygget af munkesten, blev indviet i 1170 og er et af de tidligste teglstensbyggerier i Nordeuropa. 
Sorø Klosterkirke, bygget af cisterciensermunkene mellem 1161-1201, er et andet smukt bevaret eksempel på det tidlige teglstensbyggeri. Det er Absalon der står for det byggeri. Det har kostet kassen, men Absalon har penge nok. Kirken bliver Hvideslægtens gravkirke. 
Dagen før skærtorsdag 1201 døde Absalon i Sorø kloster. Han blev begravet foran klosterkirkens højalter i en kiste af bly, der blev sat ned i en grav med murede sider af teglsten med en ganske enkel kalksten over, uden indskrift af nogen art. Der blev dog rejst en pergamenttavle med fire linjer der beskrev ham: en Absalon i skønhed, en Samson i kraft, en Salomon af sind, men nu er han støv, menneskelig storhed forgår. Den døde storpolitiker og kirkefyrste lå i sin kiste i fuldt ærkebiskoppeligt skrud af guldbrokade og iført guldstukne silkesko med lædersål. Med sig havde han i højre arm sin bispestav af hvalrostand. Ved skulderen lå en blyplade med en indskrift og på brystet en graveret plade af tin. Han havde på sig en guldring med safir, og mellem de sammenfoldede hænder holdt han en sølvkalk. Tingene fra graven er i vore dage udstillet i et lille skab ved siden af graven. Absalon graver alt op hvad han finde af Hvidelig - omkring 40 stykker - og begraver dem i denne kirke. Han ligger selv her i en Sarkofag. Det er vigtigt for Absalon at promovere slægten som indflydelsesrig og magtfuld. Den har de højeste embeder i landet og er på højde med kongemagten og en del af denne. Omkring år 1200 trængte teglen for alvor frem indenfor det monumentale byggeri. Teglstensbyggeriet begynder egentlig i Lund. Her er bygmestre fra Lombardiet, der kan kunsten med at fremstille de der mursten og bygge af dem. Absalons grav har været åbnet 3 gange. Første gang var i 1536 (reformationsåret) og igen i 1827 og det er ved denne lejlighed en del effekter tages fra graven og udstilles særskilt. Den sidste åbning fandt sted i 1947 hvor resterne af Absalon blev sendt en tur til København til nærmere undersøgelse. Hvad resultatet af denne undersøgelse blev melder historien desværre intet om. Fra graven blev også taget nogle klædningsstykker med motiver. En kreativ kvinde Hanne Vedel har plagieret disse motiver til en ny messehagel der blev taget i brug i 1994. I Sorø klosterkirke ligger en række andre historiske personer begravet. Her har vi Christoffer II med hustruen Eufemia og parrets søn Valdemar Atterdag. Valdemars datter Margrethe I har oprindelig også været begravet her, men hendes gravsted er senere blevet flyttet til Roskilde Domkirke. Hendes søn Oluf ligger stadig begravet i klosterkirken. Ludvig Holbergs sarkofag kan ses i kirken. B. S. Ingemann er begravet på klosterkirkens kirkegård, der er Danmarks ældst benyttede af slagsen. Kirken er med sin længde på 70 meter Danmarks tredje længste middelalderkirke kun overgået af Roskilde og Århus domkirker. Ved korsskæringen måler kirken 35 meter i bredden. Kirken er bestemt et besøg værd. Her er kalkmalerier og våbenskjolde, men efter min mening er det mest interessante den ind- og udvendige murstensarkitektur. PEDERSBORG - OPRINDELIG MEST EN BORG MED VOLDSTED - I DAG EN KIRKE  Hvis du aflægger Sorø Klosterkirke et besøg - så glem ikke lige Pedersborg kirke. Den ligger i den nordlige del af byen. Det er ikke den oprindelige kirke mere. Det var ikke så meget en kirke men en borg. Det interessante ved den er, at den blev bygget med ringvold og op på en forhøjning af jord - den skulle også fungere som en borg eller en fæstning om du vil. Det er en såkaldt motte - det vil sige en borgbanke, med en våd eller tør voldgrav. Det var Skjalm Hvides svigersøn og selveste Asser Rigs svoger Peder Thorstensøn der byggede denne borg i 1100 tallet. Det du ser her er en romansk kirke, man ved ikke hvem der har bygget den. Der er den herligste udsigt oppe fra kirken og der er virkelig smukt her ved søen. Tro mig. HVIDERNES EJENDOMSBESIDDELSER PÅ SJÆLLAND 
Hvidernes ejendomsbesiddelser på Sjælland. Bemærk hvor Tårnborg hører til. Hviderne ejede også store arealer i Jylland. ANTVORSKOV KLOSTER I SLAGELSE 
Jeg har fundet denne morsomme illustration. Den viser hvorledes Antvorskov Kloster og kirke så ud dengang Valdemar I i 1164 lod det det bygge sammen med ærkebiskop Eskil. Tegningen er kopieret ind på et nutidigt foto. I vore dage er der kun lidt ruinrester tilbage. Soldater fra Antvorskov kaserne holder i dag øvelser i området - dels i den nedlagte ejen- dom Hunsballe Frø og dels på ruinen. Det flyder med hylstre fra løsskydningsammunition, øldåser, madpapir og brugte kondomer. Det er ret store områder, der i dag udgør ruinerne af Antvorskov Kloster. Det er en malerisk idyl. Farverig og afvekslende at vandre rundt i. Det er hovedsageligt bygningsrester fra klosterets ældste byggeri, der er tilgængelige. 
JOHANITTERNE Klosteret var et af landets rigeste og mægtigste klostre. Det var nordens første Johanitterkloster. Johanitternes hjemsted var Skt. Johannes Hospital i Jerusalem, et gæstehjem for pilgrimme og korsfarere, efterhånden sygehus, men også en rytterafdeling, Johanitterridderne, hvori optoges Tempelherreordenen. 
Johanitterordenens våbenskjold. Pro fide - Pro Utilate Hominum. For tro, for tjeneste for menneskeheden Ordenen lever i bedste velgående den dag i dag i Danmark. Dens opgave er at løse et stort humanitært arbejde. Det er herfra vi har vort dannebrog - det faldt ikke ned fra himlen. Ordenen i Danmark blev grundlagt af Valdemar den Store, og blev indviet til Treenigheden, Jomfru Maria og Johannes Døberen.
Hospitalerne i Danmark var hovedsageligt alderdomshjem og fattigherberger for lavadelen. En slags livrenteanstalter. Til en del af klostrene var dog også knyttet rigtige hospitaler, især spedalskheds hospitaler.
Antvorskov Kloster blev grundlagt 1164, og var hovedkloster for det Nordiske Priorat. Forstanderen kaldtes Klosterprior, medens den kirkelige leder kaldtes Kirkeprior. Klosterprioren for Antvorskov rangerede så højt at han havde sæde i Rigsrådet, og fra 1516 havde han pavelig ret til at bære bispedragt.
Den første kendte Klosterprior var Henrik af Hoenscheid. Han sad i Rigsrådet og stod Kong Erik Klipping meget nær.
Klostret havde særligt ry for sin spedalskhedspleje.
Klostret var et firfløjet anlæg med klosterkirken som den sydlige fløj. Det lå på toppen af den bakke, ved hvis fod ruinen i dag ses. Ruinerne er rester af en hospitalsfløj med toiletter og varmerum, der efter klostertiden blev smedje. Munkestenene, som anlægget er opført af, er blandt Danmarks ældste teglsten.
Hans Tavsen var som ung klosterbroder i Antvorskov, før han drog til Tyskland og blev reformeret. Han blev senere forvist til klostret i Viborg.
I 1526 blev Hans Tavsen udstødt af Johanniterordenen.
Under Antvorskov hørte klostret Maschenholt på Rügen, der udviklede sig fra et commende til et kloster omkring 1453.
Klostret blev efter reformationen først kronens ejendom, og kongen brugte bygningerne til ophold.. Kong Frederik II omdøber anlægget til Antvorskov Slot, og kongen dør her den 4. april 1588.
Kong Frederik den IV ændrer ejendommens status til ryttergods i 1717, men i 1774 sælges hele ejendommen på auktion.
Fra 1774 og frem til 1817 har klostret mange forskellige ejere der ikke vedligeholder bygningerne, og flere af dem sælger effekter fra klostret på auktioner. I 1806 bortsælges klosterkirkens klokke til Vor frue Kirke i København. I 1840 er bygninger revet ned, og teglsten og træværk solgt på auktion.
Der er nu kun få ruiner tilbage.Der er et godt historisk belæg for, at det er fra disse riddere - der havde en kvadratisk fane med et hvidt kors på rød bund, at Dannebrog stammer - disse riddere var med på korstoget sammen med Valdemar den II i Estland, da Dannebrog faldt ned fra himlen. Efter reformationen i 1536 blev klosteret nedlagt og det hele blev ombygget i 1580-89 til et firefløjet kongeligt slot. Her døde Frederik d. II. Slottet blev nedrevet omkring 1816 og murstenene blev solgt på auktion. Kirken blev ligeledes revet ned. I 1776 blev det som ryttergods delt og solgt - der var jord nok til oprettelsen af ni herregårde. 
Nu var det hele forsvundet fra jordens overflade af det en engang så mægtige kloster, men ved en pløjning over ruinerne i 1887 stødte man på faste mure (underligt at man ikke vidste at de var her). Nationalmuseet begyndte en i flere perioder fortsat udgravning - men lagde ikke kræfter og sjæl i dette arbejde - først under hårdt pres - efter af gravemaskinerne var gået i gang med anlæggelsen af motorvej over en del af de gamle bygningsrester skete der noget. Det er tydeligt, at man har villet fjerne alle spor af det - ellers var det vel ikke blevet dænget til med jordmasser. Det er kun en skvat mursten fra dengang, der er i behold og ruinen er faktisk en rekonstruktion. Der er i dag ikke noget at se på - så spild ikke din tid med det. Der er ingen der passer på det - bare se billedet nedenfor. Johanittermunken Hans Tausen der var en af de centrale personer under reformationen har slidt sin munkekutte her i sine unge dage. Efter sin rejse til udlandet kom han tilbage i 1525 og blev af sin abbed forvist til Viborg hvor søsterklosteret lå. Han var lige blevet lidt for ubekvem i sine holdninger og synspunkter. Det er dog ham der bliver primus motor i gennemførelsen af reformationen i Danmark i 1536. 
Vordingborg Kirke og de store domkirker i Roskilde og Århus er prægtige eksempler på teglstensmurværk fra middelalderen. Jeg må lige nævne at Valdemar også stod for kirken i Skælskør og Antvorskov kloster i Slagelse samt udbygningen af den såkaldte Valdemarsmur i tegl på ca. 4 kilometer (Dannevirke). 
Danmark var plastret til med klostre og kirker og der var kilder med helligt undergørende vand i hele landet. I vore dage er især yngre kvinder vilde med at bælle købevand på blå plastflasker. De kan ikke drikke vort udmærkede vand fra hanerne. Dette plastvand smager ofte uhyggeligt grimt. Her hos mig sætter jeg en glaskande med koldt vand fra hanen i køleskabet og pepper det lidt op med nogle citronskiver og mynteblade og nogle isterninger. Det bliver altid drukket med velbehag af alle. Måske har købevandet undergørende egenskaber - i det mindste stjæler det dine penge. 
Det er også ham der bygger en borg og et vagttårn på Sprogø. Oprindeligt hed øen Sproøe, af det gamle verbum spro (= at spejde). Da øen beherskede overfarten mellem Korsør og Nyborg, var der nok at spejde efter - pirater ikke mindst. Der er i dag kun en fredet murrest tilbage. Der er forresten lige udgivet en bog om Sprogø og muren den 5. oktober 2011 - du får et lige et link til den: http://www.sundogbaelt.dk/dk/Menu/Presse/Pressemeddelelser/Sprog%C3%B8s+historie+formidlet+i+ny+bog Jeg har også et link til en beskrivelse af hvad man se på Sprogø - bare klik her: Turen til Sprogø 
Han bygger også Valdemars mur - en 4 kilometer lang strækning af Dannevirke. Det hele i tegl.
Teglbrændingen foregik dengang ofte i små murede ovne, som blev anlagt i nærheden af byggepladsen, hvor leret også blev opgravet. En metode, der på landet har været anvendt helt op til begyndelsen af 1900-tallet. Det stadigt stigende behov for teglsten fremmede udviklingen af permanente produktionssteder, og efterhånden opstod de første teglværker. Det er næppe nogen ubekendt, at var vi har haft en kæmpe-stor teglværksindustri i Korsør og specielt her hos os i Tårnborg i nærheden af netop Tårnborg kirke.
At teglsten fik den store betydning som byggemateriale – og har det den dag i dag – skyldes flere ting. Som keramisk materiale har tegl ud over de æstetiske værdier tillige stor trykstyrke, ringe vægt og en god isoleringsevne over for kulde, varme og lyd. Når man dertil lægger tegls modstandsdygtighed overfor det omskiftende danske vejr, har man billedet af et solidt og effektivt byggemateriale.
Lerets hemmeligheder:
Munkene i middelalderen har haft godt kendskab til lerets egenskaber, ellers har de ikke kunnet frembringe tegl i de rette farver. De har vidst, at det rød brændende ler (rødler) som regel i naturen ligger over det gulbrændende (blåler). Om en lerart er rød eller gulbrændende afhænger af forholdet mellem indhold af jern og kalk. Hvis indholdet af kalk er mere end 3 gange så stort som indholdet af jern, er leret normalt gulbrændende.
Den almindelige bygningssten i middelalderen er munkesten, som er større end vore dages mursten i både længde, bredde og tykkelse. Også murforbandtet adskiller sig fra det, der anvendes i dag, idet man finder løbere og bindere i samme skifte. De ældste teglstensbygninger er opført i fuld mur, det vil sige som kompakt teglstensmur. For at spare på materialerne går man efterhånden over til kassemurværket, hvor inder- og yderside mures op som to skaller, hvorefter hulrummet fyldes op med marksten og teglbrokker. Den oprindelige del af Tårnborg kirke - den går fra lige bag kirketårnet til ca. halvdelen af koret - er helmuret og oprindelig med et fladt trætag.
Det er karakteristisk for det tidlige murstensværk i tegl, at overfladen på den brændte sten har smalle skrå riller efter behandling med en murhammer. Tårnborg kirke er opført i munkesten. Desværre er kirken pudset og kalket hvid både ud- og indvendig, så man ikke kan se hvordan den oprindelig har set ud. Det kunne man da kirken blev restaureret i 1984. Her blev den udvendige puds hugget af og man kunne nu tydeligt se de tidligere til- og ombygninger på den oprindelige kirke. Samtidig blev det bekræftet, at Marsk Stig ikke havde futtet kirken af i august 1289, den havde ikke været brændt. Nu stod kirken som den var skabt i røde munskestenstegl med smukt murede fuger og en systematisk variation i farvespillet mellem de enkelte munkesten. Der gik i øvrigt 6.000 nye munkesten (de fremstilles den dag i dag) til at få repareret murværket. Ved den lige netop overstående restaurering har man brugt 14 sten. Omkring 7 i tårnet og 7 i selve kirkerummet. Stenene kan ødelægges af saltpåvirkning. Saltet trænger ind i stenen, hvis den ikke er brændt til tilstrækkeligt og ved det omskiftende vejrlig (frost) sprænge stenen. Oftest er der dog blot det galt, at stenen ikke har haft den tilstrækkelige kvalitet.
... hej vi kom helt ud af historien - så vi fortsætter her ... Han døde den 12. maj 1182 og afløstes samme år af Knud d. IV der havde kongemagten til sin død i 1202, hvor han samme år afløstes af Valdemar Sejr. DANNEBROG KOM LIGE DUMPENDE NED FRA HIMLEN ÆRKEBISPEN ANDERS SUNESEN AFGJORDE SLAGETS UDFALD VED AT HÆVE OG SÆNKE ARMENE MOD HIMMELEN DET KORSTOG VAR DET RENE FUP. VI SKULLE EGENTLIG HAVE VÆRET HELT TIL JERUSALEM, MEN DET KOSTEDE LIGE FOR MANGE RESSOURCER - SÅ VI TILBØD PAVEN DET HER BEKVEMME ET I STEDET. 
Korstoget til Estland. Den 15. juni 1219 kom Estland under dansk overherredømme. Paven havde opfordret Valdemar Sejr til at iværksætte et dansk korstog som hjælp i Palæstina eller føre korstog mod hedenske baltere, og kongen foretrak at færdiggøre mange års erobringspolitik i Estland, så Sværdridderne (senere indlemmet i Den Tyske Orden) ikke blev for magtfulde.
Med i korstoget var også Johanniterordenen, som omkring 1130 fik pavens velsignelse til at føre et rødt-hvidt korsbanner med et hvidt kors, der delte den røde dug i fire kvadratiske felter. Dannebrog har som bekendt to kvadratiske og to aflange firkanter. Roskilde-munken Peder Olsen beskrev omkring år 1500 det dramatiske slag, hvor det længe så ud til, at de kristne ville tabe slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn) den 15. juni 1219. Den gamle ærkebiskop, Anders Sunesen knælede i bøn på en bakketop. Når han rakte armene mod himmelen, rykkede danskerne frem, når armene blev sænket på grund af træthed, veg de tilbage. Hjælpere sprang til for at støtte den gamle ærkebiskops arme. (Ses tydeligt på maleriet). Da kampen var på sit højeste, sendte Gud hjælp. Tegnet var et rødt flag med et hvidt kors, der faldt ned fra himlen. Dette ansporede danskerne yderligere, og de vandt en stor sejr. Kong Valdemar kundgjorde, at dette korsbanner, der gav danskerne sejren, herefter skulle være det danske rigsbanner. Det er altså ham der efter sagnet skaffede os Dannebrog, som på uforklarlig vis faldt ned fra himlen under et slag under et korstog ved Lyndanisse i Estland. Du kan sikkert godt høre og fornemme, at den historie er mere digt, myte, sagn og legende. Det er en god historie, men den er ikke sand. Kilderne modsiger hinanden. 
Slaget ved Bornehoved. Valdemar den II får sit livs røvfuld. Det er historien om, at Valdemar under en jagt på Lyø bliver kidnappet sammen med sin og Dagmars dreng Valdemar den unge, som Valdemar har gjort som medkonge under navnet Valdemar den III. Der må betales en stor løsesum og Valdemar vil nu tage hævn. Efter nederlaget forsøgte han aldrig senere en revanche. 
Her er smukt bogbind fra en af Ingemanns "historiske romaner". Det er rent digt og nationalromantik. Det er ikke danmarkshistorie. Det er eventyr og digt. Tiden er løbet fra den slags. Der er for meget: "Den ridder trind i borgen ind, med klingert sværd ved side ...". "På Hagen Dunets Vaarsæd staaer, Paa panden Vinterfuren; Fast unge Mester Langes Haar blev graat bag Klostermuren." De første mange udgaver af Valdemar Seier var ikke illustrerede, ligesom bindene kun var typografisk udsmykket. Først i 1895 udsendtes en udgave med illustrationer af R. Christensen (1863-1940). Senere fulgte udgaver illustrerede af Poul Steffensen (1866-1923), Sigurd Olrik (1874-1921) og Thormod Kidde (f. 1925). Udgaverne, hvoraf de fleste var forkortede, fik ligeledes illustrerede forsider. Jeg må lige nævne, at B.S. Ingemann fik sin inspiration til disse "historiske" romaner fordi N.F.S. Grundtvig forærede ham en oversættelse fra Latin til Dansk af SAXO´S KRØNIKE. Grundtvig var bestemt ikke helt tilfreds med Ingemanns omskrivninger, tildigtninger og forsiringer. 
Den første forside-illustration, der havde størst appel, var forsiden til den bearbejdede og forkortede og meget læste udgave, som rektor Henrik Madsen (1867-1946) udsendte i 1941. Herpå ser man den uovervindelige, unge lyshårede konge ride frem. 
Illustrationen er tegnet af en af tidens meget anvendte børnebogs-illustratorer. Axel Mathiesen (1882-1973). Denne tegning var sammen med hans forsideillustrationer til Ingemanns øvrige historiske romaner med til hos et par generationer af danske børnelæsere at danne den "sande" forestilling om, hvordan de historiske personer så ud og agerede. De danske nationalsocialister slog utroligt meget på det nationale. De truttede i lurer, skrev med runer og drev plat på det nationalromantiske og især om den overlegne nordiske type, høj, modig, stærk, med lyst hår og blå øjne. Der er et parti i folketinget i dag, der også bruger det danske i sin markedsføring. 
Valdemar venter på sin hvide ganger i strandkanten på frk. Dagmar. 
Dagmar udvirker at den tilfangetagne biskop Valdemar bliver løsladt. Det er hvad hun ønsker sig i morgengave af Valdemar. Biskop Valdemar er et sort kapitel i Danmarkshistorien. Han var søn af Knud Magnussen som blev myrdet ved blodgildet i Roskilde. Valdemar den store sørgede for at han fik uddannelse og ganske ung blev hans bisp. Pludselig fik han griller og ville ligesom sin far være konge i Danmark og samlede en hær og lod sig udråbe som konge. Det lykkedes at fange ham og sætte ham i fængsel. Det ville paven ikke lige være med til i første omgang. Kongemagten havde ikke magt over en biskop. Til sidst lod paven sig dog overbevise om, at når han havde ladet sig udråbe som konge så havde han selv brudt spillereglerne og blev sat fra bestillingen. En overgang var han dog biskop i Bremen. Se billedet nedenfor - hvor han får en bulle af paven. 
Allerede inden Dagmar er kommet til Danmark muntrer Valdemar sig med sin veninde Bengaria. 
Jeg holder meget af denne tegning grundet manden med dødningehovedet. Her ser vi bisp Valdemar ved højalteret i Bremen. En formummet skikkelse træder ind i en dragt med dødningehoved på brystet. Gennem to huller i hovedhætten tindrer er par mørke ildfulde øjne. Skikkelsen lægger et opslået paveligt bandbrev for ærkebispens øjne. Den formummede træder tilbage og er i et nu væk forsvundet blandt folket og nu lyder en mægtig røst gennem kirken: "Ærkebisp Valdemar er lyst i kirkens band; ve den , som beskytter kirkens fjende! - forbandet er den han velsigner - hans stav er brudt - den hellige salve er bortsveden af hans isse!" Du får ikke mere her - du må selv læse videre om Kejser Philip og sorte Grev Henrik. Bispen af Hildesheim og Grev Adolf. 
Valdemar Sejr i strakt galop for at nå frem til sin døende Dagmar. Kun Dronning Dagmars dreng Carl af Rise kan holde trit på hors sin hvide. Jeg tror nu ikke på at kongen er redet af sted i hermelinskåbe, men selvfølgelig han havde travlt. I får ikke flere illustrationer fra bogen. Jeg håber tegneren tilgiver mig, at jeg har givet illustrationerne lidt farve-pep. Valdemar Sejr 1202-1241 og ærkebiskop Anders Sunesen af Hvide-slægten fortsætter det tætte samarbejde.
Ekspansionen udstrækker sig til Baltikum, hvor der omkring det nuværende Estland i en periode oprettes to bispedømmer under Lunds ærkesæde. På det tidspunkt havde Andreas Sunesen afløst Absalon (Hvide) der døde i 1201 som ærkebiskop i 1202 og han døde i 1228. Valdemar Sejr døde i 1241. Det betyder, at det er i disse personers levetid, at kirken er blevet opført. 
Den oprindelige kirke bestod af et skib og et kor og det er det du ser lige bag tårnet. Den så dog ikke sådan ud dengang. 
Kirken var krongods indtil 1774 hvor den overgik til privat eje. Først i 1925 overgik den til offentligt eje. Det var to godsejere i området der på skift havde haft ejerskabet i de godt og vel 150 år. Der var et bøvl med at få penge ud af den tidligere ejer til istandsættelsen og provstiet måtte lægge ud til menighedsrådet til istand- sættelse og indtræde i kravet mod godsejeren på Tårnholm - det varede 25 år før man fik de sidste skillinger ud af godsejeren. Det er ikke så meget der originalt på den her kirke, men kirkegårdsmuren stammer dog fra den tidlige middelalder og blev restaureret for nogle år siden. 
"En ørn var mit hjelmemærke,
på brynjen stod korsets tegn,
på skjold bar jeg løverne stærke
i hjerternes milde hegn." http://www.youtube.com/watch?v=De8a32wH6Wc&feature=related Klik bare ovenfor hvis du vil høre den og se Holger i kælderen ... du kender sangen "I alle de riger og lande". Den handler om korsfareren Holger Danske. Som skoledreng har jeg skrålet denne sang nede i Kronborgs kassemater foran den sovende, men dog årvågne Holger i forbindelse med skolens årlige udflugt. 
Valdemar den 2. Sejrs segl. 
I Trinitatis kirke i København. Ja, hvad er det nu for en? Det er såre simpelt. Denne kirkes kirketårn er rundetårn på hjørnet af Købmagergade og Landemærket. Man tænker ikke lige på, at rundetårn er en del af en kirke. I denne kirke - som er et besøg værd kan man i loftet se dette rigsvåben i cirkulær udførelse. Jeg synes det er flot. Der er lige en pudsighed med der ord Trinitatis. Det betyder treenighed. Gud, Søn og Helligånd. Gud i tre skikkelser. Tre-i-en. Jeg har nogle negleklippere i forskellige størrelser. De er solgt under navnet Tre-i-en. Negleklipper, neglerenser og neglefil i en snild samlet enhed. Det må så være en Trinitatis neglefidus. Jeg må også lige sige om rundetårn, at da Christian den 4. lod det opføre, var det tænkt til astronomiske observationer. Dengang var det åbent foroven. Så kunne man stå nede i bunden og kigge op gennem røret og se stjernehimmelen (et lille udsnit af den) midt på dagen i klart solskin. En af mine bekendte har fortalt mig denne historie. Han er leder af Københavns Universitets observatorium i Brorfelde og hertil hører også observatoriet på rundetårn og det på Nørrevold. RINGSTED OG TUREN IND I VALDEMARSTIDEN 
Når man ankommer til Ringsted spekulerer man næppe over, at denne by før Danmark blev et samlet kongerige hævdede sig som Sjællands samlende by. Det skyldtes, at landstinget som overordnet retsinstans havde sit sæde her, og dette fortsatte, efter ar rigets enhed blev en kendsgerning. Her fandt kongevalgene sted, og her sad kongen som øverste instans, når vigtige sager skulle vedtages. Tinget lå dengang neden for den anselige bakke, hvor resterne i dag er tre blankslidte tingsten. Omkring 1080 bygger roskildebispen Svend Nordmand en kirke vest for tingpladsen. Den bliver opført af det naturlige byggemateriale på stedet, nemlig frådsten. Knud den Stores møntmester slår mønt i denne by i 1020 og det fortsætter under Knud den Hellige, Oluf Hunger og Erik Ejegod. Så bliver Erik Ejegods søn Knud Lavard myrdet og efter et længere pres lykkes det at få ham begravet og skrinlagt i den kirke hans søn Valdemar den Store har ladet opføre i tegl som efterfølger for frådstenskirken. i 11.70 bliver han efter pavens konkretisering helgenkåret i kirken. 
Sct. Bendts kirke set udefra. Det er lørdag. Herligt solskinsvejr og man afholder loppe- og kræmmermarked på torvet. Vi er ankommet i bil og holder på parkeringspladsen ved kirkens hovedindgang mod vest lige overfor Ringsted Vandrehjem. Her i højre side af billedet ser du koret - det vender som alle kor mod øst. Der hvor paradiset lå og hvor solen står op. Det første man ligger mærke til ved denne kirke er at den har form som et ligesidet kors. Det kaldes for en korskirke. Det næste er de smukke røde munkesten og det irgrønne kobbertag. Kirken har ikke altid set sådan ud. Den har været brændt ned - og så videre - den har oprindelig været med fladt trætag i et stokværk. I dag ser vi den med to stokværk. Jeg garanterer dig for, at den har kostet mere end en bondegård at opføre.Det er faktisk den kirke der er begravet flest konger i. Roskilde Domkirke kommer her ind på andenpladsen. Nå, men vi skal indenfor. 
Den 9. juni 2012 er vi på tur med vore venner i Dansk-Tjekkisk forening. Vi skal selvfølgelig besøge Sct. Bendts kirke i Ringsted fordi dronning Dagmar - Dragomir - der kom fra Böhmen som 14 årig og blev gift med Valdemar den 2. - Sejr ligger begravet her. Danske kilder fortæller, at hun var 18 år, da hun kom hertil, men hun var Ottokars næstældste datter, som han fik med sin første hustru. Han fik ialt 13 børn. Han var ved magten, da hun blev bortgiftet og det kan man ikke overlade til den fraskilte hustru alene. Så man lyver hende ældre end hun er. Du kender sikkert folkevisen om Dagmar der ligger ud i Ribe syg til Ringsted lader hun sig vente. Hun døde i barselsseng 21 år gammel. Da Valdemar fik besked på Skanderborg slot om at hun lå for døden red han af sted fulgt af 100 svende, da han red over Ribe bro - da red den konge alene. Til langt op i det 1800 århundrede var det almindeligt, at kvinderne (ofte stadig piger) blev gift ganske unge. Mændene var ofte betydeligt - relativt set - ældre. De var nødt til først at have en sikker position for at kunne gifte sig. Det var også almindeligt, at mænd der var kommet op i årene og var blevet enkemænd giftede sig igen med ganske unge piger, der kunne passe og pleje dem. I en hel del tilfælde blev ægteskabet måske indgået med et barnebarn. Det ville være uhørt i dag, men den gang var skik og brug en hel anden. Det er noget jeg blev opmærksom på, da jeg studerede min egen slægts historie - det gav mig en masse bøvl med såkaldt anesammenfald. Studerer du den danske kongerække og ser på hvilke kvinder de ægter - så er de meget ofte ganske unge. Det samme gælder det antal af elskerinder - friller - de holder sig. Christian den II. eksempelvis gifter med sig Elisabeth. Hun er kun et barn på 13 år. Alligevel bliver dette ægteskab på trods af alle odds og Christians elskerinde Dyveke efter nogle år et af de mest harmoniske i Danmarkshistorien. 
Altertavlen i Sct. Bendts kirke i Ringsted. Sankt Bendts Kirke udgjorde den nordlige fløj af Ringsted Kloster, der hørte under Benediktinerordenen og var udsprunget af klosteret i Odense. Den ældste kirke var opført i frådsten omkring 1080. Valdemar den Store stod bag opførelsen af den nuværende kirke i munkesten, der blev indviet i 1170 og var et af de tidligste teglstensbyggerier i Nordeuropa. Den blev indviet med en kæmpefest, der samtidig markerede helgenkåringen af Knud Lavard og kroningen af Valdemars søn, den senere Knud 6.
Kirken rummer mange kongelige og adelige grave, heriblandt kongerne Valdemar den Store, Knud 6., Valdemar Sejr, Erik Menved og Erik Plovpenning. Næst efter Roskilde Domkirke er det den kirke i Danmark der har flest konger begravet. 
Vor forening har fået præsten ved kirken Henrik Fuglsang-Damgaard til at fortælle om kirken og selvfølgelig lidt Danmarks historie. Et af vore medlemmer oversætter til tjekkisk - cirka halvdelen af vor forenings medlemmer er Tjekker. Denne kirke er et af de første store teglstensbyggerier i norden. Valdemar den Store henter bygmestre direkte fra Lombardiet i Norditalien, hvor man i næsten 800 år havde kunnet kunsten med at brænde tegl. Man havde hentet bygmestre fra Lombardiet da man skulle bygge domkirken i Lund i Skåne i Sverige - dengang en del af det danske rige. Nu kom de også til Ringsted. Den store fordel ved teglstensbyggeri er at man har materialet på stedet. Det er blot ler - rødler eller blåler. Det formes og brændes på stedet. Til dette byggeri henter man leret op i Benløse ganske tæt på Ringsted. Det er meget interessant at man ved dette byggeri rigtigt slår sig løs. Der bliver fremstillet mursten i helt specielle former. Bemærk eksempelvis søjlerne i buerne. Du kan finde mange flere specielt udformede teglsten på dette billede - søg og du skal finde. Det er halvcirkelformede sten. Ved senere byggerier er man ikke så kreativ, men bruger standardsten. De oprindelige originale sten kan du finde bagest i korbuen bag alteret. Det er de oprindelige riflede munkesten. 
Prædikestolen med lydhimmel 
Mindetavle over Dronning Dagmar. Her er teksten på tjekkisk til venstre og på dansk til højre. Den blev afsløret i september 1928. Den er opsat på foranledning af Czekoslovakisk Dansk Selskab i Praha. 
Kalkmaleri af Dronning Dagmar. Det er fra nyere tid - 1916. 
Korbuen er besmykket med et kalkmaleri. Man skal kende sin danmarkshistorie for at kunne følge med her. Det er et rent politisk maleri, der alene har til hensigt at gøre hvad man kan for sikre en arvefølge. Det er dronning Agnes der har bekostet det. Her i front ser vi Marias himmelkroning - Maria og Jesus - mor og søn. Så har vi dronning Agnes og Erik Plovpenning. Erik Klipping og Knud Lavard. Erik Plovpenning er endog udstyret med helgenglorie, selv om pavestolen aldrig ville konkretisere hans helgenkåring.
Her sidder så Dronning Agnes oppe i loftet. Agnes var gift med den danske konge Erik Klipping. Han blev som bekendt myrdet i Finderup Lade ved Viborg. Så kunne hun selv overtage magten som regent. Hendes dreng Erik Menved var kun 12 år gammel, men hans far havde allerede fået ham valgt som efterfølger på tronen, men han var ikke gammel nok, da far døde, så mor kunne lige tage tøjlerne - og det gjorde hun. 
Erik Klipping med dolke i ryggen og ved hans side dronning Agnes - til højre Erik Menved og dronning Ingeborg YNGRE MIDDELALDER 
Du kan jo lige afprøve dine kræfter i Danmarkshistorie på denne gobelin. I nederste venstre hjørne ser du ved første omgang Sct. Jørgen og Dragen. Nej - det er det ikke! Nok er motivet taget fra denne legende, men her er det Niels Ebbesen som ridderen og dragen er Grev Gerhard af Holsten - med tilnavnet den kullede greve. 
Et maleri af Niels Ebbensen. Hesten er alt for stor og malerinden magter ikke at få den til at stå rigtigt på jorden. Frederiksborgmuseet takkede nej til billedet. 
Niels drager ind i Randers med 47 følgesvende. Greven er med en hær på 4000 mand draget op fra Holsten for inddrive skatter og opholder sig nu i Randers. Niels kommer ind i det hus hvor han opholder sig og slår greven ihjel. Han får forinden det gode råd af sin hustru, at han skal vende hestens sko. Så tror man han er redet i den modsatte retning. Det er selvfølgelig en skrøne, men det er en god historie. Det sker den 1. april 1340. Niels bliver i danmarkshistorien indbegrebet af det bedste danske og alt antitysk. Nu kan du selv forsøge. Kan du finde Valdemar Atterdag og hvem er det der er i færd med at dræbe sin broder Peder med en kølle, som har stjålet hans hustru Adelus. Peder tigger om forladelse og tilbyder, at han kan være sammen med Adelus bryllupsnat, til gengæld for sin frihed.
Nogle historikere mener, at hun i en sammensværgelse med Rane Jonsen lod kongen myrde så hendes 12 år gamle søn Erik Menved - der allerede var kåret som tronfølger kunne blive konge og hun som formynder kunne sidde med magten i Danmark. Ved en retssag ført ved pavestolen i Rom af biskop Jens Grand skulle hun under et skriftemål have betroet ham at hun stod bag mordet. Han gav hende syndsforladelse mod at hun donerede en kæmpesum til Benediktinermunkene i Ringsted Kloster, så de kunne genopbygge kirken efter en brand i 2 etager. Derfor hænger hun her i loftet. Denne udlægning har vi fra nogle historikere. Der er bare det problem, at biskop Jens hermed skulle have brudt sit tavshedsløfte, man må ikke videregive hvad man hører under et skriftemål. Det har pavekirken dog altid brudt - tænk al den fede information man kunne få under skriftemålene. Selvfølgelig har man udnyttet informationerne. Det er i øvrigt også den mest plausible forklaring. Den med at Marsk Stig er morderen holder ikke vand. Det er altid nemt at opklare et kongemord. Med usvigelig sikkerhed er morderen den der overtager tronen. Her bliver det sønnen, men hans mor Agnes er formynder - så det er hende der overtager tøjlerne. 
Henrik fortæller og der bliver oversat. Det tager tid. Jeg kan hele historien på fingrene og lister derfor rundt og fotograferer - uden blitz - derfor uskarpheden. 
Her altertavlen. Billedet er skærtorsdag, hvor Jesus indstifter nadveren. Jeg beklager den elendige billedkvalitet. 
Et vue fra alterpositionen. Kirken er en korskirke og vi har selvfølgelig som i alle kirker indgangen mod vest og alteret mod øst - der hvor paradiset lå. Det der er enestående ved denne kirke er at Valdemar den 1. - den store lod den opføre i røde tegl - munkesten. Det er et af nordens ældste teglstensbyggerier. Han flyttede liget af sin myrdede far Knud Lavard fra Haraldsted kloster og hertil. Han forsøgte også at få ham helgenkåret. Det blev han i Danmark, men paven ville ikke være med, så han blev aldrig konkretiseret. Erik Menveds og hans hustru Ingeborg af Sveriges gravmæle er blevet vendt og lagt op her lige foran alteret. Der er siden jeg var her sidst sket en del forandringer. Nu er man snart ved at få kirkens museum gjort klart - det har indtil nu været noget roderi. Det glæder jeg mig til at se. Der er en masse genstande de har pillet op af gravene. 
Her er gravmælet for kong Erik Menved og hans dronning Ingeborg af Sverige. Dette udsmykkede gravdække er noget af det smukkeste af slagsen jeg har set i en kirke. Sidst jeg var her var det sådan, at man alene havde afspærret det med en snoremarkering. Besøgende spadserede lige hen over det. Det er meget svært at fotografere. Her har jeg valgt skarpt sidelys - så kan man se det meste, men det skarpe lys gør også at Erik Menveds potræt tværes ud. Jeg prøver at få det bedre næste gang. Det ser i øvrigt ud til at være blevet restaureret - det er mit bedste billede af det indtil nu. 
Henrik fortæller lige historien om døbefonten som i nogle hundrede år var solgt og brugt som blomsterkumme i en villahave. Nu er den tilbage. Den er udført i granit og dekoreret med motiver fra Jesu liv. Du kan se indtoget i Jerusalem med Jesus ridende på et æsel. Vi har i tonsvis af den slags granitdøbefonte i landets kirker. De ligner alle hinanden. Jeg glemte lige at få et billede af dåbsfadet. 
Her korbuen set fra sydfløjen. Det er dronning Agnes der troner der oppe. 
Vi har også kong Erik Plovpenning med i bunden af kalkmaleriet. Her bliver han fisket op af Slien. 
Henrik har fundet dette kransebånd. Det er Tjekkiet der i sin tid nedlagde kransen ved et jubilæum for dronning Dagmar. Han leder efter den tjekkiske inskription. Så skal vi på besøg på Ringsted rådhus, der er nabo til kirken. På trappen op til byrådssalen hænger dette maleri af dronning Dagmars bryllup med kong Valdemar den 2. - Sejr. 
Ikke bare Danmarks, men hele Nordens største borg, er Hammershus på nordspidsen af Bornholm. Valdemar Sejr havde allerede anlagt en mindre borg kaldet Lilleborg inde på øen. Borgen her bliver pågebyndt omkring 1260, og den blev opført af ærkebiskop Jakob Erlandsens mænd, der ville sætte magt bag ærkebispens kamp mod den danske konge. Jakob fik ikke selv nogen gavn af borgen. Det gjorde hans efterfølger Jens Grand til gengæld. Han tog ophold på Hammershus efter sin flugt fra Søborg slot i 1296. Han skal med her fordi han senere får lejlighed til at føre en retssag ved pavestolen i Rom. Hans dokumenter findes og det er heri vi har en så vigtig kilde til forståelsen af mordet på Erik Klipping og hans Dronnings mulige involveren i dette mord. 
Med lov skal land bygges ... Med udsendelsen af Jyske Lov i 1241 sætter Valdemar Sejr et værdigt punktum, for sin næsten 40-årige kongegerning. Naturligvis har Valdemar ikke selv skrevet lovens ord, men det er uomtvisteligt, at han personligt har taget initiativet til samlingen af det imponerende lovværk, hvis ikrafttrædelse kundgøres officielt på et rigsmøde i Vordingborg i marts måned. Forfatteren til Jyske Lov er sikkert Valdemar Sejrs gamle ven, bisp Gunner af Viborg, og påvirkningen fra kanonisk ret går som en rød tråd gennem hele værket. Mange af dens sætninger er direkte hentet fra kirkeretten, men de er på den anden side omskrevet til et kærnefuldt og let forståeligt dansk, der ikke lader nogen i tvivl om lovens ånd og bogstav. Kongen - af Guds givne - myndighed fremhæves stærkt, men Jyske Lov har dog ikke fjernet sig længere fra gammel demokratisk tankegang end, at loven gives af kongen og vedtages af landstingene. I sig selv er kong Valdemars lov en tilkendegivelse af Danmarks vej henimod den lovordnede retsstat, og Jyske Lov består igennem århundreder. I en del af Slesvig gjaldt visse af dens bestemmelser endnu ved 1900-tallets begyndelse. 
Så skal vi på besøg på Ringsted rådhus, der er nabo til kirken. På trappen op til byrådssalen hænger dette maleri af dronning Dagmars bryllup med kong Valdemar den 2. - Sejr. 
Byrådssalen. Her er vindueshøjden dobbelt af normalt, så man udefra kan se at det er et betydningsfuldt rum. 
Vi bydes velkommen af borgmester Niels Ulrik Hemmingsen (V). Han er en rigtig god fortæller og bliver suppleret af den tidligere borgmester Ole (S). Man skal især hæfte sig ved gardinerne bag Niels - disse to er de eneste der er tilbage og beklædningen på væggene - de er stofbeklædte. Det har den fordel at rumklangen i rummet bliver dæmpet og det er behageligere og tydligere at tale sammen i rummet. Stoftaperterne er fremstillet af bleget og ubleget hørlærred i damaskvævning. Motivet er Slagelse byvåben. Det var arkitekten Steen Eiler Rasmussen der vandt konkurrencen om det nye rådhus, der foreslog at væggene blev stofbeklædte. Foran Niels står to stole. De kan stilles sammen til et hjerte. Det er også arkitekten der står for dem. Her sidder brudeparrene. De kaldes for brudestolene. Niels tager lige og vender den ene stol 180 grader. "Så kan de sidde sådan, når ægteskabet begynder at slå revner!". Det er en morsomhed, men sjovt ser det ud. Flere af stolene har arkitekten også designet. Niels fortæller også, at man tit får besøg af grupper der studerer arkitektur og specielt interesserer sig for Steen Eiler Rasmussen. "De er særdeles velkomne og vi er meget glade for at fortælle og vise frem." siger Niels. 
Professor, arkitekt og manden bag Ringsted rådhus
Steen Eiler Rasmussen.
Tegning af Erik Werner.
Et af de fire Inka tapeter som arkitekten gav til Rådhusets udsmykning. Der var engang 5, men 1 er på mystisk vis forsvundet. Her ses billedet: "Soltilbedelse i det store Cusco-tempel". Stolene du ser her har arkitekten også designet. Min kone og jeg får en længere snak om borgmesterkontoret med borgmesteren. Vi har begge været kommunale og skal lige udveksle vore erfaringer fra arbejdet på et sådant kontor med ham. Det er gedigne håndværksfremstillede inventargenstande, der befinder sig i rummene. Der er rigtig mange ting vi synes er et nærmere studie værd, men tiden er knap.
Inkatapeterne
Til en beskrivelse af Ringsted Rådhus hører så absolut en omtale af »Inkatapeteme«. Det drejer sig om en serie gamle, trykte billedtapeter på papir - oprindeligt fremstillet i 25 baner hos firmaet Dufour og Leroy i Paris.
Det menes, at tapeterne er kommet til Ringsted via en strandingsauktion og opsat i et lokale på Postgården omkring 1830, da man ventede besøg af Kong Frederik VI.
Hvad forestiller Inkatapeterne
Billederne forestiller scener fra den spanske opdagelsesrejsende og eventyrer Pizarros møde med Inkaerne i Peru i 1531. Inkatapeterne hang på Postgården til 1925, da der skulle finde en ombygning sted. De var på det tidspunkt i en elendig forfatning, idet næsten 100 års slid havde sat sine spor. Desuden var der flere steder lavet huller i dem, bl.a. til en ventilationsrist og en skabsdør. At tapeterne undgik at blive smidt i fyret, skyldes Ringsted-arkitekten Niels Svendsen, som købte dem og deponerede dem i Akademisk Arkitektforenings lokaler i Vingårdsstræde i København. Da foreningen kort efter flyttede, blev tapeterne anbragt på loftet over Kunstindustrimuseet. Her lå de så, til professor Steen Eiler Rasmussen fik hentet dem frem og fik dem restaureret, så de kunne anbringes i det nye rådhus i Ringsted. Her hænger de fremdeles i lokalet ved siden af byrådssalen, »Inkaværelset« eller - som det hed i begyndelsen bryllupsværelset.
Foruden de tre dele af tapeterne, som er på rådhuset, findes en fjerde del, som efter flytningen fra København blev anbragt i rådhusets kælder, men som i 1966 blev fundet frem og restaureret og derpå anbragt i et af restaurationslokalerne på Postgården, hvorfra det i 1985 blev overført til Ringsteds nye bibliotek.
I denne forbindelse udgav forfatteren og journalisten Paul Rasmussen, Ringsted, et lille skrift, hvori han gør op med den hidtidige fortolkning af tapeterne og deres motiver, idet han henholder sig til et tysk værk om billedtapeter.
Bare et billede af Sikker Hansen. En bondepige på høstarbejde. Jeg holder meget af denne kunstner og hans billeder. Der hænger megen god kunst på danske rådhuse. 
Et lidt primitivt oliemaleri af det tidligere Ringsted Rådhus. Jeg mener det blev brugt som Amtsgård i en række år. 
Niels fortæller os om den meget smukke borgmesterkæde udført af en lokal guldsmed. Kæden består af Dagmar- og Valdemarskors. Motivet på den runde medaljon er Ringsted Segl med byvåbenet. 
Kæden er udarbejdet af den lokale guldsmed Johannes Møller. Han havde lavet en del forstudier og havde valgt et tema fra Ringsteds storhedstid; Valdemar-tiden. Kædens midterparti viser Ringsted købstads våbenskjold, let stilleret med fremhævede figurer udført i guld og belagt med blå, rød, gul og rosa emalje. Baggrunden er gul emalje. Bagpå er Ringsted bys segl i guldafstøbning indfældet i låget på en kapsel, hvori kan anbringes plader med navne på byens borgmestre gennem tiderne. Dette er dog aldrig blevet gjort. Selve den ca. 90 cm lange kæde består af 16 kors, 8 Valdemar kors og 8 Dagmar kors, ligeledes let stillerede og udført i mat guld med hvide emaljekanter. Korset er kædet sammen af rødemaljerede mellemled, der i forbindelse med de hvide kanter leder tanken hen på Dannebrog.
Ved den gennemførte fine stillisering har guldsmed Møller opnået, at kæden trods de gamle motiver, har et moderne præg.
Ringsteds segl – eller byvåbnet som det hedder i daglig tale - kendes langt tilbage i tiden. Det ældst bevarede aftryk findes på et dokument i rigsarkivet fra 1421. Selve stemplet er ældre, og der findes på Nationalmuseet et eksemplar i malm fra ca.1275.
Der har været diskussioner om, hvad selve seglet forestiller. Traditionelt siger man, at øverst ses Guds hånd og under denne sidder jomfru Maria med Jesusbarnet omgivet af tre tilbedende skikkelser. Disse er sandsynligvis; Knud Lavard, Erik Plovpenning og Bennedikt af Nursia.
Hertug Knud Lavard (1096-1131) som ses lige under Guds hånd, blev helgenkåret og skrinlagt i Ringsted 1170. Hans barnebarn Kong Erik Plovpenning, ses i seglet med krone og blomstervase i hånden, hvor han anmoder jomfru Maria om at blive helgenkåret, hvilket dog aldrig lykkedes. Nederst i seglet ses en knælende munk som sandsynligvis er benedektinerordenens stifter Sct. Benedictinus (Sct. Bendt). Personligt glæder det mig, at man har en lokal guldsmed - der kan sit fag og sit håndværk, men også giver sig tid til at finde en historisk baggrund og få det hele smykke - ja det er faktisk et smykke - til at falde sammen til en helhed i sit samlede udtryk. Det er godt gået.
Så får vi lige lidt frokost på Italy. Her præsten ved Sct. Bendts kirke i Ringsted - Henrik Fuglsang-Damgaard - barnebarn til den legendariske københavnske biskop Fuglsang-Damgaard. Jeg har boet dør om dør med Henriks farbror. Jeg får også hilst og sludret med en medarbejder fra det Tjekkiske udenrigsministerium. Hans daglige arbejdsplads ligger i øvrigt lige over for Loretta Klosteret vis á vis Hostinec, Pivnice "U Cérneho Vola". Det er oppe på Prags Borg ved Proholec, der hvor statuen af Thyge Brahe og Johannes Kepler står. Han er her de 6 måneder Danmark har EU-formandsskabet. Han er gift og har også en lille datter. Bor til daglig ude ved ZOO i Troja - ikke så langt fra KOBELISY i en lille beskeden vila. "Det er længe at være væk hjemmefra, men jeg ringer to gange daglig og så bruger jeg også SKYPE, så kan vi se hinanden." Han har fået set en del af Danmark. Også isbådsmuseet i Korsør. Han har også været en tur på Himmelbjerget (det kan han ikke udtale på dansk) og i Gilleleje - han siger Jill-læ-jee. En tur til Vestkysten har også betaget ham. "Vi har jo ikke hav i Tjekkiet siger han. Nåh men så har i floder og bjerge - vi har kun bakker og nogle åer." Vi får en længere snak om at landskabet omkring Korsør på en måde minder om landskabet i den sydlige del af Tjekkiet ved Ceske Budejovice, Ceske Krumlov og helt ned til Lipno søen. Jeg er ikke ganske enig, men kan godt se hvad han mener. Jeg er så heldig at have 2. sekretæren Barbora fra Den Tjekkiske Ambassade i Ryvangen til bords. Barbora Stejskalová beklæder også jobbet som konsul og kulturel rådgiver. Det er Barbora der står bag denne udflugt for medlemmerne. Hun har arrangeret en tilsvarende hertil tidligere. Hun skal snart på pension. Hun bor ellers i Prag på Letnahøjen. Samme gade som Teknisk Museum. Derfor har hun udsigt over hele byen og til Prags borg. Barbora taler tjekkisk og norsk. "Ved du hvad Barbora? Nej! Vil du en tur med hen på bryggeriet mit?" Vi fik i øvrigt drøftet et par sager, som jeg skal have ambassadens hjælp til. Henrik har lidt travlt. Han har 3 stk. barnedyppelser kl. 13.00. Han er nervøs for, at han ikke skal nå at få noget at spise. Jeg forklarer ham, at hvis Jesus kunne leve uden vådt og tørt i 40 døgn i ørkenen så kan han - denne Guds tjener - også klare at springe en frokost over. "Jamen, men mesteren fik også noget at spise. Nu skal du høre Henrik: "Som Mester, så hans svende!" Den kunne han ikke lade være med at grine af. Han fik sin frokost. Niels må også forlade os. Han har en borgerlig vielse kl. 12.30 - så overtager Ole bare lederskabet. SUSÅEN - EN VANDTRANSPORTVEJ AF ENORM BETYDNING  
Suså eller Susåen er Sjællands største (og Danmarks 5. største) vandsystem og længste å beliggende i det sydlige Sjælland nord for Næstved. Den er 83 kilometer lang. Den slynger sig dog så meget gennem landskabet, at dens afstand mellem udspring og udløb kun er 20 kilometer. I dag er der et større naturgenopretningsprojekt i gang med at få gendannet en del af åens oprindelige slyngninger. En strækning er lige blevet indviet af vor miljøminister Ida Auken. Åen udspringer i Tingerup Tykke ved Rønnede tæt på Sjællands højeste punkt. Herfra slår den en bue mod nordvest og kommer forbi Haslev, Ringsted og Sorø og endelig sydover mod Næstved. Susåen har sit udløb i Karrebæksminde Bugt. På sin vej løber den igennem Danmarks 8. største sø, Tystrup-Bavelse Sø. Området og skovene omkring Tystrup-Bavelse-søerne er gjort til Danmarks første naturpark, man gennemførte omfattende ekspropriationer i området i slutningen af halvtredserne.
Suså er fra istiden for cirka 15.000 år siden og blev dengang formet af is og smeltevand. 
Susåen. Broen og møllen ved Karrebæksminde. 1898. Maleri af L. A. Ring
Sejlene vifte fra Aa gennem Skov, Aaen blandt Bakker sig slynger. Hyrden på Højen og Bonden bag Plov nikker, naar Prammanden synger. Hjulene rumle, og Møllerne gaa. Kornet nedsvømmer til Havet ad Aa, Prammen blandt Engene gynger. B.S. Ingemann har malet dette digt om Susåen I store lande som Tjekkiet har floderne i høj grad været med til at præge landet og forme dets liv. De har været de store svulmende livsårer, hvorom liv og kultur fra de fjerneste tider har samlet sig. Danmark kender ingen floder. Vi må tage til takke med åen. Det har vi gjort med glæde, for det stille åløb, der med sivene og de vuggende åkander bugter sig gennem engene, hører så nøje med i poesien i det danske landskab. I den Sjællandske Suså har vi en vandåre, som engang tidligere har haft flodløbets karakter og betydning. Sådan er det ikke i dag. Vi må ty tilbage i historien for lige at blive mindet om dette forhold. Allerede hos Saxo læser vi om de norske vikinger, som i læ af tætte skove stævner op ad Susåen, helt op til Sigersted på Ringstedegnen for at hævne Kong Hagbarts død. Susåen har altså været den store forbindelsesvej mellem midtsjælland og sydkysten. Senere har Lybækkerne sejlet deres skuder op ad åen til Tjustrup søen og havnen ved Næsby. Det var fredelig handelsfærd, hvor de bragte deres last af bergfisk og til Sorømunkene i fastetiden. Det samme har været tilfældet for så vidt angår munkene i Ringsted. Det er også baggrunden for at man har anlagt borganlæg og volde her i området. Så min bemærkning om, at vi ikke har floder i Danmark er nok lidt letkøbt. Vi har også Gudenåen i Jylland og den bruges stadig på en del af strækningen som en slags flod- og vandvej.
Her et par børn der anvender springvandet til noget fornuftigt - nemlig en soppetur. 
Efter at have spist frokost går vi til Dagmar bryggeriet. Vi starter med at smage på en brun Ale. Man skal ikke servere øl for Tjekker. Alle i vor forening fortrækker øl fra Tjekkiet og alle har vi vore favoritter. Branik, Kozel, Krusovice, Staropramen, Gambrinus, Primator, Prazdroj (Pilsner Urquell) og et hav af andre og alle har vi vore favoritværtshuse. 
Væltepeterøl, Gedebukkebajer, den sorte - Cerny - udtales: tjærni er min favorit. Bedst er den på den "Sorte Okse" oppe på Prags Borg. Her et værtshus i Smichov (det smilende ansigt) bydelen i Prag.  
  
Pilsner Urquell er noget bittert stads, men får man den som TANKOVA - det vil sige ufiltreret er det en glimrende øl. Her er vi på KUBYLA i KOBELISY i Prags nordlige del. Her er dekoreret med grønne flasker i loftet. Vi snupper lige 2 krus øl, en tomatsalat og en pizza con quattro formaggi. Pizza med fire slags ost. Hele herligheden 75 danske kroner. 
Mit stamværtshus BULLDOG i PRAG. Ligger i en sidegade til Lidicka i Smichov i Prag. Hvis jeg skal nyde en øl i Danmark, skal det være en Gammel Carlsberg, det er en lagerøl også kendt hos Tuborg som Rød Tuborg - sælges nu under navnet Classic, min viv foretrækker ubetinget elefantbajer. Hun vil ikke have tynde vandøl. Carlsberg Elefantøl er verdensberømt og medvirker endog i en krigsfilm om ørkenkrigen.   
Filmen hedder "Icecold in Alex". En engelsk officer motiverer sig selv og sine omgivelser til, at overkomme strabadserne og den ulidelige tørst i den hede ørkensol ved at tænke på en iskold elefantbajer og tilbyde at byde på en sådan, når de når frem til Alexandria i Ægypten. Det virker og de klarer ærterne. Det er også en fortrinlig øl. Her er lige et lille filmklip www.youtube.com/watch?v=xd7HTlkzS28 bare klik. Blev du tørstig? Indslaget er jo stærkt suggestivt. Jeg er faktisk blevet lidt i tvivl om det er elefantbajer de drikker eller om det er Carlsbergs Lager. De her glas de drikker af blevet lavet til Carlsbergs Guldøl ligesom Tuborg havde et magen til og flere andre danske bryggerier. Øllet i glassene er lyst. Lageren er mørkere., men han bestiller lager hos tjeneren. Skal vi holde os til elefanten. Nej, det skal vi ikke. Jeg har undersøgt sagen fordi jeg ville vide besked. Det forholder sig sådan, at Carlsbergs Elefantøl først blev lanceret i 1959. Det er derfor en umulighed, at det er denne øl - som også er en lager - der bliver drukket i filmen. Det er jo under ørkenkrigen i 1942 handlingen udspilles. Det er den verdensberømte lager der bliver konsumeret. 
Det glæder mig uhyre meget. Det er netop min foretrukne øl. Pressemeddelelsen ovenfor glæder mig også. Nu vender man tilbage til den originale flaske og etikette. 
Her lige en plakat fra England fra 1920. I filmen har hovedpersonen en kasse med øl. Det er selvfølgelig den her slags og i den flaske. 
Jeg må lige fortælle, at jeg har et særligt forhold til Carlsberg. Jeg har vandret her forbi et utal gange. I min tidlige barndom gik jeg og min legekammerat Jan - også kaldet mejeristens Jan - mange gange fra Enghave Plads, hvor vi boede til Søndermarken for at lege. Om vinteren i snevejr med vore kælke og på andre tider af året blot for at lege i Søndermarken. Når vi passerede disse fire elefanter måtte vi lige prøve, at ligge på kuglerne med snablerne. Senere gik jeg på gratis omvisning på bryggeriet med mine klassekammerater. Turen sluttede altid med et besøg på museet hvor der var udskænkning af produkterne. Da jeg blev ældre blev rodekontoret i Lyrskovgade inviteret til en årlig fest her, fordi vort kontor havde lønudpantningerne på bryggeriet for hele Københavns kommune. Det var helt vildt og vi blev alle kanonfulde, så elevernes forældre klagede til kontorchefen på rodekontoret. Senere igen kom jeg her fordi, min svoger arbejdede her. Umiddelbart før han valgte en fratrædelsesordning gjorde han tjeneste på museet grundet sine fortrinlige engelskkundskaber. Han startede ellers som elektriker, men fik så ansvaret for den tekniske vedligeholdelse af det nye computerstyrede gærformeringsanlæg. I øvrigt var det sådan når man gik forbi bryggeriet her ad Ny Carlsberg Vej, at det altid lugtede af ølfremstillingen. Porten her forbinder i øvrigt det gamle Carlsberg med det nye via den gang der løber ovenpå porten. De store kobberkedler befandt sig lige indenfor til venstre - derfor lugten. LABOREMUS PRO PATRIA - ARBEJDE FOR FÆDRELANDET - står der på inskriptionen over porten. I mange år har Carlsberg været en fond, der har støttet kunst og kultur i landet. Det er noget vi virkelig kan glæde os over. SKÅL. 
Her har vi så bryggeren J.C. Jacobsen med sin berømte lagerøl på bordet. Ved du at han "huggede" gæren til denne øl i Plezen i Bøhmen - i dag Tjekkoslovakiet. Han rejste hjem med den til København beskyttet af en høj hat for at undgå for kraftige temperatursvingninger. Gær er jo en levende organisme. Lige netop denne gær sælges i vore dage under navnet Saccharomyces Carlsbergensis. Det gik i første omgang godt, men pludselig en dag gik det galt for bryggeren lige pludselig blevet øllet ødelagt af vildgæring. Han havde ellers lært af Louis Pasteur i 1847, at anvende pasteurisering, men det var ikke nok. I 1877 lykkedes det for Emil Christian Hansen, der var blevet ansat nogle år tidligere, at finde en metode til at rendyrke gæren. Det skete i en sukkeropløsning, hvor gærcellerne kunne adskilles fra andre svampetyper og han stod med den rene gær. Det blev så langt senere sat i system i et gærformeringsanlæg. Det som min svoger fik fornøjelsen af, at holde kørende i døgndrift, for så vidt angår den tekniske drift af computerstyringen og elektronikken samt alt det elektriske. Bryggeren stillede gæren til rådighed for alle - ikke noget patent. Der skal naturligvis betales for den. Det her hjemmebryg der smager af sure ævler og grønne bitre valnøddeskaller er ikke lige os. Måske er vi bare bedre vant. 
Min kone viser lige flasken med etiketten. Det er en Brown Ale. En typisk hjemmebryg fra minibryggerierne når man ikke har en ordentlig vandkvalitet og man vil undgå at det hele mislykkes. 
Vi får lige et ølforedrag. Ak, ja hvad forstår bønder sig på agurkesalat. 
Så havde man ikke engang sodavand til børnene. SÅ MANGLER MIN KONE OG JEG BLOT AT SIGE TAK FOR TUREN OG FOR KIRKENS OG BORGMESTERENS GÆSTFRIHED OG VELVILLIGE HJÆLP MED DET HELE. DET VAR EN DEJLIG TUR, MEN DET ER JO OGSÅ LIGE NOGET SOM HAR MIN INTERESSE.
NOTER TIL REDIGERING - ting der skal undersøges nærmere og som sikkert kan føre til korrektioner. (det er bare ting og sager jeg har parkeret her - for at jeg huske dem til brug for det videre arbejde med at finpudse siden. Der er sikkert ting der skal fjernes - andre der skal skrives om, måske skal der nævnes et par kirker mere og det samme gælder et par borge. Der er klart behov for en politisk analyse. Knud Lavards helgenkåring har eksempelvis intet med hans hellighed at gøre. Absalon og Valdemar var bestemt ikke de bedste venner af verden. Dagmar er uden politisk betydning og i de mere seriøse historiske værker, nævnes hun kun i en enkelt sætning. Det underholdende er dog den meget nationalliberale tilgang til begivenhederne. A.D. Jørgensen er den værste af dem alle stærk forfulgt af Ingemann. Palle Lauring er næppe helt seriøs. Saxo er fantastisk god, men det meste er vinklet i strid med de historiske facts. Det er her dog skrevet for at blive læst og for at læseren kan holdes fanget af emnet. Dronning Dagmar (ca. 1186 - 24. maj 1212[1]) var som Valdemar 2. Sejrs hustru dansk dronning. Hendes fødselsår er ukendt. Flere kilder nævner, at hun er 14 år gammel, da hun bliver gift. Kun omtrent atten år gammel bliver hun i 1205 forlovet med den danske Konge, som bejler til hende ved sin svend Strange den Unge. Den mand, hun giftede sig med, var "konge af Guds nåde" og både over "de danske og de slaver". Det var det, han kaldte sig, og det var den politiske og religiøse vision - et dansk/slavisk storrige. Deres bryllup står i Lübeck samme år. Dagmar dør i barselsseng den 24. maj 1212, efter hun i 1209 havde født kongen sønnen, Valdemar den Unge (Valdemar den Tredje). Han dør i 1231 efter at han ved et uheld blev skudt imens han var ude på jagt. Han ligger begravet ved sine forældres side i Ringsted ved venstre side af kongen Sagnet om Dagmar i folkevisen Dronning Dagmar står for eftertiden som en sagnskikkelse; en dronning med et godt og retskaffent hjerte forenet med legemlig tække og ynde skaffede hende et ry i samtiden, som holdt sig op gennem middelalderen, da de mundltligt overeverede viser om hende blev nedskrevet og bevaret for efteriden i folkevisen. Vore gamle viser ved at fortælle os langt mere om Dronning Dagmar, end krønikerne. Som historiske kilder er de højst unøjagtige; derimod giver de os eftertidens senmiddelalderlige anskuelse af denne dronnings liv og tænkemåde.
Vi har ikke mindre end fire sådanne viser. De tvende første skildrer os hendes brudefærd; den ene, hvorledes Hr. Strange Ebbesen sendes i dette ærinde til Bøhmen, tilligemed den unge Hr. og Hr. Oluf Lykke, samt Biskop Peder af Sjælland og Hr. Albert af Eskildsø; hvorledes de sejle over salten sø, kaste anker på sand, sende bud til kongen af Bøhmen, ankomme og beværtes; hvorledes Hr. Strange leger tavl med den unge frøken, medens kongen og dronningen rådslår i deres lønkammer; og hvorledes han vandt den unge brud, og på sin herres vegne blev viet til hende. På silke vandrer bruden til strande, og kommer i land ved Mandø, hvor hun ser kongen over tre riger tumle sin ganger på hviden strand, og hvor hun på sit spørgsmål af Stranges mund hører sin herres og brudgoms røst. En havfrue spår på skibsfarten, at hun kommer til at lade sit unge liv (som følge af barselssengen).
I den tredje folkevise berettes, hvordan Dagmar går i forbøn for den fængslede biskop af Slesvig, biskop Valdemar, der havde siddet i fængsel i 14 år, først i Nordborg, siden på Søborg ved Gurre, hvor dronningen fattede medlidenhed med ham. Det sker i 1206. Hans tak var straks at forene sig med landets ydre fjender, for med deres hjælp at rette et fjendtligt anslag mod de danske øer, men ingen af vore krøniker har deri fundet anledning til at dadle dronningens godhed.
Hendes empati og ømhed for folket har bevaret mindet om hende langt ud over hendes samtid, hvilket kommer mest tydeligt til udtryk i den fjerde og sidste nedskrevne folkevise om dronning Dagmars sygdom og død (i barselsseng) den 24. maj 1212:
I år markerer 800-året for død dansk dronning Dagmar. Dagmar af Danmark (ca. 1186 - 24. maj 1213, Ribe), også kendt som prinsesse Margaret af Bøhmen eller Marketa Přemyslovna, var datter af kong Přemysl I Ottokar af Bøhmen og hans første kone, Adelheid af Meissen. Margaret senere gift med kong Valdemar II af Danmark (1170-1241, regent af Danmark fra 1202) og blev dronning af Danmark.
Hendes far blev valgt hertugen af Bøhmen. Da han senere afvist Adelheid og skilt hende, Margaret ledsaget hendes mor til retten i Meissen. I 1204 blev hun kontaktet af udsendinge af kong Valdemar II af Danmark, der kom til retten i Meissen at spørge sin mor for hånden af sin angiveligt smukke datter i ægteskabet. I 1205 blev Adelheid lov til at vende tilbage til Prag, fordi ægteskabet mellem Margaret og den danske konge så ud som en lovende alliance til sin far Přemysl. Margaret giftede Valdemar i Lübeck i 1205. I anledning hun fik navnet Dagmar af danskerne. På trods af de påståede hyppige ekstra-ægteskabelige affærer hendes mand, snart hun blev meget populær blandt danskerne takket være hendes skønhed og venlige manerer. Hun er stadig husket som en af de største danske dronninger. I 1209 fødte hun sin søn Valdemar. Dronning Dagmar døde i 1213 (eller 1212 ifølge andre kilder), samtidig med at en fødsel til hendes anden søn. N.B. der er stor uklarhed om Dagmars fødselsår i kilderne. Måske er der en forveksling mellem 2 personer i samme familie med samme fornavn. I alle kilder er hendes fødselsår angivet med et stort ?. Palle Lauring siger i sin bog om Valdemarerne, at hun er 14 år ved ankomsten. Der må findes nogle kilder om bryluppet i Lübeck og nogle kilder - bortset fra folkeviserne om forhandlingerne i Meissen og med Ottokar I. Der er ikke meget på nettet, men i Tjekkiet er der mange historiske afhandlinger i bogform. Det her kræver hjælp - det er vigtigt at der ikke bliver bragt en skrøne om hendes alder ved ankomsten. Anetavlen ovenfor er på mange måder interessant. Den viser Knud Lavards slægtskab til Ukraine. Dagmarkorset kommer formentlig derfra og er gave til en anden af de kvinder der lå begravet sammen med Dagmar. Ved udgravningen - kunne det konstateres, at på grund af pladsmangel var kisterne knust og skubbet sammen. Dagmars kiste var næsten tom. Det fremgår af ældre kilder, at skeletdelene blev udstillet på et tidspunkt for meget lang tid siden. Her skulle angiveligt en ung mand have stjålet Dagmars kranie. Bemærk den danske konges udsendinge kommer til retssagen i Meissen, hvor dronningen stammer fra. De forhandler om giftermålet. I den anledning kommer Dagmar tilbage til sin far på Vysehrad i Prag fordi han ser visse muligheder i giftermålet i forhold til sin egen situation. Det fremgår af kilderne at giftermålet finder sted i Lübeck. Der findes en mindesten på Mandø. Dagmar skulle ved sin ankomst til Danmark have gjort et kort ophold her. 
Kongerækken i middelalderen: Svend d. 2. Estridsøn (1047-1074) Harald d. 3. Hén (1074-1080) Knud d. 2. den Hellige (1080-1086) Oluf d. 1. Hunger (1086-1090) Erik d. 1. Ejegod (1095-1103) Niels (1004-1134) Erik d. 2. Emune (1134-1137) Erik d. 3. Lam (1137-1146) Svend d. 3. Grathe (1146-1157) Knud d. 3. (1146-1157) Valdemar d. 1. den Store (1157-1182) Knud d. 4. (d. 6.) (1182-1202) Valdemar d. 2. Sejr (1202-1241) Erik d. 4. Plovpenning (1241-1250) Abel (1250-1252) Christoffer d. 1. (1252-1259) Erik d. 5. Klipping (1259-1286) Erik d. 6. Menved (1286-1319) Christoffer d. 2. (1320-1326 + 1330-1332) Valdemar d. 3. (1326-1330) Valdemar d. 4. Atterdag (1340-1375) Margrethe d. 1. Regerede for Oluf d. 2. (1375-1387) Regerede alene (1387-1397) Regerede for Erik (1397-1412) Erik d. 7. af Pommern (1412-1439) Christoffer d. 3. af Bayern (1440-1448) VALDEMAR DEN STORE - NOTER - BAGGRUND I sine første år som enekonge mødte Valdemar i sit eget rige modstand og oprør, som blev ledet af skuffede kandidater til tronen. Valdemar og hans støtteparti havde dog held til hurtigt at bekæmpe disse opstande. Næste opgave var at grundfæste og styrke det kongelige magtapparat, som de mange års tronstridigheder og delinger af riget havde svækket. Et skridt på vejen var genskabelsen af ledingsvæsenet. Efter vendernes hærgen har alle de ramte indset nødvendigheden af et fælles rigsforsvar. Saxo fortæller, at på det andet togt mod Rügen som Absalon deltog i, i 1159, udgjorde ledingsflåden 260 skibe, stillet af Skåne, Sjælland, Lolland og Falster, i alt 56 af rigets ca. 200 herreder. Det svarer til, at tre sogne i gennemsnit har udrustet et skib, hvilket yngre kilder synes at bekræfte. Saxo beretter, at Erik Emune som den første kombinerede søledingen med en ryttertjeneste, idet han anbragte fire heste på hvert skib. Det var med en rytterhær Erik Emune besejrede ledingsflådens mandskab ved Fodevig i 1134, og om kombinationen af ledingsskibe og et rytteri bekostet af bondebefolkningen siger Saxo, at denne skik har eftertiden efterlevet med flid. En øget dansk hesteavl har været betingelsen herfor. Det fremgår også klart af Saxos mange kampskildringer fra vendertogene, at flådens egentlige kampstyrke er rytteriet med kongsmænd og storbønder i sadlen, mens det oprindelige mandskab af bønder fungerer som rorkarle og andenklasses krigere. Bøndernes årlige ledingspligt i form af personligt fremmøde på kongens ledingsbefaling betød forskelsbehandling. Ledingsudbud kunne i princippet udgå til alle rigets lande hvert år; men i praksis belastedes de nærmeste og mest truede lande hårdere end de fjernere. Dels derfor, og dels for at skaffe penge til rytteriet, blev ledingspligten ændret til en skat, en fast årlig ydelse. Det første vidnesbyrd herom er fra Sven Grathes tid, det næste er fra Valdemar den Stores. Klostret i Venge får på et tidspunkt imellem 1157 og 1164 tilstået alle de kongelige rettigheder af dets landboer, „som de før plejede at svare til vore ombudsmænd på grund af det udbud, som på dansk kaldes leyding”. Alt tyder således på, at en gennemgribende omlægning af ledingssystemet fuldførtes under Valdemar den Store. Saxo skriver, at antallet af ledingsskibe blev gjort op efter Rügens endelige erobring. Det blev bestemt, at hvert fjerde skib skulle være i vagttjeneste, i søen og bemandet med ungt, ugift mandskab. Hermed kan det rime, at hirden samtidig var inddelt i fjerdedele (fjerdinger) til vagthold. Med fred udadtil og indadtil er 1170'erne en periode, hvor kongemagten stabiliseres og styrkes. Hyldningen af Knud den Sjette, hans kroning og Knud Lavards helgenkåring medvirkede til sikring af tronfølgen. Absalons erfaringer i europæisk, især fransk, rigsadministration har utvivlsomt dannet mønster for danske reformer såvel i centralstyret, hoffet og kancelliet, som i det lokale styre, hvor kongelige borge og gårde blev centre for f.eks. ledingsvæsen og skatteopkrævning. Også i byerne var kongen repræsenteret. Fogedtitlen dukker op i Ribe i 1183. Befolkningens skatteevne taler for, at der er sket et økonomisk opsving, ligesom handelen med udlandet øgedes. Den store opgave at få lovene nedskrevet synes gennemført i disse år. En klosterårbog oplyser, at danernes love blev udstedt i 1170. Udenrigspolitisk søgte Valdemar at sikre et godt forhold til Henrik Løve ved en aftale om ægteskab imellem sønnen Knud, der da kun var et år gammel, og hertugens datter Richiza – hun døde imidlertid, så Knud trolovedes i 1171 med hendes søster Gertrud. De to blev gift i Lund Domkirke i foråret 1177. Vielsen forrettedes af ærkebiskop Eskil, som snart efter forkyndte sit længe nærede ønske om at træde tilbage. I fred for venderne blev de sydlige danske kyster atter befolket. Nye rydninger skabte nyt agerland, og nye havnebyer blev anlagt i 1170'erne. Kyststrækningernes nye kirker blev opført i tegl og vidner om, at de er yngre end landets øvrige stenkirker. I kirkestyret fortsatte Absalon som biskop af Roskilde efter at være udnævnt til Eskils efterfølger som ærkebiskop. I Skåne, hvor man havde håbet på at få Eskils brodersøn Asser som ærkebiskop, voksede utilfredsheden til åbent oprør imod ikke blot Absalon, men også imod dem af hans slægt og venner, han placerede som sine og kongens ombudsmænd. Ifølge Saxo skyldtes oprøret deres overmodige adfærd. Et truende brev fra kongen til skåningerne ophidsede dem kun yderligere. Man nægtede at betale kongelige skatter og bispetiende og gav præsterne lov til at gifte sig. Ærkebispen havde skåningerne slet ikke brug for; præsterne kunne besørge hele kirketjenesten. Således, slutter Saxo, viste de både kongemagten og religionen foragt. Situationen minder meget om den, der lå bag den skånske og den sjællandske kirkeret en halv snes år før. Da accepterede henholdsvis Eskil og Absalon forlig „fordi retten tidligere var alt for hård”. Nu forsøgte kongen at nå et forlig, som han i 1181 ville gennemtvinge under trussel om magtanvendelse. Resultatet blev blodige kampe med de skånske oprørere efterfulgt af et kongeligt diktat. De ikke-skånske ombudsmænd blev siddende, men Absalon fik ikke sin bispetiende. Bag oprøret ligger også splid imellem rigets lande. Rigsenheden eller det fælles „fædreland”, som Saxo håbede på som resultat af den fælles indsats imod venderne, var stadig et fjernt ideal. Landsmænd var stadig mænd fra samme land og ikke fra samme rige. Under oprøret synes jydske stormænd at have vist forståelse for skåningernes modvilje imod sjællænderne. Valdemar, der var begyndt som jydernes konge, blev som enekonge støttet af sjællandske stormænd af Hvideslægten, men som kongelige ombudsmænd i Skåne blev disse „udenlandske” sjællændere betragtet som fremmede og mødte modstand. At landene var frataget deres indflydelse på fremtidige kongevalg betød ikke, at deres stormænd var berøvet al politisk indflydelse. Den risiko bestod, at et lands stormænd søgte udenrigs hjælp imod rigets kongemagt. I forholdet til rigets naboer mod syd blev det Valdemar til gavn, at Henrik Løve kom i åben strid med kejser Frederik Barbarossa. Kejserens hær indtog i 1181 lübeck, som hertug Henrik havde ladet opføre. Valdemar så de politiske muligheder og aflagde kejseren et besøg, hvorunder de aftalte ægteskab imellem Valdemars yngre datter og kejserens søn Frederik og imellem den ældre datter Sophie og grev Sigfrid af Orlamünde i Thüringen. Hvis Valdemars hensigt hermed var at vinde indflydelse i Nordtyskland, var kejseren ham for klog. Han lod den holstenske greve og de pommerske hertuger aflægge lensed direkte til sig. Året efter udrustedes den danske ledingsflåde til togt imod Pommern. Ledere skulle være Absalon og kongesønnen Knud, men mandskabet og især jyderne ville ikke ledes af Absalon. Kong Valdemar måtte da selv tage kommandoen, men ramtes af sygdom og feber. Kongen blev bragt til Vordingborg, hvor han døde. Togtet blev opgivet og flåden hjemsendt. Ved Valdemar den Stores død er der gået næsten hundrede år siden Knud den Helliges gavebrev til domkirken i Lund. Brevets korte tekst gav os indblik i et samfund, hvor rammerne var lagt for kongemagtens rigsstyre til gavn for freden og retfærdigheden, og dermed for kirken. I løbet af de hundrede år voksede skrivefærdigheden i Danmark støt, og dermed vort kendskab til folkets vilkår, selv om det stadig er kirkens og tronens forhold, de skriftlige kilder koncentrerer sig om. De rammer, som var lagt i 1085 er nu fyldt ud. Den kongelige majestæt er styrket af to helgener, Knud Konge og Knud Hertug, men af den førstes skæbne har kongerne lært at fare med lempe i respekt for landenes love. Kongerne begunstiger kirker og klostre ved gaver og privilegier, hvis overtrædelse rammes af bandlysning, hvortil der fra 1140'rne føjes anklage for majestætsforbrydelse. Skatter, afgifter og bøder til kongen fremgår af de gavebreve, hvori den kongelige ret enten følger med eller beholdes. Valdemar den Store, der selv både kunne læse og skrive, har givet en beskrivelse af sit samfund i et beskyttelsesbrev fra 1177 for et nyoprettet Sankt Knudsgilde i Visby. Det hedder heri: „Ligesom Gud, alles styresmand, har skabt forskellige lemmer under ét hoved og givet dem forskelligt virkefelt, har han på samme måde efter forholdenes og tidernes vekslen fastlagt, hvad folk har at gøre. Derfor skylder vi i faderlig kærlighed alle en ligelig afbalanceret ret, hvad enten de giver sig af med handel eller sveder af markarbejde eller glimrer med ridderbælte.” Til disse tre samfundsgrupper, borgere, bønder og riddere, siger kongen: „Giv Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er.” Selv levede Valdemar i bogstaveligste forstand op til dette Jesusord. Vendertogene var korstog imod hedninger; kirkens område blev udvidet. Kongen begunstigede kirker og klostre. Og i forholdet til kejseren kendte han sin plads som lensmand. Valdemar regerede som enekonge i 25 år og blev kaldt „den Store”, men enerådende var han ikke. Sven Aggesen roser Valdemar i høje toner, men tilføjer, at han over for sine egne var mere eftergivende, end rimeligt var. Han var dybt afhængig af Absalon og Hvideslægten, som reelt var hans medregenter. Valdemar Sejrs dronninger
Af Ole Boyer Pedersen
Det var under Valdemar Sejr 1202 til
1241 at Danmarks magt og udstrækning
var størst, og det var ikke fordi
han vandt alle de slag han deltog i.
Danmarks våbenmagt bestod af en
ledingsflåde med soldaterne som
besætninger på skibe. Efterhånden som
den blev flitigt brugt, en veltrænet og
slagkraftig offensiv styrke, når først
den var samlet. Med al den krigen og
ufred i hans regeringstid må det have
været en stor belastning for den
almindelige dansker.
Det er ikke meget vi kender til
dronninger i den tidligere historie, men
med Dagmar og Bengerd er det
ligesom, der bliver sat krop og sjæl på
et navn. De er de første, vi synes at
kende personligt, fordi de er beskrevet i
folkeviserne. At det så måske er et
overdrevet ry der er sat, godt eller ondt
er en anden sag.
Kong Valdemar Sejr blev gift med
Margrethe Drahomira af Böhmen,
senere kendt som Dronning Dagmar.
Dagmar havde ry for at være en mild
og vennesæl dronning, og hun fødte en
søn Valdemar (den Unge). Dronning
Dagmar blev syg og døde 1212 i Ribe
til danskernes store sorg. I følge
folkevisen bad hun kongen om ikke at
ægte Bengerd "thi hun er så besk en
blomme".
Meget tyder på, at kongen allerede
dengang kendte til prinsesse Berengaria
(fordansket til Bengerd) og havde et
godt øje til hende. Men ingen ved hvor,
hvornår og hvordan, de lært hinanden
at kende. Der er udtænkt flere
forklaringer på deres bekendtskab. En
af dem er, at kong Valdemars søster
Ingeborg, gift med Philip August af
Frankrig, har haft en finger med i
spillet.
Berengar ia var dat ter af den
portugisiske konge Sancho 1. og søster
til hans efterfølger, Alfons 2., og til
grev Ferdinand af Flandern, hos hvem
hun synes at have opholdt sig før sit
bryllup. Berengaria var ualmindelig
smuk og ægtede i ung alder kong
Valdemar 2. af Danmark i 1214.
Hendes moder, dronning Dulce, døde i
1198, og faderen, Sancho I, døde i
1211.
Hun var altså forældreløs, da hun blev
hentet til Danmark af den gejstlige
Gunnar, og snart derefter fødte hun
kongeriget de 3 efterfølgende konger,
17
Erik d.4 Plovpenning, Abel og
Kristoffer. Gunnar blev abbed (1216)
på Øm Kloster, hvor sansynligvis han
skrev Jyske Lov eller en væsentlig del
deraf, samtidig med at Dannebrog faldt
ned fra himlen i Estland (1219), og 3 år
senere (1222) blev han biskop i Viborg.
Danskerne sørgede endnu over den
godhjertede dronning Dagmar, så det
var ikke nemt for den nye dronning at
vinde god vilje hos sin mands
undersåtter. Desuden var Berengaria
nærmest Dagmars modpol: hun havde
ben i næsen og var tilmed en ret
ærgerrig pige. Danskerne kaldte hende
'en besk blomme' og gav hende skyld
for de skattebyrder, som forsurede
deres liv. Det sidste var vistnok
ufortjent. Hun døde, som så mange i
den tid, inklusive muligvis Dagmar, i
barselsseng i 1221, vistnok i sit 31. år.
At føde børn var en livsfarlig pligt for
en dronning, men det var nødvendigt
med mange børn for at kunne skabe
forbindelser og skabe fred med
nabolandenes fyrster og konger ved at
indgifte slægterne. Arrangerede
ægteskaber var standard dengang.
Jyske Lov blev vedtaget af den
forsamlede magtelite på Valdemar
Sejrs dødsleje (1241).
Der er mange myter og
fortællinger om Valdemar
Sejr, så som denne:
Valdemar var en tænksom
mand, og engang han
skulle ud at ride, faldt han i
tanker ved den opsadlede
hests side og stod der i
dybe tanker resten af
dagen. Ingen turde bryde
ind og forstyrre kongen,
før han kaldte på sin page og straks
beordrede ham til at rejse til en klog
mand i Sver ige for at st i l le
spørgsmålet: Hvad er det der bekymrer
mig. Svaret kom tilbage: Du tænker,
hvordan det vil gå dine sønner og riget.
Dertil er svaret at alle 3 sønner vil blive
konger. Hvordan det ville gå riget blev
ikke besvaret. Som vi ved, gik det ikke
godt.
Erik d.4 Plovpenning efterfulgte sin far,
men blev myrdet af Abel, som ikke
regerede længe, før han selv døde.
Abels sønner blev forbigået ved
kongevalget, og dermed var Kristoffer
konge. Dette startede en bitter strid,
som sønderrev riget. Han døde
pludselig i Ribe (29.maj 1259) af
forgiftet altervin.
Den historisk interesserede konge
Frederik d.7. fik i 1855 åbnet Bengerds
grav, og der fandt man et fint formet
skelet og nogle silketøjsrester samt
hendes fletning. Dronning Bengerds
hovedskal med helt fejlfrie tænder blev
der taget en gipsafstøbning af, og den
opbevares i Skt. Bendts Kirke i
Ringsted hvor Dagmar, Valdemar Sejr
og Bengerd ligger side om side i
kirkens gulv.
Dagmarkorset blev fundet i
1683 ved Dronning Dagmars
grav. Men om det har nogen
sammenhæng med hende, er
meget usikkert. Det originale
Dagmarkor s f indes på
Nationalmuseet og er et
p r a g t f u l d t b y z a n t i n s k
emaljearbejde på guld. Udarbejdet af webmaster i perioden 9. juni 2012 til 14. juni 2012 en del af baggrundsmaterialet er dog fra 2009 - 2010. Lidt tilføjelser og tekstrettelser den 17. juni 2012. Det er faktisk utroligt hvad jeg finder af "idiotfejl" i teksten, når jeg selv får læst den igennem. Man kan ikke - kun med stor vanskelighed - læse korrektur på sig selv. Nåh, men jeg er bare en glad amatør, der har interesse for emnet. Jeg vil ikke undskylde min ofte meget direkte og meget ligefremme private måde, at skrive på. Sådan er jeg. Hvis jeg var stiv og formel er jeg sikker på, at du aldrig fik stavet dig gennem denne side. http://arslonga.dk/DRONNINGENS_GOBELINER_Aeldre_Middelalder.htm |